Fra blå gud til det store spring - interview med Jón Axel Fransson

Foto: Costin Radu

Vi ser dem på scenen, aften efter aften. De får de største anstrengelser til at se legende lette ud. Men hvordan oplever de selv at stå på en scene? 

K for kultur har spurgt Jón Axel Fransson, korpsdanser i Den Kongelige Ballet, der i sidste måned sprang til i den svære, russiske pas de deux, Grand Pas Classique, da teatrets stjerne, Alban Lendorf, pådrog sig en skade.

Hvad tænkte du, da du fik at vide, at du skulle danse Grand Pas Classique?

Jeg vidste det faktisk ikke, før jeg kom ind til skrædderen. Jeg fik bare at vide, at jeg skulle ind og prøve et kostume, og da jeg så gik derind, kunne jeg se, at det var kostumet til Grand Pas Classique. Jeg fik et chok og troede ikke helt på det til at starte med. Jeg havde ikke danset med en partner i et stykke tid og havde ikke haft nogen forberedelse på den måde. Så det var en overraskelse. Men selvfølgelig fedt, jeg var rigtig glad, men det var – jeg var lidt bange, lidt nervøs. Jeg kunne selvfølgelig partiet i forvejen, men jeg havde under en uge til at øve op til det.

Så hvordan havde du det, da du skulle ind på scenen?

Jeg var meget stresset. Jeg skulle have brugt mere tid på scenen inden da, lige være der inden forestillingen startede, fordi jeg slet ikke havde øvet det på scenen. Som det var, kom jeg bare ind, og så var det direkte på. Det var meget underligt, for man får det der lys i øjnene, man kan mærke publikum, og når der er en ny der skal danse et parti, er der mange der følger med ude i kulissen, og man bliver sådan helt panisk.

Du skulle også overtage partiet for Alban Lendorf – hvordan var det?

Jamen, Alban er jo fantastisk, der er jo ikke noget der kan overgå ham rent teknisk. Han er jo, som en af vores gamle lærere sagde, ”by the book”. Altså, jeg prøvede bare at lave det på min måde og forsøge at få det frem i rollen, som jeg gerne ville.

Var du så tilfreds med din indsats, efter du havde danset?

Ikke lige efter, nej. Men folk var tilfredse, og med tiden kan jeg huske mere og mere, fordi det gik så hurtigt. Det er sådan en ud-af-kroppen-oplevelse, du kommer ind, og du danser, men du kan ikke mærke din krop, så du laver det bare, fordi kroppen husker det. Det er en meget sjov og underlig følelse. Så jeg følte, fordi jeg ikke var til stede rent mentalt, mens jeg dansede, at jeg ikke gjorde et godt arbejde.

Hvordan er det at danse netop det parti, der skulle være særligt krævende?

Det er det. Det er virkelig krævende. Men også en kæmpe chance, specielt lige nu, fordi jeg har været uheldig og blive skadet, og at komme tilbage, komme derfra og få lov til at lave parti, det er fantastisk.

Du dansede jo Grand Pas Classique sammen med J’aime Crandall, og hende har du tidligere danset med i Nøddeknækkeren, for to år siden da hun blev udnævnt til solodanser. Hvordan var det at danse med hende igen?

Det var fedt. Hun er utrolig krævende, hun ved præcis, hvad hun gerne vil. Men det var svært, specielt for hende, for hun var vant til at danse partiet med Alban, og pludselig skulle hun tilbage til salen og øve tingene igennem igen, og – ikke at man starter fra bunden, men hun gik lige de par skridt tilbage... Men det er fantastisk at danse med hende, fordi hun ved præcis, hvad hun vil have. Det er ikke sådan, at der er noget, som ikke er på plads, alt er, som det skal være, når man danser med hende. Hun er utrolig professionel.

Som du selv nævnte, blevet du skadet i sidste sæson under La Bayadère. Den bliver jo genopsat her til foråret. Ved du, om du vender tilbage til din rolle som den blå gud?

Det er ikke kommet frem endnu, men jeg vil gerne tilbage til rollen, jeg synes det er et fantastisk parti. Jeg er i form igen og føler mig klar til at lave det. Der kommer altid en blokade, når en danser er kommet til skade med et specielt trin, og det er jeg lidt bange for, når jeg skal stå på scenen og lave det, men jeg er klar. Jo mere jeg laver det, jo mere kommer jeg over det.

Foto: Costin Radu

Hvordan var det at komme tilbage til balletten?

Det har været rigtig godt, jeg synes bare, det er gået meget hurtigt, for jeg var jo væk, og så kommer jeg tilbage til Minus 7 og Grand Pas Classique, og jeg havde ikke rigtigt været på scenen inden da. Jeg har lavet Kermessen i Brügge, hvor det var mere skuespil end dans, men jeg har ikke lavet noget, der var krævende på den måde.

Så det har været en krævende start?

Det har det. Det har været noget af en start for mig, selvfølgelig lavede jeg Minus 7, men at lave Grand Pas Classique… Minus 7 er jo meget moderne dans, mens Grand Pas Classique er rigtig ballet. At gå fra La Bayadère og så til Grand Pas.. Altså, at gå fra at være skadet, og så komme tilbage og lave det parti, det er et stort spring.

Minus 7, der blev genopsat her i efteråret, var det første du dansede i denne sæson, og den er ret anderledes i forhold til hvad der normalt bliver danset i Den Kongelige Ballet – som du selv siger, det er mere moderne dans end egentlig ballet. Hvordan oplever du selv stykket?

Jeg synes det er fantastisk. Det er et af de stykker, som jeg absolut ville lave i min karriere. Jeg ville prøve det, fordi den er så fed, man får publikum med på en helt speciel måde. Silk and Knife gjorde det (gik i sæson 2007/2008, red.) , og Minus 7 har det næsten på samme måde, men jeg synes også den har sit helt eget liv, den er virkelig sej.

Hvad er det den gør? Jeg synes selv, den skaber et helt specielt rum, fordi den varierer så meget.

Folk tror, at når den starter, så er det bare fjol, det er ikke sat på forhånd. Men folk ved ikke, hvor sat det egentlig er. Alt er planlagt, hvordan danserne kommer ind, hvordan det hele bygger op… Det bliver en hel verden for sig selv, som man lever sig ind i, et univers for sig selv.

Så I improviserer ikke undervejs?

Jo, det gør vi, vi improviserer meget alligevel. Det er det der er så vildt. For det er meget sat på forhånd, hvor du skal stå, hvad du laver. Men vi må alligevel gerne improvisere, lave de ting vi har lyst til, bare inden for visse rammer.

Under fremkaldelserne til Minus 7 er det, som om I giver helt los på scenen, og man får indtrykket af, at hver danser laver sit eget lille show...

Det er improviseret, fuldstændigt.

  

Foto: Per Morten Abrahamsen

Hvis du ser på de partier du har haft indtil nu, hvad har så været din favorit – eller har du flere favoritter?

Ja, det har jeg. Narren i Svanesøen ligger altid meget dybt i mig, fordi det var mit gennembrud, den største chance jeg fik. Så jeg har et særligt forhold til den rolle. Men jeg synes, der har været rigtig mange roller, som Pas de six i Napoli, Pas de sept i Et folkesagn. Grand Pas Classique er selvfølgelig også en af de største partier, og Nøddeknækkeren. Der er virkelig mange. Grand Pas Classique ville have gjort et større indtryk, hvis jeg havde haft mere forberedelsestid, haft de stadier, hvor man øver i salen, øver på scenen, og så performer. Det fik jeg ikke, da jeg blev kastet ind i rollen, og det synes jeg var rigtig fedt at prøve. Men Narren ligger allermest… Nej, vent lidt, Etudes! Den var jeg ved at glemme.

Den har førstepladsen?

Ja!

Hvis du skal se fremad, er der så partier som du særligt kunne tænke dig at danse?

Der er jo hovedrollen i La Bayadère, og så er der Le Corsaire, La fille mal gardée, der er en masse, you name it, det har jeg lyst til at lave. Jeg vil gerne have prøvet det hele, have lavet alt, og så – jeg føler ikke jeg er færdig, før jeg har prøvet næsten alle forestillinger. Men Romeo, i Romeo og Julie, den vil jeg virkelig gerne lave.

Tit taler man om, at den og den danser har et særligt talent for en bestemt type rolle. Har du en præference for, hvilke partier du kan lide at danse, eller vil du bare gerne lave det hele?

Nej, jeg kan godt lide, at de giver mig nogle meget alsidige roller, at jeg får lov til at prøve alt. Og det synes jeg, jeg får. Nikolai (Hübbe, red.) caster mig i meget forskellige ting. Han caster mig tit i de mere komiske roller, men så får jeg også lov til at lave prinserollerne. Og det er rigtig dejligt, for jeg kan virkelig godt lide skuespillet i det, når skuespil og dans blandes sammen i et parti.

Grand Pas Classique og Minus 7 spiller igen i februar som en del af Dans2Go. Nøddeknækkeren spiller frem til 22.december 2013.

Blå bog: Jón Axel Fransson, 22 år, blev aspirant ved Den Kongelige Ballet i 2007 og ansat som korpsdanser i 2010. 

Danser pt. Sukkerfeens kavaler samt sukkerstang i Nøddeknækkeren, har blandt andet danset narren i Svanesøen, blå fugl i Tornerose, soloherre i Etudes, Geert i Kermessen i Brügge, Le Corsaire pas de deux i Le Corsaire, Grev N i Kameliadamen og den blå gud i La Bayadére.

Tildelt Reumerts talentpris i 2011. Udvalgt til den prestigefyldte Erik Bruhn konkurrence sammen med Shelby Elsbree i 2011.