Nye tider på bloggen

Det er på sin plads at komme med en indrømmelse: K for kultur vil de næste mange måneder køre på lavt blus med ganske få indlæg, og desværre kan jeg ikke love (selvom jeg vil bestræbe mig på det), at jeg kan skrive et indlæg en gang om måneden. Det skyldes akut mangel på tid, hvilket igen skyldes, at jeg har fået travlt med nye udfordringer.

I januar blev jeg headhuntet til en stilling som teaterredaktør på kultursitet VINK, hvor jeg fra nu af vil slå mine folder som både skribent og redaktør. Målet er at fortsætte mit arbejde på K for kultur, blot i større format. Det skal ikke være en hemmelighed, at denne blog er frygtelig afhængig af, at jeg har tid nok til både at opleve og skrive om tilstrækkeligt mange kulturbegivenheder til at det bliver interessant for jer læsere. Desværre har jeg aldrig haft tid nok til at skrive om alt det, jeg gerne ville. Det har længe været min overbevisning, at de mere skæve, alternative og ukendte lag af dansk kulturliv slet ikke får den opmærksomhed, de fortjener. Det første skridt til at ændre dette har for mit vedkommende været at fremdrage de ting, som jeg selv syntes var spændende i kulturlivet, hvilket har resulteret i en blanding af anmeldelser, essays, forbrugerguides samt et enkelt interview.

Jeg har dækket det, jeg kunne overskue, og samtidig levne plads til at have et liv med arbejde, familie, venner og andre kreative projekter. Men det har aldrig været mere end en dråbe i havet. I januar fik jeg så et tilbud, jeg ikke kunne sige nej til, nemlig at blive en del af en stor, broget redaktion af kulturentusiaster, der arbejder hårdt for præcis det samme, som jeg hele tiden har forsøgt - nemlig at formidle de mere brogede, alternative sider af Københavns kulturliv til en større offentlighed. Jeg har fået muligheden for at bygge VINKs teatersektion op, så den kan blive et reelt alternativ til de mange mere eller mindre seriøse kulturblogs (heriblandt min egen) samt de etablerede mediers dækning af scenekunst, der trods penge og dygtige kræfter har tendens til at fokusere mest på det 'sikre', dvs. det etablerede mainstreamteater.

Mit mål med arbejdet for VINK bliver at sætte fokus på netop det knap så kendte og kommercielle, at fortsætte med at skyde med skarpt efter etablerede kulturinstitutioner og -personligheder, samt fremdrage de initiativer og mennesker, der måske ikke får så meget opmærksomhed som de fortjener i forhold til kvaliteten af deres arbejde. Er dette en naiv målsætning? Overdrevet idealistisk? Måske, men jeg mener, at målet aldrig bør være at blive den mest populære stemme, medmindre man går direkte efter penge og indflydelse.

Mit arbejde på VINK vil desværre tage tid fra bloggen her, eftersom mit arbejde dér i høj grad vil overlappe mit arbejde på K for kultur. Sådan må det være, men det betyder ikke, at jeg helt vil droppe denne blog, som er og bliver min baby. Så længe jeg kan se pointen i at beholde denne stemme og det frirum, som denne blog giver mig, vil jeg fortsætte. Det næste stykke tid skal jeg bruge på at finde ud af, hvor mange ressourcer jeg skal bruge på mit arbejde som teaterredaktør, og hvad kernestoffet på K for kultur egentlig bør være. Anmeldelser og større artikler fra min hånd vil I fremover kunne finde her, hvor jeg har ansvaret for den redaktionelle linje og derfor bestemmer, hvad der skal skrives om af scenekunst. De af jer, der har været glade for mine mange indlæg om teater og dans, kan med fordel følge med på VINK. Jeg har allerede lavet to anmeldelser for sitet, én fra Dansehallerne og én fra Betty Nansen. Næste artikel, en anmeldelse af Sneskud teaterfestival, er lige på trapperne, og vil sandsynligvis blive fulgt op med en kommentar til Den Kongelige Ballets helt store forestilling i denne sæson, nemlig Svanesøen.

Derudover kan man stadig følge min anden, mere litterære blog, Fantasma, og som noget nyt kan jeg nu også findes på Instagram, hvor jeg som @agnethepoulsen vil poste billeder fra en kulturel hverdag, blandet med øjeblikspoesi og tekster fra Fantasma. Jeg forsvinder derfor ikke, men bliver blot synlig på anden vis.

Tilbage er kun at sige: det har været sjovt og lærerigt, og jeg håber, at I stadig vil hænge på, selvom der måske bliver lidt langt mellem snapsene herinde. Som plaster på såret håber jeg at kunne udgive et nyt indlæg meget snart, denne gang en guide til forårets teaterforestillinger, som altid aldeles subjektiv, selektiv og kræsen.

På gensyn!

Et (forhåbentligt) sidste ord om ytringsfrihed

Tegning: Roald Als

Foråret er på vej, og heldigvis for det, når vinteren har budt på gråvejr, gråvejr og diverse skyderier i ind og udland samt hvad dertil følger af mediesvælgen i alt, hvad der kan drejes over i retning af terrorisme, etniske minoriteter, religion osv. Jeg deltog selv i hylekoret for en kort stund i januar, og det står jeg ved, for jeg finder stadig, at massakren i Paris var et forsøg på at undertrykke ytringsfriheden, og diskussionen om frihed til at ytre sig er relevant for os alle sammen, nu mere end nogensinde.

I dag er det ikke længere en selvfølge blandt menigmand, at man må sige og gøre hvad man vil. Og ja, selvfølgelig bør man ikke sige og gøre hvad som helst, men det er alligevel værd at tage med i betragtningerne, at herhjemme kan både DF'ere og en vis digter med palæstinensisk baggrund komme med særdeles grove, stødende og decideret personkrænkende ytringer uden at blive sat i fængsel, tortureret eller dræbt. Så kan vi andre vælge at trække på skulderen af dem, kalde dem idioter eller svare igen med lige så tåbelige kommentarer, men der er nu stor forskel på, om man svarer med ord eller med kugler.

Politiker Özlem Cekic opsummerer det ret godt i en kronik i Politiken, som også kan læse på hendes egen blog. Dette er et af de mere fornuftige indslag i debatten, i modsætning til Herbert Pundiks pseudohistoriske tåbeligheder og Birthe Rønn Hornbechs utidige og temmelig naive forståelse af ytringsfriheden. For ikke at tale om Yahya Hassans forsøg på at opretholde sin position som klassens frække dreng ved at svine sociolog Henrik Dahl og forfatter/anmelder Kristian Ditlev Jensen til på Facebook - et mediestunt, der tilsyneladende skulle vende hele diskussionen om ytringsfrihed på hovedet.

Hassans pointe var sådan set klar nok, når han stillede spørgsmålstegn ved, om det virkelig skulle være værre at fremstille en person som nazist end som jihadist, og samtidig førte debatten om retten til at håne, spotte og latterliggøre ud i sin yderste konsekvens ved simpelthen at sende verbale spytklatter i retning af kendte mediefolk som Dahl, Ditlev Jensen og Mads Brügger. Desværre overså Hassan som de fleste andre (hvilket Cekic ikke gjorde), at der er en verden til forskel på at reagere med hån og reagere ved at tage maskingevær i hånden og gå ud og meje folk ned. Endnu mere desværre (for Yahya Hassan altså), var der vist ikke rigtigt nogen, der blev specielt sure over hans forsøg på at fornærme folk. Et par aviser prøvede at stille spørgsmålstegn ved, at Gyldendal ønsker at bruge ham som redaktør, og forsøgte at piske en stemning op ved at berette, hvordan debatten ligefrem "raser" på Facebook. Men som de fleste ved, 'raser' debatten i forvejen på Facebook om selv de mest ligegyldige småting, så dette er næppe en god indikator for, hvorvidt Hassan reelt havde testet grænserne for ytringsfriheden. I stedet har han om noget bekræftet, hvad ytringsfrihed egentlig gør ud på.

Selv Henrik Dahl, der havde det lidt svært med ytringsfriheden, da et par boganmeldere benyttede sig af den (og samtidig passede deres job) ved at nedrakke hans roman, tog Yahya Hassans eder og forbandelser ganske roligt. For som han selv sagde, "folk har ret til at sige åndssvage ting."

Til dette kan kun tilføjes et "Amen" og en opfordring til, at vi alle bliver ved med at sige med at sige åndssvage ting. For hvor ville verden blive et kedeligt sted, hvis vi alle sammen (også Yahya Hassan) kun måtte gå rundt og sige pæne, korrekte, ikke-stødende ting til hinanden? For eksempel ville vi aldrig få videoer som denne her igen: