 |
| Foto: Sofie Amalie Klougart |
Hvis dette var en seriøs, up-to-date blog, ville følgende indlæg handle om vigtige, samfundsrelevante emner, som den kære Bodil (det er vist kun hunkønsvæsner, der kan lægge et land ned på den måde), eller om nyligt afdøde Mandela. Men jeg gav afkald på seriøsiteten, da jeg fra starten valgte at skrive om kultur, som, let's face it, bare er et finere ord for underholdning. Så i stedet vil jeg benytte det stormfulde vejr til at sprede lidt litterært ævl.
Jeg, den useriøse læser
Lad det være sagt med det samme - jeg er ikke en tålmodig læser. I foråret brugte jeg flere timer hver dag på at pendle til og fra arbejde, hvilket gav mig masser af tid til at læse. Efter at have hygget mig med underholdende bøger som bl.a. en tidlig roman af George R.R.Martin (Game of Thrones-forfatteren, hvis nogen skulle være i tvivl) blev jeg grebet af dårlig litterær samvittighed og forsøgte at få indhentet noget pligtlæsning, dvs. seriøse bøger af seriøse forfattere, den slags man skriver opgaver om på studiet og senere fører lange, kloge samtaler om i intellektuelle miljøer.
Så jeg besluttede mig for at læse Josefine Klougart. Pigebarnet blev jo lanceret som et litterært vidunderbarn allerede ved sin første bogudgivelse, så jeg tænkte, at jeg i det mindste forsøgsvis måtte droppe mine fordomme om navlepillende forfatterskolelitteratur og overfølsomt, lyrisk autofiktion og læse bare én af hendes bøger. Men efter et par sider gav jeg op og lagde hende mentalt tilbage i bunken af forfattere, som jeg engang skal læse (fordi de efter sigende skulle være så fantastiske, at det næsten er pinligt ikke at have læst dem), og vendte tilbage til forfattere, som jeg altid gider at læse, som Martin eller Ray Bradbury. Sjovt hvordan vampyrer og rumrejser kan føles meget mere vedkommende end seriøse, følsomme skildringer af barndom på landet eller forliste kærlighedsforhold.
Selvfølgelig skriver Klougart sindssygt smukt (og nej, jeg kan ikke engang huske, hvilken af hendes bøger jeg forsøgte at læse), men efter 2-3 sider kunne jeg ikke overskue at læse en hel bog, hvor der ikke skete en rygende fis. Jeg har stadig de bedste intentioner om engang at få læst hende, men Politikens anmeldelse af hendes seneste bog giver mig ikke meget håb om at overvinde min egen utålmodighed og blive en voksen, seriøs læser, der læser voksne, seriøse bøger.
En sølle skønhed
Til gengæld er Lilian Munk Rösings anmeldelse et skoleeksempel på, hvordan man på pseudointellektuel vis ikke formidler et værk, man skal anmelde, men i stedet bliver så indadvendt i sin egen begejstring, at man skubber læseren væk. Klougarts bog har åbenbart en "ubærlig skønhed" fordi den fortæller om det ubærlige. Hvad er så det, der er så svært at bære ved livet? "At alle livets møder skal interpunkteres eller afløses af adskillelser."
Godt så. Sikke en stor og vis åbenbaring af et eksistentielt vilkår.
Klougart skriver om kærlighed og adskillelse, præcis som i sine forrige bøger. En bog fyldt med sætninger som "Hans krop der ikke er der længere. Aftryk af menneskekroppen er på en måde mere menneskelig, end menneskers kroppe er det." lyder jo meget fint, men jeg bliver lidt træt. Sker der ikke andet i pigebarnets liv, der er værd at skrive om? Så hendes forhold gik i stykker, big deal, vi har alle været der, men har hun ikke mere på hjerte end det? Skal der ikke mere til, før anmelderne falder bagover af benovelse?
Heldigvis kan jeg i min mavesurhed støtte mig til Lars Bukdahl, der altid tør være den lille dreng i Kejserens nye klæder og råbe vagt i gevær, når nogen reelt ikke har noget tøj på. I gårsdagens blogindlæg på hans rablende Blogdahl, langer han ud efter både Rösing og Klougart:
"Fedt nok, hvis læsningen af bogen vitterligt har gjort det mindre ubærligt for kritikeren, at adskillelse på alskens niveauer er et vilkår i verden, men det er jo ikke en litterær kvalitet, det er en terapeutisk kvalitet - og skønhed som terapi er sgu en sølle skønhed, ikke mange sure sildehjerter værd."
Tak Lars, jeg kunne ikke have sagt det bedre selv.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar