Bournonville og ballettens nye stjernedanser

Fotos: Costin Radu

Okay, overskriften er lidt snyd, for den pågældende danser er ikke ligefrem ny, og bestemt heller ikke undervurderet inden for murene eller i pressen, der langsomt har drejet spotlyset i hans retning i løbet af det sidste år eller to. Men det har holdt hårdt, for i de seneste 3 år har der stort set ikke været fokus på andre dansere end Alban Lendorf og Ida Prætorius. Helt bestemt fortjent for begges vedkommende, men nu har jeg aldrig været fan af ensidighed, og især i tilfældet Alban Lendorf har det været enormt trættende at være vidne til, hvordan ingen andre mandlige dansere i offentlighedens øjne tilsyneladende var værd at beskæftige sig med. Jo, han er god, men det betyder ikke, at alt hvad manden laver er godt, og ingen andre er værd at kigge på. Derfor har en del af mine indlæg handlet om at pille myten ud af manden, uddele ris og ros til dette balletfænomen som var han en danser på lige fod med resten af kompagniet, og frem for alt fremhæve dem, der også gør det godt, også selvom de ikke når hans tekniske niveau.

Charme, danseselvtillid og lækkert hår

Dans er nu engang mere end teknik. En danser skal have udstråling og personlighed. Charme, selvtillid og lækkert hår, som Score-Kaj slog fast dengang i 90erne. Og én af de dansere, der i hvert fald har charmen og håret på plads, for ikke at tale om udstrålingen, er Gregory Dean. Den britiske danser, der blev udnævnt til solodanser for blot to år siden, er blot én i rækken af glimrende mandlige balletdansere, som Den Kongelige Ballet i disse år kan bryste sig af. Siden da er han stormet frem, og i dag er jeg faktisk i tvivl om, hvorvidt der er noget, som den mand ikke kan. Dét, der virkelig fik mig overbevist, var Deans præstation som James i sidste sæsons Sylfiden. Han delte partiet med Ulrik Birkkjær og Alban Lendorf, og selvom jeg egentlig var glad for begges præstationer (især Lendorf var god som en utilpasset knudemand med skjulte længsler), havde Gregory Dean bare det dér ekstra, den udstråling og intensitet i rollen parret med danseteknisk virtuositet, som fik alt til at gå op i en højere enhed.

Nu har Sylfiden haft repremiere, og denne gang var det Gregory Dean, der dansede på premiereaftenen. Og denne gang var det, som om alt lykkedes. Et par dansere, der i sidste omgang famlede lidt med deres roller, havde i denne omgang fundet den rette fod at stå på. Det gjaldt både Sebastian Haynes, der skulle gøre selveste balletmester Hübbe kunsten efter som en uhyggelig mandeheks med magnetisk tiltrækning, og Kizzy Matiakis som Effy, James’ stakkels, forsmåede kæreste, der må tage til takke med en anden, da hendes elskede stikker af midt under brylluppet. I sidste omgang var Matiakis så stiv og ligegyldig, at Gurns kærlighed til hende virkede helt uforståelig. Denne gang var hun på forunderlig vis forandret til en levende kvinde, forelsket og fortvivlet. Især i én scene, da hun og James skal føre an i reelen, den skotske folkedans, hvor alle bryllupsgæsterne deltager, viste Matiakis, at hun omsider havde greb om sin karakter.

Overlegen trinfortælling

Hemmeligheden bag Sylfiden er ikke trinnene som sådan. Selvom denne ballet er den mest kendte og elskede fra alle tiders mest berømte danske koreograf, August Bournonvilles hånd, den danske balletmester der ude i den vide verden først og fremmest er anerkendt for sine trins lethed og musikalitet, er der mere at komme efter end dansen i sig selv. Bournonville er så god, fordi hans værker ikke blot er balletter i gængs forstand. Nej, de er skarpt koreograferede, dramatiske fortællinger. Hos Bournonville, i modsætning til de store, russiske balletter fra samme periode, hvor historien ofte blev en undskyldning for at kaste sig ud i hals- og benbrækkende bravournumre, er det altid fortællingen, der er i fokus. Hvis man danser, er det fordi det giver mening på netop dét sted i handlingen. Alt hænger sammen, og en stor del af hans balletter er ikke dans, men mime, hvor danserne gennem ordløs skuespil med fagter og udtryk fortæller en historie. Det kan virke arkaisk, overdrevet, kedeligt endda. Mange balletgængere foretrækker i dag bravournumrene, hvor man ikke behøver at følge voldsomt meget med i, hvad der sker oppe på scenen, men blot kan læne sig tilbage i teatersædet og lade sig underholde af teknisk virtuositet. Af én eller anden grund fortrækker jeg dog de balletter, hvor historien rent faktisk har en betydning, og jeg elsker Bournonvilles balletter over alle de andre. Hvorfor? Fordi de er så godt fortalt. Hvis de rigtige dansere er castet, der har sans for både de små hurtige trin, for letheden og danseglæden, og som samtidig formår at skabe troværdige karakterer og bruge mimen til aktivt at fortælle den historie, der er baggrunden for det hele, så flyder det bare. Så bliver alting på én gang let og medrivende, så vil den kvikke og opmærksomme teatergænger opdage, hvor genialt alting passer sammen, hvordan forestillingen ubesværet skifter mellem det morsomme og det dramatiske, det muntre og det alvorlige, komedie og tragedie.

Intetsteds kommer det så tydeligt til udtryk som i Sylfiden. Denne ballet er berømt, fordi temaet er alment gyldigt, fordi karakteren James er én, de fleste af os kan genkende. Måske er eller har vi selv været den, der hørte Sylfidens lokkende kalden, måske har vi været Effy, der stod uforstående tilbage. Men temaet er ikke det eneste, der giver balletten vægt. Selve udformningen er imponerende. En stram komposition, hvor der ikke er et kedeligt øjeblik. Less is more, balletten er kort, knap en time varer den sammenlagt, men alt, hvad der sker i den times tid, har en betydning. Alt hænger sammen.

Jeg har set Sylfiden et utal af gange i denne iscenesættelse, og i modsætning til Bournonville-puritanerne har jeg ikke noget problem med den minimalistiske scenografi, der kendetegner denne opsætning. Den er trist at se på, men det er netop pointen. Måske burde James reelt følge traditionen og flygte ud i skoven med sin Sylfide, frem for ind i et underligt, hvidt ikke-rum, men hvad pokker, det væsentlige er jo selve dramaet. Her er Gregory Dean en fuldstændig overlegen James, fordi han får dramaet frem i balletten. Han er den unge, troskyldige mand, der på sin bryllupsdag vækkes af en ukendt skikkelse, et bevinget væsen, der kalder på noget inden i ham. Dean får dramaet frem, fordi han så tydeligt viser sit publikum, hvor meget han kæmper med sig selv. Hvordan han på den ene side holder af Effy, der fra starten fornemmer, at noget er helt galt med hendes brudgom. Hvordan han konstant skal holde øje med sin rival, Gurn (i Andreas Kass’ skikkelse en glat drengerøv, der alligevel har en snert af James' troskyldighed og charme). Oven i det hele dukker Sebastian Haynes’ Madge op, og hans tilstedeværelse er af ukendte grunde så foruroligende, at Deans James bliver ude af sig selv, rasende, kommanderende, en blid mand der forsøger at lege macho-patriark i eget hus for at beskytte sig selv mod ukendte farer. Haynes var da også uhyggelig fra start til slut og kunne i denne omgang matche Dean i autoritet og viljestyrke. Midt i hele hurlumhejet spøger Sylfiden, mere Hollywoodglamourøs end æterisk ånd i Amy Watsons gestaltning, men det gik an. 

Hvordan danser man et sammenbrud?

Reelen er optrapningen af dramaet og en af de scener i balletten, der virkelig er geniale, hvis den bliver sat rigtigt i scene. Det er her, man for alvor ser, hvor påvirket James er af hele situationen. Der er et eller andet, der trænger sig på, og kontrasten mellem den muntre folkedans og hans indre kamp bliver mere og mere tydelig, de hektiske toner og rappe dansetrin afspejler, hvordan han er ved at gå i spåner. I den version, som blev spillet til premieren, var Deans James fuldstændig ude af sig selv. Allerede inden dansen går i gang, må han stå for sig selv et øjeblik for at få styr på nerverne, med et krampagtigt greb om sin kilt mens han tager et dybt åndedrag, inden han kan vende sig mod sine gæster og føre sin brud ud i dansen. Og allerede her ved Effy, at noget er helt galt. Et par minutter kan de begge lade som ingenting og give sig i kast med de muntre trin, men snart kommer Sylfiden vimsende ind på scenen, usynlig for alle andre end James, der forvirret og fuld af længsel løber efter hende – og glemmer sin brud. Så er Sylfiden væk, og han må tilbage, oprevet og fortvivlet over sig selv og sin opførsel, så dukker hun op igen, og han glemmer alt omkring sig. Da dansen til sidst er til ende, er han sammenbruddet nær, og da Effy et øjeblik må forlade ham for at få brudeudstyret på, holder parret hinanden så krampagtigt i hænderne, som om de begge ved, at om lidt er det slut, om lidt forsvinder han, og de ser aldrig hinanden igen.

Hvad er det lige præcis Gregory Dean gør, siden hans James er så god? Han skaber en karakter, der er både troværdig og medrivende. Som James lyser hans ansigt af en sårbar uskyld, der er en lidt drenget umiddelbarhed over ham, der kommer til udtryk i alt hvad han gør. Hans glæde, da han endelig giver efter og følger Sylfiden, er så smittende, hans usikkerhed og angst så menneskelig, at det er umuligt ikke at føle sympati med ham. Måske er hans udtryk lidt vel teatralske. Ved premieren virkede det, som om hele holdet havde skruet helt op for følelserne. Selv Amy Watsons Sylfide gav den en ekstra tand, da hun til sidst skulle dø, hun famlede sig frem til den elskede med ansigtet helt fortrukket af teatralsk gråd. James var på den anden side så bundulykkelig, at han bagefter ingen kræfter havde tilbage til at kæmpe mod Madge. Var det for meget? Måske, men balletfortælling er en svær kunst. Uden ord skal danserne gestalte intense følelser, så det kan mærkes helt oppe under loftet. Overdrivelse er ganske enkelt nødvendigt for at alle kan følge med. Personligt vil jeg også hellere have spillere på scenen, som giver den en ekstra tand, end vege og indelukkede dansere, der er bange for at give den hele armen. Det er jo et drama, og den danser, der ikke kan få publikum til at blive berørt, når Sylfiden og James dør til slut, har ikke noget at gøre i forestillingen. Hvorfor se en oldgammel ballet fra 1800-tallet, hvis man ikke interesserer sig for andet end yndig dans? Hvad skal vi med James og Sylfiden, Effy, Gurn og Madge, hvis de ikke har noget at sige os? Hvad kan Bournonville bruges til i dag, hvis hans balletter ikke kan få os til at le og græde? 

Personligt kan jeg se hans balletter igen og igen og stadig sidde på kanten af stolen, anspændt, oprørt, leende det ene øjeblik, fortvivlet det næste, selvom historien er den samme. Jeg sidder glubsk som en ulv og følger hver fod, hvert blik, hvert løftet øjenbryn. For er der én ting, jeg aldrig bliver træt af, er det at se en balletfortælling udfolde sig så overlegent, som det sker i Sylfiden.

Sylfiden spiller sammen med Tema og variationer på Gamle Scene frem til 27. februar 2016. Læs mere her. 

PS. Sidste år brokkede jeg mig over, at man spillede Etudes sammen med Sylfiden. Derfor er det på sin plads for en kort bemærkning at fremhæve Balanchines Tema og variationer, der i lighed med Etudes er ren skøndans, men kortere, enklere i sit udtryk og mere fokuseret. Det fungerer faktisk ret fint. Efter Sylfidens sindsoprivende slutning er det rart at kunne læne sig tilbage og blot nyde en formfuldendt, klassisk balletopvisning uden dybere mening eller forstyrrelser. Og Tema og variationer er netop slet og ret flot, elegant og simpel. Glimrende danset, men hurtigt overstået, en luftig godbid med en mild og sødmefuld smag. Velbekomme!