Dansedebat og pleaserprovokation

Foto: Carl Olsson

Hvis en kunstart skal vokse frem for blot at forstene i en krampagtig fastholdelse af tradition og tidligere tiders succes, kræver det mod. Mod til at udforske ukendte stier, mod til at turde gå imod strømmen. Det er ikke altid nemt, især ikke hvis man derved udsætter sig for verbale tæv fra anmelderne eller et publikum, der drejer om på hælen og bliver væk. Og det kan være svært at finde grænsen mellem nytænkning og relevans. Skal man provokere for provokationens skyld, blot for at ruske op i et stillestående kunstnerisk miljø og en stivnet kunstopfattelse, eller skal der altid være en mening med selv den største galskab?

Debat på dans

Jeg tror ikke, der er noget entydigt svar, det bedste er at prøve sig frem og så tage de slag med, der måtte komme. Dette efterår lægger de to store dansescener i København op til en tiltrængt fornyelse. Man starter i det små, men tegnene er der. I morgen spiller for sidste gang i Dansehallerne den eksperimenterende Comic Sans, hvis erklærede mål det netop er at ruske op i vores opfattelse af, hvad dans er eller bør være. Imens er Den Kongelige Ballet i fuld gang med prøverne på det, der efter sigende bliver en ny og meget anderledes version af ballettens arvesølv, Bournonville-balletten Sylfiden. 

Da balletmester Nikolaj Hübbe blev udnævnt, erklærede han, at han ville ”smelte guldhornene om”. Underforstået skulle der ske drastiske ændringer i tilgangen til dansk ballets adelsmærke, Bournonvilles klassiske balletter. Det har indtil videre resulteret i opdaterede og skarpe versioner af Et folkesagn og Napoli, og nu er det altså Sylfiden, der står for skud. Samtidig søger Den Kongelige Ballet at anlægge en mere eksperimenterende stil med sit ’kompagni i kompagniet’, Corpus, der fejrer to års jubilæum om et par uger. Det markeres med en debataften, hvor en række kulturspidser som bl.a. ballethistoriker Erik Aschengreen og forfatter Knud Romer skal diskutere, hvordan dansen som kunstart bør udvikle sig for stadig at være relevant som nutidig kunstart.

Comic Sans, en danse- og performanceværk skabt af koreograf Martin Forsberg, har denne og sidste uge søgt at sætte dansen til debat med en forestilling, der ifølge Dansehallernes hjemmeside er ”som at komme til cocktailparty i klovnedragt”. Desværre lever forestillingen ikke helt op til det, den lover, hvilket jeg gjorde opmærksom på, da jeg forleden anmeldte den for Magasinet KBH.

Fejlslagen provokation

Forestillingen ønsker at dekonstruere vores forventninger til, hvad der er god og dårlig smag. Men når performerne render rundt med påskrifter så som ”rules of taste enforce structures of power”, kan man jo ikke være uenig, men det føles forsimplet. Man kan altid diskutere, hvorvidt smagsdommeri i den rendyrkede form, som en anmeldelse trods alt er, overhovedet har sin relevans. Og det bør diskuteres med jævne mellemrum, som man inden for film- og litteraturbranchen har været gode til – knap så meget åbenhed og diskussionslyst er at forefinde inden for danse- og teaterkritikken. Men udsagnet fra Comic Sans, der lægger op til ren fornægtelse af kunstkritik generelt, føles mest af alt som en ideologisk blindgyde, hvis man stædigt fastholder, at smag ikke kan reguleres. 

Comic Sans er så forhippet på at provokere og sætte sig op imod en indbildt smagsautoritet ved at sætte den dårlige smag i scene, men ender i stedet med at lefle for et finkulturelt publikum, om end i den smalle ende af skalaen. Forestillingen er nemlig ikke provokerende eller nytænkende. Det er bare endnu en dag i Dansehallerne, hvor dans i høj grad er lig med performance, med eksperimenteren, men også stedet hvor form og indhold af og til går fejl af hinanden.

Comic Sans erklærer, at forestillingen vil gå på tværs af finkulturens elitære smag ved at invitere populærkulturen indenfor. Den er nu svær at få øje på i en forestilling, der er mere forelsket i sit eget kaos end i at komme med sammenhængende udsagn. Populærkultur vil jeg ikke kalde det, dertil er det for formløst, for snævert. Det henvender sig snarere til den unge, hippe del af kultureliten, dem der endnu er for smarte og for alternative til at opsøge kulturens højborge, dem der finder ballet for snobbet og showdans for vulgært. Og det er helt på sin plads, men Comic Sans provokerer ikke dette kernepublikum, i stedet lukker den sig kærligt og indforstået om det.

Teatersæsonens første forsøg på at nytænke og debattere scenedans er således slået fejl. Man kunne håbe, at Den Kongelige Ballet får større held med sig, for fornyelse er uden tvivl tiltrængt i det smalle, danske dansemiljø.

Comic Sans spiller sidste gang lørdag d.4.oktober i Dansehallerne. Læs mere her. Corpus holder debatarrangement i Det Kongelige Teaters nye A sal d.11.oktober. Læs mere her.