Uhyggelige bryster og bidske bevægelser - Oslos Kylián 1

Fotos: Joerg Wiesner

Al kunst må bestandigt udvikle sig eller dø. Det gælder også dansen, og i mine øjne er de mest interessante moderne koreografier altid dem, der forsøger at udvikle dansen, finde nye bevægelser, nye udtryk, samtidig med at ideen bag værket skinner klart igennem. Dans uden tanke, uden sjæl er blot tom bevægelse, det kan være flot at overvære, men ikke særligt engagerende. Desværre er den hjemlige dansescene ikke rig på moderne koreografi, der virkelig rykker. Tim Rushton fra Dansk Danseteater er en af de få, hvis værker har format, men personligt har jeg altid svært ved at holde rigtigt af hans stykker – jeg kan sagtens beundre dem, men føler aldrig, at jeg som publikum får plads til at leve mig ind i de storladne universer, han skaber. I Den Kongelige Ballet derimod er der ideer nok, men småt med ægte koreografisk talent, og de seneste par sæsoner har man ikke været god til at løfte repertoiret op over det eksperimenterende og præsentere moderne dans i det format og den kvalitet, som kompagniets evner reelt rækker til.

Selvom danserepertoiret på nationalscenen denne sæson tyder på, at dansk ballet får en tiltrængt saltvandsindsprøjtning, er det stadig interessant at se, hvad de er oppe mod. Hvad byder konkurrenterne på? Hvor kan man opleve moderne scenedans, der både har internationalt format og samtidig tør være nytænkende og udfordrende for sit publikum?

Den norske Nasjonalballet er et eksempel på et kompagni, der målrettet går efter at få et stærkt, moderne danserepertoire. Her satser man på samarbejdet med nulevende koreografer som Alexander Ekman, Nacho Duato, Liam Scarlett og frem for alt Jirí Kylián. Siden 1986 har den norske ballet udviklet et tæt samarbejde med Kylián og opført 21 af hans værker, senest Last Touch First. Da Pariseroperaen bad Kylián iscenesætte en aften med udvalgte værker under dansefestivalen Transcendanse i september i år, bad han Nasjonalballetten præsentere hans værker i Paris, en stor ære for det unge, nordiske kompagni, der kan bryste sig af en usædvanlig tæt relation til den kendte koreograf. 

At danse i kashmiruld
Jirí Kylián er en af mastodonterne inden for moderne ballet. Han blev født i efterkrigsårenes Prag, men som ung danser fik han mulighed for at studere på engelske Royal Ballet. Her mødte han mesterkoreografen John Cranko, der tog ham under sine vinger, og derfra gik det kun én vej – op. Mere end 40 år og 100 værker senere er Kylián et verdensnavn, kendt for sit unikke bevægelsessprog, hvor dansen og musikken smelter sammen i forjættende billeder. De norske dansere har blandt andet udtalt, at det at danse et Kylián-værk føles ”som at danse iført kashmiruld” og at kroppen ”synger”.

K for kultur var sidste måned en smuttur til Oslo for at opleve, hvad den norske Nasjonalballet kan, både i sig selv og med en mesterkoreograf som Kylián. Programmet indeholdt to særskilte forestillinger, først Mesteraften med Jirí Kylián – Future Memories på Den Norske Operas Store Scene, en forestilling med 3 af Kyliáns hovedværker, dernæst Last Touch First på Den Norske Operas lille scene, et forholdsvist nyt værk fra mesterens hånd.

Smukke skikkelser?

Future Memories blev indledt med Bella Figura, der fremtryllede et forunderligt univers af himmelske barokstemmer og yndefulde kroppe i en række scener, der snart glimrede af underspillet poesi, snart knækkede over i brudte trin og forvredne arme.

Selve titlen er sær, for ’smukke skikkelser’ syntes et misvisende navn for dette værk. Selvfølgelig var skønheden til stede, vi blev præsenteret for den allerede i starten, hvor Chihiro Nomuras sarte skikkelse kom til syne, omsvøbt i det sorte scenetæppe. Det sorte stof syntes at fastholde hende i en øm og forsigtig omfavnelse, hun vendte sig som i en elskers arme. Men derefter trådte skønheden i baggrunden for det manende, det foruroligende, det sære og det ømme. Danserne smøg sig hen over scenen i skiftende tableauer, tilsyneladende uden sammenhæng, kun en udtryksfuld inderlighed havde de tilfælles.

Kvindernes blottede bryster undervejs i stykket var interessant, for nøgenheden fremhævede deres magre overkroppe. Det var ikke skønhed i gængs forstand, men ledte mine tanker hen på det gamle Kina, hvor overklassen og middelklassens kvinder fik bundet deres fødder for at leve op til det gængse skønhedsideal. Fødderne blev anset for smukke, når de var pakket pænt ind. De maltrakterede fødder gav skikkelsen en svajende elegance, men i blottet tilstand var de hæslige. I Kyliáns værk var kontrasten mellem dansernes brusende, blodrøde skørter og afpillede overkroppe fanget i et skarpt lys, der kaster små skygger på kvindernes hals, bryster og mave, på én gang fascinerende og en anelse uhyggelig. Der var ikke noget seksuelt ved tableauet, snarere virkede nøgenheden næsten metafysisk. Det føltes som en form af afskrælning af danserens krop, et spørgsmålstegn ved, hvad der er smukt og hvad der er grimt. Hvilken betydning har kroppen for dansen, syntes værket at spørge, hvilken indvirkning har dansen på kroppen?

Bella Figura er et fantastisk værk, fordi Kylián her spiller på alle tangenter. Her er lys og mørke, kontrasten mellem scenetæppets sorte flader, der på én gang indrammede og indsnævrede scenen, fremhævede de lysende kroppene samtidig med at den søgte at skjule dem, og dansernes brusende røde skørter. Dansernes bevægelser var besjælede højtidelig alvor, mens de bevægede sig rundt skiftevis i vidtfavnende tableauer og stilfærdige Pas de deuxer, hvor to mennesker for en kort stund søgte at række ud, røre hinanden, udglatte hårde ansigter eller stivnede lemmer. Indtil tosomheden igen blev afbrudt af andre danseres indtræden på scenen. Alt syntes muligt, dansen bredte sig ud og foldede sig sammen, skabte et univers af flertydighed, mens de overjordiske barokstemmer på lydsporet flettede sig ind i kroppenes rytme og publikums tanker.

Danseåbenbaring og kæmpehunde

Bella Figura syntes ikke at være dans som sådan, i de norske danseres gestaltning var det tættere på en åbenbaring. At se værket i Oslo, det første Kyliàn-stykke jeg nogensinde har set, fik mig til i højere grad end tidligere at indse, hvad dans kan være. Bella Figura får én til at stille spørgsmålstegn ved kroppens betydning, ved selve bevægelsens betydning, ved forskellen mellem berøring og ikke-berøring, mellem nærhed og afstand. Det er et værk, man både skal opleve og meditere over, som man ikke bliver færdig med, selvom tæppet går ned. For mit vedkommende føler jeg, at det er indbegrebet af alt, hvad moderne koreografi kan og bør være, når det er allerbedst – nytænkende, nyskabende, på én gang blødt og smukt, og alligevel fuld af knaster.

Det værste ved Bella Figura var faktisk, at det var for godt. Aftenens to næste stykker skuffede, fordi de, skønt selv meget smukke, ikke kunne leve op til det første værks mangfoldighed af udtryk.

Gods and Dogs var sat til musik af Beethoven, hans strygekvartet nr. 1. De 8 dansere bevægede sig rundt parvis og alene, halvt søgende efter musikkens harmoni, halvt optændt af en dystopisk galskab og mangel på retning. Et glitrende sølvforhæng dannede baggrund for dansen, alt var badet i et koldt, goldt lys, og over deres hoveder så vi en videoprojektion af en enorm skabning, ulv eller hund, det var ikke til at afgøre, løbe imod os, publikum, i slowmotion. Den var mere sørgmodig end truende, men syntes ikke at påvirke danserne under sig. Efter noget tid blev jeg irriteret over kombinationen af dansere og kæmpehund, for der syntes ikke at være nogen rigtig sammenhæng mellem de vridende bevægelser, musikken og scenografien. Musikken blev for harmonisk til dansen, og dansen virkede for løsrevet fra den sammenhæng, den var sat ind i. Sært nok virkede dette værk, der er fra 2008, ikke nær så skarpt og friskt som Bella Figura, der med næsten 20 år på kontoen næppe kan kaldes nyt længere.

Skal dansen bide fra sig?
Den manglende skarphed i iscenesættelse og koreografien gik igen i aftenens sidste værk, Symphony of Psalms. Placeret i et sært gammeldags og alligevel tidløst rum, hvor mændenes tækkelige skjorter og kvindernes lange, gråblå kjoler syntes farveløse og puritanske, var det svært at forlegne sig med Stravinskijs højstemte Gudsbesyngelse. Her var mennesker, der konstant blev samlet op og sluppet igen, ladt tilbage, et fællesskab uden varme, en glidende glathed i pardansen uden det stærke sjæleudtryk, som Bella Figura og til dels Gods and Dogs fremelskede. Med tomme, efterladte stole som et ekko af ensomheden midt i flokdansen, hvor individet aldrig kom til udtryk. Desværre virkede dansernes bevægelser for løse, uden den fasthed som ville give bevægelserne mening og gøre værket til noget særegent, gøre det engagerende. 

Mit problem med Gods and Dogs og Symphony of Psalms var mest af alt deres mangel på bid. Havde rækkefølgen på værkerne været omvendt, var jeg nok blevet mere grebet af de 2 stykker. Bella Figura fik mig til at vågne op, men samtidig satte den mine generelle forventninger så højt, at det ikke kom dens søskende-værker til gode.

De norske dansere gjorde generelt et godt indtryk, men havde ikke helt den fornødne yndefuldhed til at løfte det sidste værk, og Future Memories efterlod et blandet indtryk af koreografi i verdensklasse, der ikke helt kunne fastholde sin egen genialitet hele aftenen igennem.

Heldigvis fik den norske ballet vendt skuden den næste aften, med Kyliáns balletbud på et kammerspil, Last Touch First. Du kan læse mere om denne forestilling i mit næste indlæg.