Viser opslag med etiketten forfatterliv. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten forfatterliv. Vis alle opslag

lørdag den 8. november 2014

Kunstneren som helgen eller røvhul




Dette indlæg er egentlig ment som et svar. Fordi jeg interesserer mig en del for kunst og kunstnerens rolle i forhold til kunstværket, måtte jeg tage bladet fra munden, da bogbloggeren Paperback Castles forleden beskrev, hvordan hendes viden om forfatteres dårlige opførsel smittede af på hendes opfattelse af deres værker.  Naturligvis ryger jeg til dels op af stolen, fordi jeg selv skriver og tænker meget over min selvforståelse som skribent og måske kommende forfatter. Men derudover mener jeg, at det er rivende forkert at sætte lighedstegn mellem kunstneren og værket. Det er selvfølgelig fristende, hvis man drevet af beundring for en kunstners virke begynder at interessere sig for personen selv, men hvorfor skal en kunstner absolut være sympatisk? Jeg ved ikke, om min forestilling om kunst er idealistisk, urealistisk eller noget helt tredje, men jeg kan ikke se, hvilken betydning en kunstners person reelt har for offentligheden, udover at tilfredsstille en basal menneskelig nysgerrighed af den slags som sladderbladene lever højt på. 

Værket frem for personen
Da jeg begyndte at tænke over, hvordan jeg selv gerne ville opfattes, gik det op for mig, at jeg egentlig var ret ligeglad med, om folk brød sig om mig. Forstå mig ret, som privatperson er jeg bestemt ikke ligeglad med andre menneskers meninger om mig, i hvert fald ikke de mennesker der er tæt på mig og som betyder noget for mig. Men den skrivende del af mig er ligeglad, eller, sagt på en anden måde, i forhold til mine tekster er min person ikke relevant. I forhold til mine tekster er jeg kun en stemme, et talerør, et redskab om man vil. Her er det teksterne i sig selv, der bør have betydning, ikke den person der har skrevet dem. Og sådan bør det være for alle. Jeg bliver heller ikke personligt berørt, når en kendt kunster eller forfatter dør. Jeg kender ikke vedkommende, og deres person betyder ikke noget for mig. Det, der påvirker mig, er deres værker, deres virke, og hvorvidt de havde nået deres fulde potentiale, inden de døde.

Man kan være en genial kunstner og samtidig et elendigt menneske, men det er fuldstændig ligegyldigt i et kunstnerisk virke - måske kan det ligefrem være en fordel, hvis en kunstner har flere knaster end gennemsnitsmennesket. Det eneste, der er vigtigt for en kunstner, er at skabe god kunst, og her er en medalje for eksemplarisk opførsel irrelevant. Ikke at man som kunstner har mere ret til at være et røvhul - der er stadig forskel på ens profession og hvordan man er privat. Det er vist de færreste kunstnere, der insisterer på, at deres virke og deres person står i et 1:1 forhold til hinanden. 

Kunst udspringer altid af personlige erfaringer, men god kunst går ud over det personlige. Hvis det ikke gjorde, ville kunsten ikke være meget værd. Adskillige af de største forfattere har været idioter, fordrukne eller rabiate ideologer. Bare tænk på Knut Hamsun, der støttede Hitler, eller Hunter S. Thompson, der er lige så kendte for sit forbrug af alkohol og stoffer som for sine værker. Eller tag nogle af et hjemligt koryfæ som Yahya Hassan, der bestemt ikke har været blandt guds bedste børn. 

Samtidig bryder jeg mig ikke om tendensen hos nogen til at vurdere kunstnere og andre ekstraordinære individer efter særlige regler. Lad os eksempelvis kigge på filminstruktøren Roman Polanski. Da han i 2009 blev fængslet i Schweiz på grund af sin indblanding i en voldtægtssag fra 1970erne, kastede en masse af hans magtfulde venner inden for kunst og politik sig ud i patetiske forsvarstaler, der plæderede for at myndighederne stoppede 'hetzen' mod dette kunstneriske geni. Men lad os lige få én ting på det rene: at lave kunst giver ikke én carte blanche til at opføre sig som man vil. Polanski er aldrig blevet dømt og retssagen imod ham er ikke afsluttet - derfor vil jeg ikke stemple ham som en forbryder. Men hans umiskendelige talent burde ikke fritage ham for ethvert moralsk ansvar, det bør ikke være en undskyldning for at stille ham til ansvar for at have brudt samfundets love. Når det er sagt, vil jeg ikke underkende hans films kunstneriske værdi. Jeg bryder mig ikke om manden, ærlig talt finder jeg hans handlinger modbydelige, også selvom det skete for næsten 40 år siden, men det afholder mig ikke fra at se hans film.

Selv dårlig mennesker kan lave god kunst
Er kunst nødvendigvis dårligere eller etisk forkert, fordi ophavsmanden eller -kvinden er et dumt svin? Det mener jeg ikke. For ville vores verden ikke blive ulidelig kedelig, hvis vi kun lyttede til de gode, de kloge, de moralske dydsmønstre, der aldrig har trådt forkert, aldrig har kvajet sig? Man skal blot ikke tro, at kunstnere er ophøjede mennesker, der er klogere og bedre end os andre. De fleste er blot mennesker, der har talent for et eller andet, og som er i stand til at destillere livets erfaringer og deres egne drømme over i deres arbejde, til at synliggøre alment menneskelige tilstande, som almindelige mennesker ikke har evnen eller viljen til at udtrykke.

Hvis en kunstner er god nok, ender værket ofte med at blive klogere end kunstneren selv. Det vil sige, at værket ender med at besidde meninger, som ophavsmanden eller kvinden ikke selv havde opdaget, facetter, som kunstneren selv ikke havde drømt om da han/hun skabte det. Det er derfor, vi har anmeldere til at bedømme værker. Ikke blot for at man som kritiker skal sidde på sin trone og sige ”Duer ikke, væk!” og ved hjælp af stjerner eller hjerter stille sig til doms over, hvad der er godt eller skidt. Det skal man selvfølgelig også, men efter min mening ender en kritikers opgave ikke her. Det handler i lige så høj grad om at kunne åbne værket for læseren, at give en tolkning og opdage de sammenhænge og meninger, som måske ikke var umiddelbart tilgængelige. 

Selvfølgelig er det langt nemmere bare at stille sig til doms over for et værk end at gå dybere ind i det og diskutere det, især hvis man ikke føles, at der er så meget at komme efter i værket. Det er altid nemmere at holde sig på overfladen og lade, som om man ophøjet svæver over vandene. Jeg gør det selv, sandsynligvis oftere end jeg vil være ved, helt sikkert oftere, end jeg bryder mig om. Det irriterer mig grænseløst, når jeg gør det, men nogle gange er det bare den nemme løsning at gøre det, folk forventer, sige sin mening og ikke mere, også selvom jeg føler, at jeg bare står og galer som en opblæst hane.

Moralen er, at man ikke bliver bedre, finere, mere særlig af at være god til noget, heller ikke selvom  man er exceptionelt god til det. Enhver person, kunstner eller ej, bør bedømmes på sit arbejde og ikke på sin person. Både anmeldere og forbrugere bør holde person og præstation adskilt og indse, at man godt kan fordømme det ene, samtidig med at man priser det andet. Dét er sand respekt over for både kunsten og mennesket bag.

PS. I skrivende stund opdagede jeg lige, at forfatter Lars Bo Nørgaard har lagt et digt ud på sin blog, der meget fint bider af den gængse snagen i forfatterens privatliv og hvad det kan betyde for læsningen. Bare for at understrege, hvad et overdrevet fokus på personen frem for værket kan afstedkomme.

PPS. Min egen, lidt mere personlige kommentar til diskussionen kan læses her.

tirsdag den 8. juli 2014

Pengene vs. kunsten - den evige balancegang




Der er ét stort problem ved kunsten, nemlig pengene eller manglen på samme. Det er svært at leve af at lave kunst, medmindre man tilhører én af de heldige få, der enten opnår fast ansættelse inden for sit erhverv eller bliver populær nok til at kunne sælge sit produkt i store mængder. Men for de af os, der endnu ikke har skrevet en bestseller, lavet det nye, store hit eller vundet en Oscar, må der et brødjob til for at klare dagen og vejen. Men balancen mellem almindeligt lønarbejde og den tid man bruger på sin kunst er hårfin. 

Den kreative proces kan strække sig i en uendelighed, før der kommer noget færdigt ud i den anden ende, og imens skal der tjenes penge til de faste udgifter. Det er det evige dilemma der udspiller sig, den evige kamp mellem lyst og pligt, mellem hvad man ønsker og hvad der er bydende nødvendigt. Og grænsen mellem de to bliver ofte utydelig.

Kan man vælge at blive kunstner?
Jeg vidste for længe siden, at jeg ville være forfatter. Jeg er den dag i dag ikke sikker på, om det var en bevidst beslutning eller noget der på (for)underlig vis blev mig pålagt. Jeg lytter altid undrende til de kunstnere, der fortæller, hvordan de nærmest kom snublende ind i deres erhverv. Hov, jeg var god i den dér amatørforestilling på højskolen, måske skulle jeg blive skuespiller? Anerkendte forfattere som Josefine Klougart og Asta Olivia Nordenhof fandt pludselig ud af, at de var gode til at sætte ord sammen, og i modsætning til andre sprogligt begavede mennesker valgte de af uransagelige grunde ikke en karriere som tekstforfatter eller journalist, men i stedet den håbløse levevej som er forfattergerningen.

Deres historier virker dybt eksotiske og mystiske på mig. Hvordan kunne de helt tilfældigt bare havne i det? Eller tage rationelle, aktive beslutninger om at vælge en karriere som kunstner? Selv blev jeg temmelig lettet, da jeg stødte på Inge Eriksens beretning om, hvordan hun som 18-årig blev ramt af en uforklarlig overbevisning, en vished om, at hun skulle skrive romaner. Så var det ikke kun mig, der var sær. Endnu bedre var Diana Wynne Jones’ historie. Som blot 8-årig vidste hun pludselig, at hun som voksen ville blive forfatter. Det aktive valg var tilsyneladende aldrig rigtigt til stede i disse forfatteres liv, det var ikke en beslutning der skulle tages, men snarere en erkendelse der skulle fæstne sig.  

Hvis jeg nogensinde havde haft et valg, havde jeg nok valgt noget andet. Guderne skal vide, at jeg de seneste par år har overvejet det. For hvad får man ud af en kunstnerisk karriere? Årelangt slid, en usikker tilværelse, elendig økonomi. For nogens vedkommende måske toppet med fysisk eller psykisk nedslidning. Romantisk er det bestemt ikke, så hvorfor gøre det? Jeg kan kun tale på egne vegne, men jeg vil tro, at de fleste vil svare ligesom jeg – fordi det er umuligt at lade være. Eller måske ikke umuligt, for jeg har haft lange perioder, hvor jeg ikke har skrevet, og selv i dag er jeg bestemt ikke stolt over mit lave produktivitetsniveau. Men det er et kald, selvom det lyder forfærdeligt højstemt at kalde det dette. Det sidste års tid er det også begyndt at føles som et kærlighedsforhold. Ikke det bedste af slagsen, i forhold til skriveriet kan jeg nok bedst betegnes som en kvindelig udgave af Mr. Big fra Sex & City, en ’vil-vil ikke’-type. Men sidste år fik jeg sat stolen for døren af min muse med beskeden om, at det var nu eller aldrig. 

Når karrieren kommer i vejen
Jeg var et halvt år inde i mit første ’rigtige’ job, havde en fin titel, ansvarsområder og mulighed for at arbejde inden for et felt, der gik fint i spænd med min uddannelse og som tegnede godt i forhold til en fremtidig, fancy karriere inden for kommunikation og marketing. Og hver aften kom jeg fuldstændig smadret hjem, smed mig på sofaen med en færdigret og så tv indtil jeg faldt i søvn. Jeg fik ikke skrevet et ord uden for kontoret. Samtidig blev jeg hele tiden presset for at give mere, jeg skulle brænde for det, jobbet skulle være mit et og alt. Hver gang jeg tænker tilbage på det, får jeg altid følelsen af, at jeg blev bedt om at sælge min sjæl. En faustisk pagt med djævlen til gengæld for penge og status. Sådan var virkeligheden selvfølgelig ikke, men for mig har det været nok til at forsværge fremtidige karrierestillinger. For selvfølgelig sagde jeg jobbet op. Prisen var for høj, hvis jeg blev afskåret fra at skrive.

Det seneste år har været præget af det modsatte problem. Masser af skrivetid, men mangel på faste rammer og økonomisk usikkerhed. Siden jeg sagde mit fuldtidsjob op, har jeg kæmpet for at finde frem til balancen mellem lønarbejde og skrivearbejde. Det ideelle job for en person med kunstneriske ambitioner er svært at definere. Det australske kultursite Artshub bragte sidste måned en artikel, der gennemgår fordele og ulemper ved forskellige typer jobs. Skal man forsøge sig med et job inden for sin branche, hvor man kan være heldig at få et stimulerende arbejde med spændende opgaver, eller et kedeligt, men knap så krævende job? Hvad fungerer bedst, hvis man også skal have overskud til det kreative arbejde ved siden af?

 Artiklen, der er et uddrag af Justin Heazlewoods nye bog Funemployed, et portræt af livet som kunster i nutidens Australien, giver ikke noget endegyldigt svar. I stedet demonstrerer den gennem interviews med en række folk inden for forskellige kreative erhverv som f.eks. musikere, forfattere, performere og tegnere, at enhver må finde sin egen måde at balancere det kreative arbejde med brødjobbet.

Jobbet eller drømmen?
Min egen beslutning blev truffet med inspiration fra forskellige steder. Det var utroligt grænseoverskridende at sige mit job op, især når man som jeg var nyuddannet midt i en krisetid, hvor kampen om de få ledige jobs til tider synes håbløs og bitter. På en sær, bagvendt måde tror jeg det var mit held, at jobbet udviklede sig i en så ubehagelig retning, at jeg til sidst ikke kunne holde ud at blive der. Hvis det havde været et vidunderligt job, havde jeg sandsynligvis været for komfortabel til at turde tage min beslutning. For jeg tvivler på, at et vidunderligt men ansvarsfuldt, karriereorienteret job havde været mindre krævende. 

Nogen mennesker kan uden problemer jonglere et krævende job, der lægger stort beslag på deres tid og energi, og samtidig have overskud til at være kreativ. Jeg tilhører dog ikke denne gruppe af forunderlige overskudsmennesker, og som Heazlewoods artikel viser, er jeg langtfra alene. Min løsning har hidtil været at afsværge et akademisk job, i hvert fald i fuldtidsversionen, og i stedet nøjes med noget mere ydmygt. Det har krævet et par forsøg, inspireret af udtalelser fra andre forfattere, blandt andet Jonas T. Bengtsson og Christian Jungersen, der begge fumlede rundt en tid med forskellige ufaglærte jobs, før de var heldige nok til at få succes med deres bøger. Desværre synes de fleste forfattere (i lighed med andre kunstnere) at være mest interesseret i at udtale sig om 1) deres kunst og/eller 2) deres privatliv (dårlig barndom, forliste parforhold, forbilleder og personlig udvikling). Hvilket er meget fint og ofte rigtig spændende, men knap så nyttigt for unge wannabe-forfattere/kunstnere/kreative whatever som jeg selv. 

Jeg havde allerede et deltidsjob om aftenen på et københavnsk teater, og opmuntret af forfatter Sarah Engells blogindlæg om at forsørge sig selv gennem ufaglærte deltidsjobs begyndte jeg at overveje mine muligheder. Jeg besluttede mig hurtigt for at blive lærervikar, drevet af den høje timeløn og en naiv idé om at kunne bruge mine ’kompetencer’ fra den universitetsuddannelse jeg netop havde lagt på hylden, søgte jeg og fik hurtigt job. Hvor længe holdt jeg? Knap 3-4 gange fordelt over 1 måned. Det fleksible og særdeles nemme job viste sig at være en stressfaktor, når jeg stod op halv syv hver morgen for at sidde klar ved telefonen, i tilfælde af at de kaldte mig på arbejde. Heldigvis kunne jeg en tid leve af mit deltidsjob på teatret, der både gav mig mulighed for at skrive, mens jeg var på arbejde, samt leverede gratis inspiration i form af alle de forestillinger jeg frit kunne se. På minussiden talte, at jeg var tvunget til at arbejde hver aften og hver weekend for at få det til at løbe rundt, og ikke havde nok vagter til at fastholde en stabil økonomi. Så jeg hoppede hurtigt ud i jobsøgningscirkusset for at finde noget, der kunne give mig en fast indkomst uden at kræve så meget af mig, at jeg ikke havde mentalt overskud til at skrive.

Overspringsblog og en lille forklaring
Midt i det hele besluttede jeg også at starte denne blog. Hvorfor er jeg egentlig ikke sikker på, udover at det har været rart at have en form for ventil for kreative udslip. Og måske også for at skabe en blog der indeholdt alt det, jeg selv har gået og savnet som kultur- og kunstinteresseret. Måske fordi det er ensomt at skrive, og når man er i gang med sin første bog uden at ane, hvornår den bliver færdig, er det skønt at få reaktioner på noget man har skrevet, også selvom det ikke er fiktion. Men det var et mindre sidespor. 

Så hvad er pointen med denne historie? Tja, først og fremmest har jeg lidt dårlig samvittighed over at have svigtet jer læsere i mere end 2 måneder. Forklaringen knytter sig til dette indlæg – siden maj har jeg speedet op for jobsøgningen i håbet om at lande et arbejde, der kan give mig den finansielle tryghed og stabilitet i dagligdagen (lærervikarjobbet fik mig til at indse, at jeg fungerer bedst i nogenlunde faste rammer), jeg har brug for som basis for mit liv lige nu. Vi er alle forskellige, og nogen mennesker finder kaos og usikkerhed befordrende for kreativiteten. Jeg derimod har brug for tryghed og en vis orden, såvel som et arbejde hvor jeg føler mig godt tilpas, samtidig med at arbejdsopgaverne ikke dræner mine mentale reserver. Kreativt arbejde kræver overskud. Som en af kunstnerne i Heazlewoods artikel udtaler, kan småkedeligt eller monotomt arbejde være direkte gavnligt for kreativiteten. Kunsten er at finde et job, hvor man som kunstner kan bevare dette overskud.

Hvordan går det med min egen balancegang? Det kunne være bedre, men det går fremad. Heldigvis fik jeg et vikariat i sidste måned inden for kundeservice, hvor jeg indtil videre har arbejdet et par uger. Selvom jeg skal vænne mig til et 8-16 job, har det indtil videre været uvurderligt med et fast arbejde, hvor jeg ikke føler mig udtværet og udmattet ved slutningen af min arbejdsdag. Og resultatet: dette indlæg, som du lige har læst.