 |
| Den forurettede forfatter |
Hvad må man overhovedet skrive som anmelder i dag? Siden jeg med denne blog tog anmelderiet op igen, har jeg forsøgt at efterleve to regler:
- Ikke blindt at tæve løs på kunstneren (i overført/sproglig betydning, hvilket kan være langt værre end korporlig vold), uanset hvor meget jeg synes han eller hun har fortjent det.
- I stedet være konstruktiv og afbalanceret i min vurdering (dvs. klappe kunstnerne opmuntrende på hovedet og sige et par pæne ord, inden jeg begynder at udspy eder og forbandelser over deres makværk eller elendige præstation).
Men jeg er stadig fan af, at man siger sin mening lige ud. Hvis et værk ikke er godt nok, nytter det ikke noget at feje det ind under gulvtæppet. Det har ingen gavn af, hverken publikum/læserne eller kunstneren, der måske fastholdes i en overvurderet selvopfattelse, selvom man for længst skulle have slukket for den respirator der holdt det i live.
Man skrive da ikke dårlige anmeldelser
Sociologen Henrik Dahl, der sidste år debuterede som romanforfatter og prompte fik dårlige anmeldelser i tre af landets største aviser (Politiken, Information og Berlingske Tidende), har de sidste par måneder forsøgt at lappe sit sårede ego ved at gå til modangreb. Hvis anmelderne ikke kan lide hans bog, så er det dem, der er noget galt med. At de er professionelle læsere og litteraturkritikere ved respekterede danske dagblade betyder blot, at der er noget riv rav ruskende galt med kulturjournalistikken, ja hele kritikersystemet i Danmark! For det handler selvfølgelig ikke om, at Dahls bog er noget juks, selvom den fik en gang høvl i langt de fleste danske medier.
Den forurettede Dahl har krævet et ankenævn, hvor man som forurettet kunstner kan klage over en usaglig anmeldelse. Hvad straffen for ’usagligt anmelderi’ så skal være, fremgår ikke. Pinligt er det til gengæld, at en mand, der ikke selv har tøvet med at skrive usaglige anmeldelser, ikke kan tåle sin egen most.
Hvad er straffen for dårlige romaner?
Jeg har ikke læst bogen og kan ikke udtale mig om dens dyder eller eventuelle fejl og mangler. Men jeg er fan af, at Informations kritiker tør sige ligeud, at han synes bogen er dårlig, og kan underbygge sin påstand. Og så vil jeg tilføje, at hvis I nogensinde griber mig i at skrive sætninger som ”Snart ville Aftenstjernen, som Rasmus for nylig havde haft om i skolen, og med Bjørns hjælp også havde lært at udpege på himlen over Lyngby, være forsvundet i vrimlen af stjerner og planeter, der ikke behøvede at møde så tidligt, men nu blev mere og mere klare for hvert minut, der gik.” eller denne perle: ”fra de klassiske lænestole, der tog så kærligt mod trætte mennesker som bedsteforældre mod et barnebarn” – begge udpluk fra Dahls mesterværk af en roman – ja så lover jeg, at I må slå mig, hårdt, og det mener jeg helt bogstaveligt.
Der er ingen undskyldning for at udgive romaner, hvis man ikke kan skrive (litteratur), og har man først udsat sagesløse læsere for dårligt sprog, bør man i det mindste tage sine verbale tæv med oprejst pande.
Som anmelder må man have frihed til at sige sin mening. Ytringsfriheden gælder vel begge veje? Selvfølgelig bør anmelderen stræbe efter en forsøgsvis (omend umulig) objektivitet og ikke forfalde til personangreb eller selvpromovering på bekostning af en saglig vurdering af værket på dets egne præmisser. Men man skal turde kalde en spade for en spade. For nogle gange er det anmeldte værk en gang hø, andre gange er det blot middelmådigt, nogle gange er det glimrende men med væsentlige mangler, og hvis du ikke kan tåle at få det at vide, vil jeg anbefale, at du holder sig fra at stikke næsen frem i et kunstnerisk erhverv (eller i hvert fald stopper med at læse anmeldelser). Og uanset hvor dygtig du er, vil du aldrig blive elsket af alle, som dette anmelder-eksperiment i Politiken viser.
Så kære kunstner, tør øjnene, spis en tudekiks og find ud af, hvad du kan gøre bedre næste gang. Eller om den sure anmelders mening overhovedet har nogen betydning for dig. Måske er dit kernepublikum bedøvende ligeglad med hvad koryfæer som Lilian Munk Rösing, Monna Dithmer, Lars Bukdahl eller undertegnede i al beskedenhed siger og skriver. Og husk på hvad man siger: dårlig omtale er bedre end ingen omtale.
