Suis-je Charlie?

Egentlig havde jeg for flere dage siden forberedt et passioneret indlæg om ytringsfrihed og danske mediers fejhed (ingen nævnt, ingen glemt, Politiken!) både før og efter terrorangrebet/massakren i sidste uge.

Ytringsmod vs. æstetisk sans
Men jeg gik hurtigt død i det. Dels fordi jeg i kølvandet på sidste uges terrorangreb og den efterfølgende debat følte, at jeg i ytringsfrihedens hellige navn havde pligt til at overplastre min blog med billeder fra Charlie Hebdo og de famøse Muhammed-tegninger fra Jyllands-Posten, og det gik hurtigt op for mig, at det havde jeg faktisk ikke lyst til. Ikke så meget på grund af frygt for repressalier (selvom det selvfølgelig spiller en rolle - hvem pokker har lyst til at få et par skudhuller i brystet eller bare en rask lille bombe smidt ind af vinduet på grund af nogle dumme kruseduller?), men fordi jeg ved nærmere eftertanke faktisk synes, at især Charlies tegninger var lidt for grimme. For det er de jo, grimme og vulgære, nogle gange sjove, nogle gange så indforståede, at man nok skal have opholdt sig lidt længere i Frankrig eller fulgt lidt bedre med i de franske medier generelt for at fatte pointen.

Derudover fandt jeg, at massakren på blot en uge er blevet så grundigt beskrevet helt ned i de mindste, grufulde detaljer, så diskuteret, promoveret og tegnet, at der ikke er mere at sige. Alt er sagt, og hvis jeg kommer med flere pip eller viser flere satiretegninger, efteraber jeg bare alle de andre medier, der sandsynligvis er langt bedre inde i stoffet og langt mere kvalificerede til at have en mening end en lille, nørdet kulturblog.

Hvornår er man Charlie?
Er jeg Charlie? Det, kære læsere, har jeg faktisk ingen anelse om. Jeg vil gerne være solidarisk, og selvfølgelig tilslutter jeg mig ytringsfrihed og retten til at håne, pege fingre og ramme aldeles ømme punkter hos folk uanset politisk og religiøst ståsted. For det er hele pointen med satire. Men jeg er ikke selv satiretegner, og selvom jeg kan være kritisk, er jeg det nok snarere på en smal, indadvendt måde - jeg vil hellere svinge pisken over kunstnerne selv og kulturens institutioner end over dem, de forsøger at ruske op i eller ramme. Simpelthen fordi jeg har mere forstand på kunst end på samfundsforhold. Så hvis jeg skal være helt ærlig, synes jeg ikke helt, jeg fortjener at kalde mig Charlie.

Derfor vil jeg i stedet bruge dette indlæg på at hylde en person, der rent faktisk er Charlie: skarp, sjov og frem for alt forbandet modig, også selvom tegneren af åbenlyse grunde holder fast i sin anonymitet.

Jesus and Mo er en af de bedste webtegneserier der findes, og satiren er dugfrisk og intelligent. Her handler det ikke om at provokere, men på spidsfindig vis at udstille religiøse fordomme, dobbeltmoral, selvmodsigelser og generelle dumheder. Samtidig kan man ikke lade være med at holde af de to kødhoveder, Jesus og Profeten Muhammed (dog i form af en 'body double', da den ægte profet jo døde for mange århundreder siden). Tegneren af serien har været i gang siden 2006, og han (eller hun?) er om nogen indbegrebet af udfordrende, skarpsindig satire. Læs den, og hvis du allerede kender serien, så genlæs den. Charlie Hebdos skæbne er uvis, nu hvor avisen har mistet så mange gode kræfter, men Jesus and Mo lever i bedste velgående.

Seneste stribe i kølvandet på Charlie-massakren

Den der ler sidst... Eller?
Men sært er det, at forskellige kulturer reagerer forskelligt på det, de opfatter som uundskyldelige krænkelser. I december var den store nyhed cyberangrebet på filmselskabet Sony Pictures, et angreb der unægteligt var langt mere gennemtænkt og sært elegant end blodbadet i Paris. Et hackerangreb, der voldte økonomisk skade og blotlagde ømme punkter som eksempelvis interne e-mails, der var pinlige at få offentliggjort. The Interview blev alligevel vist, og både hackerangrebet og terrortruslerne fra hackergruppen Guardians of Peace har uden tvivl sikret filmen langt større omtale end den ellers havde fået, samt en plads i filmhistorien, som den ifølge mange filmanmeldere ikke helt havde fortjent, hvis man skal dømme efter filmisk kvalitet.

Spørgsmålet er, hvad der i sidste ende har størst effekt: at myrde de mennesker, som man føler sig krænket af, eller at udsætte dem for økonomisk og politisk pres. For selvom The Interview har betydet masser af omtale for filmselskabet (og al omtale er vel god omtale, siges det), har omkostningerne måske været for store. Filmen kostede i omegnen af 44 millioner dollars at producere, men salgstal fra starten af januar viser, at filmen endnu ikke havde tjent disse omkostninger ind igen. Den kan sikkert nå det endnu, men spørgsmålet er, om Sony eller andre filmselskabet vil vove forsøget en anden gang? Er omtalen bøvlet værd?

Sammenlignet med terrorangrebet på Charlie Hebdo har Nordkoreas hackere vist, at de følger med tiden. Når man direkte går ud og myrder en række mennesker (heriblandt en trosfælle i form af en muslimsk politimand), er det vel tvivlsomt, hvor meget sympati man får, ud over fra de mest rabiate folk fra egne rækker. De ansvarlige for massakren slap ikke med livet i behold, og resultatet er indtil videre en risiko for større mistro over for muslimske mindretal, større tilslutning til højre-orienterede, nationalistiske partier og politiske ledere, der i højere grad end før vil søge at slå ned på alt, hvad der lugter af IS, Al Qaeda og hjemlige muslimer med lidt for stor sympati for radikale fortolkninger af Islam. Plus en stor distribution af de famøse, såkaldt blasfemiske tegninger over store dele af verden.

Derimod er der ingen, der er kommet efter Guardians of Peace eller for dens sags skyld Nordkoreas leder, der er mistænkt for at stå bag cyberangrebet på Sony. Intet er bevist, og Kim Jong-un sidder endnu nogenlunde trygt på sin trone.

Så hvem ler sidst og bedst?

PS. Jeg synes alligevel, at Charlie Hebdo fortjener lidt opmærksomhed, nu hvor jeg udnytter angrebet på avisen til at kaste lidt shine over på alt muligt andet. Så her følger en af de få avisforsider, hvor jeg både kunne relatere til konteksten og faktisk fandt tegningen både sjov og sand - især når man tænker på de cons (fransk for røvhuller/idioter), der til ære for deres profet myrdede en masse mennesker.

PPS. For at det ikke altid skal handle om vestlig nedrakning/satire af anderledes tænkende, får I lige et klip fra Team America: World Police - en af de sjoveste filmsatirer over amerikansk kultur, produceret af South Park-skaberne Trey Parker og Matt Stone. Selvom den har mere end ti år på bagen, er den stadig vulgær, ulækker og virkelig morsom. Velkommen til 2015!