 |
| Foto: Derek Keats |
Egentlig er titlen lidt misvisende, eftersom jeg allerede
har været omkring årets allerværste begivenhed inden for dansk kulturliv. Men hvis vi
lige ser bort fra diverse idiotiske politikeres håbløse forvaltning af vores
fælles arvegods, er der et par andre kulturbegivenheder, som på hver deres måde
har fortjent at blive nævnt. Ligesom sidste år bliver det en dybt subjektiv liste, der udelukkende er baseret på min egen smag
og idiosynkrasier.
I januar i år blev jeg ud af det blå pludselig teater- og
filmredaktør på et undergrunds/upcoming/alternativt københavnsk kulturmagasin,
VINK, hvilket i årets løb ironisk nok betød, at jeg kun
fik set halvt så meget teater som sidste år. Derfor vil det ikke give mening at
lave en top 5 over året bedste og værste forestillinger, da jeg har set alt,
alt for lidt til at kunne udpege disse. Men mon ikke I klarer jer alligevel,
for i stedet vil jeg bringe en lille oversigt over, hvad året bød mig af
interessante kulturoplevelser – på godt og ondt.
Er I klar? Godt, for her kommer….
Det her var en overraskelse. Jeg har mange gange før
beklaget, at jeg er så utrolig elendig til at følge med i dansk litteratur. Det
pinlige er, at trods en universitetsgrad i faget dansk med fokus på litteratur,
læser jeg generelt langt flere anmeldelser end jeg læser bøger. Jeg er meget
mere vild med at diskutere litteratur end jeg er med at læse bøger, og jeg er
tilstrækkeligt meget en del af Generation Y til at gå langt mere op i når folk
poster vittige/kloge/dumme indlæg, GIFs og fotos på Facebook/Twitter/Insta end i
de bøger jeg en gang imellem forsøger at komme igennem. Eksempelvis elsker jeg
forfatteren Olga Ravns blog,
men kom aldrig igennem hendes debutbog, og hendes seneste bog er på min meget
lange liste over bøger som bør læses, men som jeg aldrig tager hul på. Medmindre
jeg altså bliver tvunget.
Til min fødselsdag fik jeg så Kim Leines Profeterne i Evighedsfjorden. En bog som
helt sikkert bør læses, hvis man som jeg går bare en smule op i litteratur,
fordi den vandt et hav af priser, deriblandt Nordisk Råds Litteraturpris.
Anyway, en veninde gav mig bogen i gave, og da jeg et par måneder senere
pludselig havde et par rolige uger (hvor kom de fra?), hvor jeg ikke konstant piskede
fra det ene arbejde til det næste, gav jeg mig til at læse den. Hold op, hvor
var den kedelig! Havde jeg haft mindre tid, var jeg stoppet efter de første 100
sider. Men jeg havde ikke noget at tage mig til, og følte mig mærkeligt
forpligtet til at læse videre, dels fordi det netop var en velment gave, dels
fordi jeg ikke havde noget bedre at beskæftige mig med. Og langsomt blev bogen bedre.
Og bedre. Jeg vil ikke sige, at den ikke stadig blev lidt kedelig af og til,
men de gode passager var tilstrækkeligt gode til, at jeg holdt ud.
Hvorfor var den god? Tjo, Kim Leine har helt sikkert lavet
en god research, det er en historisk roman der spænder over vidt forskellige
lande og miljøer, og han har styr på sine karakterer og på sine
miljøskildringer. Selvfølgelig var der en del postkolonialt ’onde danske
koloniherrer’ og ’dekadent vestlig kultur’ over skildringen, men Leine styrede
uden om de værste isbjerge af fordomme og frelsthed for i stedet at koncentrere
sig om sine karakterer. Det, der for alvor gjorde bogen interessant og faktisk
ret gribende, var et par særdeles væmmelige sidehistorier. Særligt én virkelige
ubehagelig passage hen mod slutningen var så godt skrevet, at jeg
greb mig selv i at forklare dens virtuositet med, at forfatteren på grund af
sin egen, brogede familiehistorie har førstehåndskendskab til den slags
grufuldheder og menneskelige tragedier. Mere vil jeg ikke sige for at undgå
spoilers, men de nysgerrige kan jo enten læse hans bekendelsesroman Kalak eller et af de mange interviews,
hvor han har fortalt åbenhjertigt om sin fortid.
En film jeg særligt havde set frem til i 2015, var Amy Schumers
Trainwreck. Amy Schumer er en af de
sjoveste kvindelige komikere, der findes, og det sidste års tid har jeg ivrigt
fulgt hendes comedyshow via Youtube, Inside
Amy Schumer. Hun rammer ikke altid plet, men hendes sketches har stort set
altid både vid og bid, og især for kvinder er der rigtig meget at more sig over.
Schumer formår nemlig at levere intelligent satire med en feministisk vinkel,
der én gang for alle slår fast, at feminisme ikke (som mange beklageligvis tror) handler om sure kællinger, der bare ønsker
at kastrere alle mænd. I stedet sætter hun fingeren på nogle ømme punkter i
vestlig kultur og trykker til, men gør undervejs gavmildt grin med både kvinder
og mænd. Hendes satire handler reelt ikke om at udskamme nogen, mindst af alt
det modsatte køn, hun insisterer blot på at latterliggøre verdens dumheder, som
oftest ved at vende stereotyper på hovedet eller iagttage velkendte fænomener
fra en skæv vinkel. Nogle af hendes sketches er ikke sindssygt relevante for
ikke-amerikanere, mens andre som eksempelvis ”Last F*ckable Day”
og ”Girl You Don’t Need Makeup” er mere universelle og giver samtidig én noget at
tænke over. Jeg havde derfor glædet mig til Schumers filmdebut, hvor hun sammen
med Jude Apatow, Hollywoods ukronede konge af bromance og filmkomedier,
hudflettede moderne kønsroller og især kvinder.
Desværre blev Trainwreck
aldrig rigtig morsom. Schumer havde mistet lidt af sit bid til fordel for den amerikanske
komedies akilleshæl, nemlig rom-commodellen. Skabelonen kører altid på samme trætte rutine: dreng/pige møder pige/dreng, bliver forelsket, fucker op og mister den
udkårne, men udfører i sidste sekund en storslået, romantisk gestus og vinder
derved den tilbedte tilbage. En plotstruktur, der har gået med krykker siden
90erne. Forhåbentlig bliver Schumers næste mere ærligt, bidende og sjovt.
Årets mest interessante kulturbegivenhed var Den Kongelige
Ballets samarbejde med kunstnerduoen SIGNA, der udmundede i Feberhavnen, en meget atypisk
balletforestilling, hvor danserne interagere på med publikum i et vildt, kulørt
og grænseoverskridende univers. Selvom det ikke var en perfekt forestilling,
var den alligevel en særegen oplevelse, fordi balletten frygtløst bevægede sig
ud i tovene og nedbrød grænserne for, hvad ballet kan og bør være. Det var
skævt, syret og sine steder helt utroligt morsomt, og af samme grund meget
forfriskende at opleve.
Selvom alle os boglæsere vidste det ville ske, var det
stadig en traumatisk oplevelse.
Hvilket bringer mig videre til
De sidste par sæsoner af Game of Thrones har været en ekstra
fornøjelse, fordi serien nu er blevet så meget kult, at flere fans er begyndt
at lave humoristiske gennemgange eller ’recaps’ af hvert afsnit. Sæson 3 og 4
blev dækket af Someecards, der lavede den hysterisk morsomme ”If Game ofThrones took place entirely on Facebook”.
Da sæson 5 havde premiere i år, blev Someecards dog væltet af tronen af en endnu mere
nørdet fan, Captainofthefalls, der på sin Tumblr lavede en endnu sjovere GoT-recap
af hvert afsnit i sæson 5 og 4 såvel som et par afsnit af sæson 1 og 3. ”Chrys
Watches GoT” er virkelig noget af det sjoveste jeg har læst i år.
At Star Wars: The Force Awakens faktisk var
god.
Godt nytår!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar