Se mig, like mig, elsk mig!

Da jeg gik på juleferie, havde jeg en lille smule krise over, hvad jeg skulle skrive om i mit afsluttende nytårsindlæg. Eftersom min juleferie altid består i at lave så lidt som muligt, slukke mobilen, lade være med at checke Facebook, e-mail eller gå på nettet i det hele taget (chokerende, I know, men det er faktisk meget rart med et pusterum), og i stedet gøre gammeldags ting som at læse aviser, bøger og være sammen med familien, er det småt med de store oplevelser. 

Facebook-pral som livsvilkår

En af mine julegaver var Lena 'Girls' Dunhams memoir, Not That Kind of Girl, og denne bog, parret med en kendt forfatter/kulturpersonligheds fjollede selviscenesættelse i et af landets største dagblade, fik mig til at tænke. Over kendte kvinders selviscenesættelse og mediernes overfladiske behandling af kulturpersonligheder og kunstnere. Det udartede sig til følgende styks nytårsindlæg.

Selvfølgelig kan de fleste af os godt lide at blive set. Se mig, hør mig, elsk mig! Det er jo en basal menneskelig drift, en længsel som de fleste af os vel har i større eller mindre grad. Vi har alle brug for bekræftelse, og Facebook, Twitter og Instagram med mere er først og fremmest til for én ting: at kildre vores forfængelighed, at give os hver især følelsen af, at vi bliver set, at folk kan lide os, at vi betyder noget. Det er derfor folk har så travlt med at vise en poleret version af deres liv. Se, hvor flotte kager/boller/anden ligegyldig madret jeg kan lave! Nu skal I høre, hvor mange kilometer jeg har løbet, jeg er SÅ stolt af mig selv, er I andre ikke også det, bare en lille smule? Er jeg ikke lækker med min nye frisure? Og hvis det ikke handler om egen fremtoning eller præstationer, handler det om, hvor fantastisk ens liv er. Hvor smukke/søde/nuttede/sjove ens børn er, hvor fantastisk kæresten er, osv.

Ikke fordi jeg er et hak bedre selv – som en kollega på et tidspunkt sagde til mig (og jeg er ikke sikker på, at det var ment som en kompliment), ”du poster sådan nogle kloge ting i dine opdateringer”. For jeg ved udmærket godt, at jeg iscenesætter mit liv nøjagtigt lige så meget som alle andre. Da jeg hverken er den store fotograf eller kagebager, og aldrig har løbet hverken helt, halvt eller kvart maraton, må jeg prale af andre evner og bedrifter, for eksempel denne blog. Jeg er ret sikker på, at der findes mindst én, hvis ikke flere af mine Facebook-bekendtskaber, der finder mine ’Kloge-Åge’ opdateringer lige så overfladiske og småirriterende, som jeg finder deres billeder af mad/børn/kæreste/rejser og hvad man ellers kan finde på. Vi er alle sammen lige slemme, eller lige gode om det. Det er egentlig okay, synes jeg, og personligt kan jeg godt leve med mine egne såvel som mine venners særheder. Hvorfor ikke bare anerkende, at vi er en flok selviscenesættende småegoister, og give hinanden lov til det? Man kan altid trykke på ’unfollow’, hvis det bliver for meget, eller eventuelt lade være med at være på de sociale medier 24/7.

Lækre bryster = talent?

Men der er forskel på, hvornår og hvordan man iscenesætter sig selv. En af mine kæpheste er, hvordan medierne præsenterer folk, og hvordan offentlige personer fremstiller sig selv. For verden er nu engang skruet sådan sammen, at personer, der stiller sig offentligt til skue og tillader sig at sige, gøre eller mene noget, bliver bedømt ikke kun på deres ord og handlinger, men også på deres udseende. Især kvinder.

For det meste formår jeg at glemme, at ligestilling mellem kønnene og samfundets accept af kvinder som individer med ret til at bestemme over eget liv og krop, er et relativt nyt fænomen. Men engang imellem bliver jeg mindet om det. Som sidste år, da jeg tilfældigvis læste en udgave af Euroman, hvor en ung, kvindelig musiker lod sig interviewe. Kvinden var ikke så forskellig fra andre unge sangere og musikere m/k – hun håbede på et gennembrud i sin karriere og fortalte løst og fast om sit liv. Men interviewet blev flankeret af en række billeder, hvor kvinden optrådte halvnøgen. I lækre omgivelser og blød belysning lod hun sig vise frem, så der var frit udsyn til røv, bryster og hvad der ellers kunne virke sexet uden at smage decideret af porno. Jeg greb mig selv i at blive irriteret. På magasinet, der pakkede lidt øjenguf til sine (overvejende mandlige) læsere ind i en pseudoartikel om en ung kvindes liv og drømme for at få det til at virke seriøst, som om man(d) som læser havde brug for en undskyldning for at kigge på brysterne. På kvinden, der lod sig gøre til et sexobjekt i håbet om at få opmærksomhed og dermed gang i karrieren.

Jeg forstod ikke, og forstår stadig ikke, denne exhibitionistiske trang til at gøre sig selv til et objekt, til at reducere sig selv til blot og bar krop og udseende, når ens budskab samtidig forsøger at gå i en helt anden retning. For der er jo ingen, der kigger på et par flotte nøgenbilleder og derefter tænker, at man har vildt lyst til at høre personens musik (måske medmindre pågældende musik er meget sensuel og sexet).

Kunsten er - at have den bedste røv

Selvfølgelig er det ikke kun kvinder, der udsættes eller udsætter sig selv fra at blive reduceret til et stykke kød. Det er ingen hemmelighed her på bloggen, at jeg går særdeles meget op i dans som scenekunst; en verden, hvor kroppens udseende og æstetiske udtryk har altoverskyggende betydning. Her synes mænd i lige så høj grad som kvinder at blive objekter, og det kan ikke undgås, ligesom skuespillere heller ikke kan undgå det - det er vilkårene, når krop bliver kunst. Alligevel har jeg flere gange undret mig og endda blevet en smule utilpas ved, hvordan dansere blev fremstillet eller lod sig fremstille i medierne.

Det værste eksempel var et billede i Politiken i 2013, slået op i kæmpe format, så stort som det fysisk var muligt, over to hele sider i avisen. Billedet forestillede et menneskelignende væsen, sammensat af fotografier af løsrevne kropsdele fra forskellige dansere i Den Kongelige Ballet. Hver dansers kropdel udvalgt på baggrund af balletmester Nikolaj Hübbes personlige smag, hans vurdering af, hvad der gjorde en balletkrop særligt smuk. Interessant, hvis man som jeg havde en professionel interesse i ballet, for en ledsagende tekst beskrev, hvorfor hver kropsdel skulle anses for særligt velformet og velegnet til dans. Men samtidig tænkte jeg, at det måtte være ubehageligt for de medvirkende – tænk at blive reduceret til en arm, et ben, eller, i en enkelt mandlig dansers tilfælde, en bar røv! Som om personen ikke havde mere at byde på end dette.

Her gik jeg naivt og troede, at det var helhedsindtrykket, der gjorde dans til noget særligt, samspillet mellem krop, bevægelse og udtryk, at personligheden rent faktisk havde noget at sige i en dansers optræden. Åbenbart ikke ifølge hverken balletmesteren eller avisen, der havde skabt billedet ud fra hans anvisninger. Kun kroppen i sig selv, reduceret til små, perfekte stumper og brudstykker, sat sammen som et andet Frankensteins monster, havde her reel betydning, resten var ligegyldigt.

Måske overdriver jeg, måske overvurderer jeg betydningen af harmløse episoder fra et mediecirkus, der længe har været så skørt, så overfladisk, at man ikke bør tage sig af, hvad de bringer af sære billeder og historier. Måske er jeg bare nærtagende, jeg er trods alt kvinde, og feminist, og den slags er jo (ifølge mange meningsdannere) ofte lidt ekstra nærtagende, ekstra hysteriske omkring ting, som ingen andre tillægger særlig betydning. Måske.

I et tidligere indlæg argumenterede jeg for, at man som publikum bør glemme en kunstners person og fokusere på hans/hendes arbejde i stedet. Jeg er godt klar over, at dette kan være meget svært, når adskillige kunstnere i dag netop bruger selviscenesættelse som led i markedsføringen af deres arbejde, eller lader andre promovere dem. Men selvom jeg forstår, hvorfor de gør det – det er nu engang en nem og ofte ret effektiv metode, når man ønsker at skabe opmærksomhed omkring sit arbejde – tja, så synes jeg stadig, at det kan være problematisk, hvis man gerne vil tages seriøst som kunstner.

Smukke kvinder sælger mest

Da Josefine Klougart, ung og feteret kvindelig forfatter, udgav sin tredje bog for et par år siden, blev hun af forlag og medier markedsført på en måde, der både undrede og foruroligede mig. Sagen er nemlig, at Klougart er ualmindeligt smuk. I hvert fald på billeder, men højst sandsynligt også i virkeligheden. Det er jo dejligt for hende, smuk, talentfuld og succesrig, hvad mere kan man ønske sig? Det, der undrede mig, var hvordan annoncer, anmeldelser og interviews blev plastret til med sensuelle, glansbilledagtige billeder af hendes yndige ansigt. Hendes smukke udseende blev anset for at være den bedste reklame. Igen, rent privat er det skønt for hende, at hun ser godt ud, men hvis man skal læse en bog, hvorfor er det så vigtigt, hvordan forfatteren ser ud? Hvad hvis hun havde været grim? Hvis hun ikke havde været så køn, ville forlaget så stadig have ladet et stort portræt af hende pryde deres annoncer for bogen?

Mest af alt havde jeg en voldsom trang til at spørge Klougart, om hun som anerkendt forfatter virkelig hellere ville være kendt for de smukke annoncebilleder end for indholdet i hendes bog. Og hele sagen fik mig til at overveje, hvor grænsen går for offentlig selviscenesættelse – hvornår handler det blot om at menneskeliggøre et værk ved at sætte et ansigt på kunstneren, og hvornår kammer det over? Kan udseendet overskygge indholdet?

Det mener Christina Hagen, en anden yngre, kvindelig forfatter. Hun oplevede direkte, at hun selv (og flere af hendes kolleger, dog uden navns nævnelse) blev bedømt på deres udseende frem for på deres arbejde. Hvilket naturligt nok var en stor belastning – hvem pokker gider høre på kommentarer fra fremmede mennesker om, hvor attraktiv eller ikke-attraktiv man tager sig ud i arbejdssammenhænge? Om ens frisure er grim eller skoene er pæne? At få at vide, at man ikke er lige så lækker i virkeligheden som på billederne?

Hagen udtalte sig om problemet i flere medier, og jeg heppede på hende, fandt det befriende, at nogen endelig kaldte en spade for en spade. I starten altså. For hendes løsning på problemet viste sig temmelig bizar. I forsøg på at komme problemet til livs og udstille omverdenens diskrimination af kvindelige kunstnere, hyrede hun en såkaldt body double – en ung, smuk kvinde, efter Hagens udsagn mere attraktiv end hende selv, der var ved at blive lidt gammel og grå (Hagen er 34, hvilken hun åbenbart mener, at samfundet finder for gammelt til at være attraktivt). Denne body double skulle så agere Hagens ansigt udadtil og optræde offentligt som Hagens stand-in. Eksperimentet skulle således tilfredsstille alle parter: offentligheden fik noget pænt at kigge på, mens Hagen fik fred for de krænkende kommentarer.

Se hvor lækker jeg er - hvor er du klam, fordi du kigger!

Hagens projekt fik en del opmærksomhed, og i Weekendavisen fik hun over to sider forrest i avisen, hvor hun uhindret kunne udbrede sig om projektet, som hun havde søgt offentlig støtte til, og samtidig beklage sig over den objektificering og sexisme, som danske kvinder generelt må finde sig i. Meget effektiv selvpromovering, men hendes løsning undrede mig. Hagen syntes selv at mene, at hendes projekt var meget modigt og revolutionerende. Men det er ikke så sært, at hun fik en del medieopmærksomhed i forbindelse med denne happening. Hvem vil ikke blive nysgerrig, når en person går ud og gør noget, der er så sært som at hyre en stand-in? Den slags giver en masse opmærksomhed, men beviser absolut ingenting. Offentligheden bliver jo ikke automatisk afsløret som skønhedsfikseret og sexistisk, fordi en enkelt kvinde stiller sig op og anklager den for at være det. Og det er ofte problemet med den måde, som især kvinder fremstiller sig selv på.

Christina Hagens løsning var at give offentligheden det, hun var overbevist om, at de ville have – den kvindelige kunstner som et smukt objekt, man kunne begære. For derefter at brokke sig over, hvor overfladisk og kønsdiskriminerende dette påståede begær var. Det svarer til at tage en nedringet bluse på og derefter blive skidesur på de mænd, der kigger på kavalergangen.

En påklædningsdukke viser sig frem

Der er andre kvinder, der gør præcis det samme. Forfatter, anmelder og debattør Leonora Christina Skov optrådte i juledagene i Berlingske Tidende. Her fortalte hun en personlig historie om, hvordan hun havde droppet Facebook i et helt år, og hvad det havde betydet for hende.

Forsiden af avisen var prydet af et portrætfotografi af forfatteren selv, ikke noget ud over det sædvanlige. Skov har et bestemt look, pangfarver, røde læber, røde negle, og det kunne man se på forsiden. Det er sådan, hun gør sig selv genkendelig, hun er en mediepersonlighed, og hendes look er hendes panser, har hun tidligere udtalt. Så langt så godt, Skov klæder sig på en måde, hun godt kan lide, og det skal hun have lov til. Forsidebilledet havde gjorde blot opmærksom på, at der var en artikel af hende i avisen. Jeg bladrede i avisen for at finde artiklen og se, om den var værd at læse, om hun havde et interessant indspark til debatten om sociale medier og deres indflydelse på vores hverdag. Men da jeg fandt artiklen, mistede jeg lysten til at læse den, såvel som troen på, at Skov rent faktisk var i stand til at sige noget af betydning om noget som helst.

Artiklen var nemlig illustreret af en stor billedserie, der fyldte to tredjedele af en dobbeltside i avisen. Tolv billeder, hvert billede viste Skov i fuld figur, der som en karikatur af sig selv og sit eget image legede påklædningsdukke for fotografen og for læseren. Tolv billeder af Skov i tolv forskellige outfits, med barmen skudt frem og imødekommende smil. Jeg skimmede artiklen for at være sikker på, at det ikke var en fejl, at Skov i virkeligheden ikke have skrevet om sit klædeskab, sin shopping i årets løb. Eller at artiklen måske handlede om Facebooks indvirkning på hendes fysiske fremtoning, at hun, for at overkomme Facebook-abstinenser, havde måttet shoppe sig fra sans og samling for at modstå fristelsen til lige at logge på og give et enkelt ’like’ eller poste et billede af sine nye sko. Ikke et ord, der var intet i artiklen (som Skov vel at mærke selv havde skrevet) der kunne forklare, hvorfor læseren havde brug for en billedversion af ”Se min kjole”.

Overflade vs. indhold

Selvfølgelig må Skov klæde sig, som hun vil, men hvorfor udstille sig selv på den måde i en sammenhæng, hvor hendes udseende absolut ingen relevans har? Hvordan kan man forlange, at omverdenen skal tage én seriøst, når man selv er mere interesseret i sin egen overflade, end det man har på hjerte?

Smukke mennesker får helt sikkert mere opmærksomhed end grimme mennesker, men der er forskel på at være sig selv, på blot at give medierne et ansigt at forholde sig til, og så promovere sit udseende på bekostning af indholdet, af budskabet. Især hvis du er kvinde. Personligt mister jeg respekten for folk, der gør dette, fordi jeg trods alt synes, at indholdet bør være vigtigere end indpakningen, i hvert fald hvis det handler om meninger og tanker, om det man gør og kan, i stedet for hvordan man ser ud.

Én ting er personlig forfængelighed, som man udfolder i privatlivet – her har vi heldigvis alle, hvis vi tør, friheden og retten til at klæde os som vi vil, til at være fjollede, overfladiske, kropsfikserede, skønhedsfikserede shopaholics. Men det offentlige rum, de officielle medier, er ikke en legeplads, men et sted, hvor fremmede mennesker bedømmer og dømmer dig, så snart du træder forkert. Så spørgsmålet er, hvad man gerne vil kendes på – overflade eller indhold?

Kunstneren som helgen eller røvhul

Dette indlæg er egentlig ment som et svar. Fordi jeg interesserer mig en del for kunst og kunstnerens rolle i forhold til kunstværket, måtte jeg tage bladet fra munden, da bogbloggeren Paperback Castles forleden beskrev, hvordan hendes viden om forfatteres dårlige opførsel smittede af på hendes opfattelse af deres værker.  Naturligvis ryger jeg til dels op af stolen, fordi jeg selv skriver og tænker meget over min selvforståelse som skribent og måske kommende forfatter. Men derudover mener jeg, at det er rivende forkert at sætte lighedstegn mellem kunstneren og værket. Det er selvfølgelig fristende, hvis man drevet af beundring for en kunstners virke begynder at interessere sig for personen selv, men hvorfor skal en kunstner absolut være sympatisk? Jeg ved ikke, om min forestilling om kunst er idealistisk, urealistisk eller noget helt tredje, men jeg kan ikke se, hvilken betydning en kunstners person reelt har for offentligheden, udover at tilfredsstille en basal menneskelig nysgerrighed af den slags som sladderbladene lever højt på. 

Værket frem for personen

Da jeg begyndte at tænke over, hvordan jeg selv gerne ville opfattes, gik det op for mig, at jeg egentlig var ret ligeglad med, om folk brød sig om mig. Forstå mig ret, som privatperson er jeg bestemt ikke ligeglad med andre menneskers meninger om mig, i hvert fald ikke de mennesker der er tæt på mig og som betyder noget for mig. Men den skrivende del af mig er ligeglad, eller, sagt på en anden måde, i forhold til mine tekster er min person ikke relevant. I forhold til mine tekster er jeg kun en stemme, et talerør, et redskab om man vil. Her er det teksterne i sig selv, der bør have betydning, ikke den person der har skrevet dem. Og sådan bør det være for alle. Jeg bliver heller ikke personligt berørt, når en kendt kunster eller forfatter dør. Jeg kender ikke vedkommende, og deres person betyder ikke noget for mig. Det, der påvirker mig, er deres værker, deres virke, og hvorvidt de havde nået deres fulde potentiale, inden de døde.

Man kan være en genial kunstner og samtidig et elendigt menneske, men det er fuldstændig ligegyldigt i et kunstnerisk virke - måske kan det ligefrem være en fordel, hvis en kunstner har flere knaster end gennemsnitsmennesket. Det eneste, der er vigtigt for en kunstner, er at skabe god kunst, og her er en medalje for eksemplarisk opførsel irrelevant. Ikke at man som kunstner har mere ret til at være et røvhul - der er stadig forskel på ens profession og hvordan man er privat. Det er vist de færreste kunstnere, der insisterer på, at deres virke og deres person står i et 1:1 forhold til hinanden. 

Kunst udspringer altid af personlige erfaringer, men god kunst går ud over det personlige. Hvis det ikke gjorde, ville kunsten ikke være meget værd. Adskillige af de største forfattere har været idioter, fordrukne eller rabiate ideologer. Bare tænk på Knut Hamsun, der støttede Hitler, eller Hunter S. Thompson, der er lige så kendte for sit forbrug af alkohol og stoffer som for sine værker. Eller tag nogle af et hjemligt koryfæ som Yahya Hassan, der bestemt ikke har været blandt guds bedste børn. 

Samtidig bryder jeg mig ikke om tendensen hos nogen til at vurdere kunstnere og andre ekstraordinære individer efter særlige regler. Lad os eksempelvis kigge på filminstruktøren Roman Polanski. Da han i 2009 blev fængslet i Schweiz på grund af sin indblanding i en voldtægtssag fra 1970erne, kastede en masse af hans magtfulde venner inden for kunst og politik sig ud i patetiske forsvarstaler, der plæderede for at myndighederne stoppede 'hetzen' mod dette kunstneriske geni. Men lad os lige få én ting på det rene: at lave kunst giver ikke én carte blanche til at opføre sig som man vil. Polanski er aldrig blevet dømt og retssagen imod ham er ikke afsluttet - derfor vil jeg ikke stemple ham som en forbryder. Men hans umiskendelige talent burde ikke fritage ham for ethvert moralsk ansvar, det bør ikke være en undskyldning for at stille ham til ansvar for at have brudt samfundets love. Når det er sagt, vil jeg ikke underkende hans films kunstneriske værdi. Jeg bryder mig ikke om manden, ærlig talt finder jeg hans handlinger modbydelige, også selvom det skete for næsten 40 år siden, men det afholder mig ikke fra at se hans film.

Selv dårlig mennesker kan lave god kunst

Er kunst nødvendigvis dårligere eller etisk forkert, fordi ophavsmanden eller -kvinden er et dumt svin? Det mener jeg ikke. For ville vores verden ikke blive ulidelig kedelig, hvis vi kun lyttede til de gode, de kloge, de moralske dydsmønstre, der aldrig har trådt forkert, aldrig har kvajet sig? Man skal blot ikke tro, at kunstnere er ophøjede mennesker, der er klogere og bedre end os andre. De fleste er blot mennesker, der har talent for et eller andet, og som er i stand til at destillere livets erfaringer og deres egne drømme over i deres arbejde, til at synliggøre alment menneskelige tilstande, som almindelige mennesker ikke har evnen eller viljen til at udtrykke.

Hvis en kunstner er god nok, ender værket ofte med at blive klogere end kunstneren selv. Det vil sige, at værket ender med at besidde meninger, som ophavsmanden eller kvinden ikke selv havde opdaget, facetter, som kunstneren selv ikke havde drømt om da han/hun skabte det. Det er derfor, vi har anmeldere til at bedømme værker. Ikke blot for at man som kritiker skal sidde på sin trone og sige ”Duer ikke, væk!” og ved hjælp af stjerner eller hjerter stille sig til doms over, hvad der er godt eller skidt. Det skal man selvfølgelig også, men efter min mening ender en kritikers opgave ikke her. Det handler i lige så høj grad om at kunne åbne værket for læseren, at give en tolkning og opdage de sammenhænge og meninger, som måske ikke var umiddelbart tilgængelige. 

Selvfølgelig er det langt nemmere bare at stille sig til doms over for et værk end at gå dybere ind i det og diskutere det, især hvis man ikke føles, at der er så meget at komme efter i værket. Det er altid nemmere at holde sig på overfladen og lade, som om man ophøjet svæver over vandene. Jeg gør det selv, sandsynligvis oftere end jeg vil være ved, helt sikkert oftere, end jeg bryder mig om. Det irriterer mig grænseløst, når jeg gør det, men nogle gange er det bare den nemme løsning at gøre det, folk forventer, sige sin mening og ikke mere, også selvom jeg føler, at jeg bare står og galer som en opblæst hane.

Moralen er, at man ikke bliver bedre, finere, mere særlig af at være god til noget, heller ikke selvom  man er exceptionelt god til det. Enhver person, kunstner eller ej, bør bedømmes på sit arbejde og ikke på sin person. Både anmeldere og forbrugere bør holde person og præstation adskilt og indse, at man godt kan fordømme det ene, samtidig med at man priser det andet. Dét er sand respekt over for både kunsten og mennesket bag.

PS. I skrivende stund opdagede jeg lige, at forfatter Lars Bo Nørgaard har lagt et digt ud på sin blog, der meget fint bider af den gængse snagen i forfatterens privatliv og hvad det kan betyde for læsningen. Bare for at understrege, hvad et overdrevet fokus på personen frem for værket kan afstedkomme.

PPS. Min egen, lidt mere personlige kommentar til diskussionen kan læses her.

Pengene vs. kunsten - den evige balancegang

Der er ét stort problem ved kunsten, nemlig pengene eller manglen på samme. Det er svært at leve af at lave kunst, medmindre man tilhører én af de heldige få, der enten opnår fast ansættelse inden for sit erhverv eller bliver populær nok til at kunne sælge sit produkt i store mængder. Men for de af os, der endnu ikke har skrevet en bestseller, lavet det nye, store hit eller vundet en Oscar, må der et brødjob til for at klare dagen og vejen. Men balancen mellem almindeligt lønarbejde og den tid man bruger på sin kunst er hårfin. 

Den kreative proces kan strække sig i en uendelighed, før der kommer noget færdigt ud i den anden ende, og imens skal der tjenes penge til de faste udgifter. Det er det evige dilemma der udspiller sig, den evige kamp mellem lyst og pligt, mellem hvad man ønsker og hvad der er bydende nødvendigt. Og grænsen mellem de to bliver ofte utydelig.

Kan man vælge at blive kunstner?

Jeg vidste for længe siden, at jeg ville være forfatter. Jeg er den dag i dag ikke sikker på, om det var en bevidst beslutning eller noget der på (for)underlig vis blev mig pålagt. Jeg lytter altid undrende til de kunstnere, der fortæller, hvordan de nærmest kom snublende ind i deres erhverv. Hov, jeg var god i den dér amatørforestilling på højskolen, måske skulle jeg blive skuespiller? Anerkendte forfattere som Josefine Klougart og Asta Olivia Nordenhof fandt pludselig ud af, at de var gode til at sætte ord sammen, og i modsætning til andre sprogligt begavede mennesker valgte de af uransagelige grunde ikke en karriere som tekstforfatter eller journalist, men i stedet den håbløse levevej som er forfattergerningen.

Deres historier virker dybt eksotiske og mystiske på mig. Hvordan kunne de helt tilfældigt bare havne i det? Eller tage rationelle, aktive beslutninger om at vælge en karriere som kunstner? Selv blev jeg temmelig lettet, da jeg stødte på Inge Eriksens beretning om, hvordan hun som 18-årig blev ramt af en uforklarlig overbevisning, en vished om, at hun skulle skrive romaner. Så var det ikke kun mig, der var sær. Endnu bedre var Diana Wynne Jones’ historie. Som blot 8-årig vidste hun pludselig, at hun som voksen ville blive forfatter. Det aktive valg var tilsyneladende aldrig rigtigt til stede i disse forfatteres liv, det var ikke en beslutning der skulle tages, men snarere en erkendelse der skulle fæstne sig.  

Hvis jeg nogensinde havde haft et valg, havde jeg nok valgt noget andet. Guderne skal vide, at jeg de seneste par år har overvejet det. For hvad får man ud af en kunstnerisk karriere? Årelangt slid, en usikker tilværelse, elendig økonomi. For nogens vedkommende måske toppet med fysisk eller psykisk nedslidning. Romantisk er det bestemt ikke, så hvorfor gøre det? Jeg kan kun tale på egne vegne, men jeg vil tro, at de fleste vil svare ligesom jeg – fordi det er umuligt at lade være. Eller måske ikke umuligt, for jeg har haft lange perioder, hvor jeg ikke har skrevet, og selv i dag er jeg bestemt ikke stolt over mit lave produktivitetsniveau. Men det er et kald, selvom det lyder forfærdeligt højstemt at kalde det dette. Det sidste års tid er det også begyndt at føles som et kærlighedsforhold. Ikke det bedste af slagsen, i forhold til skriveriet kan jeg nok bedst betegnes som en kvindelig udgave af Mr. Big fra Sex & City, en ’vil-vil ikke’-type. Men sidste år fik jeg sat stolen for døren af min muse med beskeden om, at det var nu eller aldrig. 

Når karrieren kommer i vejen

Jeg var et halvt år inde i mit første ’rigtige’ job, havde en fin titel, ansvarsområder og mulighed for at arbejde inden for et felt, der gik fint i spænd med min uddannelse og som tegnede godt i forhold til en fremtidig, fancy karriere inden for kommunikation og marketing. Og hver aften kom jeg fuldstændig smadret hjem, smed mig på sofaen med en færdigret og så tv indtil jeg faldt i søvn. Jeg fik ikke skrevet et ord uden for kontoret. Samtidig blev jeg hele tiden presset for at give mere, jeg skulle brænde for det, jobbet skulle være mit et og alt. Hver gang jeg tænker tilbage på det, får jeg altid følelsen af, at jeg blev bedt om at sælge min sjæl. En faustisk pagt med djævlen til gengæld for penge og status. Sådan var virkeligheden selvfølgelig ikke, men for mig har det været nok til at forsværge fremtidige karrierestillinger. For selvfølgelig sagde jeg jobbet op. Prisen var for høj, hvis jeg blev afskåret fra at skrive.

Det seneste år har været præget af det modsatte problem. Masser af skrivetid, men mangel på faste rammer og økonomisk usikkerhed. Siden jeg sagde mit fuldtidsjob op, har jeg kæmpet for at finde frem til balancen mellem lønarbejde og skrivearbejde. Det ideelle job for en person med kunstneriske ambitioner er svært at definere. Det australske kultursite Artshub bragte sidste måned en artikel, der gennemgår fordele og ulemper ved forskellige typer jobs. Skal man forsøge sig med et job inden for sin branche, hvor man kan være heldig at få et stimulerende arbejde med spændende opgaver, eller et kedeligt, men knap så krævende job? Hvad fungerer bedst, hvis man også skal have overskud til det kreative arbejde ved siden af?

 Artiklen, der er et uddrag af Justin Heazlewoods nye bog Funemployed, et portræt af livet som kunster i nutidens Australien, giver ikke noget endegyldigt svar. I stedet demonstrerer den gennem interviews med en række folk inden for forskellige kreative erhverv som f.eks. musikere, forfattere, performere og tegnere, at enhver må finde sin egen måde at balancere det kreative arbejde med brødjobbet.

Jobbet eller drømmen?

Min egen beslutning blev truffet med inspiration fra forskellige steder. Det var utroligt grænseoverskridende at sige mit job op, især når man som jeg var nyuddannet midt i en krisetid, hvor kampen om de få ledige jobs til tider synes håbløs og bitter. På en sær, bagvendt måde tror jeg det var mit held, at jobbet udviklede sig i en så ubehagelig retning, at jeg til sidst ikke kunne holde ud at blive der. Hvis det havde været et vidunderligt job, havde jeg sandsynligvis været for komfortabel til at turde tage min beslutning. For jeg tvivler på, at et vidunderligt men ansvarsfuldt, karriereorienteret job havde været mindre krævende. 

Nogen mennesker kan uden problemer jonglere et krævende job, der lægger stort beslag på deres tid og energi, og samtidig have overskud til at være kreativ. Jeg tilhører dog ikke denne gruppe af forunderlige overskudsmennesker, og som Heazlewoods artikel viser, er jeg langtfra alene. Min løsning har hidtil været at afsværge et akademisk job, i hvert fald i fuldtidsversionen, og i stedet nøjes med noget mere ydmygt. Det har krævet et par forsøg, inspireret af udtalelser fra andre forfattere, blandt andet Jonas T. Bengtsson og Christian Jungersen, der begge fumlede rundt en tid med forskellige ufaglærte jobs, før de var heldige nok til at få succes med deres bøger. Desværre synes de fleste forfattere (i lighed med andre kunstnere) at være mest interesseret i at udtale sig om 1) deres kunst og/eller 2) deres privatliv (dårlig barndom, forliste parforhold, forbilleder og personlig udvikling). Hvilket er meget fint og ofte rigtig spændende, men knap så nyttigt for unge wannabe-forfattere/kunstnere/kreative whatever som jeg selv. 

Jeg havde allerede et deltidsjob om aftenen på et københavnsk teater, og opmuntret af forfatter Sarah Engells blogindlæg om at forsørge sig selv gennem ufaglærte deltidsjobs begyndte jeg at overveje mine muligheder. Jeg besluttede mig hurtigt for at blive lærervikar, drevet af den høje timeløn og en naiv idé om at kunne bruge mine ’kompetencer’ fra den universitetsuddannelse jeg netop havde lagt på hylden, søgte jeg og fik hurtigt job. Hvor længe holdt jeg? Knap 3-4 gange fordelt over 1 måned. Det fleksible og særdeles nemme job viste sig at være en stressfaktor, når jeg stod op halv syv hver morgen for at sidde klar ved telefonen, i tilfælde af at de kaldte mig på arbejde. Heldigvis kunne jeg en tid leve af mit deltidsjob på teatret, der både gav mig mulighed for at skrive, mens jeg var på arbejde, samt leverede gratis inspiration i form af alle de forestillinger jeg frit kunne se. På minussiden talte, at jeg var tvunget til at arbejde hver aften og hver weekend for at få det til at løbe rundt, og ikke havde nok vagter til at fastholde en stabil økonomi. Så jeg hoppede hurtigt ud i jobsøgningscirkusset for at finde noget, der kunne give mig en fast indkomst uden at kræve så meget af mig, at jeg ikke havde mentalt overskud til at skrive.

Overspringsblog og en lille forklaring

Midt i det hele besluttede jeg også at starte denne blog. Hvorfor er jeg egentlig ikke sikker på, udover at det har været rart at have en form for ventil for kreative udslip. Og måske også for at skabe en blog der indeholdt alt det, jeg selv har gået og savnet som kultur- og kunstinteresseret. Måske fordi det er ensomt at skrive, og når man er i gang med sin første bog uden at ane, hvornår den bliver færdig, er det skønt at få reaktioner på noget man har skrevet, også selvom det ikke er fiktion. Men det var et mindre sidespor. 

Så hvad er pointen med denne historie? Tja, først og fremmest har jeg lidt dårlig samvittighed over at have svigtet jer læsere i mere end 2 måneder. Forklaringen knytter sig til dette indlæg – siden maj har jeg speedet op for jobsøgningen i håbet om at lande et arbejde, der kan give mig den finansielle tryghed og stabilitet i dagligdagen (lærervikarjobbet fik mig til at indse, at jeg fungerer bedst i nogenlunde faste rammer), jeg har brug for som basis for mit liv lige nu. Vi er alle forskellige, og nogen mennesker finder kaos og usikkerhed befordrende for kreativiteten. Jeg derimod har brug for tryghed og en vis orden, såvel som et arbejde hvor jeg føler mig godt tilpas, samtidig med at arbejdsopgaverne ikke dræner mine mentale reserver. Kreativt arbejde kræver overskud. Som en af kunstnerne i Heazlewoods artikel udtaler, kan småkedeligt eller monotomt arbejde være direkte gavnligt for kreativiteten. Kunsten er at finde et job, hvor man som kunstner kan bevare dette overskud.

Hvordan går det med min egen balancegang? Det kunne være bedre, men det går fremad. Heldigvis fik jeg et vikariat i sidste måned inden for kundeservice, hvor jeg indtil videre har arbejdet et par uger. Selvom jeg skal vænne mig til et 8-16 job, har det indtil videre været uvurderligt med et fast arbejde, hvor jeg ikke føler mig udtværet og udmattet ved slutningen af min arbejdsdag. Og resultatet: dette indlæg, som du lige har læst.