Forvandlingskunst i Det Røde Rum

Foto: Miklos Szabo

Det er for tidligt at kåre årets forestilling, når vi kun er i februar måned. Alligevel er det svært at forestille sig et stykke, der kan trumfe Det Røde Rums Metamorfoser. Knugende, opløftende, plat, skingrende skør, rørende og frem for alt virkelig sjov. 

Instruktør Elisa Kragerup har gjort det igen. Efter forrige sæsons publikumshit Sonetter har hun kastet sig over endnu en klassiker om kærlighedens veje og vildveje. Ovids kæmpeværk er selvfølgelig beskåret kraftigt, så kun nogle få, velvalgte uddrag får turen igennem Det Kongelige Teaters mest eksperimenterende og innovative scene. Resultatet er vildt og mere vellykket, end man turde drømme om.

Kroppens forvandlinger
Kun med kroppen som redskab forvandler skuespillerne sig til træer, hunde, bjørne, hjorte og heste. Menneskets hovmod er et centralt tema, som historien om Erysichthon, der forbandes med evig sult og til sidst æder sig selv. Gudernes skalten og valten med de dødeliges skæbner et andet tema. Den menneskelige dårskab straffes ubarmhjertigt, mens guderne med et skuldertræk træder menneskeliv under fode.

Flere af fortællingerne har en streng morale. Kongedatteren Myrrha afviser alle bejlere, og i vrede forbander kærlighedsgudinden hende, så pigen forelsker sig brændende - i sin egen far.

Forestillingen skifter behændigt mellem det grumme og det lyse, horror og slapstick. Hele ensemblet på Det Røde Rum er med, og Peter Plaugborg giver en formidabel gæsteoptræden. De syv skuespillere har et fantastisk veltunet samspil, så de altid afbalancerer hinanden ned i mindste detalje, tone eller bevægelse.

Kærlighedens kraft
Peter Plaugborg er skiftevis uskyldig yngling, sexgal gud og skabagtig prinsesse. Maria Rossing er både ulykkelig bjørnekvinde og krænket gudinde, mens Marie Dalsgaard spiller kærlighedsramte nymfer og en isnende hævngerrig gudinde. Nicolai Dahl Hamilton folder sig ud som den bly prinsesse, der bliver voldbollet af Jupiter i tyreskikkelse, mens Thomas Hwan er bedårende nuttet som drengen Ikaros, der flyver for tæt på solen. Johanne Louise Schmidt har som altid en inciterende tilstedeværelse, hun er den tankeløse jæger, der forvandles til en hjort, den incestuøse prinsesse dirrende af lige dele skam og begær, og den skønne statue, som Nicolai Dahl Hamiltons Pygmalion leger parforhold med i et af stykkets sødeste og lykkeligste scener. Mikkel Arndt er rent ud fantastisk som Narcissus, arrogant gulddreng der bliver gal af kærlighed til sit eget spejlbillede.

Kærligheden er en naturkraft, der ikke må fornægtes. De, der vover at elske, vover sig selv og er ikke sikre på at vinde. Men de, der slet ikke vover, strafes med uendelige kvaler. Metamorfoser er Sonetter version 2, men den er også meget mere. Herfra lyder kun ét råd: se den!

Metamorfoser spiller i Det Kongelige Teaters Røde Rum frem til 29.3. Billetter kan købes på kglteater.dk.

Foto: Miklos Szabo

Kan Alban Lendorf danse Mr. Nice Guy?

Fotos: Costin Radu

Hvem er Manon? Manon er den forkælede skønhed, der ikke kan bestemme sig. Den vægelsindede kokette, der lokker mænd i fordærv. Hendes problem er ikke, at hun ikke kan få den hun vil have, men at hun ikke kan acceptere de valg, som livet byder hende. I Manons verden er det både og, ikke enten eller. Deri ligger hendes tragedie.

Manon Lescaut er en fransk roman fra 1731, skrevet af Abbé Prévost. Den var en skandale, da den udkom og blev faktisk forbudt af myndighederne på grund af sit 'usædelige emne'. Historien minder meget om den lidt mere kendte Kameliadamen, men Manon ligger meget langt fra den helgen-agtige, altopofrende heltinde i Dumas' bog.

Manon er amoralsk, beregnende og til salg for højestbydende. Om bejleren tilbyder penge eller kærlighed er ikke så vigtigt, så længe han overbyder sine konkurrenter. Hun elsker den fattige Des Grieux, men hun kan ikke stå for det luksusliv, som hendes rige beundrer tilbyder hende. Det går grueligt galt, fordi pigen først for sent forstår, at kærligheden er vigtigere.

Ikke særlig beundringsværdigt, men såre menneskeligt. Måske derfor bliver hun ved med at fascinere, fordi vi inderst inde godt forstår hende. Hvem har ikke på et tidspunkt sat status over integritet, valgt den populære dreng i klassen frem for nørden ovre i hjørnet?

Flot ballettragedie

Efter mere end otte år er Kenneth MacMillans ballet tilbage på Det Kongelige Teater. Selvom vi er mere end halvvejs i sæsonen, er det først nu, vi får en stor, romantisk ballettragedie serveret. Det har været tiltrængt, men selvom Manon er flot og inderlig til Massenets smægtende toner, manglede der noget ved premieren i lørdags. 

Sidste gang var det Silja Schandorff, der sammen med stjernedanseren Nicolas Le Riche dansede sig til 6 stjener. Den er svær at stikke, men teatret har selvfølgelig sat sin egen stjerne, Alban Lendorf, til at danse helten Des Grieux. 

På papiret giver det mening. Hvis man har en guldkalv, skal den også vises frem så meget som muligt, så folk kan beundre den. Men der er et eller andet ved Lendorf, der ikke helt fungerer, når han sættes til at danse heltepartier. Ingen tvivl om, at han rent teknisk er uovertruffen, der er ingen over ham i Den Kongelige Ballet, hans spring, hans linjer, det hele er sublimt. Alligevel mangler der noget. Balletten om Manon og Des Grieux er en handlingsballet. Det er det personlige drama, den tragiske kærlighedshistorie, der står i centrum. Som publikum skal man leve sig ind i personerne, og kan danserne ikke formidle deres karakterer, så vi forstår dem, bliver resultatet koldt, en gold række bravurnumre uden egentligt indhold.

Trinopvisning uden personlighed

Så galt stod det ikke til ved premieren, men både Lendorf og hans partner, Alexandra Lo Sardo, havde ikke helt greb om det ulykkelige par, de skulle portrættere. Jeg fik aldrig fornemmelsen af, hvem Manon og Des Grieux egentlig var. Lo Sardos Manon var både sød og køn, men lidt endimensional. Hvad angår Des Grieux, var det svært at føle sympati for en person, som ikke syntes at have meget personlighed at gøre godt med.

Det sære er, at begge dansere tidligere har demonstreret, at de kan skabe levende og troværdige karakterer. Lo Sardo var fin som den temperamentsfulde Marchen i sidste sæsons Kermessen i Brügge, mens Lendorf har skabt afrundede personer både som Armand i Kameliadamen og Sid i efterårets Come Fly Away. Hans Mercutio fra sidste års Romeo og Julie, en rapfodet gavtyv og kvindebedårer, stjal fuldstændigt billedet fra det elskende par, han var intenst levende lige til det sidste, selv da han var ved at dø.

Lendorf mangler ikke dramatisk flair, men tilsyneladende har han svært ved at give det frit løb, når han danser de mere ensporede heltepartier. Hans romantiske førsteelskere bliver sjældent rigtig levende på scenen, men virker snarere som flade figurer, der ikke er engageret i historien eller den kvindelige partner. 

Det er en kunst at give en balletkarakter personlighed, at have overskud til at nå ud over det tekniske og ind i den psykologiske skildring. Især når det gælder heltefigurerne, der som udgangspunkt ikke giver danseren så meget at arbejde med rent dramatisk. Hvordan gør du Mr. Nice Guy til en sammensat person? 

Teknik eller indlevelse?

Selvom det giver mening, at en danser med Lendorfs kæmpestore, tekniske talent sættes i centrum, synes jeg stadig det er et problem, hvis teknisk perfektion skal gå forud for alt andet. For det er vel dramaet, der bør være det bærende i en handlingsballet? Der er en verden til forskel mellem den teknisk dygtige præstation, der fremkalder intellektuel anerkendelse og pligtskyldig beundring hos tilskuerne, og så den indfølende præstation, der ophæver distancen mellem publikum og danser, så tilskueren bliver suget ind i den verden, som fremkaldes gennem dansen. 

Hvis en forestilling handler om de store følelsers drama, er teknisk bravur ikke nok. Vi går jo for pokker i teatret for at blive forført. Kunstneren skal have hjertet med, ellers bliver dansen en kold trinopførsel, en pragt uden indhold. Når danseren lever sig ind i sin rolle og viderebringer denne indlevelse til sit publikum, berøres tilskueren instinktivt af den ordløse fortælling. De store, dramatiske historier skal føles, ikke tænkes.

Netop MacMillans ballet sætter følelserne på spidsen og prøver at grave et spadestik dybere i den menneskelige psykologi med komplicerede, tvetydige karakterer. Manon er reelt usympatisk, men vi skal stadig forstå hendes motiver og handlinger. Des Grieux er dybest set et fjols, men han skal alligevel vække vores sympati. Dette er ikke Bournonville, hvor et væld af farverige bifigurer kan opretholde interessen. Alt står og falder med skildringen af hovedpersonerne.

Sjælfulde præstationer fra andetholdet
Andetholdet, der dansede om søndag, havde til gengæld bedre greb om deres roller. Ulrik Birkkjær var en nuttet Des Grieux, netop ikke en heltetype, men en ung mand der bliver ramt af kærligheden og lader den styre sit liv helt og aldeles. En mand, der i udgangspunktet er ærlig nok, men kaster alle principper over bord i sin kamp for at vinde og fastholde Manon.

Mens Alexandra Lo Sardos Manon led under en vis mangel på personlighed, havde Birkkjær et godt match i J’aime Crandall. Hun har en fantastisk evne til på én gang at udtrykke sødme, uskyld, tankeløshed og ømhed. Hendes Manon var ikke helt naiv, men heller ikke helt beregnende. Hun glemte ikke sig selv i forelskelsen, men dyrkede den på en selvisk, nydelsessyg måde, og fik mig til at tro på hende som en person, der både var oprigtig i sin kærlighed og fuldkommen underlagt sin svaghed for luksus, som gjorde det let for hende at forlade sin elskede til fordel for juveler og smukke kjoler.

Crandalls Manon udviklede sig umærkeligt igennem små blikke, bevægelser, tøven. Hun blev i stand til at vælge kærligheden, blev i stand til at fravælge pengene, og derfor føltes hendes fornedrelse så grum, hendes angerfulde, dødsmærkede feberdrømme i Louisianas sump så meget mere hjerteskærende af den grund.

Hvor Lendorf og Lo Sardo blot fremviste virtuos dans og berørte deres karakterer i overfladiske træk, trængte Birkkjær og Crandall dybere ned i de personer, de fremstillede. Til gengæld fik de en helstøbt tragedie ud af anstrengelserne og gav endelig Manon en sjæl og et hjerte.

Så hvis du vil se en fænomenal danser udfolde sig, gå ind og se Alban Lendorf. Hvis du vil forføres af en grum kærlighedshistorie, så se Manon når Ulrik Birkkjær og J'aime Crandall danser.

Manon spiller 6 gange mere frem til den 12.3. Billetter kan købes på kglteater.dk.


Follow my blog with Bloglovin

"Man skal gøre det man elsker. Ellers skal man arresteres." Den Nye Lyd #4

"At skrive handler om at blive ved med at investere, uden at vide, om man nogensinde får noget igen."

Citatet stammer fra Adam Drewes' litterære debut, hvor forfatteren i en spydig, let bidende scene diskuterer skrivelivets genvordigheder med en uforstående far. Den praktiske holdning til skriveriet, som mange moderne forfattere prædiker, tanken om at man bare skal tvinge sig selv til at skrive hver dag, frem for at vente på inspirationen, sættes op mod Drewes egen frustration over ikke at have noget at sige, endsige lyst til at sige noget. Hvad hjælper det så at skrive i blinde?

Adam Drewes var en ud af tre digtere, der søndag aften læste op på CaféTeatret, da det for 4. gang inviterede til det litterære arrangement Den Nye Lyd. Tidligere har blandt andre Peter Adolphsen, Christina Hesselholdt og Asta Olivia Nordenhof læst op.

Denne gang mødte vi tre mandlige forfattere, der i deres tekster alle kredsede om ensomhed, livets små og store øjeblikke, om frustrationer, sansninger og vilde tankerækker.

Mødet med en litterær mytologi
Mikkel Thykier, der er ophavsmand til titlen på dette blogindlæg, er kendt i litterære kredse som den indelukkede og mystiske superdigter, der siden sin suveræne debut i 1997 i høj grad er gået uden om forlagsbranchen og i stedet ynder at lægge sine tekster anonymt ud på nettet - hvis han da ikke sender dem direkte til fans som anmelderen Lars Bukdahl. Denne aften havde Thykier dog vovet sig ud i offentligheden og læste højt af en af sine tekster. 96 linjer af en ensidig samtale med en stum partner, et du der blev refereret frem for selv at komme til orde.

Pinligt uvidende om den levende litterære mytologi, der stod foran mig i skikkelse af en almindeligt udseende mand midt i 30erne (når det gælder moderne dansk litteratur er jeg aldeles ignorant, på grænsen til det pinlige, hvilket bunder i min uovertrufne evne til at gå i stå, hver gang jeg forsøger at læse de hotteste nye fra Forfatterskolen), blev jeg hypnotiseret, suget ind i et univers af manende øjebliksbilleder.

Thykiers oplæsning var en monoton insisteren på tomheden mellem kroppe, mellem sansninger, mellem jeg'et og du'et. En afstand som end ikke blev forsøgt overkommet. Teksten fremmanede øjeblikkets sprækker, virkelighedens sprækker, om at finde sammen i tosomhed ved "at slå en mand til blods", eller jeg'ets iagttagelse af, hvordan snot og sæd blander sig med blod i toiletkummen. Det var mærkeligt og blidt insisterende, en mageløs smuk poesimonolog.

Næste tekstmager var Hans Otto Jørgensen, tidligere rektor for Forfatterskolen, en forfatter som jeg kender yderst godt af omtale, men aldrig har følt den vilde trang til at stifte nærmere bekendtskab med. Hans oplæsning (fra nyt, uudgivet manuskript) gav mig et hint om hvorfor. En meget lang prosatekst, der tog udgangspunkt i en mand, der oplever sin genbos selvmord, og som handlede om alting og ingenting. Flot i sin bølgende, snakkesaligt sansende og erindrende tankevrimmel, men uden den præcision, som jeg personligt har brug for, for at fastholde opmærksomheden. Hvilket nok siger en del mere om mig end om Hans Otto Jørgensen.

Hvorfor skrive litteratur?
Sidst men ikke mindst den førnævnte Adam Drewes, tidligere mester i Poetry Slam, der kom ind på Forfatterskolen og efterfølgende gik i stå. Først sidste år, mere end 10 år efter at Drewes blev færdig på Forfatterskolen, udkom hans første bog, en monstrøs mammut på 704 sider.

Bogen følger to spor. På venstresiderne optræder en mængde uredigerede litterære tekster, på højresiderne en personlig fortælling om dels Drewes' færden i slam-miljøet fra 1999 til 2005, dels beretningen om hans litteraturstudier på Københavns Universitet og oplevelser på Forfatterskolen, som han undervejs gør op med.

Drewes lod publikum bestemme, hvilke venstresidetekster han skulle læse op, ved at lade folk nævne et sidetal mellem 1 og 704. De tekster, der fangede mig, stammede nu fra højresiderne, hvor han i humoristisk indpakning gav luft for sine frustrationer med at gå i stå med skriveriet (den sagnomspundne 'skriveblokering', som kun tåbelige eller usandsynligt selvsikre forfattere ikke frygter). Som et fiktivt brev fra Leo Tolstoj til sin far, hvor han brokker sig over arbejdet med Krig og fred - den er alt for lang, og han kan ikke længere hitte rede i personerne - og tilslutter sig rapperen 50 Cents erklæring, at livet handler om at "get rich or die trying". Tolstoj ender med at erkende, at romanskriveriet er ørkesløst. Man tjener ingen penge og ingen gider alligevel læse det, så han kan lige så godt lade være.

Som modsvar erklærer Drewes, at der er en pointe i at skrive, i at blive ved, selvom omverdenen stiller sig undrende og måske endda fordømmende. At det ikke handler om at blive rig, ikke engang om at være en effektiv og velsmurt forfattermaskine, der dagligt spytter tekster ud og overholder sine deadlines. At det vigtigste er at have noget på hjerte, og at forfølge dette gennem skriften, selvom det netop ikke er sikkert, at ens anstrengelser belønnes i sidste ende.

Dette er vel kernen i al kunst, enhver kunstners credo. At blive ved, selv når det virker håbløst, ørkesløst. Så længe det ikke virker ligegyldigt for én selv. Det handler jo ikke om penge eller anerkendelse, men om at gøre det, man elsker allerhøjest.

Næste omgang af Den Nye Lyd er søndag den 4.maj kl.20 på CaféTeatret, med oplæsninger af Naja Marie Aidt, Christina Hagen og Morten Søndergaard.

Farvel til Mesteren

Det er utroligt, hvor lidt der skal til for at vælte giganter. For fem dage siden døde en af USAs største skuespillere, hvis ikke den største af alle, af noget så banalt som en overdosis heroin. Hvem, spørger du måske - Brad Pitt og Ryan Gosling lever jo i bedste velgående? Men selvom jeg har den dybeste respekt for de to herrers talent, taler jeg ikke om den største Hollywoodstjerne, men den største skuespiller.

Jeg ved ikke helt, om jeg er kommet mig over nyheden. Selvom livet går videre, tusindvis af mennesker dør hver dag, og jeg aldrig har mødt manden. Man kan måske bedst sammenligne min reaktion med den måde, som folk verden over reagerede på, da Steve Jobs døde. Ikke at deres død er sammenlignelig, Jobs' bortgang var tragisk, men ikke uventet, i modsætning til dette dødsfald. Men folk sørgede over en mand, der i sit liv havde præsteret noget ekstraordinært, noget så ypperligt, at det var svært at forestille sig en verden uden ham. Man viste respekt for Jobs' geni og sørgede over alt det, han ikke nåede, alt hvad han manglede at udrette.

Sådan har jeg det, nu hvor det indledende chok har lagt sig, og jeg har haft tid til at vænne mig til tanken. Philip Seymour Hoffman er død. Han er død, og jeg føler tabet. Ikke over ham som person, som sagt kendte jeg ham ikke. Men tanken om alt det, der dør med ham, er rædsom. Alle de film, som han nu ikke vil lave. Alt det, han kunne have vist os, men som nu aldrig bliver til virkelighed.

Sidste gang, jeg blev berørt, hvor jeg virkelig havde en håndgribelig fornemmelse af tab ved et dødsfald, var for 6 år siden, da Heath Ledger døde. Dengang som nu følte jeg, at verden virkelig mistede noget. Eller verden er måske et stort ord at bruge, men kunsten mistede en lysende skikkelse. Og ja, jeg ved at tonsvis af vigtige mennesker er døde siden da, den kære Jobs for eksempel, men egentlig er jeg ligeglad. Den eneste gang, jeg følte et lignende tab, var den 22.januar 2008.

Hvad har Ledger og Hoffman til fælles, vil du måske spørge, ud over at begges død kom ud af det blå, en fejlagtig overdosis af henholdsvis sovemidler og heroin? De havde potentialet til fælles. Deres tragedier er forskellige, i og med at Hoffman allerede havde vist sit potentiale, og dermed vist os, præcis hvad vi har mistet. Ledger var ganske ung, stadig i starten af sin karriere, men havde med bl.a. Brokeback Mountain og The Dark Knight giver os en anelse om, hvad han kunne udvikle sig til, hvor langt han kunne nå som skuespiller. Forskellen er at miste en fuldt udviklet kunstner på højden af sin karriere, og at miste en mand, der engang kunne blive en stor kunstner.

Hvad kendetegner en kunstner? Overordnet set en evne til at bryde grænser, til at åbne verden for sit publikum, til at udtrykke en mening - eller nogle gange fraværet af mening - gennem en sublim beherskelse af kunstartens udtryk. Hvor mange mestrer netop dette? Uanset kunstart er det de færreste, der når helt derop. Men Philip Seymour Hoffman gjorde. Han var i stand til at krybe ind i en karakter og helt ned i den lillebitte detalje gøre personen til et levende væsen. Når han spillede en person, var han personen. Se blot det væld af film, som han var med i, lagt sammen viser hans roller, at manden kunne alt, kunne vise mennesket i alle dets facetter.

De fleste nekrologer og kommentarer til hans død har handlet om, hvad folk hver især synes var hans bedste roller. Jeg vil hellere slutte af med at bemærke mine stærkeste minder om Philip Seymour Hoffman.

Den første af hans film, som jeg nogensinde så, var Magnolia, starten på et frugtbart samarbejde med instruktøren Paul Thomas Anderson. Her havde han en lille rolle som sygeplejeren Phil, der egentlig ikke gjorde særlig meget i filmen, ud over at lytte til den døende Earl Partridges synder. Hans blotte tilstedeværelse udstrålede forståelse, mildhed, tilgivelse. Ved bare at være til afbalancerede han alle filmens ulykkelige karakterer, deres vrede, deres sorg, deres smerte. Hvordan gør en skuespiller det, når manuskriptet dikterer, at han i størstedelen af filmen bare skal være en passiv biperson?

Den film, hvor Hoffman gjorde størst indtryk på mig, brugte han kun sin stemme. I Mary & Max, en lidt overset, men aldeles brillant animationsfilm, lagde han stemme til Max, en midaldrende, overvægtig mand med Asperger syndrom, der bliver penneven med den ensomme pige Mary. Filmen i sig selv er fantastisk med sin lune, underspillede humor og sine sympatiserende men usentimentale personbeskrivelser, der varmer den ellers ganske rå historie op, så man sluger alle de absurde, barske og tragiske elementer. Med tørt konstaterende og monoton stemme, der kun afslører minimale følelsesudsvisning, skabte Hoffman et af filmhistoriens bedste portrætter af en psykisk handicappet person - den chokoladeelskende Max Horovizt, der søger at fungere på sine egne vilkår i det lille hjørne af samfundet, hvor han kan finde plads til sit skæve sind.

Philip Seymour Hoffman 1967 -2014