Hvad skal vi med kunstprogrammer?

Foto: DR

Hvad skal vi med kunsten? Det er et spørgsmål, som ind imellem dukker op i offentligheden. Politikere og medier ynder at ytre sig om det, som oftest når der er en eller anden stor institution (DR, Statens Museum For Kunst, Det Kongelige Teater), der ikke lige gør som de synes, eller ikke gør nok. Hvad skal vi med møget, spørger journalisterne (som oftest fra Ekstra Bladet), når folk alligevel hellere vil se X-factor og Far til Fire, læse krimier og Fifty Shades?

Salondiskussioner på DR K
På DR K er de flittige til at snakke om kunst og kultur. Det nyeste indslag er Salon K, præsenteret som en genoplivning af salontraditionen, hvor tidligere tiders dannede overklasse yndede at diskutere kunst. Kanalredaktør Flemming Hedegaard lover ”smæk på meningerne”, hvor det er tanken, at vi skal blive ”klogere på, hvad kunst gør, kan og skal”.

Det lyder jo rigtig fint og interessant. I det første program, der blev sendt den 25.februar, lagde Adrian Hughes (Smagsdommerne) hårdt ud med en debat om moderne billedkunst. Bliver kunst for plat, hvis almindelige mennesker forstår den? Det var programmets tema og afsættet for en veloplagt diskussion mellem Hughes og tre professionelle kunstfolk. Især Malene Ratcliffe, udstillingsleder for Den Frie Udstillingsbygning, kom i let modvind, da Hughes kritiserede hendes seneste udstilling på Den Frie for at være indadvendt og selvrefererende. Hun kvitterede med at kalde danskerne for ”visuelle analfabeter”, og selvom diskussionen endte i fred og fordragelighed, satte programmet nogle tanker i gang i hvert fald hos undertegnede.

Er kunstens primære rolle at være et erkendelsessprog, som Ratcliffe udtalte? Er det mediernes og skolernes skyld, hvis almindelige mennesker har svært ved at afkode moderne kunstværker, eller er kunstnerne simpelthen en samling ensporede, indelukkede individer, der er mere interesserede i at lege sammen i sandkassen end at gå i dialog med omverdenen? Jeg kunne blive ved, min pointe er bare, at programmet havde potentialet til at sætte en større diskussion i gang. Altså gøre sine seere klogere på, hvad kunst betyder.

Von Trier-snak? Snork!
Samme smæk for skillingen udeblev sørgeligt, da det næste program blev sendt i tirsdags. Denne gang var Maria Månsson (Filmselskabet) vært, og hun brugte sin halve time på at tale om Lars von Trier. Ikke med Lars von Trier - der åbenbart stadig render rundt med mundkurv på – men med filmekspert Peter Schepelern, journalist Nils Thorsen og Molly Stensgaard, klipper på Triers film, om hans person og hvad der gør ham til ”en ener i filmkunsten”. Anledningen var screeningen af Nymphomaniac vol.1 i Berlin.

Diskussionen var gabende kedelig. Så filmens Seligman og Joes mor er baseret på von Trier og hans egen mor? Jamen dog, sikke en banebrydende nyhed! Og har I derudover noget bud på, hvad vi kan bruge filmen til, hvordan vi skal anskue den, hvad den som kunstværk fortæller om menneskets natur, om kærligheden, om sex?

Nå ikke?

Her savnede jeg et klart bud på, hvad lige netop Nymphomaniac gør, hvad den kan som filmisk værk. Vi har i årenes løb hørt stolpe op og stolpe ned om von Triers person, om hans tåkrummende, åndsforsnottede, kontroversielle, sarkastiske, oprigtige udtalelser om Susanne Bier og Hitler og sin egen familiebaggrund på den famøse pressekonference i Cannes. Maria Månsson er sød og sympatisk, men agere skarp programvært i et samtaleprogram, der skal gøre os klogere på kunst, det kan hun ikke.

Yahya Hassan igen igen
Salon K er et godt initiativ, men i anden omgang sprang man over, hvor gærdet er lavest, i stedet for at skabe dybdeborende kunstdebat, skarpe analyser og berigende samtaler. Næste gang skal handle om – guess who? Yahya Hassan selvfølgelig! For Gud forbyde, at vi lod en uge gå, hvor vi ikke snakkede om den unge rebel with a cause.

Officielt handler programmet om autofiktion og at bruge eget liv i sine værker, men da Yahya Hassan åbenbart ikke gider deltage, og Karl Ove Knausgård var optaget andetsteds (må man formode), er det i stedet Nils Malmros, Merete Pryds Helle og Erling Jepsen, der må træde i deres sted. Ikke vildt originalt, men måske Alberte Clement Meldal kan få en fornuftig diskussion i gang alligevel? Vi får se på tirsdag.