Fortællingens kraft #1 - ordene, udyret og tiden

 

Foto: Miklos Szabo

Jeg spekulerer ofte på, hvad der gør en forestilling værd at se. Det kan være svært at bedømme en forestilling efter kun at have set den én gang, alligevel er det som oftest vilkårene for en teateranmelder. Man får én chance til at danne sig en mening, beslutte sig for, ikke kun om man bryder sig om det, man har set, men hvorfor man elskede/hadede/fandt det aldeles ligegyldigt. Hvordan finder man balancen mellem sober analyse og subjektivt smagsdommeri, og formulerer dette, så det også bliver vedkommende for andre? Jeg kender ikke svaret, for ærlig talt prøver jeg mig frem hver eneste gang. Jeg kan ikke løbe fra, at jeg som enhver anden har en personlig smag, som evigt og altid vil farve mine meningsdomme over de værker jeg oplever, uanset mediet.

Forførelsen som krav

Reelt set har jeg ét krav, når jeg skal bedømme et værk, uanset om det er en bog, en film, eller et teaterstykke. Jeg vil forføres. Hvad og hvem der skal gøre det, er jeg som udgangspunkt ligeglad med. Men hvis jeg ikke bliver forført, går jeg fra oplevelsen men en ulmende misfornøjelse, der hurtigt kan slå ud i større eller mindre grader af irritation og frustration. Jeg forlanger ikke, at alt skal være perfekt – det er det kun alt for sjældent, og det perfekte er ofte ikke det mest interessante. Men oplevelsen skal fange mig ind og fastholde mig. Det kan være selve værkets udtryk, der rammer plet. Et sprog, der gennemsyrer en bog og med sin tone skaber en stemning, der er livsnødvendig for at historien fanger mig og får mig til at holde ved indtil sidste side. Et skuespil, hvor skuespillerne rammer plet med ord og udtryk. Et stykke musik, der rammer en skjult nerve, en bevægelse, der indfanger en verden af følelser og erfaringer.

En kræsen læser

Når det gælder bøger kan jeg ikke løbe fra, at jeg har en ret speciel smag. Jeg gider sjældent læse leverpostejsskildringer af gennemsnitlige hverdagsliv, hvor der sker absolut ingenting – heller ikke selvom jeg ved, at det er pointen, heller ikke selvom det er godt ramt. Jeg fik tidligt afsmag for moderne dansk litteratur, fordi de fleste forfattere beskæftigede sig med netop det gennemsnitlige, det ordinære, det rent ud kedelige. Samtidsskildringer har deres værdi, men hvis en bog blot handler om at beskrive en kedsommelig persons kedsommelige hverdag, mister jeg tålmodigheden efter et par sider.

Jeg foretrækker bøger, der sætter tingene på spidsen. Jeg foretrækker at læse om kamp på liv og død, om drager, om helte, om feer og monstre. Hvor det ydre drama afspejler det indre, samtidig med at livet bliver indfanget i et par sætninger, når bøgerne bliver til reelle historier, som beskæftiger sig med noget alment, skildrer drømme, kærlighed og had, hvad det reelt vil sige at eksistere, at leve sit liv. Noget som alle bøger vel handler om. Mange gør det bare på en usigelig kedelig facon, hvor der intet andet er på spil end hovedpersonens eget ego.

Kultforfatter Neil Gaimans nyeste bog, The Ocean at the End of the Lane, er en af de bøger jeg ikke blot sluger i ét hug, men også husker bagefter. Den er ikke genial som mange af hans tidligere bøger, og selve historien synes mest af alt en gentagelse af børnebogen Coraline, som til dato er en af de mest uhyggelige bøger, jeg nogensinde har læst. Ocean ville sandsynligvis virke stærkere på mig, hvis jeg aldrig tidligere var stødt på en af Gaimans fortællinger, men selv for en Gaiman-kender som jeg selv er det et gedigent håndværk, der hurtigt fanger læseren ind. På overfladen er den en fantasyroman om en dreng, der med lige dele held og mod overvinder et monster. Men horroreventyret er kun historiens øverste lag. Romanens hjerte centrerer sig om minder, om hvordan vi alle husker forskelligt, hvordan barndommen kan være en skueplads for vores livs største og vigtigste dramaer, selvom vi med tiden lægger oplevelserne bag os og glemmer dem. En lille del af os vil altid have behov for at vende tilbage, for at mindes og se vores liv i lyset af vores tidligste erfaringer, for det er dem, som har gjort os til det vi er, det vi er blevet.

Gaiman har en evne til at destillere livet i et stemningsmættet forløb, til ved hjælp af korte scener at opridse en person, så man føler, at man ikke blot forstår ham eller hende, men også genkender sig selv i vedkommende. Hans karakterer er ganske almindelige, oftest lidt ordinære, selv når de har en ualmindelig baggrund eller kommer ud for særdeles ekstraordinære oplevelser. De er ikke specielt smukke, kloge eller modige, men deres tanker, følelser og reaktioner virker ægte og dybt menneskelige, og deres verden er aldrig sort/hvid, men fyldt med grå nuancer.

Værkets troværdighed

Det, jeg søger i bøger, er for det meste det samme jeg kigger efter i andre kunstarter. Det, der gør det hele noget værd, uanset om jeg dykker ned i en bog, ser en film eller overværer en teaterforestilling, er stort set altid, hvordan værkets iboende fortælling former sig. Hvis noget skal ramme mig, skal jeg tro på det. Det gælder især, når jeg ser teater, hvor jeg kan være et yderst krævende styks publikum, men når jeg oplever, at det lykkes, når der opstår en forbindelse mellem spillerne på scenen og mig nede på stolerækkerne, er jeg kun alt for villig til at overgive mig.

Foto: Miklos Szabo

Sidste uge overværede jeg repremieren på Beauty and the Beast, men lige op til forestillingsstart var jeg skeptisk over for stykket. Forstå mig ret, jeg elsker musicals, og Disneys film har en helt speciel plads i mit hjerte. Men derfor er jeg også ekstra kræsen. Skønheden og Udyret er en tidløs historie, og Disneys versioner blot en ud af mange - jeg har tidligere omtalt Jean Cocteaus drømmeagtige film - men Beauty & the Beast fra 1991 er uden tvivl noget af det mest perfekte, Disney Studios nogensinde har skabt. Åndeløst smuk, stemningsfyldt og fyldt med tidløse sange og morsomme bipersoner. Hos Disney er fokus skiftet fra Belle, der ikke ændrer sig synderligt undervejs, til at være en moralsk fabel om nødvendigheden af at elske, hvis man ikke vil ende som et monster både indvendigt og udvendigt.

Det Ny Teater har klaret, hvad Fredericia Teater ikke kunne. De har overført den magi, der blev fremtryllet på filmlærredet, hvor animerede tegninger skabte fornemmelsen af blød fortryllelse, til scenen. De glitrende kostumer og stemningsfyldte, lidt tegneserieagtige kulisser har en stor del af æren for den vellykkede omplantning - forestillingen står 100% ved, at det er teater, en kunstig og dermed magisk verden, hvor alt kan ske.

Derudover lever forestillingen, fordi historien bliver formidlet med stort talent hos performerne. Først og fremmest den yndige Maria Lucia, der er aldeles henrivende uanset om hun taler, synger eller blot smiler frem for sig, og Preben Kristensen skruer helt op for den forfranskede charme i rollen som Lumiere, den fortryllede lysestage, en karakter han også lagde stemme til i filmen. Derved bliver han en stemme fra barndommen (min i hvert fald), der som et ekko af svundne tider giver teaterversionen lidt ekstra troværdighed. Alt går op i en højere enhed, og historien får lov til at ånde frit frem for at drukne i platte, overgjorte jokes og dårlige sange, der kun er skabt for at forlænge stykkets længde, så det passer til en helaftensforestilling.

Det er så sjældent, at jeg uforbeholdent må overgive mig til en forestilling, men med Beauty and the Beast blev jeg næsten barn igen. Forestillingen formår at stå på egne ben frem for at forblive en svag genspejling eller – som i tilfældet med Den lille havfrue her i sommers – et forvrænget ekko af den oprindelige filmversion. Historien om udyret, der vinder heltinden, og heltinden, der ved kærlighedens kraft frelser sin udkårne fra en grum fortryllelse, er stærk nok til at holde sammen på forestillingen, så længe den er tro imod historien.

Foto: Miklos Szabo

At være fortællingen tro
En undervisere på min gamle højskole udtalte engang, at et godt manuskript er alfa og omega for, om en film lykkes. Hvis manuskriptet er dårligt, er det svært, for ikke at sige umuligt, at lave en god film, uanset hvor dygtig en instruktør er, uanset hvor fantastisk skuespillerne klarer deres roller. Jeg vil vove at påstå, at det er en almengyldig regel. Fortællingen er grundstenen i ethvert værk. Det behøver ikke være en lineær historie, der følger alle gængse regler for plotudvikling og underholdningsværdi. Men man er altid nødt til at være tro imod historiens krav. For performerne i et stykke, uanset om de er sangere, dansere eller skuespillere, er det vigtigste af alt, at de kender deres rolle i historien og forbliver tro imod den. Hvis du ikke er helten eller heltinden, skal du ikke forsøge at overtage deres plads. Alle har deres plads, deres funktion, og den skal man holde sig til og være tro imod.

I Beauty and the Beast fylder birollerne så meget, at de en gang imellem truer med at overtage showet. Men fordi de kender deres rolle, og fordi skuespillerne i de to hovedroller – Maria Lucia og Tomas Ambt Kofod – har tilstrækkelig med gennemslagskraft, tipper læsset aldrig, og ingen blasert stjerne stjæler showet i udpræget grad. I stedet giver alle sig hen til samspillet mellem deres karakterer.

En forestilling, der ligesom Beauty and the Beast er aldeles forførende, hvor alt føjer sig smukt sammen til noget nær en ideel forestilling, er operaen Rosenkavaleren, der pt. bliver opført på Det Kongelige Teater. Der skal normalt meget til, før jeg virkelig bliver glad for en operaopførelse. Selvom jeg kan lide opera, finder jeg ofte forestillingerne for langtrukne, lidt for tunge, og iscenesættelsen enten for kedelige eller materialet for håbløst til at kunne omsætte til meningsfuld scenekunst. Desuden er det ikke alle operasangere, der kan agere lige så godt på en scene, som de kan synge. Operahandlinger er som oftest fuldstændig tåbelige – fyldt med plothuller og urealistiske karakterer, så man ender med at blive forvirret frem for at blive rørt.

Melankolsk operakomik

Rosenkavaleren er komponeret af Richard Strauss, hvis værker efter min mening kan være en smule anstrengende at komme igennem. De er lange som et ondt år, og for det utrænede øre kan musikken være krævende at opfatte, kompliceret og ikke specielt melodisk. Den sidste Strauss-opera, der gik i København, var Kvinden uden skygge, der havde en imponerende, men ret sær scenografi, og hvis historie var lige så kompliceret og mærkelig. Det kræver desuden særdeles meget velvilje ikke at opfatte visse dele af librettoen som dybt kvindefjendsk.

Heldigvis er Rosenkavaleren helt anderledes. Det er en komisk opera, der foregår i Wien i barokkens tidsalder. Den modne, men stadig smukke Feltmarskalinde har en affære med den purunge Octavian, mens hendes bulderbasse af en fætter, levemanden baron Ochs, er ved at få arrangeret et ægteskab med den kønne, unge Sophie. Problemet er blot, at Sophie ikke har spor lyst til at blive gift med Ochs, der er en vulgær libertiner og alt for gammel til hende. Hun vil hellere have den flotte Octavian, der belejligt nok også forelsker sig i hende. Deraf følger en masse forviklinger, indtil alt til sidst ender godt.

Operaen er komponeret omkring Hugo von Hofmansthals libretto, der forener det komiske med det ømme, de humoristiske genvordigheder med en dybere undertone af vemod og blid melankoli. Historien bærer det hele i samklang med musikken, der er vidunderlig i sin klangrigdom, indfølende og kompleks selv når tempoet på scenen er højt, og stemningen er præget af uhøjtidelig morskab. Alvoren ligger dog konstant og lurer under løjerne.

Foto: Miklos Szabo

Marco Arturo Marelli har stået for iscenesættelsen og scenografien. Den er simpel som handlingen, men med et dybere lag. I hver akt er gulvet dækket af et smukt tæppe, der i hver akt sætter tonen med skiftende farver og mønstre. I baggrunden hænger et kæmpe spejl, der spejler gulvtæppet, så man kan se både mønsteret og personerne, der bevæger sig rundt i dette spejllandskab, hvor alt er vendt på hovedet. I sidste del, hvor forviklingerne tilspidses for derefter at blive løst, er spejlet skåret, og verden er ikke længere et harmonisk hele.

Et spørgsmål om tid

Omdrejningspunktet for historien er Ochs ægteskab med Sophie, men Octavian er det egentlige midtpunkt. Alle begærer ham – Feltmarskalinden, Sophie, ja selv Ochs, der møder den unge greve, da denne forklædt som tjenestepige forsøger at snige sig ud af sin elskerindes sovekammer. At Octavian spilles af en kvinde - den fænomenale Elisabeth Jansson - gør sengekantsscenerne en smule pikante, men forestillingen gør ikke stort væsen af erotikken. Det seksuelle begær har en stor, men underspillet rolle i stykket, og behandles som noget ganske naturligt. Ochs tager let på det, han er ikke kræsen og lægger skamløst an på alle de kvinder, han møder på sin vej, mens Feltmarskalinden trøster sig med sine affærer, fanget som hun er i et lidenskabsløst ægteskab. Octavian og Sophie er endnu for unge til at være skødesløse i deres forhold til sex, de søger opfyldelse af deres romantiske længsler frem for blot og bar fysisk nydelse.

Tiden spiller en stor rolle i operaen. Feltmarskalinden mærker sin ungdom svinde bort, og varmer sig en stakket stund ved sin elskers ungdommelige lidenskab. Hun ved dog, at deres forhold er udsigtsløst, for selvom hun elsker ham, er hun ikke blind for, at netop hans alder er den største attraktion for hende. Den umiddelbarhed og uskyld, som ungdommen besidder, og som man gradvist mister som tiden går og aldrig kan genvinde, stilles over for alderens indsigt og erfaring. Til sidst står Octavian og må vælge mellem sin modne elskerinde og den purunge pige, som har det, Feltmarskalinden mangler – tid. Feltmarskalinden og Octavian ved begge, at de ingen fremtid har sammen – hun var hans første kærlighed, han hendes trøst og sandsynligvis sidste, store kærlighed, men Sophie kan give ham en fremtid. 

Operaens pointe er netop, at tiden går sin gang, og selv den største kærlighed må føje sig for naturens krav. Ungdom søger ungdom, fremtiden venter forude, og alt er forgængeligt. Som Feltmarskalinden resigneret, men uden bitterhed synger om sin rivalinde: ”Hun vil gøre ham så lykkelig, som mænd nu kan blive.” Kærligheden er ikke perfekt, lykken er aldrig evig, men en kort stund kan man opleve den, og det må vi stille os tilfredse med. Og livet føles grænseløst, så længe kærligheden varer.

Beauty and the Beast spiller på Det Ny Teater frem til 7.december 2014. Læs mere om forestillingen her. Rosenkavaleren spiller i Operaen på Det Kongelige Teater frem til 24.januar 2014. Læs mere om forestillingen her.

Foto: Miklos Szabo