Fortællingens kraft #1 - ordene, udyret og tiden

 

Foto: Miklos Szabo

Jeg spekulerer ofte på, hvad der gør en forestilling værd at se. Det kan være svært at bedømme en forestilling efter kun at have set den én gang, alligevel er det som oftest vilkårene for en teateranmelder. Man får én chance til at danne sig en mening, beslutte sig for, ikke kun om man bryder sig om det, man har set, men hvorfor man elskede/hadede/fandt det aldeles ligegyldigt. Hvordan finder man balancen mellem sober analyse og subjektivt smagsdommeri, og formulerer dette, så det også bliver vedkommende for andre? Jeg kender ikke svaret, for ærlig talt prøver jeg mig frem hver eneste gang. Jeg kan ikke løbe fra, at jeg som enhver anden har en personlig smag, som evigt og altid vil farve mine meningsdomme over de værker jeg oplever, uanset mediet.

Forførelsen som krav

Reelt set har jeg ét krav, når jeg skal bedømme et værk, uanset om det er en bog, en film, eller et teaterstykke. Jeg vil forføres. Hvad og hvem der skal gøre det, er jeg som udgangspunkt ligeglad med. Men hvis jeg ikke bliver forført, går jeg fra oplevelsen men en ulmende misfornøjelse, der hurtigt kan slå ud i større eller mindre grader af irritation og frustration. Jeg forlanger ikke, at alt skal være perfekt – det er det kun alt for sjældent, og det perfekte er ofte ikke det mest interessante. Men oplevelsen skal fange mig ind og fastholde mig. Det kan være selve værkets udtryk, der rammer plet. Et sprog, der gennemsyrer en bog og med sin tone skaber en stemning, der er livsnødvendig for at historien fanger mig og får mig til at holde ved indtil sidste side. Et skuespil, hvor skuespillerne rammer plet med ord og udtryk. Et stykke musik, der rammer en skjult nerve, en bevægelse, der indfanger en verden af følelser og erfaringer.

En kræsen læser

Når det gælder bøger kan jeg ikke løbe fra, at jeg har en ret speciel smag. Jeg gider sjældent læse leverpostejsskildringer af gennemsnitlige hverdagsliv, hvor der sker absolut ingenting – heller ikke selvom jeg ved, at det er pointen, heller ikke selvom det er godt ramt. Jeg fik tidligt afsmag for moderne dansk litteratur, fordi de fleste forfattere beskæftigede sig med netop det gennemsnitlige, det ordinære, det rent ud kedelige. Samtidsskildringer har deres værdi, men hvis en bog blot handler om at beskrive en kedsommelig persons kedsommelige hverdag, mister jeg tålmodigheden efter et par sider.

Jeg foretrækker bøger, der sætter tingene på spidsen. Jeg foretrækker at læse om kamp på liv og død, om drager, om helte, om feer og monstre. Hvor det ydre drama afspejler det indre, samtidig med at livet bliver indfanget i et par sætninger, når bøgerne bliver til reelle historier, som beskæftiger sig med noget alment, skildrer drømme, kærlighed og had, hvad det reelt vil sige at eksistere, at leve sit liv. Noget som alle bøger vel handler om. Mange gør det bare på en usigelig kedelig facon, hvor der intet andet er på spil end hovedpersonens eget ego.

Kultforfatter Neil Gaimans nyeste bog, The Ocean at the End of the Lane, er en af de bøger jeg ikke blot sluger i ét hug, men også husker bagefter. Den er ikke genial som mange af hans tidligere bøger, og selve historien synes mest af alt en gentagelse af børnebogen Coraline, som til dato er en af de mest uhyggelige bøger, jeg nogensinde har læst. Ocean ville sandsynligvis virke stærkere på mig, hvis jeg aldrig tidligere var stødt på en af Gaimans fortællinger, men selv for en Gaiman-kender som jeg selv er det et gedigent håndværk, der hurtigt fanger læseren ind. På overfladen er den en fantasyroman om en dreng, der med lige dele held og mod overvinder et monster. Men horroreventyret er kun historiens øverste lag. Romanens hjerte centrerer sig om minder, om hvordan vi alle husker forskelligt, hvordan barndommen kan være en skueplads for vores livs største og vigtigste dramaer, selvom vi med tiden lægger oplevelserne bag os og glemmer dem. En lille del af os vil altid have behov for at vende tilbage, for at mindes og se vores liv i lyset af vores tidligste erfaringer, for det er dem, som har gjort os til det vi er, det vi er blevet.

Gaiman har en evne til at destillere livet i et stemningsmættet forløb, til ved hjælp af korte scener at opridse en person, så man føler, at man ikke blot forstår ham eller hende, men også genkender sig selv i vedkommende. Hans karakterer er ganske almindelige, oftest lidt ordinære, selv når de har en ualmindelig baggrund eller kommer ud for særdeles ekstraordinære oplevelser. De er ikke specielt smukke, kloge eller modige, men deres tanker, følelser og reaktioner virker ægte og dybt menneskelige, og deres verden er aldrig sort/hvid, men fyldt med grå nuancer.

Værkets troværdighed

Det, jeg søger i bøger, er for det meste det samme jeg kigger efter i andre kunstarter. Det, der gør det hele noget værd, uanset om jeg dykker ned i en bog, ser en film eller overværer en teaterforestilling, er stort set altid, hvordan værkets iboende fortælling former sig. Hvis noget skal ramme mig, skal jeg tro på det. Det gælder især, når jeg ser teater, hvor jeg kan være et yderst krævende styks publikum, men når jeg oplever, at det lykkes, når der opstår en forbindelse mellem spillerne på scenen og mig nede på stolerækkerne, er jeg kun alt for villig til at overgive mig.

Foto: Miklos Szabo

Sidste uge overværede jeg repremieren på Beauty and the Beast, men lige op til forestillingsstart var jeg skeptisk over for stykket. Forstå mig ret, jeg elsker musicals, og Disneys film har en helt speciel plads i mit hjerte. Men derfor er jeg også ekstra kræsen. Skønheden og Udyret er en tidløs historie, og Disneys versioner blot en ud af mange - jeg har tidligere omtalt Jean Cocteaus drømmeagtige film - men Beauty & the Beast fra 1991 er uden tvivl noget af det mest perfekte, Disney Studios nogensinde har skabt. Åndeløst smuk, stemningsfyldt og fyldt med tidløse sange og morsomme bipersoner. Hos Disney er fokus skiftet fra Belle, der ikke ændrer sig synderligt undervejs, til at være en moralsk fabel om nødvendigheden af at elske, hvis man ikke vil ende som et monster både indvendigt og udvendigt.

Det Ny Teater har klaret, hvad Fredericia Teater ikke kunne. De har overført den magi, der blev fremtryllet på filmlærredet, hvor animerede tegninger skabte fornemmelsen af blød fortryllelse, til scenen. De glitrende kostumer og stemningsfyldte, lidt tegneserieagtige kulisser har en stor del af æren for den vellykkede omplantning - forestillingen står 100% ved, at det er teater, en kunstig og dermed magisk verden, hvor alt kan ske.

Derudover lever forestillingen, fordi historien bliver formidlet med stort talent hos performerne. Først og fremmest den yndige Maria Lucia, der er aldeles henrivende uanset om hun taler, synger eller blot smiler frem for sig, og Preben Kristensen skruer helt op for den forfranskede charme i rollen som Lumiere, den fortryllede lysestage, en karakter han også lagde stemme til i filmen. Derved bliver han en stemme fra barndommen (min i hvert fald), der som et ekko af svundne tider giver teaterversionen lidt ekstra troværdighed. Alt går op i en højere enhed, og historien får lov til at ånde frit frem for at drukne i platte, overgjorte jokes og dårlige sange, der kun er skabt for at forlænge stykkets længde, så det passer til en helaftensforestilling.

Det er så sjældent, at jeg uforbeholdent må overgive mig til en forestilling, men med Beauty and the Beast blev jeg næsten barn igen. Forestillingen formår at stå på egne ben frem for at forblive en svag genspejling eller – som i tilfældet med Den lille havfrue her i sommers – et forvrænget ekko af den oprindelige filmversion. Historien om udyret, der vinder heltinden, og heltinden, der ved kærlighedens kraft frelser sin udkårne fra en grum fortryllelse, er stærk nok til at holde sammen på forestillingen, så længe den er tro imod historien.

Foto: Miklos Szabo

At være fortællingen tro
En undervisere på min gamle højskole udtalte engang, at et godt manuskript er alfa og omega for, om en film lykkes. Hvis manuskriptet er dårligt, er det svært, for ikke at sige umuligt, at lave en god film, uanset hvor dygtig en instruktør er, uanset hvor fantastisk skuespillerne klarer deres roller. Jeg vil vove at påstå, at det er en almengyldig regel. Fortællingen er grundstenen i ethvert værk. Det behøver ikke være en lineær historie, der følger alle gængse regler for plotudvikling og underholdningsværdi. Men man er altid nødt til at være tro imod historiens krav. For performerne i et stykke, uanset om de er sangere, dansere eller skuespillere, er det vigtigste af alt, at de kender deres rolle i historien og forbliver tro imod den. Hvis du ikke er helten eller heltinden, skal du ikke forsøge at overtage deres plads. Alle har deres plads, deres funktion, og den skal man holde sig til og være tro imod.

I Beauty and the Beast fylder birollerne så meget, at de en gang imellem truer med at overtage showet. Men fordi de kender deres rolle, og fordi skuespillerne i de to hovedroller – Maria Lucia og Tomas Ambt Kofod – har tilstrækkelig med gennemslagskraft, tipper læsset aldrig, og ingen blasert stjerne stjæler showet i udpræget grad. I stedet giver alle sig hen til samspillet mellem deres karakterer.

En forestilling, der ligesom Beauty and the Beast er aldeles forførende, hvor alt føjer sig smukt sammen til noget nær en ideel forestilling, er operaen Rosenkavaleren, der pt. bliver opført på Det Kongelige Teater. Der skal normalt meget til, før jeg virkelig bliver glad for en operaopførelse. Selvom jeg kan lide opera, finder jeg ofte forestillingerne for langtrukne, lidt for tunge, og iscenesættelsen enten for kedelige eller materialet for håbløst til at kunne omsætte til meningsfuld scenekunst. Desuden er det ikke alle operasangere, der kan agere lige så godt på en scene, som de kan synge. Operahandlinger er som oftest fuldstændig tåbelige – fyldt med plothuller og urealistiske karakterer, så man ender med at blive forvirret frem for at blive rørt.

Melankolsk operakomik

Rosenkavaleren er komponeret af Richard Strauss, hvis værker efter min mening kan være en smule anstrengende at komme igennem. De er lange som et ondt år, og for det utrænede øre kan musikken være krævende at opfatte, kompliceret og ikke specielt melodisk. Den sidste Strauss-opera, der gik i København, var Kvinden uden skygge, der havde en imponerende, men ret sær scenografi, og hvis historie var lige så kompliceret og mærkelig. Det kræver desuden særdeles meget velvilje ikke at opfatte visse dele af librettoen som dybt kvindefjendsk.

Heldigvis er Rosenkavaleren helt anderledes. Det er en komisk opera, der foregår i Wien i barokkens tidsalder. Den modne, men stadig smukke Feltmarskalinde har en affære med den purunge Octavian, mens hendes bulderbasse af en fætter, levemanden baron Ochs, er ved at få arrangeret et ægteskab med den kønne, unge Sophie. Problemet er blot, at Sophie ikke har spor lyst til at blive gift med Ochs, der er en vulgær libertiner og alt for gammel til hende. Hun vil hellere have den flotte Octavian, der belejligt nok også forelsker sig i hende. Deraf følger en masse forviklinger, indtil alt til sidst ender godt.

Operaen er komponeret omkring Hugo von Hofmansthals libretto, der forener det komiske med det ømme, de humoristiske genvordigheder med en dybere undertone af vemod og blid melankoli. Historien bærer det hele i samklang med musikken, der er vidunderlig i sin klangrigdom, indfølende og kompleks selv når tempoet på scenen er højt, og stemningen er præget af uhøjtidelig morskab. Alvoren ligger dog konstant og lurer under løjerne.

Foto: Miklos Szabo

Marco Arturo Marelli har stået for iscenesættelsen og scenografien. Den er simpel som handlingen, men med et dybere lag. I hver akt er gulvet dækket af et smukt tæppe, der i hver akt sætter tonen med skiftende farver og mønstre. I baggrunden hænger et kæmpe spejl, der spejler gulvtæppet, så man kan se både mønsteret og personerne, der bevæger sig rundt i dette spejllandskab, hvor alt er vendt på hovedet. I sidste del, hvor forviklingerne tilspidses for derefter at blive løst, er spejlet skåret, og verden er ikke længere et harmonisk hele.

Et spørgsmål om tid

Omdrejningspunktet for historien er Ochs ægteskab med Sophie, men Octavian er det egentlige midtpunkt. Alle begærer ham – Feltmarskalinden, Sophie, ja selv Ochs, der møder den unge greve, da denne forklædt som tjenestepige forsøger at snige sig ud af sin elskerindes sovekammer. At Octavian spilles af en kvinde - den fænomenale Elisabeth Jansson - gør sengekantsscenerne en smule pikante, men forestillingen gør ikke stort væsen af erotikken. Det seksuelle begær har en stor, men underspillet rolle i stykket, og behandles som noget ganske naturligt. Ochs tager let på det, han er ikke kræsen og lægger skamløst an på alle de kvinder, han møder på sin vej, mens Feltmarskalinden trøster sig med sine affærer, fanget som hun er i et lidenskabsløst ægteskab. Octavian og Sophie er endnu for unge til at være skødesløse i deres forhold til sex, de søger opfyldelse af deres romantiske længsler frem for blot og bar fysisk nydelse.

Tiden spiller en stor rolle i operaen. Feltmarskalinden mærker sin ungdom svinde bort, og varmer sig en stakket stund ved sin elskers ungdommelige lidenskab. Hun ved dog, at deres forhold er udsigtsløst, for selvom hun elsker ham, er hun ikke blind for, at netop hans alder er den største attraktion for hende. Den umiddelbarhed og uskyld, som ungdommen besidder, og som man gradvist mister som tiden går og aldrig kan genvinde, stilles over for alderens indsigt og erfaring. Til sidst står Octavian og må vælge mellem sin modne elskerinde og den purunge pige, som har det, Feltmarskalinden mangler – tid. Feltmarskalinden og Octavian ved begge, at de ingen fremtid har sammen – hun var hans første kærlighed, han hendes trøst og sandsynligvis sidste, store kærlighed, men Sophie kan give ham en fremtid. 

Operaens pointe er netop, at tiden går sin gang, og selv den største kærlighed må føje sig for naturens krav. Ungdom søger ungdom, fremtiden venter forude, og alt er forgængeligt. Som Feltmarskalinden resigneret, men uden bitterhed synger om sin rivalinde: ”Hun vil gøre ham så lykkelig, som mænd nu kan blive.” Kærligheden er ikke perfekt, lykken er aldrig evig, men en kort stund kan man opleve den, og det må vi stille os tilfredse med. Og livet føles grænseløst, så længe kærligheden varer.

Beauty and the Beast spiller på Det Ny Teater frem til 7.december 2014. Læs mere om forestillingen her. Rosenkavaleren spiller i Operaen på Det Kongelige Teater frem til 24.januar 2014. Læs mere om forestillingen her.

Foto: Miklos Szabo

K for kultur på scenen i erindringsperformance

Hvilken betydning har vores minder for vores selvopfattelse? Er vi evigt mærket af den historie vi bærer rundt på, eller kan vi gøre os fri af den? Og bør vi, eller er erindringerne snarere en del af, hvem vi er?

Mindernes betydning for vores identitet er et uudslukkeligt emne, som kunsten bliver ved at tage op. Vores individuelle historie, vores fortid er på godt og ondt en del af vores personlighed, den definerer os. Men hvad sker der, hvis vores minder bliver sluppet fri, hvis de bliver givet videre til andre, ikke i form af en selvbiografisk skildring, men som løsrevne hændelser, viderebragt anonymt til folk vi ikke kender, som intet ved om os, ud over hvordan vi ser ud i de få minutter, hvor vi sidder foran dem og giver dem vores beretning om ét minde om en ganske bestemt hændelse i vores fortid?

Det er præmissen for THEN I WAS LIKE. Og dette er ikke en anmeldelse, men en opfordring. Gå ind og se stykket, hvis du vil udfordres, både på din selvopfattelse og på mindernes betydning. Jeg omtalte forestillingen i et tidligere indlæg, og anmeldte den nyligt her. Den spiller sidste gang i aften, så du skal være hurtig, men det er værd at bruge sin dyrebare lørdag på.

Da anmelderen kom på scenen

Selvfølgelig er jeg ikke helt objektiv, for folkene bag stykket var smarte. Det er meningen, at publikum helt bogstaveligt skal involveres i forestillingen, og selv blev jeg i flere omgange hevet op på den lille scene, først som én ud af tre, der blev sat til at spille på hver sit instrument (det var ikke helt så farligt som det lyder, da vi kun skulle spille enkelte toner og fik vist hvad vi skulle gøre), og til sidst kom jeg i centrum, da jeg ene kvinde blev sat midt på scenen, fik høretelefoner på og i mikrofonen skulle gentage de sætninger, som en blød stemme videregav til mig. Et smart, men også risikabelt trick fra teaterfolkenes side, for hvad hvis jeg havde lidt af uovervindelig generthed eller sceneskræk? Heldigvis for dem (såvel som for mig selv, der pludselig fik performerens rolle) var det ikke tilfældet, og i stedet vandt de denne anmelders respekt for deres vovemod. 

Tilbage står selvfølgelig spørgsmålet om, hvorvidt man kan tage personlige beretninger ud af deres kontekst og få dem til at give mening som løsrevne, enkeltstående og dybt fragmenterede fortællinger?

Se forestillingen og døm selv.

THEN I WAS LIKE spiller sidste gang lørdag d.13.september kl.19 og 23. Billetter bestilles ved at skrive til idafredericia@gmail.com, men kan (så vidt vides) også købes i døren. Begrænset antal pladser.

K for kulturs skribent udstyres med hovedtelefoner og mikrofon.

Publikum står for musikken. Fotos: Karl Munck-Westh

 

Se Venedig og dø

Kunsten versus livet. Så kort kan man opsummere John Neumeiers balletfortolkning af Thomas Manns klassiske fortælling om kunstneren Gustav von Aschenbach og hans skæbnesvangre besættelse af den gudesmukke, 14-årig Tadzio. Ligesom hos Mann ender det selvfølgelig galt, for titlen siger det hele. Men man kunne fristes til at tilføje undertitlen ”inden døden, livet”. For selvom Neumeier skarpt antyder, at vor (anti)helt til sidst bukker under for den koleraepidemi, der hærger i Venedig mens historien udspiller sig, uden nogensinde at have udlevet sin passion, vinder Aschenbach én ting: livet i dets egentlige betydning.

En livsfornægtende kunstner

Værket, der i disse dage opføres på Det Kongelige Teater, er et gæstespil af Hamborg Balletten, kreeret til netop dette kompagni af John Neumeier, der herhjemme er kendt for sin Romeo og Julie samt Kameliadamen. Døden i Venedig fra 2003 er fyldt med komplekse betydningslag, som man kun kan vente det af en kunstner som Neumeier, og helstøbt i en grad, som ses alt for sjældent. Den er samtidig så velordnet som Aschenbachs egen, strengt linære kunst (i Neumeiers version er han ikke længere forfatter, men koreograf), selv når den skildrer passionen og de forbudte drifter. Og det er måske værkets største svaghed – erotikken og døden, de to kaoskræfter, der gradvist overvinder den fornuftige Aschenbach, bliver holdt i stram snor hele vejen igennem. 

Værket diskuterer kunstnerens plads i verden ved at skildre en mand, der vender udødeligheden ryggen for i stedet at kaste sig ind i livet – og dermed i døden. Neumeiers Aschenbach, gestaltet af Lloyd Riggins, er et bange, sårbart menneske, der bruger kunsten som skjold for at holde drifterne fra livet. De eneste, han er i nærkontakt med, er produkter af hans fantasi – hans kunstneriske ideer, hans minder, hans drømme. Han lever et velordnet, ophøjet liv, beundret og hædret af sine omgivelser, der alle er betaget af mandens indiskutable, kunstneriske geni. Hans tilværelse er dog en gold maskerade, han har for længst trukket sig tilbage fra livet for at hellige sig kunsten, uden at indse, at livet netop er fundamentet for al kunst, at kunsten ikke opstår i et vakuum.

På højden af sin karriere er Aschenbach ved at miste grebet om den kreative proces, han mindes pludselig sin ungdoms tætte forhold til moderen, og det bliver tydeligt, at han ubevidst higer efter menneskelig kontakt, efter kærlighed og nærhed, uden at kunne indrømme dette for sig selv.

På en rejse til Venedig er han derfor modtagelig for drengen Tadzio, fordi denne repræsenterer alt det, han selv savner – en kærlig familie, ungdom, skønhed, livsglæde og livsmod, parret med en umiddelbarhed der gør drengen til et åbent og lykkeligt individ. Tadzio i den indtagende Alexandr Truschs skikkelse er et naturens barn, han lever i nuet, er endnu for ung til bekymringer, planer, til det voksne livs alvor. Hans krop er endnu ikke på vej ind i alderdommen og forfaldet. I Tadzios skikkelse materialiseres Aschenbachs inderste drømme, og han bliver sanseløst forelsket.

Eros og døden

I Venedig er kærligheden og lysten forbundet med døden. Når Aschenbach giver efter for sine følelser og drifter, også selvom det kun er i tankerne, giver han afkald på den udødelighed, som han kunne opnår som kunstner, og vier i sidste ende sig selv til døden. Men det er uklart, om han selv indser dette. I fantasien forenes han med Tadzio i en øm pas de deux, der virker mere inderlig end decideret erotisk – Tadzio fungerer mest af alt som Aschenbachs imaginære spejlbillede, det, han begærer hos Tadzio, er netop alt det, han med alderen selv har mistet, og som han inderst inde godt ved, at han ikke får igen.

Lloyd Riggins er fænomenal som Aschenbach, og på premiereaftenen modtog han forståeligt nok stående bifald fra den scene, der i en årrække var hans (Riggins var solodanser i Den Kongelige Ballet fra 1987-95), og nu er blevet det igen for en kort stund. Hans Aschenbach er tragisk og traurig, hele tiden lurer usikkerheden og ensomheden under overfladen. Han er en mand, der har fornægtet sin seksualitet, ja livet selv til ære for kunsten, men uden at forstå, at kunsten har sit udspring i livet. Indtil han løber tør for ideer og først får inspirationen tilbage, da forelskelsen rammer. 

Når erfaring opvejer ungdom

Mager og tyndhåret er Riggins indbegrebet af ængstelig sårbarhed, når han i forelskelsens rus samtidig bliver sin egen alder og forfald bevidst. Kontrasten mellem Truschs spændstighed – han er med sine 25 år på højden af sin fysiske formåen, og Riggins’ rolige, adstadige bevægelser står tydeligt frem, når de danser sammen, mærket af, at sidstnævnte ikke længere har ungdommens kraft at gøre godt med i sin dans. Alligevel (eller måske netop derfor) danser Riggins helt vidunderligt og står som en levende påmindelse om, hvad alder og erfaring kan frembringe hos en danser. Det er vi ikke vant til at se herhjemme, hvor en balletkarriere slutter ved 40 års-grænsen, og fokus under balletmester Nikolaj Hübbe har været på for enhver pris at promovere de yngste talenter. John Neumeier demonstrerer med sin casting til Døden i Venedig, hvor meget saft og kraft der er at hente i mere modne dansere. Laura Cazzaniga (Aschenbachs/Tadzios mor), Silvia Azzoni (Aschenbachs idé), Otto Bubenicêk og Carsten Jung (dansende par/rejsende/frisører/Dionysos), der har de mest fremtrædende roller i stykket ud over Riggins og Trusch, er alle omkring de 40 år. 

Denne ballet forener ungdommens frie bevægelser med erfaringens dyrt erhvervede modenhed, afspejlet i de ældre danseres kontrollerede udtryk over for de unge knægte i stramme badebukser og perfekte kroppe. Men der er et skatkammer af følelse og smertelig erkendelse gemt i Lloyd Riggins’ blik, som de færreste unge dansere ville kunne frembringe. For hvordan udtrykke noget, man endnu aldrig har erfaret?

I Døden i Venedig skildrer Neumeier ungdommen som et blankt lærred, hvorpå den aldrende kunstner kan projicere sine undertrykte længsler og drifter. Aschenbachs passion er måske latterlig, men samtidig tragisk i al sin ufuldkommenhed. Det er jo dette, livet handler om – at tillade sig selv at fejle, at turde træde ned fra sit piedestal og give sig hen til kærligheden, uanset hvor tåbeligt eller blindt man vælger den udkårne, uanset om det fra starten er håbløst. Det spiller ingen rolle, i sidste ende handler det om at give sig livet i vold, inden døden får det sidste ord.

Døden i Venedig spiller på Det Kongelige Teaters Gamle Scene frem til 12.september. Læse mere om forestillingen her.

Hvad skal man se i september?

Foto: Andrew Eccles

Så er sommeren forbi, og jeg er tilbage på pinden og klar til at fatte pennen (eller musen er det vel snarere) og give mig i kast med en ny teatersæson. Indtil videre er den lovende, og mit eget største problem er mere end nogensinde ikke hvad jeg skal se, men hvor meget jeg kan overkomme.

Indtil videre har september budt på swingende amerikansk dans fra Alvin Ailey American Dance Theater, der besøger Tivoli som led i havens balletfestival, og premiere på Det Kongelige Teaters nye Holberg-iscenesættelse, Erasmus Montanus.

Alvin Ailey American Dance Theater (Tivolis Koncertsal 5-13.september)

Det berømte, afroamerikanske kompagni gæster Koncertsalen med et ambitiøst program, som kan gøre én helt forpustet. Man kan som publikum vælge mellem 3 forskellige programmer, A, B og C. A er klassisk Alvin Ailey, mesterkoreografens egne værker skabt til hans eget kompagni. Del B består af nyere værker skabt til kompagniet, og C har et internationalt islæt og består af et klassisk Ailey-værk skabt af amerikanske Ronald K. Brown, et værk af hollandske Hans van Manen samt den populære Minus 16 af israelske Ohad Naharin, der også blev opført på Det Kongelige Teater i sidste sæson (her hed det Minus 7). 

Da det var første gang, jeg så Alvin Ailey-kompagniet danse, havde jeg valgt del A, det klassiske program. Det blev en underholdende forestilling, men trods lækre jazztoner fra Duke Ellington og dansernes smittende rytme og imponerende teknik, blev jeg ikke rigtig fanget før i sidste akt, hvor den storladne Revelations blev opført. Det hjalp selvfølgelig ikke, at Koncertsalen reelt ikke egner sig til større dansesekvenser, den er for lille og blev gjort endnu mindre ved at scenetæppet ikke blev kørt helt ud, men dækkede den sidste fjerdedel af scenen, til stor irritation for de af os, der sad ude i siderne. 

Alvin Ailey er et must see for alle, der brænder dans som kunstart, og med sit show-agtige præg er det god underholdning at hente for alle, der interesserer sig bare en smule for at dans. Priserne er dog i den dyre ende, og rammerne er ikke de bedste, hvor hyggeligt det end er at tilbringe pauserne med at vandre rundt i Tivolis gamle have. 

Erasmus Montanus (Skuespilhuset, Det Kongelige Teater 4.september-23.oktober)

Foto: Natascha Thiara Rydvald

 Det Kongelige Teater promoverer årets første forestilling gennem de tre største stjerner på plakaten – instruktør Thomas Bendixen, Søren Sætter-Lassen og Thure Lindhart, der trods en succesfuld filmkarriere som en anden fortabt søn er vendt tilbage til teatret. Det var netop Thure Lindhart, der fik mig til at se forestillingen, men jeg blev faktisk lidt skuffet. Selvom rollelisten bød på mange af landets dygtigste skuespillere, føltes iscenesættelsen som en farce, der blev trukket i langdrag. Der var dog lyspunkter undervejs. Søren Sætter-Lassen syntes fanget i sin vanlige, overdrevne komik, det føltes, som om han gentog sig selv fra tidligere komiske roller og gik i selvsving i en grad, der virkede urimelig, også selvom Erasmus Montanus i Bendixens iscenesættelse blev til rendyrket farce. Men af en eller anden grund er Sætter-Lassen en genial komiker, selv når han er ulidelig og over the top. Han fik fint modspil af en krukket og aldeles naragtig Lindhart, skinger, barnlig, flæbende, men med enkelte glimt af alvor. 

Stykkets indbyggede alvor og understrøm af tragedie kunne efter min mening godt være blevet udfoldet yderligere, men nu foretrækker jeg også Holberg fra hans mere alvorlige side, og har altid set Rasmus Berg som en tragisk figur. En klovn uden tvivl, men også et menneske, der tvinges til at give afkald på sine idealer, der jo dybest set ikke er så tåbelige endda. Jeg kunne godt have ønsket, at karaktererne var en smule mindre karikerede. Kun to glimrede ved en lun menneskelighed blandt den store forsamling af tåbelige, skingre og hysteriske personer. Ole Lemmekes Ridefoged have et så lunt bonderøvsgemyt og uvidende snusfornuft, at jeg blev aldeles charmeret, og Mikkel Kaastrup-Matthew var så sympatisk som den oplyste fornufts enlige stemme, at jeg næsten tilgav hans Jacob dennes forstemmende klarsyn og kyniske tilpasning til sine uhyrligt dumme omgivelser.

Jeg kan ikke give en klar anbefaling, da jeg egentlig fandt iscenesættelsen lidt for grotesk, lidt for langtrukken, lidt for forelsket sin egen galskab, men samtidig grinede jeg adskillige gange undervejs i løjerne. Så forvent ikke det store sus, men morsom, det er Erasmus Montanus uden tvivl.

Hvad er ellers værd at opleve her i september måned? Her er et lille udpluk af forestillinger og events, der er værd at snuse til.

Døden i Venedig (Gamle Scene, Det Kongelige Teater 9-12.september)
 

Hamborg Balletten gæster Det Kongelige Teater med John Neumeiers ballet over Thomas Manns udødelige værk. Tidligere solodanser fra Den Kongelige Ballet, Lloyd Riggins, danser hovedpartiet i dette værk om kunsten over for livet og erotikkens kraft. Læs mere her.

Then I was like (Teater HAUT, Huset-KBH, 11-13.september)

HAUT, den nye, åbne teaterscene i Huset KBH, har torsdag premiere på sin første forestilling, Then I was like. Denne musikforestilling tager udgangspunkt i publikums egne historier og oplevelser, som bliver omsat til sceniske fortællinger af 4 musikere og 4 dramatikere. Inden forestillingen bliver folk blandt publikum interviewet om deres liv, og ud fra disse anekdoter bliver forestillingen skabt. Hver forestilling skabes således på ny. Læs mere her.

Den nye lyd (Sort/hvid, tidligere Caféteatret, 14.september)

Det tidligere Caféteater har ikke ændret meget andet end sit navn, og byder endnu en gang på en omgang gratis oplæsning af talenter fra dansk litteratur. I denne omgang får vi sværvægtere som Søren Ulrik Thomsen og Pia Juul samt debutanten Ninette Larsen. Læs mere her.

Kameliadamen (Gamle Scene, Det Kongelige Teater 14.september-31.oktober)

Foto: Costin Radu

Endnu en Neumeier-ballet, der i 2012 ramte lige i hjertet hos det hjemlige balletpublikum. Selv var jeg ikke helt begejstret, mest fordi jeg fandt, at en hel forestilling stort set kun akkompagneret af Chopins klavermusik var lige ensformigt nok. Denne gang er der hele tre hold på, men jeg vil anbefale, at man ser Kameliadamen en af de aftener, hvor Gudrun Bojesen danser over for Ulrik Birkkjær, eller hvis man er en af de mange, der har et blødt punkt for Alban Lendorf, bør man vælge en dato, hvor han danser sammen med Susanne Grinder. Tredjeholdets Armand og Marguerite danses af to af kompagniets helt unge korpsdansere, Andreas Kaas og Ida Prætorius, der blev kompagniets nye darlings efter de begge vandt den prestigefyldte Erik Bruhn pris i 2012. Selvom de begge er yderst talentfulde, tyder hidtidige optrædener på, at de begge er alt for unge til at kunne løfte de krævende roller. Især Prætorius synes at mangle den følelsesmæssige tyngde, der er fuldstændig nødvendig i rollen som Kameliadamen. De kan selvfølgelig være vokset med opgaven, men lige nu ligner de begge en decideret fejlcasting. Læs mere her. 

The Royal Ballet (Tivolis Koncertsal 15-17.september)

Foto: Johan Persson

Min absolutte anbefaling for denne måned må blive engelske Royal Ballets gæsteoptræden i Koncertsalen midt i september. Ny koreografi og uddrag af balletklassikere fra blandt andet Manon og Don Quixote, danset af et af verdens førende balletkompagnier, gør det til en oplevelse af de sjældne og obligatorisk for enhver balletelsker. Så må man tage med, at rammerne som tidligere nævnt ikke er de bedste, for sådan en chance får man ikke hver dag. Læs mere her.

Lily’s ton und träume (LiteraturHaus 20 -21.september)

En alternativ lyrikfestival, hvor poesi og rå lyd flyder sammen i et skævt univers. Det danske LiteraturHaus lægger hus til fire danske og tyske litterære og musikalske ensembler i et tekstligt og musikalsk eksperiment. Læs mere her.