 |
| Foto: Miramax |
Jeg husker stadig, da jeg første gang stiftede bekendtskab med Englands svar på Sex & the City. Her blev der ikke drukket elegante cosmos på trendy Manhattanbarer, men i stedet tyllet vodka shots som middel mod hjertesorg.
Dyrkelsen af den uperfekte kvinde
Sammenlignet med Carrie Bradshaw var Bridget Jones en katastrofe på to ben. Hun rodede sig ud i de mest tåkrummende pinlige situationer, men havde stadig overskud til at finde livsmod trods tømmermænd, kiksede dates, karrieremæssige ydmygelser og en skrupskør mor, der irriterende nok havde meget bedre styr på mændene end hun selv havde.
Bridget var også et ikon. I en tid, hvor singlekulturen blomstrede op og kvinder skulle vænne sig til at jonglere karriere og samtidig jage mr. Right, blev Bridget en modvægt til det moderne ideal, der bød kvinder at være konstant smukke, dygtige og succesfulde. Bridget var aldrig perfekt. Hun røg altid lidt for meget, drak lidt for meget, vejede lidt for meget.
For mig kom Bridget som en befrielse, et kærkomment alternativ til de perfekte kvindeliv, der ellers blev dyrket af medierne og modeindustrien. Bridget Jones-figuren spredte det budskab, at selvom man ikke var en modeltynd, succesfuld karrierekvinde komplet med englelignende børn og en tilbedende mand, der altid tog opvasken, selvom ens liv virkede nok så kikset og kaotisk og helt det modsatte af fabulous, var det okay. Det skulle nok gå alligevel.
Bridget var elskelig og varm, mens hendes rivaler, de perfekte kvinder med styr på vægten, garderoben og karrieren, var overfladiske og kolde væsner, der jagtede manden som endnu et stykke accessory, der kunne fuldende deres liv.
Elegant Austen-pastiche
Helen Fieldings kiksede antiheltinde startede som en række klummer i britiske The Independent, og var halvt karakteristik af den moderne singlekvinde, halvt en vittig opdatering af Stolthed og fordom, chicklitklassikeren par excellence. Fielding skrev sine klummer om Bridget Jones, mens BBCs tv-udgave af Jane Austens klassiker gik sin sejrsgang, og Colin Firths våde skjorte satte kvindehjerter i brand. Bridgets udkårne blev derfor passende døbt Mark Darcy i denne pastiche over Austens mest populære roman.
Den intertekstuelle leg blev bibeholdt og endda styrket i filmen fra 2001, såvel som i toeren, The Edge of Reason (1999), der elegant omplantede plottet fra Persuasion, hvor en ung kvinde af sin familie tales fra et upassende ægteskab, til senhalvfemsernes London, hvor Bridget lader sine venners dom få afgørende indflydelse på forholdet til Mark Darcy.
Denne konstante, skjulte reference til Austens bøger gav Bridget Jones 1 og 2 et ekstra lag, og mindede læseren om, at det hele var fiktion, et spil, en kommentar til kvinders ændrede samfundsrolle igennem litteraturhistorien. Ikke at det var stor kunst, og det vigtigste element i bøgerne var stadig underholdning. Men det var netop befriende at blive underholdt uden at skulle efterlade sin hjerne, inden man gik i gang med at læse. En tendens der desværre ikke har holdt ved i senere chicklit og chickflicks. I dag får man mere ud af bøger, film og blade henvendt til kvinder, hvis man først fjerner enhver fornuftig tanke.
Kikset comeback
For et par år siden vendte Bridget kortvarigt tilbage, nu rykket op i slut-30erne/start-40erne, men uden at være blevet den mindste smule klogere, stadig single og stadig omgivet af de samme to bejlere, som hun skulle vælge imellem ti år før. Mens vi andre blevet ældre og vores liv ændrede sig, blev Bridget bare ældre. Nu snart 20 år efter den første klumme, er Fielding ude med en ny bog om Bridget Jones.
Denne gang er Bridget i det mindste kommet en smule videre med sit liv. Hun er blevet mor, men Mark Darcy er død, og den 50årige kvinde, småtyk og kikset som altid, skal endnu en gang ud på datingscenen, denne gang på jagt efter ungt kød. Men holder konceptet så mange år efter? Ikke ifølge de engelske anmeldere, der både brokker sig over Darcys fravær og Fieldings manglende opfindsomhed.
Selv blev jeg mest af alt træt, da jeg fik nyheden. Bøgerne om Bridget Jones er først og fremmest romantiske komedier. De ender med en uformel version af 'og de levede lykkeligt til deres dages ende'. Som en anmelder foreslog, kunne det måske være interessant at opleve Bridget slås med reelle parforholdsproblemer, med bleskift og skænderier, madpakker og udmattede forsøg på lørdagsknald efter børnene er lagt i seng. Men endnu en omgang singleton-Bridget? Been there, done that.
Sex & the City-kvinderne blev genoplivet i flere omgange, og det blev tydeligt, at folkene bag ikke havde noget på hjerte, ud over at score kassen. Helen Fielding har sikkert samme dagsorden, og fred være med det. Men nutidens unge kvinder spejler sig nok snarere i Girls end i forrige generationers desperate forsøg på at beholde deres plads i rampelyset. Vi andre? Vi blev forhåbentlig voksne undervejs.
For mig kom Bridget som en befrielse, et kærkomment alternativ til de perfekte kvindeliv, der ellers blev dyrket af medierne og modeindustrien. Bridget Jones-figuren spredte det budskab, at selvom man ikke var en modeltynd, succesfuld karrierekvinde komplet med englelignende børn og en tilbedende mand, der altid tog opvasken, selvom ens liv virkede nok så kikset og kaotisk og helt det modsatte af fabulous, var det okay. Det skulle nok gå alligevel.
Bridget var elskelig og varm, mens hendes rivaler, de perfekte kvinder med styr på vægten, garderoben og karrieren, var overfladiske og kolde væsner, der jagtede manden som endnu et stykke accessory, der kunne fuldende deres liv.
Elegant Austen-pastiche
Helen Fieldings kiksede antiheltinde startede som en række klummer i britiske The Independent, og var halvt karakteristik af den moderne singlekvinde, halvt en vittig opdatering af Stolthed og fordom, chicklitklassikeren par excellence. Fielding skrev sine klummer om Bridget Jones, mens BBCs tv-udgave af Jane Austens klassiker gik sin sejrsgang, og Colin Firths våde skjorte satte kvindehjerter i brand. Bridgets udkårne blev derfor passende døbt Mark Darcy i denne pastiche over Austens mest populære roman.
Den intertekstuelle leg blev bibeholdt og endda styrket i filmen fra 2001, såvel som i toeren, The Edge of Reason (1999), der elegant omplantede plottet fra Persuasion, hvor en ung kvinde af sin familie tales fra et upassende ægteskab, til senhalvfemsernes London, hvor Bridget lader sine venners dom få afgørende indflydelse på forholdet til Mark Darcy.
Denne konstante, skjulte reference til Austens bøger gav Bridget Jones 1 og 2 et ekstra lag, og mindede læseren om, at det hele var fiktion, et spil, en kommentar til kvinders ændrede samfundsrolle igennem litteraturhistorien. Ikke at det var stor kunst, og det vigtigste element i bøgerne var stadig underholdning. Men det var netop befriende at blive underholdt uden at skulle efterlade sin hjerne, inden man gik i gang med at læse. En tendens der desværre ikke har holdt ved i senere chicklit og chickflicks. I dag får man mere ud af bøger, film og blade henvendt til kvinder, hvis man først fjerner enhver fornuftig tanke.
Kikset comeback
For et par år siden vendte Bridget kortvarigt tilbage, nu rykket op i slut-30erne/start-40erne, men uden at være blevet den mindste smule klogere, stadig single og stadig omgivet af de samme to bejlere, som hun skulle vælge imellem ti år før. Mens vi andre blevet ældre og vores liv ændrede sig, blev Bridget bare ældre. Nu snart 20 år efter den første klumme, er Fielding ude med en ny bog om Bridget Jones.
Denne gang er Bridget i det mindste kommet en smule videre med sit liv. Hun er blevet mor, men Mark Darcy er død, og den 50årige kvinde, småtyk og kikset som altid, skal endnu en gang ud på datingscenen, denne gang på jagt efter ungt kød. Men holder konceptet så mange år efter? Ikke ifølge de engelske anmeldere, der både brokker sig over Darcys fravær og Fieldings manglende opfindsomhed.
Selv blev jeg mest af alt træt, da jeg fik nyheden. Bøgerne om Bridget Jones er først og fremmest romantiske komedier. De ender med en uformel version af 'og de levede lykkeligt til deres dages ende'. Som en anmelder foreslog, kunne det måske være interessant at opleve Bridget slås med reelle parforholdsproblemer, med bleskift og skænderier, madpakker og udmattede forsøg på lørdagsknald efter børnene er lagt i seng. Men endnu en omgang singleton-Bridget? Been there, done that.
Sex & the City-kvinderne blev genoplivet i flere omgange, og det blev tydeligt, at folkene bag ikke havde noget på hjerte, ud over at score kassen. Helen Fielding har sikkert samme dagsorden, og fred være med det. Men nutidens unge kvinder spejler sig nok snarere i Girls end i forrige generationers desperate forsøg på at beholde deres plads i rampelyset. Vi andre? Vi blev forhåbentlig voksne undervejs.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar