Langsomhedens erotik - Oslos Kylian 2

Fotos: Erik Berg

Mens den stort anlagte Mesteraften med Jirí Kylián ikke helt fastholdt det tårnhøje niveau, som balletten lagde ud med først på aftenen, generobrede nordmændene pladsen med den mindre, mere intime Last Touch First, et værk af nyere dato. Baseret på forestillingen Last Touch fra 2003, blev værket siden udvidet og fik sin endelige form i 2008, samme år som Kylián skabte Gods and Dogs fra Mesteraften. De to forestillinger kunne ikke være mere forskellige. Mens jeg ikke var så begejstret for Gods and Dogs, som var imponerende i sine utraditionelle iscenesættelse og komplicerede koreografi, men alligevel føltes lidt for ufokuseret, var min oplevelse af Last Touch First helt, helt anderledes.

Kammerspil i slow motion

Hvor tit sker det, at man kommer ud fra en teateroplevelse med lysten til frem for alt at bevæge sig væk fra foyeens lys og muntre smålarm, fra sin ledsagers selskab, og bare finde et roligt rum med en dør der kan lukkes, hvor man kan sidde for sig selv og tænke, genopleve det man har set? Hvor man bagefter forsøger at tale om værket, men midt i det hele føler, at ordene ikke slår til, at de er for fattige til at beskrive forestillingen?

Last Touch First er en sådan forestilling. Et dansens kammerspil med 3 mænd og 3 kvinder, der bevæger sig ind og ud mellem hinanden, med hinanden, mod hinanden i forskellige konstellationer, hvor den fortælling, der udspiller sig, næsten udelukkende er bygget op af bevægelser i slow motion. Den indbyggede langsomhed var først overraskende, så fremkaldte den skepsis, og derefter blev jeg komplet suget ind i det inciterende univers skabt af det stærkt dæmpede tempo. Det sværeste undervejs var at bestemme sig for, hvilke af karaktererne man burde følge. Så man på et par i blot et halvt minut, gik man glip af nuancerne i interaktionen mellem to andre af parterne. 

En ensom gammeljomfru, et ungt, forelsket par, to mænd i muntert kortspil, en fordrukken kvinde i en lænestol. En stue fra det tilknappede 1800-tal, et Ibsensk eller Tjekhovsk tableau til en start, men med hurtigt skiftede magtforhold og relationer personerne imellem, nye par bliver dannet, og undertrykte drifter titter frem, mens musikkens stilfærdige harmoni punkteres af høje, klirrende lyde og hviskende stemmer. 

Det hele var sært rørende, en række indbyrdes forbundne øjebliksbilleder, så som den sortklædte, stramtandede kvinde, der puster til lyset, bøjet ind over det som om hun vil kysse det. Eller den unge mand, der nænsomt lægger tæppet henover sin elskedes ansigt, for kort efter at blive distraheret af den fordrukne kvindes bare ben. Manden, der forlader sit kortspil og forsøger at favne den sortklædte kvinde, den fordrukne kvinde, der forsøger at fastholde hans kammerat. Begær og ensomhed, der desperat kæmper mod hinanden.

Erotiske antydninger

Det, der først og fremmest slog mig ved stykket, var dets erotiske tone. For det er yderst sjældent, at erotikken får en fremtrædende plads i en ballet. Hvilket måske er ret betegnende for et samfund, der dyrker det hurtige fix, det hurtige knald. Erotik erstattes med sex, og de fleste har glemt, at der er en væsentlig forskel. I sidste sæsons Come Fly Away (der netop er blevet genopsat på Det Kongelige Teater) følte man sig åbenbart nødsaget til at servere de danske balletdansere i glitrende undertøj for at holde dampen oppe på scenen. Hvorfor står hen i det uvisse, udover at instruktøren vel har ment, at forestillingen blev mere sexet, jo mindre tøj danserne havde på. Hvilket i mine øjne røber en meget primitiv og forsimplet forståelse af sex, erotik og forførelse, uden forståelse for, at det forførende ligger i bevægelsen, i selve udtrykket, frem for hvor meget bart kød der bliver serveret.

Kylián gør det anderledes. Når han i Bella Figura fik kvinderne til at blotte brysterne på scenen, var det dragende og en smule uhyggeligt, men der var ikke meget sex over de magre overkroppe. Det lå slet ikke i stemningen. Last Touch First derimod var decideret erotisk, fordi det var ladet med antydninger. Klaus Rifbjerg skrev eller sagde engang, at der var mere erotik over Ginger Rogers susende skørt end i alverdens sexscener. Erotikken ligger i antydningen, derfor er den langt mere forførende. Og det er netop hvad man fik i Last Touch First, konstante antydninger, men aldrig mere end det. Den fordrukne kvinde, der blotter sit ben et kort øjeblik, manden der rækker ud efter den sortklædte kvinde. Her var ingen, der smed tøjet eller lod, som om de dyrkede sex på scenen. Alligevel var der denne dirrende stemning fra start til slut, denne hengiven til kroppens bevægelser, personer der rakte ud eller trak sig tilbage, der forsøgte at omfavne eller gjorde modstand mod omfavnelsen.

Meditativt drama

Alt foregik i slow motion, hvilket danserne på imponerende vis opretholdt i den timelange forestilling. De havde fuldstændig kontrol over hver eneste, lillebitte bevægelse, og alligevel virkede de naturlige i deres optræden. Efter 5-10 minutter tænkte jeg, at jeg snart ville begynde at kede mig ved at overvære en hel forestilling i det tempo, efter 15 minutter var jeg fuldstændigt opslugt. Langsomheden gjorde, at man fornemmede hver eneste bevægelse, næsten følte den på egen krop. Jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst har oplevet noget tilsvarende. Det fremkaldte en meditativ stemning hos tilskueren, men samtidig blev man grebet af det voldsomme og komplekse drama. 

Det langsomme tempo forstørrede og fortættede hvert udtryk, hver bevægelse, og jo mere forholdet mellem karaktererne udfoldede sig i tre små mini-dramaer, jo sværere blev det at følge med i alt hvad der skete på scenen. Værket satte bevægelsen i centrum, dvælede ved den, udfordrede den. Pludselig syntes en enlig, udstrakt hånd at være ladet med uendelig stor betydning, et ansigts drejning indeholdt pludselig en verden af uudtalte spørgsmål.

Dette var kernen i de bevægelsesmønstre, Kylián fremmanede gennem de norske dansere. I værker som Bella Figura og Last Touch First lagde dansernes så meget sjæl i hver bevægelse, at det næsten ikke var til at fatte. Det var vanvittigt smukt udført, tankevækkende at overvære, dans og kunst når det er allerbedst.

Nasjonalballetten i Oslo spiller ikke flere Kylián-forestillinger i denne sæson, men opsætter flere forestillinger i foråret, hvor man kan opleve moderne danseværker og ny koreografi, blandt andet Liam Scarletts Carmen, Dreamplay med stykker af blandt Paul Lightfoot og Nacho Duato samt Koreografihuset, en platform for unge koreograftalenter. Læs mere her.

Uhyggelige bryster og bidske bevægelser - Oslos Kylián 1

Fotos: Joerg Wiesner

Al kunst må bestandigt udvikle sig eller dø. Det gælder også dansen, og i mine øjne er de mest interessante moderne koreografier altid dem, der forsøger at udvikle dansen, finde nye bevægelser, nye udtryk, samtidig med at ideen bag værket skinner klart igennem. Dans uden tanke, uden sjæl er blot tom bevægelse, det kan være flot at overvære, men ikke særligt engagerende. Desværre er den hjemlige dansescene ikke rig på moderne koreografi, der virkelig rykker. Tim Rushton fra Dansk Danseteater er en af de få, hvis værker har format, men personligt har jeg altid svært ved at holde rigtigt af hans stykker – jeg kan sagtens beundre dem, men føler aldrig, at jeg som publikum får plads til at leve mig ind i de storladne universer, han skaber. I Den Kongelige Ballet derimod er der ideer nok, men småt med ægte koreografisk talent, og de seneste par sæsoner har man ikke været god til at løfte repertoiret op over det eksperimenterende og præsentere moderne dans i det format og den kvalitet, som kompagniets evner reelt rækker til.

Selvom danserepertoiret på nationalscenen denne sæson tyder på, at dansk ballet får en tiltrængt saltvandsindsprøjtning, er det stadig interessant at se, hvad de er oppe mod. Hvad byder konkurrenterne på? Hvor kan man opleve moderne scenedans, der både har internationalt format og samtidig tør være nytænkende og udfordrende for sit publikum?

Den norske Nasjonalballet er et eksempel på et kompagni, der målrettet går efter at få et stærkt, moderne danserepertoire. Her satser man på samarbejdet med nulevende koreografer som Alexander Ekman, Nacho Duato, Liam Scarlett og frem for alt Jirí Kylián. Siden 1986 har den norske ballet udviklet et tæt samarbejde med Kylián og opført 21 af hans værker, senest Last Touch First. Da Pariseroperaen bad Kylián iscenesætte en aften med udvalgte værker under dansefestivalen Transcendanse i september i år, bad han Nasjonalballetten præsentere hans værker i Paris, en stor ære for det unge, nordiske kompagni, der kan bryste sig af en usædvanlig tæt relation til den kendte koreograf. 

At danse i kashmiruld
Jirí Kylián er en af mastodonterne inden for moderne ballet. Han blev født i efterkrigsårenes Prag, men som ung danser fik han mulighed for at studere på engelske Royal Ballet. Her mødte han mesterkoreografen John Cranko, der tog ham under sine vinger, og derfra gik det kun én vej – op. Mere end 40 år og 100 værker senere er Kylián et verdensnavn, kendt for sit unikke bevægelsessprog, hvor dansen og musikken smelter sammen i forjættende billeder. De norske dansere har blandt andet udtalt, at det at danse et Kylián-værk føles ”som at danse iført kashmiruld” og at kroppen ”synger”.

K for kultur var sidste måned en smuttur til Oslo for at opleve, hvad den norske Nasjonalballet kan, både i sig selv og med en mesterkoreograf som Kylián. Programmet indeholdt to særskilte forestillinger, først Mesteraften med Jirí Kylián – Future Memories på Den Norske Operas Store Scene, en forestilling med 3 af Kyliáns hovedværker, dernæst Last Touch First på Den Norske Operas lille scene, et forholdsvist nyt værk fra mesterens hånd.

Smukke skikkelser?

Future Memories blev indledt med Bella Figura, der fremtryllede et forunderligt univers af himmelske barokstemmer og yndefulde kroppe i en række scener, der snart glimrede af underspillet poesi, snart knækkede over i brudte trin og forvredne arme.

Selve titlen er sær, for ’smukke skikkelser’ syntes et misvisende navn for dette værk. Selvfølgelig var skønheden til stede, vi blev præsenteret for den allerede i starten, hvor Chihiro Nomuras sarte skikkelse kom til syne, omsvøbt i det sorte scenetæppe. Det sorte stof syntes at fastholde hende i en øm og forsigtig omfavnelse, hun vendte sig som i en elskers arme. Men derefter trådte skønheden i baggrunden for det manende, det foruroligende, det sære og det ømme. Danserne smøg sig hen over scenen i skiftende tableauer, tilsyneladende uden sammenhæng, kun en udtryksfuld inderlighed havde de tilfælles.

Kvindernes blottede bryster undervejs i stykket var interessant, for nøgenheden fremhævede deres magre overkroppe. Det var ikke skønhed i gængs forstand, men ledte mine tanker hen på det gamle Kina, hvor overklassen og middelklassens kvinder fik bundet deres fødder for at leve op til det gængse skønhedsideal. Fødderne blev anset for smukke, når de var pakket pænt ind. De maltrakterede fødder gav skikkelsen en svajende elegance, men i blottet tilstand var de hæslige. I Kyliáns værk var kontrasten mellem dansernes brusende, blodrøde skørter og afpillede overkroppe fanget i et skarpt lys, der kaster små skygger på kvindernes hals, bryster og mave, på én gang fascinerende og en anelse uhyggelig. Der var ikke noget seksuelt ved tableauet, snarere virkede nøgenheden næsten metafysisk. Det føltes som en form af afskrælning af danserens krop, et spørgsmålstegn ved, hvad der er smukt og hvad der er grimt. Hvilken betydning har kroppen for dansen, syntes værket at spørge, hvilken indvirkning har dansen på kroppen?

Bella Figura er et fantastisk værk, fordi Kylián her spiller på alle tangenter. Her er lys og mørke, kontrasten mellem scenetæppets sorte flader, der på én gang indrammede og indsnævrede scenen, fremhævede de lysende kroppene samtidig med at den søgte at skjule dem, og dansernes brusende røde skørter. Dansernes bevægelser var besjælede højtidelig alvor, mens de bevægede sig rundt skiftevis i vidtfavnende tableauer og stilfærdige Pas de deuxer, hvor to mennesker for en kort stund søgte at række ud, røre hinanden, udglatte hårde ansigter eller stivnede lemmer. Indtil tosomheden igen blev afbrudt af andre danseres indtræden på scenen. Alt syntes muligt, dansen bredte sig ud og foldede sig sammen, skabte et univers af flertydighed, mens de overjordiske barokstemmer på lydsporet flettede sig ind i kroppenes rytme og publikums tanker.

Danseåbenbaring og kæmpehunde

Bella Figura syntes ikke at være dans som sådan, i de norske danseres gestaltning var det tættere på en åbenbaring. At se værket i Oslo, det første Kyliàn-stykke jeg nogensinde har set, fik mig til i højere grad end tidligere at indse, hvad dans kan være. Bella Figura får én til at stille spørgsmålstegn ved kroppens betydning, ved selve bevægelsens betydning, ved forskellen mellem berøring og ikke-berøring, mellem nærhed og afstand. Det er et værk, man både skal opleve og meditere over, som man ikke bliver færdig med, selvom tæppet går ned. For mit vedkommende føler jeg, at det er indbegrebet af alt, hvad moderne koreografi kan og bør være, når det er allerbedst – nytænkende, nyskabende, på én gang blødt og smukt, og alligevel fuld af knaster.

Det værste ved Bella Figura var faktisk, at det var for godt. Aftenens to næste stykker skuffede, fordi de, skønt selv meget smukke, ikke kunne leve op til det første værks mangfoldighed af udtryk.

Gods and Dogs var sat til musik af Beethoven, hans strygekvartet nr. 1. De 8 dansere bevægede sig rundt parvis og alene, halvt søgende efter musikkens harmoni, halvt optændt af en dystopisk galskab og mangel på retning. Et glitrende sølvforhæng dannede baggrund for dansen, alt var badet i et koldt, goldt lys, og over deres hoveder så vi en videoprojektion af en enorm skabning, ulv eller hund, det var ikke til at afgøre, løbe imod os, publikum, i slowmotion. Den var mere sørgmodig end truende, men syntes ikke at påvirke danserne under sig. Efter noget tid blev jeg irriteret over kombinationen af dansere og kæmpehund, for der syntes ikke at være nogen rigtig sammenhæng mellem de vridende bevægelser, musikken og scenografien. Musikken blev for harmonisk til dansen, og dansen virkede for løsrevet fra den sammenhæng, den var sat ind i. Sært nok virkede dette værk, der er fra 2008, ikke nær så skarpt og friskt som Bella Figura, der med næsten 20 år på kontoen næppe kan kaldes nyt længere.

Skal dansen bide fra sig?
Den manglende skarphed i iscenesættelse og koreografien gik igen i aftenens sidste værk, Symphony of Psalms. Placeret i et sært gammeldags og alligevel tidløst rum, hvor mændenes tækkelige skjorter og kvindernes lange, gråblå kjoler syntes farveløse og puritanske, var det svært at forlegne sig med Stravinskijs højstemte Gudsbesyngelse. Her var mennesker, der konstant blev samlet op og sluppet igen, ladt tilbage, et fællesskab uden varme, en glidende glathed i pardansen uden det stærke sjæleudtryk, som Bella Figura og til dels Gods and Dogs fremelskede. Med tomme, efterladte stole som et ekko af ensomheden midt i flokdansen, hvor individet aldrig kom til udtryk. Desværre virkede dansernes bevægelser for løse, uden den fasthed som ville give bevægelserne mening og gøre værket til noget særegent, gøre det engagerende. 

Mit problem med Gods and Dogs og Symphony of Psalms var mest af alt deres mangel på bid. Havde rækkefølgen på værkerne været omvendt, var jeg nok blevet mere grebet af de 2 stykker. Bella Figura fik mig til at vågne op, men samtidig satte den mine generelle forventninger så højt, at det ikke kom dens søskende-værker til gode.

De norske dansere gjorde generelt et godt indtryk, men havde ikke helt den fornødne yndefuldhed til at løfte det sidste værk, og Future Memories efterlod et blandet indtryk af koreografi i verdensklasse, der ikke helt kunne fastholde sin egen genialitet hele aftenen igennem.

Heldigvis fik den norske ballet vendt skuden den næste aften, med Kyliáns balletbud på et kammerspil, Last Touch First. Du kan læse mere om denne forestilling i mit næste indlæg.