Farvel og tak?

Foto: Natascha Thiara Rydvald

November er åbenbart så trist en måned, at man lige så godt kan krydre den med lidt afgang fra politiske poster og fyringer. Nå ja, og smide folkekære fodboldspillere ud af Vild med dans.

Dagens breaking news var en spektakulær fyring på Det Kongelige Teater. Det var nok på sin plads, for der har været utroligt stille om teatret det sidste års tid. Ingen skandaler om stofmisbrug, mobing eller bare dårlige salgstal, højst et par mavesure anmeldere, der ikke fandt efterårets forestillinger helt på niveau. Men det er jo ikke særlig spændende at tale om. Ikke en gang en lille smule sexchikane kunne det blive til, og så må en kreativ bestyrelse jo træde til, så man igen kan skabe overskrifter i medierne. Hvad har man ellers en national scene for?

'Bomben' bestod i en diplomatisk formuleret fyreseddel til teaterchefen - eller ekschef er han vel nærmere - Erik Jacobsen, der tilsyneladende red stormen af for halvandet år siden, da blodtørstige journalister ellers sang om hans snarlige afgang. Når nu man fyrede en god del af teatrets kunstnere, kunne man da passende tage chefen med?

Men trods en offentlig tur i gabestokken støttet af bestyrelsesforkvinde Stine Bosse, der lige skulle vise hvor skabet stod og hvem der havde bukserne på, fik Erik allernådigst lov til at blive.

Det viste sig at være en stakket frist for manden, der godt nok får æren for både at have "genoprettet økonomien og tiltrukket sponsorer", men desværre mangler det kunstneriske sind. Godt så, det kunne også bare mangle at de tre kunstneriske chefer skulle passe deres arbejde. Men mens vi venter på en teaterchef, der har styr på kunsten (og forhåbentlig også pengene), er det dejligt at konstatere, at man kan fyre teaterfolk, uden at der afføder tårevædede underskriftsindsamling og støttekoncerter. Mon ikke den kære Erik er tilfreds med at tøffe afsted uden de store armbevægelser?

Sinatrask showdans reddet af sexet balletcharme

Foto: Costin Radu

Ballettens Sinatra-satsning dette efterår har vist sig en stor succes. Ikke siden sidste sæsons Romeo og Julie og forrige sæsons Kameliadamen har publikum reageret på en kongelig danseforestilling med så overvældende og umiddelbar begejstring.

Middelmådig Sinatra-hyldest
Hvis jeg skal være lidt kynisk, vil jeg sige det skyldes, at stykket er ekstremt let tilgængeligt. Musikken består af Frank Sinatras mest elskede ballader og swingende hits, og dét i sig selv gør det nemt at blive revet med, især når det bliver serveret med et velspillende, live jazzband anført af Chris Minh Doky, i sig selv et stjernenavn.

Min begejstring har hele tiden været til at overskue. Måske fordi der skal meget til, før jeg bliver revet med af en forestilling. Hverken førnævnte Kameliadamen eller Romeo og Julie vandt mit hjerte 100 procent, måske fordi begge forestillinger blev omgærdet af så meget hype, at de næsten kun kunne skuffe. Hvis man fra starten forventer at blive blæst væk af noget, som alle er enige om er aldeles fantastisk og vidunderlig, skal der rigtig meget til at indfri forventningerne. Så er det bedre at gå ind til en forestilling uden nogen forventninger overhoved , så ens sind forbliver åbent fra start af.

Sådan havde jeg det med Come Fly Away, og alligevel var jeg ikke helt tilfreds. Ikke fordi den ikke er et gensyn værd, på nuværende tidspunkt har jeg nok været omkring den en ti gange eller mere. Musikken er god og kan høres igen og igen. Danserne er mindst lige så gode, enkelte tæt på det fantastiske. Historien der skal binde forestillingen sammen, er en tynd kop the, og karaktererne er for overfladisk udtænkt, for ens i deres handlinger undervejs, for stereotype. Det er svært at skabe dybde i en rolle, der ikke giver råderum til dette. Man kan gøre meget med teknik og personlighed, men det er ikke altid nok. Jeg er en hund efter gode historier, og den mangler i denne danse-homage til Ol' Blue Eyes.

Så hvilket indtryk efterlader en ballet, der er overfladisk og uden egentlig fremdrift i handlingen og koreografien? Den har en basal underholdningsværdi, der gør den særligt velegnet til folk, der ikke normalt ville se ballet (min veninde fik lokket sin kæreste med ind, der absolut ikke var prototypen på en balletelsker. Det siger meget, at han holdt ude hele vejen igennem og bagefter udtalte, at han havde været okay underholdt).

Rødglødende danseflirt stjæler billedet fra Alban
Ud over dette er det interessant at se balletdanserne skifte tåspidsskoene ud med høje hæle, give slip på den stive perfektionisme og danse løssluppen showdans. Det Kongelige Teater havde som sædvanligt promoveret stjernedanseren Alban Lendorf i forsøg på at sælge forestillingen. Som altid var han fantastisk som Frank Sinatras alter ego, der blev skiftevis tiltrukket og frastødt af en Ava Gardner-lignende Amy Watson, der vimsede ubeslutsomt omkring, snart hed og forførende, snart kølig og tilbagetrukket. Hun kunne snildt være trådt direkte ud af en Hollywoodfilm fra 50erne, og man forstod godt, at mændene konstant kæmpede om hendes gunst.

Alligevel var det nogen helt andre, der stjal opmærksomheden og gav forestillingen lige den tand ekstra, der gjorde den mindeværdig. Femke Mølbach Slot skabte en rødglødende femme fatale som Kate, hvis had/kærlighedsflirt med en ultramacho Gregory Dean stjal hele showet for næsen af Alban og Amy.

Charles Andersens søde og kejtede tjener var fint parret med en nuttet og ungpigeusikker Benita Bünger, der var yndig nok til at knægten knap vidste, hvilket ben han skulle stå på. Hendes rolle gav knap så meget at arbejde med som hans, der til gengæld var et fint studie i, hvordan unge mænd kan lave pinlige fuckups i deres naive tilgang til det modsatte køn. Andersen havde en perfekt komisk timing kombineret med tonsvis af udstråling, og han er en danser, der helt klart har potentiale til flere store roller.

At være en værdig taber
Ét parti var problematisk undervejs. Rollen som den forsmåede bejler var besat af henholdsvis Marcin Kupinski og Nicolai Hansen. Marcin var decideret fejlcastet som den ynkelige Chanos, og det var tydeligt, at hans elegante dansestil var for stiv til showdans.

Nicolai Hansen klarede sig bedre, men virkede heller ikke, som om han havde helt styr på karakteren, der skal agere henholdvis jaloux, tryglende ud i det pinlige, spritstiv og på jagt efter en ny, dejlig dame (eller i det mindste et knald, der kan give ham selvtilliden tilbage efter den ydmygende afvisning). Hvad den sexede vamp i skikkelse af Alba Nadal ville ved den bøvede fyr var svært at forstå.

Kun Alexander Stæger, der var reserve for Nicolai Hansen, fik rigtig styr på partiet og formåede at gøre karakteren troværdig. Selvom Chanos er en småkikset stodder, duer det ikke at gøre ham så taberagtig, at den seje, selvstændige Slim umuligt vil kunne lide ham. Stæger formåede at holde balancen mellem ydmygende kærlighedstryglen i "Body and Soul" og sejlende fuldskabsliderlighed i "Yes Sir, that's my Baby". Det kan være en kunst i sig selv at holde på et gran værdighed, når man er spillets taber.

Come Fly Away spiller en sidste gang på torsdag den 28.november, men mon ikke teatret gentager succesen i 2014? Det luner så dejligt at danse hver aften for en fuld sal og til stående applaus.

Skønheden og udyret

Visse historier holder i en evighed. Det gælder især eventyr, der synes at have et så fast greb om vores fantasi, at vi igen og igen må hive dem frem, puste støvet af dem og opleve dem på ny.

Eventyret om pigen, der bliver holdt fanget af et udyr og ender med at forelske sig i ham, er en ældgammel fortælling. Ligesom en håndfuld andre eventyr kan den stadig fortrylle og fascinere os.

Et eventyrligt billeddigt
Den bedst kendte filmatisering af historien er vel Disneys Beauty & the Beast fra 1991, men den var kraftigt inspireret af en fransk filmatisering fra 1946. La Belle et la Bête blev instrueret af Jean Cocteau, der startede som digter og billedkunstner, men også satte sit præg på filmhistorien med en række værker, der dyrkede det levende billedes poesi. I sin filmkunst kredsede han ofte om eventyr og myter, der tillod ham at dyrke sin sans for det mystiske og surrealistiske. Ud over eventyret om skønheden og udyret, der blev hans mest kendte film, lavede han en trilogi (En digters blod, Kærlighedens mysterium og Orfeus’ testamente) inspireret af myten om Orfeus, digteren der i sorg over sin hustrus død drager til underverdenen for at hente hende tilbage.

I modsætning til Disney lægger La Belle et la Bête sig tæt op af den franske variant af eventyret, udgivet i 1756 af Jeanne Marie Leprince de Beaumont, der selv havde sakset og forkortet den fra en historie af Gabrielle-Suzanne Barbot de Villeneuve. Det oprindelige eventyr var en længere fortælling med flere detaljer og underplots, som blev skåret væk i Beaumonts mere kendte version.

Uanset hvilken version vi har med at gøre, handler det dog altid om kærlighedens evne til at elske en person for de indre kvaliteter frem for den ydre skønhed, men Cocteaus film er først og fremmest et billeddigt, et forsøg på at fremmane det overnaturlige og mystiske ved udyrets verden. En verden, der på én gang er overjordisk smuk og uhyggelig, og som udyret selv indeholder både lokkende mysterier og skjulte farer.

En opofrende heltinde
Umiddelbart synes historien om skønheden og udyret at være en fortælling med en vis resigneret morale. Hvis man som kvinde i middelalderen alligevel ikke kunne vælge, hvem man ville giftes med, måtte man lære at leve med den ægtemand man fik tildelt, uanset hvor frastødende han kunne virke. Fortællingens og filmens heltinde vælger da også at ofre sig for familiens og især faderens skyld, og umiddelbart går hun en grum skæbne i møde.

For at glæde hende har hendes far plukket en rose på det mystiske slot, hvor han har søgt ly en stormfuld nat. Men man stjæler ikke udyrets roser, og som straf må faderen dø, eller få en anden til at dø i sit sted. Datteren vælger at tage hans plads og opsøger udyret, beredt på at blive ædt af det frygtelige bæst. I stedet bliver hun installeret i et smukt værelse, klædt i silketøj og behandlet som en prinsesse. Men hver aften dukker han op for at iagttage hende, mens hun spiser. Og hver aften stiller han det samme spørgsmål : "Belle, vil du være min hustru?"

Hun afviser ham selvfølgelig, først opfyldt af frygt og afsky, senere medlidende, rørt af hans sorg over den gentagne afvisning. Langsomt begynder hun at se ud over hans hæslige udseende og lægge mærke til hans klogskab og fintfølelse og sætte pris på, hvor godt han behandler hende – noget hun slet ikke er vant til fra andre end sin far. Men udyret er ikke blot en prins i forklædning, hans natur er også vild, og mennesket i ham kæmper konstant med bæstet om at få magt over ham.

Om natten hører Belle uhyggelige skrig, når udyret jager i skoven omkring slottet, og som tilskuer får man følelsen af, at pigen ikke er helt i sikkerhed på slottet. Udyret er dybt påvirket af hendes tilstedeværelse, og hun bliver både en fristelse for hans dyriske drifter og et mål, som den ædlere del af hans natur kan stræbe efter. Som et ideal for det gode i mennesket gør hun ham bevidst om sig selv, så han skammer sig over den vildskab, som han ikke kan styre. 

En mærkelig tiltrækning
Men vildskaben er netop en af de ting, der drager pigen imod ham. Hun iagttager ham i det skjulte, mens han som et dyr slubrer vand fra en bæk, og senere tilbyder hun ham selv at drikke vand af hendes hænder, og ser betaget på ham imens.

Den gensidige dragning er tydeligvis seksuel, som når udyret betragter den sovende skønhed, og vi kort forinden har set et sønderrevet dådyr i parken omring hans slot. Når han efter sin natlige jagt opsøger pigen på hendes værelse, og bliver ude af sig selv, da han ikke kan finde hende. I den oprindelige historie spurgte han ikke, om hun ville gifte sig med ham, men om han måtte dele seng med hende, og først da hun gik med til det, blev han forvandlet til en prins. Det er ikke bare romantisk og ærbar kærlighed, der forvandler bæstet til en smuk prins. I mange folkeeventyr er det en pointe, at sex har en helende og forvandlende kraft.

Det handler dog også om at blive voksen. Udyret er i sidste ende i stand til at handle uselvisk, og det er netop dét, der adskiller ham fra Avenant, Belles anden bejler, der ikke viger tilbage for at dræbe sin rival.

Filmen antyder samtidig, at Belle har brug for at blive voksen.Selvom hun har tre søskende, gør hun al husarbejdet selv, slaver for familien som en anden Askepot. Hun vil ikke giftes, selv med en mand hun elsker, men ofrer sig gerne for faderens skyld. Man får let den tanke, at ægteskab og sex for hende er det samme som at blive fortæret af et frygteligt uhyre, og først i mødet med udyret begynder hun at åbne sig for det erotiske og lader en anden person komme tæt på.

Eventyrene kredser ofte om overgangen fra barn til voksen og de indre og ydre konflikter, der kan opstå i den forbindelse. Da Belle kortvarigt vender tilbage til hjemmet og sin tidligere rolle som opofrende datter og søster, står det klart, at hun er vokset fra den gamle verden. 

Er udyret og prinsen den samme?
Filmens slutning er foruroligende og tvetydig. Selvfølgelig ender Belle med at forelske sig i udyret, og som i alle eventyr forvandles han derfor til en prins. Men selvom alt tilsyneladende ender lykkeligt, sker det gennem et sært og uhyggeligt twist, der sår tvivl om, hvem og hvad prinsen og udyret egentlig er. Belle synes også mærkeligt skuffet, da hun ser udyret erstattet af den glatte og smukke prins. Var det virkelig hvad hun ønskede sig?

Intet er helt som det giver sig ud for i denne film, og selvom der er interessante teorier om, hvad filmen virkelig handler om, er det måske bedre bare at give sig hen til historiens mysterier. Eventyr fortæller ofte sandheden om os selv, men på et dybere plan, der ikke altid kan forklares ligeud.

Filmen vises i nyrestaureret udgave i Cinemateket den 27.november som en del af en serie om Jean Cocteau. Se den, hvis du elsker gamle, sære og romantiske film.
 

Er der et liv efter balletten? 242 år i trikot, 2.del

Foto: Signe Roderik

Efter en usikker start er Det Kongelige Teaters ’kompagni i kompagniet’, Corpus, endelig ved at finde sine egne balletben.

Corpus blev stiftet i 2012 på foranledning af balletmester Nikolaj Hübbe som et forsøg på at udforske ballettens rolle i en moderne verden. Hvad kan dans gøre, kan den kunstneriske proces være demokratisk, og har ballet egentlig en relevans i nutiden?

Corpus debuterede i slutningen af sidste teatersæson med forestillingen We're Not Waving.... We're Drowning, et syret miks af dans og komedie, der ikke helt klarede sig helskindet igennem, selvom der ikke manglede vilje og gå-på-mod. Resultatet var en blandet landhandel, en forestilling der ville for meget og som konsekvens strittede i alle mulige og umulige retninger, med enkelte glimrende partier, der heldigvis ikke druknede i mængden af glitter og skøre kostumer.

Denne sæson blev indledt med Interregnum, et forsøg på at udvikle en danseforestilling ud fra princippet om, at alle medvirkende dansere havde lige meget at sige. De medvirkende var fortrinsvis korpsdansere og aspiranter. Med 242 år i trikot er Corpus gået i den modsatte grøft og har skabt en todelt forestilling, der hylder ballettens 5 karakterdansere.

Et lunt blik på fortiden
Balletdansere stopper normalt karrieren, når de er 40 år. Enkelte fortsætter dog som karakterdansere, hvor de udfylder de roller i balletforestillinger, der er vigtige for historien, men ikke kræver ret meget dans. Som f.eks. moderen eller faderen til stykkets hovedpersoner, en munk, en heks eller en trold.
1.del var Petit Voyage, (beskrevet i mit forrige indlæg) et lille mesterstykke der lod publikum komme helt tæt på eminente Lis Jeppesen.

Re-collect var 2.del, der havde den svære opgave at følge efter Jeppesens fantastiske solodans. Det var knap så alvorligt, men med masser af lun humor. 4 dansere, der alle har tilbragt størstedelen af deres liv på Det Kongelige Teater, så i fællesskab tilbage på deres karriere. Det blev en drilsk leg med publikum, hvor karakterdanserne med mimespil og enkelte replikker erindrede deres hektiske fortid som toptunede balletudøvere, med alt hvad det indebar af tidlige morgenvækninger, intens træning, forestilling på forestilling og en fritid der ikke var meget mere end et pusterum i en travl hverdag.

De 4 karakterdansere, Poul-Erik Hesselkilde, Eva Kloborg, Mette Bødtcher og Mogens Boesen spillede sig selv med et glimt i øjet. Hver person dansede uddrag af et parti, der havde personlig betydning for dem – fra klovnen i Petrusjka til prinsen i Svansøen – hver dans et kærligt tilbageblik, indledt af filmklip fra danserens karriere. Men det var et ironisk, usentimentalt blik på fortiden. Den berømte Blomstervals fra Nøddeknækkeren udløste panikangst hos danserne – for selv Tjajkovskijs smukke musik kan man blive bims af, hvis man har danset til den hver decemberaften i de sidste 20 år!

Selvom Re-collect ikke gjorde så stærkt indtryk som Petit Voyage, gav den et interessant og satirisk indblik i, hvordan der stadig kan være liv i lemmerne, selvom der med alderen er skruet ned for dansen.

Ligesom Interregnum blev Re-collect til igennem dansernes egne improvisationer, som de opbyggede i samarbejde med instruktøren Staffan Valdemar Holm. De næste Corpus-forestillinger er lige om hjørnet. Den 14. og 20.november er det danserne Christina Michanek og Emma Håkansson, der hver især fremviser et improviseret stykke, sidstnævnte i samklang med Mike Sheridan. Det bliver interessant at se, hvor de fører os hen. Det er endnu for tidligt at sige, hvilken betydning Corpus får for den hjemlige dansescene, men hidtil har det været en underholdende tur gennem dansens mere skæve udtryk.

Den ordløse kunst - 242 år i trikot, 1.del

Foto: Signe Roderik

En kvinde ligger i fosterstilling på en bænk. Bænken står på en halvmørk scene. Hun ligger stille, mens en kvindestemme genlyder i stilheden. Stemmen er et levn fra fortiden, hun artikulerer ordene langsomt, omhyggeligt. Der er noget alvorligt, næsten vemodigt over stemmen, der fortæller om barnets byrder op til fødslen, det arbejde der ligger i at vokse og gøre sig klar til livet.

Stemmen forstummer, musikken begynder. Skikkelsen vågner. Det er en kvinde, der er kommet ud over sin ungdom og på vej ind i alderdommen. En mager krop med kort, pjusket hår og rynker. Men det er ikke hvad vi, publikum ser. For kvinden på scenen er i dette øjeblik ikke en kvinde, men et lille barn, netop kommet ud af mors mave og fuld af ærefrygtig beundring for livet. Fascineret bevæger hun fingrene én efter én, ser begejstret, hvordan de bøjer sig ved hjælp af hendes vilje. Hun sutter på tæerne, kravler lidt rundt. Finder en bamse, som hun glad knuger ind til sig. Livets første kammerat.

Hun vokser for vores blik. Kommer i skolealderen, får en fin frakke på og trisser spændt afsted, ud i livet. En ny verden åbner sig i undervisningen, ivrigt rækker hun fingeren op for at svare på lærerens spørgsmål. Viser stolt, hvor meget hun kan tælle til, indtil rutinen sætter ind og den fagre nye verden bliver kedelig hverdag.

Med teenageårene bliver hun på ny bevidst om sig selv, for kort efter at bliver bevidst om den anden, da forelskelsen rammer. Sex går over i ægteskab, der går over i graviditet. Fødslens smerte er blot en overgang til den altopslugende kærlighed til barnet. Hun leger ømt med det lille nye liv, viser med fingrene, hvordan man tæller.

Alt er lykke. Indtil ægteskabet braser sammen. I kærligheden til barnet har hun glemt manden, og til hendes fortvivlelse holder hans kærlighed ikke længere. Han går, mens hun vrider sig i en smerte, der er større end noget, hun før har oplevet.

Men smerten går over, hun bliver ældre, bliver gammel og krumbøjet for øjnene af os. Barnet er nu et barnebarn, som hun forsigtigt tager ved hånden, lægger i seng, lærer det at tælle, som hun selv lærte det, som hun lærte sit barn det, ved fingrenes hjælp.  

Til sidst er hun alene, rejsen er ved at være til ende. Hun lægger sig ned på bænken, udstrakt, til kroppen med et bliver stille og stiv. Musikken, der har fulgt hende hele vejen, forstummer, og lyset dæmpes. Rejsen er slut.

Lis Jeppesen er en gudbenådet mimiker og skuespiller. På ganske kort til får hun os med lethed til både at le og græde. På Skuespilhusets Lille scene fyldte hun rummet med sit nærvær, sin evne til at forvandle sig fra et barn, der oplever alting for første gang, til en gammel kone, der har set det hele. Hun nåede hele følelsesspektret igennem, og hendes optræden, der fik dans og skuespil til at gå op i en højere enhed, er den mest intense blotlæggelse af de basale oplevelser, drifter og følelser i et kvindeliv, jeg hidtil har oplevet.

Petit Voyage som stykket koket er kaldt (der er ikke meget fransk over forestillingen, som er aldeles dansk og endda baseret på en monolog af Finn Methling, Rejsen til de grønne skygger), var første del af forestillingen 242 år i trikot, som er det andet stykke fra Corpus i denne sæson. Forestillingen gik i ganske kort tid fra torsdag til søndag i sidste uge.

Med Petit Voyage demonstrerer Lis Jeppesen, hvad en danser kan, når han eller hun ikke længere kan klare tåspidsdansen. Tilbage er mimikken, kroppen som redskab for en anderledes, måske endda en stærkere indlevelse og udtryk, end stemmen kan frembringe. Ballet er andet end høje spring og svimlende pirouetter, og det ordløse skuespil er karakterdanserens kunst.