"Man skal gøre det man elsker. Ellers skal man arresteres." Den Nye Lyd #4

"At skrive handler om at blive ved med at investere, uden at vide, om man nogensinde får noget igen."

Citatet stammer fra Adam Drewes' litterære debut, hvor forfatteren i en spydig, let bidende scene diskuterer skrivelivets genvordigheder med en uforstående far. Den praktiske holdning til skriveriet, som mange moderne forfattere prædiker, tanken om at man bare skal tvinge sig selv til at skrive hver dag, frem for at vente på inspirationen, sættes op mod Drewes egen frustration over ikke at have noget at sige, endsige lyst til at sige noget. Hvad hjælper det så at skrive i blinde?

Adam Drewes var en ud af tre digtere, der søndag aften læste op på CaféTeatret, da det for 4. gang inviterede til det litterære arrangement Den Nye Lyd. Tidligere har blandt andre Peter Adolphsen, Christina Hesselholdt og Asta Olivia Nordenhof læst op.

Denne gang mødte vi tre mandlige forfattere, der i deres tekster alle kredsede om ensomhed, livets små og store øjeblikke, om frustrationer, sansninger og vilde tankerækker.

Mødet med en litterær mytologi
Mikkel Thykier, der er ophavsmand til titlen på dette blogindlæg, er kendt i litterære kredse som den indelukkede og mystiske superdigter, der siden sin suveræne debut i 1997 i høj grad er gået uden om forlagsbranchen og i stedet ynder at lægge sine tekster anonymt ud på nettet - hvis han da ikke sender dem direkte til fans som anmelderen Lars Bukdahl. Denne aften havde Thykier dog vovet sig ud i offentligheden og læste højt af en af sine tekster. 96 linjer af en ensidig samtale med en stum partner, et du der blev refereret frem for selv at komme til orde.

Pinligt uvidende om den levende litterære mytologi, der stod foran mig i skikkelse af en almindeligt udseende mand midt i 30erne (når det gælder moderne dansk litteratur er jeg aldeles ignorant, på grænsen til det pinlige, hvilket bunder i min uovertrufne evne til at gå i stå, hver gang jeg forsøger at læse de hotteste nye fra Forfatterskolen), blev jeg hypnotiseret, suget ind i et univers af manende øjebliksbilleder.

Thykiers oplæsning var en monoton insisteren på tomheden mellem kroppe, mellem sansninger, mellem jeg'et og du'et. En afstand som end ikke blev forsøgt overkommet. Teksten fremmanede øjeblikkets sprækker, virkelighedens sprækker, om at finde sammen i tosomhed ved "at slå en mand til blods", eller jeg'ets iagttagelse af, hvordan snot og sæd blander sig med blod i toiletkummen. Det var mærkeligt og blidt insisterende, en mageløs smuk poesimonolog.

Næste tekstmager var Hans Otto Jørgensen, tidligere rektor for Forfatterskolen, en forfatter som jeg kender yderst godt af omtale, men aldrig har følt den vilde trang til at stifte nærmere bekendtskab med. Hans oplæsning (fra nyt, uudgivet manuskript) gav mig et hint om hvorfor. En meget lang prosatekst, der tog udgangspunkt i en mand, der oplever sin genbos selvmord, og som handlede om alting og ingenting. Flot i sin bølgende, snakkesaligt sansende og erindrende tankevrimmel, men uden den præcision, som jeg personligt har brug for, for at fastholde opmærksomheden. Hvilket nok siger en del mere om mig end om Hans Otto Jørgensen.

Hvorfor skrive litteratur?
Sidst men ikke mindst den førnævnte Adam Drewes, tidligere mester i Poetry Slam, der kom ind på Forfatterskolen og efterfølgende gik i stå. Først sidste år, mere end 10 år efter at Drewes blev færdig på Forfatterskolen, udkom hans første bog, en monstrøs mammut på 704 sider.

Bogen følger to spor. På venstresiderne optræder en mængde uredigerede litterære tekster, på højresiderne en personlig fortælling om dels Drewes' færden i slam-miljøet fra 1999 til 2005, dels beretningen om hans litteraturstudier på Københavns Universitet og oplevelser på Forfatterskolen, som han undervejs gør op med.

Drewes lod publikum bestemme, hvilke venstresidetekster han skulle læse op, ved at lade folk nævne et sidetal mellem 1 og 704. De tekster, der fangede mig, stammede nu fra højresiderne, hvor han i humoristisk indpakning gav luft for sine frustrationer med at gå i stå med skriveriet (den sagnomspundne 'skriveblokering', som kun tåbelige eller usandsynligt selvsikre forfattere ikke frygter). Som et fiktivt brev fra Leo Tolstoj til sin far, hvor han brokker sig over arbejdet med Krig og fred - den er alt for lang, og han kan ikke længere hitte rede i personerne - og tilslutter sig rapperen 50 Cents erklæring, at livet handler om at "get rich or die trying". Tolstoj ender med at erkende, at romanskriveriet er ørkesløst. Man tjener ingen penge og ingen gider alligevel læse det, så han kan lige så godt lade være.

Som modsvar erklærer Drewes, at der er en pointe i at skrive, i at blive ved, selvom omverdenen stiller sig undrende og måske endda fordømmende. At det ikke handler om at blive rig, ikke engang om at være en effektiv og velsmurt forfattermaskine, der dagligt spytter tekster ud og overholder sine deadlines. At det vigtigste er at have noget på hjerte, og at forfølge dette gennem skriften, selvom det netop ikke er sikkert, at ens anstrengelser belønnes i sidste ende.

Dette er vel kernen i al kunst, enhver kunstners credo. At blive ved, selv når det virker håbløst, ørkesløst. Så længe det ikke virker ligegyldigt for én selv. Det handler jo ikke om penge eller anerkendelse, men om at gøre det, man elsker allerhøjest.

Næste omgang af Den Nye Lyd er søndag den 4.maj kl.20 på CaféTeatret, med oplæsninger af Naja Marie Aidt, Christina Hagen og Morten Søndergaard.

Useriøst indlæg om voksen og følsom litteratur

Foto: Sofie Amalie Klougart

Hvis dette var en seriøs, up-to-date blog, ville følgende indlæg handle om vigtige, samfundsrelevante emner, som den kære Bodil (det er vist kun hunkønsvæsner, der kan lægge et land ned på den måde), eller om nyligt afdøde Mandela. Men jeg gav afkald på seriøsiteten, da jeg fra starten valgte at skrive om kultur, som, let's face it, bare er et finere ord for underholdning. Så i stedet vil jeg benytte det stormfulde vejr til at sprede lidt litterært ævl.

Jeg, den useriøse læser
Lad det være sagt med det samme - jeg er ikke en tålmodig læser. I foråret brugte jeg flere timer hver dag på at pendle til og fra arbejde, hvilket gav mig masser af tid til at læse. Efter at have hygget mig med underholdende bøger som bl.a. en tidlig roman af George R.R.Martin (Game of Thrones-forfatteren, hvis nogen skulle være i tvivl) blev jeg grebet af dårlig litterær samvittighed og forsøgte at få indhentet noget pligtlæsning, dvs. seriøse bøger af seriøse forfattere, den slags man skriver opgaver om på studiet og senere fører lange, kloge samtaler om i intellektuelle miljøer. 

Så jeg besluttede mig for at læse Josefine Klougart. Pigebarnet blev jo lanceret som et litterært vidunderbarn allerede ved sin første bogudgivelse, så jeg tænkte, at jeg i det mindste forsøgsvis måtte droppe mine fordomme om navlepillende forfatterskolelitteratur og overfølsomt, lyrisk autofiktion og læse bare én af hendes bøger. Men efter et par sider gav jeg op og lagde hende mentalt tilbage i bunken af forfattere, som jeg engang skal læse (fordi de efter sigende skulle være så fantastiske, at det næsten er pinligt ikke at have læst dem), og vendte tilbage til forfattere, som jeg altid gider at læse, som Martin eller Ray Bradbury. Sjovt hvordan vampyrer og rumrejser kan føles meget mere vedkommende end seriøse, følsomme skildringer af barndom på landet eller forliste kærlighedsforhold.

Selvfølgelig skriver Klougart sindssygt smukt (og nej, jeg kan ikke engang huske, hvilken af hendes bøger jeg forsøgte at læse), men efter 2-3 sider kunne jeg ikke overskue at læse en hel bog, hvor der ikke skete en rygende fis. Jeg har stadig de bedste intentioner om engang at få læst hende, men Politikens anmeldelse af hendes seneste bog giver mig ikke meget håb om at overvinde min egen utålmodighed og blive en voksen, seriøs læser, der læser voksne, seriøse bøger.

En sølle skønhed
Til gengæld er Lilian Munk Rösings anmeldelse et skoleeksempel på, hvordan man på pseudointellektuel vis ikke formidler et værk, man skal anmelde, men i stedet bliver så indadvendt i sin egen begejstring, at man skubber læseren væk. Klougarts bog har åbenbart en "ubærlig skønhed" fordi den fortæller om det ubærlige. Hvad er så det, der er så svært at bære ved livet? "At alle livets møder skal interpunkteres eller afløses af adskillelser."

Godt så. Sikke en stor og vis åbenbaring af et eksistentielt vilkår.

Klougart skriver om kærlighed og adskillelse, præcis som i sine forrige bøger. En bog fyldt med sætninger som "Hans krop der ikke er der længere. Aftryk af menneskekroppen er på en måde mere menneskelig, end menneskers kroppe er det." lyder jo meget fint, men jeg bliver lidt træt. Sker der ikke andet i pigebarnets liv, der er værd at skrive om? Så hendes forhold gik i stykker, big deal, vi har alle været der, men har hun ikke mere på hjerte end det? Skal der ikke mere til, før anmelderne falder bagover af benovelse?

Heldigvis kan jeg i min mavesurhed støtte mig til Lars Bukdahl, der altid tør være den lille dreng i Kejserens nye klæder og råbe vagt i gevær, når nogen reelt ikke har noget tøj på. I gårsdagens blogindlæg på hans rablende Blogdahl, langer han ud efter både Rösing og Klougart:

"Fedt nok, hvis læsningen af bogen vitterligt har gjort det mindre ubærligt for kritikeren, at adskillelse på alskens niveauer er et vilkår i verden, men det er jo ikke en litterær kvalitet, det er en terapeutisk kvalitet - og skønhed som terapi er sgu en sølle skønhed, ikke mange sure sildehjerter værd."

Tak Lars, jeg kunne ikke have sagt det bedre selv.