Viser opslag med etiketten Svanesøen. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Svanesøen. Vis alle opslag

torsdag den 23. april 2015

Da kærligheden blev væk

Fotos: Costin Radu

Advarsel: Følgende artikel er en meget lang, meget nørdet redegørelse for alt, hvad der er galt med Den Kongelige Ballets nye Svanesøen – samt en tilkendegivelse af de gode præstationer og interessante elementer, der trods alt får plads i balletten.

Svanesøen er alle tiders mest elskede ballet, og uden tvivl svær at iscenesætte. Alligevel er den nye version, som Nikolaj Hübbe i samarbejde med ex-prima ballerina Silja Schandorff har sat op på Det Kongelige Teater, en ganske problematisk størrelse. 

Krænket svanefan
Der er mange måder at vurdere balletten på, og min egen bedømmelse er særdeles farvet af dels tidligere opsætninger såvel som af min indgroede holdning, at når man opsætter en handlingsballet, skal historien fungere. Gør den ikke det, bliver iscenesættelsen aldrig rigtig vellykket. Da jeg så denne nye version af Svanesøen, forsøgte jeg al magt at kunne lide den. Gode præstationer, overdådige eventyrkostumer og en vild scenografi af geniale Mikki Kunttu var opmuntrende elementer, men en række ting skurrede i balletten, indtil tråden knækkede i anden akt og efterlod mig sydende af forargelse frem til den skuffende slutning. Hvorfor tog jeg det så tungt? Fordi jeg havde håbet på langt mere. Visse valg fra Hübbe/Schandorff side virkede som decideret helligbrøde, og tog mig noget tid at komme mig over. Heldigvis viste der sig en række lyspunkter, som til dels har reddet balletten og reduceret de dårlige elementer til irritationsmomenter frem for katastrofer.

Det, der først og fremmest har gjort denne version værd at se, er dansernes præstationer. Selvom de danske dansere er langt fra at kunne måle sig med russerne, der gæstede Danmark sidste år med en mere trofast (omend temmelig lidenskabsløs) version, har Den Kongelige Ballet mere personlighed. Det har knebet lidt med at få den frem i denne opsætning, men ét hold ramte plet. Efter to ret kedelige sæt dansere i de bærende roller som prinsen og svaneprinsessen, overværede jeg Marcin Kupinski og Ida Prætorius (der debuterede i partiet Odette/Odile). Med de to begyndte opsætningen for første gang at leve for alvor. Det var en lettelse at opleve præstationer, som jeg rent faktisk kunne tro på. Kupinski og Prætorius havde en kemi imellem sig, der gjorde kærlighedshistorien troværdig. Svanesøen er er jo først og fremmest en kærlighedshistorie, selvom team Hübbe/Schandorff har forsøgt at indføre flere lag, så som fortællingen om et magtmenneske, en utilpasset ung mand og en coming-of-age-historie med et mørkt twist. Det er alt sammen rigtig fint og interessant i teorien, men hjertet i denne klassiske ballefortælling har altid været en romantisk tragedie af de helt store.



Gnistrende parløb vs. knuget enegang
Kupinski trådte først i karakter i slutningen af første del. Hvilket til en start irriterede mig lidt, indtil jeg forstod, at det netop var pointen – prinsen er kørt ud på et sidespor ved sit eget hof, han forsøger pligtskyldigt at følge med i hoflivet, men kan ikke samle sig om det. Han keder sig, føler sig knuget af den tunge stemning, af sin kolde mor og rådet af usmilende gamle hoffolk, der rynker på panden, så snart han gør den mindste ansats til glemme sin ophøjede position. Den falske Rothbart smiler og smisker, men er med til at isolere ham fra omgivelserne. Da prisen møder Odette, falder han med et brag, og det er ikke sært. Ida Prætorius havde som den hvide svane mere at byde på end blot et par lange ben og et yndigt ansigt – der var personlighed bag de kønne, traurige træk.

Det er så sjældent, at jeg sidder på kanten af sædet i åndeløs spænding, når jeg ser en forestilling, men jeg gjorde det til dette hold på Svanesøen. Selvom jeg havde set forestillingen flere gange inden da, selvom jeg vidste hvad der skete, næsten kunne det udenad, sad jeg alligevel og knugede hænderne i skødet. Fordi det, der skete oppe på scenen pludseligt føltes ægte, levende, vigtigt. Fordi det for første gang i denne iscenesættelse føltes rigtigt. Fordi Kupinskis ansigt, da han så pigen og rakte ud efter hende, lyste af betagelse, begær og begejstring. Fordi Prætorius’ svanepige på én gang var så sørgmodig og stærk selv i sin sårbarhed, at man selv blev en smule forelsket i hende. Slutningen ramte mig her for en gangs skyld, fordi Kupinskis prins var så ægte fortvivlet i sin håbløse kamp for kærligheden, Prætorius' Odette så tydeligt resigneret og så alligevel knust, ude af stand til at kæmpe imod ondskaben, men heller ikke i stand til at give helt slip på den elskede, før alt håb endegyldigt var ude.

Det spøjse er, at Kupinski og Prætorius ikke gjorde det væsentligt anderledes end de andre hovedrolledansere. Det var ikke deres individuelle præstationer, der skilte sig særligt ud, men snarere samspillet mellem de to. Der er gode ting at sige om stort set alle de andre hold prinser og svaneprinsesser – Alban Lendorf især ramte plet, når han skulle virke undertrykt og utilpasset i første del, og i balscenens afslutning antydede han en næsten paranoid panikfølelse på få sekunder, hvilket fint fik scenens dommedagsuhygge frem. Det skal heller ikke herske nogen tvivl om, at han er en fænomenal danser og rent teknisk rager så meget op over alle de andre i korpset, at selv de dygtigste aldrig helt når hans niveau. Men Lendorf var – som jeg desværre så ofte før har oplevet det – ikke særlig troværdig som kærlighedsramt kavaler over for J’aime Crandalls sarte, men småkedelige Odette. Jeg tror generelt aldrig på ham, når han skal agere forelsket, og den hvide svane var tydeligvis blot hans undskyldning for at kunne flygte fra den kvælende hofpragt og at hengive sig til drømmen om frihed. Præcis som sidste år, hvor hans James inderst inde var ligeglad med sin Sylfide. Det mest irriterende ved Lendorfs præstationer er som regel, at han er lige ved at nå derhen, hvor han får sin karakter til at leve for alvor. Men han når desværre sjældent helt i mål.


Kedelig kærlighed og klam skurk
Til gengæld var det tydeligvis alt for tidligt at kaste Sebastian Haynes ud i rollen som prinsen. Selvfølgelig gjorde han en flot figur og havde en fin elegance i sin dans, men han formåede ikke at skabe en fuldbåren karakter. Hans prins måtte nøjes med at spankulere rundt og se godt ud, mens Susanne Grinders mere garvede svane måtte bære historien alene på sine spinkle skuldre.

Gregory Deans mere følsomme prins gjorde et ærligt forsøg på at interessere sig for sin svane, mens Amy Watson var en meget smuk og statelig Odette (selvom hendes manglende fouettes i anden akt var en halvpinlig affære). Alligevel greb jeg mig selv i at kede mig lidt under deres scener sammen, der ligesom Lendorfs og Crandalls ikke ligefrem emmede af lidenskab. Her skal det siges, at jeg var stor fan af team Dean/Watsons bevægende samdans- og spil i efterårets Sylfiden. Men af en eller anden grund kunne de ikke frembringe sammen gnistrende samspil i Svanesøen. De var begge to nydelige, men det virkede som om de ikke havde andet end høflig interesse for hinanden.

Den eneste anden, der virkelig har imponeret i denne opsætning, er Jón Axel Fransson. Hans Rothbart viste sig som intet mindre end ballettens svar på en superskurk, en inkarneret, slesk ondskab. Hans blodige jokergrin var afsindigt skræmmende og stjal på premiereaftenen billedet fra Alban Lendorf og J’aime Crandall i hver eneste scene. Efter flere gensyn krummer jeg stadig tæer, når han træder frem på scenen og bare står dér med blikket vendt ud mod publikum. Uhyggeligt bliver det, når han danser troskyldigt rundt med de små børn omkring sig, og hans interaktion med svaneprinsessen er decideret ubehageligt at overvære.


Hug en hæl og klip en tå
Benno og narren har jeg til gengæld et blandet forhold til. Mest fordi karaktererne ikke rigtigt giver mening i historien. Benno skal forestille at være prinsens bedste ven, men af uklare grunde går han i ledtog med Rothbart. Jonathan Chmelensky gjorde et sympatisk forsøg på at få lidt kød på bedstevennen, hans Benno var ikke helt tryg ved Rothbars sortklædte rådgivere, og man anede, at han handlede i god tro, måske ud fra en vis bekymring for den indelukkede prins, da han agerede håndlanger for skurken. Alexander Stæger, der ellers plejer at have godt greb om sine karakterer, virkede til gengæld mere i vildrede, når det gjaldt om at give et bud på rollen ud over det rent dansetekniske. Ingen af de to har dog haft ret meget at arbejde med, da karakteren Benno på forhånd er utydeligt tegnet og sandsynligvis havde stået stærkere, hvis han havde haft større råderum på scenen. I stedet har narren fået uforholdsmæssigt meget plads, men uden at få tilsvarende at lave, uden anden funktion end at give skurken en meget passiv og personlighedsløs håndlanger, der hopper lidt rundt i et par scener, så det ser ud, som om han har noget at lave. Hvorfor ikke bare skære karakteren væk, når han er så overflødig, og i stedet give noget af pladsen til Benno? Eller skære vennen væk og give hans scener til narren? Rent dramatisk ville det klæde iscenesættelsen at skære ned på karakterer i stykket, så handlingen blev mere fokuseret.

I det hele taget er denne iscenesættelse skæmmet af overflødigt fyld, uklarheder i dramaturgien og uskarp koreografi, der sine steder bliver nærmest gumpetung. Eksempelvis i første del, hvor den indledende vals bliver et kluntet forsøg på at udnytte balletbørnenes nuttethedsfaktor. Det trækker ud og falder igennem, når man efterfølgende overværer den festlige pas de trois og i anden dels hvide akt forkæles med mesterkoreografen Petipas blændende svanetrin .

Balscenen er et forsøg på nytænkning, og ændringerne giver til en vis grad mening, selvom jeg personligt ikke var begejstret. I stedet for at præsentere de bejlende prinsesser i samlet flok til øm valsemusik (som jeg savner, men til nød kan leve uden), får hver enkelt en præsentation til ny koreografi skabt af to unge dansere, Gregory Dean og Oliver Starpov. Det er en vovet satsning fra Hübbes side, men det lykkes ganske fint, bortset fra den russiske dans. Her stjæler syv mandlige dansere i bar overkrop og blodrøde, flagrende skørter billedet fra den prinsesse, de ellers skulle fremvise, og deres fagter bliver distraherende scenisk ’støj’ frem for bevægelser, der arbejder i samklang med musikken.


Pinlig plotforvirring
Den største fadæse begået af team Hübbe/Schandorff er dog den sorte svanes entré. I stedet for at give prinsen god tid til at afvise de håbefulde brude og lade Odile få den dramatiske entré, hun fortjener, bliver hun i stedet smuglet ind til en musisk sekvens, der i Petipas traditionelle koreografi fungerer som første del i rækken af hendes bravournumre og normalt definerer hendes karakter på genial vis. En stor del af koreografien til dette nummer danser hun stadig, men må haste ind i det, da prinsens afvisning af de fremmede prinsesser og hendes efterfølgende entré gør et stort indhug i hendes dansetid. Det er blot det værste eksempel på, at team Hübbe/Schandorff i deres iver efter at hugge en hæl og klippe en tå flere steder arbejder mod deres musiske forlæg i stedet for at arbejde med det. Knap så slemt men temmelig klodset er også prinsens indledende møde med den hvide svane. Traditionelt består scenen udelukkende af dans – prinsen bliver øjeblikkeligt betaget af den smukke Odette, der på sin side er splittet mellem umiddelbar angst for den fremmede mand, der hurtigt afviger for en stigende tiltrækning, det hele demonstreret gennem en serie skiftende undvigelser og omfavnelser og koreograferet, så den dramatiske effekt er så stor som muligt. I den nye version skal Odette i stedet bruge tid på at mimefortælle sin ulykkelige skæbne for prinsen, og har dermed slet ikke tid til at vise, at hun selv er ved at blive forelsket. Det virker tamt og unødvendigt, da prinsen jo kort efter præsenteres for hele svaneflokken af fortryllede piger, hvor han får hele historien serveret endnu en gang.

Tilsyneladende er prinsens møde med svanepigen blot et led i Rothbarts onde, men meget omstændige plan: prinsen møder den forheksede prinsesse, forelsker sig i hende (hjulpet godt på vej at Rothbart, der nærmest smider pigebarnet i armene på ham) og sværger hende troskab for at hæve fortryllelsen. Rothbart narrer ham derefter til også at sværge troskab til Odile, Rothbarts egen datter, der til forveksling ligner den elskede Odette. Konsekvensen bliver, at prinsen for evigt mister sin svaneprinsesse og tvinges til at gifte sig med troldmandens datter. Sært nok er Odette yderst passiv hele vejen igennem, selvom man må formode, at hun allerede ved mødet med prinsen (som hun altså nærmest tvinges ud i) bliver styret af skurken. Når prinsen narres til at svigte hende, burde hun være forberedt på det, men det virker alligevel til at komme bag på hende. Koreografien er lavet tilpas meget om til at berøve hende en reel mulighed for at udvikle en forelskelse i prinsen, og det forbliver en gåde, hvad hun egentlig tænker og føler, ud over at hun til sidst synes ulykkelig over at skilles fra ham. Men hvorfor, når hun aldrig helt har fået lov til at udvikle egne følelser, men hele tiden blot virker til passivt at lade sig føre rundt snart af troldmanden, snart af prinsen? Ikke engang i balscenens slutning får hun lov til at vise sin smerte over at være blevet forrådt – i stedet ser vi kun prinsens følelser, da han opdager bedraget, der samtidig afsløres på en sær måde. Odile bades i hvidt lys, og dette, sammen med det dramatiske skift i musikken, er åbenbart nok til at vise prinsen, at hun ikke er hans elskede.



Den første aften misforstod jeg store dele af ændringerne (hvilket jeg ikke var ene om), fordi plottet blev forklaret på denne underligt snørklede, ulogiske facon. Helt indtil 10 minutter fra slutningen var jeg overbevist om, at Odette i virkeligheden var skurkens medsammensvorne og var tvunget af Rothbart til først at få prinsen til at forelske sig i hende for dernæst at narre ham i armene på Odile som en del af et kompliceret plot, der skulle få Rothbart til magten i kongeriget. Det havde forklaret en del plothuller, men viste sig ikke at være tilfældet. Min anden teori var, at prinsen ganske simpelt var skør, og svanerne en dagdrøm, som han havde fantaseret frem for at flygte fra sit mentale fængsel ved det stive hof. Matthew Bourne har tidligere brugt den idé, men ved andet gennemsyn gik det op for mig, at det ikke var blot og bar fantasi, men reelt ment som et virkeligt, meget kompliceret plot fra skurken side for at overtage kongemagten og få skovlen under prinsen. Hvorfor han ikke bare fik sin datter til at forføre prinsen fra starten af, i stedet for at have alt det bøvl med at forhekse Odette (såvel som en masse andre unge piger), forstår jeg ærlig talt ikke. Det er sin sag at fortælle en kompleks historie igennem ballet, og i modsætning til store balletiscenesættere som for eksempel John Neumeier, er dette ikke en kunst, som Nikolaj Hübbe mestrer.

Med fare for at lyde reaktionær og stokkonservativ, synes jeg ikke det klæder balletten at pimpe plottet denne måde. Den oprindelige, simple historie fungerede bedre, og havde sandsynligvis gjort det lettere for danserne at leve sig ind i deres roller. Hvis de ikke selv forstår historien, hvordan skal publikum så have en chance?

Således er der mange problemer med denne iscenesættelse, der lider under en lidt for ivrig klippe/klistre-tendens hos instruktørerne. Kærlighedshistorien bliver for mudret, og balletten ved ikke helt, om den vil være en (temmelig kynisk) fortælling om at blive voksen og acceptere konsekvenserne af sine handlinger, eller en stor kærlighedstragedie. Hvis den var skåret lidt skarpere, havde den måske haft held med at blive begge dele.

Den fantastiske scenografi er iscenesættelsens stærkeste kort, mens omrokeringen af scener, koreografi og udvidelsen af Rothbarts karakter giver nogle interessante, men problemfyldte vinkler på historien. Skurken som heltens dobbeltgænger og mørke spejlbillede er ren romantisme, men den kvindelige hovedkarakter mister til gengæld fodfæste. Både starten og slutningen er ballettens bedste scener – da det sorte, fængselslignende gitter glider frem fra siderne og lukker sig sammen over prinsens hoved, står det klart, at nu slutter drømmen, og med den lyset og lykken. Det voksne liv, det tunge ansvar venter. Kærligheden kunne ikke sejre over ondskaben.

I skrivende stund har jeg ikke set de to sidste hovedpar, Ulrik Birkkjær/Holly Dorger og Andreas Kaas/Caroline Baldwin. Disse er derfor ikke taget i betragtning, mens jeg har skrevet artiklen. Svanesøen spiller til og med den 1.maj 2015, og er pt. udsolgt på alle spilledage - man kan dog være heldig at der er enkelte billetter tilgængelige. Ida Prætorius og Marcin Kupinski danser igen for sidste gang den 30.april.


torsdag den 5. marts 2015

Nye tider på bloggen



Det er på sin plads at komme med en indrømmelse: K for kultur vil de næste mange måneder køre på lavt blus med ganske få indlæg, og desværre kan jeg ikke love (selvom jeg vil bestræbe mig på det), at jeg kan skrive et indlæg en gang om måneden. Det skyldes akut mangel på tid, hvilket igen skyldes, at jeg har fået travlt med nye udfordringer.

I januar blev jeg headhuntet til en stilling som teaterredaktør på kultursitet VINK, hvor jeg fra nu af vil slå mine folder som både skribent og redaktør. Målet er at fortsætte mit arbejde på K for kultur, blot i større format. Det skal ikke være en hemmelighed, at denne blog er frygtelig afhængig af, at jeg har tid nok til både at opleve og skrive om tilstrækkeligt mange kulturbegivenheder til at det bliver interessant for jer læsere. Desværre har jeg aldrig haft tid nok til at skrive om alt det, jeg gerne ville. Det har længe været min overbevisning, at de mere skæve, alternative og ukendte lag af dansk kulturliv slet ikke får den opmærksomhed, de fortjener. Det første skridt til at ændre dette har for mit vedkommende været at fremdrage de ting, som jeg selv syntes var spændende i kulturlivet, hvilket har resulteret i en blanding af anmeldelser, essays, forbrugerguides samt et enkelt interview.

Jeg har dækket det, jeg kunne overskue, og samtidig levne plads til at have et liv med arbejde, familie, venner og andre kreative projekter. Men det har aldrig været mere end en dråbe i havet. I januar fik jeg så et tilbud, jeg ikke kunne sige nej til, nemlig at blive en del af en stor, broget redaktion af kulturentusiaster, der arbejder hårdt for præcis det samme, som jeg hele tiden har forsøgt - nemlig at formidle de mere brogede, alternative sider af Københavns kulturliv til en større offentlighed. Jeg har fået muligheden for at bygge VINKs teatersektion op, så den kan blive et reelt alternativ til de mange mere eller mindre seriøse kulturblogs (heriblandt min egen) samt de etablerede mediers dækning af scenekunst, der trods penge og dygtige kræfter har tendens til at fokusere mest på det 'sikre', dvs. det etablerede mainstreamteater.

Mit mål med arbejdet for VINK bliver at sætte fokus på netop det knap så kendte og kommercielle, at fortsætte med at skyde med skarpt efter etablerede kulturinstitutioner og -personligheder, samt fremdrage de initiativer og mennesker, der måske ikke får så meget opmærksomhed som de fortjener i forhold til kvaliteten af deres arbejde. Er dette en naiv målsætning? Overdrevet idealistisk? Måske, men jeg mener, at målet aldrig bør være at blive den mest populære stemme, medmindre man går direkte efter penge og indflydelse.

Mit arbejde på VINK vil desværre tage tid fra bloggen her, eftersom mit arbejde dér i høj grad vil overlappe mit arbejde på K for kultur. Sådan må det være, men det betyder ikke, at jeg helt vil droppe denne blog, som er og bliver min baby. Så længe jeg kan se pointen i at beholde denne stemme og det frirum, som denne blog giver mig, vil jeg fortsætte. Det næste stykke tid skal jeg bruge på at finde ud af, hvor mange ressourcer jeg skal bruge på mit arbejde som teaterredaktør, og hvad kernestoffet på K for kultur egentlig bør være. Anmeldelser og større artikler fra min hånd vil I fremover kunne finde her, hvor jeg har ansvaret for den redaktionelle linje og derfor bestemmer, hvad der skal skrives om af scenekunst. De af jer, der har været glade for mine mange indlæg om teater og dans, kan med fordel følge med på VINK. Jeg har allerede lavet to anmeldelser for sitet, én fra Dansehallerne og én fra Betty Nansen. Næste artikel, en anmeldelse af Sneskud teaterfestival, er lige på trapperne, og vil sandsynligvis blive fulgt op med en kommentar til Den Kongelige Ballets helt store forestilling i denne sæson, nemlig Svanesøen.

Derudover kan man stadig følge min anden, mere litterære blog, Fantasma, og som noget nyt kan jeg nu også findes på Instagram, hvor jeg som @agnethepoulsen vil poste billeder fra en kulturel hverdag, blandet med øjeblikspoesi og tekster fra Fantasma. Jeg forsvinder derfor ikke, men bliver blot synlig på anden vis.

Tilbage er kun at sige: det har været sjovt og lærerigt, og jeg håber, at I stadig vil hænge på, selvom der måske bliver lidt langt mellem snapsene herinde. Som plaster på såret håber jeg at kunne udgive et nyt indlæg meget snart, denne gang en guide til forårets teaterforestillinger, som altid aldeles subjektiv, selektiv og kræsen.

På gensyn!

onsdag den 23. april 2014

Kongeligt koks i DR nyhederne

Hvor blank må man være som kulturjournalist?

Det kan være svært for journalister at følge med nyhedsstrømmen, især når det skal gå stærkt. Alligevel er det pinligt at overvære, når det går galt. I formiddags afslørede Det Kongelige Teater sit repertoire for den næste sæson for et talstærk opbud af danske pressefolk. Danmarks Radio følte åbenbart et pres for at komme først med nyheden om det nyeste nye på landets nationalscene. Men hvor smart er det lige at komme først, hvis den nyhed, man sender ud, er skudt helt ved siden af?

Journalist Annegerd Lerche Kristiansen er åbenbart ikke en ørn til teaterhistorie. I hvert fald blev nyheden om, at Det Kongelige Teater opsætter Michael Frayns farce Noises off (på dansk Koks i kulissen) på DRs hjemmeside til nyheden om, at man laver en teaterversion af komedieklassikeren Halløj på Badehotellet (eng. Fawlty Towers). Artiklen, der tydeligvis ikke er skrevet af en journalist med den fjerneste anelse om teater eller hvad der konstituerer en kulturnyhed, går videre med at nævne, at balletten Kameliadamen bliver genopsat, hvilket der heller ikke en nyhed -  balletmester Nikolaj Hübbe afslørede planerne om at sætte balletten på programmet for flere måneder tilbage, da Den Kongelige Ballet modtog en fondsdonation på 50 mio. kr.

De informationer, der kunne have en reel nyhedsværdi inden for kulturområdet, bliver ikke nævnt med et ord. Så for en god ordens skyld vil jeg lige opridse, hvad der er af egentlige, interessante nyheder i forbindelse med sæsonpræsentationen på Det Kongelige Teater:

  • Shakespeares Romeo og Julie bliver opsat på Skuespilhusets Store Scene. Ikke så spændende i sig selv, men det er den unge superinstruktør Elisa Kragerup (Metamorfoser, Sonetter, Den unge Wethers lidelser) der skal instruere, og de to seje skuespiltalenter Thomas Hwan og Danica Curcic skal spille titelrollerne. Det kan kun blive godt.
  • Førnævnte Koks i kulissen, som absolut intet har med Halløj på Badehotellet eller John Cleese at gøre. Til gengæld er det en meget morsom engelsk komedie, hvor en flok skuespillere forgæves kæmper for at holde sammen på en forestilling, mens seksuelle intriger, dumhed og druk konstant truer med at underminere deres samspil på scenen.
  • Forfatter og dramatiker Nielsen, tidligere kendt som Das Beckwerk og den påstået afdøde Claus Beck-Nielsen, følger den glimrende De europæiske medier fra sæson 2011-2012 op med Markedet, endnu et bugtalerisk stykke, hvor skuespillerne besættes af fremmed kræfters stemmer. Umiddelbart ikke så nytænkende, men helt sikkert interessant at opleve.
  • Operahuset på Holmen fylder rundt i 2015 - til januar næste år har bygningen 10 års fødselsdag, og det skal fejres med maner. Det Kongelige Teater arrangerer derfor en to-ugers festival, hvor både Tryllefløjten, Rosenkavaleren, Lady Macbeth fra Mtsensk og Lulu bliver opført i rap. Tryllefløjten opføres i ny iscenesættelse.
  • Hamborg Balletten kommer på besøg med John Neumeiers version af Døden i Venedig, mens Pariseroperaens ballet gæster Det Kongelige Teater med Marius Petipa-klassikeren Paquita.
  • Sylfiden vender tilbage, denne gang i helt ny opsætning. De skotske kilte er droppet til gengæld for et depressivt, snævertsynet landsbysamfund à la Hans Kirks Fiskerne. 
  • Den store nyhed er en helt ny iscenesættelse af Svanesøen. Peter Martins' version med Per Kirkebys grimme klatmaleri-kulisser ryger ud til højre, og i stedet vil Nikolaj Hübbe iscenesætte den evige klassiker i samarbejde med tidligere prima ballerina Silja Schandorff. Holdet bag den succesfulde Et folkesagn (som bliver genopsat i 2014-15), Mia Stensgaard og Mikki Kunttu, skal stå for scenografi og lysdesign.

Derudover bliver det til et gensyn med blandt andet Tosca, Erasmus Montanus, Kameliadamen og Come Fly Away, samt en række nye skuespil, operaer og balletter. Alt i alt et fornuftigt og ganske lækkert bud på en kongelig teatersæson, der gerne vil ramme både det brede og det lidt kræsne publikum.

Det fulde repertoire (med forbehold for løbende ændringer) kan findes her. 

NB: Siden dette indlæg blev skrevet, har DR rettet deres artikel og indrømmet fejlen, og billedet fra Fawlty Towers er skyndsomt skiftet ud med et billede fra teatrets kommende stykke om Tove Ditlevsen, Tove! Tove! Tove!, som dog slet ikke nævnes i den rodede artikel. 

tirsdag den 21. januar 2014

Lyrisk, magisk og sexet - Mariinskij i København 2

Fotos: N. Ranzina
Nogen gange er det bedst at være uden forventninger, når man ser en forestilling. I mit forrige indlæg beskrev jeg, hvorfor Mariinskijs Svanesøen var en skuffende oplevelse. Heldigvis var dette ikke tilfældet med anden del af Mariinskij ballettens gæstespil. Igår sluttede en uge tætpakket med russerballet på Det Kongelige Teater. 4 x Svanesøen blev efterfulgt af en weekend i Fokins tegn. Mariinskij balletten dansede tre korte balletter, alle bundet sammen af deres forbindelse til det legendariske kompani Ballets Russes i Paris, hvor Mikhail Fokin, en af de mest berømte koreografer i det 20. århundrede, var huskoreograf fra 1909 til 1912.

To af balletterne, Ildfuglen og Schéhérazade, blev direkte skabt til Ballets Russes, og Mariinskijs iscenesættelse var baseret på de oprindelige udgaver med rekonstruktioner af pariser-koreografien, scenografien og kostumerne. Således blev forestillingen en slags tredobbelt hyldest til både Fokin, Ballets Russes og den store danser Vaslav Nijinskij, der både dansede Schéhérazade og Chopiniana, aftenens tredje ballet.

De tre små balletter er ikke nær så kendte i Danmark som Tchaikovsky-balletterne, og selv så jeg dem for første gang (deraf de manglende forventninger), men sammen fik de Mariinskij balletten til at finde den glød, der så sørgeligt manglede i svanernes kolde teknik.

I Chopiniana fremviste Yevgeny Ivanchenko den poesi, som han ikke rigtig fik udviklet som prinsen i Svanesøen. Sylfiderne var ikke så perfekt synkroniserede som svanerne, men blødere i deres drømmeagtige dans.


Ildfugle, trolde og fortryllede prinsesser
Ildfuglen foldede sig ud som et folkeeventyr i balletform. Selvom koreografien her var lidt svag, var scenografien og kostumerne aldeles fantastiske. Og ballettens showstopper, Ilddansen (Danse Infernale), hvor ildfuglen tvinger troldmanden Katchei og hans følge af trolde og hekse ud i en vild dans, indtil de segner af udmattelse, var rent ud overvældende; en perfekt blanding af det uhyggelige, det blide og det groteske, hvor farverne, bevægelserne og musikken sammen skabte dramatisk dansemagi.

Konstantin Zverev var den af prinserne, der havde bedst styr på sin karakter. I hans skikkelse var helten Ivan både modig og ædel, øm over for den smukke prinsesse Ekaterina Mikhaillovtseva, (der syntes langt bedre tilpas som yndig ung pige end som anonym dronningemoder i Svanesøen), dumdristig og stolt i mødet med skurken. Katchei var et mareridt på to ben, uanset om det var Vadim Belyaev eller Soslan Kulaev der bar den forvredne maske og de lange, sorte negle, mens Yulia Stepanova og Anastasia Petushkovas ildfugl var en magtfuld og magisk figur.


En fantasi om Østen
Schéherazade er en europæisk fantasi om et eksotisk og dekadent Østen, der aldrig eksisterende uden for orientalisternes saftige drømme. Men scenografien var et pragtstykke og understregede effektivt den sanselige atmosfære og mystik, vi kender fra 1001 og én nats eventyr. Her udfoldede de russiske dansere sig for alvor i et erotisk drama, hvor følelserne og drifter fik frit spil. Kærlighed, begær, jalousi, vrede, fortvivlelse, det hele kom op til overfladen i Daria Pavlenko og Andrey Yermakovs dampende hede dans og inderlige spil. Det var, som om russerne endelig fik kontakt til deres egen menneskelighed og dansens sjæl.


Fra uskyldig natur til dekadent kultur
Rækkefølgen på de tre balletter er velvalgt, og de kan tolkes som tre trin i en sjælelig udvikling. Vi starter i en lyrisk naturidyl, hvor manden lever i en uskyldig drømmetilstand, gennemsyret af melankolsk længsel og romantiske fantasier om kvinden som et luftigt, idealiseret væsen. Men alt ånder fred i måneskinnet, og harmonien brydes ikke. Sylfider kan som bekendt ikke fastholdes.

Med Ildfuglen starter vi i et gyldent paradis, komplet med et træ fuld af gyldne æbler. Men i stedet for en slange møder prinsen en glødende fabelfugl, mens prinsesserne leger med æblerne og lader sig lokke. Prinsesserne er hvide, men prinsen er en indtrænger klædt i rødt, der befrier dem for deres påtvungne uskyldsstilstand. Det mørke, der ikke fik plads i Chopiniana, dukker nu op i form af Katchei og hans slæng. Til sidst står Ivan som konge og zar i guld og rødt med den forvandlede Skønne Prinsesse ved sin side som dronning, og et nyt, herligt kongerige stiger op i horisonten. Fra natur til kultur i én lang bevægelse.

I den sidste af balletterne  har vi bevæget os langt væk fra uskylden og over i en tilstand, hvor mennesket er helt i sine sansers vold. Manden og kvinden kan ikke længere finde hinanden i kampen mod det onde, for sondringen mellem godt og ondt giver ikke længere mening. Frihedskampen går over i et dekadent orgie. Seksualiteten har fået frit løb, og selv ikke loven og moralen i form af sultanen kan tæmme den.

Schéhérazade var klart den mest komplekse af de tre balletter, men sammen forenede de det lyriske, det magiske og det sanselige til en perfekt helhed. Mariinskij formåede med denne forestilling af skabe en oplevelse, der bliver hos én - og er det ikke netop hvad kunsten skal?

tirsdag den 14. januar 2014

En kold svane - Mariinskij Balletten i København 1


Foto: V. Baranovsky

Indrømmet, jeg har en meget forkælet holdning til de ting, jeg holder mest af. Svanesøen er blot én af dem.

Netop den ballet blev spoleret for mig, allerede da jeg var barn. DR har aldrig været den mest balletentusiatiske TV-station, og i min barndom viste man hellere showdans (omend med folk, der rent faktisk kunne danse) end ballerinaer. Men med mellemrum blev der vist Svanesøen.

Jeg havde set en smule ballet inden da, en børneballet da jeg var helt lille (Den grimme ælling tror jeg, men jeg kan absolut intet huske fra den), og Napoli da jeg var lidt større. Det eneste der er blevet hængende i min hukommelse fra den ballet, er navnene på et par af danserne (Lloyd Riggins og Heidi Ryom som det unge par) og et meget smukt foto fra programmet af en bevidstløs, rødhåret Teresina i sit bondetøj, omgivet af blåklædte najader og en myndig, sortskægget Golfo, der peger bydende på den smukke pige. Dansen husker jeg intet af.

Magisk, mørk og romantisk
Så da jeg så Svanesøen for første gang, var det nærmest et chok. DR viste Natalia Makarovas udgave fra 1988 for London Festival Ballet, som er en slags filmudgave af balletten, og ikke bare en filmet teaterforestilling. Det var en co-produktion med DR, hvilket vel var grunden til, at den blev vist igen og igen på TV, uden at seerne nogensinde blev præsenteret for andre udgaver. Peter Schaufuss var prins Siegfried og Evenlyn Hart dansede Odette/Odile. Det var et magisk univers fyldt med mørke og melankolsk romantik, hvor menneskenes muntre festligheder stod i skarp kontrast til svanernes fortryllede skovsø. Både søen og troldmanden var videoprojektioner, og den onde Rothbart blev fremstillet som et enormt, ugleagtigt væsen (kun i 3.akt manifesterede han sig i menneskeskikkelse), hvilket ikke faldt i alles smag, men som jeg egentlig altid har syntes fungerede godt.


Men det, der fik balletten til at leve, var Schaufuss og Hart. Han var indbegrebet af den romantiske længsel, en elegant og drømmende prins med bløde linjer. Hun var et overjordisk væsen, en skrøbelig, fugleagtig Odette og en skarp, diabolsk Odile. Når de dansede, troede jeg på historien, og deres liebestod var på én gang hjerteskærende tragisk og opløftende. Jeg husker stadig, hvordan de sammen kastede sig i søen, og hvordan man rent faktisk fornemmer, at de drukner, mens Tchaikovskys forjættende tema spiller for fuld udblæsning. Man ser en arm stikker op, inden den også bliver dækket af søens bølger og forsvinder. Senere så jeg en svensk version, hvor prinsens folk ankommer til sidst og bærer de to lig op på land. Lidt for morbidt efter min smag.

Pæn ondskab og en tam prins
Hos Mariinskij Balletten, som i denne uge gæster Det Kongelige Teater, får parret lov til at leve. De får endda hinanden. Hvordan det helt kan lade sig gøre, var lidt af et mysterium til gårsdagens premiere. For mens Konstantin Zverev var en dæmonisk og pænt truende troldmand, ganske ond, selvom han måske ikke kan komme på en top 10 over ultimate bad guys, var prinsen i skikkelse af Yevgeny Ivanchenko utrolig tam. Han sprang skam nydeligt, men rendte ellers rundt og så ud, som om han ikke rigtigt var til stede på noget tidspunkt. Hverken svaneprinsessen eller hendes sorte dobbeltgænger fik nogen speciel reaktion fra ham, uanset hvor smukt Anastasia Matvienko dansede. At denne tamme Siegfried skulle være i stand til at overvinde Rothbart, havde jeg meget svært ved at tro på.  Matvienko var lidt bedre, men besad reelt kun to ansigtsudtryk - bedrøvet (Odette) og ond (Odile).

Og det er netop problemet med Mariinskijs opsætning; man tror ikke på historien. Det er flot sat op og virtuost danset, men det var næsten umuligt at leve sig ind i karaktererne. De russiske dansere fra et af verdens bedste balletkompagnier demonstrerede mandag aften en sørgelig mangel på personlighed. Måske burde jeg stille mig tilfreds med at se glitrende kostumer og teknisk overlegenhed, men jeg er bange for, at Makarovas version for evigt har gjort mig ude af stand til at lade mig nøje. Som et stædigt barn vil jeg have hele pakken, og hvis jeg ikke kan få det, foretrækker jeg lidt sjæl frem for en gang kolde svaner.