Sensommerdans i en regnvåd måned

Foto: Costin Radu

Så fik jeg langt om længe sneget mig til at skrive et nyt indlæg. Desværre står bloggen lidt stille her i sommermånederne, da jeg har været travlt beskæftiget med den kedelige tjans at arbejde for føden. Af samme årsag har jeg måtte skære voldsomt ned på de kulturelle aktiviteter, og så er der jo knap så meget at skrive om. Så jeg beklager den stedmoderlige behandling, som I, kære læsere, må udsættes for i disse måneder. Jeg kan kun håbe, at I, i modsætning til mig, har vendt den koldhjertede danske sommer ryggen og søgt mod varmere himmelstrøg.

Skulle der tilfældigvis være enkelte uheldige sjæle, der som jeg sidder fast i det blæsende og regnkolde København, så fortvivl ikke. Der er heldigvis stadig en del sommeraktiviteter, der ikke er afhængig af en temperatur på over 25 grader.

I år har jeg selv valgt at slå vejen forbi Bellevues sommerballet, hvor Alexander Kølpin tager en litterær klassiker under behandling. Vladimir Nabokovs Lolita er stadig kontroversiel den dag i dag, selvom man skulle tro at vi for længst var kommet videre fra censur og den slags pjat. Selvfølgelig er pædofili et ømtåleligt emne, hvilket blandt andet forfattere som Karl Ove Knausgård på det seneste har erfaret, men kunstens ærinde er først og fremmest at skrabe i hverdagens pæne overflade og blotlægge de sandheder, vi som samfund og individer ikke vil vedkende os.

Lolita er et interessant, og, forestiller jeg mig, svært forlæg for en ballet. For én ting er selve historien: en mand der uigenkaldeligt, uhelbredeligt er tiltrukket af purunge piger, 'smånymfer' som han kalder dem. De piger, der er på vej ud af barndommen, men endnu ikke er blevet opslugt af puberteten. Nabokovs bog er dobbelttydig, og mange har i tidens løb misforstået den fuldstændigt. Den er blevet set som en retfærdiggørelse af forhold, der i vore dage kun kan betegnes som pædofile, og for visse mennesker har bogen endda vendt den typiske rollefordeling i den slags forhold (barnet som offer, den voksne som forføreren/forbryderen) på hovedet. Det er dog alt for simpelt at tolke pigen, den kun 12-årige Dolores, som den ansvarlige i forholdet.

Det, der gør Nabokovs roman så interessant, så tidløs, er netop den drømmende skildring af forholdet mellem en voksen mand, Humbert Humbert (et pseudonym) og Lolita. Fortælleren, der er aldeles upålidelig, forfører læseren med sin skildring, så man ender med at leve sig ind i og forstå Humberts intense lidenskab for og besættelse af pigen, frem for at gennemskue, hvad der virkelig er på spil mellem de to hovedpersoner. Som læser drages man fuldstændig ind i fantasien, og det bliver efterfølgende meget svært at ryste oplevelsen af sig. Når jeg genlæser et objektivt handlingsresumé (kan blandt andet læses på Wikipedia), bliver jeg næsten chokeret over, hvor helt igennem rædselsfuldt hovedpersonen Humbert opfører sig. Lolita er en fantasi, der lyver, skjuler og forfører læseren til at overse, at man reelt er vidne til seksuelt misbrug.

Hvordan oversætter man dét til en ballet? Jeg har virkelig ingen anelse, men Kølpin har allieret sig med tidligere solodanser Mads Blangstrup, og Lolita danses/spilles af Den Kongelige Ballets unge håb, Ida Prætorius, som jeg selv var temmelig begejstret for i sidste sæsons Svanesøen, så helt skidt bliver det nok ikke.

Lolita spiller fra 13.-29.august på Bellevue Teatret.

Koreografer kæmper i Dansehallerne

Foto: Costin Radu

Hvis man som jeg går lidt mere end almindeligt op i dans som scenekunst, er der to begivenheder, man bør stikke hovedet forbi her i august. Den første er Copenhagen International Choreography Contest, også kendt som CICC, der finder sted den 7.-8.august.

CICC blev startet af to dansere fra Den Kongelige Ballet, Constantine Baecher og Cédric Lambrette, der savnede en platform, hvor nye koreografer kunne fremvise deres værker for et større publikum, et sted hvor de kunne komme i kontakt med indflydelsesrige personer fra den europæiske danseverden og møde ligesindede. Af denne idé blev Københavns internationale koreografikonkurrence født. Konkurrencen har eksisteret siden 2008, og tilstrømningen er vokset stødt i årenes løb. Efter en del år på Stærekassen og med lån af lokaler fra Den Kongelige Ballet, er CICC nu flyttet til Dansehallerne og derved tættere på sit egentlige publikum. CICC præsenterer nemlig først og fremmest nye værker af fremadstormende, omend stadig forholdsvis ukendte koreograftalenter, der ligger langt tættere på moderne samtidsdans og eksperimenterende danseformer end på klassisk ballet.

Jeg fulgte selv konkurrencen sidste år og var imponeret over det høje niveau, især hos vinderen, israelske Idan Sharabi, der mixede hjemlængsel, nostalgi og Joni Mitchell med finurlige voice overs og et flydende, plastisk bevægelsessprog, der tilsammen skabte en intelligent diskussion om tilhørsforhold og begrebet 'hjem'.

I år kan man dels opleve ni værker fra Europa, USA og Taiwan, der konkurrerer om juryens og publikums gunst, såvel som en gallaaften, hvor tidligeres års vindere fremviser nye og gamle værker.

Læs mere om CICC 2015 her.

Koreografifestival i HUSET KBH

Foto: HAUT

En nyere, men ret ambitiøs dansefestival, er HAUTs Young Choreographers. Siden HAUT åbnede sidste år som en ny, åben scene i HUSET KBH, har ledelsen arbejdet på at fremvise ung og nytænkende scenekunst fra den københavnske undergrund. Selv var jeg ret vild med en af HAUTs allerførste forestillinger, THEN I WAS LIKE, og selvom jeg ikke har nået at opleve de efterfølgende forestillinger på HAUT, har jeg fulgt dem løbende, og deres ambitioner er ikke til at tage fejl af.

Young Choreographers er et koncept, der løbende skal præsentere et dansk danseinteresseret publikum for nye koreograf- og dansetalenter fra ind- og udland. Den 26.-29.august udmunder det i en fire dage lang festival, der byder på både forestillinger, debat og fest for og med publikum.

Læs mere om Young Choreographers her.

Det bedste og værste fra 2014

Lige her på falderebet skal I ikke snydes for et lille tilbageblik på 2014. Året har haft dets op- og nedture, som hvert eneste år før det. Aviserne er i forvejen fyldt med artikler om de mest omtalte, mest overraskende og rystende kulturbegivenheder i år, så dem er der ingen grund til at nævne her, for enten har I fulgt med og har derfor allerede har hørt om dem, eller ikke fulgt med og derfor må antages at være fløjtende ligeglade.

Så i stedet vil jeg lave en top 5 over de mest interessante forestillinger i 2014. Ikke de bedste, de mest kunstnerisk vellykkede (om end nogle af forestillinger ville være et seriøst bud), men simpelthen de teaterforestillinger, som prøvede at være anderledes, gøre noget nyt, og samtidig var i stand til at være gribende, hårrejsende, underholdende og tankevækkende. Derfor præsenterer jeg her, ud fra en dybt subjektiv vurdering, udelukkende baseret på personlig smag og på, hvad jeg reelt har haft mulig for at se (så hvis I synes, der mangler nogle helt essentielle forestillinger, der absolut har fortjent at blive nævnt, er I meget velkomne til at skrive det i kommentarfeltet eller på bloggens Facebookside):

Top 5 over årets højdepunkter

1. Metamorfoser, Det Røde Rum: fordi den simpelthen er genial. Genialt instrueret, genialt spillet, genialt skrevet. Jeg kan ikke mindes, hvornår jeg sidst har set noget, der var så godt.
2. Last Touch First, Oslo Balletten: fordi den udfordrede den gængse opfattelse af dans og bevægelse, og samtidig formåede at være åndeløst spændende. Fordi den i en verden af overfladisk seksualitet formåede at vise, at antydninger kan være langt mere erotisk end nøgenhed.
3. RITE OF SPRING – EXTENDED, Granhøj Dans i Dansehallerne: for dens knugende uhyggelige, men også dybt fascinerende fortolkningsportræt af overgangsfaser og manderitualer.
4. BIS, Jan Martens i Dansehallerne: et bevægende portræt af en aldrende kvinde, der omfavnede performancekunstens klichéer og alligevel formåede at være gribende, grænseoverskridende og dybt ubehageligt på den gode måde.
5. THEN I WAS LIKE, Teater HAUT i Huset KBH: et stykke, der satte publikum i centrum og blandede tekst, improvisation og musik sammen på en skæv og anderledes måde, og samtidig insisterede på at være dybt underholdende i al sin muntre melankoli.

Nu er nytåret jo den tid på året, hvor man ser tilbage og opregner gode og dårlige begivenheder og oplevelser. Så her kommer en række personlige, kulturelle glæder og sorger i årets løb:

Årets ærgrelse 

Foto: Morten Holtum

At jeg i 2014 ikke har læst en eneste bog, der virkelig gjorde indtryk på mig. Det er helt sikkert min egen skyld, da jeg har haft travlt med alt muligt andet, men jeg er samtidig stødt på meget få bøger, som jeg reelt havde lyst til at læse. Det tætteste, jeg er kommet på en exceptionel læseoplevelse, er Yahya Hassans debut, Yahya Hassan, som jeg i efteråret endelig fik taget mig sammen til at læse og syntes ret godt om. Desværre var der ikke de store overraskelser i bogen, som jo er blevet endevendt og skamrost i medierne lige siden den udkom. Selvom Hassan uden tvivl er et litterært vidunderbarn (eller ung, eller hvad man nu kalder en fyr, der skriver langt bedre end de fleste 'voksne' i en alder af blot 17-18 år), var kvaliteten ikke lige høj hele vejen igennem, og jeg ser mere frem til at læse hans næste bog. 

Derudover var The Inheritance & Other Stories tæt på vidunderlig. Skrevet af en forfatter med hele to pseudonymer, Megan Lindholm og Robin Hobb (hvert forfatternavn har sin særlige skrivestil, derfor udgiver hun under begge navne). Bogen var en novellesamling med udvalgte historier fra begge sider af hendes forfatterskab, og indeholdt nogle af de bedste sci-fi og fantasynoveller, jeg længe har læst.

Årets lavpunkt 

Maleficent, Disneys reboot (læs: forvanskning) af Tornerose fra 1959, en af filmselskabets egne, absolutte klassikere. Klæbrig i sit forsøg på at forvandle det klassiske eventyr til en moderne, politisk korrekt version af fortællingen, sandsynligvis i forsøg på at 'følge med tiden' og ikke virke så mandschauvinistisk, som filmselskabet igennem tiden er blevet anklaget for fra flere sider, senest af svenskerne.

De eneste to skuespillere, der ikke var helt igennem banale, endimensionale eller direkte rædselsfulde, var Angelina Jolie og Sam Riley. Min umiddelbare reaktion, da jeg forlod biografen, var følelsen af, at filmen havde gjort sit bedste, hvis formålet var at voldtage et kært barndomsminde. Jeg kan skrive stolpe op og stolpe ned om, hvor forfærdelig den film var, men da det ikke helt er fokus for dette indlæg, vil jeg i stedet give ordet til Honest Trailers, der i en af deres 'ærlige trailers' meget præcist opsummerer alt, hvad der var galt med Maleficent.

Årets lyspunkter 

Der har selvfølgelig været mange flere end ovenstående top 5 liste, men eftersom min blog jo først og fremmest handler om at anbefale og diskutere mindeværdige kulturbegivenheder, vil jeg anbefale dig, kære læser, selv at tage et kig igennem årets mange indlæg. Eller reflektere over, hvad dine egne, allerbedste kulturoplevelser har været.

Årets kulturperson

I skrivende stund vil jeg sige Morten Kirkskov, kommende skuespilchef på Det Kongelige Teater. Ikke baseret på hans arbejde, for jeg har hverken læst hans bog, set ham spille teater eller oplevet hans arbejde som direktør for Aalborg Teater. Men han er sej, fordi han i et interview til Berlingske Tidende den 21.december rammer lige ned i tidsånden og kritiserer, eller måske snarere advarer om farerne ved den overfladiskhed, vi danskere (i lighed med folk over hele verden) er blevet så glade for at dyrke på Facebook og andre sociale medier.

For når alt handler om at vise og dyrke overfladen, de positive oplevelser, prale af bedrifter, sejre og succeser, men fortier, når tingene går galt, når konen skrider, når jobbet ryger, når lille Ingolf endnu ikke har lært at gå, får vi så sværere ved at acceptere de sider af tilværelsen? Som Kirkskov udtaler: ”Jeg tror, vi er bange for det, der gør ondt. Bange for at miste position i verden, hvis vi hengiver os for meget til det triste i vores liv. Der er et krav om, at alting skal være godt. Man skal hele tiden shine.”

Hvilket efter min mening rammer plet. Nutidens mantra er nærmest blevet, at man hele tiden skal være lykkelig, succesfuld og smuk. Det er bare ikke realistisk for nogen, for guess what? Nogle gange dummer du dig, nogle gange er dagene sorte og tunge, jobbet rædsomt, kæresten irriterende, børnene ulidelige. Nogle gange er du et sted i dit liv, du slet, slet ikke ønsker at være. Nogle gange er du morgengrim og har dårlig ånde. Vejer lidt for meget, er i lidt for dårligt humør. Nogle gange gør livet allerhelvedes ondt. Du slipper ikke for at opleve nedture, sådan er det bare. Du kan ikke altid få solskin på din vej. Og det er vel egentlig okay? 

Godt Nytår!

K for kultur på scenen i erindringsperformance

Hvilken betydning har vores minder for vores selvopfattelse? Er vi evigt mærket af den historie vi bærer rundt på, eller kan vi gøre os fri af den? Og bør vi, eller er erindringerne snarere en del af, hvem vi er?

Mindernes betydning for vores identitet er et uudslukkeligt emne, som kunsten bliver ved at tage op. Vores individuelle historie, vores fortid er på godt og ondt en del af vores personlighed, den definerer os. Men hvad sker der, hvis vores minder bliver sluppet fri, hvis de bliver givet videre til andre, ikke i form af en selvbiografisk skildring, men som løsrevne hændelser, viderebragt anonymt til folk vi ikke kender, som intet ved om os, ud over hvordan vi ser ud i de få minutter, hvor vi sidder foran dem og giver dem vores beretning om ét minde om en ganske bestemt hændelse i vores fortid?

Det er præmissen for THEN I WAS LIKE. Og dette er ikke en anmeldelse, men en opfordring. Gå ind og se stykket, hvis du vil udfordres, både på din selvopfattelse og på mindernes betydning. Jeg omtalte forestillingen i et tidligere indlæg, og anmeldte den nyligt her. Den spiller sidste gang i aften, så du skal være hurtig, men det er værd at bruge sin dyrebare lørdag på.

Da anmelderen kom på scenen

Selvfølgelig er jeg ikke helt objektiv, for folkene bag stykket var smarte. Det er meningen, at publikum helt bogstaveligt skal involveres i forestillingen, og selv blev jeg i flere omgange hevet op på den lille scene, først som én ud af tre, der blev sat til at spille på hver sit instrument (det var ikke helt så farligt som det lyder, da vi kun skulle spille enkelte toner og fik vist hvad vi skulle gøre), og til sidst kom jeg i centrum, da jeg ene kvinde blev sat midt på scenen, fik høretelefoner på og i mikrofonen skulle gentage de sætninger, som en blød stemme videregav til mig. Et smart, men også risikabelt trick fra teaterfolkenes side, for hvad hvis jeg havde lidt af uovervindelig generthed eller sceneskræk? Heldigvis for dem (såvel som for mig selv, der pludselig fik performerens rolle) var det ikke tilfældet, og i stedet vandt de denne anmelders respekt for deres vovemod. 

Tilbage står selvfølgelig spørgsmålet om, hvorvidt man kan tage personlige beretninger ud af deres kontekst og få dem til at give mening som løsrevne, enkeltstående og dybt fragmenterede fortællinger?

Se forestillingen og døm selv.

THEN I WAS LIKE spiller sidste gang lørdag d.13.september kl.19 og 23. Billetter bestilles ved at skrive til idafredericia@gmail.com, men kan (så vidt vides) også købes i døren. Begrænset antal pladser.

K for kulturs skribent udstyres med hovedtelefoner og mikrofon.

Publikum står for musikken. Fotos: Karl Munck-Westh