Det bedste og værste i 2015

Foto: Derek Keats

Egentlig er titlen lidt misvisende, eftersom jeg allerede har været omkring årets allerværste begivenhed inden for dansk kulturliv. Men hvis vi lige ser bort fra diverse idiotiske politikeres håbløse forvaltning af vores fælles arvegods, er der et par andre kulturbegivenheder, som på hver deres måde har fortjent at blive nævnt. Ligesom sidste år bliver det en dybt subjektiv liste, der udelukkende er baseret på min egen smag og idiosynkrasier. 

I januar i år blev jeg ud af det blå pludselig teater- og filmredaktør på et undergrunds/upcoming/alternativt københavnsk kulturmagasin, VINK, hvilket i årets løb ironisk nok betød, at jeg kun fik set halvt så meget teater som sidste år. Derfor vil det ikke give mening at lave en top 5 over året bedste og værste forestillinger, da jeg har set alt, alt for lidt til at kunne udpege disse. Men mon ikke I klarer jer alligevel, for i stedet vil jeg bringe en lille oversigt over, hvad året bød mig af interessante kulturoplevelser – på godt og ondt.

Er I klar? Godt, for her kommer….

Årets læseoplevelse

Det her var en overraskelse. Jeg har mange gange før beklaget, at jeg er så utrolig elendig til at følge med i dansk litteratur. Det pinlige er, at trods en universitetsgrad i faget dansk med fokus på litteratur, læser jeg generelt langt flere anmeldelser end jeg læser bøger. Jeg er meget mere vild med at diskutere litteratur end jeg er med at læse bøger, og jeg er tilstrækkeligt meget en del af Generation Y til at gå langt mere op i når folk poster vittige/kloge/dumme indlæg, GIFs og fotos på Facebook/Twitter/Insta end i de bøger jeg en gang imellem forsøger at komme igennem. Eksempelvis elsker jeg forfatteren Olga Ravns blog, men kom aldrig igennem hendes debutbog, og hendes seneste bog er på min meget lange liste over bøger som bør læses, men som jeg aldrig tager hul på. Medmindre jeg altså bliver tvunget.

Til min fødselsdag fik jeg så Kim Leines Profeterne i Evighedsfjorden. En bog som helt sikkert bør læses, hvis man som jeg går bare en smule op i litteratur, fordi den vandt et hav af priser, deriblandt Nordisk Råds Litteraturpris. Anyway, en veninde gav mig bogen i gave, og da jeg et par måneder senere pludselig havde et par rolige uger (hvor kom de fra?), hvor jeg ikke konstant piskede fra det ene arbejde til det næste, gav jeg mig til at læse den. Hold op, hvor var den kedelig! Havde jeg haft mindre tid, var jeg stoppet efter de første 100 sider. Men jeg havde ikke noget at tage mig til, og følte mig mærkeligt forpligtet til at læse videre, dels fordi det netop var en velment gave, dels fordi jeg ikke havde noget bedre at beskæftige mig med. Og langsomt blev bogen bedre. Og bedre. Jeg vil ikke sige, at den ikke stadig blev lidt kedelig af og til, men de gode passager var tilstrækkeligt gode til, at jeg holdt ud.

Hvorfor var den god? Tjo, Kim Leine har helt sikkert lavet en god research, det er en historisk roman der spænder over vidt forskellige lande og miljøer, og han har styr på sine karakterer og på sine miljøskildringer. Selvfølgelig var der en del postkolonialt ’onde danske koloniherrer’ og ’dekadent vestlig kultur’ over skildringen, men Leine styrede uden om de værste isbjerge af fordomme og frelsthed for i stedet at koncentrere sig om sine karakterer. Det, der for alvor gjorde bogen interessant og faktisk ret gribende, var et par særdeles væmmelige sidehistorier. Særligt én virkelige ubehagelig passage hen mod slutningen var så godt skrevet, at jeg greb mig selv i at forklare dens virtuositet med, at forfatteren på grund af sin egen, brogede familiehistorie har førstehåndskendskab til den slags grufuldheder og menneskelige tragedier. Mere vil jeg ikke sige for at undgå spoilers, men de nysgerrige kan jo enten læse hans bekendelsesroman Kalak eller et af de mange interviews, hvor han har fortalt åbenhjertigt om sin fortid.

Årets middelmådighed

 

En film jeg særligt havde set frem til i 2015, var Amy Schumers Trainwreck. Amy Schumer er en af de sjoveste kvindelige komikere, der findes, og det sidste års tid har jeg ivrigt fulgt hendes comedyshow via Youtube, Inside Amy Schumer. Hun rammer ikke altid plet, men hendes sketches har stort set altid både vid og bid, og især for kvinder er der rigtig meget at more sig over. Schumer formår nemlig at levere intelligent satire med en feministisk vinkel, der én gang for alle slår fast, at feminisme ikke (som mange beklageligvis tror) handler om sure kællinger, der bare ønsker at kastrere alle mænd. I stedet sætter hun fingeren på nogle ømme punkter i vestlig kultur og trykker til, men gør undervejs gavmildt grin med både kvinder og mænd. Hendes satire handler reelt ikke om at udskamme nogen, mindst af alt det modsatte køn, hun insisterer blot på at latterliggøre verdens dumheder, som oftest ved at vende stereotyper på hovedet eller iagttage velkendte fænomener fra en skæv vinkel. Nogle af hendes sketches er ikke sindssygt relevante for ikke-amerikanere, mens andre som eksempelvis ”Last F*ckable Day” og ”Girl You Don’t Need Makeup” er mere universelle og giver samtidig én noget at tænke over. Jeg havde derfor glædet mig til Schumers filmdebut, hvor hun sammen med Jude Apatow, Hollywoods ukronede konge af bromance og filmkomedier, hudflettede moderne kønsroller og især kvinder.

Desværre blev Trainwreck aldrig rigtig morsom. Schumer havde mistet lidt af sit bid til fordel for den amerikanske komedies akilleshæl, nemlig rom-commodellen. Skabelonen kører altid på samme trætte rutine: dreng/pige møder pige/dreng, bliver forelsket, fucker op og mister den udkårne, men udfører i sidste sekund en storslået, romantisk gestus og vinder derved den tilbedte tilbage. En plotstruktur, der har gået med krykker siden 90erne.  Forhåbentlig bliver Schumers næste mere ærligt, bidende og sjovt.

Årets optur 

Årets mest interessante kulturbegivenhed var Den Kongelige Ballets samarbejde med kunstnerduoen SIGNA, der udmundede i Feberhavnen, en meget atypisk balletforestilling, hvor danserne interagere på med publikum i et vildt, kulørt og grænseoverskridende univers. Selvom det ikke var en perfekt forestilling, var den alligevel en særegen oplevelse, fordi balletten frygtløst bevægede sig ud i tovene og nedbrød grænserne for, hvad ballet kan og bør være. Det var skævt, syret og sine steder helt utroligt morsomt, og af samme grund meget forfriskende at opleve.

Årets traume

Selvom alle os boglæsere vidste det ville ske, var det stadig en traumatisk oplevelse.

Hvilket bringer mig videre til 

Årets blog

De sidste par sæsoner af Game of Thrones har været en ekstra fornøjelse, fordi serien nu er blevet så meget kult, at flere fans er begyndt at lave humoristiske gennemgange eller ’recaps’ af hvert afsnit. Sæson 3 og 4 blev dækket af Someecards, der lavede den hysterisk morsomme ”If Game ofThrones took place entirely on Facebook”. Da sæson 5 havde premiere i år, blev Someecards dog væltet af tronen af en endnu mere nørdet fan, Captainofthefalls, der på sin Tumblr lavede en endnu sjovere GoT-recap af hvert afsnit i sæson 5 og 4 såvel som et par afsnit af sæson 1 og 3. ”Chrys Watches GoT” er virkelig noget af det sjoveste jeg har læst i år. 

Årets lettelse 

At Star Wars: The Force Awakens faktisk var god.

Godt nytår!

Feberdans og vilde rytmer – weekendens must see

Foto: Arthur Köstler.

I denne omgang får du ingen dybdeborende analyser, men dansen er stadig i fokus. Månedens indlæg handler helt basalt om, hvad du bør se denne weekend, i tilfælde af at du kan rive sig væk fra den lækre forårssol. Jeg lover, at den tid, du tilbringer i teaterrummets mørke, vil være det værd.

Feberhavnen

Egentlig er dette indlæg blot et forspil til en længere artikel om forårets vildeste teateroplevelse, som senere på året vil blive udgivet på VINK, hvor jeg nu slår mine folder som teaterredaktør og skribent. Dette er derfor blot et hurtigt snapshot, skrevet i de sidste dage inden Feberhavnen tages af plakaten. Det er således sidste chance for at se stykket, og jeg vil opfordre enhver teaterelsker til at slå et smut forbi A-salen på Gamle Scene. Forestillingen har længe været udsolgt, men hvis man kommer i god tid og er tålmodig, er der en chance for, at man alligevel bliver lukket ind. Som noget helt exceptionelt kan man nemlig på dagen blive skrevet på en venteliste i tilfælde af, at nogle af billetindehaverne ikke dukker op. Chancen er ikke stor, men den er der, og forestillingen er helt klart umagen værd.

Hvorfor? Fordi Feberhavnen er skør og mærkelig på den fede måde. Man bliver medspiller i dette sindsforstyrrede univers, der er en blanding af ballettime på speed, Paradise Hotel og Game of Thrones, tilsat en knivspids The Walking Dead. Det ville ikke give mening at lave en regulær anmeldelse eller blot en gengivelse af ’handlingen’, der skifter fra aften til aften, styret dels af tilfældige valg, dels af performernes interaktion med og reaktion på det skiftende publikum. 

Jeg var forberedt på lidt af hvert, da jeg tog ind og oplevede forestillingen, blandt andet fordi stykket er skabt af Signa og Arthur Köstler, bedre kendt som SIGNA, den berygtede kunstnerduo der stod bag Salò, det meget omtalte, meget kontroversielle performanceværk fra 2010. Mest af alt var jeg nysgerrig efter at opleve, hvordan et stykke performanceteater ville fungere med balletdansere i hovedrollerne. Jeg var ikke begejstret for sidste sæsons I Føling, der også var resultatet af et samarbejde mellem Corpus og en anerkendt iscenesætter fra skuespillets verden, dengang Christian Lollike. Først og fremmest synes jeg ikke, det var vellykket at lade danserne fremsige replikker, især ikke når det skulle foregå på landets nationalscene. Det blev kunstigt amatørskuespil fremført af stemmer, der tydeligvis ikke var vant til at tale til et publikum og derfor manglede gennemslagskraft og stemmestyring.

A-salen kan dog et eller andet, som Skuespilhusets Store Scene ikke formår. Opdelt i 12 små rum, såkaldte ’huse’, er scenen i SIGNAs scenografi hjemsted for forhutlede balletdansere, der gennem dansens forjættende kraft tilbyder den sidste kur mod en altødelæggende feber, fremtidens svar på pesten, den ’sorte død’ der var menneskets svøbe i middelalderen. Dette er den fabulerende præmis for forestillingen, og A-salens klejne størrelse bliver en gevinst frem for en hindring. SIGNA, der ellers er vant til at arbejde i utraditionelle scenerum af meget større omfang, har formået at bruge rummets størrelse til at skabe en næsten klaustrofobisk intimitet, smuk og fordærvet præcis ligesom de 18 balletdansere.

Det er ikke klassisk ballet, man her får præsenteret, med danserne i ophøjet, kold perfektion, traditionelt hævet over publikum. Her kommer man i stedet helt tæt på, danserne fejler, sveder, græder og må danse til de segner. Her er både intriger, smerte, sex og rigeligt med ublufærdig nøgenhed. Det var forfriskende at opleve, fordi danserne fik lov til ikke blot at danse, men også spille røven ud af bukserne, nærmest bogstaveligt talt. De formåede at skabe fuldblodskarakterer, som var troværdige, også når de var aldeles over the top. Herlig var for eksempel den bitchede Elaine (Emma Håkansson), mens den overdrevet bøssede Karl (Cédric Lambrette) var en godbid, og Kate (Stephanie Sahlgren) en nuttet og uskyldig lillepige. 

Alligevel undgik forestillingen at blive et klichéoptog, måske fordi man blev overdynget med detaljerede sanseindtryk og baggrundshistorier, der tydeligvis var gennemtænkte og grundigt indøvede. Det gjorde universet troværdigt, selvom det var svært at blive 100% opslugt – dertil var plottet trods alt for sært og urealistisk, og den gennemgående galgenhumor blokerede til en vis grad for indlevelsen. Visse ting var simpelthen så sjove, at jeg som publikum selv skulle kæmpe for at blive i legen. For Feberhavnen er først og fremmest leg. Jeg har en stærk mistanke om, at både dansere og skuespiller har haft det afsindigt sjovt, mens de i fællesskab fandt på historierne og udviklede deres karakterer og de forskellige plots.

Mine favoritkarakterer var nok Holly (Carling Talcott), den underkuede og kærlighedshungrende ballerina i hvis hus jeg startede min rejse gennem den feberhærgede verden, og King Luck (Arthur Köstler), den temmelig gale krigsherre der herskede over danserne og deres tjenere. Hans fascination af ballet var for længst kammet over i rendyrket dansefetichisme, hvilket skabte mange underholdende optrin, når han greb fat om ballerinaernes sko, kælede for lægge eller arme og generelt opførte sig temmelig forstyrret.

Feberhavnen spiller lørdag den 16.maj kl.12 og søndag den 17.maj kl.12 i A-salen. Læs mere her.

Foto: Henrik Stenberg

Take Four

Udover SIGNAs konceptteater kan man sagtens opleve dans under mere klassiske former, og her vil Take Four være et godt bud. Den Kongelige Ballet har inviteret 4 koreografer til at skabe værker til kompagniet, og resultatet en håndfuld blandede bolsjer, der samlet giver et godt bud på moderne ballet i meget forskellige afskygninger. Jeg fik mulighed for at overvære generalprøven på forestillingen, og resultatet var ret fint, selvom det føltes meget sært at overvære dans under helt traditionelle former efter en tur igennem den syrede Feberhavnen.

Mine favoritter var dels Sebastian Kloborgs Strangers, der havde meget på hjerte og var iført et smukt, formfuldendt trinsprog med en bismag af mesterkoreografen Kylian (se tidligere artikler her og her), dels Alessandro Sousa Pereiras KRASH, der var vild, rytmisk og inciterende. Ida Prætorius, der efter Svanesøen helt klart er værd at kigge på, fangede øjet som ene, seje kvinde i et hav af mænd i KRASH, mens jeg generelt bare var vild med hele holdet i Strangers. Liam Scarletts Viscera bød også på fine trin med indbydende musikalitet, selvom dens Balanchine-agtige tone ikke helt er min smag. Adam Lüders’ Schubert Pas de Deux virkede til gengæld stift kedelig og faldt igennem i forhold til de andre. Måske kan den reddes inden premieren, men ellers gør Kloborg, Scarlett og Pereiras værker, at Take Four i det store hele er særdeles seværdig.

Take Four har premiere lørdag den 16.maj på Skuespilhusets Store Scene og spiller frem til 23.maj. Læs mere her.

TIME WOKE UP IN DARKNESS

CPH Stage er knap en måned væk, og selvom jeg endnu kun har haft tid til et overfladisk kig på programmet, har jeg allerede sat kryds ved én bestemt forestilling: TIME WOKE UP IN DARKNESS er en blanding af liveanimation, skyggespil, musik og animationsfilm, og er et samarbejde mellem Viborgs The Animation Workshop og teatret Carte Blanche. Som hardcore animationsfan er jeg ret nysgerrig efter at se, hvad der er kommet ud af dét samarbejde – og så er titlen bare fed nok til, at jeg lige må kigge forbi og opleve, hvad den dækker over.

TIME WOKE UP IN DARKNESS (ANDE WALKED ACROSS THE ROOM) spiller på Teaterøen fra 6.-13.juni. Læs mere her.