Hva’ mæ kulturarven? Et forsvar for (og opsang til) nationalballetten

La Ventana. Foto: Costin Radu

 

I forlængelse af mit seneste indlæg kom jeg i tanke om, at det egentlig er meget sjældent, man støder på kulturjournalister eller politikere, der slår et slag for vores nationale scenekunst. Hvilket er lidt spøjst i forhold til alle de mennesker inde på Christiansborg, der hyler op om vores historiske og kulturelle arvegods, den ’rigtige’ version af begivenhederne i 1864, vigtigheden af en kulturkanon osv. Ikke fordi jeg bilder mig ind, at Bertel Haarder og hans støtter reelt går ind for at støtte dansk kulturarv. Nej, det handler mest af alt om at have ret og lukke munden på oppositionen. Men det ville være rart, hvis nogen gad tage en seriøs diskussion om, hvorfor vi ikke gider pleje vores kulturelle arvegods, når det kommer til de lidt mere finkulturelle (hader virkelig den betegnelse, men det skal det åbenbart hedde) kunstarter.

Nå ikke? Godt, så må jeg jo selv til det.

Flæbende nationaldigter og kulturformidling i skolegården

Sagen er, at vi i Danmark har en unik kulturarv, der er bare alt for få mennesker, der er klar over det. Sandsynligvis fordi det ikke er noget vi dyrker i skolen. Nu var jeg selv en af de der elitære møgunger, der gik på privatskole og derfor ikke behøvede at mænge mig med den pøbel, der gjorde (og sikkert stadig gør) det til en udfordring at være skolelærer i København. Sociale problemer og sprogvanskeligheder var ikke lige noget, vi stiftede bekendtskab med i min klasse, til gengæld var skolen én af de der fine, gamle institutioner, hvor man rigtigt mærkede historiens vingesus. Det tænker mit voksne jeg i hvert fald. Som barn registrerede jeg blot perifert, hvordan der hang fine malerier af en gammel dame overalt, hvordan vi ugentlig skulle samles og synge verdens kedeligste morgensang, og hvordan vores klasselærer altid underholdt os med historier om H.C. Andersen (der selvfølgelig også havde en buste stående et sted), som var så følsomt et gemyt, at han gik i spåner over den mindste hændelse eller hentydning, der kunne tolkes som en kritik mod ham. Det tog et helt danskstudium på universitet, før jeg lærte at tage nationaldigteren seriøst, og den dag i dag har jeg en meget lav tolerancetærskel, når det gælder overfølsomme kunstnertyper (til min store lettelse har det vist sig, at de fleste mennesker med kunstneriske beskæftigelser er rimeligt normale og omgængelige, og jeg har endnu ikke mødt én, der brudt ud i krampegråd – men måske har jeg bare været heldig med min omgangskreds).

Anyway, på min skole var der faktisk overskud til at tage eleverne med i teatret eller på museum, og det blev endnu nemmere af, at alting lå i gåafstand fra skolen. Så jeg var et af de mere privilegerede skolebørn, ingen tvivl om det. På trods af dette tror jeg aldrig, jeg så en ballet eller opera med skolen. I ny og næ et teaterstykke, som desværre altid var dybt middelmådigt, i hvert fald hvis det blev spillet på Det Kongelige Teater. Ét stykke husker jeg som godt, nemlig en monolog om en skizofren mand, baseret på Einar Már Guðmundssons Universets engle, der blev spillet på det tidligere Caféteatret (i dag Sort/Hvid). Men musik var reduceret til kedelige salmer i skolen, og dans var et eller andet fjernt, reduceret til standarddans i fjernsynet (det var inden Vild med dans blev et hit, dengang dans stadig var for de professionelle) og lancier i 3g. 

Ballet var noget meget, meget fjernt og fremmed, noget ophøjet som man ikke beskæftigede sig med, ud over en enkelt gang i 1. eller 2.klasse, hvor min klasse blev inviteret inden for murene og fik en lille lektion i, hvad henholdsvis ballet og opera var for nogle størrelser. Nå ja, og i 6. og 7.klasse begyndte et par af pigerne i klassen at gå (ganske kortvarigt) til ballet. Det var vistnok noget med, at man skulle være meget yndigt og feminin. Pointen med det gik aldrig helt op for mig.

Napoli. Foto: Costin Radu

Balletnørd ved et tilfælde

Først som voksen, da jeg gennem studiejob og ny omgangskreds selv fik balletten nærmest smækket i synet (opera havde jeg i forvejen et godt kendskab til, da jeg takket være fanatiske forældre fik det ind med skeer gennem hele barndommen), og jeg til min egen overraskelse begyndte at interessere mig for det, gik det op for mig, at Danmark faktisk havde sin helt egen, nationale balletstil. Selvfølgelig havde jeg i forvejen hørt om Bournonville samt set uddrag af Napoli og Et Folkesagn ved at følge lidt med i diverse bryllupper og festbegivenheder i kongehuset, men hvad det helt præcist stod for, fandt jeg først ud af for ganske få år siden, trods en meget (nogen vil måske sige ekstremt) kulturel opvækst i København, midt i hjertet af dansk kulturliv. Hvis det har taget mig så mange år og helt særlige vilkår at nå dertil, hvordan har det så ikke været for andre, der ikke har haft min privilegerede tilgang til kulturlivet?

Én ting er selvfølgelig interesse, og man kan jo ikke tvinge folk til pludselig at interessere sig for finkultur som opera og ballet. Men man kunne i det mindste gøre det tilgængeligt for alle og skrue op for formidlingen, så alle havde en chance for at sætte sig ind i, hvad vores fælles kulturarv rummer. Og her kommer vi til pointen med dette indlæg (det tog sin tid, det ved jeg godt). Det Kongelige Teater er nemlig den eneste danske institution, der står med ansvaret for at formidle vores nationale kulturarv inden for opera og ballet. Når det gælder skuespillet, står de ikke alene, og Holbergs stykker (som er de ultimative nationalklenodier inden for skuespil) bliver flittigt spillet rundt omkring i landet. Men når det gælder opera og ballet, ser det anderledes ud.

I det hedengangne år kunne Carl Nielsen, en af Danmarks få, berømte komponister fejre sit 150 års jubilæum. Det blev fejret med opsætninger af 2 operaer på Det Kongelige Teater, nemlig Maskarade og Saul og David. Jeg nåede kun at se den første, men blev slået af 2 ting: først og fremmest hvor frisk og lettilgængelig musikken, sangen og iscenesættelsen virkede, og dernæst hvor få der var inde og se den. Saul og David var der endnu færre mennesker, der købte billet til. Sandsynligvis fordi så få mennesker i dag har et forhold til Carl Nielsen og hans musik. Jeg selv, der som sagt fik opera ind med skeer i en meget ung alder, havde aldrig før set eller hørt andet end ganske få uddrag af Maskarade, selvom det reelt er Danmarks (vistnok eneste) nationalopera. 

Måske mangler der lige en gang formidling dér? Det er jo ikke, fordi danske børn (i hvert fald ikke små, privilegerede middelklassemøgunger som jeg selv) ikke bliver tvangsfodret med H.C. Andersen, så snart vi er gamle nok til at få læst højt. Hvorfor så ikke smide noget musik med i købet?

Hvilket nationalklenodie?

Værre står det i mine øjne til med balletten. Selvom de færreste nok tænker over det, har Danmark faktisk en nationalballet og et balletkompagni, der er et af de bedste i verden. Noget af det, vores miniputnation har higet efter, siden svenskerne lammetævede os i 1600-tallet og huggede 1/3 af riget, og endnu mere siden tyskerne/preusserne tæskede os i 1864 og tog en stor bid af Sønderjylland. Vi vil så gerne være noget i verdens øjne. Det er det, Mogens Camre og Søren Krarup drømmer om hver nat, det er det, der gør dem så bitre og indadvendte og splittergale (jo Søren, du er skør i bolden, beklager). Well guess what, vi har faktisk noget, der kan bruges til at løfte vores evige nationale mindreværdskompleks.

August Bournonvilles dansestil og værker er rent faktisk noget, som andre lande (eller i hvert fald deres balletmiljøer) misunder os. Problemet er bare, at de færreste herhjemme for alvor tager det seriøst. Det virker på én eller anden måde støvet og hengemt. Som jeg har forsøgt at gøre klart i adskillige indlæg, er dette en fuldstændig åndssvag, historieløs og indskrænket tankegang. Alligevel er der mange, der ligger under for den, og det i en grad, så landsdækkende dagblade som eksempelvis Politiken lægger spalteplads til journalister og kulturfolk, der taler kulturarven midt imod. Eksempelvis billedkunstneren Gudrun Hasle, der helt reelt ikke fatter, hvad ballet og opera kan bruges til i dag. Kære Gudrun, det kan godt være, at du selv er en dygtig kunstner, men du kan ikke i ramme alvor mene, at balletdansere kan sammenlignes med de tyre, der bliver brugt i tyrefægtning. Du er godt klar over, at du taler om mennesker her, ikke sandt? 

Senest har man sat en rejsejournalist (?!) til at anmelde ballet og komme med den udtalelse, at der burde skæres eller ændres i trinnene til Sylfiden. Fordi hvad? Fordi det er gammeldags, eller fordi den kære Poul Husted ikke har forstand på, hvad de her trin betyder? Måske fordi han ikke forstår det, men hvorfor forstår han det ikke?  Jo, måske skyldes det, at manden ikke har sat sig ind i det, eller fordi den her stil stammer fra en tid, hvor teatergængerne var vant til at se ballet og havde helt styr på, hvad de forskellige mimiske bevægelser betød. Når jeg sidder og ser Sylfiden, ved jeg udmærket godt, hvad den døende Sylfides sørgmodige bevægelser med hænderne betyder. Men det har jeg selv måtte læse mig frem til, for ingen har forklaret mig det. Og ved sidste repremiere slog det mig undervejs i dødsscenen, at de fleste blandt publikum sandsynligvis ikke anede, hvad hendes fagter betød. Der er en hel del mimesprog i Sylfiden såvel som i Bournonvilles andre balletter, som jeg heller ikke kender, men må gætte mig frem til efter bedste evne. Måske kunne man fra Den Kongelige Ballet eller fra teatrets side overveje at gøre en større indsats for at formidle det her gamle balletsprog, så folk rent faktisk forstår det de ser?

Sylfiden. Foto: Henrik Stenberg.

Skal balletten danse Bournonville eller ej?

Derudover er det efterhånden ret problematisk, at Den Kongelige Ballets ledelse tilsyneladende ikke interesserer sig for at formidle den bournonvilleske balletarv til et dansk publikum. Bournonville skabte et utal af balletter i sin levetid, men kun en håndfuld af disse har overlevet. 3 af dem spilles med jævne mellemrum, nemlig Napoli, Et folkesagn og Sylfiden. En af kerneopgaverne for ledelsen af Den Kongelige Ballet er (quote): ”at bevare, videreføre og udvikle Bournonvilles balletter”. Problemet er bare, at de sidste mange sæsoner har kompagniet ikke opført andet end netop Napoli, Et folkesagn og Sylfiden. Vi skal tilbage til 2013 for at finde et tidspunkt, hvor der blev opført et par af de lidt mindre kendte balletter. Sjovt nok kan kompagniet godt fremvise andre af balletmesterens værker, når det er på turné i udlandet. Jockeydansen og Pas de Deux’en fra Blomsterfesten i Genzano er blandt et par af de danse, som har overlevet tidens tand og stadig anses for at være noget af det bedste inden for dansk balletkunst. Vi får det blot ikke at se herhjemme. Jo, til sidste års Kulturnat fik to af kompagniets helt unge dansere lov til at fremføre Pas de Deux’en, men det virker som om disse danse er noget, der bliver hevet frem ved uformelle arrangementer, hvor man netop skal demonstrere, at de helt unge korpsdansere og aspiranter kan deres Bournonville. Det er ikke noget, som kompagniets stjerner får lov til at brillere med til rigtige forestillinger for et engageret balletpublikum. 

Et par andre balletter fra Bournonvilles hånd findes også bevaret, nemlig Livjægerne på Amager, Konservatoriet, Abdallah, La Ventana og Kermessen i Brügge, samt nogle få andre ’divertissementer’ som de kaldes. La Ventana og Kermessen i Brügge blev sidst opført i 2013, hvornår de resterende værker sidst blev opført, ved jeg ikke, men det er minimum 5 år siden. Det er længe i et kunstnerisk miljø, hvor man er færdig med at danse som 40-årig. Der må altså allerede nu findes adskillige unge dansere, der endnu aldrig har prøvet kræfter med disse værker. Hvor lang tid skal der gå, før kompagniet løber tør for aktive dansere, der rent faktisk kender disse balletter godt nok til at kunne videregive dem til nye generationer?

Kermessen i Brügge. Foto: Costin Radu

Jeg vil gå ud fra, at denne negligering af dansk balletarv ikke skyldes, at ledelsen inde på teatret er ligeglad. La Ventana og Kermessen var ikke en publikumssucces, og de danske balletgængere har tilsyneladende svært ved at forholde sig til noget, de ikke kender, medmindre det er stort og flot og får fantastiske anmeldelser. Det må gøre det til noget af en udfordring for kompagniet at få lov til at opføre balletter, som man ved, kommer til at sælge dårligt, hvorimod man sagtens kan tage dem med på turné til udlandet, hvor der sandsynligvis stadig findes balletaficionados, som slikker sig om munden ved tanken om en bid eksotisk, dansk ballet.

Problemet med denne begrænsede formidling af Bournonville herhjemme er ikke kun, at vi danskere forbliver uvidende om en hjørnesten i vores egen kulturarv. Bournonvilles balletter forvaltes af Den Kongelige Ballet, som er direkte arvtagere til disse nationalklenodier. Desværre er der så lidt politisk og samfundsmæssig interesse for nationalklenodier lige for tiden, at Det Kongelige Teater højst sandsynligt ikke har økonomisk råderum til at gøre det, der nok ville være mest effektivt i forhold til formidlingen af dansk balletarv, nemlig at afholde en ny Bournonville Festival, der kunne skabe fornyet opmærksom omkring Bournonville. Sidste gang den blev afholdt var i 2005, så mon ikke det snart var på tide med en ny omgang?

Det kan godt være, at riget fattes penge (og gør det virkelig det, Lars Løkke, hvis du mener der er plads til skattelettelser?), men hvis vi går så meget op i vores nationale identitet og konstant blærer os med Søren Kierkegaard og H.C. Andersen, hvorfor så ikke passe ordentligt på et par andre kulturelle arvestykker ved samme lejlighed? 

Napoli. Foto: Costin Radu

Bournonville og ballettens nye stjernedanser

Fotos: Costin Radu

Okay, overskriften er lidt snyd, for den pågældende danser er ikke ligefrem ny, og bestemt heller ikke undervurderet inden for murene eller i pressen, der langsomt har drejet spotlyset i hans retning i løbet af det sidste år eller to. Men det har holdt hårdt, for i de seneste 3 år har der stort set ikke været fokus på andre dansere end Alban Lendorf og Ida Prætorius. Helt bestemt fortjent for begges vedkommende, men nu har jeg aldrig været fan af ensidighed, og især i tilfældet Alban Lendorf har det været enormt trættende at være vidne til, hvordan ingen andre mandlige dansere i offentlighedens øjne tilsyneladende var værd at beskæftige sig med. Jo, han er god, men det betyder ikke, at alt hvad manden laver er godt, og ingen andre er værd at kigge på. Derfor har en del af mine indlæg handlet om at pille myten ud af manden, uddele ris og ros til dette balletfænomen som var han en danser på lige fod med resten af kompagniet, og frem for alt fremhæve dem, der også gør det godt, også selvom de ikke når hans tekniske niveau.

Charme, danseselvtillid og lækkert hår

Dans er nu engang mere end teknik. En danser skal have udstråling og personlighed. Charme, selvtillid og lækkert hår, som Score-Kaj slog fast dengang i 90erne. Og én af de dansere, der i hvert fald har charmen og håret på plads, for ikke at tale om udstrålingen, er Gregory Dean. Den britiske danser, der blev udnævnt til solodanser for blot to år siden, er blot én i rækken af glimrende mandlige balletdansere, som Den Kongelige Ballet i disse år kan bryste sig af. Siden da er han stormet frem, og i dag er jeg faktisk i tvivl om, hvorvidt der er noget, som den mand ikke kan. Dét, der virkelig fik mig overbevist, var Deans præstation som James i sidste sæsons Sylfiden. Han delte partiet med Ulrik Birkkjær og Alban Lendorf, og selvom jeg egentlig var glad for begges præstationer (især Lendorf var god som en utilpasset knudemand med skjulte længsler), havde Gregory Dean bare det dér ekstra, den udstråling og intensitet i rollen parret med danseteknisk virtuositet, som fik alt til at gå op i en højere enhed.

Nu har Sylfiden haft repremiere, og denne gang var det Gregory Dean, der dansede på premiereaftenen. Og denne gang var det, som om alt lykkedes. Et par dansere, der i sidste omgang famlede lidt med deres roller, havde i denne omgang fundet den rette fod at stå på. Det gjaldt både Sebastian Haynes, der skulle gøre selveste balletmester Hübbe kunsten efter som en uhyggelig mandeheks med magnetisk tiltrækning, og Kizzy Matiakis som Effy, James’ stakkels, forsmåede kæreste, der må tage til takke med en anden, da hendes elskede stikker af midt under brylluppet. I sidste omgang var Matiakis så stiv og ligegyldig, at Gurns kærlighed til hende virkede helt uforståelig. Denne gang var hun på forunderlig vis forandret til en levende kvinde, forelsket og fortvivlet. Især i én scene, da hun og James skal føre an i reelen, den skotske folkedans, hvor alle bryllupsgæsterne deltager, viste Matiakis, at hun omsider havde greb om sin karakter.

Overlegen trinfortælling

Hemmeligheden bag Sylfiden er ikke trinnene som sådan. Selvom denne ballet er den mest kendte og elskede fra alle tiders mest berømte danske koreograf, August Bournonvilles hånd, den danske balletmester der ude i den vide verden først og fremmest er anerkendt for sine trins lethed og musikalitet, er der mere at komme efter end dansen i sig selv. Bournonville er så god, fordi hans værker ikke blot er balletter i gængs forstand. Nej, de er skarpt koreograferede, dramatiske fortællinger. Hos Bournonville, i modsætning til de store, russiske balletter fra samme periode, hvor historien ofte blev en undskyldning for at kaste sig ud i hals- og benbrækkende bravournumre, er det altid fortællingen, der er i fokus. Hvis man danser, er det fordi det giver mening på netop dét sted i handlingen. Alt hænger sammen, og en stor del af hans balletter er ikke dans, men mime, hvor danserne gennem ordløs skuespil med fagter og udtryk fortæller en historie. Det kan virke arkaisk, overdrevet, kedeligt endda. Mange balletgængere foretrækker i dag bravournumrene, hvor man ikke behøver at følge voldsomt meget med i, hvad der sker oppe på scenen, men blot kan læne sig tilbage i teatersædet og lade sig underholde af teknisk virtuositet. Af én eller anden grund fortrækker jeg dog de balletter, hvor historien rent faktisk har en betydning, og jeg elsker Bournonvilles balletter over alle de andre. Hvorfor? Fordi de er så godt fortalt. Hvis de rigtige dansere er castet, der har sans for både de små hurtige trin, for letheden og danseglæden, og som samtidig formår at skabe troværdige karakterer og bruge mimen til aktivt at fortælle den historie, der er baggrunden for det hele, så flyder det bare. Så bliver alting på én gang let og medrivende, så vil den kvikke og opmærksomme teatergænger opdage, hvor genialt alting passer sammen, hvordan forestillingen ubesværet skifter mellem det morsomme og det dramatiske, det muntre og det alvorlige, komedie og tragedie.

Intetsteds kommer det så tydeligt til udtryk som i Sylfiden. Denne ballet er berømt, fordi temaet er alment gyldigt, fordi karakteren James er én, de fleste af os kan genkende. Måske er eller har vi selv været den, der hørte Sylfidens lokkende kalden, måske har vi været Effy, der stod uforstående tilbage. Men temaet er ikke det eneste, der giver balletten vægt. Selve udformningen er imponerende. En stram komposition, hvor der ikke er et kedeligt øjeblik. Less is more, balletten er kort, knap en time varer den sammenlagt, men alt, hvad der sker i den times tid, har en betydning. Alt hænger sammen.

Jeg har set Sylfiden et utal af gange i denne iscenesættelse, og i modsætning til Bournonville-puritanerne har jeg ikke noget problem med den minimalistiske scenografi, der kendetegner denne opsætning. Den er trist at se på, men det er netop pointen. Måske burde James reelt følge traditionen og flygte ud i skoven med sin Sylfide, frem for ind i et underligt, hvidt ikke-rum, men hvad pokker, det væsentlige er jo selve dramaet. Her er Gregory Dean en fuldstændig overlegen James, fordi han får dramaet frem i balletten. Han er den unge, troskyldige mand, der på sin bryllupsdag vækkes af en ukendt skikkelse, et bevinget væsen, der kalder på noget inden i ham. Dean får dramaet frem, fordi han så tydeligt viser sit publikum, hvor meget han kæmper med sig selv. Hvordan han på den ene side holder af Effy, der fra starten fornemmer, at noget er helt galt med hendes brudgom. Hvordan han konstant skal holde øje med sin rival, Gurn (i Andreas Kass’ skikkelse en glat drengerøv, der alligevel har en snert af James' troskyldighed og charme). Oven i det hele dukker Sebastian Haynes’ Madge op, og hans tilstedeværelse er af ukendte grunde så foruroligende, at Deans James bliver ude af sig selv, rasende, kommanderende, en blid mand der forsøger at lege macho-patriark i eget hus for at beskytte sig selv mod ukendte farer. Haynes var da også uhyggelig fra start til slut og kunne i denne omgang matche Dean i autoritet og viljestyrke. Midt i hele hurlumhejet spøger Sylfiden, mere Hollywoodglamourøs end æterisk ånd i Amy Watsons gestaltning, men det gik an. 

Hvordan danser man et sammenbrud?

Reelen er optrapningen af dramaet og en af de scener i balletten, der virkelig er geniale, hvis den bliver sat rigtigt i scene. Det er her, man for alvor ser, hvor påvirket James er af hele situationen. Der er et eller andet, der trænger sig på, og kontrasten mellem den muntre folkedans og hans indre kamp bliver mere og mere tydelig, de hektiske toner og rappe dansetrin afspejler, hvordan han er ved at gå i spåner. I den version, som blev spillet til premieren, var Deans James fuldstændig ude af sig selv. Allerede inden dansen går i gang, må han stå for sig selv et øjeblik for at få styr på nerverne, med et krampagtigt greb om sin kilt mens han tager et dybt åndedrag, inden han kan vende sig mod sine gæster og føre sin brud ud i dansen. Og allerede her ved Effy, at noget er helt galt. Et par minutter kan de begge lade som ingenting og give sig i kast med de muntre trin, men snart kommer Sylfiden vimsende ind på scenen, usynlig for alle andre end James, der forvirret og fuld af længsel løber efter hende – og glemmer sin brud. Så er Sylfiden væk, og han må tilbage, oprevet og fortvivlet over sig selv og sin opførsel, så dukker hun op igen, og han glemmer alt omkring sig. Da dansen til sidst er til ende, er han sammenbruddet nær, og da Effy et øjeblik må forlade ham for at få brudeudstyret på, holder parret hinanden så krampagtigt i hænderne, som om de begge ved, at om lidt er det slut, om lidt forsvinder han, og de ser aldrig hinanden igen.

Hvad er det lige præcis Gregory Dean gør, siden hans James er så god? Han skaber en karakter, der er både troværdig og medrivende. Som James lyser hans ansigt af en sårbar uskyld, der er en lidt drenget umiddelbarhed over ham, der kommer til udtryk i alt hvad han gør. Hans glæde, da han endelig giver efter og følger Sylfiden, er så smittende, hans usikkerhed og angst så menneskelig, at det er umuligt ikke at føle sympati med ham. Måske er hans udtryk lidt vel teatralske. Ved premieren virkede det, som om hele holdet havde skruet helt op for følelserne. Selv Amy Watsons Sylfide gav den en ekstra tand, da hun til sidst skulle dø, hun famlede sig frem til den elskede med ansigtet helt fortrukket af teatralsk gråd. James var på den anden side så bundulykkelig, at han bagefter ingen kræfter havde tilbage til at kæmpe mod Madge. Var det for meget? Måske, men balletfortælling er en svær kunst. Uden ord skal danserne gestalte intense følelser, så det kan mærkes helt oppe under loftet. Overdrivelse er ganske enkelt nødvendigt for at alle kan følge med. Personligt vil jeg også hellere have spillere på scenen, som giver den en ekstra tand, end vege og indelukkede dansere, der er bange for at give den hele armen. Det er jo et drama, og den danser, der ikke kan få publikum til at blive berørt, når Sylfiden og James dør til slut, har ikke noget at gøre i forestillingen. Hvorfor se en oldgammel ballet fra 1800-tallet, hvis man ikke interesserer sig for andet end yndig dans? Hvad skal vi med James og Sylfiden, Effy, Gurn og Madge, hvis de ikke har noget at sige os? Hvad kan Bournonville bruges til i dag, hvis hans balletter ikke kan få os til at le og græde? 

Personligt kan jeg se hans balletter igen og igen og stadig sidde på kanten af stolen, anspændt, oprørt, leende det ene øjeblik, fortvivlet det næste, selvom historien er den samme. Jeg sidder glubsk som en ulv og følger hver fod, hvert blik, hvert løftet øjenbryn. For er der én ting, jeg aldrig bliver træt af, er det at se en balletfortælling udfolde sig så overlegent, som det sker i Sylfiden.

Sylfiden spiller sammen med Tema og variationer på Gamle Scene frem til 27. februar 2016. Læs mere her. 

PS. Sidste år brokkede jeg mig over, at man spillede Etudes sammen med Sylfiden. Derfor er det på sin plads for en kort bemærkning at fremhæve Balanchines Tema og variationer, der i lighed med Etudes er ren skøndans, men kortere, enklere i sit udtryk og mere fokuseret. Det fungerer faktisk ret fint. Efter Sylfidens sindsoprivende slutning er det rart at kunne læne sig tilbage og blot nyde en formfuldendt, klassisk balletopvisning uden dybere mening eller forstyrrelser. Og Tema og variationer er netop slet og ret flot, elegant og simpel. Glimrende danset, men hurtigt overstået, en luftig godbid med en mild og sødmefuld smag. Velbekomme!   

 

Dansedrømme og sommersved – en reportage fra RDB Summerschool

Fotos: Signe Roderik

I mere end 50 år har unge dansere fra hele verden taget turen til København for at deltage i Bartholins Internationale Ballet Seminar. Her fik de mulighed for at blive undervist i en bred række danseteknikker og stilarter, først og fremmest klassisk ballet og Bournonvillestil. I 2014 overgik ledelsen af seminaret til Den Kongelige Ballet. K for kultur var med, da den første omgang Royal Danish Ballet Summer School blev afholdt i juli 2014. 

1.uge – koffeintilflugt og en anti-elitær skole

Det er juli måned og hedebølge i København. Det er minimum 30 grader udenfor, sandsynligvis mere. Luften er tung og fugtig i træningslokalerne, der ligger bag Det Kongelige Teaters Gamle Scene. Når man kommer herind, glemmer man næsten den strålende sol og den bølge af sommer, der har lagt sig over København i disse uger. Herinde eksisterer en verden for sig selv. Der er tyst i de tomme, hvide gange, når jeg om morgenen går ind ad sceneindgangen og bevæger mig videre op mod 4.sal, hvor sommerskolen har indtaget de ellers så ferieforladte lokaler. Kun en svag klavermelodi trænger igennem, den spilles i et adstadigt, næsten dovent tempo.

Første stop er for det meste Alexander Stægers kontor. Han er den nye leder af sommerskolen, og hans kontor er i disse uger husets vigtigste rum, i hvert fald for mit vedkommende. Det skyldes 1) at her står kaffemaskinen placeret, og 2) her er et vindue, der kan åbnes. Kontoret, der sådan set blot er et sminkerum, i disse uger annekteret af sommerskolen, syner ikke af meget. Men dette smalle lokale bliver allerede den første uge mit helle midt i heden, et sted at samle tankerne, køle af og få et skud koffein til at holde hovedet klart i løbet af de lange dage. Et sted, jeg kan søge tilflugt, når træningsrummene bliver overkogte af hede og sved. Selvom denne snævre balletverden er yderst vanedannende, når man først har bevæget sig ind i den, er jeg stadig lykkelig for at være den, der står uden for hele menageriet og i modsætning til eleverne, de unge dansere, ikke skal være spærret inde her i tre fulde uger.

En hjælp til unge dansere

Royal Danish Ballet Summer School eller RDB Summer School, som den mere mundret kaldes med henvisning til den typiske, internationale forkortelse af Den Kongelige Ballet (Royal Danish Ballet), er endnu en ganske ny størrelse. Alligevel er den alt andet end en grim ælling, for kurset har allerede eksisteret i mere end 50 år. Oprindeligt var det kendt som Bartholins Internationale Ballet Seminar, stiftet af den legendariske danske balletdanser Birger Bartholin tilbage i 1963. Ledelsen er ny, og der er foretaget visse ændringer i forhold til det gamle seminar, men hovedstrukturen er intakt. Det handler om at give unge dansere mulighed for at skærpe deres færdigheder sommeren over, så de bliver rustet til at starte en karriere som professionelle dansere, samt at snuse til trin og stilarter de ikke har prøvet før. 

Dansere fra hele verden søger ind på RDB Summer School for at dygtiggøre sig og blive bedre til at klare sig i den benhårde konkurrence, som udgør den professionelle danseverden. 

Det, der adskiller den danske sommerskole fra andre verden over, er Bournonvillestilen. Denne gamle balletstil er som altid trumfen for dansk ballet, og en af grundene til, at der findes dansere, som tager turen til Danmark helt fra USA og Kina for at bruger uger af deres sommerferie på at svede i indelukkede træningsrum. Én af disse er 23-årige Alberto Perez fra Spanien, der til daglig er danser i et balletkompagni i Orlando, USA.

”Jeg kan virkelig godt lide, at det er sådan en gammel stil, og at den er holdt på samme måde som dengang trinnene blev skabt,” fortæller han. ”Jeg kan godt lide musikaliteten i det og den måde hvorpå alt er virkelig hårdt, men samtidig ser virkelig nemt ud, når man ser det udefra.”

Alberto allerede i sommerskolen i 2013, og han er blot en af flere elever, der er gengangere på kurset. Han er heller ikke den eneste, der er bidt af Bournonvillestilen.  Norske Fabian Volden er her for 3.år i træk, og også for ham er det især Bournonville, der trækker. ”Du kan jo ikke tage til USA for at få undervisning i stilen,” forklarer han. For Fabian er det især den historiske baggrund for trinnene, der trækker, såvel som det faktum at seminaret er så tæt på hans eget hjemland. Desuden er flere af underviserne i år dansere, der stadig er aktive og derfor har trinnene i frisk erindring, hvilket er meget lærerigt at opleve for en ung danser som ham selv.

Bournonvilleundervisningen finder dog først sted i 2.uge af sommerskolen. Hovedprogrammet for seminaret er en broget blanding af forskellige klassiske stilarter og skoler inden for ballet såvel som moderne dans og jazz-stil. Sidstnævnte virker måske lidt malplaceret hos en sommerskole, der bliver afholdt inden for rammerne af en hæderkronet klassisk balletskole og – kompagni. Men grundlæggeren af sommerseminaret, den danske danser Birger Bartholin, ønskede netop et kursus, der kunne præsentere eleverne for et bredt udsnit af danseverdenen. Derfor er sommerskolen heller ikke specielt elitær. Selvom den især tiltrækker professionelle balletdansere in spe, er her også plads til danseinteresserede amatører og dansere, der måske ikke direkte egner sig til en karriere inden for klassisk ballet. 

En hær af piger

Da jeg kigger forbi sommerskolen om morgenen i løbet af den første uge, handler det om dog om teknikker og repertoire, der ligger tættere på en balletdansers hverdag. Undervisningen består af klassisk teknik, tåspidsarbejde for pigernes vedkommende og klassisk repertoire for mændene, delt mellem amerikanske Stacy Caddell og franske Marc de Bouays.

Dagen starter med halvanden times morgentræning, og Stacy Caddell leder træningen, da jeg kigger forbi. Stemningen er rolig, afslappet, med afdæmpet klaverakkompagnement. Eleverne udfører øvelserne med langsomme, bløde bevægelser, og Caddell går rundt i salen og rettet og kommenterer med lav stemmeføring, så lav, at det er svært at skelne hendes ord, der næsten overdøves af musikken. Jeg griber mig selv i at blive ført med af den halvsøvnige morgenstemning. Der er ikke noget, der ikke kan vente, fornemmelsen af at koncentrere sig om nuet og glemme alt andet er nærmest meditativ, og jeg mærker et ganske lille stik af misundelse. Det er de færreste jobs, hvor man kan starte dagen så blødt og stemningsfyldt. Forude venter dog mange timers hård arbejde for de unge dansere.

Efter morgentræningen er det Caddell, som har en baggrund hos New York City Ballet og Twyla Tharp, der underviser de kvindelige elever, en veritabel hær af unge piger, mens Marc de Bouays, der kommer fra Pariseroperaens ballet, står for mændenes træning. I modsætning til Caddell har han kun 9-10 elever. Ballet er stadig en kunstart, der tiltrækker langt flere kvinder end mænd. Hvor de mandlige elever her på sommerseminaret har et forholdsvist højt niveau med kroppe og bevægelser, der bærer præg af mange timers ballettræning, er de kvindelige elever en mere broget flok. En stor del har tydeligvis flere års balletundervisning bag sig, mens andre er langt mere famlende i deres trin, og et par stykker har slet ikke fysikken til at blive professionelle balletdansere. Hvorfor denne forskel mellem drengene og pigerne?

Alexander Stæger forklarer, at visse af eleverne udelukkende tager kurset, fordi de elsker ballet og gerne vil prøve kræfter med det, selvom deres interesse overordnet er mere akademisk end praktisk orienteret. Nogle studerer det måske på universitetet og vil gerne prøve på egen krop, hvad det vil sige at danse ballet, selvom de ikke har ambition om at blive professionelle dansere. Uanset hvad ens baggrund er for at deltage i sommerskolen, er kurset som udgangspunkt for alle, der har lysten og viljen til at følge med, uanset niveau.

Er det kun bøsser, der danser ballet?

Det forklarer det svingende niveau hos pigerne. Det påfaldende lille antal mandlige elever har til gengæld en mere pinagtig årsag. I den vestlige verden har ballet traditionelt været en kunstart, som mænd kiggede på, men sjældent deltog i. Den mandlige danser har i perioder været udskældt og anset for overflødig, og i klassisk ballet (med Bournonvillestilen som den store undtagelse) må manden for det meste træde i baggrunden og lade primaballerinaen få den største plads i spotlyset. Derfor kan det ikke undre, at de færreste drenge vælger at danse ballet, der især i Nordeuropa ikke anses for at være en ’maskulin’ sport på linje med for eksempel fodbold. Vælger man endelig ballet som dreng, er det typisk tilfældigheder, der vækker interessen, så som at følge en søster til balletundervisning eller blive spottet af en balletkyndig voksen, der opdager dansetalentet hos den lille purk. Derudover er det ingen hemmelighed, at ballet især tiltrækker homoseksuelle mænd, hvilket ikke ligefrem gør valget nemmere for en heteroseksuel dreng i en kultur, hvor mange (hetero)mænd der stadig er nervøse for at blive stemplet som feminine eller ’bøssede’.

Ifølge Fabian Volden, der startede med ballet som 13-årig og netop er blevet færdig med sin uddannelse på Norske Opera og Balletskole, bugner det ikke ligefrem med drenge på de skandinaviske balletskoler. Der florerer en del fordomme om, at ballet kun er for piger og bøsser, og derfor er det ikke en populær beskæftigelse blandt de fleste drenge. Selv startede Fabian med at danse hiphop, men blev af sin lærer overtalt til at prøve ballet, som han straks blev bidt af. Heldigvis er danseverdenen ikke helt uden forbilleder for balletglade drenge. I løbet af sommerskolen glæder Fabian sig især til at opleve mandlige undervisere så som den moderne danser Antoine Vereecken samt Alexander Stæger og Jean-Lucien Massot fra Den Kongelige Ballet, da de i hans øjne har en stærk og maskulin fremtoning. Generelt kan Fabian godt lide maskuline dansere, måske fordi det for ham personligt understreger, at ballet også har plads til det maskuline.

2.uge – danseglæde og traditionens tyngde

I kursets 2.uge viser det sig, at der er klare fordele ved at være blandt de få mandlige deltagere på sommerkurset. På grund af deres beskedne antal er drengenes undervisning mere intensiv, mens Bournonville-timerne på kvindernes side må deles op i to hold, og niveauforskellen mellem de enkelte dansere står tydeligt frem. På mandesiden synes undervisningen derimod mere at glide bedre, fordi eleverne er så få, og det generelle niveau er væsentlig højere.

Der er to kvindelige undervisere i Bournonville, de garvede danske dansere Gudrun Bojesen og Diana Cuni. De deler pigerne mellem sig og skifter gruppe fra dag til dag, så eleverne når at få begge lærere i tre af ugens seks arbejdsdage. De to undervisere erkender, at niveauforskellen er en udfordring. Gudrun Bojesen forklarer, at det ikke er alle pigerne, der har en professionel træning med i bagagen. Det er ikke i sig selv et problem, men, som hun fortæller, ”til gengæld skal vi passe på, at de ikke komme til skade, for vi har sat et ret højt niveau for hvad de skal kunne danse, når ugen er slut, for at trække de dygtige med.” Eleverne er dog generelt ved godt mod, indskyder Diana Cuni. ”Man kan se, at de synes det er sjovt, og at de gerne vil lære trinnene, selvom det måske er lidt teknisk svært i forhold til hvad de kan.”

De er begge enige om, at stemningen er rigtig god. Alle eleverne arbejder seriøst, og som lærer er man ikke nødt til at hive nogen med, som ikke gider. ”De giver rigtig meget,” fortæller Bojesen. ”De kommer over og spørger efter hver time – og nejer, det er vi ikke vant til,” griner hun.

Svær Bournonville

I timen øver både drenge og piger trin fra balletten Napoli. Selv for en ikke-danser som mig er det åbenlyst, hvor svære trinnene er at mestre, bevægelserne er bittesmå og hurtige, men skal samtidig virke lette og udføres glidende og elegant. ”Gør det let, ubesværet og sjovt,” formaner Alexander Stæger, der underviser drengene, mens han selv udfører trinnene med en kombination af lethed og perfekt kontrol. ”Trinnene er som en cirkel – brug energien fra det ene trin til at bevæge jer over i det næste. Lad være med at stoppe mellem trinnene.” De mandlige elever følger hans eksempel, og hurtigt bliver deres bevægelser mere flydende. Hos pigerne skal der kæmpes lidt mere. Diana Cuni belærer sine elever om at følge musikken og mærke trinnenes musikalitet, hvordan de netop er afpasset til musikken – et typisk træk ved Bournonvilles stil.

Bournonville er krævende at lære, selv for de elever, der har en professionel træningsbaggrund. 14-årige Quincy Conklin fra USA er én af disse. Hun startede med at danse som 4-årig og går nu på Carmel Academy of Performing Arts. Hun deltager i sommerseminaret på opfordring fra en af underviser hjemme i USA, og hendes mål er at forbedre sin positur og teknik såvel som at blive mere flydende i sine bevægelser. Bournonville er helt ny og anderledes for hende. Her skal hun fokusere både på fødder, overkrop og hoved, mens undervisningen derhjemme koncentrerer sig om hele kroppen men uden særligt fokus på de enkelte dele. Hun er dog glad for oplevelsen, især fordi man som pige bliver undervist på skift af Bojesen og Cuni, og på den måde får forskellige blikke på sin dans og de fejl, man uvægerligt begår undervejs.

At sætte ord på sin barndoms trin

Det er også en udfordring for de tre lærere at undervise eleverne i Bournonville. Både Gudrun Bojesen, Diana Cuni og Alexander Stæger er hjemmehørende i Den Kongelige Ballet, hvor Bojesen er solodanser og de to andre solister (både Bojesen og Cuni er siden gået på pension som dansere, red.), og har alle gået på Den Kongelige Balletskole. Stæger beretter, hvordan det er svært pludselig at skulle sætte ord på trin, som han selv har lært i så ung en alder, at det slet ikke er noget, han tænker over. Nu skal de forklares for unge dansere med en helt anden teknisk baggrund, hvilket kan være noget af en udfordring, fordi der er så mange små trin, som skal udføres i hurtig rækkefølge.

”Det var lidt nervepirrende at undervise i Bournonville i starten,” fortæller Stæger. Bournonville er en af verdens ældste balletstilarter, skabt til Den Kongelige Ballet af tidligere balletmester August Bournonville, der trods navnet var dansker. Som danser i Den Kongelige Ballet har man derfor en særlig forpligtelse over for den gamle danske ballettradition, som er en af de bedst bevarede på verdensplan og årsagen til, at den danske ballet nyder stor international anseelse. Derfor ligger der et stort ansvar i at videregive traditionen til nye generationer, også selvom det kun er gennem én uges undervisning.

Tunge miner og alvorsfulde belæringer er der dog ikke meget af i timerne. Som Stæger forklarer, at det netop handler om at videregive sin egen kærlighed til trinnene og teknikken. ”Noget af det jeg prøver at give videre, det er selve dansedelen i stedet for kun at fokusere på teknikken,” forklarer han. ”Det vil sige at de lærer det bløde flow og danseglæden, som jeg selv synes er en kæmpe del af Bournonvilletraditionen – hvis man kan få det med, så falder resten næsten på plads af sig selv”. Det er vigtigt at give sig hen til bevægelserne. ”Til træning bruger man uendelige timer på at benene skal være dér og dér og armen skal sidde her, det skal være perfekt, men når man så kommer på scenen, så skal der også være plads til, at man kan give slip, nyde øjeblikket og lade sig rive med.”

Også Bojesen og Cuni føler, at deres undervisning er præget af den tradition, de nu skal videregive, og tager ansvaret alvorligt. Man når ikke meget på en uge, men de to lærere håber begge, at eleverne gennem denne uges forløb får et grundlæggende kendskab til og færdighed i Bournonvillestilen.

Niveauforskellen blandt de kvindelige elever er nok den største udfordring for de to lærere, fordi grupperne er så store. De mener begge, at man fremover bør niveauinddele pigerne, ikke for at frasortere nogen, men for at alle kan få mere ud af undervisningen. De dygtigste kunne så få mere ud af de soloer, de nu skal lære, mens de piger, der ikke har en professionel baggrund, måske kunne få mere ud af et mere simpelt repertoire. Lige nu har det været lidt frustrerende at forsøge at lære trin fra sig til den store flok elever uden at vide, præcis hvor meget den enkelte reelt får ud af det.  Desuden er det en udfordring med at få de piger uden basale færdigheder med; for hvor starter man, hvis en elev ikke kan strække ben eller stå på tå?

Partnerskabets kunst

Om eftermiddagen i sommerskolens 2.uge er det tid til en kærkommen pause. Dog kun for pigerne. Efter timerne med Bournonville skifter eleverne til undervisning i Pas de Deux, eller helt basalt, hvordan man danser klassisk ballet med en enkelt partner. Det er en helt grundlæggende færdighed, som en balletdanser skal mestre, men på grund af den skæve kønsfordeling i balletskolerne kan det visse steder være en udfordring at få tilstrækkelig undervisning i Pas de Deux.

21-årige Chan Yuk Yin er en af de elever, der har oplevet problemet på egen krop. Oprindeligt fra Hong Kong søgte hun til London for at få balletundervisning og går nu på Rambert School of Ballet and Contemporary Dance. Her har eleverne kun timer i Pas de Deux en gang om ugen, og fordi der er langt flere piger end drenge på holdet, kan man som pige ikke altid være aktiv i timerne. Selvom samme problem gør sig gældende på sommerskolen, forsøger man at løse det. Pigerne bliver delt op i to hold, der på skift deltager i eftermiddagens undervisning. Drengene kommer samtidig på overarbejde – de skal deltage i undervisningen ad to omgange, så de fleste af pigerne får mulighed for at træne med en partner. 

Det hele styres af Jean-Lucien Massot, tidligere solodanser ved Den Kongelige Ballet. ”Matchmaker” kalder han sig selv halvt i spøg, da jeg fanger ham efter en undervisningstime. Han forklarer, at han starter undervisningen med at sætte eleverne sammen, dreng og pige, og lærer dem derefter gradvist trinnene en kendt Pas de Deux fra balletten Don Quixote. ”I starten er de sky,” fortæller han, ”men det overkommer de hurtigt. Man kan ikke være sky i den daglige træning, ligesom man heller ikke kan være genert på scenen.”

For Alberto og Fabian er Massots undervisning hårdt arbejde, for de skal træne dobbelt. Efter slutningen af 2.uge medgiver Alberto dog, at det også har været lærerigt. Timerne har givet ham mulighed for at øve med og tilpasse sig flere forskellige partnere, og det er en nødvendig færdighed i professionelle dansekompagnier. Ved at træne med forskellige partnere finder man ud af, hvordan den enkelte pige bevæger sig, og hvordan man tilpasser sine egne bevægelser til hendes.

3.uge – divadansere og fantasikjoler

Den sidste uges morgentræning er delt mellem fransk Cristine Camillo og engelske David Peden. Her i slutningen af sommerskolen synes en del at være faldet på plads for eleverne. Trinnene udføres med større sikkerhed, og mange af de unge dansere udviser langt større overskud i deres teknik. Der er dog stadig noget at lære. 

Underviserne er tydeligt forskellige fra tidligere uges lærere. Camillo er meget fransk, værdig og elegant, mens Peden er jovial og joker konstant under træningen. Samtidig kræver han dog en hel del af sine elever. En af dem er Quincy, der bliver rettet, da hun skal udføre en serie trin. ”Quincy, du skal svæve!” udbryder han, og spørger hende dernæst, hvad hun har på. Lidt forlegent svarer hun, at hun er iført træningstøj. ”Keedeligt!” siger han højt. ”Hvad med en balkjole? En lang, svævende kjole. Hvilken farve har den?” ”Lilla,” svarer Qunicy, stadig lidt genert, men nu med på legen. ”Lilla, godt. Hvad med smykker? Har du en halskæde på?” Sådan bliver han ved, indtil Quincy i både sin egen og vor andres fantasi er helt forvandlet som en anden Askepot. Samtidig er hendes smil blevet større, og hovedet holder hun højere end før.

Heste er aldrig generte

”Hvad er I?” spørger Ann Reinking ud i luften.

”Fantastiske!” råber eleverne i kor.

”Der er ingen generte heste, og der er ingen generte stjerner,” formaner den aldrende Broadwaystjerne med tyk amerikansk accent. En halv time inde i hendes første undervisningsdag er Reinking i fuld gang med at forvandle de generte elever til flamboyante showdansere. Som tidligere muse for den legendariske jazzkoreograf Bob Fosse skal Reinking undervise eleverne i showdans. Sammen med sin medunderviser, musicalkoreograf og tidligere danser Gary Chryst, der har en fortid inden for både klassisk ballet og moderne dans, skal hun lære de unge dansere trin fra Fosses værker. 

Reinking begynder sin første undervisningstime med at få eleverne til at agere heste. Én for én forvandler hun dem til storslåede, vrinskende pragtdyr, og trin for trin lærer hun den jazzede koreografi fra sig. Bevægelsessproget er langt fra klassisk ballet, men én ting står klart: selvom trinnene og genren er helt anderledes, er hovedprincippet det samme. Selvtilliden skal være på plads, og det er Reinkings første formaning. Eleverne skal ikke blot føle sig på toppen, de skal være på toppen, være fantastiske, føre sig frem. De skal være stjerner i deres eget hoved og krop, før de kan blive det på scenen.

Reinking er selv en stjerne, om end måske lidt falmet og skrøbelig med årene. Hun er dog begejstret for at undervise på RDB Summer School. Eleverne kan hun næsten ikke rose nok, da jeg taler med hende ved ugens slutning. Hun er imponeret over, hvor seriøst de har knoklet, selv ind i de søvnige eftermiddagstimer, til trods for et tætpakket program med undervisning fra tidlig morgen og (som oftest) til sen aften. Hvad de har klaret på tre uger er utroligt, mener hun. De forskellige dansestile, som de er blevet undervist i, er så specifikke, så svære at udføre, men eleverne har alligevel formået det. ”Jeg overværede nogle af deres soloer, og det jeg oplevede var stort. De kunne klare det, men det var også finessen i deres udøvelse, og det faktum at de ville det. Hvis en elev vil det, så vil han eller hun arbejde på det, indtil de kan det. Og der var ikke én af de her unge, der ikke ville det. De har den passion der skal til,” fortæller hun, tydeligt rørt.

Løn for hårdt arbejde

De tre ugers hårde arbejde bliver belønnet på kursets sidste dag. Her modtager fem af eleverne Bartholins legat, der er en pris til de elever, som i særlig grad har udmærket sig med deres gå-på-mod og store indsats i løbet af sommerskolen. Belønningen er gratis deltagelse i næste års sommerskole. Alberto og Quincy er blandt de heldige, og da jeg møder dem senere på dagen, er de forståeligt nok lutter smil. Undervisningen er slut, men forude venter afslutningsforestilling, hvor eleverne skal fremvise uddrag fra det repertoire, de har lært i løbet af de sidste tre uger. Det foregår som en gratis, offentlig forestilling på Skuespilhusets Lille Scene.

Quincy og Alberto glæder sig begge til afslutningen, men er samtidig lidt triste over, at sommerskolen er forbi for denne gang. De har været glade for underviserne, og især for Quincy har det været en oplevelse for første gang at danse og modtage undervisning uden for USA. Det har også været hårdt. Hver uge er undervisningen blevet sværere og mere udfordrende, især Jazz Repertoire med Reinking og Chryst samt og Pointe Class med Cristine Camillo har budt på teknik, der var krævende at lære, synes Quincy. Alberto er enig, men mener at det er blevet gradvist hårdere gennem uge 2 og 3, fordi musklerne har arbejdet sig trætte og ikke har haft tid til at hvile. Nu bliver der tid til at holde pause og slappe lidt af. Men til gengæld kan begge de unge dansere se frem til næste års sommerkursus. Deres plads er allerede sikret, og hverken Quincy eller Alberto er i tvivl om, at de vil vende tilbage til København og RDB Summer School.

Efterskrift: Efter det første års sommerskole valgte ledelsen at udvide sommerskolen. Kurset var meget efterspurgt allerede i 2014, men niveauet var ujævnt, og derfor valgte man i 2015 at oprette et Elite Program for elever, der har gået på professionelle balletskoler. Der blev krævet audition for at kunne deltage i programmet, der løb sideløbende med det almindelige kursus. Derudover blev sommerskolen udvidet med en uges seminar for balletinteresserede børn i alderen 9-12 år, med det formål at åbne teatret op for danske børn og lade dem prøve kræfter med dansens verden i Det Kongelige Teaters rammer. Udover balletundervisning har børnene modtaget undervisning i blandt andet rytmik og ballethistorie, fået rundvisning på Gamle Scene og set balletfilm. I år har der været 50 elever fordelt på to hold, mens der til sammenligning er plads til 120 elever på den almindelige sommerskole. Børnekurset blev meget hurtigt udsolgt, og vil derfor højst sandsynligt blive udvidet i 2016. Sommerkurset for børn har kørt fra 27.juli-1.august, mens den almindelige sommerskole kørte fra 13.juli-1.august med 185 elever fra 23 forskellige lande. I år blev RDB Summer School således afsluttet med hele to afslutningsforestillinger for at få plads til de mange elever samt efterkomme den store publikumsinteresse.