Styrer den hvide mand stadig? Om skedesekret og Matthew McConaughey

For halvandet år siden, efter al hypen omkring True Detective (1 sæson, bestemt ikke 2!), fik jeg endelig set den serie, der effektivt geninstallerede Matthew McConaughey som en af Hollywoods største stjerner. Fuldt fortjent ganske vist, hvilket jeg også har været inde på før. Efter at have hørt godt om serien fra adskillige (sjovt nok altid mandlige) bekendte, fik jeg set den i sommeren 2014. 1 sæson var jo til at overskue, og man skulle helst kunne følge med, når der blev talt om serier i omgangskredsen. Sådan ser verden ud i 10erne, film er yt (medmindre man er forhærdet drengerøv/ nørd m/k og der er tale om endnu en omgang superheltefilm/Ringenes Herre-prequel/James Bond/Star Wars) og TV-serier er in. 

Hvide antihelte på stribe

True Detective var endnu en overhypet serie om hvide, midaldrende, mandlige antihelte. Misforstå mig ikke, jeg har i den grad slugt serier som Breaking Bad og Mad Men, men denne gang knækkede tråden. Her var endnu en serie med to Hollywoodstjerner som trækplaster, der skildrede et velkendt ikon, nemlig den hvide mand som heroisk antihelt. Et menneske i krise, der samtidig er sært beundringsværdig. Trods feminismens udbredelse til mainstream film og TV er det i disse år endnu den hvide mand (ofte i midten af livet), der for alvor har fået lov til at stå i centrum for vestlig TV-kultur. Han har længe været genstand for vores beundring, en forførende skikkelse, der fanger vores opmærksomhed ved sin blanding af heltemod og sammensathed, intelligens og naivitet, idealisme og kynisme, blandet med en god dosis fandenivoldskhed, fordi han går på tværs af eller nægter at give efter for nutidens moralske slaphed.

Men med True Detective knækkede tråden for mig. Uanset hvor meget jeg blev grebet af McConaughey og Woody Harrelsons fornemme præstationer, blev jeg mere og mere træt, som serien skred frem. For de kvindelige karakterer var papirstynde, og selv en god skuespiller som Michelle Monaghan kunne ikke redde den klichefyldte fremstilling af kvinder som påhæng, objekter som mændene kunne begære eller fortvivle over, men som først og fremmest var ofre, der skulle reddes – fra andre mænd vel at mærke. Da serien sluttede, var jeg godt og grundigt træt. Træt af at det altid var mændene, der skulle stå i centrum, før en serie blev taget virkelig seriøst. Træt af at se mænd fremstillet som guddommelige individer, der reddede dagen i sidste ende, uanset hvor rædselsfuldt de ellers opførte sig. Det var samme sang, man fik fra andre serier. Breaking Bad havde ganske vist en stærk og nuancerede kvindelig karakter, men det var alligevel manden, der endte med at blive hyldet. 

Det samme gjaldt Mad Men, der sluttede sidste år. Selvom serien var rig på interessante kvinder, og hovedpersonen blev fremstillet nuanceret og ofte temmelig nådesløst, syntes der langt hen ad vejen at være en undertone af beundring for denne Don Draper, der med samfundets hyldest i ryggen kunne tillade sig at drikke, hore og fucke med sit eget liv såvel som andres, uden at det vakte fordømmelse fra omverdenen, hverken i seriens univers eller blandt seerne. Hver gang jeg har diskuteret serien med en mand, har vedkommende altid haft denne snert af beundring for en karakter, der i mine øjne er meget svær at beundre. Skuespilleren Jon Hamm blev hurtigt udråbt til et mandeideal, som kvinder begærede og mænd ville efterligne. Denne karakter, der i min øjne var så fucked up, at han umuligt kunne være et begærsobjekt, men snarere var interessant at studere som eksempel på, hvor meget et menneske kan ødelægge sig selv, blev et idol i virkelighedens verden.

Kønsklichéer

Nu har jeg intet ønske om at være moralist, og der skal ikke herske nogen tvivl om, at jeg rent faktisk kan lide de her serier, men jeg er træt af at se problematiske mandetyper glorificeret på den måde. Hvis det samme så gjaldt for kvinder, var det en anden sag, men her halter vestlig kultur stadig bagefter. Visse danske serier har ganske vist opnået succes med at bruge stærke kvindelige hovedpersoner, men det er først inden for det sidste stykke tid, at nuancerede kvinder for alvor er ved at slå igennem internationalt. Dansk film har derimod taget to skridt tilbage, og jeg har ikke set en film i evigheder, fordi den evige historie om kiksede drengerøve og mandlige antihelte ikke har sindssygt meget at sige mig. Hvorfor skulle jeg se Klovn 2, når det bare handler om to mænd, der ikke kan finde ud af deres liv? Hvorfor skulle jeg gide se den nye film om Tordenskjold, når traileren hørmer af drengerøvshumor, bro-bonding og mænd der ikke går op i andet end at få fisse? Det er jo set før, og uanset hvilken kritik af umodne mænd, der måtte ligge implicit i filmen, er emnet dybt fortærsket. 

På film såvel som på TV er det stadig derimod ofte sjældent at se kvinder opføre sig i strid med samfundets normer, medmindre hun (som f.eks. Lisbeth Salander) kan pakke det ind i en diagnose eller en offerhistorie. Bare se, hvordan Gone Girl blev kritiseret, fordi den kvindelige hovedperson var stjernepsykopat (uden at der var en forklaring/undskyldning for det). Da Lars von Trier for 6 år siden vovede at lave Antichrist, hvor en kvindelig hovedperson i bedste Ondskabens Hotel-stil gik amok, blev han anklaget for at være kvindefjendsk. Han fik lige lov til at lave Nymphomaniac, men ikke uden lige at smide en offerhistorie ind i plottet. For kvinder må jo ikke være rigtige onde eller uhæmmede. Kvinder skal være smukke, søde og opføre sig pænt, og hvis de ikke gør, skal de have en virkelig, virkelig god grund til det. Som for eksempel fordi de er blevet voldtaget.

Den præmis var udgangspunktet for en ny TV-serie, der ellers på mange punkter er ret banebrydende. Jessica Jones har en kvindelig hovedperson, der er hårdtslående og fandenivoldsk, med en dårlig attitude, utæmmet sexlyst og omfattende alkoholmisbrug. Serien er en af de få jeg har oplevet, der går op i at vise sexscener, der er bare en smule mere realistiske end de pussenussede missionærstillingsseancer, som vi altid skal belemres med.

Serien, der kun har kørt en sæson indtil videre, handlede i høj grad om kvinder, der tog kontrol. En slags live-action version af Frost, bare uden sange, nuttede sidekicks og pseudo-feminisme. Men selvfølgelig med en hovedperson, der i grunden var et offer, uanset hvor meget hun kæmpede for at undgå det mærkat og den dertil medhørende, implicitte undskyldning/forklaring på hendes utæmmede opførsel. Så det selvom det var et nybrud, er det langt fra nok.

Fri os fra prinsesserne

Én serie har dog brudt igennem kønsstereotyperne og kvindeklicheerne. Orange is the New Black, som jeg så nærmest ved et tilfælde, mens en efterårsforkølelse havde tvunget mig til at holde sengen i en uge, men Netflix som eneste selskab. Det virker måske lidt sært, at den hidtil bedste og mest nuancerede serie med kvindelige hovedpersoner er en serie, der foregår i et kvindefængsel. Og så alligevel ikke, for de utraditionelle rammer sikrer, at man som seer får præsenteret karaktererne under forhold, der må bringe det værst tænkelige frem i de fleste. Serien er vidunderligt fri for klicheer og går længere i sin skildring af kvindekarakterer, end jeg nogensinde før har oplevet. Udover at have en kvindelig hovedperson, der som serien skrider frem fremstår mere og mere usympatisk, simpelthen fordi hun er et sammensat menneske (og ikke et offer for andet end sine egne fejltagelser), viser den kvinder, når de er værst, bedst og mest menneskelige, komplet med adskillige optrin og diskussioner omkring kvinders intime anatomi (og mange kvinders manglende viden om samme), onani, behåring, forstoppelse og legemelige sekreter.

Et af de mest fantastiske eksempler (og til dato en af de sjoveste scener vist på TV) er da hovedpersonen Piper starter en lyssky virksomhed, der sælger brugte trusser – åbenbart et efterspurgt produkt blandt internettets mange mænd med sære lyster. Efter i årevis at være blevet tvangsfodret med scene efter scene på film og TV, der udpensler mænds kropslige processer fra både det ene og det andet kropshul, har vi endelig fået en kvindelig pendant. Pipers tale er en af de scener, jeg ikke anede, at jeg savnede, før jeg så den. Genialt TV, der effektivt piller kvinder ned fra det piedestal, vi med eller mod vores vilje har befundet os på i evigheder, og gør os til helt almindelige mennesker.

Hvis jeg har et ønske til fremtidens film og TV, er det en fremstilling af kvinder, der fjerner den lyserøde prinsessefantasi, som alt for mange mænd og kvinder stadig fastholder (bevidst eller ej), og i stedet sætter kvinder i et ærligt lys. Hvis skedesekret er midlet, så kom med det!

Dårlig barndom = stor kunst

Foto: Morten Holtum

 Kunsten fascinerer. Du kan ikke nægte det, for du ville ikke sidde netop nu og læse denne blog, hvis du ikke havde en vis interesse, en vis fascination af kunsten. Medmindre din læsning enten bunder i en interesse, fordi du kender mig, eller fordi du tilfældigvis kom forbi. Hvis de to sidstnævnte muligheder er årsagen, nærer jeg det ydmyge håb, at selve indholdet også fanger dig en gang imellem, men hvis ikke, tja, der er masser af underholdende blogs om mode, boligindretning og børn, om computerspil og ligestillingsdebat, sport og politik. Hvis det er det, der tænder dig, så klik endelig videre, no hard feelings herfra.

Er du der endnu?

Skønt, så kan vi komme i gang.

Er det personlige nøglen til kunsten?
I sidste indlæg kommenterede jeg DR Ks seneste, kedsommelige salondebat. Det underliggende tema for endnu en gang von Trier-diskussion (som vi har oplevet utallige gange i stort set alle danske medier) var et ønske om at begribe personen Lars von Trier. Det er for længst slået fast, at han er en stor filmkunstner, måske den største vort lille land nogensinde har produceret. Dét gør ham interessant, men interessen handler i lige så høj grad om manden Lars som kunstneren von Trier.

Når det gælder kunst, vil vi gerne forstå, hvad det hele handler om, og for mange ligger nøglen til forståelsen hos kunstneren selv. Det må være noget med barndommen, med skilsmissen, med teenageårenes uopnåelige piger. Som en flok hjerneforskere sætter journalister og akademiske forskere sig for at åbne kunstnerens hjerne, de tager vævsprøver, som de andægtigt analyserer. En kold mor, aha! Det er årsagen til de vanskelige kvinder i hans kunst. Mobning i skolen, jaså, det forklarer værkernes gennemgribende stemning af tristesse og sortsyn.

Mange kunstnere bruger åbenlyst deres eget liv i den kunst, de frembringer. Derfor ligger det lige for at bruge kunstnerens personlige oplevelser som nøgle til hans eller hendes værker. Men hvad hvis der ikke er nogen nøgle? Yahya Hassan er et glimrende eksempel på en kunstner, der synes formet af sin opvækst. Den barske barndom og ungdom er det stof, som ligger til grund for hans digtsamling, det har formet ham som menneske. Var han blevet digter, hvis han bare havde haft en kedelig middelklassebarndom med kærlige forældre?

Der findes mange menneske hvis ulykkelige barndom ikke har forløst et kunstnerisk potentiale hos dem. Jeg er derfor mere end skeptisk over for tanken om, at Lars von Trier blev kunstner på grund af sin frigide mor, og Yahya Hassan på grund af sin voldelige far.

Kunstneriske gener er biologiske blindgyder
Hvordan skabes en kunstner? En dag finder forskere måske et særligt kunstgen i den menneskelige DNA. Personligt hælder jeg stærkt til tanken om, at en kunstner er præget af en bestemt mental kodning, kald det talent, og det vil nok ikke være helt ude i skoven. Personlighedsforstyrrelse er nok et lige så godt ord. Fra biologiens side giver det jo ingen mening at frembringe et individ, der hellere vil lave noget fuldstændigt uproduktivt end at arbejde for artens overlevelse. Kunst er en genetisk blindgyde, alligevel dyrker vi ud i det ekstreme de uheldige artsfæller, der er underlagt kunsten.

Jeg vil vove den påstand, at de, der kommer tættest på at forstå kunsten og kunstneren, ikke er journalisterne, men kunstnerne selv. Derfor vil mit næste indlæg handle om to kunstnerportrætter skabt med kunstens virkemidler, to filmværker, der i sig selv kan kaldes kunst. Det ene er ren fiktion, det andet er postuleret virkelighed.

Hvad skal vi med kunstprogrammer?

Foto: DR

Hvad skal vi med kunsten? Det er et spørgsmål, som ind imellem dukker op i offentligheden. Politikere og medier ynder at ytre sig om det, som oftest når der er en eller anden stor institution (DR, Statens Museum For Kunst, Det Kongelige Teater), der ikke lige gør som de synes, eller ikke gør nok. Hvad skal vi med møget, spørger journalisterne (som oftest fra Ekstra Bladet), når folk alligevel hellere vil se X-factor og Far til Fire, læse krimier og Fifty Shades?

Salondiskussioner på DR K
På DR K er de flittige til at snakke om kunst og kultur. Det nyeste indslag er Salon K, præsenteret som en genoplivning af salontraditionen, hvor tidligere tiders dannede overklasse yndede at diskutere kunst. Kanalredaktør Flemming Hedegaard lover ”smæk på meningerne”, hvor det er tanken, at vi skal blive ”klogere på, hvad kunst gør, kan og skal”.

Det lyder jo rigtig fint og interessant. I det første program, der blev sendt den 25.februar, lagde Adrian Hughes (Smagsdommerne) hårdt ud med en debat om moderne billedkunst. Bliver kunst for plat, hvis almindelige mennesker forstår den? Det var programmets tema og afsættet for en veloplagt diskussion mellem Hughes og tre professionelle kunstfolk. Især Malene Ratcliffe, udstillingsleder for Den Frie Udstillingsbygning, kom i let modvind, da Hughes kritiserede hendes seneste udstilling på Den Frie for at være indadvendt og selvrefererende. Hun kvitterede med at kalde danskerne for ”visuelle analfabeter”, og selvom diskussionen endte i fred og fordragelighed, satte programmet nogle tanker i gang i hvert fald hos undertegnede.

Er kunstens primære rolle at være et erkendelsessprog, som Ratcliffe udtalte? Er det mediernes og skolernes skyld, hvis almindelige mennesker har svært ved at afkode moderne kunstværker, eller er kunstnerne simpelthen en samling ensporede, indelukkede individer, der er mere interesserede i at lege sammen i sandkassen end at gå i dialog med omverdenen? Jeg kunne blive ved, min pointe er bare, at programmet havde potentialet til at sætte en større diskussion i gang. Altså gøre sine seere klogere på, hvad kunst betyder.

Von Trier-snak? Snork!
Samme smæk for skillingen udeblev sørgeligt, da det næste program blev sendt i tirsdags. Denne gang var Maria Månsson (Filmselskabet) vært, og hun brugte sin halve time på at tale om Lars von Trier. Ikke med Lars von Trier - der åbenbart stadig render rundt med mundkurv på – men med filmekspert Peter Schepelern, journalist Nils Thorsen og Molly Stensgaard, klipper på Triers film, om hans person og hvad der gør ham til ”en ener i filmkunsten”. Anledningen var screeningen af Nymphomaniac vol.1 i Berlin.

Diskussionen var gabende kedelig. Så filmens Seligman og Joes mor er baseret på von Trier og hans egen mor? Jamen dog, sikke en banebrydende nyhed! Og har I derudover noget bud på, hvad vi kan bruge filmen til, hvordan vi skal anskue den, hvad den som kunstværk fortæller om menneskets natur, om kærligheden, om sex?

Nå ikke?

Her savnede jeg et klart bud på, hvad lige netop Nymphomaniac gør, hvad den kan som filmisk værk. Vi har i årenes løb hørt stolpe op og stolpe ned om von Triers person, om hans tåkrummende, åndsforsnottede, kontroversielle, sarkastiske, oprigtige udtalelser om Susanne Bier og Hitler og sin egen familiebaggrund på den famøse pressekonference i Cannes. Maria Månsson er sød og sympatisk, men agere skarp programvært i et samtaleprogram, der skal gøre os klogere på kunst, det kan hun ikke.

Yahya Hassan igen igen
Salon K er et godt initiativ, men i anden omgang sprang man over, hvor gærdet er lavest, i stedet for at skabe dybdeborende kunstdebat, skarpe analyser og berigende samtaler. Næste gang skal handle om – guess who? Yahya Hassan selvfølgelig! For Gud forbyde, at vi lod en uge gå, hvor vi ikke snakkede om den unge rebel with a cause.

Officielt handler programmet om autofiktion og at bruge eget liv i sine værker, men da Yahya Hassan åbenbart ikke gider deltage, og Karl Ove Knausgård var optaget andetsteds (må man formode), er det i stedet Nils Malmros, Merete Pryds Helle og Erling Jepsen, der må træde i deres sted. Ikke vildt originalt, men måske Alberte Clement Meldal kan få en fornuftig diskussion i gang alligevel? Vi får se på tirsdag.

En nymfomans bekendelser

Foto: Christian Geisnaes

Så blev det endelig tid til at se årets mest hypede film, Lars von Triers seneste opus.

Kvinden og jomfruen
Nymphomaniac åbner ballet allerede på plakaten, der med højtidelig provokation erklærer ”forget about love”. Joe, filmens hovedperson, gør sit bedste. Den selvdiagnosticerede nymfoman forsøger at leve udelukkende igennem lysten, og filmen kan ses som én lang forsvarstale for kvindens ret til at bestemme over egen krop, til at bruge (og misbruge sin krop), til at stå ved sit begær, koste hvad det vil. Det kunne let ende i en politisk debat om abort, plastikkirugi eller prostitution, til en diskussion om, hvor meget man egentlig har lov til at udsætte sin egen krop for. Men heldigvis går filmen uden om alle de tunge emner og fokuserer udelukkende på én ting: sex.

Filmen udfolder sig som en lang bekendelse fra nymfomanen, Joe, der hele sit liv har levet gennem kroppen og sanserne, til den intellektuelle Seligman, en aseksuel jomfru der udelukkende lever gennem sine åndsevner. Joe har levet uden tanke for andet end sin egen nydelse, hun har sat egne behov foran alt andet, men nu er hun i tvivl om sin livsstil, for prisen har været høj – både for hende og for folk omkring hende. Seligman forsvarer hendes handlinger med rationelle argumenter, men hans intellektuelle snak kommer til kort over for Joes jordbundne menneskelighed.

Frelser, dæmon og menneske
Som altid hos von Trier er Nymphomaniac en dialog mellem fornuften og drifterne, civilisationen og naturen, og manden og kvinden bliver arketypiske symboler for de to modsætninger. Kvinden skifter fra frelserskikkelse (Breaking the Waves) til dæmon (Antichrist), men man fornemmer, at von Trier altid er på hendes side. Manden er på en eller anden måde for kold, for rationel, for umenneskelig. Kvinden kan være luder eller madonna, men hun er først og fremmest menneskelig. Lidende, tvivlende, i følelsernes vold, men også kompromisløs i sin idealistiske søgen efter et holdepunkt i tilværelsen. Grænsesøgende, hvor de mandlige karakterer ofte er konforme, medfølende, hvor andre fordømmer.

På det mere jordnære plan er det interessant at se denne tvetydige hyldest til kvindens seksualitet, når den maskuline seksualitet netop bliver udfordret i disse år. Don Jon angreb den heteroseksuelle mands pornoforbrug, noget de fleste ellers tager for givet, mens Shame skildrede en mandlig nymfoman som følelsesmæssigt forkrøblet. Von Triers kvindelige hovedperson står ikke tilbage for mændene, når det gælder erotiske udskejelser, men filmen er solidarisk med hende fra start til slut.

Glem alt om kærligheden?
I Nymphomaniac har Joes seksuelle selvrealisering også sin pris, og hun svinger mellem afsværgelse og besyngelse af den lyst, der smadrer hendes liv og hendes krop. Med åbne øjne vælger hun en samfundsgodkendt tilværelse fra og den hedonistiske livsførelse til, hun sætter sig selv først og tager uden protest imod de slag og sjælekvaler, som valget fører med sig.

Trods sit oprør mod et samfund, der ukritisk hylder den romantiske tosomhed, kommer Joe dog ikke uden om forelskelsen. Kærligheden slår skår i hendes panser, og den glade erotik afløses af alvor og ansvar. Derfra går det galt…

Joe insisterer på at sætte nydelsen før pligten, før hverdagen, men efterhånden bliver hendes orgasmejagt mere og mere manisk og destruktiv. Hun tvinges til at vælge mellem familie og kærlighed på den ene side og seksualiteten på den anden. Som i Antichrist bliver seksualiteten en dæmonisk, destruktiv kraft, men von Trier forsvarer kvindens ret til at vælge denne vej, selvom den fører lige lukt ind i helvede. Valget, friheden til at vælge er det vigtigste. 

Feministisk seksualitet
Siger filmen noget nyt? Ikke på det overordnede plan, men den er befriende i sin insisteren på at vise en kvindes seksuelle udvikling uden at pege fingre. Joe har ikke kun sex, fordi hun er konstant liderlig. Hun er et seksuelt væsen på sine egne præmisser, ikke (blot) den heteroseksuelle mands våde fantasi. Hun er fuldkommen egoistisk og grænseløs i sin jagt på seksuel tilfredsstillelse, og præmisserne er helt hendes egne, ikke hendes elskeres. Dét er sundt at vise i et samfund, hvor unge piger i stigende grad retter deres selvværd og seksualitet ind efter forbilleder fra en pornoindustri og et mediebillede, der stadig favoriserer det mandlige begær. Plastikbrysterne har for længst fået følgeskab af designerfissen, for Gud forbyde at man ikke ser 'normal' ud dernede. På det punkt er filmen nærmest feministisk i sin skildring af Joes seksualitet.

Overraskende nok er filmen langt hen af vejen utrolig sjov, selvom plottet er dystert. De mange sexscener og utroværdige twist punkteres af Seligmans tørre skepsis, så melodramaet aldrig bliver for svulstigt. Den ’kommercielle’ version på 4 timer var forbløffende let at komme igennem, for man bliver grebet af humoren og historien, og filmen bliver siddende i én, længe efter den er slut. Seriøse filmnørder og von Trier-elskere bør gå skridtet videre og se den lange, 'kanoniske' version på 5½ time, når den bliver tilgængelig. Personligt tror jeg, den bliver ventetiden værd.