Det bedste og værste fra 2014

Lige her på falderebet skal I ikke snydes for et lille tilbageblik på 2014. Året har haft dets op- og nedture, som hvert eneste år før det. Aviserne er i forvejen fyldt med artikler om de mest omtalte, mest overraskende og rystende kulturbegivenheder i år, så dem er der ingen grund til at nævne her, for enten har I fulgt med og har derfor allerede har hørt om dem, eller ikke fulgt med og derfor må antages at være fløjtende ligeglade.

Så i stedet vil jeg lave en top 5 over de mest interessante forestillinger i 2014. Ikke de bedste, de mest kunstnerisk vellykkede (om end nogle af forestillinger ville være et seriøst bud), men simpelthen de teaterforestillinger, som prøvede at være anderledes, gøre noget nyt, og samtidig var i stand til at være gribende, hårrejsende, underholdende og tankevækkende. Derfor præsenterer jeg her, ud fra en dybt subjektiv vurdering, udelukkende baseret på personlig smag og på, hvad jeg reelt har haft mulig for at se (så hvis I synes, der mangler nogle helt essentielle forestillinger, der absolut har fortjent at blive nævnt, er I meget velkomne til at skrive det i kommentarfeltet eller på bloggens Facebookside):

Top 5 over årets højdepunkter

1. Metamorfoser, Det Røde Rum: fordi den simpelthen er genial. Genialt instrueret, genialt spillet, genialt skrevet. Jeg kan ikke mindes, hvornår jeg sidst har set noget, der var så godt.
2. Last Touch First, Oslo Balletten: fordi den udfordrede den gængse opfattelse af dans og bevægelse, og samtidig formåede at være åndeløst spændende. Fordi den i en verden af overfladisk seksualitet formåede at vise, at antydninger kan være langt mere erotisk end nøgenhed.
3. RITE OF SPRING – EXTENDED, Granhøj Dans i Dansehallerne: for dens knugende uhyggelige, men også dybt fascinerende fortolkningsportræt af overgangsfaser og manderitualer.
4. BIS, Jan Martens i Dansehallerne: et bevægende portræt af en aldrende kvinde, der omfavnede performancekunstens klichéer og alligevel formåede at være gribende, grænseoverskridende og dybt ubehageligt på den gode måde.
5. THEN I WAS LIKE, Teater HAUT i Huset KBH: et stykke, der satte publikum i centrum og blandede tekst, improvisation og musik sammen på en skæv og anderledes måde, og samtidig insisterede på at være dybt underholdende i al sin muntre melankoli.

Nu er nytåret jo den tid på året, hvor man ser tilbage og opregner gode og dårlige begivenheder og oplevelser. Så her kommer en række personlige, kulturelle glæder og sorger i årets løb:

Årets ærgrelse 

Foto: Morten Holtum

At jeg i 2014 ikke har læst en eneste bog, der virkelig gjorde indtryk på mig. Det er helt sikkert min egen skyld, da jeg har haft travlt med alt muligt andet, men jeg er samtidig stødt på meget få bøger, som jeg reelt havde lyst til at læse. Det tætteste, jeg er kommet på en exceptionel læseoplevelse, er Yahya Hassans debut, Yahya Hassan, som jeg i efteråret endelig fik taget mig sammen til at læse og syntes ret godt om. Desværre var der ikke de store overraskelser i bogen, som jo er blevet endevendt og skamrost i medierne lige siden den udkom. Selvom Hassan uden tvivl er et litterært vidunderbarn (eller ung, eller hvad man nu kalder en fyr, der skriver langt bedre end de fleste 'voksne' i en alder af blot 17-18 år), var kvaliteten ikke lige høj hele vejen igennem, og jeg ser mere frem til at læse hans næste bog. 

Derudover var The Inheritance & Other Stories tæt på vidunderlig. Skrevet af en forfatter med hele to pseudonymer, Megan Lindholm og Robin Hobb (hvert forfatternavn har sin særlige skrivestil, derfor udgiver hun under begge navne). Bogen var en novellesamling med udvalgte historier fra begge sider af hendes forfatterskab, og indeholdt nogle af de bedste sci-fi og fantasynoveller, jeg længe har læst.

Årets lavpunkt 

Maleficent, Disneys reboot (læs: forvanskning) af Tornerose fra 1959, en af filmselskabets egne, absolutte klassikere. Klæbrig i sit forsøg på at forvandle det klassiske eventyr til en moderne, politisk korrekt version af fortællingen, sandsynligvis i forsøg på at 'følge med tiden' og ikke virke så mandschauvinistisk, som filmselskabet igennem tiden er blevet anklaget for fra flere sider, senest af svenskerne.

De eneste to skuespillere, der ikke var helt igennem banale, endimensionale eller direkte rædselsfulde, var Angelina Jolie og Sam Riley. Min umiddelbare reaktion, da jeg forlod biografen, var følelsen af, at filmen havde gjort sit bedste, hvis formålet var at voldtage et kært barndomsminde. Jeg kan skrive stolpe op og stolpe ned om, hvor forfærdelig den film var, men da det ikke helt er fokus for dette indlæg, vil jeg i stedet give ordet til Honest Trailers, der i en af deres 'ærlige trailers' meget præcist opsummerer alt, hvad der var galt med Maleficent.

Årets lyspunkter 

Der har selvfølgelig været mange flere end ovenstående top 5 liste, men eftersom min blog jo først og fremmest handler om at anbefale og diskutere mindeværdige kulturbegivenheder, vil jeg anbefale dig, kære læser, selv at tage et kig igennem årets mange indlæg. Eller reflektere over, hvad dine egne, allerbedste kulturoplevelser har været.

Årets kulturperson

I skrivende stund vil jeg sige Morten Kirkskov, kommende skuespilchef på Det Kongelige Teater. Ikke baseret på hans arbejde, for jeg har hverken læst hans bog, set ham spille teater eller oplevet hans arbejde som direktør for Aalborg Teater. Men han er sej, fordi han i et interview til Berlingske Tidende den 21.december rammer lige ned i tidsånden og kritiserer, eller måske snarere advarer om farerne ved den overfladiskhed, vi danskere (i lighed med folk over hele verden) er blevet så glade for at dyrke på Facebook og andre sociale medier.

For når alt handler om at vise og dyrke overfladen, de positive oplevelser, prale af bedrifter, sejre og succeser, men fortier, når tingene går galt, når konen skrider, når jobbet ryger, når lille Ingolf endnu ikke har lært at gå, får vi så sværere ved at acceptere de sider af tilværelsen? Som Kirkskov udtaler: ”Jeg tror, vi er bange for det, der gør ondt. Bange for at miste position i verden, hvis vi hengiver os for meget til det triste i vores liv. Der er et krav om, at alting skal være godt. Man skal hele tiden shine.”

Hvilket efter min mening rammer plet. Nutidens mantra er nærmest blevet, at man hele tiden skal være lykkelig, succesfuld og smuk. Det er bare ikke realistisk for nogen, for guess what? Nogle gange dummer du dig, nogle gange er dagene sorte og tunge, jobbet rædsomt, kæresten irriterende, børnene ulidelige. Nogle gange er du et sted i dit liv, du slet, slet ikke ønsker at være. Nogle gange er du morgengrim og har dårlig ånde. Vejer lidt for meget, er i lidt for dårligt humør. Nogle gange gør livet allerhelvedes ondt. Du slipper ikke for at opleve nedture, sådan er det bare. Du kan ikke altid få solskin på din vej. Og det er vel egentlig okay? 

Godt Nytår!

Se mig, like mig, elsk mig!

Da jeg gik på juleferie, havde jeg en lille smule krise over, hvad jeg skulle skrive om i mit afsluttende nytårsindlæg. Eftersom min juleferie altid består i at lave så lidt som muligt, slukke mobilen, lade være med at checke Facebook, e-mail eller gå på nettet i det hele taget (chokerende, I know, men det er faktisk meget rart med et pusterum), og i stedet gøre gammeldags ting som at læse aviser, bøger og være sammen med familien, er det småt med de store oplevelser. 

Facebook-pral som livsvilkår

En af mine julegaver var Lena 'Girls' Dunhams memoir, Not That Kind of Girl, og denne bog, parret med en kendt forfatter/kulturpersonligheds fjollede selviscenesættelse i et af landets største dagblade, fik mig til at tænke. Over kendte kvinders selviscenesættelse og mediernes overfladiske behandling af kulturpersonligheder og kunstnere. Det udartede sig til følgende styks nytårsindlæg.

Selvfølgelig kan de fleste af os godt lide at blive set. Se mig, hør mig, elsk mig! Det er jo en basal menneskelig drift, en længsel som de fleste af os vel har i større eller mindre grad. Vi har alle brug for bekræftelse, og Facebook, Twitter og Instagram med mere er først og fremmest til for én ting: at kildre vores forfængelighed, at give os hver især følelsen af, at vi bliver set, at folk kan lide os, at vi betyder noget. Det er derfor folk har så travlt med at vise en poleret version af deres liv. Se, hvor flotte kager/boller/anden ligegyldig madret jeg kan lave! Nu skal I høre, hvor mange kilometer jeg har løbet, jeg er SÅ stolt af mig selv, er I andre ikke også det, bare en lille smule? Er jeg ikke lækker med min nye frisure? Og hvis det ikke handler om egen fremtoning eller præstationer, handler det om, hvor fantastisk ens liv er. Hvor smukke/søde/nuttede/sjove ens børn er, hvor fantastisk kæresten er, osv.

Ikke fordi jeg er et hak bedre selv – som en kollega på et tidspunkt sagde til mig (og jeg er ikke sikker på, at det var ment som en kompliment), ”du poster sådan nogle kloge ting i dine opdateringer”. For jeg ved udmærket godt, at jeg iscenesætter mit liv nøjagtigt lige så meget som alle andre. Da jeg hverken er den store fotograf eller kagebager, og aldrig har løbet hverken helt, halvt eller kvart maraton, må jeg prale af andre evner og bedrifter, for eksempel denne blog. Jeg er ret sikker på, at der findes mindst én, hvis ikke flere af mine Facebook-bekendtskaber, der finder mine ’Kloge-Åge’ opdateringer lige så overfladiske og småirriterende, som jeg finder deres billeder af mad/børn/kæreste/rejser og hvad man ellers kan finde på. Vi er alle sammen lige slemme, eller lige gode om det. Det er egentlig okay, synes jeg, og personligt kan jeg godt leve med mine egne såvel som mine venners særheder. Hvorfor ikke bare anerkende, at vi er en flok selviscenesættende småegoister, og give hinanden lov til det? Man kan altid trykke på ’unfollow’, hvis det bliver for meget, eller eventuelt lade være med at være på de sociale medier 24/7.

Lækre bryster = talent?

Men der er forskel på, hvornår og hvordan man iscenesætter sig selv. En af mine kæpheste er, hvordan medierne præsenterer folk, og hvordan offentlige personer fremstiller sig selv. For verden er nu engang skruet sådan sammen, at personer, der stiller sig offentligt til skue og tillader sig at sige, gøre eller mene noget, bliver bedømt ikke kun på deres ord og handlinger, men også på deres udseende. Især kvinder.

For det meste formår jeg at glemme, at ligestilling mellem kønnene og samfundets accept af kvinder som individer med ret til at bestemme over eget liv og krop, er et relativt nyt fænomen. Men engang imellem bliver jeg mindet om det. Som sidste år, da jeg tilfældigvis læste en udgave af Euroman, hvor en ung, kvindelig musiker lod sig interviewe. Kvinden var ikke så forskellig fra andre unge sangere og musikere m/k – hun håbede på et gennembrud i sin karriere og fortalte løst og fast om sit liv. Men interviewet blev flankeret af en række billeder, hvor kvinden optrådte halvnøgen. I lækre omgivelser og blød belysning lod hun sig vise frem, så der var frit udsyn til røv, bryster og hvad der ellers kunne virke sexet uden at smage decideret af porno. Jeg greb mig selv i at blive irriteret. På magasinet, der pakkede lidt øjenguf til sine (overvejende mandlige) læsere ind i en pseudoartikel om en ung kvindes liv og drømme for at få det til at virke seriøst, som om man(d) som læser havde brug for en undskyldning for at kigge på brysterne. På kvinden, der lod sig gøre til et sexobjekt i håbet om at få opmærksomhed og dermed gang i karrieren.

Jeg forstod ikke, og forstår stadig ikke, denne exhibitionistiske trang til at gøre sig selv til et objekt, til at reducere sig selv til blot og bar krop og udseende, når ens budskab samtidig forsøger at gå i en helt anden retning. For der er jo ingen, der kigger på et par flotte nøgenbilleder og derefter tænker, at man har vildt lyst til at høre personens musik (måske medmindre pågældende musik er meget sensuel og sexet).

Kunsten er - at have den bedste røv

Selvfølgelig er det ikke kun kvinder, der udsættes eller udsætter sig selv fra at blive reduceret til et stykke kød. Det er ingen hemmelighed her på bloggen, at jeg går særdeles meget op i dans som scenekunst; en verden, hvor kroppens udseende og æstetiske udtryk har altoverskyggende betydning. Her synes mænd i lige så høj grad som kvinder at blive objekter, og det kan ikke undgås, ligesom skuespillere heller ikke kan undgå det - det er vilkårene, når krop bliver kunst. Alligevel har jeg flere gange undret mig og endda blevet en smule utilpas ved, hvordan dansere blev fremstillet eller lod sig fremstille i medierne.

Det værste eksempel var et billede i Politiken i 2013, slået op i kæmpe format, så stort som det fysisk var muligt, over to hele sider i avisen. Billedet forestillede et menneskelignende væsen, sammensat af fotografier af løsrevne kropsdele fra forskellige dansere i Den Kongelige Ballet. Hver dansers kropdel udvalgt på baggrund af balletmester Nikolaj Hübbes personlige smag, hans vurdering af, hvad der gjorde en balletkrop særligt smuk. Interessant, hvis man som jeg havde en professionel interesse i ballet, for en ledsagende tekst beskrev, hvorfor hver kropsdel skulle anses for særligt velformet og velegnet til dans. Men samtidig tænkte jeg, at det måtte være ubehageligt for de medvirkende – tænk at blive reduceret til en arm, et ben, eller, i en enkelt mandlig dansers tilfælde, en bar røv! Som om personen ikke havde mere at byde på end dette.

Her gik jeg naivt og troede, at det var helhedsindtrykket, der gjorde dans til noget særligt, samspillet mellem krop, bevægelse og udtryk, at personligheden rent faktisk havde noget at sige i en dansers optræden. Åbenbart ikke ifølge hverken balletmesteren eller avisen, der havde skabt billedet ud fra hans anvisninger. Kun kroppen i sig selv, reduceret til små, perfekte stumper og brudstykker, sat sammen som et andet Frankensteins monster, havde her reel betydning, resten var ligegyldigt.

Måske overdriver jeg, måske overvurderer jeg betydningen af harmløse episoder fra et mediecirkus, der længe har været så skørt, så overfladisk, at man ikke bør tage sig af, hvad de bringer af sære billeder og historier. Måske er jeg bare nærtagende, jeg er trods alt kvinde, og feminist, og den slags er jo (ifølge mange meningsdannere) ofte lidt ekstra nærtagende, ekstra hysteriske omkring ting, som ingen andre tillægger særlig betydning. Måske.

I et tidligere indlæg argumenterede jeg for, at man som publikum bør glemme en kunstners person og fokusere på hans/hendes arbejde i stedet. Jeg er godt klar over, at dette kan være meget svært, når adskillige kunstnere i dag netop bruger selviscenesættelse som led i markedsføringen af deres arbejde, eller lader andre promovere dem. Men selvom jeg forstår, hvorfor de gør det – det er nu engang en nem og ofte ret effektiv metode, når man ønsker at skabe opmærksomhed omkring sit arbejde – tja, så synes jeg stadig, at det kan være problematisk, hvis man gerne vil tages seriøst som kunstner.

Smukke kvinder sælger mest

Da Josefine Klougart, ung og feteret kvindelig forfatter, udgav sin tredje bog for et par år siden, blev hun af forlag og medier markedsført på en måde, der både undrede og foruroligede mig. Sagen er nemlig, at Klougart er ualmindeligt smuk. I hvert fald på billeder, men højst sandsynligt også i virkeligheden. Det er jo dejligt for hende, smuk, talentfuld og succesrig, hvad mere kan man ønske sig? Det, der undrede mig, var hvordan annoncer, anmeldelser og interviews blev plastret til med sensuelle, glansbilledagtige billeder af hendes yndige ansigt. Hendes smukke udseende blev anset for at være den bedste reklame. Igen, rent privat er det skønt for hende, at hun ser godt ud, men hvis man skal læse en bog, hvorfor er det så vigtigt, hvordan forfatteren ser ud? Hvad hvis hun havde været grim? Hvis hun ikke havde været så køn, ville forlaget så stadig have ladet et stort portræt af hende pryde deres annoncer for bogen?

Mest af alt havde jeg en voldsom trang til at spørge Klougart, om hun som anerkendt forfatter virkelig hellere ville være kendt for de smukke annoncebilleder end for indholdet i hendes bog. Og hele sagen fik mig til at overveje, hvor grænsen går for offentlig selviscenesættelse – hvornår handler det blot om at menneskeliggøre et værk ved at sætte et ansigt på kunstneren, og hvornår kammer det over? Kan udseendet overskygge indholdet?

Det mener Christina Hagen, en anden yngre, kvindelig forfatter. Hun oplevede direkte, at hun selv (og flere af hendes kolleger, dog uden navns nævnelse) blev bedømt på deres udseende frem for på deres arbejde. Hvilket naturligt nok var en stor belastning – hvem pokker gider høre på kommentarer fra fremmede mennesker om, hvor attraktiv eller ikke-attraktiv man tager sig ud i arbejdssammenhænge? Om ens frisure er grim eller skoene er pæne? At få at vide, at man ikke er lige så lækker i virkeligheden som på billederne?

Hagen udtalte sig om problemet i flere medier, og jeg heppede på hende, fandt det befriende, at nogen endelig kaldte en spade for en spade. I starten altså. For hendes løsning på problemet viste sig temmelig bizar. I forsøg på at komme problemet til livs og udstille omverdenens diskrimination af kvindelige kunstnere, hyrede hun en såkaldt body double – en ung, smuk kvinde, efter Hagens udsagn mere attraktiv end hende selv, der var ved at blive lidt gammel og grå (Hagen er 34, hvilken hun åbenbart mener, at samfundet finder for gammelt til at være attraktivt). Denne body double skulle så agere Hagens ansigt udadtil og optræde offentligt som Hagens stand-in. Eksperimentet skulle således tilfredsstille alle parter: offentligheden fik noget pænt at kigge på, mens Hagen fik fred for de krænkende kommentarer.

Se hvor lækker jeg er - hvor er du klam, fordi du kigger!

Hagens projekt fik en del opmærksomhed, og i Weekendavisen fik hun over to sider forrest i avisen, hvor hun uhindret kunne udbrede sig om projektet, som hun havde søgt offentlig støtte til, og samtidig beklage sig over den objektificering og sexisme, som danske kvinder generelt må finde sig i. Meget effektiv selvpromovering, men hendes løsning undrede mig. Hagen syntes selv at mene, at hendes projekt var meget modigt og revolutionerende. Men det er ikke så sært, at hun fik en del medieopmærksomhed i forbindelse med denne happening. Hvem vil ikke blive nysgerrig, når en person går ud og gør noget, der er så sært som at hyre en stand-in? Den slags giver en masse opmærksomhed, men beviser absolut ingenting. Offentligheden bliver jo ikke automatisk afsløret som skønhedsfikseret og sexistisk, fordi en enkelt kvinde stiller sig op og anklager den for at være det. Og det er ofte problemet med den måde, som især kvinder fremstiller sig selv på.

Christina Hagens løsning var at give offentligheden det, hun var overbevist om, at de ville have – den kvindelige kunstner som et smukt objekt, man kunne begære. For derefter at brokke sig over, hvor overfladisk og kønsdiskriminerende dette påståede begær var. Det svarer til at tage en nedringet bluse på og derefter blive skidesur på de mænd, der kigger på kavalergangen.

En påklædningsdukke viser sig frem

Der er andre kvinder, der gør præcis det samme. Forfatter, anmelder og debattør Leonora Christina Skov optrådte i juledagene i Berlingske Tidende. Her fortalte hun en personlig historie om, hvordan hun havde droppet Facebook i et helt år, og hvad det havde betydet for hende.

Forsiden af avisen var prydet af et portrætfotografi af forfatteren selv, ikke noget ud over det sædvanlige. Skov har et bestemt look, pangfarver, røde læber, røde negle, og det kunne man se på forsiden. Det er sådan, hun gør sig selv genkendelig, hun er en mediepersonlighed, og hendes look er hendes panser, har hun tidligere udtalt. Så langt så godt, Skov klæder sig på en måde, hun godt kan lide, og det skal hun have lov til. Forsidebilledet havde gjorde blot opmærksom på, at der var en artikel af hende i avisen. Jeg bladrede i avisen for at finde artiklen og se, om den var værd at læse, om hun havde et interessant indspark til debatten om sociale medier og deres indflydelse på vores hverdag. Men da jeg fandt artiklen, mistede jeg lysten til at læse den, såvel som troen på, at Skov rent faktisk var i stand til at sige noget af betydning om noget som helst.

Artiklen var nemlig illustreret af en stor billedserie, der fyldte to tredjedele af en dobbeltside i avisen. Tolv billeder, hvert billede viste Skov i fuld figur, der som en karikatur af sig selv og sit eget image legede påklædningsdukke for fotografen og for læseren. Tolv billeder af Skov i tolv forskellige outfits, med barmen skudt frem og imødekommende smil. Jeg skimmede artiklen for at være sikker på, at det ikke var en fejl, at Skov i virkeligheden ikke have skrevet om sit klædeskab, sin shopping i årets løb. Eller at artiklen måske handlede om Facebooks indvirkning på hendes fysiske fremtoning, at hun, for at overkomme Facebook-abstinenser, havde måttet shoppe sig fra sans og samling for at modstå fristelsen til lige at logge på og give et enkelt ’like’ eller poste et billede af sine nye sko. Ikke et ord, der var intet i artiklen (som Skov vel at mærke selv havde skrevet) der kunne forklare, hvorfor læseren havde brug for en billedversion af ”Se min kjole”.

Overflade vs. indhold

Selvfølgelig må Skov klæde sig, som hun vil, men hvorfor udstille sig selv på den måde i en sammenhæng, hvor hendes udseende absolut ingen relevans har? Hvordan kan man forlange, at omverdenen skal tage én seriøst, når man selv er mere interesseret i sin egen overflade, end det man har på hjerte?

Smukke mennesker får helt sikkert mere opmærksomhed end grimme mennesker, men der er forskel på at være sig selv, på blot at give medierne et ansigt at forholde sig til, og så promovere sit udseende på bekostning af indholdet, af budskabet. Især hvis du er kvinde. Personligt mister jeg respekten for folk, der gør dette, fordi jeg trods alt synes, at indholdet bør være vigtigere end indpakningen, i hvert fald hvis det handler om meninger og tanker, om det man gør og kan, i stedet for hvordan man ser ud.

Én ting er personlig forfængelighed, som man udfolder i privatlivet – her har vi heldigvis alle, hvis vi tør, friheden og retten til at klæde os som vi vil, til at være fjollede, overfladiske, kropsfikserede, skønhedsfikserede shopaholics. Men det offentlige rum, de officielle medier, er ikke en legeplads, men et sted, hvor fremmede mennesker bedømmer og dømmer dig, så snart du træder forkert. Så spørgsmålet er, hvad man gerne vil kendes på – overflade eller indhold?

Troldeballet, piratcabaret og morderisk Matthew McConaughey - julens anbefalinger

Foto: Per Morten Abrahamsen

Julen nærmer sig med hastige skridt, men inden gaveræsets slutspurt sætter ind, andestegen skal i ovnen og juletræet pyntes, skal I ikke snydes for en sidste omgang af K for kultur. I dette indlæg giver jeg tre meget forskellige bud på kulturoplevelser i julemåneden - det eneste, de har til fælles, er en høj underholdningsfaktor og forkærlighed for det groteske, omend i meget forskellige forklædninger.

Et Folkesagn - troldedans og romantik på Gamle Scene

Der er ikke meget julestemning over Den Kongelige Ballets årlige juleforestilling. Det gør nu ikke spor, for i sig selv er Et folkesagn en fornøjelig forestilling for folk i alle aldre. Måske de allermindste vil finde troldene en smule uhyggelige, men har de små poder først nået den alder, hvor de kan se en Disneyfilm fra ende til anden uden at blive bange, så er de også store nok til at opleve trolde og hulryggede elverpiger. Et folkesagn er Bournonville, når han er bedst, frækt og finurligt fornyet af Nikolaj Hübbe og Sorella Englund, så hele historien står lidt skarpere, og kærlighedshistorien er omdrejningspunktet for løjerne.

Balletten handler om den fornemme frøken Birthe af Højgården, der i virkeligheden er et forbyttet troldebarn og derfor slet ikke kan finde sig til rette i et stift overklassemiljø. Med sit heftige temperament skræmmer hun alle omkring sig, selv sin trolovede, den flinke og stilfærdige Junker Over, der hellere vil læse en bog end kurtisere den vilde Birthe. Men inde i troldehøjen bor den smukke og søde Hilda, der i virkeligheden er Højgårdens arving, men blev stjålet som spæd af troldene. Nu skal hun giftes med troldemors ældste søn, den grimme og tumpede Diderik, men situationen ændrer sig drastisk, da hun møder Junker Ove.

Et folkesagn er den perfekte begynderballet. Handlingen er nem at følge, og den har alt det, en god historie skal have: kærlighed, humor, drama, uhygge og en lykkelig slutning. Dertil kommer Mia Steensgaards fantastiske scenografi, der med en blanding af papirklipsskov og hammershøiske stuer skaber et eventyrligt univers, hvor troldeverdenen fungerer som en forvrænget spejling af menneskenes verden.

Foto: Per Morten Abrahamsen

Forestillingen spiller 4 gange endnu fra fredag til søndag, men særligt matiné forestillingen kl.12 lørdag den 20.december kan anbefales. Her danser Gregory Dean Junker Ove over for Hilary Guswilers Hilda, og trods stærke kræfter på de andre hold (heriblandt Lis Jeppesens Viderik, Alexander Stægers Hr. Mogens, Alba Nadals Birthe samt Alban Lendorf og Gudrun Bojesen i Pas de Sept), er dette hold langt det stærkeste. Guswiler er en meget fornøjelig Hilda, yndig, sprælsk og sødmefyldt, og med personlighed nok til at brænde igennem selv når hun spiller over for troldetrioen Muri (Morten Eggert), Diderik (Sebastian Kloborg) og Viderik (Elisabeth Dam). Elisabeth Dams Viderik er et lille under af en ukuelig spilopmager, mens Sebastian Kloborgs Diderik er fantastisk morsom, en slesk, ulækker mors dreng, der slet ikke forstår, hvorfor den selvstændige Hilda ikke falder ham om halsen, når troldemor Muri nu har bestemt at de skal giftes.

Selvom Amy Watson er sat til at danse Birthe på dette hold, har det indtil videre været Kizzy Matiakis, der har spillet rollen. Man kan kun håbe, at hun også danser lørdag, for hun er som født til at spille Birthe. Jeg har ikke været begejstret for hendes tidligere præstationer i denne sæson og fandt hende fejlcastet i både Kameliadamen og Sylfiden, men som den arrige troldepige er Matiakis perfekt. Aldeles ustyrlig og utilpasset i rollen som den fine frøken er det ikke sært, at hun længes efter et liv uden for konventionens snærende bånd – for hvilken trold kan udholde stiv etikette og snærende kønsroller?

Som Junker Ove beviser Gregory Dean endnu engang, at han er kompagniets nye, mandlige stjerne. Selvom han teknisk set ikke helt kan matche hverken Alban Lendorf (men hvem kan også det?) eller Ulrik Birkkjær, har han en troskyldig inderlighed, en næsten lysende sårbarhed, der blandet med hans høje, lyshårede elegance gør ham perfekt til romantiske helteroller. Hans James i Sylfiden var vidunderligt rørende, og hans Junker Ove er af samme støbning – en idealistisk drømmer fanget af samfundets stramme regler.

Læs mere om Et folkesagn her.

Crazy Christmas Cabaret – The Quest for the Big Chest 

Foto: Thomas Petri

Ingen jul uden Crazy Christmas Cabaret. Siden Vivien McKee satte sit første show op i 1982, er CCC blev en kultlignende juletradition på grund af sin bizarre og dybt underholdende blanding af lumre onliners, skøre plots, mænd i dametøj og ikke mindst den forvrøvlede dr. Helsingør fra Elsinore, der med sit kiksede, stærkt fordanskede forsøg på at tale engelsk gør kærligt grin med danskernes engelskkundskaber. Hele stykket foregår på engelsk, hvorfor det er et af de få teaterstykker, som man roligt kan slæbe ikke-dansktalende julegæster med til hen over julen. Stykket spiller i Tivolis Glassalen frem til 3.januar og kan således snildt fanges i løbet af juleferien.

Dette års CCC handler om One-Eyed Willy, kendt for at besidde en meget stor ting, der stikker ud - nemlig hans skæg! Denne barske sørøver sejler omkring på de syv verdenshave på jagt efter ”a huge chest” – altså en skattekiste fyldt med rigdomme selvfølgelig, nu ingen lumre ideer, kære læser, dette er skam en pæn blog. Traditionen tro er historien en pastiche over populærkultur, denne gang vist en blanding af alle nye og gamle sørøverfilm. Tidligere har blandt andre både Star Wars, Spartacus, Tarzan og Dracula været under kærlig behandling, hvor den fjollede historie blandes med musicalindslag og indflettede jokes om kendte begivenheder i årets løb (typisk med kærlige spark til et par politikere, der har opført sig særlig dumt). Publikum deltager aktivt i stykket, da man opfordres til at buhe af skurken, heppe på helten og synge med på sangene. Den tykke dame (altid en mand i dametøj, i år den formidable Andrew Jeffers) skal altid udse sig et par flotte unge mænd blandt publikum, som han/hun kan lægge heftigt an på undervejs i stykket, og som publikum generelt er der altid risiko for, at man bliver hevet op på scenen for at deltage i løjerne - så er I advaret! 

Foto: Thomas Petri

Det er ikke stor kunst, men når det er bedst, er CCC uforligneligt underholdende, et mekka af kiksede jokes og smagløse optrin, julekitsch på højt plan.

Læs mere om forestillingen her.

En ting er juleforestillinger, men vi skal heller ikke glemmer det, som julen først og fremmest handler om – gaver! Så her følger K for kulturs helt særlige julegaveanbefaling.

Killer Joe - mord, vold og kyllingelår

Selvom True Detective i mine øjne leverede en ujævn første sæson med en banal slutning, var den værd at se af to grunde – Woody Harrelson og Matthew McConaughey. Jeg har altid været glad for Woody Harrelson, men takket være gyselige chick flicks som How to loose a Guy in ten Days har jeg længe set Matthew McConaughey som intet mere end et slikket, talende vaskebræt (manden var siden de sene 90ere mest kendt for konstant at rende rundt med bar overkrop). Med True Detective gik det op for mig, hvor god en skuespiller han rent faktisk er, og jeg begyndte at se en stribe af hans film, nye såvel som gamle. 

Jeg var mildt skuffet over Dallas Buyers Club (ikke så meget på grund af McConaughey, men filmen i sig selv følger samme model som Erin Brokovich og et dusin andre ’based on af true story’-film, der brander sig selv som kontroversielle og modige, men i virkeligheden alle er filmisk ensformige og handler om præcis det samme, nemlig den skæve outsider, der trods sin bryske facade har et hjerte af guld og kæmper de svages sag). Mud var en god film, og med X-kærester (som faktisk var langt bedre end forventet) og The Lincoln Lawyer foldede McConaughey den karismatiske, næsten magnetiske charme ud, som netop er grundlaget for hans stjernestatus.

Der var dog én film, hvor McConaughey virkelig imponerede mig. Killer Joe, en lille, obskur film fra 2011, en kulsort komedie af instruktøren bag Eksorcisten, William Friedkin. Jeg tvivler på, at filmen nogensinde fik dansk premiere, men nu er den ude på DVD (sandsynligvis fordi McConaughey lige nu er den hotteste mandlige skuespiller i Hollywood), og kan fås i Tiger til en flad 20er.

Filmens plot er ret bizart. Chris, en smådum, white trash narkohandler (Emile Hirsch) skylder en masse penge væk til den lokale narkobaron. Hvis han ikke betaler inden kort tid, bliver han slået ihjel. Sammen med sin endnu dummere far (Thomas Haden Church) og sin vulgære stedmor (Gina Gershon) udtænker han en plan. Chris’ mor (som åbenbart er så forfærdelig, at alle hader hende) har tegnet en livsforsikring. Chris og hans far hyrer en lejemorder, Killer Joe (McConaughey), til at slå moderen ihjel. Chris og hans naive lillesøster Dottie (Juno Temple) vil så indkassere forsikringssummen, og Chris kan betale sin livsfarlige gæld. Der er kun ét problem: lejemorderen vil have pengene på forskud - penge som Chris jo ikke har. Efter et tilfældigt møde med Chris’ søster går Joe dog med til at rydde moderen af vejen mod at få et andet slags forskud – Dottie.

Killer Joe er et kammerspil blandt trailer trash, en flok mennesker så dumme og afstumpede, at man næsten tror, det er løgn – hvilket det jo også er, men skuespillerne er så overbevisende, at man køber hele det sindssyge scenarie alligevel. Matthew McConaughey leverer en af sine bedste præstationer som den glatte lejemorder. Med et smil som en slange og en katteagtig blødhed i stemmen forfører han både Dottie og hendes tumpede familie – men som publikum er man aldrig tvivl om, at manden er dødsens farlig og uden barmhjertighed. Alligevel endte jeg med at heppe på ham undervejs i filmen, måske fordi McConaughey udfolder en næsten hypnotisk charme, der får en ekstra kant, fordi man ved, at manden er psykopat. Det er djævelsk underholdende, men bestemt ikke for sarte sjæle. 

Filmen er en af de mest groteske, fucked up film jeg nogensinde har set, først og fremmest på grund af den famøse scene med kyllingelåret, uden tvivl en af de mest ubehagelige scener i filmhistorien (den kan findes på Youtube, men jeg vil virkelig anbefale, at man ser hele filmen for at få konteksten med). Se den, hvis du er vild med (meget) mørke komedier, eller giv den i julegave til en filmnørd, der har en stærk mave og ikke har problemer med realistisk filmvold. Giv den eventuelt til en McConaughey-fan med en skæv sans for humor. 

Killer Joe kan fås på DVD i Tiger til 20,- samt på DVD til 29,95 og Blu-ray til 39,95 i Fona.