 |
| La Ventana. Foto: Costin Radu |
I forlængelse af mit seneste indlæg kom jeg i tanke om, at
det egentlig er meget sjældent, man støder på kulturjournalister eller
politikere, der slår et slag for vores nationale scenekunst. Hvilket er lidt spøjst
i forhold til alle de mennesker inde på Christiansborg, der hyler op om vores
historiske og kulturelle arvegods, den ’rigtige’ version af begivenhederne i
1864, vigtigheden af en kulturkanon osv. Ikke fordi jeg bilder mig ind, at Bertel Haarder og hans
støtter reelt går ind for at støtte dansk kulturarv. Nej, det handler mest af
alt om at have ret og lukke munden på oppositionen. Men det ville være rart,
hvis nogen gad tage en seriøs diskussion om, hvorfor vi ikke gider pleje vores
kulturelle arvegods, når det kommer til de lidt mere finkulturelle (hader
virkelig den betegnelse, men det skal det åbenbart hedde) kunstarter.
Nå ikke? Godt, så må jeg jo selv til det.
Flæbende nationaldigter og kulturformidling i skolegården
Sagen er, at vi i Danmark har en unik kulturarv, der er bare
alt for få mennesker, der er klar over det. Sandsynligvis fordi det ikke er
noget vi dyrker i skolen. Nu var jeg selv en af de der elitære møgunger, der gik
på privatskole og derfor ikke behøvede at mænge mig med den pøbel, der gjorde (og sikkert
stadig gør) det til en udfordring at være skolelærer i København. Sociale
problemer og sprogvanskeligheder var ikke lige noget, vi stiftede bekendtskab
med i min klasse, til gengæld var skolen én af de der fine, gamle institutioner, hvor
man rigtigt mærkede historiens vingesus. Det tænker mit voksne jeg i hvert fald.
Som barn registrerede jeg blot perifert, hvordan der hang fine malerier af en gammel
dame overalt, hvordan vi ugentlig skulle samles og synge verdens kedeligste
morgensang, og hvordan vores klasselærer altid underholdt os med historier om
H.C. Andersen (der selvfølgelig også havde en buste stående et sted), som var så
følsomt et gemyt, at han gik i spåner over den mindste hændelse eller
hentydning, der kunne tolkes som en kritik mod ham. Det tog et helt danskstudium
på universitet, før jeg lærte at tage nationaldigteren seriøst, og den dag i
dag har jeg en meget lav tolerancetærskel, når det gælder overfølsomme
kunstnertyper (til min store lettelse har det vist sig, at de fleste mennesker
med kunstneriske beskæftigelser er rimeligt normale og omgængelige, og jeg har
endnu ikke mødt én, der brudt ud i krampegråd – men måske har jeg bare været
heldig med min omgangskreds).
Anyway, på min skole var der faktisk overskud til at tage
eleverne med i teatret eller på museum, og det blev endnu nemmere af, at alting
lå i gåafstand fra skolen. Så jeg var et af de mere privilegerede skolebørn, ingen
tvivl om det. På trods af dette tror jeg aldrig, jeg så en ballet eller opera
med skolen. I ny og næ et teaterstykke, som desværre altid var dybt
middelmådigt, i hvert fald hvis det blev spillet på Det Kongelige Teater. Ét
stykke husker jeg som godt, nemlig en monolog om en skizofren mand, baseret på Einar
Már Guðmundssons Universets engle,
der blev spillet på det tidligere Caféteatret (i dag Sort/Hvid). Men musik var
reduceret til kedelige salmer i skolen, og dans var et eller andet fjernt, reduceret til standarddans i fjernsynet (det var inden Vild
med dans blev et hit, dengang dans stadig var for de professionelle) og
lancier i 3g.
Ballet var noget meget, meget fjernt og fremmed, noget ophøjet
som man ikke beskæftigede sig med, ud over en enkelt gang i 1. eller 2.klasse,
hvor min klasse blev inviteret inden for murene og fik en lille lektion i, hvad
henholdsvis ballet og opera var for nogle størrelser. Nå ja, og i 6. og 7.klasse
begyndte et par af pigerne i klassen at gå (ganske kortvarigt) til ballet. Det
var vistnok noget med, at man skulle være meget yndigt og feminin. Pointen med det gik aldrig helt op for mig.
 |
| Napoli. Foto: Costin Radu |
Balletnørd ved et tilfælde
Først som voksen, da jeg gennem studiejob og ny omgangskreds selv fik balletten nærmest smækket
i synet (opera havde jeg i forvejen et godt kendskab til, da jeg takket være
fanatiske forældre fik det ind med skeer gennem hele barndommen), og jeg til
min egen overraskelse begyndte at interessere mig for det, gik det op for mig,
at Danmark faktisk havde sin helt egen, nationale balletstil. Selvfølgelig
havde jeg i forvejen hørt om Bournonville samt set uddrag af Napoli og Et Folkesagn
ved at følge lidt med i diverse bryllupper og festbegivenheder i kongehuset,
men hvad det helt præcist stod for, fandt jeg først ud af for ganske få år
siden, trods en meget (nogen vil måske sige ekstremt) kulturel opvækst i
København, midt i hjertet af dansk kulturliv. Hvis det har taget mig så mange
år og helt særlige vilkår at nå dertil, hvordan har det så ikke været for andre, der ikke har haft min privilegerede
tilgang til kulturlivet?
Én ting er selvfølgelig interesse, og man kan jo ikke tvinge
folk til pludselig at interessere sig for finkultur som opera og ballet. Men
man kunne i det mindste gøre det tilgængeligt for alle og skrue op for
formidlingen, så alle havde en chance for at sætte sig ind i, hvad vores fælles
kulturarv rummer. Og her kommer vi til pointen med dette indlæg (det tog sin
tid, det ved jeg godt). Det Kongelige Teater er nemlig den eneste danske
institution, der står med ansvaret for at formidle vores nationale kulturarv
inden for opera og ballet. Når det gælder skuespillet, står de ikke alene, og
Holbergs stykker (som er de ultimative nationalklenodier inden for skuespil)
bliver flittigt spillet rundt omkring i landet. Men når det gælder opera og
ballet, ser det anderledes ud.
I det hedengangne år kunne Carl Nielsen, en af Danmarks få,
berømte komponister fejre sit 150 års jubilæum. Det blev fejret med opsætninger
af 2 operaer på Det Kongelige Teater, nemlig Maskarade og Saul og David.
Jeg nåede kun at se den første, men blev slået af 2 ting: først og fremmest
hvor frisk og lettilgængelig musikken, sangen og iscenesættelsen virkede, og dernæst
hvor få der var inde og se den. Saul og
David var der endnu færre mennesker, der købte billet til. Sandsynligvis
fordi så få mennesker i dag har et forhold til Carl Nielsen og hans musik. Jeg
selv, der som sagt fik opera ind med skeer i en meget ung alder, havde aldrig
før set eller hørt andet end ganske få uddrag af Maskarade, selvom det reelt er Danmarks (vistnok eneste)
nationalopera.
Måske mangler der lige en gang formidling dér? Det er jo ikke,
fordi danske børn (i hvert fald ikke små, privilegerede middelklassemøgunger
som jeg selv) ikke bliver tvangsfodret med H.C. Andersen, så snart vi er gamle
nok til at få læst højt. Hvorfor så ikke smide noget musik med i købet?
Hvilket nationalklenodie?
Værre står det i mine øjne til med balletten. Selvom de færreste
nok tænker over det, har Danmark faktisk en nationalballet og et
balletkompagni, der er et af de bedste i verden. Noget af det, vores
miniputnation har higet efter, siden svenskerne lammetævede os i 1600-tallet og
huggede 1/3 af riget, og endnu mere siden tyskerne/preusserne tæskede os i 1864
og tog en stor bid af Sønderjylland. Vi vil så gerne være noget i verdens øjne.
Det er det, Mogens Camre og Søren Krarup drømmer om hver nat, det er det, der
gør dem så bitre og indadvendte og splittergale (jo Søren, du er skør i bolden,
beklager). Well guess what, vi har faktisk noget, der kan bruges til at løfte
vores evige nationale mindreværdskompleks.
August Bournonvilles dansestil og værker er rent faktisk
noget, som andre lande (eller i hvert fald deres balletmiljøer) misunder os. Problemet
er bare, at de færreste herhjemme for alvor tager det seriøst. Det virker på én eller anden måde
støvet og hengemt. Som jeg har forsøgt at gøre klart i adskillige indlæg, er
dette en fuldstændig åndssvag, historieløs og indskrænket tankegang. Alligevel er der mange, der ligger under for
den, og det i en grad, så landsdækkende dagblade som eksempelvis Politiken
lægger spalteplads til journalister og kulturfolk, der taler kulturarven midt
imod. Eksempelvis billedkunstneren Gudrun Hasle, der
helt reelt ikke fatter, hvad ballet og opera kan bruges til i dag. Kære
Gudrun, det kan godt være, at du selv er en dygtig kunstner, men du kan ikke i
ramme alvor mene, at balletdansere kan sammenlignes med de tyre, der bliver
brugt i tyrefægtning. Du er godt klar over, at du taler om mennesker her, ikke
sandt?
Senest har man sat en rejsejournalist (?!) til at anmelde ballet og
komme med den udtalelse, at der
burde skæres eller ændres i trinnene til Sylfiden.
Fordi hvad? Fordi det er gammeldags, eller fordi den kære Poul Husted ikke har
forstand på, hvad de her trin betyder? Måske fordi han ikke forstår det, men
hvorfor forstår han det ikke? Jo, måske
skyldes det, at manden ikke har sat sig ind i det, eller fordi den her stil
stammer fra en tid, hvor teatergængerne var vant til at se ballet og havde helt
styr på, hvad de forskellige mimiske bevægelser betød. Når jeg sidder og ser Sylfiden, ved jeg udmærket godt, hvad den
døende Sylfides sørgmodige bevægelser med hænderne betyder. Men det har jeg
selv måtte læse mig frem til, for ingen har forklaret mig det. Og ved sidste
repremiere slog det mig undervejs i dødsscenen, at de fleste blandt publikum
sandsynligvis ikke anede, hvad hendes fagter betød. Der er en hel del mimesprog
i Sylfiden såvel som i Bournonvilles andre
balletter, som jeg heller ikke kender, men må gætte mig frem til efter bedste
evne. Måske kunne man fra Den Kongelige Ballet eller fra teatrets side overveje
at gøre en større indsats for at formidle det her gamle balletsprog, så folk rent
faktisk forstår det de ser?
 |
| Sylfiden. Foto: Henrik Stenberg. |
Skal balletten danse Bournonville eller ej?
Derudover er det efterhånden ret problematisk, at Den
Kongelige Ballets ledelse tilsyneladende ikke interesserer sig for at formidle
den bournonvilleske balletarv til et dansk publikum. Bournonville skabte et
utal af balletter i sin levetid, men kun en håndfuld af disse har overlevet. 3
af dem spilles med jævne mellemrum, nemlig Napoli,
Et folkesagn og Sylfiden. En af kerneopgaverne for ledelsen af Den Kongelige Ballet
er (quote): ”at bevare, videreføre og udvikle Bournonvilles balletter”.
Problemet er bare, at de sidste mange sæsoner har kompagniet ikke opført andet
end netop Napoli, Et folkesagn og Sylfiden. Vi skal tilbage til 2013 for at finde et tidspunkt, hvor
der blev opført et par af de lidt mindre kendte balletter. Sjovt nok kan
kompagniet godt fremvise andre af balletmesterens værker, når det er på turné i
udlandet. Jockeydansen og Pas de Deux’en fra Blomsterfesten i Genzano er blandt et par af de danse, som har
overlevet tidens tand og stadig anses for at være noget af det bedste inden for
dansk balletkunst. Vi får det blot ikke at se herhjemme. Jo, til sidste års
Kulturnat fik to af kompagniets helt unge dansere lov til at fremføre Pas de
Deux’en, men det virker som om disse danse er noget, der bliver hevet frem ved
uformelle arrangementer, hvor man netop skal demonstrere, at de helt unge
korpsdansere og aspiranter kan deres Bournonville. Det er ikke noget, som
kompagniets stjerner får lov til at brillere med til rigtige forestillinger for
et engageret balletpublikum.
Et par andre balletter fra Bournonvilles hånd
findes også bevaret, nemlig Livjægerne på
Amager, Konservatoriet, Abdallah, La Ventana og Kermessen i
Brügge, samt nogle få andre ’divertissementer’ som de kaldes. La Ventana og Kermessen i Brügge blev sidst opført i 2013, hvornår de resterende
værker sidst blev opført, ved jeg ikke, men det er minimum 5 år siden. Det er
længe i et kunstnerisk miljø, hvor man er færdig med at danse som 40-årig. Der må
altså allerede nu findes adskillige unge dansere, der endnu aldrig har prøvet
kræfter med disse værker. Hvor lang tid skal der gå, før kompagniet løber tør
for aktive dansere, der rent faktisk kender disse balletter godt nok til at
kunne videregive dem til nye generationer?
 |
| Kermessen i Brügge. Foto: Costin Radu |
Jeg vil gå ud fra, at denne negligering af dansk balletarv
ikke skyldes, at ledelsen inde på teatret er ligeglad. La Ventana og Kermessen
var ikke en publikumssucces, og de danske balletgængere har tilsyneladende svært ved at forholde
sig til noget, de ikke kender, medmindre det er stort og flot og får
fantastiske anmeldelser. Det må gøre det til noget af en udfordring for
kompagniet at få lov til at opføre balletter, som man ved, kommer til at sælge dårligt,
hvorimod man sagtens kan tage dem med på turné til udlandet, hvor der
sandsynligvis stadig findes balletaficionados, som slikker sig om munden ved
tanken om en bid eksotisk, dansk ballet.
Problemet med denne begrænsede formidling af Bournonville
herhjemme er ikke kun, at vi danskere forbliver uvidende om en hjørnesten i
vores egen kulturarv. Bournonvilles balletter forvaltes af Den Kongelige
Ballet, som er direkte arvtagere til disse nationalklenodier. Desværre er der
så lidt politisk og samfundsmæssig interesse for nationalklenodier lige for
tiden, at Det Kongelige Teater højst sandsynligt ikke har økonomisk råderum til
at gøre det, der nok ville være mest effektivt i forhold til formidlingen af
dansk balletarv, nemlig at afholde en ny Bournonville Festival, der kunne skabe fornyet
opmærksom omkring Bournonville. Sidste gang den blev afholdt var i 2005, så mon ikke det snart var på tide med en ny omgang?
Det kan godt være, at riget fattes penge (og gør det
virkelig det, Lars Løkke, hvis du mener der er plads til skattelettelser?), men hvis vi
går så meget op i vores nationale identitet og konstant blærer os med Søren
Kierkegaard og H.C. Andersen, hvorfor så ikke passe ordentligt på et par andre
kulturelle arvestykker ved samme lejlighed?
 |
| Napoli. Foto: Costin Radu |
Ingen kommentarer:
Send en kommentar