Dansedrømme og sommersved – en reportage fra RDB Summerschool

Fotos: Signe Roderik

I mere end 50 år har unge dansere fra hele verden taget turen til København for at deltage i Bartholins Internationale Ballet Seminar. Her fik de mulighed for at blive undervist i en bred række danseteknikker og stilarter, først og fremmest klassisk ballet og Bournonvillestil. I 2014 overgik ledelsen af seminaret til Den Kongelige Ballet. K for kultur var med, da den første omgang Royal Danish Ballet Summer School blev afholdt i juli 2014. 

1.uge – koffeintilflugt og en anti-elitær skole

Det er juli måned og hedebølge i København. Det er minimum 30 grader udenfor, sandsynligvis mere. Luften er tung og fugtig i træningslokalerne, der ligger bag Det Kongelige Teaters Gamle Scene. Når man kommer herind, glemmer man næsten den strålende sol og den bølge af sommer, der har lagt sig over København i disse uger. Herinde eksisterer en verden for sig selv. Der er tyst i de tomme, hvide gange, når jeg om morgenen går ind ad sceneindgangen og bevæger mig videre op mod 4.sal, hvor sommerskolen har indtaget de ellers så ferieforladte lokaler. Kun en svag klavermelodi trænger igennem, den spilles i et adstadigt, næsten dovent tempo.

Første stop er for det meste Alexander Stægers kontor. Han er den nye leder af sommerskolen, og hans kontor er i disse uger husets vigtigste rum, i hvert fald for mit vedkommende. Det skyldes 1) at her står kaffemaskinen placeret, og 2) her er et vindue, der kan åbnes. Kontoret, der sådan set blot er et sminkerum, i disse uger annekteret af sommerskolen, syner ikke af meget. Men dette smalle lokale bliver allerede den første uge mit helle midt i heden, et sted at samle tankerne, køle af og få et skud koffein til at holde hovedet klart i løbet af de lange dage. Et sted, jeg kan søge tilflugt, når træningsrummene bliver overkogte af hede og sved. Selvom denne snævre balletverden er yderst vanedannende, når man først har bevæget sig ind i den, er jeg stadig lykkelig for at være den, der står uden for hele menageriet og i modsætning til eleverne, de unge dansere, ikke skal være spærret inde her i tre fulde uger.

En hjælp til unge dansere

Royal Danish Ballet Summer School eller RDB Summer School, som den mere mundret kaldes med henvisning til den typiske, internationale forkortelse af Den Kongelige Ballet (Royal Danish Ballet), er endnu en ganske ny størrelse. Alligevel er den alt andet end en grim ælling, for kurset har allerede eksisteret i mere end 50 år. Oprindeligt var det kendt som Bartholins Internationale Ballet Seminar, stiftet af den legendariske danske balletdanser Birger Bartholin tilbage i 1963. Ledelsen er ny, og der er foretaget visse ændringer i forhold til det gamle seminar, men hovedstrukturen er intakt. Det handler om at give unge dansere mulighed for at skærpe deres færdigheder sommeren over, så de bliver rustet til at starte en karriere som professionelle dansere, samt at snuse til trin og stilarter de ikke har prøvet før. 

Dansere fra hele verden søger ind på RDB Summer School for at dygtiggøre sig og blive bedre til at klare sig i den benhårde konkurrence, som udgør den professionelle danseverden. 

Det, der adskiller den danske sommerskole fra andre verden over, er Bournonvillestilen. Denne gamle balletstil er som altid trumfen for dansk ballet, og en af grundene til, at der findes dansere, som tager turen til Danmark helt fra USA og Kina for at bruger uger af deres sommerferie på at svede i indelukkede træningsrum. Én af disse er 23-årige Alberto Perez fra Spanien, der til daglig er danser i et balletkompagni i Orlando, USA.

”Jeg kan virkelig godt lide, at det er sådan en gammel stil, og at den er holdt på samme måde som dengang trinnene blev skabt,” fortæller han. ”Jeg kan godt lide musikaliteten i det og den måde hvorpå alt er virkelig hårdt, men samtidig ser virkelig nemt ud, når man ser det udefra.”

Alberto allerede i sommerskolen i 2013, og han er blot en af flere elever, der er gengangere på kurset. Han er heller ikke den eneste, der er bidt af Bournonvillestilen.  Norske Fabian Volden er her for 3.år i træk, og også for ham er det især Bournonville, der trækker. ”Du kan jo ikke tage til USA for at få undervisning i stilen,” forklarer han. For Fabian er det især den historiske baggrund for trinnene, der trækker, såvel som det faktum at seminaret er så tæt på hans eget hjemland. Desuden er flere af underviserne i år dansere, der stadig er aktive og derfor har trinnene i frisk erindring, hvilket er meget lærerigt at opleve for en ung danser som ham selv.

Bournonvilleundervisningen finder dog først sted i 2.uge af sommerskolen. Hovedprogrammet for seminaret er en broget blanding af forskellige klassiske stilarter og skoler inden for ballet såvel som moderne dans og jazz-stil. Sidstnævnte virker måske lidt malplaceret hos en sommerskole, der bliver afholdt inden for rammerne af en hæderkronet klassisk balletskole og – kompagni. Men grundlæggeren af sommerseminaret, den danske danser Birger Bartholin, ønskede netop et kursus, der kunne præsentere eleverne for et bredt udsnit af danseverdenen. Derfor er sommerskolen heller ikke specielt elitær. Selvom den især tiltrækker professionelle balletdansere in spe, er her også plads til danseinteresserede amatører og dansere, der måske ikke direkte egner sig til en karriere inden for klassisk ballet. 

En hær af piger

Da jeg kigger forbi sommerskolen om morgenen i løbet af den første uge, handler det om dog om teknikker og repertoire, der ligger tættere på en balletdansers hverdag. Undervisningen består af klassisk teknik, tåspidsarbejde for pigernes vedkommende og klassisk repertoire for mændene, delt mellem amerikanske Stacy Caddell og franske Marc de Bouays.

Dagen starter med halvanden times morgentræning, og Stacy Caddell leder træningen, da jeg kigger forbi. Stemningen er rolig, afslappet, med afdæmpet klaverakkompagnement. Eleverne udfører øvelserne med langsomme, bløde bevægelser, og Caddell går rundt i salen og rettet og kommenterer med lav stemmeføring, så lav, at det er svært at skelne hendes ord, der næsten overdøves af musikken. Jeg griber mig selv i at blive ført med af den halvsøvnige morgenstemning. Der er ikke noget, der ikke kan vente, fornemmelsen af at koncentrere sig om nuet og glemme alt andet er nærmest meditativ, og jeg mærker et ganske lille stik af misundelse. Det er de færreste jobs, hvor man kan starte dagen så blødt og stemningsfyldt. Forude venter dog mange timers hård arbejde for de unge dansere.

Efter morgentræningen er det Caddell, som har en baggrund hos New York City Ballet og Twyla Tharp, der underviser de kvindelige elever, en veritabel hær af unge piger, mens Marc de Bouays, der kommer fra Pariseroperaens ballet, står for mændenes træning. I modsætning til Caddell har han kun 9-10 elever. Ballet er stadig en kunstart, der tiltrækker langt flere kvinder end mænd. Hvor de mandlige elever her på sommerseminaret har et forholdsvist højt niveau med kroppe og bevægelser, der bærer præg af mange timers ballettræning, er de kvindelige elever en mere broget flok. En stor del har tydeligvis flere års balletundervisning bag sig, mens andre er langt mere famlende i deres trin, og et par stykker har slet ikke fysikken til at blive professionelle balletdansere. Hvorfor denne forskel mellem drengene og pigerne?

Alexander Stæger forklarer, at visse af eleverne udelukkende tager kurset, fordi de elsker ballet og gerne vil prøve kræfter med det, selvom deres interesse overordnet er mere akademisk end praktisk orienteret. Nogle studerer det måske på universitetet og vil gerne prøve på egen krop, hvad det vil sige at danse ballet, selvom de ikke har ambition om at blive professionelle dansere. Uanset hvad ens baggrund er for at deltage i sommerskolen, er kurset som udgangspunkt for alle, der har lysten og viljen til at følge med, uanset niveau.

Er det kun bøsser, der danser ballet?

Det forklarer det svingende niveau hos pigerne. Det påfaldende lille antal mandlige elever har til gengæld en mere pinagtig årsag. I den vestlige verden har ballet traditionelt været en kunstart, som mænd kiggede på, men sjældent deltog i. Den mandlige danser har i perioder været udskældt og anset for overflødig, og i klassisk ballet (med Bournonvillestilen som den store undtagelse) må manden for det meste træde i baggrunden og lade primaballerinaen få den største plads i spotlyset. Derfor kan det ikke undre, at de færreste drenge vælger at danse ballet, der især i Nordeuropa ikke anses for at være en ’maskulin’ sport på linje med for eksempel fodbold. Vælger man endelig ballet som dreng, er det typisk tilfældigheder, der vækker interessen, så som at følge en søster til balletundervisning eller blive spottet af en balletkyndig voksen, der opdager dansetalentet hos den lille purk. Derudover er det ingen hemmelighed, at ballet især tiltrækker homoseksuelle mænd, hvilket ikke ligefrem gør valget nemmere for en heteroseksuel dreng i en kultur, hvor mange (hetero)mænd der stadig er nervøse for at blive stemplet som feminine eller ’bøssede’.

Ifølge Fabian Volden, der startede med ballet som 13-årig og netop er blevet færdig med sin uddannelse på Norske Opera og Balletskole, bugner det ikke ligefrem med drenge på de skandinaviske balletskoler. Der florerer en del fordomme om, at ballet kun er for piger og bøsser, og derfor er det ikke en populær beskæftigelse blandt de fleste drenge. Selv startede Fabian med at danse hiphop, men blev af sin lærer overtalt til at prøve ballet, som han straks blev bidt af. Heldigvis er danseverdenen ikke helt uden forbilleder for balletglade drenge. I løbet af sommerskolen glæder Fabian sig især til at opleve mandlige undervisere så som den moderne danser Antoine Vereecken samt Alexander Stæger og Jean-Lucien Massot fra Den Kongelige Ballet, da de i hans øjne har en stærk og maskulin fremtoning. Generelt kan Fabian godt lide maskuline dansere, måske fordi det for ham personligt understreger, at ballet også har plads til det maskuline.

2.uge – danseglæde og traditionens tyngde

I kursets 2.uge viser det sig, at der er klare fordele ved at være blandt de få mandlige deltagere på sommerkurset. På grund af deres beskedne antal er drengenes undervisning mere intensiv, mens Bournonville-timerne på kvindernes side må deles op i to hold, og niveauforskellen mellem de enkelte dansere står tydeligt frem. På mandesiden synes undervisningen derimod mere at glide bedre, fordi eleverne er så få, og det generelle niveau er væsentlig højere.

Der er to kvindelige undervisere i Bournonville, de garvede danske dansere Gudrun Bojesen og Diana Cuni. De deler pigerne mellem sig og skifter gruppe fra dag til dag, så eleverne når at få begge lærere i tre af ugens seks arbejdsdage. De to undervisere erkender, at niveauforskellen er en udfordring. Gudrun Bojesen forklarer, at det ikke er alle pigerne, der har en professionel træning med i bagagen. Det er ikke i sig selv et problem, men, som hun fortæller, ”til gengæld skal vi passe på, at de ikke komme til skade, for vi har sat et ret højt niveau for hvad de skal kunne danse, når ugen er slut, for at trække de dygtige med.” Eleverne er dog generelt ved godt mod, indskyder Diana Cuni. ”Man kan se, at de synes det er sjovt, og at de gerne vil lære trinnene, selvom det måske er lidt teknisk svært i forhold til hvad de kan.”

De er begge enige om, at stemningen er rigtig god. Alle eleverne arbejder seriøst, og som lærer er man ikke nødt til at hive nogen med, som ikke gider. ”De giver rigtig meget,” fortæller Bojesen. ”De kommer over og spørger efter hver time – og nejer, det er vi ikke vant til,” griner hun.

Svær Bournonville

I timen øver både drenge og piger trin fra balletten Napoli. Selv for en ikke-danser som mig er det åbenlyst, hvor svære trinnene er at mestre, bevægelserne er bittesmå og hurtige, men skal samtidig virke lette og udføres glidende og elegant. ”Gør det let, ubesværet og sjovt,” formaner Alexander Stæger, der underviser drengene, mens han selv udfører trinnene med en kombination af lethed og perfekt kontrol. ”Trinnene er som en cirkel – brug energien fra det ene trin til at bevæge jer over i det næste. Lad være med at stoppe mellem trinnene.” De mandlige elever følger hans eksempel, og hurtigt bliver deres bevægelser mere flydende. Hos pigerne skal der kæmpes lidt mere. Diana Cuni belærer sine elever om at følge musikken og mærke trinnenes musikalitet, hvordan de netop er afpasset til musikken – et typisk træk ved Bournonvilles stil.

Bournonville er krævende at lære, selv for de elever, der har en professionel træningsbaggrund. 14-årige Quincy Conklin fra USA er én af disse. Hun startede med at danse som 4-årig og går nu på Carmel Academy of Performing Arts. Hun deltager i sommerseminaret på opfordring fra en af underviser hjemme i USA, og hendes mål er at forbedre sin positur og teknik såvel som at blive mere flydende i sine bevægelser. Bournonville er helt ny og anderledes for hende. Her skal hun fokusere både på fødder, overkrop og hoved, mens undervisningen derhjemme koncentrerer sig om hele kroppen men uden særligt fokus på de enkelte dele. Hun er dog glad for oplevelsen, især fordi man som pige bliver undervist på skift af Bojesen og Cuni, og på den måde får forskellige blikke på sin dans og de fejl, man uvægerligt begår undervejs.

At sætte ord på sin barndoms trin

Det er også en udfordring for de tre lærere at undervise eleverne i Bournonville. Både Gudrun Bojesen, Diana Cuni og Alexander Stæger er hjemmehørende i Den Kongelige Ballet, hvor Bojesen er solodanser og de to andre solister (både Bojesen og Cuni er siden gået på pension som dansere, red.), og har alle gået på Den Kongelige Balletskole. Stæger beretter, hvordan det er svært pludselig at skulle sætte ord på trin, som han selv har lært i så ung en alder, at det slet ikke er noget, han tænker over. Nu skal de forklares for unge dansere med en helt anden teknisk baggrund, hvilket kan være noget af en udfordring, fordi der er så mange små trin, som skal udføres i hurtig rækkefølge.

”Det var lidt nervepirrende at undervise i Bournonville i starten,” fortæller Stæger. Bournonville er en af verdens ældste balletstilarter, skabt til Den Kongelige Ballet af tidligere balletmester August Bournonville, der trods navnet var dansker. Som danser i Den Kongelige Ballet har man derfor en særlig forpligtelse over for den gamle danske ballettradition, som er en af de bedst bevarede på verdensplan og årsagen til, at den danske ballet nyder stor international anseelse. Derfor ligger der et stort ansvar i at videregive traditionen til nye generationer, også selvom det kun er gennem én uges undervisning.

Tunge miner og alvorsfulde belæringer er der dog ikke meget af i timerne. Som Stæger forklarer, at det netop handler om at videregive sin egen kærlighed til trinnene og teknikken. ”Noget af det jeg prøver at give videre, det er selve dansedelen i stedet for kun at fokusere på teknikken,” forklarer han. ”Det vil sige at de lærer det bløde flow og danseglæden, som jeg selv synes er en kæmpe del af Bournonvilletraditionen – hvis man kan få det med, så falder resten næsten på plads af sig selv”. Det er vigtigt at give sig hen til bevægelserne. ”Til træning bruger man uendelige timer på at benene skal være dér og dér og armen skal sidde her, det skal være perfekt, men når man så kommer på scenen, så skal der også være plads til, at man kan give slip, nyde øjeblikket og lade sig rive med.”

Også Bojesen og Cuni føler, at deres undervisning er præget af den tradition, de nu skal videregive, og tager ansvaret alvorligt. Man når ikke meget på en uge, men de to lærere håber begge, at eleverne gennem denne uges forløb får et grundlæggende kendskab til og færdighed i Bournonvillestilen.

Niveauforskellen blandt de kvindelige elever er nok den største udfordring for de to lærere, fordi grupperne er så store. De mener begge, at man fremover bør niveauinddele pigerne, ikke for at frasortere nogen, men for at alle kan få mere ud af undervisningen. De dygtigste kunne så få mere ud af de soloer, de nu skal lære, mens de piger, der ikke har en professionel baggrund, måske kunne få mere ud af et mere simpelt repertoire. Lige nu har det været lidt frustrerende at forsøge at lære trin fra sig til den store flok elever uden at vide, præcis hvor meget den enkelte reelt får ud af det.  Desuden er det en udfordring med at få de piger uden basale færdigheder med; for hvor starter man, hvis en elev ikke kan strække ben eller stå på tå?

Partnerskabets kunst

Om eftermiddagen i sommerskolens 2.uge er det tid til en kærkommen pause. Dog kun for pigerne. Efter timerne med Bournonville skifter eleverne til undervisning i Pas de Deux, eller helt basalt, hvordan man danser klassisk ballet med en enkelt partner. Det er en helt grundlæggende færdighed, som en balletdanser skal mestre, men på grund af den skæve kønsfordeling i balletskolerne kan det visse steder være en udfordring at få tilstrækkelig undervisning i Pas de Deux.

21-årige Chan Yuk Yin er en af de elever, der har oplevet problemet på egen krop. Oprindeligt fra Hong Kong søgte hun til London for at få balletundervisning og går nu på Rambert School of Ballet and Contemporary Dance. Her har eleverne kun timer i Pas de Deux en gang om ugen, og fordi der er langt flere piger end drenge på holdet, kan man som pige ikke altid være aktiv i timerne. Selvom samme problem gør sig gældende på sommerskolen, forsøger man at løse det. Pigerne bliver delt op i to hold, der på skift deltager i eftermiddagens undervisning. Drengene kommer samtidig på overarbejde – de skal deltage i undervisningen ad to omgange, så de fleste af pigerne får mulighed for at træne med en partner. 

Det hele styres af Jean-Lucien Massot, tidligere solodanser ved Den Kongelige Ballet. ”Matchmaker” kalder han sig selv halvt i spøg, da jeg fanger ham efter en undervisningstime. Han forklarer, at han starter undervisningen med at sætte eleverne sammen, dreng og pige, og lærer dem derefter gradvist trinnene en kendt Pas de Deux fra balletten Don Quixote. ”I starten er de sky,” fortæller han, ”men det overkommer de hurtigt. Man kan ikke være sky i den daglige træning, ligesom man heller ikke kan være genert på scenen.”

For Alberto og Fabian er Massots undervisning hårdt arbejde, for de skal træne dobbelt. Efter slutningen af 2.uge medgiver Alberto dog, at det også har været lærerigt. Timerne har givet ham mulighed for at øve med og tilpasse sig flere forskellige partnere, og det er en nødvendig færdighed i professionelle dansekompagnier. Ved at træne med forskellige partnere finder man ud af, hvordan den enkelte pige bevæger sig, og hvordan man tilpasser sine egne bevægelser til hendes.

3.uge – divadansere og fantasikjoler

Den sidste uges morgentræning er delt mellem fransk Cristine Camillo og engelske David Peden. Her i slutningen af sommerskolen synes en del at være faldet på plads for eleverne. Trinnene udføres med større sikkerhed, og mange af de unge dansere udviser langt større overskud i deres teknik. Der er dog stadig noget at lære. 

Underviserne er tydeligt forskellige fra tidligere uges lærere. Camillo er meget fransk, værdig og elegant, mens Peden er jovial og joker konstant under træningen. Samtidig kræver han dog en hel del af sine elever. En af dem er Quincy, der bliver rettet, da hun skal udføre en serie trin. ”Quincy, du skal svæve!” udbryder han, og spørger hende dernæst, hvad hun har på. Lidt forlegent svarer hun, at hun er iført træningstøj. ”Keedeligt!” siger han højt. ”Hvad med en balkjole? En lang, svævende kjole. Hvilken farve har den?” ”Lilla,” svarer Qunicy, stadig lidt genert, men nu med på legen. ”Lilla, godt. Hvad med smykker? Har du en halskæde på?” Sådan bliver han ved, indtil Quincy i både sin egen og vor andres fantasi er helt forvandlet som en anden Askepot. Samtidig er hendes smil blevet større, og hovedet holder hun højere end før.

Heste er aldrig generte

”Hvad er I?” spørger Ann Reinking ud i luften.

”Fantastiske!” råber eleverne i kor.

”Der er ingen generte heste, og der er ingen generte stjerner,” formaner den aldrende Broadwaystjerne med tyk amerikansk accent. En halv time inde i hendes første undervisningsdag er Reinking i fuld gang med at forvandle de generte elever til flamboyante showdansere. Som tidligere muse for den legendariske jazzkoreograf Bob Fosse skal Reinking undervise eleverne i showdans. Sammen med sin medunderviser, musicalkoreograf og tidligere danser Gary Chryst, der har en fortid inden for både klassisk ballet og moderne dans, skal hun lære de unge dansere trin fra Fosses værker. 

Reinking begynder sin første undervisningstime med at få eleverne til at agere heste. Én for én forvandler hun dem til storslåede, vrinskende pragtdyr, og trin for trin lærer hun den jazzede koreografi fra sig. Bevægelsessproget er langt fra klassisk ballet, men én ting står klart: selvom trinnene og genren er helt anderledes, er hovedprincippet det samme. Selvtilliden skal være på plads, og det er Reinkings første formaning. Eleverne skal ikke blot føle sig på toppen, de skal være på toppen, være fantastiske, føre sig frem. De skal være stjerner i deres eget hoved og krop, før de kan blive det på scenen.

Reinking er selv en stjerne, om end måske lidt falmet og skrøbelig med årene. Hun er dog begejstret for at undervise på RDB Summer School. Eleverne kan hun næsten ikke rose nok, da jeg taler med hende ved ugens slutning. Hun er imponeret over, hvor seriøst de har knoklet, selv ind i de søvnige eftermiddagstimer, til trods for et tætpakket program med undervisning fra tidlig morgen og (som oftest) til sen aften. Hvad de har klaret på tre uger er utroligt, mener hun. De forskellige dansestile, som de er blevet undervist i, er så specifikke, så svære at udføre, men eleverne har alligevel formået det. ”Jeg overværede nogle af deres soloer, og det jeg oplevede var stort. De kunne klare det, men det var også finessen i deres udøvelse, og det faktum at de ville det. Hvis en elev vil det, så vil han eller hun arbejde på det, indtil de kan det. Og der var ikke én af de her unge, der ikke ville det. De har den passion der skal til,” fortæller hun, tydeligt rørt.

Løn for hårdt arbejde

De tre ugers hårde arbejde bliver belønnet på kursets sidste dag. Her modtager fem af eleverne Bartholins legat, der er en pris til de elever, som i særlig grad har udmærket sig med deres gå-på-mod og store indsats i løbet af sommerskolen. Belønningen er gratis deltagelse i næste års sommerskole. Alberto og Quincy er blandt de heldige, og da jeg møder dem senere på dagen, er de forståeligt nok lutter smil. Undervisningen er slut, men forude venter afslutningsforestilling, hvor eleverne skal fremvise uddrag fra det repertoire, de har lært i løbet af de sidste tre uger. Det foregår som en gratis, offentlig forestilling på Skuespilhusets Lille Scene.

Quincy og Alberto glæder sig begge til afslutningen, men er samtidig lidt triste over, at sommerskolen er forbi for denne gang. De har været glade for underviserne, og især for Quincy har det været en oplevelse for første gang at danse og modtage undervisning uden for USA. Det har også været hårdt. Hver uge er undervisningen blevet sværere og mere udfordrende, især Jazz Repertoire med Reinking og Chryst samt og Pointe Class med Cristine Camillo har budt på teknik, der var krævende at lære, synes Quincy. Alberto er enig, men mener at det er blevet gradvist hårdere gennem uge 2 og 3, fordi musklerne har arbejdet sig trætte og ikke har haft tid til at hvile. Nu bliver der tid til at holde pause og slappe lidt af. Men til gengæld kan begge de unge dansere se frem til næste års sommerkursus. Deres plads er allerede sikret, og hverken Quincy eller Alberto er i tvivl om, at de vil vende tilbage til København og RDB Summer School.

Efterskrift: Efter det første års sommerskole valgte ledelsen at udvide sommerskolen. Kurset var meget efterspurgt allerede i 2014, men niveauet var ujævnt, og derfor valgte man i 2015 at oprette et Elite Program for elever, der har gået på professionelle balletskoler. Der blev krævet audition for at kunne deltage i programmet, der løb sideløbende med det almindelige kursus. Derudover blev sommerskolen udvidet med en uges seminar for balletinteresserede børn i alderen 9-12 år, med det formål at åbne teatret op for danske børn og lade dem prøve kræfter med dansens verden i Det Kongelige Teaters rammer. Udover balletundervisning har børnene modtaget undervisning i blandt andet rytmik og ballethistorie, fået rundvisning på Gamle Scene og set balletfilm. I år har der været 50 elever fordelt på to hold, mens der til sammenligning er plads til 120 elever på den almindelige sommerskole. Børnekurset blev meget hurtigt udsolgt, og vil derfor højst sandsynligt blive udvidet i 2016. Sommerkurset for børn har kørt fra 27.juli-1.august, mens den almindelige sommerskole kørte fra 13.juli-1.august med 185 elever fra 23 forskellige lande. I år blev RDB Summer School således afsluttet med hele to afslutningsforestillinger for at få plads til de mange elever samt efterkomme den store publikumsinteresse. 

Da kærligheden blev væk

Fotos: Costin Radu

Advarsel: Følgende artikel er en meget lang, meget nørdet redegørelse for alt, hvad der er galt med Den Kongelige Ballets nye Svanesøen – samt en tilkendegivelse af de gode præstationer og interessante elementer, der trods alt får plads i balletten.

Svanesøen er alle tiders mest elskede ballet, og uden tvivl svær at iscenesætte. Alligevel er den nye version, som Nikolaj Hübbe i samarbejde med ex-prima ballerina Silja Schandorff har sat op på Det Kongelige Teater, en ganske problematisk størrelse. 

Krænket svanefan

Der er mange måder at vurdere balletten på, og min egen bedømmelse er særdeles farvet af dels tidligere opsætninger såvel som af min indgroede holdning, at når man opsætter en handlingsballet, skal historien fungere. Gør den ikke det, bliver iscenesættelsen aldrig rigtig vellykket. Da jeg så denne nye version af Svanesøen, forsøgte jeg al magt at kunne lide den. Gode præstationer, overdådige eventyrkostumer og en vild scenografi af geniale Mikki Kunttu var opmuntrende elementer, men en række ting skurrede i balletten, indtil tråden knækkede i anden akt og efterlod mig sydende af forargelse frem til den skuffende slutning. Hvorfor tog jeg det så tungt? Fordi jeg havde håbet på langt mere. Visse valg fra Hübbe/Schandorff side virkede som decideret helligbrøde, og tog mig noget tid at komme mig over. Heldigvis viste der sig en række lyspunkter, som til dels har reddet balletten og reduceret de dårlige elementer til irritationsmomenter frem for katastrofer.

Det, der først og fremmest har gjort denne version værd at se, er dansernes præstationer. Selvom de danske dansere er langt fra at kunne måle sig med russerne, der gæstede Danmark sidste år med en mere trofast (omend temmelig lidenskabsløs) version, har Den Kongelige Ballet mere personlighed. Det har knebet lidt med at få den frem i denne opsætning, men ét hold ramte plet. Efter to ret kedelige sæt dansere i de bærende roller som prinsen og svaneprinsessen, overværede jeg Marcin Kupinski og Ida Prætorius (der debuterede i partiet Odette/Odile). Med de to begyndte opsætningen for første gang at leve for alvor. Det var en lettelse at opleve præstationer, som jeg rent faktisk kunne tro på. Kupinski og Prætorius havde en kemi imellem sig, der gjorde kærlighedshistorien troværdig. Svanesøen er er jo først og fremmest en kærlighedshistorie, selvom team Hübbe/Schandorff har forsøgt at indføre flere lag, så som fortællingen om et magtmenneske, en utilpasset ung mand og en coming-of-age-historie med et mørkt twist. Det er alt sammen rigtig fint og interessant i teorien, men hjertet i denne klassiske ballefortælling har altid været en romantisk tragedie af de helt store.

Gnistrende parløb vs. knuget enegang
Kupinski trådte først i karakter i slutningen af første del. Hvilket til en start irriterede mig lidt, indtil jeg forstod, at det netop var pointen – prinsen er kørt ud på et sidespor ved sit eget hof, han forsøger pligtskyldigt at følge med i hoflivet, men kan ikke samle sig om det. Han keder sig, føler sig knuget af den tunge stemning, af sin kolde mor og rådet af usmilende gamle hoffolk, der rynker på panden, så snart han gør den mindste ansats til glemme sin ophøjede position. Den falske Rothbart smiler og smisker, men er med til at isolere ham fra omgivelserne. Da prisen møder Odette, falder han med et brag, og det er ikke sært. Ida Prætorius havde som den hvide svane mere at byde på end blot et par lange ben og et yndigt ansigt – der var personlighed bag de kønne, traurige træk.

Det er så sjældent, at jeg sidder på kanten af sædet i åndeløs spænding, når jeg ser en forestilling, men jeg gjorde det til dette hold på Svanesøen. Selvom jeg havde set forestillingen flere gange inden da, selvom jeg vidste hvad der skete, næsten kunne det udenad, sad jeg alligevel og knugede hænderne i skødet. Fordi det, der skete oppe på scenen pludseligt føltes ægte, levende, vigtigt. Fordi det for første gang i denne iscenesættelse føltes rigtigt. Fordi Kupinskis ansigt, da han så pigen og rakte ud efter hende, lyste af betagelse, begær og begejstring. Fordi Prætorius’ svanepige på én gang var så sørgmodig og stærk selv i sin sårbarhed, at man selv blev en smule forelsket i hende. Slutningen ramte mig her for en gangs skyld, fordi Kupinskis prins var så ægte fortvivlet i sin håbløse kamp for kærligheden, Prætorius' Odette så tydeligt resigneret og så alligevel knust, ude af stand til at kæmpe imod ondskaben, men heller ikke i stand til at give helt slip på den elskede, før alt håb endegyldigt var ude.

Det spøjse er, at Kupinski og Prætorius ikke gjorde det væsentligt anderledes end de andre hovedrolledansere. Det var ikke deres individuelle præstationer, der skilte sig særligt ud, men snarere samspillet mellem de to. Der er gode ting at sige om stort set alle de andre hold prinser og svaneprinsesser – Alban Lendorf især ramte plet, når han skulle virke undertrykt og utilpasset i første del, og i balscenens afslutning antydede han en næsten paranoid panikfølelse på få sekunder, hvilket fint fik scenens dommedagsuhygge frem. Det skal heller ikke herske nogen tvivl om, at han er en fænomenal danser og rent teknisk rager så meget op over alle de andre i korpset, at selv de dygtigste aldrig helt når hans niveau. Men Lendorf var – som jeg desværre så ofte før har oplevet det – ikke særlig troværdig som kærlighedsramt kavaler over for J’aime Crandalls sarte, men småkedelige Odette. Jeg tror generelt aldrig på ham, når han skal agere forelsket, og den hvide svane var tydeligvis blot hans undskyldning for at kunne flygte fra den kvælende hofpragt og at hengive sig til drømmen om frihed. Præcis som sidste år, hvor hans James inderst inde var ligeglad med sin Sylfide. Det mest irriterende ved Lendorfs præstationer er som regel, at han er lige ved at nå derhen, hvor han får sin karakter til at leve for alvor. Men han når desværre sjældent helt i mål.

Kedelig kærlighed og klam skurk
Til gengæld var det tydeligvis alt for tidligt at kaste Sebastian Haynes ud i rollen som prinsen. Selvfølgelig gjorde han en flot figur og havde en fin elegance i sin dans, men han formåede ikke at skabe en fuldbåren karakter. Hans prins måtte nøjes med at spankulere rundt og se godt ud, mens Susanne Grinders mere garvede svane måtte bære historien alene på sine spinkle skuldre.

Gregory Deans mere følsomme prins gjorde et ærligt forsøg på at interessere sig for sin svane, mens Amy Watson var en meget smuk og statelig Odette (selvom hendes manglende fouettes i anden akt var en halvpinlig affære). Alligevel greb jeg mig selv i at kede mig lidt under deres scener sammen, der ligesom Lendorfs og Crandalls ikke ligefrem emmede af lidenskab. Her skal det siges, at jeg var stor fan af team Dean/Watsons bevægende samdans- og spil i efterårets Sylfiden. Men af en eller anden grund kunne de ikke frembringe sammen gnistrende samspil i Svanesøen. De var begge to nydelige, men det virkede som om de ikke havde andet end høflig interesse for hinanden.

Den eneste anden, der virkelig har imponeret i denne opsætning, er Jón Axel Fransson. Hans Rothbart viste sig som intet mindre end ballettens svar på en superskurk, en inkarneret, slesk ondskab. Hans blodige jokergrin var afsindigt skræmmende og stjal på premiereaftenen billedet fra Alban Lendorf og J’aime Crandall i hver eneste scene. Efter flere gensyn krummer jeg stadig tæer, når han træder frem på scenen og bare står dér med blikket vendt ud mod publikum. Uhyggeligt bliver det, når han danser troskyldigt rundt med de små børn omkring sig, og hans interaktion med svaneprinsessen er decideret ubehageligt at overvære.

Hug en hæl og klip en tå
Benno og narren har jeg til gengæld et blandet forhold til. Mest fordi karaktererne ikke rigtigt giver mening i historien. Benno skal forestille at være prinsens bedste ven, men af uklare grunde går han i ledtog med Rothbart. Jonathan Chmelensky gjorde et sympatisk forsøg på at få lidt kød på bedstevennen, hans Benno var ikke helt tryg ved Rothbars sortklædte rådgivere, og man anede, at han handlede i god tro, måske ud fra en vis bekymring for den indelukkede prins, da han agerede håndlanger for skurken. Alexander Stæger, der ellers plejer at have godt greb om sine karakterer, virkede til gengæld mere i vildrede, når det gjaldt om at give et bud på rollen ud over det rent dansetekniske. Ingen af de to har dog haft ret meget at arbejde med, da karakteren Benno på forhånd er utydeligt tegnet og sandsynligvis havde stået stærkere, hvis han havde haft større råderum på scenen. I stedet har narren fået uforholdsmæssigt meget plads, men uden at få tilsvarende at lave, uden anden funktion end at give skurken en meget passiv og personlighedsløs håndlanger, der hopper lidt rundt i et par scener, så det ser ud, som om han har noget at lave. Hvorfor ikke bare skære karakteren væk, når han er så overflødig, og i stedet give noget af pladsen til Benno? Eller skære vennen væk og give hans scener til narren? Rent dramatisk ville det klæde iscenesættelsen at skære ned på karakterer i stykket, så handlingen blev mere fokuseret.

I det hele taget er denne iscenesættelse skæmmet af overflødigt fyld, uklarheder i dramaturgien og uskarp koreografi, der sine steder bliver nærmest gumpetung. Eksempelvis i første del, hvor den indledende vals bliver et kluntet forsøg på at udnytte balletbørnenes nuttethedsfaktor. Det trækker ud og falder igennem, når man efterfølgende overværer den festlige pas de trois og i anden dels hvide akt forkæles med mesterkoreografen Petipas blændende svanetrin .

Balscenen er et forsøg på nytænkning, og ændringerne giver til en vis grad mening, selvom jeg personligt ikke var begejstret. I stedet for at præsentere de bejlende prinsesser i samlet flok til øm valsemusik (som jeg savner, men til nød kan leve uden), får hver enkelt en præsentation til ny koreografi skabt af to unge dansere, Gregory Dean og Oliver Starpov. Det er en vovet satsning fra Hübbes side, men det lykkes ganske fint, bortset fra den russiske dans. Her stjæler syv mandlige dansere i bar overkrop og blodrøde, flagrende skørter billedet fra den prinsesse, de ellers skulle fremvise, og deres fagter bliver distraherende scenisk ’støj’ frem for bevægelser, der arbejder i samklang med musikken.

Pinlig plotforvirring
Den største fadæse begået af team Hübbe/Schandorff er dog den sorte svanes entré. I stedet for at give prinsen god tid til at afvise de håbefulde brude og lade Odile få den dramatiske entré, hun fortjener, bliver hun i stedet smuglet ind til en musisk sekvens, der i Petipas traditionelle koreografi fungerer som første del i rækken af hendes bravournumre og normalt definerer hendes karakter på genial vis. En stor del af koreografien til dette nummer danser hun stadig, men må haste ind i det, da prinsens afvisning af de fremmede prinsesser og hendes efterfølgende entré gør et stort indhug i hendes dansetid. Det er blot det værste eksempel på, at team Hübbe/Schandorff i deres iver efter at hugge en hæl og klippe en tå flere steder arbejder mod deres musiske forlæg i stedet for at arbejde med det. Knap så slemt men temmelig klodset er også prinsens indledende møde med den hvide svane. Traditionelt består scenen udelukkende af dans – prinsen bliver øjeblikkeligt betaget af den smukke Odette, der på sin side er splittet mellem umiddelbar angst for den fremmede mand, der hurtigt afviger for en stigende tiltrækning, det hele demonstreret gennem en serie skiftende undvigelser og omfavnelser og koreograferet, så den dramatiske effekt er så stor som muligt. I den nye version skal Odette i stedet bruge tid på at mimefortælle sin ulykkelige skæbne for prinsen, og har dermed slet ikke tid til at vise, at hun selv er ved at blive forelsket. Det virker tamt og unødvendigt, da prinsen jo kort efter præsenteres for hele svaneflokken af fortryllede piger, hvor han får hele historien serveret endnu en gang.

Tilsyneladende er prinsens møde med svanepigen blot et led i Rothbarts onde, men meget omstændige plan: prinsen møder den forheksede prinsesse, forelsker sig i hende (hjulpet godt på vej at Rothbart, der nærmest smider pigebarnet i armene på ham) og sværger hende troskab for at hæve fortryllelsen. Rothbart narrer ham derefter til også at sværge troskab til Odile, Rothbarts egen datter, der til forveksling ligner den elskede Odette. Konsekvensen bliver, at prinsen for evigt mister sin svaneprinsesse og tvinges til at gifte sig med troldmandens datter. Sært nok er Odette yderst passiv hele vejen igennem, selvom man må formode, at hun allerede ved mødet med prinsen (som hun altså nærmest tvinges ud i) bliver styret af skurken. Når prinsen narres til at svigte hende, burde hun være forberedt på det, men det virker alligevel til at komme bag på hende. Koreografien er lavet tilpas meget om til at berøve hende en reel mulighed for at udvikle en forelskelse i prinsen, og det forbliver en gåde, hvad hun egentlig tænker og føler, ud over at hun til sidst synes ulykkelig over at skilles fra ham. Men hvorfor, når hun aldrig helt har fået lov til at udvikle egne følelser, men hele tiden blot virker til passivt at lade sig føre rundt snart af troldmanden, snart af prinsen? Ikke engang i balscenens slutning får hun lov til at vise sin smerte over at være blevet forrådt – i stedet ser vi kun prinsens følelser, da han opdager bedraget, der samtidig afsløres på en sær måde. Odile bades i hvidt lys, og dette, sammen med det dramatiske skift i musikken, er åbenbart nok til at vise prinsen, at hun ikke er hans elskede.

Den første aften misforstod jeg store dele af ændringerne (hvilket jeg ikke var ene om), fordi plottet blev forklaret på denne underligt snørklede, ulogiske facon. Helt indtil 10 minutter fra slutningen var jeg overbevist om, at Odette i virkeligheden var skurkens medsammensvorne og var tvunget af Rothbart til først at få prinsen til at forelske sig i hende for dernæst at narre ham i armene på Odile som en del af et kompliceret plot, der skulle få Rothbart til magten i kongeriget. Det havde forklaret en del plothuller, men viste sig ikke at være tilfældet. Min anden teori var, at prinsen ganske simpelt var skør, og svanerne en dagdrøm, som han havde fantaseret frem for at flygte fra sit mentale fængsel ved det stive hof. Matthew Bourne har tidligere brugt den idé, men ved andet gennemsyn gik det op for mig, at det ikke var blot og bar fantasi, men reelt ment som et virkeligt, meget kompliceret plot fra skurken side for at overtage kongemagten og få skovlen under prinsen. Hvorfor han ikke bare fik sin datter til at forføre prinsen fra starten af, i stedet for at have alt det bøvl med at forhekse Odette (såvel som en masse andre unge piger), forstår jeg ærlig talt ikke. Det er sin sag at fortælle en kompleks historie igennem ballet, og i modsætning til store balletiscenesættere som for eksempel John Neumeier, er dette ikke en kunst, som Nikolaj Hübbe mestrer.

Med fare for at lyde reaktionær og stokkonservativ, synes jeg ikke det klæder balletten at pimpe plottet denne måde. Den oprindelige, simple historie fungerede bedre, og havde sandsynligvis gjort det lettere for danserne at leve sig ind i deres roller. Hvis de ikke selv forstår historien, hvordan skal publikum så have en chance?

Således er der mange problemer med denne iscenesættelse, der lider under en lidt for ivrig klippe/klistre-tendens hos instruktørerne. Kærlighedshistorien bliver for mudret, og balletten ved ikke helt, om den vil være en (temmelig kynisk) fortælling om at blive voksen og acceptere konsekvenserne af sine handlinger, eller en stor kærlighedstragedie. Hvis den var skåret lidt skarpere, havde den måske haft held med at blive begge dele.

Den fantastiske scenografi er iscenesættelsens stærkeste kort, mens omrokeringen af scener, koreografi og udvidelsen af Rothbarts karakter giver nogle interessante, men problemfyldte vinkler på historien. Skurken som heltens dobbeltgænger og mørke spejlbillede er ren romantisme, men den kvindelige hovedkarakter mister til gengæld fodfæste. Både starten og slutningen er ballettens bedste scener – da det sorte, fængselslignende gitter glider frem fra siderne og lukker sig sammen over prinsens hoved, står det klart, at nu slutter drømmen, og med den lyset og lykken. Det voksne liv, det tunge ansvar venter. Kærligheden kunne ikke sejre over ondskaben.

I skrivende stund har jeg ikke set de to sidste hovedpar, Ulrik Birkkjær/Holly Dorger og Andreas Kaas/Caroline Baldwin. Disse er derfor ikke taget i betragtning, mens jeg har skrevet artiklen. Svanesøen spiller til og med den 1.maj 2015, og er pt. udsolgt på alle spilledage - man kan dog være heldig at der er enkelte billetter tilgængelige. Ida Prætorius og Marcin Kupinski danser igen for sidste gang den 30.april.

Langsomhedens erotik - Oslos Kylian 2

Fotos: Erik Berg

Mens den stort anlagte Mesteraften med Jirí Kylián ikke helt fastholdt det tårnhøje niveau, som balletten lagde ud med først på aftenen, generobrede nordmændene pladsen med den mindre, mere intime Last Touch First, et værk af nyere dato. Baseret på forestillingen Last Touch fra 2003, blev værket siden udvidet og fik sin endelige form i 2008, samme år som Kylián skabte Gods and Dogs fra Mesteraften. De to forestillinger kunne ikke være mere forskellige. Mens jeg ikke var så begejstret for Gods and Dogs, som var imponerende i sine utraditionelle iscenesættelse og komplicerede koreografi, men alligevel føltes lidt for ufokuseret, var min oplevelse af Last Touch First helt, helt anderledes.

Kammerspil i slow motion

Hvor tit sker det, at man kommer ud fra en teateroplevelse med lysten til frem for alt at bevæge sig væk fra foyeens lys og muntre smålarm, fra sin ledsagers selskab, og bare finde et roligt rum med en dør der kan lukkes, hvor man kan sidde for sig selv og tænke, genopleve det man har set? Hvor man bagefter forsøger at tale om værket, men midt i det hele føler, at ordene ikke slår til, at de er for fattige til at beskrive forestillingen?

Last Touch First er en sådan forestilling. Et dansens kammerspil med 3 mænd og 3 kvinder, der bevæger sig ind og ud mellem hinanden, med hinanden, mod hinanden i forskellige konstellationer, hvor den fortælling, der udspiller sig, næsten udelukkende er bygget op af bevægelser i slow motion. Den indbyggede langsomhed var først overraskende, så fremkaldte den skepsis, og derefter blev jeg komplet suget ind i det inciterende univers skabt af det stærkt dæmpede tempo. Det sværeste undervejs var at bestemme sig for, hvilke af karaktererne man burde følge. Så man på et par i blot et halvt minut, gik man glip af nuancerne i interaktionen mellem to andre af parterne. 

En ensom gammeljomfru, et ungt, forelsket par, to mænd i muntert kortspil, en fordrukken kvinde i en lænestol. En stue fra det tilknappede 1800-tal, et Ibsensk eller Tjekhovsk tableau til en start, men med hurtigt skiftede magtforhold og relationer personerne imellem, nye par bliver dannet, og undertrykte drifter titter frem, mens musikkens stilfærdige harmoni punkteres af høje, klirrende lyde og hviskende stemmer. 

Det hele var sært rørende, en række indbyrdes forbundne øjebliksbilleder, så som den sortklædte, stramtandede kvinde, der puster til lyset, bøjet ind over det som om hun vil kysse det. Eller den unge mand, der nænsomt lægger tæppet henover sin elskedes ansigt, for kort efter at blive distraheret af den fordrukne kvindes bare ben. Manden, der forlader sit kortspil og forsøger at favne den sortklædte kvinde, den fordrukne kvinde, der forsøger at fastholde hans kammerat. Begær og ensomhed, der desperat kæmper mod hinanden.

Erotiske antydninger

Det, der først og fremmest slog mig ved stykket, var dets erotiske tone. For det er yderst sjældent, at erotikken får en fremtrædende plads i en ballet. Hvilket måske er ret betegnende for et samfund, der dyrker det hurtige fix, det hurtige knald. Erotik erstattes med sex, og de fleste har glemt, at der er en væsentlig forskel. I sidste sæsons Come Fly Away (der netop er blevet genopsat på Det Kongelige Teater) følte man sig åbenbart nødsaget til at servere de danske balletdansere i glitrende undertøj for at holde dampen oppe på scenen. Hvorfor står hen i det uvisse, udover at instruktøren vel har ment, at forestillingen blev mere sexet, jo mindre tøj danserne havde på. Hvilket i mine øjne røber en meget primitiv og forsimplet forståelse af sex, erotik og forførelse, uden forståelse for, at det forførende ligger i bevægelsen, i selve udtrykket, frem for hvor meget bart kød der bliver serveret.

Kylián gør det anderledes. Når han i Bella Figura fik kvinderne til at blotte brysterne på scenen, var det dragende og en smule uhyggeligt, men der var ikke meget sex over de magre overkroppe. Det lå slet ikke i stemningen. Last Touch First derimod var decideret erotisk, fordi det var ladet med antydninger. Klaus Rifbjerg skrev eller sagde engang, at der var mere erotik over Ginger Rogers susende skørt end i alverdens sexscener. Erotikken ligger i antydningen, derfor er den langt mere forførende. Og det er netop hvad man fik i Last Touch First, konstante antydninger, men aldrig mere end det. Den fordrukne kvinde, der blotter sit ben et kort øjeblik, manden der rækker ud efter den sortklædte kvinde. Her var ingen, der smed tøjet eller lod, som om de dyrkede sex på scenen. Alligevel var der denne dirrende stemning fra start til slut, denne hengiven til kroppens bevægelser, personer der rakte ud eller trak sig tilbage, der forsøgte at omfavne eller gjorde modstand mod omfavnelsen.

Meditativt drama

Alt foregik i slow motion, hvilket danserne på imponerende vis opretholdt i den timelange forestilling. De havde fuldstændig kontrol over hver eneste, lillebitte bevægelse, og alligevel virkede de naturlige i deres optræden. Efter 5-10 minutter tænkte jeg, at jeg snart ville begynde at kede mig ved at overvære en hel forestilling i det tempo, efter 15 minutter var jeg fuldstændigt opslugt. Langsomheden gjorde, at man fornemmede hver eneste bevægelse, næsten følte den på egen krop. Jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst har oplevet noget tilsvarende. Det fremkaldte en meditativ stemning hos tilskueren, men samtidig blev man grebet af det voldsomme og komplekse drama. 

Det langsomme tempo forstørrede og fortættede hvert udtryk, hver bevægelse, og jo mere forholdet mellem karaktererne udfoldede sig i tre små mini-dramaer, jo sværere blev det at følge med i alt hvad der skete på scenen. Værket satte bevægelsen i centrum, dvælede ved den, udfordrede den. Pludselig syntes en enlig, udstrakt hånd at være ladet med uendelig stor betydning, et ansigts drejning indeholdt pludselig en verden af uudtalte spørgsmål.

Dette var kernen i de bevægelsesmønstre, Kylián fremmanede gennem de norske dansere. I værker som Bella Figura og Last Touch First lagde dansernes så meget sjæl i hver bevægelse, at det næsten ikke var til at fatte. Det var vanvittigt smukt udført, tankevækkende at overvære, dans og kunst når det er allerbedst.

Nasjonalballetten i Oslo spiller ikke flere Kylián-forestillinger i denne sæson, men opsætter flere forestillinger i foråret, hvor man kan opleve moderne danseværker og ny koreografi, blandt andet Liam Scarletts Carmen, Dreamplay med stykker af blandt Paul Lightfoot og Nacho Duato samt Koreografihuset, en platform for unge koreograftalenter. Læs mere her.

Varme forestillinger i en kold tid

Efteråret er for alvor sat ind, og fra nu af går det kun én vej – mod mere kulde, kortere, mørkere dage. Der er stadig længe til jul, og for det ikke skal være løgn, er Dansehallerne på vej til at blive sparket ud af Carlsberg Byen. Dansehallerne har siden 2009 har fungeret som hjemsted for samtidsdansen i København, på én gang et forum og et fristed for den dansekunst, der falder uden for de klassiske rammer. Hvor både danseinstitutioner som Dansk Danseteater og knap så etablerede dansere og koreografer kunne få plads til deres produktioner. En dårlig nyhed for dansk scenekunst, for lige nu er det uklart, hvor Dansehallerne kan få et husly, der leverer de nødvendige faciliteter for at dansens center i København kan bevares.

Det var den dårlige nyhed. Den gode nyhed er, at scenekunsten endnu trives i hovedstaden, og som et plaster på såret har jeg udvalgt en række forestillinger, der kan varme i denne ellers så kolde tid.

Baby it’s you not me (Dansehallerne 22.oktober-2.november)

Foto: Max Markov

The Mob, der består af koreograferne Emma-Cecilia Ajanki og Julia Giertz, har sat sig for at undersøge monstrets natur. Monstret som et væsen, der falder uden for normen - et evolutionens fejltrin. Nu har jeg en forkærlighed for monstre, især hvis de bliver taget seriøst som andet end nuttede Disney-krammedyr, så denne forestilling er havnet på efterårets must see-liste. Læs mere her.

Loona Nights - Halloween Edition (Dansehallerne 31.oktober)

Loona Nights er tilbage i Dansehallerne, denne gang i en Halloween-udgave. Til Loona Nights bliver foyeren omskabt til selve scenen, så man kan komme helt tæt på, når dansere og performere fremviser korte, ofte ufærdige værker. Her kan man opleve det skøre, det skæve, det yderst mærkelige, og dansen får lov til at folde sig ud på alle mulige og umulige måder. Det kan være en ujævn fornemmelse, da det sjældent er alle værker, der er lige gode, men stemningen plejer at være i top. Sidste omgang til Dansens Dag i april bød på en konferencier i rullestol og iført brydermaske, pauseunderholdning i form af gogo-dansere m/k samt en formidabel løssluppen feststemning blandt dansens hipsterpublikum. Alt i alt en aften, hvor man skal være exceptionelt mavesur for ikke at more sig. Gratis entré. Læse mere her.

Fabulator (Valby Kulturhus 31.oktober)

Foto: Louis Witzansky

Hvis man er til foruroligende teater og ikke ræd for hverken børnevisers visdom eller et gensyn med barndommens vrangside, er det nu muligt at se (eller måske endda gense) den stærkt roste Fabulator fra Vildskud, sommerens alternative teaterfestival. Skabt af upcoming-ensemblet Teater Circonflex og allerede med flere priser bag sig, senest særprisen ved Mungo Parks teaterbattle. Forestillingen spiller igen her i oktober, passende nok til Halloween. Læs mere her. 

Etudes og Sylfiden (Gamle Scene, Det Kongelige Teater 25.oktober-27.februar)

Foto: Costin Radu

Hvis man er til det mere forfinede og slebne teater, kan man med fordel lægge vejen forbi Det Kongelige Teater i disse måneder. På lørdag er der premiere på to absolutte hovedværker inden for dansk ballet i et dobbeltprogram der byder på både yndig romantik og virtuose trin. Etudes af Harald Lander danses i dag over hele verden, et overflødighedshorn af smukke danseoptrin uden egentlig handling, dans blot for dansens skyld, for at fremvise noget af det ypperste en balletdanser kan præstere. Bournonvilles Sylfiden er derimod en tragisk handlingsballet om James, der bliver betaget af en fe, en såkaldt sylfide, og følger hende med skæbnesvangre konsekvenser for dem begge. Det er den evige fortælling om drøm over for virkelighed, den romantiske og frie natur over for samfundets snærende bånd. Nikolaj Hübbe og Sorella Englund, der også stod bag en opdateret version af Et Folkesagn (som genopsættes i december) har skabt en ny og efter sigende meget radikal version. Døm selv og læs mere her.

Corpus Pop-Up - James Clark og Eliabe D'Abadia (A-salen, Det Kongelige Teater, 20.november)

Siden det eksperimenterende Corpus blev dannet som en del af Den Kongelige Ballet for to år siden, har det lille 'kompagni i kompagniet' forsøgt at udfordre de gængse forestillinger om, hvad ballet kan og bør være. Kvaliteten har indtil videre været lidt blandet, vild nytænkning og skarpe skud blandet med en overdosis amatørteater og overfortænkte gøglerier. Der har dog været et par perler indimellem, og denne sæson vender Corpus tilbage med sit Corpus Pop-Up, en række miniforestillinger, hvor 1-2 dansere hver skaber en forestilling, som kun spiller en enkelt aften. Korpsdanserne James Clark og Eliabe D'Abadia skal stå for første omgang, og under temaet Lost and Found har d'herrer fisket 4 glemte balletter frem fra gemmerne. En række af ballettens yngre dansere vil danse uddrag af de 4 værker. Prisen er særdeles studievenlig, kun 50 kr. Læs mere her.

Romeo og Julie (Skuespilhuset, Det Kongelige Teater 5.november-13.januar)

Vi bliver på Det Kongelige Teater til efterårets store, romantiske forestilling. Som instruktør står Elisa Kragerup, den unge, fremadstormende superinstruktør fra eksperimentalscenen Det Røde Rum, der blandt andet stod bag sidste sæsons blændende Metamorfoser. I rollerne som alle tiders største kærlighedspar ses de ligeledes unge og fænomenalt dygtige skuespiltalenter, Thomas Hwan og Danica Curcic. Og mere behøver jeg ikke at vide for at sætte kryds i kalenderen - gør I? Ellers læs mere her.

Impossible (Husets Teater 22.november-20.december)

Husets Teater spiller i efteråret tre stærke forestillinger om kærlighed og moderne parforhold. De første to var de anmelderroste Ilt og Konstellationer, og den tredje, Impossible, har premiere i slutningen af november. Den er en moderne genfortælling af den græske myte om Orfeus og Eurydike blandet op med science fiction og inspireret af en af filmkunstens fædre, Georges Méliès og hans fabulerende univers. Læs mere her.