Bournonville og ballettens nye stjernedanser

Fotos: Costin Radu

Okay, overskriften er lidt snyd, for den pågældende danser er ikke ligefrem ny, og bestemt heller ikke undervurderet inden for murene eller i pressen, der langsomt har drejet spotlyset i hans retning i løbet af det sidste år eller to. Men det har holdt hårdt, for i de seneste 3 år har der stort set ikke været fokus på andre dansere end Alban Lendorf og Ida Prætorius. Helt bestemt fortjent for begges vedkommende, men nu har jeg aldrig været fan af ensidighed, og især i tilfældet Alban Lendorf har det været enormt trættende at være vidne til, hvordan ingen andre mandlige dansere i offentlighedens øjne tilsyneladende var værd at beskæftige sig med. Jo, han er god, men det betyder ikke, at alt hvad manden laver er godt, og ingen andre er værd at kigge på. Derfor har en del af mine indlæg handlet om at pille myten ud af manden, uddele ris og ros til dette balletfænomen som var han en danser på lige fod med resten af kompagniet, og frem for alt fremhæve dem, der også gør det godt, også selvom de ikke når hans tekniske niveau.

Charme, danseselvtillid og lækkert hår

Dans er nu engang mere end teknik. En danser skal have udstråling og personlighed. Charme, selvtillid og lækkert hår, som Score-Kaj slog fast dengang i 90erne. Og én af de dansere, der i hvert fald har charmen og håret på plads, for ikke at tale om udstrålingen, er Gregory Dean. Den britiske danser, der blev udnævnt til solodanser for blot to år siden, er blot én i rækken af glimrende mandlige balletdansere, som Den Kongelige Ballet i disse år kan bryste sig af. Siden da er han stormet frem, og i dag er jeg faktisk i tvivl om, hvorvidt der er noget, som den mand ikke kan. Dét, der virkelig fik mig overbevist, var Deans præstation som James i sidste sæsons Sylfiden. Han delte partiet med Ulrik Birkkjær og Alban Lendorf, og selvom jeg egentlig var glad for begges præstationer (især Lendorf var god som en utilpasset knudemand med skjulte længsler), havde Gregory Dean bare det dér ekstra, den udstråling og intensitet i rollen parret med danseteknisk virtuositet, som fik alt til at gå op i en højere enhed.

Nu har Sylfiden haft repremiere, og denne gang var det Gregory Dean, der dansede på premiereaftenen. Og denne gang var det, som om alt lykkedes. Et par dansere, der i sidste omgang famlede lidt med deres roller, havde i denne omgang fundet den rette fod at stå på. Det gjaldt både Sebastian Haynes, der skulle gøre selveste balletmester Hübbe kunsten efter som en uhyggelig mandeheks med magnetisk tiltrækning, og Kizzy Matiakis som Effy, James’ stakkels, forsmåede kæreste, der må tage til takke med en anden, da hendes elskede stikker af midt under brylluppet. I sidste omgang var Matiakis så stiv og ligegyldig, at Gurns kærlighed til hende virkede helt uforståelig. Denne gang var hun på forunderlig vis forandret til en levende kvinde, forelsket og fortvivlet. Især i én scene, da hun og James skal føre an i reelen, den skotske folkedans, hvor alle bryllupsgæsterne deltager, viste Matiakis, at hun omsider havde greb om sin karakter.

Overlegen trinfortælling

Hemmeligheden bag Sylfiden er ikke trinnene som sådan. Selvom denne ballet er den mest kendte og elskede fra alle tiders mest berømte danske koreograf, August Bournonvilles hånd, den danske balletmester der ude i den vide verden først og fremmest er anerkendt for sine trins lethed og musikalitet, er der mere at komme efter end dansen i sig selv. Bournonville er så god, fordi hans værker ikke blot er balletter i gængs forstand. Nej, de er skarpt koreograferede, dramatiske fortællinger. Hos Bournonville, i modsætning til de store, russiske balletter fra samme periode, hvor historien ofte blev en undskyldning for at kaste sig ud i hals- og benbrækkende bravournumre, er det altid fortællingen, der er i fokus. Hvis man danser, er det fordi det giver mening på netop dét sted i handlingen. Alt hænger sammen, og en stor del af hans balletter er ikke dans, men mime, hvor danserne gennem ordløs skuespil med fagter og udtryk fortæller en historie. Det kan virke arkaisk, overdrevet, kedeligt endda. Mange balletgængere foretrækker i dag bravournumrene, hvor man ikke behøver at følge voldsomt meget med i, hvad der sker oppe på scenen, men blot kan læne sig tilbage i teatersædet og lade sig underholde af teknisk virtuositet. Af én eller anden grund fortrækker jeg dog de balletter, hvor historien rent faktisk har en betydning, og jeg elsker Bournonvilles balletter over alle de andre. Hvorfor? Fordi de er så godt fortalt. Hvis de rigtige dansere er castet, der har sans for både de små hurtige trin, for letheden og danseglæden, og som samtidig formår at skabe troværdige karakterer og bruge mimen til aktivt at fortælle den historie, der er baggrunden for det hele, så flyder det bare. Så bliver alting på én gang let og medrivende, så vil den kvikke og opmærksomme teatergænger opdage, hvor genialt alting passer sammen, hvordan forestillingen ubesværet skifter mellem det morsomme og det dramatiske, det muntre og det alvorlige, komedie og tragedie.

Intetsteds kommer det så tydeligt til udtryk som i Sylfiden. Denne ballet er berømt, fordi temaet er alment gyldigt, fordi karakteren James er én, de fleste af os kan genkende. Måske er eller har vi selv været den, der hørte Sylfidens lokkende kalden, måske har vi været Effy, der stod uforstående tilbage. Men temaet er ikke det eneste, der giver balletten vægt. Selve udformningen er imponerende. En stram komposition, hvor der ikke er et kedeligt øjeblik. Less is more, balletten er kort, knap en time varer den sammenlagt, men alt, hvad der sker i den times tid, har en betydning. Alt hænger sammen.

Jeg har set Sylfiden et utal af gange i denne iscenesættelse, og i modsætning til Bournonville-puritanerne har jeg ikke noget problem med den minimalistiske scenografi, der kendetegner denne opsætning. Den er trist at se på, men det er netop pointen. Måske burde James reelt følge traditionen og flygte ud i skoven med sin Sylfide, frem for ind i et underligt, hvidt ikke-rum, men hvad pokker, det væsentlige er jo selve dramaet. Her er Gregory Dean en fuldstændig overlegen James, fordi han får dramaet frem i balletten. Han er den unge, troskyldige mand, der på sin bryllupsdag vækkes af en ukendt skikkelse, et bevinget væsen, der kalder på noget inden i ham. Dean får dramaet frem, fordi han så tydeligt viser sit publikum, hvor meget han kæmper med sig selv. Hvordan han på den ene side holder af Effy, der fra starten fornemmer, at noget er helt galt med hendes brudgom. Hvordan han konstant skal holde øje med sin rival, Gurn (i Andreas Kass’ skikkelse en glat drengerøv, der alligevel har en snert af James' troskyldighed og charme). Oven i det hele dukker Sebastian Haynes’ Madge op, og hans tilstedeværelse er af ukendte grunde så foruroligende, at Deans James bliver ude af sig selv, rasende, kommanderende, en blid mand der forsøger at lege macho-patriark i eget hus for at beskytte sig selv mod ukendte farer. Haynes var da også uhyggelig fra start til slut og kunne i denne omgang matche Dean i autoritet og viljestyrke. Midt i hele hurlumhejet spøger Sylfiden, mere Hollywoodglamourøs end æterisk ånd i Amy Watsons gestaltning, men det gik an. 

Hvordan danser man et sammenbrud?

Reelen er optrapningen af dramaet og en af de scener i balletten, der virkelig er geniale, hvis den bliver sat rigtigt i scene. Det er her, man for alvor ser, hvor påvirket James er af hele situationen. Der er et eller andet, der trænger sig på, og kontrasten mellem den muntre folkedans og hans indre kamp bliver mere og mere tydelig, de hektiske toner og rappe dansetrin afspejler, hvordan han er ved at gå i spåner. I den version, som blev spillet til premieren, var Deans James fuldstændig ude af sig selv. Allerede inden dansen går i gang, må han stå for sig selv et øjeblik for at få styr på nerverne, med et krampagtigt greb om sin kilt mens han tager et dybt åndedrag, inden han kan vende sig mod sine gæster og føre sin brud ud i dansen. Og allerede her ved Effy, at noget er helt galt. Et par minutter kan de begge lade som ingenting og give sig i kast med de muntre trin, men snart kommer Sylfiden vimsende ind på scenen, usynlig for alle andre end James, der forvirret og fuld af længsel løber efter hende – og glemmer sin brud. Så er Sylfiden væk, og han må tilbage, oprevet og fortvivlet over sig selv og sin opførsel, så dukker hun op igen, og han glemmer alt omkring sig. Da dansen til sidst er til ende, er han sammenbruddet nær, og da Effy et øjeblik må forlade ham for at få brudeudstyret på, holder parret hinanden så krampagtigt i hænderne, som om de begge ved, at om lidt er det slut, om lidt forsvinder han, og de ser aldrig hinanden igen.

Hvad er det lige præcis Gregory Dean gør, siden hans James er så god? Han skaber en karakter, der er både troværdig og medrivende. Som James lyser hans ansigt af en sårbar uskyld, der er en lidt drenget umiddelbarhed over ham, der kommer til udtryk i alt hvad han gør. Hans glæde, da han endelig giver efter og følger Sylfiden, er så smittende, hans usikkerhed og angst så menneskelig, at det er umuligt ikke at føle sympati med ham. Måske er hans udtryk lidt vel teatralske. Ved premieren virkede det, som om hele holdet havde skruet helt op for følelserne. Selv Amy Watsons Sylfide gav den en ekstra tand, da hun til sidst skulle dø, hun famlede sig frem til den elskede med ansigtet helt fortrukket af teatralsk gråd. James var på den anden side så bundulykkelig, at han bagefter ingen kræfter havde tilbage til at kæmpe mod Madge. Var det for meget? Måske, men balletfortælling er en svær kunst. Uden ord skal danserne gestalte intense følelser, så det kan mærkes helt oppe under loftet. Overdrivelse er ganske enkelt nødvendigt for at alle kan følge med. Personligt vil jeg også hellere have spillere på scenen, som giver den en ekstra tand, end vege og indelukkede dansere, der er bange for at give den hele armen. Det er jo et drama, og den danser, der ikke kan få publikum til at blive berørt, når Sylfiden og James dør til slut, har ikke noget at gøre i forestillingen. Hvorfor se en oldgammel ballet fra 1800-tallet, hvis man ikke interesserer sig for andet end yndig dans? Hvad skal vi med James og Sylfiden, Effy, Gurn og Madge, hvis de ikke har noget at sige os? Hvad kan Bournonville bruges til i dag, hvis hans balletter ikke kan få os til at le og græde? 

Personligt kan jeg se hans balletter igen og igen og stadig sidde på kanten af stolen, anspændt, oprørt, leende det ene øjeblik, fortvivlet det næste, selvom historien er den samme. Jeg sidder glubsk som en ulv og følger hver fod, hvert blik, hvert løftet øjenbryn. For er der én ting, jeg aldrig bliver træt af, er det at se en balletfortælling udfolde sig så overlegent, som det sker i Sylfiden.

Sylfiden spiller sammen med Tema og variationer på Gamle Scene frem til 27. februar 2016. Læs mere her. 

PS. Sidste år brokkede jeg mig over, at man spillede Etudes sammen med Sylfiden. Derfor er det på sin plads for en kort bemærkning at fremhæve Balanchines Tema og variationer, der i lighed med Etudes er ren skøndans, men kortere, enklere i sit udtryk og mere fokuseret. Det fungerer faktisk ret fint. Efter Sylfidens sindsoprivende slutning er det rart at kunne læne sig tilbage og blot nyde en formfuldendt, klassisk balletopvisning uden dybere mening eller forstyrrelser. Og Tema og variationer er netop slet og ret flot, elegant og simpel. Glimrende danset, men hurtigt overstået, en luftig godbid med en mild og sødmefuld smag. Velbekomme!   

 

Da kærligheden blev væk

Fotos: Costin Radu

Advarsel: Følgende artikel er en meget lang, meget nørdet redegørelse for alt, hvad der er galt med Den Kongelige Ballets nye Svanesøen – samt en tilkendegivelse af de gode præstationer og interessante elementer, der trods alt får plads i balletten.

Svanesøen er alle tiders mest elskede ballet, og uden tvivl svær at iscenesætte. Alligevel er den nye version, som Nikolaj Hübbe i samarbejde med ex-prima ballerina Silja Schandorff har sat op på Det Kongelige Teater, en ganske problematisk størrelse. 

Krænket svanefan

Der er mange måder at vurdere balletten på, og min egen bedømmelse er særdeles farvet af dels tidligere opsætninger såvel som af min indgroede holdning, at når man opsætter en handlingsballet, skal historien fungere. Gør den ikke det, bliver iscenesættelsen aldrig rigtig vellykket. Da jeg så denne nye version af Svanesøen, forsøgte jeg al magt at kunne lide den. Gode præstationer, overdådige eventyrkostumer og en vild scenografi af geniale Mikki Kunttu var opmuntrende elementer, men en række ting skurrede i balletten, indtil tråden knækkede i anden akt og efterlod mig sydende af forargelse frem til den skuffende slutning. Hvorfor tog jeg det så tungt? Fordi jeg havde håbet på langt mere. Visse valg fra Hübbe/Schandorff side virkede som decideret helligbrøde, og tog mig noget tid at komme mig over. Heldigvis viste der sig en række lyspunkter, som til dels har reddet balletten og reduceret de dårlige elementer til irritationsmomenter frem for katastrofer.

Det, der først og fremmest har gjort denne version værd at se, er dansernes præstationer. Selvom de danske dansere er langt fra at kunne måle sig med russerne, der gæstede Danmark sidste år med en mere trofast (omend temmelig lidenskabsløs) version, har Den Kongelige Ballet mere personlighed. Det har knebet lidt med at få den frem i denne opsætning, men ét hold ramte plet. Efter to ret kedelige sæt dansere i de bærende roller som prinsen og svaneprinsessen, overværede jeg Marcin Kupinski og Ida Prætorius (der debuterede i partiet Odette/Odile). Med de to begyndte opsætningen for første gang at leve for alvor. Det var en lettelse at opleve præstationer, som jeg rent faktisk kunne tro på. Kupinski og Prætorius havde en kemi imellem sig, der gjorde kærlighedshistorien troværdig. Svanesøen er er jo først og fremmest en kærlighedshistorie, selvom team Hübbe/Schandorff har forsøgt at indføre flere lag, så som fortællingen om et magtmenneske, en utilpasset ung mand og en coming-of-age-historie med et mørkt twist. Det er alt sammen rigtig fint og interessant i teorien, men hjertet i denne klassiske ballefortælling har altid været en romantisk tragedie af de helt store.

Gnistrende parløb vs. knuget enegang
Kupinski trådte først i karakter i slutningen af første del. Hvilket til en start irriterede mig lidt, indtil jeg forstod, at det netop var pointen – prinsen er kørt ud på et sidespor ved sit eget hof, han forsøger pligtskyldigt at følge med i hoflivet, men kan ikke samle sig om det. Han keder sig, føler sig knuget af den tunge stemning, af sin kolde mor og rådet af usmilende gamle hoffolk, der rynker på panden, så snart han gør den mindste ansats til glemme sin ophøjede position. Den falske Rothbart smiler og smisker, men er med til at isolere ham fra omgivelserne. Da prisen møder Odette, falder han med et brag, og det er ikke sært. Ida Prætorius havde som den hvide svane mere at byde på end blot et par lange ben og et yndigt ansigt – der var personlighed bag de kønne, traurige træk.

Det er så sjældent, at jeg sidder på kanten af sædet i åndeløs spænding, når jeg ser en forestilling, men jeg gjorde det til dette hold på Svanesøen. Selvom jeg havde set forestillingen flere gange inden da, selvom jeg vidste hvad der skete, næsten kunne det udenad, sad jeg alligevel og knugede hænderne i skødet. Fordi det, der skete oppe på scenen pludseligt føltes ægte, levende, vigtigt. Fordi det for første gang i denne iscenesættelse føltes rigtigt. Fordi Kupinskis ansigt, da han så pigen og rakte ud efter hende, lyste af betagelse, begær og begejstring. Fordi Prætorius’ svanepige på én gang var så sørgmodig og stærk selv i sin sårbarhed, at man selv blev en smule forelsket i hende. Slutningen ramte mig her for en gangs skyld, fordi Kupinskis prins var så ægte fortvivlet i sin håbløse kamp for kærligheden, Prætorius' Odette så tydeligt resigneret og så alligevel knust, ude af stand til at kæmpe imod ondskaben, men heller ikke i stand til at give helt slip på den elskede, før alt håb endegyldigt var ude.

Det spøjse er, at Kupinski og Prætorius ikke gjorde det væsentligt anderledes end de andre hovedrolledansere. Det var ikke deres individuelle præstationer, der skilte sig særligt ud, men snarere samspillet mellem de to. Der er gode ting at sige om stort set alle de andre hold prinser og svaneprinsesser – Alban Lendorf især ramte plet, når han skulle virke undertrykt og utilpasset i første del, og i balscenens afslutning antydede han en næsten paranoid panikfølelse på få sekunder, hvilket fint fik scenens dommedagsuhygge frem. Det skal heller ikke herske nogen tvivl om, at han er en fænomenal danser og rent teknisk rager så meget op over alle de andre i korpset, at selv de dygtigste aldrig helt når hans niveau. Men Lendorf var – som jeg desværre så ofte før har oplevet det – ikke særlig troværdig som kærlighedsramt kavaler over for J’aime Crandalls sarte, men småkedelige Odette. Jeg tror generelt aldrig på ham, når han skal agere forelsket, og den hvide svane var tydeligvis blot hans undskyldning for at kunne flygte fra den kvælende hofpragt og at hengive sig til drømmen om frihed. Præcis som sidste år, hvor hans James inderst inde var ligeglad med sin Sylfide. Det mest irriterende ved Lendorfs præstationer er som regel, at han er lige ved at nå derhen, hvor han får sin karakter til at leve for alvor. Men han når desværre sjældent helt i mål.

Kedelig kærlighed og klam skurk
Til gengæld var det tydeligvis alt for tidligt at kaste Sebastian Haynes ud i rollen som prinsen. Selvfølgelig gjorde han en flot figur og havde en fin elegance i sin dans, men han formåede ikke at skabe en fuldbåren karakter. Hans prins måtte nøjes med at spankulere rundt og se godt ud, mens Susanne Grinders mere garvede svane måtte bære historien alene på sine spinkle skuldre.

Gregory Deans mere følsomme prins gjorde et ærligt forsøg på at interessere sig for sin svane, mens Amy Watson var en meget smuk og statelig Odette (selvom hendes manglende fouettes i anden akt var en halvpinlig affære). Alligevel greb jeg mig selv i at kede mig lidt under deres scener sammen, der ligesom Lendorfs og Crandalls ikke ligefrem emmede af lidenskab. Her skal det siges, at jeg var stor fan af team Dean/Watsons bevægende samdans- og spil i efterårets Sylfiden. Men af en eller anden grund kunne de ikke frembringe sammen gnistrende samspil i Svanesøen. De var begge to nydelige, men det virkede som om de ikke havde andet end høflig interesse for hinanden.

Den eneste anden, der virkelig har imponeret i denne opsætning, er Jón Axel Fransson. Hans Rothbart viste sig som intet mindre end ballettens svar på en superskurk, en inkarneret, slesk ondskab. Hans blodige jokergrin var afsindigt skræmmende og stjal på premiereaftenen billedet fra Alban Lendorf og J’aime Crandall i hver eneste scene. Efter flere gensyn krummer jeg stadig tæer, når han træder frem på scenen og bare står dér med blikket vendt ud mod publikum. Uhyggeligt bliver det, når han danser troskyldigt rundt med de små børn omkring sig, og hans interaktion med svaneprinsessen er decideret ubehageligt at overvære.

Hug en hæl og klip en tå
Benno og narren har jeg til gengæld et blandet forhold til. Mest fordi karaktererne ikke rigtigt giver mening i historien. Benno skal forestille at være prinsens bedste ven, men af uklare grunde går han i ledtog med Rothbart. Jonathan Chmelensky gjorde et sympatisk forsøg på at få lidt kød på bedstevennen, hans Benno var ikke helt tryg ved Rothbars sortklædte rådgivere, og man anede, at han handlede i god tro, måske ud fra en vis bekymring for den indelukkede prins, da han agerede håndlanger for skurken. Alexander Stæger, der ellers plejer at have godt greb om sine karakterer, virkede til gengæld mere i vildrede, når det gjaldt om at give et bud på rollen ud over det rent dansetekniske. Ingen af de to har dog haft ret meget at arbejde med, da karakteren Benno på forhånd er utydeligt tegnet og sandsynligvis havde stået stærkere, hvis han havde haft større råderum på scenen. I stedet har narren fået uforholdsmæssigt meget plads, men uden at få tilsvarende at lave, uden anden funktion end at give skurken en meget passiv og personlighedsløs håndlanger, der hopper lidt rundt i et par scener, så det ser ud, som om han har noget at lave. Hvorfor ikke bare skære karakteren væk, når han er så overflødig, og i stedet give noget af pladsen til Benno? Eller skære vennen væk og give hans scener til narren? Rent dramatisk ville det klæde iscenesættelsen at skære ned på karakterer i stykket, så handlingen blev mere fokuseret.

I det hele taget er denne iscenesættelse skæmmet af overflødigt fyld, uklarheder i dramaturgien og uskarp koreografi, der sine steder bliver nærmest gumpetung. Eksempelvis i første del, hvor den indledende vals bliver et kluntet forsøg på at udnytte balletbørnenes nuttethedsfaktor. Det trækker ud og falder igennem, når man efterfølgende overværer den festlige pas de trois og i anden dels hvide akt forkæles med mesterkoreografen Petipas blændende svanetrin .

Balscenen er et forsøg på nytænkning, og ændringerne giver til en vis grad mening, selvom jeg personligt ikke var begejstret. I stedet for at præsentere de bejlende prinsesser i samlet flok til øm valsemusik (som jeg savner, men til nød kan leve uden), får hver enkelt en præsentation til ny koreografi skabt af to unge dansere, Gregory Dean og Oliver Starpov. Det er en vovet satsning fra Hübbes side, men det lykkes ganske fint, bortset fra den russiske dans. Her stjæler syv mandlige dansere i bar overkrop og blodrøde, flagrende skørter billedet fra den prinsesse, de ellers skulle fremvise, og deres fagter bliver distraherende scenisk ’støj’ frem for bevægelser, der arbejder i samklang med musikken.

Pinlig plotforvirring
Den største fadæse begået af team Hübbe/Schandorff er dog den sorte svanes entré. I stedet for at give prinsen god tid til at afvise de håbefulde brude og lade Odile få den dramatiske entré, hun fortjener, bliver hun i stedet smuglet ind til en musisk sekvens, der i Petipas traditionelle koreografi fungerer som første del i rækken af hendes bravournumre og normalt definerer hendes karakter på genial vis. En stor del af koreografien til dette nummer danser hun stadig, men må haste ind i det, da prinsens afvisning af de fremmede prinsesser og hendes efterfølgende entré gør et stort indhug i hendes dansetid. Det er blot det værste eksempel på, at team Hübbe/Schandorff i deres iver efter at hugge en hæl og klippe en tå flere steder arbejder mod deres musiske forlæg i stedet for at arbejde med det. Knap så slemt men temmelig klodset er også prinsens indledende møde med den hvide svane. Traditionelt består scenen udelukkende af dans – prinsen bliver øjeblikkeligt betaget af den smukke Odette, der på sin side er splittet mellem umiddelbar angst for den fremmede mand, der hurtigt afviger for en stigende tiltrækning, det hele demonstreret gennem en serie skiftende undvigelser og omfavnelser og koreograferet, så den dramatiske effekt er så stor som muligt. I den nye version skal Odette i stedet bruge tid på at mimefortælle sin ulykkelige skæbne for prinsen, og har dermed slet ikke tid til at vise, at hun selv er ved at blive forelsket. Det virker tamt og unødvendigt, da prinsen jo kort efter præsenteres for hele svaneflokken af fortryllede piger, hvor han får hele historien serveret endnu en gang.

Tilsyneladende er prinsens møde med svanepigen blot et led i Rothbarts onde, men meget omstændige plan: prinsen møder den forheksede prinsesse, forelsker sig i hende (hjulpet godt på vej at Rothbart, der nærmest smider pigebarnet i armene på ham) og sværger hende troskab for at hæve fortryllelsen. Rothbart narrer ham derefter til også at sværge troskab til Odile, Rothbarts egen datter, der til forveksling ligner den elskede Odette. Konsekvensen bliver, at prinsen for evigt mister sin svaneprinsesse og tvinges til at gifte sig med troldmandens datter. Sært nok er Odette yderst passiv hele vejen igennem, selvom man må formode, at hun allerede ved mødet med prinsen (som hun altså nærmest tvinges ud i) bliver styret af skurken. Når prinsen narres til at svigte hende, burde hun være forberedt på det, men det virker alligevel til at komme bag på hende. Koreografien er lavet tilpas meget om til at berøve hende en reel mulighed for at udvikle en forelskelse i prinsen, og det forbliver en gåde, hvad hun egentlig tænker og føler, ud over at hun til sidst synes ulykkelig over at skilles fra ham. Men hvorfor, når hun aldrig helt har fået lov til at udvikle egne følelser, men hele tiden blot virker til passivt at lade sig føre rundt snart af troldmanden, snart af prinsen? Ikke engang i balscenens slutning får hun lov til at vise sin smerte over at være blevet forrådt – i stedet ser vi kun prinsens følelser, da han opdager bedraget, der samtidig afsløres på en sær måde. Odile bades i hvidt lys, og dette, sammen med det dramatiske skift i musikken, er åbenbart nok til at vise prinsen, at hun ikke er hans elskede.

Den første aften misforstod jeg store dele af ændringerne (hvilket jeg ikke var ene om), fordi plottet blev forklaret på denne underligt snørklede, ulogiske facon. Helt indtil 10 minutter fra slutningen var jeg overbevist om, at Odette i virkeligheden var skurkens medsammensvorne og var tvunget af Rothbart til først at få prinsen til at forelske sig i hende for dernæst at narre ham i armene på Odile som en del af et kompliceret plot, der skulle få Rothbart til magten i kongeriget. Det havde forklaret en del plothuller, men viste sig ikke at være tilfældet. Min anden teori var, at prinsen ganske simpelt var skør, og svanerne en dagdrøm, som han havde fantaseret frem for at flygte fra sit mentale fængsel ved det stive hof. Matthew Bourne har tidligere brugt den idé, men ved andet gennemsyn gik det op for mig, at det ikke var blot og bar fantasi, men reelt ment som et virkeligt, meget kompliceret plot fra skurken side for at overtage kongemagten og få skovlen under prinsen. Hvorfor han ikke bare fik sin datter til at forføre prinsen fra starten af, i stedet for at have alt det bøvl med at forhekse Odette (såvel som en masse andre unge piger), forstår jeg ærlig talt ikke. Det er sin sag at fortælle en kompleks historie igennem ballet, og i modsætning til store balletiscenesættere som for eksempel John Neumeier, er dette ikke en kunst, som Nikolaj Hübbe mestrer.

Med fare for at lyde reaktionær og stokkonservativ, synes jeg ikke det klæder balletten at pimpe plottet denne måde. Den oprindelige, simple historie fungerede bedre, og havde sandsynligvis gjort det lettere for danserne at leve sig ind i deres roller. Hvis de ikke selv forstår historien, hvordan skal publikum så have en chance?

Således er der mange problemer med denne iscenesættelse, der lider under en lidt for ivrig klippe/klistre-tendens hos instruktørerne. Kærlighedshistorien bliver for mudret, og balletten ved ikke helt, om den vil være en (temmelig kynisk) fortælling om at blive voksen og acceptere konsekvenserne af sine handlinger, eller en stor kærlighedstragedie. Hvis den var skåret lidt skarpere, havde den måske haft held med at blive begge dele.

Den fantastiske scenografi er iscenesættelsens stærkeste kort, mens omrokeringen af scener, koreografi og udvidelsen af Rothbarts karakter giver nogle interessante, men problemfyldte vinkler på historien. Skurken som heltens dobbeltgænger og mørke spejlbillede er ren romantisme, men den kvindelige hovedkarakter mister til gengæld fodfæste. Både starten og slutningen er ballettens bedste scener – da det sorte, fængselslignende gitter glider frem fra siderne og lukker sig sammen over prinsens hoved, står det klart, at nu slutter drømmen, og med den lyset og lykken. Det voksne liv, det tunge ansvar venter. Kærligheden kunne ikke sejre over ondskaben.

I skrivende stund har jeg ikke set de to sidste hovedpar, Ulrik Birkkjær/Holly Dorger og Andreas Kaas/Caroline Baldwin. Disse er derfor ikke taget i betragtning, mens jeg har skrevet artiklen. Svanesøen spiller til og med den 1.maj 2015, og er pt. udsolgt på alle spilledage - man kan dog være heldig at der er enkelte billetter tilgængelige. Ida Prætorius og Marcin Kupinski danser igen for sidste gang den 30.april.

Se mig, like mig, elsk mig!

Da jeg gik på juleferie, havde jeg en lille smule krise over, hvad jeg skulle skrive om i mit afsluttende nytårsindlæg. Eftersom min juleferie altid består i at lave så lidt som muligt, slukke mobilen, lade være med at checke Facebook, e-mail eller gå på nettet i det hele taget (chokerende, I know, men det er faktisk meget rart med et pusterum), og i stedet gøre gammeldags ting som at læse aviser, bøger og være sammen med familien, er det småt med de store oplevelser. 

Facebook-pral som livsvilkår

En af mine julegaver var Lena 'Girls' Dunhams memoir, Not That Kind of Girl, og denne bog, parret med en kendt forfatter/kulturpersonligheds fjollede selviscenesættelse i et af landets største dagblade, fik mig til at tænke. Over kendte kvinders selviscenesættelse og mediernes overfladiske behandling af kulturpersonligheder og kunstnere. Det udartede sig til følgende styks nytårsindlæg.

Selvfølgelig kan de fleste af os godt lide at blive set. Se mig, hør mig, elsk mig! Det er jo en basal menneskelig drift, en længsel som de fleste af os vel har i større eller mindre grad. Vi har alle brug for bekræftelse, og Facebook, Twitter og Instagram med mere er først og fremmest til for én ting: at kildre vores forfængelighed, at give os hver især følelsen af, at vi bliver set, at folk kan lide os, at vi betyder noget. Det er derfor folk har så travlt med at vise en poleret version af deres liv. Se, hvor flotte kager/boller/anden ligegyldig madret jeg kan lave! Nu skal I høre, hvor mange kilometer jeg har løbet, jeg er SÅ stolt af mig selv, er I andre ikke også det, bare en lille smule? Er jeg ikke lækker med min nye frisure? Og hvis det ikke handler om egen fremtoning eller præstationer, handler det om, hvor fantastisk ens liv er. Hvor smukke/søde/nuttede/sjove ens børn er, hvor fantastisk kæresten er, osv.

Ikke fordi jeg er et hak bedre selv – som en kollega på et tidspunkt sagde til mig (og jeg er ikke sikker på, at det var ment som en kompliment), ”du poster sådan nogle kloge ting i dine opdateringer”. For jeg ved udmærket godt, at jeg iscenesætter mit liv nøjagtigt lige så meget som alle andre. Da jeg hverken er den store fotograf eller kagebager, og aldrig har løbet hverken helt, halvt eller kvart maraton, må jeg prale af andre evner og bedrifter, for eksempel denne blog. Jeg er ret sikker på, at der findes mindst én, hvis ikke flere af mine Facebook-bekendtskaber, der finder mine ’Kloge-Åge’ opdateringer lige så overfladiske og småirriterende, som jeg finder deres billeder af mad/børn/kæreste/rejser og hvad man ellers kan finde på. Vi er alle sammen lige slemme, eller lige gode om det. Det er egentlig okay, synes jeg, og personligt kan jeg godt leve med mine egne såvel som mine venners særheder. Hvorfor ikke bare anerkende, at vi er en flok selviscenesættende småegoister, og give hinanden lov til det? Man kan altid trykke på ’unfollow’, hvis det bliver for meget, eller eventuelt lade være med at være på de sociale medier 24/7.

Lækre bryster = talent?

Men der er forskel på, hvornår og hvordan man iscenesætter sig selv. En af mine kæpheste er, hvordan medierne præsenterer folk, og hvordan offentlige personer fremstiller sig selv. For verden er nu engang skruet sådan sammen, at personer, der stiller sig offentligt til skue og tillader sig at sige, gøre eller mene noget, bliver bedømt ikke kun på deres ord og handlinger, men også på deres udseende. Især kvinder.

For det meste formår jeg at glemme, at ligestilling mellem kønnene og samfundets accept af kvinder som individer med ret til at bestemme over eget liv og krop, er et relativt nyt fænomen. Men engang imellem bliver jeg mindet om det. Som sidste år, da jeg tilfældigvis læste en udgave af Euroman, hvor en ung, kvindelig musiker lod sig interviewe. Kvinden var ikke så forskellig fra andre unge sangere og musikere m/k – hun håbede på et gennembrud i sin karriere og fortalte løst og fast om sit liv. Men interviewet blev flankeret af en række billeder, hvor kvinden optrådte halvnøgen. I lækre omgivelser og blød belysning lod hun sig vise frem, så der var frit udsyn til røv, bryster og hvad der ellers kunne virke sexet uden at smage decideret af porno. Jeg greb mig selv i at blive irriteret. På magasinet, der pakkede lidt øjenguf til sine (overvejende mandlige) læsere ind i en pseudoartikel om en ung kvindes liv og drømme for at få det til at virke seriøst, som om man(d) som læser havde brug for en undskyldning for at kigge på brysterne. På kvinden, der lod sig gøre til et sexobjekt i håbet om at få opmærksomhed og dermed gang i karrieren.

Jeg forstod ikke, og forstår stadig ikke, denne exhibitionistiske trang til at gøre sig selv til et objekt, til at reducere sig selv til blot og bar krop og udseende, når ens budskab samtidig forsøger at gå i en helt anden retning. For der er jo ingen, der kigger på et par flotte nøgenbilleder og derefter tænker, at man har vildt lyst til at høre personens musik (måske medmindre pågældende musik er meget sensuel og sexet).

Kunsten er - at have den bedste røv

Selvfølgelig er det ikke kun kvinder, der udsættes eller udsætter sig selv fra at blive reduceret til et stykke kød. Det er ingen hemmelighed her på bloggen, at jeg går særdeles meget op i dans som scenekunst; en verden, hvor kroppens udseende og æstetiske udtryk har altoverskyggende betydning. Her synes mænd i lige så høj grad som kvinder at blive objekter, og det kan ikke undgås, ligesom skuespillere heller ikke kan undgå det - det er vilkårene, når krop bliver kunst. Alligevel har jeg flere gange undret mig og endda blevet en smule utilpas ved, hvordan dansere blev fremstillet eller lod sig fremstille i medierne.

Det værste eksempel var et billede i Politiken i 2013, slået op i kæmpe format, så stort som det fysisk var muligt, over to hele sider i avisen. Billedet forestillede et menneskelignende væsen, sammensat af fotografier af løsrevne kropsdele fra forskellige dansere i Den Kongelige Ballet. Hver dansers kropdel udvalgt på baggrund af balletmester Nikolaj Hübbes personlige smag, hans vurdering af, hvad der gjorde en balletkrop særligt smuk. Interessant, hvis man som jeg havde en professionel interesse i ballet, for en ledsagende tekst beskrev, hvorfor hver kropsdel skulle anses for særligt velformet og velegnet til dans. Men samtidig tænkte jeg, at det måtte være ubehageligt for de medvirkende – tænk at blive reduceret til en arm, et ben, eller, i en enkelt mandlig dansers tilfælde, en bar røv! Som om personen ikke havde mere at byde på end dette.

Her gik jeg naivt og troede, at det var helhedsindtrykket, der gjorde dans til noget særligt, samspillet mellem krop, bevægelse og udtryk, at personligheden rent faktisk havde noget at sige i en dansers optræden. Åbenbart ikke ifølge hverken balletmesteren eller avisen, der havde skabt billedet ud fra hans anvisninger. Kun kroppen i sig selv, reduceret til små, perfekte stumper og brudstykker, sat sammen som et andet Frankensteins monster, havde her reel betydning, resten var ligegyldigt.

Måske overdriver jeg, måske overvurderer jeg betydningen af harmløse episoder fra et mediecirkus, der længe har været så skørt, så overfladisk, at man ikke bør tage sig af, hvad de bringer af sære billeder og historier. Måske er jeg bare nærtagende, jeg er trods alt kvinde, og feminist, og den slags er jo (ifølge mange meningsdannere) ofte lidt ekstra nærtagende, ekstra hysteriske omkring ting, som ingen andre tillægger særlig betydning. Måske.

I et tidligere indlæg argumenterede jeg for, at man som publikum bør glemme en kunstners person og fokusere på hans/hendes arbejde i stedet. Jeg er godt klar over, at dette kan være meget svært, når adskillige kunstnere i dag netop bruger selviscenesættelse som led i markedsføringen af deres arbejde, eller lader andre promovere dem. Men selvom jeg forstår, hvorfor de gør det – det er nu engang en nem og ofte ret effektiv metode, når man ønsker at skabe opmærksomhed omkring sit arbejde – tja, så synes jeg stadig, at det kan være problematisk, hvis man gerne vil tages seriøst som kunstner.

Smukke kvinder sælger mest

Da Josefine Klougart, ung og feteret kvindelig forfatter, udgav sin tredje bog for et par år siden, blev hun af forlag og medier markedsført på en måde, der både undrede og foruroligede mig. Sagen er nemlig, at Klougart er ualmindeligt smuk. I hvert fald på billeder, men højst sandsynligt også i virkeligheden. Det er jo dejligt for hende, smuk, talentfuld og succesrig, hvad mere kan man ønske sig? Det, der undrede mig, var hvordan annoncer, anmeldelser og interviews blev plastret til med sensuelle, glansbilledagtige billeder af hendes yndige ansigt. Hendes smukke udseende blev anset for at være den bedste reklame. Igen, rent privat er det skønt for hende, at hun ser godt ud, men hvis man skal læse en bog, hvorfor er det så vigtigt, hvordan forfatteren ser ud? Hvad hvis hun havde været grim? Hvis hun ikke havde været så køn, ville forlaget så stadig have ladet et stort portræt af hende pryde deres annoncer for bogen?

Mest af alt havde jeg en voldsom trang til at spørge Klougart, om hun som anerkendt forfatter virkelig hellere ville være kendt for de smukke annoncebilleder end for indholdet i hendes bog. Og hele sagen fik mig til at overveje, hvor grænsen går for offentlig selviscenesættelse – hvornår handler det blot om at menneskeliggøre et værk ved at sætte et ansigt på kunstneren, og hvornår kammer det over? Kan udseendet overskygge indholdet?

Det mener Christina Hagen, en anden yngre, kvindelig forfatter. Hun oplevede direkte, at hun selv (og flere af hendes kolleger, dog uden navns nævnelse) blev bedømt på deres udseende frem for på deres arbejde. Hvilket naturligt nok var en stor belastning – hvem pokker gider høre på kommentarer fra fremmede mennesker om, hvor attraktiv eller ikke-attraktiv man tager sig ud i arbejdssammenhænge? Om ens frisure er grim eller skoene er pæne? At få at vide, at man ikke er lige så lækker i virkeligheden som på billederne?

Hagen udtalte sig om problemet i flere medier, og jeg heppede på hende, fandt det befriende, at nogen endelig kaldte en spade for en spade. I starten altså. For hendes løsning på problemet viste sig temmelig bizar. I forsøg på at komme problemet til livs og udstille omverdenens diskrimination af kvindelige kunstnere, hyrede hun en såkaldt body double – en ung, smuk kvinde, efter Hagens udsagn mere attraktiv end hende selv, der var ved at blive lidt gammel og grå (Hagen er 34, hvilken hun åbenbart mener, at samfundet finder for gammelt til at være attraktivt). Denne body double skulle så agere Hagens ansigt udadtil og optræde offentligt som Hagens stand-in. Eksperimentet skulle således tilfredsstille alle parter: offentligheden fik noget pænt at kigge på, mens Hagen fik fred for de krænkende kommentarer.

Se hvor lækker jeg er - hvor er du klam, fordi du kigger!

Hagens projekt fik en del opmærksomhed, og i Weekendavisen fik hun over to sider forrest i avisen, hvor hun uhindret kunne udbrede sig om projektet, som hun havde søgt offentlig støtte til, og samtidig beklage sig over den objektificering og sexisme, som danske kvinder generelt må finde sig i. Meget effektiv selvpromovering, men hendes løsning undrede mig. Hagen syntes selv at mene, at hendes projekt var meget modigt og revolutionerende. Men det er ikke så sært, at hun fik en del medieopmærksomhed i forbindelse med denne happening. Hvem vil ikke blive nysgerrig, når en person går ud og gør noget, der er så sært som at hyre en stand-in? Den slags giver en masse opmærksomhed, men beviser absolut ingenting. Offentligheden bliver jo ikke automatisk afsløret som skønhedsfikseret og sexistisk, fordi en enkelt kvinde stiller sig op og anklager den for at være det. Og det er ofte problemet med den måde, som især kvinder fremstiller sig selv på.

Christina Hagens løsning var at give offentligheden det, hun var overbevist om, at de ville have – den kvindelige kunstner som et smukt objekt, man kunne begære. For derefter at brokke sig over, hvor overfladisk og kønsdiskriminerende dette påståede begær var. Det svarer til at tage en nedringet bluse på og derefter blive skidesur på de mænd, der kigger på kavalergangen.

En påklædningsdukke viser sig frem

Der er andre kvinder, der gør præcis det samme. Forfatter, anmelder og debattør Leonora Christina Skov optrådte i juledagene i Berlingske Tidende. Her fortalte hun en personlig historie om, hvordan hun havde droppet Facebook i et helt år, og hvad det havde betydet for hende.

Forsiden af avisen var prydet af et portrætfotografi af forfatteren selv, ikke noget ud over det sædvanlige. Skov har et bestemt look, pangfarver, røde læber, røde negle, og det kunne man se på forsiden. Det er sådan, hun gør sig selv genkendelig, hun er en mediepersonlighed, og hendes look er hendes panser, har hun tidligere udtalt. Så langt så godt, Skov klæder sig på en måde, hun godt kan lide, og det skal hun have lov til. Forsidebilledet havde gjorde blot opmærksom på, at der var en artikel af hende i avisen. Jeg bladrede i avisen for at finde artiklen og se, om den var værd at læse, om hun havde et interessant indspark til debatten om sociale medier og deres indflydelse på vores hverdag. Men da jeg fandt artiklen, mistede jeg lysten til at læse den, såvel som troen på, at Skov rent faktisk var i stand til at sige noget af betydning om noget som helst.

Artiklen var nemlig illustreret af en stor billedserie, der fyldte to tredjedele af en dobbeltside i avisen. Tolv billeder, hvert billede viste Skov i fuld figur, der som en karikatur af sig selv og sit eget image legede påklædningsdukke for fotografen og for læseren. Tolv billeder af Skov i tolv forskellige outfits, med barmen skudt frem og imødekommende smil. Jeg skimmede artiklen for at være sikker på, at det ikke var en fejl, at Skov i virkeligheden ikke have skrevet om sit klædeskab, sin shopping i årets løb. Eller at artiklen måske handlede om Facebooks indvirkning på hendes fysiske fremtoning, at hun, for at overkomme Facebook-abstinenser, havde måttet shoppe sig fra sans og samling for at modstå fristelsen til lige at logge på og give et enkelt ’like’ eller poste et billede af sine nye sko. Ikke et ord, der var intet i artiklen (som Skov vel at mærke selv havde skrevet) der kunne forklare, hvorfor læseren havde brug for en billedversion af ”Se min kjole”.

Overflade vs. indhold

Selvfølgelig må Skov klæde sig, som hun vil, men hvorfor udstille sig selv på den måde i en sammenhæng, hvor hendes udseende absolut ingen relevans har? Hvordan kan man forlange, at omverdenen skal tage én seriøst, når man selv er mere interesseret i sin egen overflade, end det man har på hjerte?

Smukke mennesker får helt sikkert mere opmærksomhed end grimme mennesker, men der er forskel på at være sig selv, på blot at give medierne et ansigt at forholde sig til, og så promovere sit udseende på bekostning af indholdet, af budskabet. Især hvis du er kvinde. Personligt mister jeg respekten for folk, der gør dette, fordi jeg trods alt synes, at indholdet bør være vigtigere end indpakningen, i hvert fald hvis det handler om meninger og tanker, om det man gør og kan, i stedet for hvordan man ser ud.

Én ting er personlig forfængelighed, som man udfolder i privatlivet – her har vi heldigvis alle, hvis vi tør, friheden og retten til at klæde os som vi vil, til at være fjollede, overfladiske, kropsfikserede, skønhedsfikserede shopaholics. Men det offentlige rum, de officielle medier, er ikke en legeplads, men et sted, hvor fremmede mennesker bedømmer og dømmer dig, så snart du træder forkert. Så spørgsmålet er, hvad man gerne vil kendes på – overflade eller indhold?

Flugten fra hverdagen

Fotos: Costin Radu

Jeg burde have lært det nu. Det er dumt at få for høje forventninger til en forestilling, man ender altid med at blive skuffet. Netop derfor forsøgte jeg at slå koldt vand i blodet, da Nikolaj Hübbe i foråret annoncerede planerne om en ny udgave af Sylfiden. Vel at mærke en meget radikal udgave af ballet, der er Bournonvilles mest kendte og elskede og et national balletklenodie. Jeg indrømmer, at jeg nok savlede en smule af sulten begejstring, især da han bekendtgjorde, at det ville blive med helt ny scenografi og uden skotskternede kilte. Jeg er, som tidligere indrømmet, temmelig vild med Bournonvilles balletter, men jeg har altid haft et anstrengt forhold til de uskønne skotske kostumer i Sylfiden. 

Drøm eller virkelighed

I sig selv er Sylfiden er en eviggyldig fortælling iklædt romantiske balletgevandter. Centralt står altid det store, eksistentielle spørgsmål: Skal man tilpasse sig den trivielle hverdag eller flygte ind i drømmen? I kunsten, kærligheden, vanviddet eller noget helt fjerde? Sylfiden er det eventyrlige væsen, der svarer denne ubevidste kalden, som nogle af os har livet igennem. Hun er et gådefuldt væsen, summen af vores længsler, men i nogle versioner også såre virkelig, en fe der forelsker sig i et menneske trods afstanden mellem deres verdener. I denne version af balletten er hun snarere et symbol, et fantasivæsen der præsenterer en vej ud af et udsigtsløst liv. Som legmeliggjort drøm fungerer Susanne Grinder fint, hun er alt hvad en sylfide skal være, let, luftig, yndig, men uden den store personlighed. Hun er ikke virkelig, det er derfor James ikke kan fange eller favne hende. Det er derfor han ved at dræbe hende tilintetgør sig selv. Da han ser bryllupsprocessionen og sin brud i armene på en anden, går de lige forbi ham, i denne version på helt tæt hold, fordi han ikke længere er i deres verden. Han eksisterer ikke længere i gængs forstand, og mangler kun dødsstødet fra Madge, mens hans Sylfide bæres bort og drømmen lukker sig for evigt.

Der er ting, der skurrer en smule i denne nye udgave, valg, der er lidt ulogiske i forhold til den traditionelle version af balletten. Det burde for eksempel være klart, at Gurn ikke kan se Sylfiden, mens hun danser rundt med Effys sjal, men det er lidt uklart, hvad han rent faktisk ser. Hvad fortæller han Effy og de andre om James, hvad er det han leder efter, tror der gemmer sig under sjalet, der dækker stolen, hvor Sylfiden stod? Han kan jo ikke se hende, for hun er James’ drøm, ikke Gurns. Gurn drømmer kun om Effy og er solidt fæstnet i sit miljø, symboliseret ved, at han konstant har kasket på, konstant er korrekt klædt. James derimod tager kun nødtvungent hatten på, han er den frie sjæl, der ikke kan holde sit liv ud. Og man forstår ham godt, for i den nye scenografi er det lille landsbysamfund ulideligt indelukket, farveløst, tilknappet. Da han først er kommet over i Sylfidens rige, har han smidt jakke og hat og danser befriet og lykkelig rundt i skjorteærmer.

At folkene fra landsbyen kan vandre rundt inde i Sylfidens hvide rige, giver ingen mening. Jeg går ud fra, at de befinder sig i en slags overgangsrum, at de stadig er i deres egen verden, men i deres søgen efter James har nærmet sig et sted, hvor grænserne mellem de to verdener er flydende. Det er bare ikke tydeligt i den kompromisløse scenografi, der kun opererer med enten eller, gråt eller hvidt, ikke overgange og mellemtoner. Men det er småfejl i forhold til det store billede. I sin helhed klæder det grå og sort/hvide look balletten, det strømlinede udtryk er langt mere behageligt for øjet end de hæslige grønne og røde kostumer fra tidligere versioner, og den nye scenografi og kostumer støtter op om historien, så den på typisk Hübbe-vis bliver skarpere, får mere bid.  

Balletmesterens heks

Mændene er stærkest castet, i hvert fald på førsteholdet, hvor Nikolaj Hübbe stjæler billedet som Madge. En slikket, hærget dandy med en magnetisk tiltrækningskraft, på én gang dæmonisk og dybt fascinerende. De halvt sultne, halvt hadske blikke, han sender James, mens han spår de unge piger, er skræmmende. Her har vi en karakter, der er rendyrket ond, men hans ondskab synes at bunde i en forståelse af James' karakter, som James ikke selv besidder. Madge er mere end nogensinde en sammensat karakter, og det er svært at give en entydig tolkning af hans motiver. Hvad er hans forhold til James? Hvorfor reagerer James så voldsomt, da Madge dukker op i hans hus?

I skyggens af Hübbes Madge er det ikke helt let for Ulrik Birkkjær at skabe en James, der kan stå på egne ben. Birkkjær er sød, men en smule veg, og selvom det giver mening i forhold til hans karakter, virker han ikke helt så utilpasset som han burde, ikke helt ude af trit med omgivelserne. Som danser er han til gengæld i topform, især hans soloer var så frydefuldt formfuldendte, så ubesværet smukke at det næsten ikke kunne blive bedre. Det er forståeligt, at Effy ikke har lyst til at slippe ham, selv efter hans svigt. 

Alexander Stæger leverer et nuanceret portræt af Gurn, fuld af elskovssyg længsel efter Effy og tvært surmulende hver gang han bliver skubbet til side til fordel for James, der tydeligvis ikke nærer samme stærke følelser for pigen. Alligevel er han dog anstændig nok til at tøve, da Madge manipulerer ham til at vinde Effy ved en løgn. Hans ansigtsudtryk i frierscenen, mens Madge kostede rundt med ham, var utrolig morsomt at overvære, og hele scenen var kostelig og dybt nødvendig – det er sidste gang man får noget at le af i handlingen, fra da af er det ren tragedie.

Effy var desværre knap så godt ramt. Jeg forstod så udmærket, at James stikker af fra sin brud, for i Kizzy Matiakis’ skikkelse er Effy en ordinær pige med samme grad af personlighed som kulissens grå vægge. Selvfølgelig skal Effy ikke være for indtagende, hun bør ikke overstråle Sylfiden, hvis historien skal give mening, men hvorfor skal hun være så intetsigende? Da James flygtede, var Matiakis’ fortvivlelse så utroværdig, at jeg mistede al sympati for hende. Kun én gang, da hun skal sige ja til Gurn, syntes der at være en grad af ægte følelse i hendes spil. Med et forstenet ansigtsudtryk giver hun hånden til Gurn, og hendes tøven og modstræbende accept i scenen virkede realistisk. Hun har lige mistet den mand hun elskede, og må nu tage til takke med den første den bedste der tilbyder sig. Uden tvivl et fornuftigt valg, og i længden bliver hun sikkert mere lykkelig med Gurn, end hun kunne være blevet med James, men valget forekommer alligevel koldt og trist i al sin snusfornuft.

Er James bøsse?

Det homoseksuelle element, der ifølge rygterne var blevet tilføjet i historien, fremstod ikke nær så entydigt, som man kunne have troet. Hvilket på én gang var en lettelse og en smule skuffende, hvis man som jeg havde forventet en kontroversiel iscenesættelse. Guldhornene er måske smeltet om, men formen er ikke radikalt anderledes i forhold til før. Denne version kan bedst karakteriseres ved, at den stiller flere spørgsmål, end den giver svar. Der er ingen entydig løsning på gåden om James, Sylfiden og Madge, deres indbyrdes relationer og karakter er åben for fortolkning. Er James homoseksuel? Er Madge? Det efterlader et indtryk af noget vagt og uforløst. Til gengæld har balletten stadig et stærkt greb om hjerterødderne, og i denne udgave forsøger Hübbe at slippe den naive naturromantik for at stille skarpt på den menneskelige psyke. Hans version er ikke fejlfri, men den sætter tankerne i gang. Det er en ballet, jeg mener man bør se - og derefter gense for at fange alle nuancerne.

Hvis jeg skulle komme med et ønske (ud over selvfølgelig at opleve en troværdig Effy), skulle det være en Sylfide med større karisma, en James med lidt mere kant. Casting betyder alt, og det ville løfte iscenesættelsen op på det niveau, hvor den hører hjemme. I førsteholdets gestaltning er den god, men ikke fantastisk. Den er seværdig, gribende, underholdende og interessant, men selvom jeg er glad, er jeg ikke helt så begejstret som jeg gerne ville være. Det er trods alt Bournonville vi har med at gøre.

Sylfiden er en ballet gennemsyret af længslen efter det ukendte, efter noget større og skønnere, der rækker ud over vores små, grå liv. Sylfiden er alt det, vi i hemmelighed drømmer om, men de fleste af os opretholder forbindelsen til virkeligheden og lader os nøje. Kun få går planken ud, det er dem, der som James ikke kan ignorere drømmen. Og har man først set Sylfiden flyve ind i stuen i en sky og hvidt lys, hvordan kan man så modstå hendes kalden?

Sylfiden spilles som en del af et dobbeltprogram, hvor Etudes også indgår, frem til 27.februar. Læs mere om forestillingerne her. 

Der er tre hold på Sylfiden, og på andetholdet er det Alban Lendorf, der danser James over for Alexandra Lo Sardos Sylfide. Ikke mit yndlingspar, men forhåbentlig vil de overraske positivt. Alban-fans kan passende hoppe på denne version, men selv er jeg mest spændt på tredjeholdet, hvor Gregory Dean debuterer som James over for Amy Watson som Sylfiden. Et cast som jeg har høje forventninger til, dels fordi Dean i sidste sæson var fantastisk i alt, hvad han dansede, dels fordi Watson har mere udstråling end Grinder og Lo Sardo. Man har jo lov at håbe.