Hvad skal vi med kunstprogrammer?

Foto: DR

Hvad skal vi med kunsten? Det er et spørgsmål, som ind imellem dukker op i offentligheden. Politikere og medier ynder at ytre sig om det, som oftest når der er en eller anden stor institution (DR, Statens Museum For Kunst, Det Kongelige Teater), der ikke lige gør som de synes, eller ikke gør nok. Hvad skal vi med møget, spørger journalisterne (som oftest fra Ekstra Bladet), når folk alligevel hellere vil se X-factor og Far til Fire, læse krimier og Fifty Shades?

Salondiskussioner på DR K
På DR K er de flittige til at snakke om kunst og kultur. Det nyeste indslag er Salon K, præsenteret som en genoplivning af salontraditionen, hvor tidligere tiders dannede overklasse yndede at diskutere kunst. Kanalredaktør Flemming Hedegaard lover ”smæk på meningerne”, hvor det er tanken, at vi skal blive ”klogere på, hvad kunst gør, kan og skal”.

Det lyder jo rigtig fint og interessant. I det første program, der blev sendt den 25.februar, lagde Adrian Hughes (Smagsdommerne) hårdt ud med en debat om moderne billedkunst. Bliver kunst for plat, hvis almindelige mennesker forstår den? Det var programmets tema og afsættet for en veloplagt diskussion mellem Hughes og tre professionelle kunstfolk. Især Malene Ratcliffe, udstillingsleder for Den Frie Udstillingsbygning, kom i let modvind, da Hughes kritiserede hendes seneste udstilling på Den Frie for at være indadvendt og selvrefererende. Hun kvitterede med at kalde danskerne for ”visuelle analfabeter”, og selvom diskussionen endte i fred og fordragelighed, satte programmet nogle tanker i gang i hvert fald hos undertegnede.

Er kunstens primære rolle at være et erkendelsessprog, som Ratcliffe udtalte? Er det mediernes og skolernes skyld, hvis almindelige mennesker har svært ved at afkode moderne kunstværker, eller er kunstnerne simpelthen en samling ensporede, indelukkede individer, der er mere interesserede i at lege sammen i sandkassen end at gå i dialog med omverdenen? Jeg kunne blive ved, min pointe er bare, at programmet havde potentialet til at sætte en større diskussion i gang. Altså gøre sine seere klogere på, hvad kunst betyder.

Von Trier-snak? Snork!
Samme smæk for skillingen udeblev sørgeligt, da det næste program blev sendt i tirsdags. Denne gang var Maria Månsson (Filmselskabet) vært, og hun brugte sin halve time på at tale om Lars von Trier. Ikke med Lars von Trier - der åbenbart stadig render rundt med mundkurv på – men med filmekspert Peter Schepelern, journalist Nils Thorsen og Molly Stensgaard, klipper på Triers film, om hans person og hvad der gør ham til ”en ener i filmkunsten”. Anledningen var screeningen af Nymphomaniac vol.1 i Berlin.

Diskussionen var gabende kedelig. Så filmens Seligman og Joes mor er baseret på von Trier og hans egen mor? Jamen dog, sikke en banebrydende nyhed! Og har I derudover noget bud på, hvad vi kan bruge filmen til, hvordan vi skal anskue den, hvad den som kunstværk fortæller om menneskets natur, om kærligheden, om sex?

Nå ikke?

Her savnede jeg et klart bud på, hvad lige netop Nymphomaniac gør, hvad den kan som filmisk værk. Vi har i årenes løb hørt stolpe op og stolpe ned om von Triers person, om hans tåkrummende, åndsforsnottede, kontroversielle, sarkastiske, oprigtige udtalelser om Susanne Bier og Hitler og sin egen familiebaggrund på den famøse pressekonference i Cannes. Maria Månsson er sød og sympatisk, men agere skarp programvært i et samtaleprogram, der skal gøre os klogere på kunst, det kan hun ikke.

Yahya Hassan igen igen
Salon K er et godt initiativ, men i anden omgang sprang man over, hvor gærdet er lavest, i stedet for at skabe dybdeborende kunstdebat, skarpe analyser og berigende samtaler. Næste gang skal handle om – guess who? Yahya Hassan selvfølgelig! For Gud forbyde, at vi lod en uge gå, hvor vi ikke snakkede om den unge rebel with a cause.

Officielt handler programmet om autofiktion og at bruge eget liv i sine værker, men da Yahya Hassan åbenbart ikke gider deltage, og Karl Ove Knausgård var optaget andetsteds (må man formode), er det i stedet Nils Malmros, Merete Pryds Helle og Erling Jepsen, der må træde i deres sted. Ikke vildt originalt, men måske Alberte Clement Meldal kan få en fornuftig diskussion i gang alligevel? Vi får se på tirsdag.

En nymfomans bekendelser

Foto: Christian Geisnaes

Så blev det endelig tid til at se årets mest hypede film, Lars von Triers seneste opus.

Kvinden og jomfruen
Nymphomaniac åbner ballet allerede på plakaten, der med højtidelig provokation erklærer ”forget about love”. Joe, filmens hovedperson, gør sit bedste. Den selvdiagnosticerede nymfoman forsøger at leve udelukkende igennem lysten, og filmen kan ses som én lang forsvarstale for kvindens ret til at bestemme over egen krop, til at bruge (og misbruge sin krop), til at stå ved sit begær, koste hvad det vil. Det kunne let ende i en politisk debat om abort, plastikkirugi eller prostitution, til en diskussion om, hvor meget man egentlig har lov til at udsætte sin egen krop for. Men heldigvis går filmen uden om alle de tunge emner og fokuserer udelukkende på én ting: sex.

Filmen udfolder sig som en lang bekendelse fra nymfomanen, Joe, der hele sit liv har levet gennem kroppen og sanserne, til den intellektuelle Seligman, en aseksuel jomfru der udelukkende lever gennem sine åndsevner. Joe har levet uden tanke for andet end sin egen nydelse, hun har sat egne behov foran alt andet, men nu er hun i tvivl om sin livsstil, for prisen har været høj – både for hende og for folk omkring hende. Seligman forsvarer hendes handlinger med rationelle argumenter, men hans intellektuelle snak kommer til kort over for Joes jordbundne menneskelighed.

Frelser, dæmon og menneske
Som altid hos von Trier er Nymphomaniac en dialog mellem fornuften og drifterne, civilisationen og naturen, og manden og kvinden bliver arketypiske symboler for de to modsætninger. Kvinden skifter fra frelserskikkelse (Breaking the Waves) til dæmon (Antichrist), men man fornemmer, at von Trier altid er på hendes side. Manden er på en eller anden måde for kold, for rationel, for umenneskelig. Kvinden kan være luder eller madonna, men hun er først og fremmest menneskelig. Lidende, tvivlende, i følelsernes vold, men også kompromisløs i sin idealistiske søgen efter et holdepunkt i tilværelsen. Grænsesøgende, hvor de mandlige karakterer ofte er konforme, medfølende, hvor andre fordømmer.

På det mere jordnære plan er det interessant at se denne tvetydige hyldest til kvindens seksualitet, når den maskuline seksualitet netop bliver udfordret i disse år. Don Jon angreb den heteroseksuelle mands pornoforbrug, noget de fleste ellers tager for givet, mens Shame skildrede en mandlig nymfoman som følelsesmæssigt forkrøblet. Von Triers kvindelige hovedperson står ikke tilbage for mændene, når det gælder erotiske udskejelser, men filmen er solidarisk med hende fra start til slut.

Glem alt om kærligheden?
I Nymphomaniac har Joes seksuelle selvrealisering også sin pris, og hun svinger mellem afsværgelse og besyngelse af den lyst, der smadrer hendes liv og hendes krop. Med åbne øjne vælger hun en samfundsgodkendt tilværelse fra og den hedonistiske livsførelse til, hun sætter sig selv først og tager uden protest imod de slag og sjælekvaler, som valget fører med sig.

Trods sit oprør mod et samfund, der ukritisk hylder den romantiske tosomhed, kommer Joe dog ikke uden om forelskelsen. Kærligheden slår skår i hendes panser, og den glade erotik afløses af alvor og ansvar. Derfra går det galt…

Joe insisterer på at sætte nydelsen før pligten, før hverdagen, men efterhånden bliver hendes orgasmejagt mere og mere manisk og destruktiv. Hun tvinges til at vælge mellem familie og kærlighed på den ene side og seksualiteten på den anden. Som i Antichrist bliver seksualiteten en dæmonisk, destruktiv kraft, men von Trier forsvarer kvindens ret til at vælge denne vej, selvom den fører lige lukt ind i helvede. Valget, friheden til at vælge er det vigtigste. 

Feministisk seksualitet
Siger filmen noget nyt? Ikke på det overordnede plan, men den er befriende i sin insisteren på at vise en kvindes seksuelle udvikling uden at pege fingre. Joe har ikke kun sex, fordi hun er konstant liderlig. Hun er et seksuelt væsen på sine egne præmisser, ikke (blot) den heteroseksuelle mands våde fantasi. Hun er fuldkommen egoistisk og grænseløs i sin jagt på seksuel tilfredsstillelse, og præmisserne er helt hendes egne, ikke hendes elskeres. Dét er sundt at vise i et samfund, hvor unge piger i stigende grad retter deres selvværd og seksualitet ind efter forbilleder fra en pornoindustri og et mediebillede, der stadig favoriserer det mandlige begær. Plastikbrysterne har for længst fået følgeskab af designerfissen, for Gud forbyde at man ikke ser 'normal' ud dernede. På det punkt er filmen nærmest feministisk i sin skildring af Joes seksualitet.

Overraskende nok er filmen langt hen af vejen utrolig sjov, selvom plottet er dystert. De mange sexscener og utroværdige twist punkteres af Seligmans tørre skepsis, så melodramaet aldrig bliver for svulstigt. Den ’kommercielle’ version på 4 timer var forbløffende let at komme igennem, for man bliver grebet af humoren og historien, og filmen bliver siddende i én, længe efter den er slut. Seriøse filmnørder og von Trier-elskere bør gå skridtet videre og se den lange, 'kanoniske' version på 5½ time, når den bliver tilgængelig. Personligt tror jeg, den bliver ventetiden værd.