Fortællingens kraft #2 - dødelig lidenskab og blikkets betydning

Fotos: Costin Radu

I mit forrige indlæg nævnte jeg, hvor vigtigt det er, at en iscenesættelse er tro mod sit udgangspunkt, sin fortælling. Det kan man selvfølgelig være på mange måder, og inden for teaterverdenen er der især brug for nytænkning, når man sætter værker op, der igennem årene er blevet spillet til bevidstløshed.

Tro mod rollen

Men det handler altid om at rive publikum med, få dem til at tro på den illusion, der udspiller sig på scenen. Og hvis scenefortællingen skal leve, kræver det at performerne mestrer deres roller. Tidligere på ugen fremhævede jeg Beauty and the Beast som en forestilling, hvor det lykkes. Det var fantastisk at overvære, især fordi der inden for teaterbranchen kan være en vis overbærenhed med stjerner, der kører deres eget show på scenen frem for at engagere sig i samspillet med andre, samt af og til en smule ligegyldighed med, om kemien mellem spillerne passer, så længe der er tilstrækkeligt store navne øverst på plakaten.

Balletten Kameliadamen er et glimrende eksempel på en forestilling, hvor det er altafgørende, at performerne er tro mod deres rolle. Jeg spekulerer en gang imellem på, om det for dansere er en sværere balancegang at holde sin plads i geleddet end det er i skuespil, musical eller opera, fordi en forestillingen altid kører med to, nogle gange tre hold, og en hovedrolle lige så vel kan blive besat af en ung korpsdanser som af en erfaren solodanser. Det må være det nemmeste i verden at blive utilfreds med den rolle man får tildelt, og oprørsk overspille eller udvide sin optræden i forsøg på at vinde ekstra opmærksomhed og dermed chancen for en bedre rolle i næste ombæring. Eller i trods kun yde det absolut påkrævede og intet mere. Alles øjne er jo på dem, der danser hovedkaraktererne, så hvorfor overhovedet gøre sig umage?

En dårlig optræden kan selvfølgelig også skyldes fejlcasting, og for tilskueren kan det være svært at afgøre, om en middelmådig præstation skyldes det ene eller det andet.

Djævlen ligger i detaljen

Netop ballet er en kunstart, hvor det ofte er detaljen, der hiver oplevelsen op på et højere niveau. Fordi dansen som oftest er ordløs, kræver det et tæt samspil mellem bevægelser og mimik, for at fortællingen får liv. Nogle gange skal der ikke så forfærdeligt meget til, og for mit vedkommende er det altid de små ting, der sætter sig fast i min hukommelse, det er dem der gør et blivende indtryk, uanset hvad jeg syntes om forestillingen som helhed. 

I sidste sæsons Manon var det J’aime Crandalls præstation, der ramte stærkest. Den var sammensat af tusind små ting, men én ting husker jeg stadig: den scene, da hun giver afkald på sin elskede til gengæld for et luksusliv som holdt kvinde. Hun tøver kun et kort sekund, beslutningen er allerede taget, hun tvivler ikke på sit valg. Alligevel sætter hun sig et øjeblik på sengen, som hun har delt med den elskede, og krammer puden. Det varer kun et halvt minut, så er det overstået, og hun bevæger sig videre, men i den lille bevægelse forstår man, hvad valget koster hende, og man får en sympati for hende, der varer stykket ud. I La Bayadère var det Ulrik Birkkjær, der sender sin døende elskerinde et blik – et eneste blik, før han igen vender sig væk, men det er nok til at man tror på det, da han senere begår selvmord, opslugt af anger og fortvivlelse.

Kameliadamen, endnu et værk af John Neumeier, hvis Døden i Venedig gæstede København i sidste måned, er netop en ballet, der hviler så kraftig på sin historie og sine personer, at forestillingen skifter karakter, alt efter hvilken danser der optræder den pågældende aften. Den er et karakterstudie af en kvinde, der opgiver alt for kærligheden, og alle medvirkende skal spille op imod og understøtte hovedpartiet og den danser, der spiller Marguerite, den famøse luksusluder med et hjerte af guld og en forkærlighed for kamelia blomster.

Kærlighedsramt kurtisane

Førsteholdets Susanne Grinder var lige farveløs nok som den ombejlede kurtisane, og derfor var det ikke det bedste valg at sætte Amy Watson til at danse hendes veninde og medkurtisane, Prudence. Watson var i sig selv et perfekt valg til sin rolle. Hendes spil var koket og forførende, og samspillet med en spændstig, flot springende Jonathan Chmelensky slog gnister. Ved siden af hende blegnede den mere undselige Susanne Grinder, og det var lidt svært at tro på, at det var hende, og ikke Watson, der fik mændene til at halse efter sig med tungen ud af munden og logrende haler, blændende skøn og uimodståelig. 

Det, der alligevel reddede Grinders optræden, var hendes fortolkning af Marguerite Gautier. Fra starten dødsmærket var der så meget inderlighed i hendes fortolkning af karakteren, at man sagtens kunne tilgive, at hun ikke helt havde karisma nok til at være en troværdig maneater. Til gengæld var der så meget livstræthed og smerte i hendes øjne, at det var umuligt ikke at blive bevæget. Det gav mening, at Alban Lendorfs Armand, et romantisk og lidt naivt brushoved, skulle forelske sig hovedkulds i hende. Hans selverklærede mission var at redde Marguerite fra det golde, overfladiske societyliv, der langsomt var ved at slå hende ihjel. Og hvilken kvinde ville kunne modstå denne Armand, der med alvorlig hvalpecharme og naiv stædighed insisterede på sin egen, udødelige kærlighed?

Jeg troede kort sagt på denne Marguerite og hendes Armand. Alban Lendorf, der trods sin tekniske virtuositet ellers ikke har imponeret som førsteelsker – i sidste sæsons Manon, Napoli og La Bayadère manglede han en fuldstændig basal kemi med sine partnere såvel som reel troværdighed i sit spil - er som født til partiet. Han formår at udstråle den nødvendige blanding af ungdommelig tilbedelse og sårbarhed, der i 3.akt får ham til at handle med kalkuleret grusomhed. Det er troværdigt, fordi man forstår ham hele vejen. På samme måde forstår man Susanne Grinder, hvis blik er som et såret dyrs. Hun er alt andet end kalkuleret, for kærligheden har ramt hende, som man bliver ramt af en forbandelse. Hvordan navigerer man sit liv, når man er opslugt af den store, altfortærende kærlighed? Alt, hvad hun gør derfra, er præget af denne lidenskab, der fortærer hende lige så sikkert som den dødelige sygdom, hun lider af.

Den modne kameliadame

Som tilskuer er det svært ikke at blive for påvirket af førsteholdet på en balletforestilling. De præger ens forståelse af karaktererne på godt og ondt, og hvis castingen er vellykket, kan det være svært at give andet- og tredjeholdet en chance. Gudrun Bojesen og Ulrik Birkkjær, der også deler hovedpartierne som de ulykkelige elskende, passer dog utrolig godt til rollerne. Birkkjær fangede glimrende essensen af den unge tilbeder, der kaster sin kærlighed på den smukke kameliadame, selvom han var lidt for pæn en dreng til at fange Lendorfs sortsindende fortvivlelse. Lendorf er generelt bedre til at skabe karakterer, der er lidt flossede i kanterne – den ædle, renhjertede helt passer ikke helt til ham, som jeg også bemærkede i min omtale af Manon i sidste sæson. Birkkjær er derimod så sympatisk, at det ikke var helt så troværdigt, da han i sidste akt skulle opføre sig som en ussel stodder.

Til gengæld var Gudrun Bojesen helt uovertruffen, bedre på sin vis end Grinder. Hendes udstråling var mere selvsikker, personligheden større, og derfor var det fuldt forståeligt, når mændene flokkedes om hende som bier om en honningkrukke. Hver af hendes bevægelser var fyldt med kraft og sikkerhed, og hun dansede, så man forstod hendes ensomhed og opblussende lidenskab for den unge Armand, parret med angsten for at give sig hen til kærligheden.

Da Birkkjærs Armand første gang lå for hendes fødder, skiftede Bojesens Marguerite elegant fra morskab over hans klodsede erklæring, til langsomt selv at blive grebet af den fatale forelskelse. Hun kom ikke helt så langt ud i sin fortvivlelse som Susanne Grinders Marguerite, men til gengæld virkede hun mere moden og velovervejet. Frem for at være kærlighedens offer kendte hun fra starten konsekvensen af sine handlinger, hun vidste, at det ville ende galt, men tillod alligevel sig selv at blive revet med af sine følelser, at opleve forelskelsen for første gang i sit korte liv.

Svage biroller

Desværre var birollerne omkring Bojesen ikke helt så sikkert besat. Uden tvivl veldansende, men det var, som om de ikke følte sig helt så godt tilpas i deres roller. Kizzy Matiakis var en smule fad og overspillet som Prudence, og det var svært at tro på hende som en højt betalt callgirl. At sætte hende sammen med den lidt vege Marcin Kupinski var en dårlig idé. Begge er de bedre til det tekniske end til at spille en rolle, og det havde klædt dem, hvis de hver især havde haft partnere med mere personlighed.

Sebastian Kloborg som den kejtede Grev N gjorde det udmærket, men heller ikke mere end det. Han var for vag i de scener, hvor det virkelig gjaldt – i Marguerites lejlighed i første akt blev han aldrig helt pågående nok, og resten af tiden klovnede han bare lidt rundt på scenen og tumlede rundt i forgæves jagt på sin tilbedte kameliadame. Hans greve føltes aldrig som et menneske af kød og blod, men blot som en karakter i et stykke. Han opfyldte sin funktion i plottet, hverken mere eller mindre.

Her var der mere at hente i Alexander Stægers version af rollen. Man kan argumentere for, at hans greve næsten blev for meget en medspiller, i forhold til karakterens beskedne rolle i historien. I hans gestaltning blev greven dog ikke blot til en rigtig person, men også det uheldige modstykke til Armand. Grev N virkede mindst lige så oprigtig forelsket i Marguerite, men samtidig var han så ulideligt kikset, at ingen kvinde med respekt for sig selv ville overveje ham som bejler. Man fik ondt af ham, da Armand trådte ind på scenen og med lethed vandt den tilbedte, og senere i Marguerites lejlighed, da han med stigende desperation forsøgte at fange hendes opmærksomhed på den mest uheldige facon, indtil hun standsede ham med en knaldende lussing. Det var morsomt og lige på kornet.  

Fornemt balletportræt

Personligt er det ikke kostumerne, musikken eller dansen i sig selv, der tiltrækker mig mest ved Kameliadamen. I sin helhed er det en flot forestilling, romantisk afdæmpet, knugende i sin triste slutning, næsten blottet for store armbevægelser. Da jeg selv er fan af de store armbevægelser, især i ballet, kan jeg ikke prise Kameliadamen i helt så høj en grad som andre har gjort. Den er særdeles godt skruet sammen, men personligt foretrækker jeg Manon fra sidste sæson, der var mere voldsom i sine følelser, mere kynisk, mere rå. 

Kameliadamen er dog værd at opleve, for udover at være en meget smuk og inderlig forestilling er den et ypperligt eksempel på ballet som fortælleform. Mere end de fleste andre balletter lever den i kraft af sine karakterer, og på det punkt må jeg hyle i takt med de andre anmelderulve, der enstemmigt roser Den Kongelige Ballet. I deres gestaltning får vi et trofast ensembleportræt af kameliadamens storhed og fald, serveret med dansemæssigt overskud og en række uforglemmelige karakterer. Hatten af for det.

Kameliadamen spiller på Det Kongelige Teater frem til 31.10. De større partier alternerer mellem tre forskellige hold, hvoraf jeg i dette indlæg har nævnt de to. Du kan se hvem der danser på de forskellige datoer samt læse mere om forestillingen her.

Hvad skal man se i september?

Foto: Andrew Eccles

Så er sommeren forbi, og jeg er tilbage på pinden og klar til at fatte pennen (eller musen er det vel snarere) og give mig i kast med en ny teatersæson. Indtil videre er den lovende, og mit eget største problem er mere end nogensinde ikke hvad jeg skal se, men hvor meget jeg kan overkomme.

Indtil videre har september budt på swingende amerikansk dans fra Alvin Ailey American Dance Theater, der besøger Tivoli som led i havens balletfestival, og premiere på Det Kongelige Teaters nye Holberg-iscenesættelse, Erasmus Montanus.

Alvin Ailey American Dance Theater (Tivolis Koncertsal 5-13.september)

Det berømte, afroamerikanske kompagni gæster Koncertsalen med et ambitiøst program, som kan gøre én helt forpustet. Man kan som publikum vælge mellem 3 forskellige programmer, A, B og C. A er klassisk Alvin Ailey, mesterkoreografens egne værker skabt til hans eget kompagni. Del B består af nyere værker skabt til kompagniet, og C har et internationalt islæt og består af et klassisk Ailey-værk skabt af amerikanske Ronald K. Brown, et værk af hollandske Hans van Manen samt den populære Minus 16 af israelske Ohad Naharin, der også blev opført på Det Kongelige Teater i sidste sæson (her hed det Minus 7). 

Da det var første gang, jeg så Alvin Ailey-kompagniet danse, havde jeg valgt del A, det klassiske program. Det blev en underholdende forestilling, men trods lækre jazztoner fra Duke Ellington og dansernes smittende rytme og imponerende teknik, blev jeg ikke rigtig fanget før i sidste akt, hvor den storladne Revelations blev opført. Det hjalp selvfølgelig ikke, at Koncertsalen reelt ikke egner sig til større dansesekvenser, den er for lille og blev gjort endnu mindre ved at scenetæppet ikke blev kørt helt ud, men dækkede den sidste fjerdedel af scenen, til stor irritation for de af os, der sad ude i siderne. 

Alvin Ailey er et must see for alle, der brænder dans som kunstart, og med sit show-agtige præg er det god underholdning at hente for alle, der interesserer sig bare en smule for at dans. Priserne er dog i den dyre ende, og rammerne er ikke de bedste, hvor hyggeligt det end er at tilbringe pauserne med at vandre rundt i Tivolis gamle have. 

Erasmus Montanus (Skuespilhuset, Det Kongelige Teater 4.september-23.oktober)

Foto: Natascha Thiara Rydvald

 Det Kongelige Teater promoverer årets første forestilling gennem de tre største stjerner på plakaten – instruktør Thomas Bendixen, Søren Sætter-Lassen og Thure Lindhart, der trods en succesfuld filmkarriere som en anden fortabt søn er vendt tilbage til teatret. Det var netop Thure Lindhart, der fik mig til at se forestillingen, men jeg blev faktisk lidt skuffet. Selvom rollelisten bød på mange af landets dygtigste skuespillere, føltes iscenesættelsen som en farce, der blev trukket i langdrag. Der var dog lyspunkter undervejs. Søren Sætter-Lassen syntes fanget i sin vanlige, overdrevne komik, det føltes, som om han gentog sig selv fra tidligere komiske roller og gik i selvsving i en grad, der virkede urimelig, også selvom Erasmus Montanus i Bendixens iscenesættelse blev til rendyrket farce. Men af en eller anden grund er Sætter-Lassen en genial komiker, selv når han er ulidelig og over the top. Han fik fint modspil af en krukket og aldeles naragtig Lindhart, skinger, barnlig, flæbende, men med enkelte glimt af alvor. 

Stykkets indbyggede alvor og understrøm af tragedie kunne efter min mening godt være blevet udfoldet yderligere, men nu foretrækker jeg også Holberg fra hans mere alvorlige side, og har altid set Rasmus Berg som en tragisk figur. En klovn uden tvivl, men også et menneske, der tvinges til at give afkald på sine idealer, der jo dybest set ikke er så tåbelige endda. Jeg kunne godt have ønsket, at karaktererne var en smule mindre karikerede. Kun to glimrede ved en lun menneskelighed blandt den store forsamling af tåbelige, skingre og hysteriske personer. Ole Lemmekes Ridefoged have et så lunt bonderøvsgemyt og uvidende snusfornuft, at jeg blev aldeles charmeret, og Mikkel Kaastrup-Matthew var så sympatisk som den oplyste fornufts enlige stemme, at jeg næsten tilgav hans Jacob dennes forstemmende klarsyn og kyniske tilpasning til sine uhyrligt dumme omgivelser.

Jeg kan ikke give en klar anbefaling, da jeg egentlig fandt iscenesættelsen lidt for grotesk, lidt for langtrukken, lidt for forelsket sin egen galskab, men samtidig grinede jeg adskillige gange undervejs i løjerne. Så forvent ikke det store sus, men morsom, det er Erasmus Montanus uden tvivl.

Hvad er ellers værd at opleve her i september måned? Her er et lille udpluk af forestillinger og events, der er værd at snuse til.

Døden i Venedig (Gamle Scene, Det Kongelige Teater 9-12.september)
 

Hamborg Balletten gæster Det Kongelige Teater med John Neumeiers ballet over Thomas Manns udødelige værk. Tidligere solodanser fra Den Kongelige Ballet, Lloyd Riggins, danser hovedpartiet i dette værk om kunsten over for livet og erotikkens kraft. Læs mere her.

Then I was like (Teater HAUT, Huset-KBH, 11-13.september)

HAUT, den nye, åbne teaterscene i Huset KBH, har torsdag premiere på sin første forestilling, Then I was like. Denne musikforestilling tager udgangspunkt i publikums egne historier og oplevelser, som bliver omsat til sceniske fortællinger af 4 musikere og 4 dramatikere. Inden forestillingen bliver folk blandt publikum interviewet om deres liv, og ud fra disse anekdoter bliver forestillingen skabt. Hver forestilling skabes således på ny. Læs mere her.

Den nye lyd (Sort/hvid, tidligere Caféteatret, 14.september)

Det tidligere Caféteater har ikke ændret meget andet end sit navn, og byder endnu en gang på en omgang gratis oplæsning af talenter fra dansk litteratur. I denne omgang får vi sværvægtere som Søren Ulrik Thomsen og Pia Juul samt debutanten Ninette Larsen. Læs mere her.

Kameliadamen (Gamle Scene, Det Kongelige Teater 14.september-31.oktober)

Foto: Costin Radu

Endnu en Neumeier-ballet, der i 2012 ramte lige i hjertet hos det hjemlige balletpublikum. Selv var jeg ikke helt begejstret, mest fordi jeg fandt, at en hel forestilling stort set kun akkompagneret af Chopins klavermusik var lige ensformigt nok. Denne gang er der hele tre hold på, men jeg vil anbefale, at man ser Kameliadamen en af de aftener, hvor Gudrun Bojesen danser over for Ulrik Birkkjær, eller hvis man er en af de mange, der har et blødt punkt for Alban Lendorf, bør man vælge en dato, hvor han danser sammen med Susanne Grinder. Tredjeholdets Armand og Marguerite danses af to af kompagniets helt unge korpsdansere, Andreas Kaas og Ida Prætorius, der blev kompagniets nye darlings efter de begge vandt den prestigefyldte Erik Bruhn pris i 2012. Selvom de begge er yderst talentfulde, tyder hidtidige optrædener på, at de begge er alt for unge til at kunne løfte de krævende roller. Især Prætorius synes at mangle den følelsesmæssige tyngde, der er fuldstændig nødvendig i rollen som Kameliadamen. De kan selvfølgelig være vokset med opgaven, men lige nu ligner de begge en decideret fejlcasting. Læs mere her. 

The Royal Ballet (Tivolis Koncertsal 15-17.september)

Foto: Johan Persson

Min absolutte anbefaling for denne måned må blive engelske Royal Ballets gæsteoptræden i Koncertsalen midt i september. Ny koreografi og uddrag af balletklassikere fra blandt andet Manon og Don Quixote, danset af et af verdens førende balletkompagnier, gør det til en oplevelse af de sjældne og obligatorisk for enhver balletelsker. Så må man tage med, at rammerne som tidligere nævnt ikke er de bedste, for sådan en chance får man ikke hver dag. Læs mere her.

Lily’s ton und träume (LiteraturHaus 20 -21.september)

En alternativ lyrikfestival, hvor poesi og rå lyd flyder sammen i et skævt univers. Det danske LiteraturHaus lægger hus til fire danske og tyske litterære og musikalske ensembler i et tekstligt og musikalsk eksperiment. Læs mere her.

Kongeligt koks i DR nyhederne

Hvor blank må man være som kulturjournalist?

Det kan være svært for journalister at følge med nyhedsstrømmen, især når det skal gå stærkt. Alligevel er det pinligt at overvære, når det går galt. I formiddags afslørede Det Kongelige Teater sit repertoire for den næste sæson for et talstærk opbud af danske pressefolk. Danmarks Radio følte åbenbart et pres for at komme først med nyheden om det nyeste nye på landets nationalscene. Men hvor smart er det lige at komme først, hvis den nyhed, man sender ud, er skudt helt ved siden af?

Journalist Annegerd Lerche Kristiansen er åbenbart ikke en ørn til teaterhistorie. I hvert fald blev nyheden om, at Det Kongelige Teater opsætter Michael Frayns farce Noises off (på dansk Koks i kulissen) på DRs hjemmeside til nyheden om, at man laver en teaterversion af komedieklassikeren Halløj på Badehotellet (eng. Fawlty Towers). Artiklen, der tydeligvis ikke er skrevet af en journalist med den fjerneste anelse om teater eller hvad der konstituerer en kulturnyhed, går videre med at nævne, at balletten Kameliadamen bliver genopsat, hvilket der heller ikke en nyhed -  balletmester Nikolaj Hübbe afslørede planerne om at sætte balletten på programmet for flere måneder tilbage, da Den Kongelige Ballet modtog en fondsdonation på 50 mio. kr.

De informationer, der kunne have en reel nyhedsværdi inden for kulturområdet, bliver ikke nævnt med et ord. Så for en god ordens skyld vil jeg lige opridse, hvad der er af egentlige, interessante nyheder i forbindelse med sæsonpræsentationen på Det Kongelige Teater:

• Shakespeares Romeo og Julie bliver opsat på Skuespilhusets Store Scene. Ikke så spændende i sig selv, men det er den unge superinstruktør Elisa Kragerup (Metamorfoser, Sonetter, Den unge Wethers lidelser) der skal instruere, og de to seje skuespiltalenter Thomas Hwan og Danica Curcic skal spille titelrollerne. Det kan kun blive godt.
• Førnævnte Koks i kulissen, som absolut intet har med Halløj på Badehotellet eller John Cleese at gøre. Til gengæld er det en meget morsom engelsk komedie, hvor en flok skuespillere forgæves kæmper for at holde sammen på en forestilling, mens seksuelle intriger, dumhed og druk konstant truer med at underminere deres samspil på scenen.
• Forfatter og dramatiker Nielsen, tidligere kendt som Das Beckwerk og den påstået afdøde Claus Beck-Nielsen, følger den glimrende De europæiske medier fra sæson 2011-2012 op med Markedet, endnu et bugtalerisk stykke, hvor skuespillerne besættes af fremmed kræfters stemmer. Umiddelbart ikke så nytænkende, men helt sikkert interessant at opleve.
• Operahuset på Holmen fylder rundt i 2015 - til januar næste år har bygningen 10 års fødselsdag, og det skal fejres med maner. Det Kongelige Teater arrangerer derfor en to-ugers festival, hvor både Tryllefløjten, Rosenkavaleren, Lady Macbeth fra Mtsensk og Lulu bliver opført i rap. Tryllefløjten opføres i ny iscenesættelse.
• Hamborg Balletten kommer på besøg med John Neumeiers version af Døden i Venedig, mens Pariseroperaens ballet gæster Det Kongelige Teater med Marius Petipa-klassikeren Paquita.
• Sylfiden vender tilbage, denne gang i helt ny opsætning. De skotske kilte er droppet til gengæld for et depressivt, snævertsynet landsbysamfund à la Hans Kirks Fiskerne. 
• Den store nyhed er en helt ny iscenesættelse af Svanesøen. Peter Martins' version med Per Kirkebys grimme klatmaleri-kulisser ryger ud til højre, og i stedet vil Nikolaj Hübbe iscenesætte den evige klassiker i samarbejde med tidligere prima ballerina Silja Schandorff. Holdet bag den succesfulde Et folkesagn (som bliver genopsat i 2014-15), Mia Stensgaard og Mikki Kunttu, skal stå for scenografi og lysdesign.

Derudover bliver det til et gensyn med blandt andet Tosca, Erasmus Montanus, Kameliadamen og Come Fly Away, samt en række nye skuespil, operaer og balletter. Alt i alt et fornuftigt og ganske lækkert bud på en kongelig teatersæson, der gerne vil ramme både det brede og det lidt kræsne publikum.

Det fulde repertoire (med forbehold for løbende ændringer) kan findes her. 

NB: Siden dette indlæg blev skrevet, har DR rettet deres artikel og indrømmet fejlen, og billedet fra Fawlty Towers er skyndsomt skiftet ud med et billede fra teatrets kommende stykke om Tove Ditlevsen, Tove! Tove! Tove!, som dog slet ikke nævnes i den rodede artikel. 

Kan Alban Lendorf danse Mr. Nice Guy?

Fotos: Costin Radu

Hvem er Manon? Manon er den forkælede skønhed, der ikke kan bestemme sig. Den vægelsindede kokette, der lokker mænd i fordærv. Hendes problem er ikke, at hun ikke kan få den hun vil have, men at hun ikke kan acceptere de valg, som livet byder hende. I Manons verden er det både og, ikke enten eller. Deri ligger hendes tragedie.

Manon Lescaut er en fransk roman fra 1731, skrevet af Abbé Prévost. Den var en skandale, da den udkom og blev faktisk forbudt af myndighederne på grund af sit 'usædelige emne'. Historien minder meget om den lidt mere kendte Kameliadamen, men Manon ligger meget langt fra den helgen-agtige, altopofrende heltinde i Dumas' bog.

Manon er amoralsk, beregnende og til salg for højestbydende. Om bejleren tilbyder penge eller kærlighed er ikke så vigtigt, så længe han overbyder sine konkurrenter. Hun elsker den fattige Des Grieux, men hun kan ikke stå for det luksusliv, som hendes rige beundrer tilbyder hende. Det går grueligt galt, fordi pigen først for sent forstår, at kærligheden er vigtigere.

Ikke særlig beundringsværdigt, men såre menneskeligt. Måske derfor bliver hun ved med at fascinere, fordi vi inderst inde godt forstår hende. Hvem har ikke på et tidspunkt sat status over integritet, valgt den populære dreng i klassen frem for nørden ovre i hjørnet?

Flot ballettragedie

Efter mere end otte år er Kenneth MacMillans ballet tilbage på Det Kongelige Teater. Selvom vi er mere end halvvejs i sæsonen, er det først nu, vi får en stor, romantisk ballettragedie serveret. Det har været tiltrængt, men selvom Manon er flot og inderlig til Massenets smægtende toner, manglede der noget ved premieren i lørdags. 

Sidste gang var det Silja Schandorff, der sammen med stjernedanseren Nicolas Le Riche dansede sig til 6 stjener. Den er svær at stikke, men teatret har selvfølgelig sat sin egen stjerne, Alban Lendorf, til at danse helten Des Grieux. 

På papiret giver det mening. Hvis man har en guldkalv, skal den også vises frem så meget som muligt, så folk kan beundre den. Men der er et eller andet ved Lendorf, der ikke helt fungerer, når han sættes til at danse heltepartier. Ingen tvivl om, at han rent teknisk er uovertruffen, der er ingen over ham i Den Kongelige Ballet, hans spring, hans linjer, det hele er sublimt. Alligevel mangler der noget. Balletten om Manon og Des Grieux er en handlingsballet. Det er det personlige drama, den tragiske kærlighedshistorie, der står i centrum. Som publikum skal man leve sig ind i personerne, og kan danserne ikke formidle deres karakterer, så vi forstår dem, bliver resultatet koldt, en gold række bravurnumre uden egentligt indhold.

Trinopvisning uden personlighed

Så galt stod det ikke til ved premieren, men både Lendorf og hans partner, Alexandra Lo Sardo, havde ikke helt greb om det ulykkelige par, de skulle portrættere. Jeg fik aldrig fornemmelsen af, hvem Manon og Des Grieux egentlig var. Lo Sardos Manon var både sød og køn, men lidt endimensional. Hvad angår Des Grieux, var det svært at føle sympati for en person, som ikke syntes at have meget personlighed at gøre godt med.

Det sære er, at begge dansere tidligere har demonstreret, at de kan skabe levende og troværdige karakterer. Lo Sardo var fin som den temperamentsfulde Marchen i sidste sæsons Kermessen i Brügge, mens Lendorf har skabt afrundede personer både som Armand i Kameliadamen og Sid i efterårets Come Fly Away. Hans Mercutio fra sidste års Romeo og Julie, en rapfodet gavtyv og kvindebedårer, stjal fuldstændigt billedet fra det elskende par, han var intenst levende lige til det sidste, selv da han var ved at dø.

Lendorf mangler ikke dramatisk flair, men tilsyneladende har han svært ved at give det frit løb, når han danser de mere ensporede heltepartier. Hans romantiske førsteelskere bliver sjældent rigtig levende på scenen, men virker snarere som flade figurer, der ikke er engageret i historien eller den kvindelige partner. 

Det er en kunst at give en balletkarakter personlighed, at have overskud til at nå ud over det tekniske og ind i den psykologiske skildring. Især når det gælder heltefigurerne, der som udgangspunkt ikke giver danseren så meget at arbejde med rent dramatisk. Hvordan gør du Mr. Nice Guy til en sammensat person? 

Teknik eller indlevelse?

Selvom det giver mening, at en danser med Lendorfs kæmpestore, tekniske talent sættes i centrum, synes jeg stadig det er et problem, hvis teknisk perfektion skal gå forud for alt andet. For det er vel dramaet, der bør være det bærende i en handlingsballet? Der er en verden til forskel mellem den teknisk dygtige præstation, der fremkalder intellektuel anerkendelse og pligtskyldig beundring hos tilskuerne, og så den indfølende præstation, der ophæver distancen mellem publikum og danser, så tilskueren bliver suget ind i den verden, som fremkaldes gennem dansen. 

Hvis en forestilling handler om de store følelsers drama, er teknisk bravur ikke nok. Vi går jo for pokker i teatret for at blive forført. Kunstneren skal have hjertet med, ellers bliver dansen en kold trinopførsel, en pragt uden indhold. Når danseren lever sig ind i sin rolle og viderebringer denne indlevelse til sit publikum, berøres tilskueren instinktivt af den ordløse fortælling. De store, dramatiske historier skal føles, ikke tænkes.

Netop MacMillans ballet sætter følelserne på spidsen og prøver at grave et spadestik dybere i den menneskelige psykologi med komplicerede, tvetydige karakterer. Manon er reelt usympatisk, men vi skal stadig forstå hendes motiver og handlinger. Des Grieux er dybest set et fjols, men han skal alligevel vække vores sympati. Dette er ikke Bournonville, hvor et væld af farverige bifigurer kan opretholde interessen. Alt står og falder med skildringen af hovedpersonerne.

Sjælfulde præstationer fra andetholdet
Andetholdet, der dansede om søndag, havde til gengæld bedre greb om deres roller. Ulrik Birkkjær var en nuttet Des Grieux, netop ikke en heltetype, men en ung mand der bliver ramt af kærligheden og lader den styre sit liv helt og aldeles. En mand, der i udgangspunktet er ærlig nok, men kaster alle principper over bord i sin kamp for at vinde og fastholde Manon.

Mens Alexandra Lo Sardos Manon led under en vis mangel på personlighed, havde Birkkjær et godt match i J’aime Crandall. Hun har en fantastisk evne til på én gang at udtrykke sødme, uskyld, tankeløshed og ømhed. Hendes Manon var ikke helt naiv, men heller ikke helt beregnende. Hun glemte ikke sig selv i forelskelsen, men dyrkede den på en selvisk, nydelsessyg måde, og fik mig til at tro på hende som en person, der både var oprigtig i sin kærlighed og fuldkommen underlagt sin svaghed for luksus, som gjorde det let for hende at forlade sin elskede til fordel for juveler og smukke kjoler.

Crandalls Manon udviklede sig umærkeligt igennem små blikke, bevægelser, tøven. Hun blev i stand til at vælge kærligheden, blev i stand til at fravælge pengene, og derfor føltes hendes fornedrelse så grum, hendes angerfulde, dødsmærkede feberdrømme i Louisianas sump så meget mere hjerteskærende af den grund.

Hvor Lendorf og Lo Sardo blot fremviste virtuos dans og berørte deres karakterer i overfladiske træk, trængte Birkkjær og Crandall dybere ned i de personer, de fremstillede. Til gengæld fik de en helstøbt tragedie ud af anstrengelserne og gav endelig Manon en sjæl og et hjerte.

Så hvis du vil se en fænomenal danser udfolde sig, gå ind og se Alban Lendorf. Hvis du vil forføres af en grum kærlighedshistorie, så se Manon når Ulrik Birkkjær og J'aime Crandall danser.

Manon spiller 6 gange mere frem til den 12.3. Billetter kan købes på kglteater.dk.


Follow my blog with Bloglovin