Det bedste og værste fra 2014

Lige her på falderebet skal I ikke snydes for et lille tilbageblik på 2014. Året har haft dets op- og nedture, som hvert eneste år før det. Aviserne er i forvejen fyldt med artikler om de mest omtalte, mest overraskende og rystende kulturbegivenheder i år, så dem er der ingen grund til at nævne her, for enten har I fulgt med og har derfor allerede har hørt om dem, eller ikke fulgt med og derfor må antages at være fløjtende ligeglade.

Så i stedet vil jeg lave en top 5 over de mest interessante forestillinger i 2014. Ikke de bedste, de mest kunstnerisk vellykkede (om end nogle af forestillinger ville være et seriøst bud), men simpelthen de teaterforestillinger, som prøvede at være anderledes, gøre noget nyt, og samtidig var i stand til at være gribende, hårrejsende, underholdende og tankevækkende. Derfor præsenterer jeg her, ud fra en dybt subjektiv vurdering, udelukkende baseret på personlig smag og på, hvad jeg reelt har haft mulig for at se (så hvis I synes, der mangler nogle helt essentielle forestillinger, der absolut har fortjent at blive nævnt, er I meget velkomne til at skrive det i kommentarfeltet eller på bloggens Facebookside):

Top 5 over årets højdepunkter

1. Metamorfoser, Det Røde Rum: fordi den simpelthen er genial. Genialt instrueret, genialt spillet, genialt skrevet. Jeg kan ikke mindes, hvornår jeg sidst har set noget, der var så godt.
2. Last Touch First, Oslo Balletten: fordi den udfordrede den gængse opfattelse af dans og bevægelse, og samtidig formåede at være åndeløst spændende. Fordi den i en verden af overfladisk seksualitet formåede at vise, at antydninger kan være langt mere erotisk end nøgenhed.
3. RITE OF SPRING – EXTENDED, Granhøj Dans i Dansehallerne: for dens knugende uhyggelige, men også dybt fascinerende fortolkningsportræt af overgangsfaser og manderitualer.
4. BIS, Jan Martens i Dansehallerne: et bevægende portræt af en aldrende kvinde, der omfavnede performancekunstens klichéer og alligevel formåede at være gribende, grænseoverskridende og dybt ubehageligt på den gode måde.
5. THEN I WAS LIKE, Teater HAUT i Huset KBH: et stykke, der satte publikum i centrum og blandede tekst, improvisation og musik sammen på en skæv og anderledes måde, og samtidig insisterede på at være dybt underholdende i al sin muntre melankoli.

Nu er nytåret jo den tid på året, hvor man ser tilbage og opregner gode og dårlige begivenheder og oplevelser. Så her kommer en række personlige, kulturelle glæder og sorger i årets løb:

Årets ærgrelse 

Foto: Morten Holtum

At jeg i 2014 ikke har læst en eneste bog, der virkelig gjorde indtryk på mig. Det er helt sikkert min egen skyld, da jeg har haft travlt med alt muligt andet, men jeg er samtidig stødt på meget få bøger, som jeg reelt havde lyst til at læse. Det tætteste, jeg er kommet på en exceptionel læseoplevelse, er Yahya Hassans debut, Yahya Hassan, som jeg i efteråret endelig fik taget mig sammen til at læse og syntes ret godt om. Desværre var der ikke de store overraskelser i bogen, som jo er blevet endevendt og skamrost i medierne lige siden den udkom. Selvom Hassan uden tvivl er et litterært vidunderbarn (eller ung, eller hvad man nu kalder en fyr, der skriver langt bedre end de fleste 'voksne' i en alder af blot 17-18 år), var kvaliteten ikke lige høj hele vejen igennem, og jeg ser mere frem til at læse hans næste bog. 

Derudover var The Inheritance & Other Stories tæt på vidunderlig. Skrevet af en forfatter med hele to pseudonymer, Megan Lindholm og Robin Hobb (hvert forfatternavn har sin særlige skrivestil, derfor udgiver hun under begge navne). Bogen var en novellesamling med udvalgte historier fra begge sider af hendes forfatterskab, og indeholdt nogle af de bedste sci-fi og fantasynoveller, jeg længe har læst.

Årets lavpunkt 

Maleficent, Disneys reboot (læs: forvanskning) af Tornerose fra 1959, en af filmselskabets egne, absolutte klassikere. Klæbrig i sit forsøg på at forvandle det klassiske eventyr til en moderne, politisk korrekt version af fortællingen, sandsynligvis i forsøg på at 'følge med tiden' og ikke virke så mandschauvinistisk, som filmselskabet igennem tiden er blevet anklaget for fra flere sider, senest af svenskerne.

De eneste to skuespillere, der ikke var helt igennem banale, endimensionale eller direkte rædselsfulde, var Angelina Jolie og Sam Riley. Min umiddelbare reaktion, da jeg forlod biografen, var følelsen af, at filmen havde gjort sit bedste, hvis formålet var at voldtage et kært barndomsminde. Jeg kan skrive stolpe op og stolpe ned om, hvor forfærdelig den film var, men da det ikke helt er fokus for dette indlæg, vil jeg i stedet give ordet til Honest Trailers, der i en af deres 'ærlige trailers' meget præcist opsummerer alt, hvad der var galt med Maleficent.

Årets lyspunkter 

Der har selvfølgelig været mange flere end ovenstående top 5 liste, men eftersom min blog jo først og fremmest handler om at anbefale og diskutere mindeværdige kulturbegivenheder, vil jeg anbefale dig, kære læser, selv at tage et kig igennem årets mange indlæg. Eller reflektere over, hvad dine egne, allerbedste kulturoplevelser har været.

Årets kulturperson

I skrivende stund vil jeg sige Morten Kirkskov, kommende skuespilchef på Det Kongelige Teater. Ikke baseret på hans arbejde, for jeg har hverken læst hans bog, set ham spille teater eller oplevet hans arbejde som direktør for Aalborg Teater. Men han er sej, fordi han i et interview til Berlingske Tidende den 21.december rammer lige ned i tidsånden og kritiserer, eller måske snarere advarer om farerne ved den overfladiskhed, vi danskere (i lighed med folk over hele verden) er blevet så glade for at dyrke på Facebook og andre sociale medier.

For når alt handler om at vise og dyrke overfladen, de positive oplevelser, prale af bedrifter, sejre og succeser, men fortier, når tingene går galt, når konen skrider, når jobbet ryger, når lille Ingolf endnu ikke har lært at gå, får vi så sværere ved at acceptere de sider af tilværelsen? Som Kirkskov udtaler: ”Jeg tror, vi er bange for det, der gør ondt. Bange for at miste position i verden, hvis vi hengiver os for meget til det triste i vores liv. Der er et krav om, at alting skal være godt. Man skal hele tiden shine.”

Hvilket efter min mening rammer plet. Nutidens mantra er nærmest blevet, at man hele tiden skal være lykkelig, succesfuld og smuk. Det er bare ikke realistisk for nogen, for guess what? Nogle gange dummer du dig, nogle gange er dagene sorte og tunge, jobbet rædsomt, kæresten irriterende, børnene ulidelige. Nogle gange er du et sted i dit liv, du slet, slet ikke ønsker at være. Nogle gange er du morgengrim og har dårlig ånde. Vejer lidt for meget, er i lidt for dårligt humør. Nogle gange gør livet allerhelvedes ondt. Du slipper ikke for at opleve nedture, sådan er det bare. Du kan ikke altid få solskin på din vej. Og det er vel egentlig okay? 

Godt Nytår!

Forvandlingskunst i Det Røde Rum

Foto: Miklos Szabo

Det er for tidligt at kåre årets forestilling, når vi kun er i februar måned. Alligevel er det svært at forestille sig et stykke, der kan trumfe Det Røde Rums Metamorfoser. Knugende, opløftende, plat, skingrende skør, rørende og frem for alt virkelig sjov. 

Instruktør Elisa Kragerup har gjort det igen. Efter forrige sæsons publikumshit Sonetter har hun kastet sig over endnu en klassiker om kærlighedens veje og vildveje. Ovids kæmpeværk er selvfølgelig beskåret kraftigt, så kun nogle få, velvalgte uddrag får turen igennem Det Kongelige Teaters mest eksperimenterende og innovative scene. Resultatet er vildt og mere vellykket, end man turde drømme om.

Kroppens forvandlinger
Kun med kroppen som redskab forvandler skuespillerne sig til træer, hunde, bjørne, hjorte og heste. Menneskets hovmod er et centralt tema, som historien om Erysichthon, der forbandes med evig sult og til sidst æder sig selv. Gudernes skalten og valten med de dødeliges skæbner et andet tema. Den menneskelige dårskab straffes ubarmhjertigt, mens guderne med et skuldertræk træder menneskeliv under fode.

Flere af fortællingerne har en streng morale. Kongedatteren Myrrha afviser alle bejlere, og i vrede forbander kærlighedsgudinden hende, så pigen forelsker sig brændende - i sin egen far.

Forestillingen skifter behændigt mellem det grumme og det lyse, horror og slapstick. Hele ensemblet på Det Røde Rum er med, og Peter Plaugborg giver en formidabel gæsteoptræden. De syv skuespillere har et fantastisk veltunet samspil, så de altid afbalancerer hinanden ned i mindste detalje, tone eller bevægelse.

Kærlighedens kraft
Peter Plaugborg er skiftevis uskyldig yngling, sexgal gud og skabagtig prinsesse. Maria Rossing er både ulykkelig bjørnekvinde og krænket gudinde, mens Marie Dalsgaard spiller kærlighedsramte nymfer og en isnende hævngerrig gudinde. Nicolai Dahl Hamilton folder sig ud som den bly prinsesse, der bliver voldbollet af Jupiter i tyreskikkelse, mens Thomas Hwan er bedårende nuttet som drengen Ikaros, der flyver for tæt på solen. Johanne Louise Schmidt har som altid en inciterende tilstedeværelse, hun er den tankeløse jæger, der forvandles til en hjort, den incestuøse prinsesse dirrende af lige dele skam og begær, og den skønne statue, som Nicolai Dahl Hamiltons Pygmalion leger parforhold med i et af stykkets sødeste og lykkeligste scener. Mikkel Arndt er rent ud fantastisk som Narcissus, arrogant gulddreng der bliver gal af kærlighed til sit eget spejlbillede.

Kærligheden er en naturkraft, der ikke må fornægtes. De, der vover at elske, vover sig selv og er ikke sikre på at vinde. Men de, der slet ikke vover, strafes med uendelige kvaler. Metamorfoser er Sonetter version 2, men den er også meget mere. Herfra lyder kun ét råd: se den!

Metamorfoser spiller i Det Kongelige Teaters Røde Rum frem til 29.3. Billetter kan købes på kglteater.dk.

Foto: Miklos Szabo