Langsomhedens erotik - Oslos Kylian 2

Fotos: Erik Berg

Mens den stort anlagte Mesteraften med Jirí Kylián ikke helt fastholdt det tårnhøje niveau, som balletten lagde ud med først på aftenen, generobrede nordmændene pladsen med den mindre, mere intime Last Touch First, et værk af nyere dato. Baseret på forestillingen Last Touch fra 2003, blev værket siden udvidet og fik sin endelige form i 2008, samme år som Kylián skabte Gods and Dogs fra Mesteraften. De to forestillinger kunne ikke være mere forskellige. Mens jeg ikke var så begejstret for Gods and Dogs, som var imponerende i sine utraditionelle iscenesættelse og komplicerede koreografi, men alligevel føltes lidt for ufokuseret, var min oplevelse af Last Touch First helt, helt anderledes.

Kammerspil i slow motion

Hvor tit sker det, at man kommer ud fra en teateroplevelse med lysten til frem for alt at bevæge sig væk fra foyeens lys og muntre smålarm, fra sin ledsagers selskab, og bare finde et roligt rum med en dør der kan lukkes, hvor man kan sidde for sig selv og tænke, genopleve det man har set? Hvor man bagefter forsøger at tale om værket, men midt i det hele føler, at ordene ikke slår til, at de er for fattige til at beskrive forestillingen?

Last Touch First er en sådan forestilling. Et dansens kammerspil med 3 mænd og 3 kvinder, der bevæger sig ind og ud mellem hinanden, med hinanden, mod hinanden i forskellige konstellationer, hvor den fortælling, der udspiller sig, næsten udelukkende er bygget op af bevægelser i slow motion. Den indbyggede langsomhed var først overraskende, så fremkaldte den skepsis, og derefter blev jeg komplet suget ind i det inciterende univers skabt af det stærkt dæmpede tempo. Det sværeste undervejs var at bestemme sig for, hvilke af karaktererne man burde følge. Så man på et par i blot et halvt minut, gik man glip af nuancerne i interaktionen mellem to andre af parterne. 

En ensom gammeljomfru, et ungt, forelsket par, to mænd i muntert kortspil, en fordrukken kvinde i en lænestol. En stue fra det tilknappede 1800-tal, et Ibsensk eller Tjekhovsk tableau til en start, men med hurtigt skiftede magtforhold og relationer personerne imellem, nye par bliver dannet, og undertrykte drifter titter frem, mens musikkens stilfærdige harmoni punkteres af høje, klirrende lyde og hviskende stemmer. 

Det hele var sært rørende, en række indbyrdes forbundne øjebliksbilleder, så som den sortklædte, stramtandede kvinde, der puster til lyset, bøjet ind over det som om hun vil kysse det. Eller den unge mand, der nænsomt lægger tæppet henover sin elskedes ansigt, for kort efter at blive distraheret af den fordrukne kvindes bare ben. Manden, der forlader sit kortspil og forsøger at favne den sortklædte kvinde, den fordrukne kvinde, der forsøger at fastholde hans kammerat. Begær og ensomhed, der desperat kæmper mod hinanden.

Erotiske antydninger

Det, der først og fremmest slog mig ved stykket, var dets erotiske tone. For det er yderst sjældent, at erotikken får en fremtrædende plads i en ballet. Hvilket måske er ret betegnende for et samfund, der dyrker det hurtige fix, det hurtige knald. Erotik erstattes med sex, og de fleste har glemt, at der er en væsentlig forskel. I sidste sæsons Come Fly Away (der netop er blevet genopsat på Det Kongelige Teater) følte man sig åbenbart nødsaget til at servere de danske balletdansere i glitrende undertøj for at holde dampen oppe på scenen. Hvorfor står hen i det uvisse, udover at instruktøren vel har ment, at forestillingen blev mere sexet, jo mindre tøj danserne havde på. Hvilket i mine øjne røber en meget primitiv og forsimplet forståelse af sex, erotik og forførelse, uden forståelse for, at det forførende ligger i bevægelsen, i selve udtrykket, frem for hvor meget bart kød der bliver serveret.

Kylián gør det anderledes. Når han i Bella Figura fik kvinderne til at blotte brysterne på scenen, var det dragende og en smule uhyggeligt, men der var ikke meget sex over de magre overkroppe. Det lå slet ikke i stemningen. Last Touch First derimod var decideret erotisk, fordi det var ladet med antydninger. Klaus Rifbjerg skrev eller sagde engang, at der var mere erotik over Ginger Rogers susende skørt end i alverdens sexscener. Erotikken ligger i antydningen, derfor er den langt mere forførende. Og det er netop hvad man fik i Last Touch First, konstante antydninger, men aldrig mere end det. Den fordrukne kvinde, der blotter sit ben et kort øjeblik, manden der rækker ud efter den sortklædte kvinde. Her var ingen, der smed tøjet eller lod, som om de dyrkede sex på scenen. Alligevel var der denne dirrende stemning fra start til slut, denne hengiven til kroppens bevægelser, personer der rakte ud eller trak sig tilbage, der forsøgte at omfavne eller gjorde modstand mod omfavnelsen.

Meditativt drama

Alt foregik i slow motion, hvilket danserne på imponerende vis opretholdt i den timelange forestilling. De havde fuldstændig kontrol over hver eneste, lillebitte bevægelse, og alligevel virkede de naturlige i deres optræden. Efter 5-10 minutter tænkte jeg, at jeg snart ville begynde at kede mig ved at overvære en hel forestilling i det tempo, efter 15 minutter var jeg fuldstændigt opslugt. Langsomheden gjorde, at man fornemmede hver eneste bevægelse, næsten følte den på egen krop. Jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst har oplevet noget tilsvarende. Det fremkaldte en meditativ stemning hos tilskueren, men samtidig blev man grebet af det voldsomme og komplekse drama. 

Det langsomme tempo forstørrede og fortættede hvert udtryk, hver bevægelse, og jo mere forholdet mellem karaktererne udfoldede sig i tre små mini-dramaer, jo sværere blev det at følge med i alt hvad der skete på scenen. Værket satte bevægelsen i centrum, dvælede ved den, udfordrede den. Pludselig syntes en enlig, udstrakt hånd at være ladet med uendelig stor betydning, et ansigts drejning indeholdt pludselig en verden af uudtalte spørgsmål.

Dette var kernen i de bevægelsesmønstre, Kylián fremmanede gennem de norske dansere. I værker som Bella Figura og Last Touch First lagde dansernes så meget sjæl i hver bevægelse, at det næsten ikke var til at fatte. Det var vanvittigt smukt udført, tankevækkende at overvære, dans og kunst når det er allerbedst.

Nasjonalballetten i Oslo spiller ikke flere Kylián-forestillinger i denne sæson, men opsætter flere forestillinger i foråret, hvor man kan opleve moderne danseværker og ny koreografi, blandt andet Liam Scarletts Carmen, Dreamplay med stykker af blandt Paul Lightfoot og Nacho Duato samt Koreografihuset, en platform for unge koreograftalenter. Læs mere her.

Sinatrask showdans reddet af sexet balletcharme

Foto: Costin Radu

Ballettens Sinatra-satsning dette efterår har vist sig en stor succes. Ikke siden sidste sæsons Romeo og Julie og forrige sæsons Kameliadamen har publikum reageret på en kongelig danseforestilling med så overvældende og umiddelbar begejstring.

Middelmådig Sinatra-hyldest
Hvis jeg skal være lidt kynisk, vil jeg sige det skyldes, at stykket er ekstremt let tilgængeligt. Musikken består af Frank Sinatras mest elskede ballader og swingende hits, og dét i sig selv gør det nemt at blive revet med, især når det bliver serveret med et velspillende, live jazzband anført af Chris Minh Doky, i sig selv et stjernenavn.

Min begejstring har hele tiden været til at overskue. Måske fordi der skal meget til, før jeg bliver revet med af en forestilling. Hverken førnævnte Kameliadamen eller Romeo og Julie vandt mit hjerte 100 procent, måske fordi begge forestillinger blev omgærdet af så meget hype, at de næsten kun kunne skuffe. Hvis man fra starten forventer at blive blæst væk af noget, som alle er enige om er aldeles fantastisk og vidunderlig, skal der rigtig meget til at indfri forventningerne. Så er det bedre at gå ind til en forestilling uden nogen forventninger overhoved , så ens sind forbliver åbent fra start af.

Sådan havde jeg det med Come Fly Away, og alligevel var jeg ikke helt tilfreds. Ikke fordi den ikke er et gensyn værd, på nuværende tidspunkt har jeg nok været omkring den en ti gange eller mere. Musikken er god og kan høres igen og igen. Danserne er mindst lige så gode, enkelte tæt på det fantastiske. Historien der skal binde forestillingen sammen, er en tynd kop the, og karaktererne er for overfladisk udtænkt, for ens i deres handlinger undervejs, for stereotype. Det er svært at skabe dybde i en rolle, der ikke giver råderum til dette. Man kan gøre meget med teknik og personlighed, men det er ikke altid nok. Jeg er en hund efter gode historier, og den mangler i denne danse-homage til Ol' Blue Eyes.

Så hvilket indtryk efterlader en ballet, der er overfladisk og uden egentlig fremdrift i handlingen og koreografien? Den har en basal underholdningsværdi, der gør den særligt velegnet til folk, der ikke normalt ville se ballet (min veninde fik lokket sin kæreste med ind, der absolut ikke var prototypen på en balletelsker. Det siger meget, at han holdt ude hele vejen igennem og bagefter udtalte, at han havde været okay underholdt).

Rødglødende danseflirt stjæler billedet fra Alban
Ud over dette er det interessant at se balletdanserne skifte tåspidsskoene ud med høje hæle, give slip på den stive perfektionisme og danse løssluppen showdans. Det Kongelige Teater havde som sædvanligt promoveret stjernedanseren Alban Lendorf i forsøg på at sælge forestillingen. Som altid var han fantastisk som Frank Sinatras alter ego, der blev skiftevis tiltrukket og frastødt af en Ava Gardner-lignende Amy Watson, der vimsede ubeslutsomt omkring, snart hed og forførende, snart kølig og tilbagetrukket. Hun kunne snildt være trådt direkte ud af en Hollywoodfilm fra 50erne, og man forstod godt, at mændene konstant kæmpede om hendes gunst.

Alligevel var det nogen helt andre, der stjal opmærksomheden og gav forestillingen lige den tand ekstra, der gjorde den mindeværdig. Femke Mølbach Slot skabte en rødglødende femme fatale som Kate, hvis had/kærlighedsflirt med en ultramacho Gregory Dean stjal hele showet for næsen af Alban og Amy.

Charles Andersens søde og kejtede tjener var fint parret med en nuttet og ungpigeusikker Benita Bünger, der var yndig nok til at knægten knap vidste, hvilket ben han skulle stå på. Hendes rolle gav knap så meget at arbejde med som hans, der til gengæld var et fint studie i, hvordan unge mænd kan lave pinlige fuckups i deres naive tilgang til det modsatte køn. Andersen havde en perfekt komisk timing kombineret med tonsvis af udstråling, og han er en danser, der helt klart har potentiale til flere store roller.

At være en værdig taber
Ét parti var problematisk undervejs. Rollen som den forsmåede bejler var besat af henholdsvis Marcin Kupinski og Nicolai Hansen. Marcin var decideret fejlcastet som den ynkelige Chanos, og det var tydeligt, at hans elegante dansestil var for stiv til showdans.

Nicolai Hansen klarede sig bedre, men virkede heller ikke, som om han havde helt styr på karakteren, der skal agere henholdvis jaloux, tryglende ud i det pinlige, spritstiv og på jagt efter en ny, dejlig dame (eller i det mindste et knald, der kan give ham selvtilliden tilbage efter den ydmygende afvisning). Hvad den sexede vamp i skikkelse af Alba Nadal ville ved den bøvede fyr var svært at forstå.

Kun Alexander Stæger, der var reserve for Nicolai Hansen, fik rigtig styr på partiet og formåede at gøre karakteren troværdig. Selvom Chanos er en småkikset stodder, duer det ikke at gøre ham så taberagtig, at den seje, selvstændige Slim umuligt vil kunne lide ham. Stæger formåede at holde balancen mellem ydmygende kærlighedstryglen i "Body and Soul" og sejlende fuldskabsliderlighed i "Yes Sir, that's my Baby". Det kan være en kunst i sig selv at holde på et gran værdighed, når man er spillets taber.

Come Fly Away spiller en sidste gang på torsdag den 28.november, men mon ikke teatret gentager succesen i 2014? Det luner så dejligt at danse hver aften for en fuld sal og til stående applaus.