Det bedste og værste i 2015

Foto: Derek Keats

Egentlig er titlen lidt misvisende, eftersom jeg allerede har været omkring årets allerværste begivenhed inden for dansk kulturliv. Men hvis vi lige ser bort fra diverse idiotiske politikeres håbløse forvaltning af vores fælles arvegods, er der et par andre kulturbegivenheder, som på hver deres måde har fortjent at blive nævnt. Ligesom sidste år bliver det en dybt subjektiv liste, der udelukkende er baseret på min egen smag og idiosynkrasier. 

I januar i år blev jeg ud af det blå pludselig teater- og filmredaktør på et undergrunds/upcoming/alternativt københavnsk kulturmagasin, VINK, hvilket i årets løb ironisk nok betød, at jeg kun fik set halvt så meget teater som sidste år. Derfor vil det ikke give mening at lave en top 5 over året bedste og værste forestillinger, da jeg har set alt, alt for lidt til at kunne udpege disse. Men mon ikke I klarer jer alligevel, for i stedet vil jeg bringe en lille oversigt over, hvad året bød mig af interessante kulturoplevelser – på godt og ondt.

Er I klar? Godt, for her kommer….

Årets læseoplevelse

Det her var en overraskelse. Jeg har mange gange før beklaget, at jeg er så utrolig elendig til at følge med i dansk litteratur. Det pinlige er, at trods en universitetsgrad i faget dansk med fokus på litteratur, læser jeg generelt langt flere anmeldelser end jeg læser bøger. Jeg er meget mere vild med at diskutere litteratur end jeg er med at læse bøger, og jeg er tilstrækkeligt meget en del af Generation Y til at gå langt mere op i når folk poster vittige/kloge/dumme indlæg, GIFs og fotos på Facebook/Twitter/Insta end i de bøger jeg en gang imellem forsøger at komme igennem. Eksempelvis elsker jeg forfatteren Olga Ravns blog, men kom aldrig igennem hendes debutbog, og hendes seneste bog er på min meget lange liste over bøger som bør læses, men som jeg aldrig tager hul på. Medmindre jeg altså bliver tvunget.

Til min fødselsdag fik jeg så Kim Leines Profeterne i Evighedsfjorden. En bog som helt sikkert bør læses, hvis man som jeg går bare en smule op i litteratur, fordi den vandt et hav af priser, deriblandt Nordisk Råds Litteraturpris. Anyway, en veninde gav mig bogen i gave, og da jeg et par måneder senere pludselig havde et par rolige uger (hvor kom de fra?), hvor jeg ikke konstant piskede fra det ene arbejde til det næste, gav jeg mig til at læse den. Hold op, hvor var den kedelig! Havde jeg haft mindre tid, var jeg stoppet efter de første 100 sider. Men jeg havde ikke noget at tage mig til, og følte mig mærkeligt forpligtet til at læse videre, dels fordi det netop var en velment gave, dels fordi jeg ikke havde noget bedre at beskæftige mig med. Og langsomt blev bogen bedre. Og bedre. Jeg vil ikke sige, at den ikke stadig blev lidt kedelig af og til, men de gode passager var tilstrækkeligt gode til, at jeg holdt ud.

Hvorfor var den god? Tjo, Kim Leine har helt sikkert lavet en god research, det er en historisk roman der spænder over vidt forskellige lande og miljøer, og han har styr på sine karakterer og på sine miljøskildringer. Selvfølgelig var der en del postkolonialt ’onde danske koloniherrer’ og ’dekadent vestlig kultur’ over skildringen, men Leine styrede uden om de værste isbjerge af fordomme og frelsthed for i stedet at koncentrere sig om sine karakterer. Det, der for alvor gjorde bogen interessant og faktisk ret gribende, var et par særdeles væmmelige sidehistorier. Særligt én virkelige ubehagelig passage hen mod slutningen var så godt skrevet, at jeg greb mig selv i at forklare dens virtuositet med, at forfatteren på grund af sin egen, brogede familiehistorie har førstehåndskendskab til den slags grufuldheder og menneskelige tragedier. Mere vil jeg ikke sige for at undgå spoilers, men de nysgerrige kan jo enten læse hans bekendelsesroman Kalak eller et af de mange interviews, hvor han har fortalt åbenhjertigt om sin fortid.

Årets middelmådighed

 

En film jeg særligt havde set frem til i 2015, var Amy Schumers Trainwreck. Amy Schumer er en af de sjoveste kvindelige komikere, der findes, og det sidste års tid har jeg ivrigt fulgt hendes comedyshow via Youtube, Inside Amy Schumer. Hun rammer ikke altid plet, men hendes sketches har stort set altid både vid og bid, og især for kvinder er der rigtig meget at more sig over. Schumer formår nemlig at levere intelligent satire med en feministisk vinkel, der én gang for alle slår fast, at feminisme ikke (som mange beklageligvis tror) handler om sure kællinger, der bare ønsker at kastrere alle mænd. I stedet sætter hun fingeren på nogle ømme punkter i vestlig kultur og trykker til, men gør undervejs gavmildt grin med både kvinder og mænd. Hendes satire handler reelt ikke om at udskamme nogen, mindst af alt det modsatte køn, hun insisterer blot på at latterliggøre verdens dumheder, som oftest ved at vende stereotyper på hovedet eller iagttage velkendte fænomener fra en skæv vinkel. Nogle af hendes sketches er ikke sindssygt relevante for ikke-amerikanere, mens andre som eksempelvis ”Last F*ckable Day” og ”Girl You Don’t Need Makeup” er mere universelle og giver samtidig én noget at tænke over. Jeg havde derfor glædet mig til Schumers filmdebut, hvor hun sammen med Jude Apatow, Hollywoods ukronede konge af bromance og filmkomedier, hudflettede moderne kønsroller og især kvinder.

Desværre blev Trainwreck aldrig rigtig morsom. Schumer havde mistet lidt af sit bid til fordel for den amerikanske komedies akilleshæl, nemlig rom-commodellen. Skabelonen kører altid på samme trætte rutine: dreng/pige møder pige/dreng, bliver forelsket, fucker op og mister den udkårne, men udfører i sidste sekund en storslået, romantisk gestus og vinder derved den tilbedte tilbage. En plotstruktur, der har gået med krykker siden 90erne.  Forhåbentlig bliver Schumers næste mere ærligt, bidende og sjovt.

Årets optur 

Årets mest interessante kulturbegivenhed var Den Kongelige Ballets samarbejde med kunstnerduoen SIGNA, der udmundede i Feberhavnen, en meget atypisk balletforestilling, hvor danserne interagere på med publikum i et vildt, kulørt og grænseoverskridende univers. Selvom det ikke var en perfekt forestilling, var den alligevel en særegen oplevelse, fordi balletten frygtløst bevægede sig ud i tovene og nedbrød grænserne for, hvad ballet kan og bør være. Det var skævt, syret og sine steder helt utroligt morsomt, og af samme grund meget forfriskende at opleve.

Årets traume

Selvom alle os boglæsere vidste det ville ske, var det stadig en traumatisk oplevelse.

Hvilket bringer mig videre til 

Årets blog

De sidste par sæsoner af Game of Thrones har været en ekstra fornøjelse, fordi serien nu er blevet så meget kult, at flere fans er begyndt at lave humoristiske gennemgange eller ’recaps’ af hvert afsnit. Sæson 3 og 4 blev dækket af Someecards, der lavede den hysterisk morsomme ”If Game ofThrones took place entirely on Facebook”. Da sæson 5 havde premiere i år, blev Someecards dog væltet af tronen af en endnu mere nørdet fan, Captainofthefalls, der på sin Tumblr lavede en endnu sjovere GoT-recap af hvert afsnit i sæson 5 og 4 såvel som et par afsnit af sæson 1 og 3. ”Chrys Watches GoT” er virkelig noget af det sjoveste jeg har læst i år. 

Årets lettelse 

At Star Wars: The Force Awakens faktisk var god.

Godt nytår!

Har kulturministeren brug for en lussing?

Det er blevet tid til årets sidste indlæg. Når jeg sætter mig til tasterne nu, er det med bevidstheden om, at jeg nok burde have gjort det noget før. Der har længe været tavst på bloggen. Min undskyldning? Travlhed. Arbejde. Så jeg har udskudt og udskudt, fået ideer til indlæg det ene øjeblik for at skyde dem til side i næste øjeblik, fordi der var så mange andre opgaver, der krævede min opmærksomhed. Det, der i sidste ende fik drevet mig til tasterne netop i dag, midt i juleferien, var følelsen af, at nu kunne jeg ikke længere udskyde det. Den følelse var vrede, en helt generel pissed off-hed i lyset af den nye regerings kulturpolitik. Derfor er det på tide at tage bladet for munden og affyre den salve, der skal afslutte 2015 på K for Kultur.

Kultur er liv  

Anledningen var en stilfærdig, men passioneret kommentar i gårsdagens Berlingske Tidende fra den klassiske musikredaktør Søren Schauser. Ikke en mand, jeg normalt følger særlig nøje, jeg kan godt lide klassisk musik, men er på ingen måde ekspert og går ikke særlig højt op i det. Men denne musikredaktør havde et ærinde. Han talte regeringens nedskæringer på kulturområdet midt imod. Det er han ikke den første der har gjort, men hans indfaldsvinkel var anderledes. I stedet for at kritisere kulturministeren for at skære alt over én kam i stedet for at turde prioritere og vælge det fra, som bedst kan undværes, i stedet for at argumentere for det urimelige i at tvinge pressede institutioner som Det Kongelige Teater i knæ, kom hans angreb mod kulturpolitikken (eller måske snarere fraværet af reel kulturpolitik) fra en anden kant. Schauser rasede værdigt og roligt over den holdning blandt politikerne, at kulturen blot er til pynt, en omgang forfinet underholdning, et fedtlag, der kan skæres væk i hårde tider.

For Søren Schauser er kultur nemlig ikke et fedtlag, noget der snildt kan undværes hvis riget (eller de rige) fattes penge. For Schauser er kunst og kultur en fuldstændig central del af livet. Det kan lyde ekstremt forkælet, når vi alle har set billeder af flygtningestrømme, af sønderbombede byer i Irak, af sultne børn på flugt fra døden i Syrien, af blodige gader i Paris. For selvfølgelig er der folk, der har det værre end os forkælede danskere. Men Schauser har fat i det egentlige, når han taler om kultur som noget, der omfatter hele hans liv, ”på én gang intet og alt”. For ham er kultur hans hverdag, det er ikke bare teaterture, klassisk musik, museer og biblioteker. Det er sprog, manerer, tankegods, det er hans historie, hans identitet. Ligesom det er vores andres. Vi ved det alle sammen godt, selvom der er alt, alt for få, der vil indrømme det.

Populærkultur vs. finkultur

Ifølge spørgeundersøgelser i forbindelse med Bertel Haarders besparelser, syntes hver anden dansker, at det var helt i orden at kulturen skulle holde for, når staten skal spare. Måske fordi de fleste opfatter kulturen som netop et fedtlag, noget vi kan undvære. Og måske kan vi også undvære kulturen, eller i hvert fald finkulturen og kunsten (for hvor finder du nogen, der synes vi skal spare på fodbold og TV-serier, krimier og X-faktor?). Det er markedskræfterne, der er gud i disse år. Lad falde, hvad ikke kan stå!

Nu er jeg selvsagt én af dem, der dyrker finkulturen, hvilket denne blog til overflod er vidne om. Det betyder ikke, at jeg hånligt forkaster populærkulturen. Tværtimod kan jeg ikke se nogen modsætning mellem de to kulturformer. De griber ind i, inspirerer og udfordrer hinanden. Det ene har lige så stor værdi som det andet, og selvom jeg altid står parat til at håne overfladisk popmusik og dårligt skrevne bøger, bør der stadig være plads til dem. For ikke at tale om al den popkultur, som er helt sublim. I min verden er det Star Wars og Disneyfilm, Breaking Bad og Carl Barks, for andre er det The Avengers og House of Cards, for en tredje gruppe er det måske Rihanna og Borgen. Men popkulturen har ikke brug for en forsvarer, den klarer sig fint på markedets ubarmhjertige vilkår.

Designertøj er en menneskeret i Hellerup

Derimod er finkulturen (det er ikke en dækkende betegnelse, men må bruges i mangel af bedre) mere sårbar. Den er nemlig konstant under beskydning, netop fordi den i de fleste tilfælde for de få. Den anklages for at være for svær, kringlet, uforståelig, kedelig. Den koster ofte penge, og hvis den ikke gør, så tjener den i hvert fald ikke penge. Den er en underskudsforretning i langt de fleste tilfælde, især for dens udøvere. Nogle få er heldige eller dygtige nok til at kunne leve af den, men det skyldes næsten altid, at andre må dække udgifterne. I Danmark er det staten. Hvorfor? Tidligere generationer har været i stand til at frembringe fantastisk kunst, uden at kunstnerne fik støtte fra staten. Bare tag H.C. Andersen. Hvorfor kan vi ikke vende tilbage til de gode gamle dage, hvor det var private mæcener, rige borgere der støttede kunsten? Staten har jo udgifter nok, flygtninge, ældrepleje, kontanthjælpsmodtagere. Staten har ikke råd! Sådan lyder devisen fra de liberale, og venstrefløjen siger dem ikke imod. Der er ikke mange stemmer at hente ved at give penge til kulturlivet.

Og måske har de ret, måske har vi ikke råd. Måske er skattelettelser vigtigere, hvem er jeg, at jeg skal gøre mig klog på økonomi og sammenhængskraft? At der så rent faktisk er mennesker i Danmark, der har penge tilovers, er ikke vigtigt her. At der findes mennesker så rige, at de har råd til at give deres børn mere end 10.000 kroner i lommepenge blot til at købe designertøj for, lader vi stå et øjeblik. De stakkels mennesker i Hellerup og omegn holder jo hjulene i gang, det er godt for økonomien, når bumsedeteenagedrenge bruger for 25.000 kroner i H&M på at få tyve par af de helt rigtige jeans. Ingen tvivl om det.  

Føj, finkultur!

Spørgsmålet med kulturstøtten er, om vi har råd til at lade være. Det syntes tidligere regeringer ikke. Kunsten og kulturen vil altid være der, simpelthen fordi vi er nogle idioter, der ikke kan lade være med at dyrke den. Der vil nok også være nogle rige mennesker, som synes det er hyggeligt med finkultur, med klassisk musik, med sang, dans og billedkunst. Men hele pointen med at yde statsstøtte til kulturen, med at oprette kulturinstitutioner, hvor kunsten kunne dyrkes og udvikles, var netop at gøre kunsten demokratisk. Kultur er nemlig på én gang dannelse, identitet og udvikling. Det ved selv Bertel Haarder. Den politiske kamp om indflydelse starter med at vinde fortællingen om, hvad vores land er og hvad det skal være. Det er en kamp om ideer. Det er én af grundene til, at den sidste højreorienterede regering satte sin kulturminister til at udfærdige en kanon over dansk kultur og kunst. En gimmick, der skulle indfange og definere, præcis hvad der er særligt ved dansk kulturliv og dermed danskerne som folk og nation. I juledagene erklærede den nye kulturminister, at han vil have udfærdiget en ny kulturkanon. Brian Mikkelsens gamle kanon var åbenbart for finkulturel. Isoleret set er det jo en fin tanke med en kulturkanon. Bertel Haarder erklærede selv, at det skulle skabe fokus og debat omkring dansk kultur, og bagtanken er selvfølgelig den samme, som flere andre europæiske nationer har gået og rumlet med siden terrorangrebene i Paris i oktober. Der finder i disse år en ideologisk kamp sted i Europa, som ingen kender omfanget af, men vi har allerede mærket konsekvenserne i form af ideologisk motiverede mord og hærgen i flere storbyer, heriblandt København.

Sagen er bare, at når kulturministeren fremlægger planer om en kulturkanon, lige efter han har skåret så voldsomt i kulturstøtten, at han effektivt har forkrøblet en række af landets centrale kulturinstitutioner, er det et slag i ansigtet på kulturbranchen. Haarder vil bruge en ny kulturkanon til at fremhæve blandt andet højskolebevægelsen. Men højskolerne vil - i lighed med resten af kulturbranchen - også blive beskåret og udsultet i forbindelse med regeringens nedskæringer. En ny kulturkanon er derfor ren symbolpolitik, varm luft og nationalistisk propaganda. En ny kulturkanon er ikke fem potter pis værd.  

Det vil derfor være synd at sige, at jeg er fan af kulturministeren. Tværtimod bliver jeg godt og grundigt arrig, hver gang fjolset udtaler sig i medierne. For hvordan kan man kalde sig kulturminister, når man i virkeligheden er i fuld gang med at underminere kulturen og kunsten? Jeg er vred, fordi jeg samtidig er hamrende bange for, at den kulturpolitik, som Venstre er i gang med at lægge, i sidste ende vil underminere og forkrøble kunsten og finkulturen i Danmark. Det vil være et tab af dimensioner, som de færreste desværre forstår konsekvenserne af. For sagen er, at vi er vores kultur. Vi er summen af de tanker, ideer og værker, som kulturen har frembragt, både den nationale og den internationale. Og alt for få danskere forstår, at kunsten er med til at udvikle os. Kunsten er nogle gange kedelig, langsommelig, kringlet og uforståelig, fordi den netop prøver at afsøge og spejle verden. Prøver at stille de ubehagelige spørgsmål, som ingen andre formår. Videnskaben kan nok fortælle os, hvad vi består af, men det er kulturen, der hjælper os til at forstå, hvem vi er. Hvis vi mister det, hvad har vi så tilbage?

PS. Når folk rabler eller bliver hysteriske på film og TV, hjælper det altid at give dem en syngende lussing – mon det vil hjælpe på Bertel Haarder? Eller får vi bare flere episoder som den her?