En lille reklame - ny blog

Som jeg fortalte i et af mine sidste indlæg, har det indtil videre været en sommer i ballettens tegn. Men andre ting skulle der også gerne være plads til, og efter et langt tilløb har jeg nu taget mig sammen og givet mig selv en ny opgave, en ny forpligtelse. Denne gang i form af en ny blog. Ikke mere kulturkritik eller kunstomtale som sådan, omend den nye blog stadig vil omhandle kunstdiskussion i et vist omfang - nok mest fordi jeg ikke kan lade være.

I stedet vil jeg bruge den til at offentlige nogle af mine tekster samt diskutere, hvad det vil sige at skrive fiktion og andre former for tekster, hvor det først og fremmest er sprogets form, der er vigtig. En gang imellem vil jeg smide eksempler op på egne inspirationskilder. Stadig kulturprodukter som musik, film, litteratur, dans og teater, men i modsætning til de ting, jeg omtaler på K for kultur, vil jeg på den nye blog kun beskæftige mig med ting, som direkte inspirerer mig i mit eget skrivearbejde.

Formålet med bloggen er at drive mig selv frem med en blanding af pisk og gulerod - enhver der skriver er forfængelig nok til gerne at ville ud med sine ting i offentligheden, og ved at oprette bloggen tvinger jeg samtidig mig selv til at producere tekster nok, så jeg hele tiden har noget at lægge ud på bloggen.

Du er velkommen til at læse med og kommentere det jeg skriver, eller du kan holde dig til K for kultur, som jeg stadig vil fortsætte med.

Du kan læse mere og følge bloggen her: Fantasma

Youtubebesættelse #1 - vlogs

Inspireret af bog-bloggeren Paperback Castles har jeg fået mig en ny dille. Eller, en mindre besættelse er måske et bedre ord for det. Ser I, der er en grund til, at jeg er meget forsigtig med at kaste mig over nye tv-serie. Pt. er jeg meget stolt af mig selv, fordi jeg har modstået House of Cards i hele to sæsoner nu, selvom det åbenbart er det hotteste hotte blandt serier lige nu.

Jeg - en serioman
Hvorfor tæller jeg det som en bedrift? Fordi jeg er serioman. Jeg er afhængig af tv-serier, men de sidste mange år har jeg været på afvænning. Desværre har streamingens indtog på mediemarkedet været skyld i en del tilbagefald inden for de sidste par år. Det er værst når jeg er syg, så er jeg komplet forsvarsløs. Jeg er hjemme hele dagen, har det for elendigt til at lave noget fornuftigt, samtidig med at jeg keder mig og har brug for at blive distraheret af noget, så jeg ikke fokuserer på, hvor ondt jeg nu lige har i halsen, hovedet, maven eller hvor problemet nu end sidder. Og Netflix, Viaplay eller HBO er kun få klik væk. Inden jeg ser mig om, er jeg startet på en ny serie, og vupti, så har jeg brugt et par uger udelukkende på at kværne 6 sæsoner af Lost, Mad Men eller hvad der nu lige vækker min interesse. Binge-watching kaldes amerikanerne det, og det kan jeg bruge uendelig meget tid på.

Derfor forsøger jeg at opsætte regler for mit seriekiggeri. Jeg må max have gang i én uafsluttet serie, og jeg må kun starte på en ny serie, hvis jeg kan holde mig inden for denne kvote. En gang imellem tildeler jeg mig selv tid til at se en serie, hvis den allerede er afsluttet. Målet er at komme ned på max 2 hele, afsluttede serier om året. Det går ikke så godt, for fristelserne er mange, men jeg forsøger at være standhaftig.

Derfor ved jeg endnu ikke, om min nye dille er sund. Jeg er nemlig blevet bidt af video blogs. Da jeg fandt ud af, at Jane Austens klassiske roman (og en af mine absolut favorit-romaner), Stolthed og fordom, var blevet lavet som en webserie i form af video blogs, eller vlogs som de også kaldes, måtte jeg lige forbi og snuse. Hvorefter jeg brugte 1½ dag på at se alle 100 afsnit. Jeg var fuldstændig solgt, ikke kun til denne geniale adaptation, hvor historien er opdateret til nutiden uden at miste sin humor eller spænding, men til hele medieformen. I stedet for afsnit, der varer en halv time til en time ad gangen, varer en vlog episode typisk 2-5 minutter. Hvis man som jeg ikke kan håndtere sit serieforbrug, kan man således få et hurtigt fix på daglig eller ugentlig basis uden at skulle bruge uanede mængder af tid på at komme igennem historien.

En ny fortælleform
Men ud over de rent praktiske aspekter er fiktive vlogs en utrolig interessant måde at fortælle en historie på. De korte episoder, begrænsede miljøer (kameraet er som oftest stationært placeret i et rum, og karaktererne, ikke kulisserne, er i centrum hele tiden) og ekstreme fokus på få karakterer ad gangen, som oftest hovedpersonen, kombineret med en tilstræbt virkelighedsfornemmelse (hovedpersonen filmer sig selv som en slags videodagbog eller videodokumentation, og det officielle fokus inden for historiens ramme er dokumentation, ikke fortælling), giver en helt anden, fortættet fornemmelse for den handling der udspiller sig, en man ville få i en klassisk tv-serie.

The Lizzie Bennet Diaries skød vlog-trenden i gang, og indtil videre er det blevet til en håndfuld serier af forbløffende høj kvalitet, især når man tænker på, at webserierne hverken har pengestærke tv-kanaler eller store produktionsselskaber i ryggen. De er heller ikke sikret indtjening sådan som almindelige tv-serier, men må ofte klare sig via crowdfunding og donationer fra fans.

En anden detalje, der gør webserierne unikke, er deres transmediale karakter. Flere af serierne udspiller sig simultant på flere forskellige internetplatforme, der interagerer med hinanden og med seerne, der således får serveret bidder af serierne fortælling alt efter hvor de følger historien. Mens hovedparten af serierne er formet som korte videoer uploadet på Youtube, kan man som oftest følge serien på de mest populære sociale medier som Facebook, Twitter, Instagram og Tumblr, hvor historiens hovedkarakterer har profiler, og hvor man kan følge, like, kommentere og samtale med seriens personer. Dette i sig selv er en unik måde at konstruere et narrativt forløb, og kun fantasien sætter grænser for denne nye form for historiefortælling.

Her er en lille guide til de meste interessante vlogs: 

The Lizzie Bennet Diaries
Webserien der startede det hele. Med mere end 250.000 abonnenter på Youtube blev serien en bragende succes, og det var fuldt fortjent. Som en nutidig version af Jane Austens mest elskede bog beviste serien, at Stolthed og fordom virkelig er mere end et romantisk kostumedrama og Colin Firth i våd skjorte – det er tidløs historie om, hvor meget to mennesker kan gå galt af hinanden. Jeg slugte alle 100 afsnit i et hug, for ligesom bogen er serien fuldstændig besættende. Det skyldes et brillant manuskript, der perfekt fanger ånden fra bogen og samtidig tør komme med et moderne bud på fortællingen og dens karakterer, samt et hold skuespillere der giver deres livs præstationer. Især Mary Kate Wiles som Lizzies umodne lillesøster stjæler hver eneste scene hun er med i. Undervejs i serien begynder flere af de andre karakterer at lave deres egne videoer, så man kan se historien fra deres synsvinkel. Især The Lydia Bennet vlog er must see, hvis man vil forstå plotudviklingen til bunds.

Hvorfor er den værd at se?

Hvis man er fan af bogen, er det utrolig sjovt at se, hvordan de på intelligent vis har moderniseret et plot, der ellers kun gav mening i 1800-tallet med dets fastlåste kønsroller og strenge seksualmoral, og samtidig bibeholdt det sprudlende mix af livsglæde, tåbelige bipersoner og kærlighedsforviklinger, der gør Austens roman til en bog, man læser igen og igen. Og derudover er serien bare virkelig godt skruet sammen. Den er uden tvivl noget af det bedste, jeg længe har set - jeg sad klinet til skærmen igennem alle 100 afsnit, mens den fiktive Lizzie, hendes søstre og venner begyndte at føles mere og mere virkelige. Jeg lo højlydt, når Lizzie med skarp sarkasme imiterede sin Kirsten giftekniv af en mor eller den stive William Darcy, så optaget af sin egen arrogante vigtighed, at han ikke fatter, at han er i gang med at jage den pige væk som han er forelsket i. Jeg tudede, da den engleagtige Jane fik sit hjerte knust, selvom jeg vidste, det ville ske, og twistet med den vilde Lydia var så grusomt, at det næsten ikke var til at holde ud at overvære. 

Emma Approved
Emma Approved er endnu en Austen-inspireret serie fra skaberne af The Lizzie Bennet Diaries. Lidt mere glamourøs og lækker at se på, men ikke helt så skarpt skrevet eller spillet, selvom kvaliteten stadig er ret høj. Den vittige dialog mellem hovedpersonerne er seriens højdepunkt, og igen bliver Twitter, Facebook og blogs brugt flittigt som sidespor til videoindslagene. Jeg har dog en mistanke om, at serien er knap så interessant for folk, der ikke har læst Austens Emma.

Hvorfor er den værd at se?

Fordi den ligesom The Lizzie Bennet Diaries er et morsomt og kreativt forsøg på at opdatere en 1800-talsroman, så den giver mening i moderne kontekst. Hvis man kender romanforlægget og som jeg selv er lidt af en Austen-nørd, er det ret underholdende at se, hvordan denne moderne version udspiller sig. Desuden er serien godt skrevet og spillet, selvom den er knap så sprudlende vittig og bidende som sin forgænger.

The Autobiography of Jane Eyre
Endnu en vlog-serie, der er inspireret af The Lizzie Bennet Diaries, men denne gang er det Charlotte Bröntes gotiske romance, der fungerer som forlæg. Jeg må indrømme, at første afsnit var lige ved at skræmme mig væk med sin underlige indie-agtige forsøg på at virke hip og skæv på den seje måde. Men efter et par afsnit blev jeg helt glad for serien, som er knap så lækkert produceret og har en meget mere autentisk stemning end Lizzie og Emma-serierne.

 Hvorfor er den værd at se?

Igen er en stor del af attraktionen, at man kender historien i forvejen og har lyst til at se, hvordan manuskriptforfatterne har moderniseret plottet og samtidig er forblevet tro mod fortællingen og karaktererne. Den virker mere som en ægte vlog en de tidligere nævnte serier, karaktererne er meget troværdige, fordi de er knap så polerede, og der er nogle fine detaljer undervejs, så som Janes 'draw-my-life' episode samt små videoer, der bliver helt poetiske i deres brug af landskab filmet under en gåtur til at skabe stemninger, der understreger hovedpersonens sindstilstand. Igen er jeg dog ikke helt sikker på, at folk der ikke har læst bogen i forvejen for helt så meget ud af serien.

A Tell Tale Vlog
Dette er en ren komedie, og den eneste vlog, som jeg indtil videre ikke har set færdig. Serien er en parodisk skildring af Edgar Allan Poe, en traurig digter med hang til uhygge og ravne, samt hans husspøgelse, den bitchy og meget morsomme Lenore.

Frankenstein MD
Denne serie er ikke udgivet endnu, men kommer til efteråret. Det er producerne bag Lizzie- og Emma-serierne, der laver den, hvilket lover godt for kvaliteten.

Hashtag Hamlet
Det er endnu usikkert, om denne serie bliver til noget, men titlen siger det hele. En moderne version af Hamlet er et must see i min verden, simpelthen fordi jeg elsker Shakespeare og er nysgerrig efter at se, hvordan man laver Hamlet om til en vlog. Er der lige så mange, der dør, og bliver det stadig med gift og drabelige dueller, selvom det på papiret virker urealistisk i det 21. århundrede? Forhåbentlig får vi det snart at se, så hold øje med Youtube eller idémandens Jay Bushmans Tumblr-side.

Ballet-sommer og andre nørderier

Hvem sagde sommerferie? Ikke mig i hvert fald, eftersom min ferie er fyldt op med arbejde og skriveprojekter. For et par måneder siden startede jeg som skribent for to kulturmagasiner, henholdsvis Magasinet KBH og tidsskriftet DANS, også kendt som Terpsichore. Hvilket betyder, at jeg kan vælge og vrage mellem spændende opgaver at skrive om og forestillinger at dække, men det stjæler også tid fra bloggen her såvel som fra mine almindelige skriveprojekter. Jeg føler mig nogle gange som et barn i en slikbutik, hvor jeg må vælge hvad jeg vil, men kun spise én ting ad gangen. Og når jeg blæser på det og prøve at jonglere flere projekter ad gangen, ender jeg ofte med at lade gamle opgaver hænge lidt, hver gang der kommer nogle nye og spændende muligheder.

Balletskole og balletferie
For tiden glæder jeg mig over det kedelige sommervejr, da jeg alligevel ingen gavn af solfyldte weekender. Den Kongelige Ballet har nemlig startet et nyt sommerkursus for unge balletdansere, RDB (forkortelse af Royal Danish Ballet) Summer School, der løber i disse uger. Nu er det ingen hemmelighed, at jeg er en kæmpe balletnørd, og derfor var det svært at modstå fristelsen til at skrive om kurset. Hvilket kort sagt betyder, at jeg i disse uger ikke tilbringer min fritid på stranden, men i stedet render rundt i lumre træningsrum og kigger på teenagedansere, der kæmper med deres pirouetter og pas de deux'er og hvad de ellers skal have styr på for at blive klar til det, der forhåbentlig for de flestes vedkommende bliver til en karriere inden for dansens verden.

Jeg skriver lidt nærmere om mine oplevelser bag ballettens kulisser i næste indlæg, men indtil da kan de mest balletglade af mine læsere (I ved selv hvem I er) følge med på Twitter, hvor jeg løbende poster opdateringer og egne fotos fra sommerkurset.

I det hele taget kan jeg godt blive lidt forbløffet over, hvor meget jeg egentlig nørder ballet. Sidste måned benyttede jeg en ferie i Berlin til at få set Romeo og Julie i en opførsel på Staatsballett Berlin. Versionen var en man ikke ser herhjemme, hvor John Neumeiers udgave er fast favorit. I stedet fik jeg mulighed for at se en tidligere udgave af balletten med koreografi af englænderen John Cranko. Den var interessant, selv jeg ikke var helt glad for de berlinske dansere, der ikke lever op til de danske danseres høje standard. 

Hvordan dør man smukt?
Siden fandt jeg dog en ret fantastisk Cranko-version på Youtube med de oprindelige dansere, Marcia Haydée og Richard Cragun. Hvorfor er de fantastiske? Fordi de både danser og spiller så pokkers godt. Djævlen ligger i detaljen, og i denne udgave har hver eneste lille detalje en betydning. Jeg er især vild med dødsscenen, hvor Haydée har dette vilde, fortvivlede udtryk, da hun finder Romeo død. I modsætning til andre udgaver vågner hun her op i hans arme og tror først, at alt er godt, indtil hun opdager, at hendes elskede er død. Eller da Craguns Romeo døende tager hende i sine arme og ømt kærtegner hendes hår, mens livet siver ud af ham. Eller da Julie stikker kniven i maven og derefter næsten febrilsk trækker sig ind til Romeo, vugger ham fra side til side, indtil hun med svindende kræfter synker ind over ham, for derefter med sine allersidste kræfter rækker ud, tager hans hånd, kysser den og vikler hans arm rundt om sig. Et kort øjeblik ser man, hvordan hun dør i hans favn, inden også hun bliver slap, slipper taget og lader armen falde.

Kontrasten mellem de elskedes krampagtige forsøg på at fastholde den anden over for dødens ubønhørlighed er overvældende - jeg ved, jeg er en balletnørd, men hold op hvor er det smukt. Hele forestillingen kan findes som playliste på Youtube, men I får lige dødsscenen her:

Pengene vs. kunsten - den evige balancegang

Der er ét stort problem ved kunsten, nemlig pengene eller manglen på samme. Det er svært at leve af at lave kunst, medmindre man tilhører én af de heldige få, der enten opnår fast ansættelse inden for sit erhverv eller bliver populær nok til at kunne sælge sit produkt i store mængder. Men for de af os, der endnu ikke har skrevet en bestseller, lavet det nye, store hit eller vundet en Oscar, må der et brødjob til for at klare dagen og vejen. Men balancen mellem almindeligt lønarbejde og den tid man bruger på sin kunst er hårfin. 

Den kreative proces kan strække sig i en uendelighed, før der kommer noget færdigt ud i den anden ende, og imens skal der tjenes penge til de faste udgifter. Det er det evige dilemma der udspiller sig, den evige kamp mellem lyst og pligt, mellem hvad man ønsker og hvad der er bydende nødvendigt. Og grænsen mellem de to bliver ofte utydelig.

Kan man vælge at blive kunstner?

Jeg vidste for længe siden, at jeg ville være forfatter. Jeg er den dag i dag ikke sikker på, om det var en bevidst beslutning eller noget der på (for)underlig vis blev mig pålagt. Jeg lytter altid undrende til de kunstnere, der fortæller, hvordan de nærmest kom snublende ind i deres erhverv. Hov, jeg var god i den dér amatørforestilling på højskolen, måske skulle jeg blive skuespiller? Anerkendte forfattere som Josefine Klougart og Asta Olivia Nordenhof fandt pludselig ud af, at de var gode til at sætte ord sammen, og i modsætning til andre sprogligt begavede mennesker valgte de af uransagelige grunde ikke en karriere som tekstforfatter eller journalist, men i stedet den håbløse levevej som er forfattergerningen.

Deres historier virker dybt eksotiske og mystiske på mig. Hvordan kunne de helt tilfældigt bare havne i det? Eller tage rationelle, aktive beslutninger om at vælge en karriere som kunstner? Selv blev jeg temmelig lettet, da jeg stødte på Inge Eriksens beretning om, hvordan hun som 18-årig blev ramt af en uforklarlig overbevisning, en vished om, at hun skulle skrive romaner. Så var det ikke kun mig, der var sær. Endnu bedre var Diana Wynne Jones’ historie. Som blot 8-årig vidste hun pludselig, at hun som voksen ville blive forfatter. Det aktive valg var tilsyneladende aldrig rigtigt til stede i disse forfatteres liv, det var ikke en beslutning der skulle tages, men snarere en erkendelse der skulle fæstne sig.  

Hvis jeg nogensinde havde haft et valg, havde jeg nok valgt noget andet. Guderne skal vide, at jeg de seneste par år har overvejet det. For hvad får man ud af en kunstnerisk karriere? Årelangt slid, en usikker tilværelse, elendig økonomi. For nogens vedkommende måske toppet med fysisk eller psykisk nedslidning. Romantisk er det bestemt ikke, så hvorfor gøre det? Jeg kan kun tale på egne vegne, men jeg vil tro, at de fleste vil svare ligesom jeg – fordi det er umuligt at lade være. Eller måske ikke umuligt, for jeg har haft lange perioder, hvor jeg ikke har skrevet, og selv i dag er jeg bestemt ikke stolt over mit lave produktivitetsniveau. Men det er et kald, selvom det lyder forfærdeligt højstemt at kalde det dette. Det sidste års tid er det også begyndt at føles som et kærlighedsforhold. Ikke det bedste af slagsen, i forhold til skriveriet kan jeg nok bedst betegnes som en kvindelig udgave af Mr. Big fra Sex & City, en ’vil-vil ikke’-type. Men sidste år fik jeg sat stolen for døren af min muse med beskeden om, at det var nu eller aldrig. 

Når karrieren kommer i vejen

Jeg var et halvt år inde i mit første ’rigtige’ job, havde en fin titel, ansvarsområder og mulighed for at arbejde inden for et felt, der gik fint i spænd med min uddannelse og som tegnede godt i forhold til en fremtidig, fancy karriere inden for kommunikation og marketing. Og hver aften kom jeg fuldstændig smadret hjem, smed mig på sofaen med en færdigret og så tv indtil jeg faldt i søvn. Jeg fik ikke skrevet et ord uden for kontoret. Samtidig blev jeg hele tiden presset for at give mere, jeg skulle brænde for det, jobbet skulle være mit et og alt. Hver gang jeg tænker tilbage på det, får jeg altid følelsen af, at jeg blev bedt om at sælge min sjæl. En faustisk pagt med djævlen til gengæld for penge og status. Sådan var virkeligheden selvfølgelig ikke, men for mig har det været nok til at forsværge fremtidige karrierestillinger. For selvfølgelig sagde jeg jobbet op. Prisen var for høj, hvis jeg blev afskåret fra at skrive.

Det seneste år har været præget af det modsatte problem. Masser af skrivetid, men mangel på faste rammer og økonomisk usikkerhed. Siden jeg sagde mit fuldtidsjob op, har jeg kæmpet for at finde frem til balancen mellem lønarbejde og skrivearbejde. Det ideelle job for en person med kunstneriske ambitioner er svært at definere. Det australske kultursite Artshub bragte sidste måned en artikel, der gennemgår fordele og ulemper ved forskellige typer jobs. Skal man forsøge sig med et job inden for sin branche, hvor man kan være heldig at få et stimulerende arbejde med spændende opgaver, eller et kedeligt, men knap så krævende job? Hvad fungerer bedst, hvis man også skal have overskud til det kreative arbejde ved siden af?

 Artiklen, der er et uddrag af Justin Heazlewoods nye bog Funemployed, et portræt af livet som kunster i nutidens Australien, giver ikke noget endegyldigt svar. I stedet demonstrerer den gennem interviews med en række folk inden for forskellige kreative erhverv som f.eks. musikere, forfattere, performere og tegnere, at enhver må finde sin egen måde at balancere det kreative arbejde med brødjobbet.

Jobbet eller drømmen?

Min egen beslutning blev truffet med inspiration fra forskellige steder. Det var utroligt grænseoverskridende at sige mit job op, især når man som jeg var nyuddannet midt i en krisetid, hvor kampen om de få ledige jobs til tider synes håbløs og bitter. På en sær, bagvendt måde tror jeg det var mit held, at jobbet udviklede sig i en så ubehagelig retning, at jeg til sidst ikke kunne holde ud at blive der. Hvis det havde været et vidunderligt job, havde jeg sandsynligvis været for komfortabel til at turde tage min beslutning. For jeg tvivler på, at et vidunderligt men ansvarsfuldt, karriereorienteret job havde været mindre krævende. 

Nogen mennesker kan uden problemer jonglere et krævende job, der lægger stort beslag på deres tid og energi, og samtidig have overskud til at være kreativ. Jeg tilhører dog ikke denne gruppe af forunderlige overskudsmennesker, og som Heazlewoods artikel viser, er jeg langtfra alene. Min løsning har hidtil været at afsværge et akademisk job, i hvert fald i fuldtidsversionen, og i stedet nøjes med noget mere ydmygt. Det har krævet et par forsøg, inspireret af udtalelser fra andre forfattere, blandt andet Jonas T. Bengtsson og Christian Jungersen, der begge fumlede rundt en tid med forskellige ufaglærte jobs, før de var heldige nok til at få succes med deres bøger. Desværre synes de fleste forfattere (i lighed med andre kunstnere) at være mest interesseret i at udtale sig om 1) deres kunst og/eller 2) deres privatliv (dårlig barndom, forliste parforhold, forbilleder og personlig udvikling). Hvilket er meget fint og ofte rigtig spændende, men knap så nyttigt for unge wannabe-forfattere/kunstnere/kreative whatever som jeg selv. 

Jeg havde allerede et deltidsjob om aftenen på et københavnsk teater, og opmuntret af forfatter Sarah Engells blogindlæg om at forsørge sig selv gennem ufaglærte deltidsjobs begyndte jeg at overveje mine muligheder. Jeg besluttede mig hurtigt for at blive lærervikar, drevet af den høje timeløn og en naiv idé om at kunne bruge mine ’kompetencer’ fra den universitetsuddannelse jeg netop havde lagt på hylden, søgte jeg og fik hurtigt job. Hvor længe holdt jeg? Knap 3-4 gange fordelt over 1 måned. Det fleksible og særdeles nemme job viste sig at være en stressfaktor, når jeg stod op halv syv hver morgen for at sidde klar ved telefonen, i tilfælde af at de kaldte mig på arbejde. Heldigvis kunne jeg en tid leve af mit deltidsjob på teatret, der både gav mig mulighed for at skrive, mens jeg var på arbejde, samt leverede gratis inspiration i form af alle de forestillinger jeg frit kunne se. På minussiden talte, at jeg var tvunget til at arbejde hver aften og hver weekend for at få det til at løbe rundt, og ikke havde nok vagter til at fastholde en stabil økonomi. Så jeg hoppede hurtigt ud i jobsøgningscirkusset for at finde noget, der kunne give mig en fast indkomst uden at kræve så meget af mig, at jeg ikke havde mentalt overskud til at skrive.

Overspringsblog og en lille forklaring

Midt i det hele besluttede jeg også at starte denne blog. Hvorfor er jeg egentlig ikke sikker på, udover at det har været rart at have en form for ventil for kreative udslip. Og måske også for at skabe en blog der indeholdt alt det, jeg selv har gået og savnet som kultur- og kunstinteresseret. Måske fordi det er ensomt at skrive, og når man er i gang med sin første bog uden at ane, hvornår den bliver færdig, er det skønt at få reaktioner på noget man har skrevet, også selvom det ikke er fiktion. Men det var et mindre sidespor. 

Så hvad er pointen med denne historie? Tja, først og fremmest har jeg lidt dårlig samvittighed over at have svigtet jer læsere i mere end 2 måneder. Forklaringen knytter sig til dette indlæg – siden maj har jeg speedet op for jobsøgningen i håbet om at lande et arbejde, der kan give mig den finansielle tryghed og stabilitet i dagligdagen (lærervikarjobbet fik mig til at indse, at jeg fungerer bedst i nogenlunde faste rammer), jeg har brug for som basis for mit liv lige nu. Vi er alle forskellige, og nogen mennesker finder kaos og usikkerhed befordrende for kreativiteten. Jeg derimod har brug for tryghed og en vis orden, såvel som et arbejde hvor jeg føler mig godt tilpas, samtidig med at arbejdsopgaverne ikke dræner mine mentale reserver. Kreativt arbejde kræver overskud. Som en af kunstnerne i Heazlewoods artikel udtaler, kan småkedeligt eller monotomt arbejde være direkte gavnligt for kreativiteten. Kunsten er at finde et job, hvor man som kunstner kan bevare dette overskud.

Hvordan går det med min egen balancegang? Det kunne være bedre, men det går fremad. Heldigvis fik jeg et vikariat i sidste måned inden for kundeservice, hvor jeg indtil videre har arbejdet et par uger. Selvom jeg skal vænne mig til et 8-16 job, har det indtil videre været uvurderligt med et fast arbejde, hvor jeg ikke føler mig udtværet og udmattet ved slutningen af min arbejdsdag. Og resultatet: dette indlæg, som du lige har læst.