 |
| Fotos: Costin Radu |
Tro mod rollen
Men det handler altid om at rive publikum med, få dem til at
tro på den illusion, der udspiller sig på scenen. Og hvis scenefortællingen
skal leve, kræver det at performerne mestrer deres roller. Tidligere på ugen
fremhævede jeg Beauty and the Beast som en forestilling, hvor det lykkes. Det
var fantastisk at overvære, især fordi der inden for teaterbranchen kan være en
vis overbærenhed med stjerner, der kører deres eget show på scenen frem for at
engagere sig i samspillet med andre, samt af og til en smule ligegyldighed med,
om kemien mellem spillerne passer, så længe der er tilstrækkeligt store navne
øverst på plakaten.
Balletten Kameliadamen er et glimrende eksempel på en
forestilling, hvor det er altafgørende, at performerne er tro mod deres rolle. Jeg
spekulerer en gang imellem på, om det for dansere er en sværere balancegang at
holde sin plads i geleddet end det er i skuespil, musical eller opera, fordi en
forestillingen altid kører med to, nogle gange tre hold, og en hovedrolle lige
så vel kan blive besat af en ung korpsdanser som af en erfaren solodanser. Det
må være det nemmeste i verden at blive utilfreds med den rolle man får tildelt,
og oprørsk overspille eller udvide sin optræden i forsøg på at vinde ekstra
opmærksomhed og dermed chancen for en bedre rolle i næste ombæring. Eller i
trods kun yde det absolut påkrævede og intet mere. Alles øjne er jo på dem, der
danser hovedkaraktererne, så hvorfor overhovedet gøre sig umage?
En dårlig optræden kan selvfølgelig også skyldes
fejlcasting, og for tilskueren kan det være svært at afgøre, om en middelmådig
præstation skyldes det ene eller det andet.
Djævlen ligger i detaljen
Netop ballet er en kunstart, hvor det ofte er detaljen, der
hiver oplevelsen op på et højere niveau. Fordi dansen som oftest er ordløs,
kræver det et tæt samspil mellem bevægelser og mimik, for at fortællingen får
liv. Nogle gange skal der ikke så forfærdeligt meget til, og for mit
vedkommende er det altid de små ting, der sætter sig fast i min hukommelse, det
er dem der gør et blivende indtryk, uanset hvad jeg syntes om forestillingen
som helhed.
I sidste sæsons Manon var det J’aime Crandalls præstation, der
ramte stærkest. Den var sammensat af tusind små ting, men én ting husker jeg
stadig: den scene, da hun giver afkald på sin elskede til gengæld for et
luksusliv som holdt kvinde. Hun tøver kun et kort sekund, beslutningen er
allerede taget, hun tvivler ikke på sit valg. Alligevel sætter hun sig et
øjeblik på sengen, som hun har delt med den elskede, og krammer puden. Det
varer kun et halvt minut, så er det overstået, og hun bevæger sig videre, men i
den lille bevægelse forstår man, hvad valget koster hende, og man får en
sympati for hende, der varer stykket ud. I La Bayadère var det Ulrik Birkkjær,
der sender sin døende elskerinde et blik – et eneste blik, før han igen vender
sig væk, men det er nok til at man tror på det, da han senere begår selvmord,
opslugt af anger og fortvivlelse.
Kameliadamen, endnu et værk af John Neumeier, hvis Døden i Venedig gæstede København i sidste måned, er
netop en ballet, der hviler så kraftig på sin historie og sine personer, at
forestillingen skifter karakter, alt efter hvilken danser der optræder den
pågældende aften. Den er et karakterstudie af en kvinde, der opgiver alt for
kærligheden, og alle medvirkende skal spille op imod og understøtte
hovedpartiet og den danser, der spiller Marguerite, den famøse luksusluder med
et hjerte af guld og en forkærlighed for kamelia blomster.
Kærlighedsramt kurtisane
Førsteholdets Susanne Grinder var lige farveløs nok som den
ombejlede kurtisane, og derfor var det ikke det bedste valg at sætte Amy Watson
til at danse hendes veninde og medkurtisane, Prudence. Watson var i sig selv et
perfekt valg til sin rolle. Hendes spil var koket og forførende,
og samspillet med en spændstig, flot springende Jonathan Chmelensky slog
gnister. Ved siden af hende blegnede den mere undselige Susanne Grinder, og det
var lidt svært at tro på, at det var hende, og ikke Watson, der fik mændene til
at halse efter sig med tungen ud af munden og logrende haler, blændende skøn og
uimodståelig.
Det, der alligevel reddede Grinders optræden, var hendes
fortolkning af Marguerite Gautier. Fra starten dødsmærket var der så meget
inderlighed i hendes fortolkning af karakteren, at man sagtens kunne tilgive,
at hun ikke helt havde karisma nok til at være en troværdig maneater. Til
gengæld var der så meget livstræthed og smerte i hendes øjne, at det var
umuligt ikke at blive bevæget. Det gav mening, at Alban Lendorfs Armand, et
romantisk og lidt naivt brushoved, skulle forelske sig hovedkulds i hende. Hans
selverklærede mission var at redde Marguerite fra det golde, overfladiske societyliv,
der langsomt var ved at slå hende ihjel. Og
hvilken kvinde ville kunne modstå denne Armand, der med alvorlig hvalpecharme
og naiv stædighed insisterede på sin egen, udødelige kærlighed?
Jeg troede kort sagt på denne Marguerite og hendes Armand.
Alban Lendorf, der trods sin tekniske virtuositet ellers ikke har imponeret som
førsteelsker – i sidste sæsons Manon, Napoli og La Bayadère manglede han en
fuldstændig basal kemi med sine partnere såvel som reel troværdighed i sit spil
- er som født til partiet. Han formår at udstråle den nødvendige blanding af
ungdommelig tilbedelse og sårbarhed, der i 3.akt får ham til at handle med
kalkuleret grusomhed. Det er troværdigt, fordi man forstår ham hele vejen. På
samme måde forstår man Susanne Grinder, hvis blik er som et såret dyrs. Hun er alt
andet end kalkuleret, for kærligheden har ramt hende, som man bliver ramt af en
forbandelse. Hvordan navigerer man sit liv, når man er opslugt af den store,
altfortærende kærlighed? Alt, hvad hun gør derfra, er præget af denne
lidenskab, der fortærer hende lige så sikkert som den dødelige sygdom, hun
lider af.
Den modne kameliadame
Som tilskuer er det svært ikke at blive for påvirket af
førsteholdet på en balletforestilling. De præger ens forståelse af karaktererne
på godt og ondt, og hvis castingen er vellykket, kan det være svært at give
andet- og tredjeholdet en chance. Gudrun Bojesen og Ulrik Birkkjær, der også
deler hovedpartierne som de ulykkelige elskende, passer dog utrolig godt til
rollerne. Birkkjær fangede glimrende essensen af den unge tilbeder, der kaster
sin kærlighed på den smukke kameliadame, selvom han var lidt for pæn en dreng
til at fange Lendorfs sortsindende fortvivlelse. Lendorf er generelt bedre til
at skabe karakterer, der er lidt flossede i kanterne – den ædle, renhjertede
helt passer ikke helt til ham, som jeg også bemærkede i min omtale af Manon i sidste sæson. Birkkjær er derimod så sympatisk, at det ikke var helt så
troværdigt, da han i sidste akt skulle opføre sig som en ussel stodder.
Til gengæld var Gudrun Bojesen helt uovertruffen, bedre på
sin vis end Grinder. Hendes udstråling var mere selvsikker, personligheden
større, og derfor var det fuldt forståeligt, når mændene flokkedes om hende som
bier om en honningkrukke. Hver af hendes bevægelser var fyldt med kraft og sikkerhed,
og hun dansede, så man forstod hendes ensomhed og opblussende lidenskab for den
unge Armand, parret med angsten for at give sig hen til kærligheden.
Da Birkkjærs Armand første gang lå for hendes fødder,
skiftede Bojesens Marguerite elegant fra morskab over hans klodsede erklæring,
til langsomt selv at blive grebet af den fatale forelskelse. Hun kom ikke helt
så langt ud i sin fortvivlelse som Susanne Grinders Marguerite, men til gengæld
virkede hun mere moden og velovervejet. Frem for at være kærlighedens offer
kendte hun fra starten konsekvensen af sine handlinger, hun vidste, at det
ville ende galt, men tillod alligevel sig selv at blive revet med af sine
følelser, at opleve forelskelsen for første gang i sit korte liv.
Svage biroller
Desværre var birollerne omkring Bojesen ikke helt så sikkert
besat. Uden tvivl veldansende, men det var, som om de ikke følte sig helt så
godt tilpas i deres roller. Kizzy Matiakis var en smule fad og overspillet som
Prudence, og det var svært at tro på hende som en højt betalt callgirl. At
sætte hende sammen med den lidt vege Marcin Kupinski var en dårlig idé. Begge
er de bedre til det tekniske end til at spille en rolle, og det havde klædt dem,
hvis de hver især havde haft partnere med mere personlighed.
Sebastian Kloborg som den kejtede Grev N gjorde det
udmærket, men heller ikke mere end det. Han var for vag i de scener, hvor det
virkelig gjaldt – i Marguerites lejlighed i første akt blev han aldrig helt
pågående nok, og resten af tiden klovnede han bare lidt rundt på scenen og
tumlede rundt i forgæves jagt på sin tilbedte kameliadame. Hans greve føltes
aldrig som et menneske af kød og blod, men blot som en karakter i et stykke. Han
opfyldte sin funktion i plottet, hverken mere eller mindre.
Her var der mere at hente i Alexander Stægers version af
rollen. Man kan argumentere for, at hans greve næsten blev for meget en
medspiller, i forhold til karakterens beskedne rolle i historien. I hans
gestaltning blev greven dog ikke blot til en rigtig person, men også det
uheldige modstykke til Armand. Grev N virkede mindst lige så oprigtig forelsket
i Marguerite, men samtidig var han så ulideligt kikset, at ingen kvinde med
respekt for sig selv ville overveje ham som bejler. Man fik ondt af ham, da
Armand trådte ind på scenen og med lethed vandt den tilbedte, og senere i
Marguerites lejlighed, da han med stigende desperation forsøgte at fange hendes
opmærksomhed på den mest uheldige facon, indtil hun standsede ham med en
knaldende lussing. Det var morsomt og lige på kornet.
Fornemt balletportræt
Personligt er det ikke kostumerne, musikken eller dansen i
sig selv, der tiltrækker mig mest ved Kameliadamen. I sin helhed er det en flot
forestilling, romantisk afdæmpet, knugende i sin triste slutning, næsten
blottet for store armbevægelser. Da jeg selv er fan af de store armbevægelser,
især i ballet, kan jeg ikke prise Kameliadamen i helt så høj en grad som andre
har gjort. Den er særdeles godt skruet sammen, men personligt foretrækker jeg
Manon fra sidste sæson, der var mere voldsom i sine følelser, mere kynisk, mere
rå.
Kameliadamen er dog værd at opleve, for udover at
være en meget smuk og inderlig forestilling er den et ypperligt eksempel på ballet
som fortælleform. Mere end de fleste andre balletter lever den i kraft af sine
karakterer, og på det punkt må jeg hyle i takt med de andre anmelderulve, der
enstemmigt roser Den Kongelige Ballet. I deres gestaltning får vi et trofast ensembleportræt
af kameliadamens storhed og fald, serveret med dansemæssigt overskud og en
række uforglemmelige karakterer. Hatten af for det.
Kameliadamen spiller på Det Kongelige Teater frem til 31.10.
De større partier alternerer mellem tre forskellige hold, hvoraf jeg i dette
indlæg har nævnt de to. Du kan se hvem der danser på de forskellige datoer samt læse mere om forestillingen her.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar