Bournonville og ballettens nye stjernedanser

Fotos: Costin Radu

Okay, overskriften er lidt snyd, for den pågældende danser er ikke ligefrem ny, og bestemt heller ikke undervurderet inden for murene eller i pressen, der langsomt har drejet spotlyset i hans retning i løbet af det sidste år eller to. Men det har holdt hårdt, for i de seneste 3 år har der stort set ikke været fokus på andre dansere end Alban Lendorf og Ida Prætorius. Helt bestemt fortjent for begges vedkommende, men nu har jeg aldrig været fan af ensidighed, og især i tilfældet Alban Lendorf har det været enormt trættende at være vidne til, hvordan ingen andre mandlige dansere i offentlighedens øjne tilsyneladende var værd at beskæftige sig med. Jo, han er god, men det betyder ikke, at alt hvad manden laver er godt, og ingen andre er værd at kigge på. Derfor har en del af mine indlæg handlet om at pille myten ud af manden, uddele ris og ros til dette balletfænomen som var han en danser på lige fod med resten af kompagniet, og frem for alt fremhæve dem, der også gør det godt, også selvom de ikke når hans tekniske niveau.

Charme, danseselvtillid og lækkert hår

Dans er nu engang mere end teknik. En danser skal have udstråling og personlighed. Charme, selvtillid og lækkert hår, som Score-Kaj slog fast dengang i 90erne. Og én af de dansere, der i hvert fald har charmen og håret på plads, for ikke at tale om udstrålingen, er Gregory Dean. Den britiske danser, der blev udnævnt til solodanser for blot to år siden, er blot én i rækken af glimrende mandlige balletdansere, som Den Kongelige Ballet i disse år kan bryste sig af. Siden da er han stormet frem, og i dag er jeg faktisk i tvivl om, hvorvidt der er noget, som den mand ikke kan. Dét, der virkelig fik mig overbevist, var Deans præstation som James i sidste sæsons Sylfiden. Han delte partiet med Ulrik Birkkjær og Alban Lendorf, og selvom jeg egentlig var glad for begges præstationer (især Lendorf var god som en utilpasset knudemand med skjulte længsler), havde Gregory Dean bare det dér ekstra, den udstråling og intensitet i rollen parret med danseteknisk virtuositet, som fik alt til at gå op i en højere enhed.

Nu har Sylfiden haft repremiere, og denne gang var det Gregory Dean, der dansede på premiereaftenen. Og denne gang var det, som om alt lykkedes. Et par dansere, der i sidste omgang famlede lidt med deres roller, havde i denne omgang fundet den rette fod at stå på. Det gjaldt både Sebastian Haynes, der skulle gøre selveste balletmester Hübbe kunsten efter som en uhyggelig mandeheks med magnetisk tiltrækning, og Kizzy Matiakis som Effy, James’ stakkels, forsmåede kæreste, der må tage til takke med en anden, da hendes elskede stikker af midt under brylluppet. I sidste omgang var Matiakis så stiv og ligegyldig, at Gurns kærlighed til hende virkede helt uforståelig. Denne gang var hun på forunderlig vis forandret til en levende kvinde, forelsket og fortvivlet. Især i én scene, da hun og James skal føre an i reelen, den skotske folkedans, hvor alle bryllupsgæsterne deltager, viste Matiakis, at hun omsider havde greb om sin karakter.

Overlegen trinfortælling

Hemmeligheden bag Sylfiden er ikke trinnene som sådan. Selvom denne ballet er den mest kendte og elskede fra alle tiders mest berømte danske koreograf, August Bournonvilles hånd, den danske balletmester der ude i den vide verden først og fremmest er anerkendt for sine trins lethed og musikalitet, er der mere at komme efter end dansen i sig selv. Bournonville er så god, fordi hans værker ikke blot er balletter i gængs forstand. Nej, de er skarpt koreograferede, dramatiske fortællinger. Hos Bournonville, i modsætning til de store, russiske balletter fra samme periode, hvor historien ofte blev en undskyldning for at kaste sig ud i hals- og benbrækkende bravournumre, er det altid fortællingen, der er i fokus. Hvis man danser, er det fordi det giver mening på netop dét sted i handlingen. Alt hænger sammen, og en stor del af hans balletter er ikke dans, men mime, hvor danserne gennem ordløs skuespil med fagter og udtryk fortæller en historie. Det kan virke arkaisk, overdrevet, kedeligt endda. Mange balletgængere foretrækker i dag bravournumrene, hvor man ikke behøver at følge voldsomt meget med i, hvad der sker oppe på scenen, men blot kan læne sig tilbage i teatersædet og lade sig underholde af teknisk virtuositet. Af én eller anden grund fortrækker jeg dog de balletter, hvor historien rent faktisk har en betydning, og jeg elsker Bournonvilles balletter over alle de andre. Hvorfor? Fordi de er så godt fortalt. Hvis de rigtige dansere er castet, der har sans for både de små hurtige trin, for letheden og danseglæden, og som samtidig formår at skabe troværdige karakterer og bruge mimen til aktivt at fortælle den historie, der er baggrunden for det hele, så flyder det bare. Så bliver alting på én gang let og medrivende, så vil den kvikke og opmærksomme teatergænger opdage, hvor genialt alting passer sammen, hvordan forestillingen ubesværet skifter mellem det morsomme og det dramatiske, det muntre og det alvorlige, komedie og tragedie.

Intetsteds kommer det så tydeligt til udtryk som i Sylfiden. Denne ballet er berømt, fordi temaet er alment gyldigt, fordi karakteren James er én, de fleste af os kan genkende. Måske er eller har vi selv været den, der hørte Sylfidens lokkende kalden, måske har vi været Effy, der stod uforstående tilbage. Men temaet er ikke det eneste, der giver balletten vægt. Selve udformningen er imponerende. En stram komposition, hvor der ikke er et kedeligt øjeblik. Less is more, balletten er kort, knap en time varer den sammenlagt, men alt, hvad der sker i den times tid, har en betydning. Alt hænger sammen.

Jeg har set Sylfiden et utal af gange i denne iscenesættelse, og i modsætning til Bournonville-puritanerne har jeg ikke noget problem med den minimalistiske scenografi, der kendetegner denne opsætning. Den er trist at se på, men det er netop pointen. Måske burde James reelt følge traditionen og flygte ud i skoven med sin Sylfide, frem for ind i et underligt, hvidt ikke-rum, men hvad pokker, det væsentlige er jo selve dramaet. Her er Gregory Dean en fuldstændig overlegen James, fordi han får dramaet frem i balletten. Han er den unge, troskyldige mand, der på sin bryllupsdag vækkes af en ukendt skikkelse, et bevinget væsen, der kalder på noget inden i ham. Dean får dramaet frem, fordi han så tydeligt viser sit publikum, hvor meget han kæmper med sig selv. Hvordan han på den ene side holder af Effy, der fra starten fornemmer, at noget er helt galt med hendes brudgom. Hvordan han konstant skal holde øje med sin rival, Gurn (i Andreas Kass’ skikkelse en glat drengerøv, der alligevel har en snert af James' troskyldighed og charme). Oven i det hele dukker Sebastian Haynes’ Madge op, og hans tilstedeværelse er af ukendte grunde så foruroligende, at Deans James bliver ude af sig selv, rasende, kommanderende, en blid mand der forsøger at lege macho-patriark i eget hus for at beskytte sig selv mod ukendte farer. Haynes var da også uhyggelig fra start til slut og kunne i denne omgang matche Dean i autoritet og viljestyrke. Midt i hele hurlumhejet spøger Sylfiden, mere Hollywoodglamourøs end æterisk ånd i Amy Watsons gestaltning, men det gik an. 

Hvordan danser man et sammenbrud?

Reelen er optrapningen af dramaet og en af de scener i balletten, der virkelig er geniale, hvis den bliver sat rigtigt i scene. Det er her, man for alvor ser, hvor påvirket James er af hele situationen. Der er et eller andet, der trænger sig på, og kontrasten mellem den muntre folkedans og hans indre kamp bliver mere og mere tydelig, de hektiske toner og rappe dansetrin afspejler, hvordan han er ved at gå i spåner. I den version, som blev spillet til premieren, var Deans James fuldstændig ude af sig selv. Allerede inden dansen går i gang, må han stå for sig selv et øjeblik for at få styr på nerverne, med et krampagtigt greb om sin kilt mens han tager et dybt åndedrag, inden han kan vende sig mod sine gæster og føre sin brud ud i dansen. Og allerede her ved Effy, at noget er helt galt. Et par minutter kan de begge lade som ingenting og give sig i kast med de muntre trin, men snart kommer Sylfiden vimsende ind på scenen, usynlig for alle andre end James, der forvirret og fuld af længsel løber efter hende – og glemmer sin brud. Så er Sylfiden væk, og han må tilbage, oprevet og fortvivlet over sig selv og sin opførsel, så dukker hun op igen, og han glemmer alt omkring sig. Da dansen til sidst er til ende, er han sammenbruddet nær, og da Effy et øjeblik må forlade ham for at få brudeudstyret på, holder parret hinanden så krampagtigt i hænderne, som om de begge ved, at om lidt er det slut, om lidt forsvinder han, og de ser aldrig hinanden igen.

Hvad er det lige præcis Gregory Dean gør, siden hans James er så god? Han skaber en karakter, der er både troværdig og medrivende. Som James lyser hans ansigt af en sårbar uskyld, der er en lidt drenget umiddelbarhed over ham, der kommer til udtryk i alt hvad han gør. Hans glæde, da han endelig giver efter og følger Sylfiden, er så smittende, hans usikkerhed og angst så menneskelig, at det er umuligt ikke at føle sympati med ham. Måske er hans udtryk lidt vel teatralske. Ved premieren virkede det, som om hele holdet havde skruet helt op for følelserne. Selv Amy Watsons Sylfide gav den en ekstra tand, da hun til sidst skulle dø, hun famlede sig frem til den elskede med ansigtet helt fortrukket af teatralsk gråd. James var på den anden side så bundulykkelig, at han bagefter ingen kræfter havde tilbage til at kæmpe mod Madge. Var det for meget? Måske, men balletfortælling er en svær kunst. Uden ord skal danserne gestalte intense følelser, så det kan mærkes helt oppe under loftet. Overdrivelse er ganske enkelt nødvendigt for at alle kan følge med. Personligt vil jeg også hellere have spillere på scenen, som giver den en ekstra tand, end vege og indelukkede dansere, der er bange for at give den hele armen. Det er jo et drama, og den danser, der ikke kan få publikum til at blive berørt, når Sylfiden og James dør til slut, har ikke noget at gøre i forestillingen. Hvorfor se en oldgammel ballet fra 1800-tallet, hvis man ikke interesserer sig for andet end yndig dans? Hvad skal vi med James og Sylfiden, Effy, Gurn og Madge, hvis de ikke har noget at sige os? Hvad kan Bournonville bruges til i dag, hvis hans balletter ikke kan få os til at le og græde? 

Personligt kan jeg se hans balletter igen og igen og stadig sidde på kanten af stolen, anspændt, oprørt, leende det ene øjeblik, fortvivlet det næste, selvom historien er den samme. Jeg sidder glubsk som en ulv og følger hver fod, hvert blik, hvert løftet øjenbryn. For er der én ting, jeg aldrig bliver træt af, er det at se en balletfortælling udfolde sig så overlegent, som det sker i Sylfiden.

Sylfiden spiller sammen med Tema og variationer på Gamle Scene frem til 27. februar 2016. Læs mere her. 

PS. Sidste år brokkede jeg mig over, at man spillede Etudes sammen med Sylfiden. Derfor er det på sin plads for en kort bemærkning at fremhæve Balanchines Tema og variationer, der i lighed med Etudes er ren skøndans, men kortere, enklere i sit udtryk og mere fokuseret. Det fungerer faktisk ret fint. Efter Sylfidens sindsoprivende slutning er det rart at kunne læne sig tilbage og blot nyde en formfuldendt, klassisk balletopvisning uden dybere mening eller forstyrrelser. Og Tema og variationer er netop slet og ret flot, elegant og simpel. Glimrende danset, men hurtigt overstået, en luftig godbid med en mild og sødmefuld smag. Velbekomme!   

 

Flugten fra hverdagen

Fotos: Costin Radu

Jeg burde have lært det nu. Det er dumt at få for høje forventninger til en forestilling, man ender altid med at blive skuffet. Netop derfor forsøgte jeg at slå koldt vand i blodet, da Nikolaj Hübbe i foråret annoncerede planerne om en ny udgave af Sylfiden. Vel at mærke en meget radikal udgave af ballet, der er Bournonvilles mest kendte og elskede og et national balletklenodie. Jeg indrømmer, at jeg nok savlede en smule af sulten begejstring, især da han bekendtgjorde, at det ville blive med helt ny scenografi og uden skotskternede kilte. Jeg er, som tidligere indrømmet, temmelig vild med Bournonvilles balletter, men jeg har altid haft et anstrengt forhold til de uskønne skotske kostumer i Sylfiden. 

Drøm eller virkelighed

I sig selv er Sylfiden er en eviggyldig fortælling iklædt romantiske balletgevandter. Centralt står altid det store, eksistentielle spørgsmål: Skal man tilpasse sig den trivielle hverdag eller flygte ind i drømmen? I kunsten, kærligheden, vanviddet eller noget helt fjerde? Sylfiden er det eventyrlige væsen, der svarer denne ubevidste kalden, som nogle af os har livet igennem. Hun er et gådefuldt væsen, summen af vores længsler, men i nogle versioner også såre virkelig, en fe der forelsker sig i et menneske trods afstanden mellem deres verdener. I denne version af balletten er hun snarere et symbol, et fantasivæsen der præsenterer en vej ud af et udsigtsløst liv. Som legmeliggjort drøm fungerer Susanne Grinder fint, hun er alt hvad en sylfide skal være, let, luftig, yndig, men uden den store personlighed. Hun er ikke virkelig, det er derfor James ikke kan fange eller favne hende. Det er derfor han ved at dræbe hende tilintetgør sig selv. Da han ser bryllupsprocessionen og sin brud i armene på en anden, går de lige forbi ham, i denne version på helt tæt hold, fordi han ikke længere er i deres verden. Han eksisterer ikke længere i gængs forstand, og mangler kun dødsstødet fra Madge, mens hans Sylfide bæres bort og drømmen lukker sig for evigt.

Der er ting, der skurrer en smule i denne nye udgave, valg, der er lidt ulogiske i forhold til den traditionelle version af balletten. Det burde for eksempel være klart, at Gurn ikke kan se Sylfiden, mens hun danser rundt med Effys sjal, men det er lidt uklart, hvad han rent faktisk ser. Hvad fortæller han Effy og de andre om James, hvad er det han leder efter, tror der gemmer sig under sjalet, der dækker stolen, hvor Sylfiden stod? Han kan jo ikke se hende, for hun er James’ drøm, ikke Gurns. Gurn drømmer kun om Effy og er solidt fæstnet i sit miljø, symboliseret ved, at han konstant har kasket på, konstant er korrekt klædt. James derimod tager kun nødtvungent hatten på, han er den frie sjæl, der ikke kan holde sit liv ud. Og man forstår ham godt, for i den nye scenografi er det lille landsbysamfund ulideligt indelukket, farveløst, tilknappet. Da han først er kommet over i Sylfidens rige, har han smidt jakke og hat og danser befriet og lykkelig rundt i skjorteærmer.

At folkene fra landsbyen kan vandre rundt inde i Sylfidens hvide rige, giver ingen mening. Jeg går ud fra, at de befinder sig i en slags overgangsrum, at de stadig er i deres egen verden, men i deres søgen efter James har nærmet sig et sted, hvor grænserne mellem de to verdener er flydende. Det er bare ikke tydeligt i den kompromisløse scenografi, der kun opererer med enten eller, gråt eller hvidt, ikke overgange og mellemtoner. Men det er småfejl i forhold til det store billede. I sin helhed klæder det grå og sort/hvide look balletten, det strømlinede udtryk er langt mere behageligt for øjet end de hæslige grønne og røde kostumer fra tidligere versioner, og den nye scenografi og kostumer støtter op om historien, så den på typisk Hübbe-vis bliver skarpere, får mere bid.  

Balletmesterens heks

Mændene er stærkest castet, i hvert fald på førsteholdet, hvor Nikolaj Hübbe stjæler billedet som Madge. En slikket, hærget dandy med en magnetisk tiltrækningskraft, på én gang dæmonisk og dybt fascinerende. De halvt sultne, halvt hadske blikke, han sender James, mens han spår de unge piger, er skræmmende. Her har vi en karakter, der er rendyrket ond, men hans ondskab synes at bunde i en forståelse af James' karakter, som James ikke selv besidder. Madge er mere end nogensinde en sammensat karakter, og det er svært at give en entydig tolkning af hans motiver. Hvad er hans forhold til James? Hvorfor reagerer James så voldsomt, da Madge dukker op i hans hus?

I skyggens af Hübbes Madge er det ikke helt let for Ulrik Birkkjær at skabe en James, der kan stå på egne ben. Birkkjær er sød, men en smule veg, og selvom det giver mening i forhold til hans karakter, virker han ikke helt så utilpasset som han burde, ikke helt ude af trit med omgivelserne. Som danser er han til gengæld i topform, især hans soloer var så frydefuldt formfuldendte, så ubesværet smukke at det næsten ikke kunne blive bedre. Det er forståeligt, at Effy ikke har lyst til at slippe ham, selv efter hans svigt. 

Alexander Stæger leverer et nuanceret portræt af Gurn, fuld af elskovssyg længsel efter Effy og tvært surmulende hver gang han bliver skubbet til side til fordel for James, der tydeligvis ikke nærer samme stærke følelser for pigen. Alligevel er han dog anstændig nok til at tøve, da Madge manipulerer ham til at vinde Effy ved en løgn. Hans ansigtsudtryk i frierscenen, mens Madge kostede rundt med ham, var utrolig morsomt at overvære, og hele scenen var kostelig og dybt nødvendig – det er sidste gang man får noget at le af i handlingen, fra da af er det ren tragedie.

Effy var desværre knap så godt ramt. Jeg forstod så udmærket, at James stikker af fra sin brud, for i Kizzy Matiakis’ skikkelse er Effy en ordinær pige med samme grad af personlighed som kulissens grå vægge. Selvfølgelig skal Effy ikke være for indtagende, hun bør ikke overstråle Sylfiden, hvis historien skal give mening, men hvorfor skal hun være så intetsigende? Da James flygtede, var Matiakis’ fortvivlelse så utroværdig, at jeg mistede al sympati for hende. Kun én gang, da hun skal sige ja til Gurn, syntes der at være en grad af ægte følelse i hendes spil. Med et forstenet ansigtsudtryk giver hun hånden til Gurn, og hendes tøven og modstræbende accept i scenen virkede realistisk. Hun har lige mistet den mand hun elskede, og må nu tage til takke med den første den bedste der tilbyder sig. Uden tvivl et fornuftigt valg, og i længden bliver hun sikkert mere lykkelig med Gurn, end hun kunne være blevet med James, men valget forekommer alligevel koldt og trist i al sin snusfornuft.

Er James bøsse?

Det homoseksuelle element, der ifølge rygterne var blevet tilføjet i historien, fremstod ikke nær så entydigt, som man kunne have troet. Hvilket på én gang var en lettelse og en smule skuffende, hvis man som jeg havde forventet en kontroversiel iscenesættelse. Guldhornene er måske smeltet om, men formen er ikke radikalt anderledes i forhold til før. Denne version kan bedst karakteriseres ved, at den stiller flere spørgsmål, end den giver svar. Der er ingen entydig løsning på gåden om James, Sylfiden og Madge, deres indbyrdes relationer og karakter er åben for fortolkning. Er James homoseksuel? Er Madge? Det efterlader et indtryk af noget vagt og uforløst. Til gengæld har balletten stadig et stærkt greb om hjerterødderne, og i denne udgave forsøger Hübbe at slippe den naive naturromantik for at stille skarpt på den menneskelige psyke. Hans version er ikke fejlfri, men den sætter tankerne i gang. Det er en ballet, jeg mener man bør se - og derefter gense for at fange alle nuancerne.

Hvis jeg skulle komme med et ønske (ud over selvfølgelig at opleve en troværdig Effy), skulle det være en Sylfide med større karisma, en James med lidt mere kant. Casting betyder alt, og det ville løfte iscenesættelsen op på det niveau, hvor den hører hjemme. I førsteholdets gestaltning er den god, men ikke fantastisk. Den er seværdig, gribende, underholdende og interessant, men selvom jeg er glad, er jeg ikke helt så begejstret som jeg gerne ville være. Det er trods alt Bournonville vi har med at gøre.

Sylfiden er en ballet gennemsyret af længslen efter det ukendte, efter noget større og skønnere, der rækker ud over vores små, grå liv. Sylfiden er alt det, vi i hemmelighed drømmer om, men de fleste af os opretholder forbindelsen til virkeligheden og lader os nøje. Kun få går planken ud, det er dem, der som James ikke kan ignorere drømmen. Og har man først set Sylfiden flyve ind i stuen i en sky og hvidt lys, hvordan kan man så modstå hendes kalden?

Sylfiden spilles som en del af et dobbeltprogram, hvor Etudes også indgår, frem til 27.februar. Læs mere om forestillingerne her. 

Der er tre hold på Sylfiden, og på andetholdet er det Alban Lendorf, der danser James over for Alexandra Lo Sardos Sylfide. Ikke mit yndlingspar, men forhåbentlig vil de overraske positivt. Alban-fans kan passende hoppe på denne version, men selv er jeg mest spændt på tredjeholdet, hvor Gregory Dean debuterer som James over for Amy Watson som Sylfiden. Et cast som jeg har høje forventninger til, dels fordi Dean i sidste sæson var fantastisk i alt, hvad han dansede, dels fordi Watson har mere udstråling end Grinder og Lo Sardo. Man har jo lov at håbe.

Fortællingens kraft #2 - dødelig lidenskab og blikkets betydning

Fotos: Costin Radu

I mit forrige indlæg nævnte jeg, hvor vigtigt det er, at en iscenesættelse er tro mod sit udgangspunkt, sin fortælling. Det kan man selvfølgelig være på mange måder, og inden for teaterverdenen er der især brug for nytænkning, når man sætter værker op, der igennem årene er blevet spillet til bevidstløshed.

Tro mod rollen

Men det handler altid om at rive publikum med, få dem til at tro på den illusion, der udspiller sig på scenen. Og hvis scenefortællingen skal leve, kræver det at performerne mestrer deres roller. Tidligere på ugen fremhævede jeg Beauty and the Beast som en forestilling, hvor det lykkes. Det var fantastisk at overvære, især fordi der inden for teaterbranchen kan være en vis overbærenhed med stjerner, der kører deres eget show på scenen frem for at engagere sig i samspillet med andre, samt af og til en smule ligegyldighed med, om kemien mellem spillerne passer, så længe der er tilstrækkeligt store navne øverst på plakaten.

Balletten Kameliadamen er et glimrende eksempel på en forestilling, hvor det er altafgørende, at performerne er tro mod deres rolle. Jeg spekulerer en gang imellem på, om det for dansere er en sværere balancegang at holde sin plads i geleddet end det er i skuespil, musical eller opera, fordi en forestillingen altid kører med to, nogle gange tre hold, og en hovedrolle lige så vel kan blive besat af en ung korpsdanser som af en erfaren solodanser. Det må være det nemmeste i verden at blive utilfreds med den rolle man får tildelt, og oprørsk overspille eller udvide sin optræden i forsøg på at vinde ekstra opmærksomhed og dermed chancen for en bedre rolle i næste ombæring. Eller i trods kun yde det absolut påkrævede og intet mere. Alles øjne er jo på dem, der danser hovedkaraktererne, så hvorfor overhovedet gøre sig umage?

En dårlig optræden kan selvfølgelig også skyldes fejlcasting, og for tilskueren kan det være svært at afgøre, om en middelmådig præstation skyldes det ene eller det andet.

Djævlen ligger i detaljen

Netop ballet er en kunstart, hvor det ofte er detaljen, der hiver oplevelsen op på et højere niveau. Fordi dansen som oftest er ordløs, kræver det et tæt samspil mellem bevægelser og mimik, for at fortællingen får liv. Nogle gange skal der ikke så forfærdeligt meget til, og for mit vedkommende er det altid de små ting, der sætter sig fast i min hukommelse, det er dem der gør et blivende indtryk, uanset hvad jeg syntes om forestillingen som helhed. 

I sidste sæsons Manon var det J’aime Crandalls præstation, der ramte stærkest. Den var sammensat af tusind små ting, men én ting husker jeg stadig: den scene, da hun giver afkald på sin elskede til gengæld for et luksusliv som holdt kvinde. Hun tøver kun et kort sekund, beslutningen er allerede taget, hun tvivler ikke på sit valg. Alligevel sætter hun sig et øjeblik på sengen, som hun har delt med den elskede, og krammer puden. Det varer kun et halvt minut, så er det overstået, og hun bevæger sig videre, men i den lille bevægelse forstår man, hvad valget koster hende, og man får en sympati for hende, der varer stykket ud. I La Bayadère var det Ulrik Birkkjær, der sender sin døende elskerinde et blik – et eneste blik, før han igen vender sig væk, men det er nok til at man tror på det, da han senere begår selvmord, opslugt af anger og fortvivlelse.

Kameliadamen, endnu et værk af John Neumeier, hvis Døden i Venedig gæstede København i sidste måned, er netop en ballet, der hviler så kraftig på sin historie og sine personer, at forestillingen skifter karakter, alt efter hvilken danser der optræder den pågældende aften. Den er et karakterstudie af en kvinde, der opgiver alt for kærligheden, og alle medvirkende skal spille op imod og understøtte hovedpartiet og den danser, der spiller Marguerite, den famøse luksusluder med et hjerte af guld og en forkærlighed for kamelia blomster.

Kærlighedsramt kurtisane

Førsteholdets Susanne Grinder var lige farveløs nok som den ombejlede kurtisane, og derfor var det ikke det bedste valg at sætte Amy Watson til at danse hendes veninde og medkurtisane, Prudence. Watson var i sig selv et perfekt valg til sin rolle. Hendes spil var koket og forførende, og samspillet med en spændstig, flot springende Jonathan Chmelensky slog gnister. Ved siden af hende blegnede den mere undselige Susanne Grinder, og det var lidt svært at tro på, at det var hende, og ikke Watson, der fik mændene til at halse efter sig med tungen ud af munden og logrende haler, blændende skøn og uimodståelig. 

Det, der alligevel reddede Grinders optræden, var hendes fortolkning af Marguerite Gautier. Fra starten dødsmærket var der så meget inderlighed i hendes fortolkning af karakteren, at man sagtens kunne tilgive, at hun ikke helt havde karisma nok til at være en troværdig maneater. Til gengæld var der så meget livstræthed og smerte i hendes øjne, at det var umuligt ikke at blive bevæget. Det gav mening, at Alban Lendorfs Armand, et romantisk og lidt naivt brushoved, skulle forelske sig hovedkulds i hende. Hans selverklærede mission var at redde Marguerite fra det golde, overfladiske societyliv, der langsomt var ved at slå hende ihjel. Og hvilken kvinde ville kunne modstå denne Armand, der med alvorlig hvalpecharme og naiv stædighed insisterede på sin egen, udødelige kærlighed?

Jeg troede kort sagt på denne Marguerite og hendes Armand. Alban Lendorf, der trods sin tekniske virtuositet ellers ikke har imponeret som førsteelsker – i sidste sæsons Manon, Napoli og La Bayadère manglede han en fuldstændig basal kemi med sine partnere såvel som reel troværdighed i sit spil - er som født til partiet. Han formår at udstråle den nødvendige blanding af ungdommelig tilbedelse og sårbarhed, der i 3.akt får ham til at handle med kalkuleret grusomhed. Det er troværdigt, fordi man forstår ham hele vejen. På samme måde forstår man Susanne Grinder, hvis blik er som et såret dyrs. Hun er alt andet end kalkuleret, for kærligheden har ramt hende, som man bliver ramt af en forbandelse. Hvordan navigerer man sit liv, når man er opslugt af den store, altfortærende kærlighed? Alt, hvad hun gør derfra, er præget af denne lidenskab, der fortærer hende lige så sikkert som den dødelige sygdom, hun lider af.

Den modne kameliadame

Som tilskuer er det svært ikke at blive for påvirket af førsteholdet på en balletforestilling. De præger ens forståelse af karaktererne på godt og ondt, og hvis castingen er vellykket, kan det være svært at give andet- og tredjeholdet en chance. Gudrun Bojesen og Ulrik Birkkjær, der også deler hovedpartierne som de ulykkelige elskende, passer dog utrolig godt til rollerne. Birkkjær fangede glimrende essensen af den unge tilbeder, der kaster sin kærlighed på den smukke kameliadame, selvom han var lidt for pæn en dreng til at fange Lendorfs sortsindende fortvivlelse. Lendorf er generelt bedre til at skabe karakterer, der er lidt flossede i kanterne – den ædle, renhjertede helt passer ikke helt til ham, som jeg også bemærkede i min omtale af Manon i sidste sæson. Birkkjær er derimod så sympatisk, at det ikke var helt så troværdigt, da han i sidste akt skulle opføre sig som en ussel stodder.

Til gengæld var Gudrun Bojesen helt uovertruffen, bedre på sin vis end Grinder. Hendes udstråling var mere selvsikker, personligheden større, og derfor var det fuldt forståeligt, når mændene flokkedes om hende som bier om en honningkrukke. Hver af hendes bevægelser var fyldt med kraft og sikkerhed, og hun dansede, så man forstod hendes ensomhed og opblussende lidenskab for den unge Armand, parret med angsten for at give sig hen til kærligheden.

Da Birkkjærs Armand første gang lå for hendes fødder, skiftede Bojesens Marguerite elegant fra morskab over hans klodsede erklæring, til langsomt selv at blive grebet af den fatale forelskelse. Hun kom ikke helt så langt ud i sin fortvivlelse som Susanne Grinders Marguerite, men til gengæld virkede hun mere moden og velovervejet. Frem for at være kærlighedens offer kendte hun fra starten konsekvensen af sine handlinger, hun vidste, at det ville ende galt, men tillod alligevel sig selv at blive revet med af sine følelser, at opleve forelskelsen for første gang i sit korte liv.

Svage biroller

Desværre var birollerne omkring Bojesen ikke helt så sikkert besat. Uden tvivl veldansende, men det var, som om de ikke følte sig helt så godt tilpas i deres roller. Kizzy Matiakis var en smule fad og overspillet som Prudence, og det var svært at tro på hende som en højt betalt callgirl. At sætte hende sammen med den lidt vege Marcin Kupinski var en dårlig idé. Begge er de bedre til det tekniske end til at spille en rolle, og det havde klædt dem, hvis de hver især havde haft partnere med mere personlighed.

Sebastian Kloborg som den kejtede Grev N gjorde det udmærket, men heller ikke mere end det. Han var for vag i de scener, hvor det virkelig gjaldt – i Marguerites lejlighed i første akt blev han aldrig helt pågående nok, og resten af tiden klovnede han bare lidt rundt på scenen og tumlede rundt i forgæves jagt på sin tilbedte kameliadame. Hans greve føltes aldrig som et menneske af kød og blod, men blot som en karakter i et stykke. Han opfyldte sin funktion i plottet, hverken mere eller mindre.

Her var der mere at hente i Alexander Stægers version af rollen. Man kan argumentere for, at hans greve næsten blev for meget en medspiller, i forhold til karakterens beskedne rolle i historien. I hans gestaltning blev greven dog ikke blot til en rigtig person, men også det uheldige modstykke til Armand. Grev N virkede mindst lige så oprigtig forelsket i Marguerite, men samtidig var han så ulideligt kikset, at ingen kvinde med respekt for sig selv ville overveje ham som bejler. Man fik ondt af ham, da Armand trådte ind på scenen og med lethed vandt den tilbedte, og senere i Marguerites lejlighed, da han med stigende desperation forsøgte at fange hendes opmærksomhed på den mest uheldige facon, indtil hun standsede ham med en knaldende lussing. Det var morsomt og lige på kornet.  

Fornemt balletportræt

Personligt er det ikke kostumerne, musikken eller dansen i sig selv, der tiltrækker mig mest ved Kameliadamen. I sin helhed er det en flot forestilling, romantisk afdæmpet, knugende i sin triste slutning, næsten blottet for store armbevægelser. Da jeg selv er fan af de store armbevægelser, især i ballet, kan jeg ikke prise Kameliadamen i helt så høj en grad som andre har gjort. Den er særdeles godt skruet sammen, men personligt foretrækker jeg Manon fra sidste sæson, der var mere voldsom i sine følelser, mere kynisk, mere rå. 

Kameliadamen er dog værd at opleve, for udover at være en meget smuk og inderlig forestilling er den et ypperligt eksempel på ballet som fortælleform. Mere end de fleste andre balletter lever den i kraft af sine karakterer, og på det punkt må jeg hyle i takt med de andre anmelderulve, der enstemmigt roser Den Kongelige Ballet. I deres gestaltning får vi et trofast ensembleportræt af kameliadamens storhed og fald, serveret med dansemæssigt overskud og en række uforglemmelige karakterer. Hatten af for det.

Kameliadamen spiller på Det Kongelige Teater frem til 31.10. De større partier alternerer mellem tre forskellige hold, hvoraf jeg i dette indlæg har nævnt de to. Du kan se hvem der danser på de forskellige datoer samt læse mere om forestillingen her.