Viser opslag med etiketten Stolthed og fordom. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Stolthed og fordom. Vis alle opslag

torsdag den 17. juli 2014

Youtubebesættelse #1 - vlogs



Inspireret af bog-bloggeren Paperback Castles har jeg fået mig en ny dille. Eller, en mindre besættelse er måske et bedre ord for det. Ser I, der er en grund til, at jeg er meget forsigtig med at kaste mig over nye tv-serie. Pt. er jeg meget stolt af mig selv, fordi jeg har modstået House of Cards i hele to sæsoner nu, selvom det åbenbart er det hotteste hotte blandt serier lige nu.

Jeg - en serioman
Hvorfor tæller jeg det som en bedrift? Fordi jeg er serioman. Jeg er afhængig af tv-serier, men de sidste mange år har jeg været på afvænning. Desværre har streamingens indtog på mediemarkedet været skyld i en del tilbagefald inden for de sidste par år. Det er værst når jeg er syg, så er jeg komplet forsvarsløs. Jeg er hjemme hele dagen, har det for elendigt til at lave noget fornuftigt, samtidig med at jeg keder mig og har brug for at blive distraheret af noget, så jeg ikke fokuserer på, hvor ondt jeg nu lige har i halsen, hovedet, maven eller hvor problemet nu end sidder. Og Netflix, Viaplay eller HBO er kun få klik væk. Inden jeg ser mig om, er jeg startet på en ny serie, og vupti, så har jeg brugt et par uger udelukkende på at kværne 6 sæsoner af Lost, Mad Men eller hvad der nu lige vækker min interesse. Binge-watching kaldes amerikanerne det, og det kan jeg bruge uendelig meget tid på.

Derfor forsøger jeg at opsætte regler for mit seriekiggeri. Jeg må max have gang i én uafsluttet serie, og jeg må kun starte på en ny serie, hvis jeg kan holde mig inden for denne kvote. En gang imellem tildeler jeg mig selv tid til at se en serie, hvis den allerede er afsluttet. Målet er at komme ned på max 2 hele, afsluttede serier om året. Det går ikke så godt, for fristelserne er mange, men jeg forsøger at være standhaftig.

Derfor ved jeg endnu ikke, om min nye dille er sund. Jeg er nemlig blevet bidt af video blogs. Da jeg fandt ud af, at Jane Austens klassiske roman (og en af mine absolut favorit-romaner), Stolthed og fordom, var blevet lavet som en webserie i form af video blogs, eller vlogs som de også kaldes, måtte jeg lige forbi og snuse. Hvorefter jeg brugte 1½ dag på at se alle 100 afsnit. Jeg var fuldstændig solgt, ikke kun til denne geniale adaptation, hvor historien er opdateret til nutiden uden at miste sin humor eller spænding, men til hele medieformen. I stedet for afsnit, der varer en halv time til en time ad gangen, varer en vlog episode typisk 2-5 minutter. Hvis man som jeg ikke kan håndtere sit serieforbrug, kan man således få et hurtigt fix på daglig eller ugentlig basis uden at skulle bruge uanede mængder af tid på at komme igennem historien.

En ny fortælleform
Men ud over de rent praktiske aspekter er fiktive vlogs en utrolig interessant måde at fortælle en historie på. De korte episoder, begrænsede miljøer (kameraet er som oftest stationært placeret i et rum, og karaktererne, ikke kulisserne, er i centrum hele tiden) og ekstreme fokus på få karakterer ad gangen, som oftest hovedpersonen, kombineret med en tilstræbt virkelighedsfornemmelse (hovedpersonen filmer sig selv som en slags videodagbog eller videodokumentation, og det officielle fokus inden for historiens ramme er dokumentation, ikke fortælling), giver en helt anden, fortættet fornemmelse for den handling der udspiller sig, en man ville få i en klassisk tv-serie.

The Lizzie Bennet Diaries skød vlog-trenden i gang, og indtil videre er det blevet til en håndfuld serier af forbløffende høj kvalitet, især når man tænker på, at webserierne hverken har pengestærke tv-kanaler eller store produktionsselskaber i ryggen. De er heller ikke sikret indtjening sådan som almindelige tv-serier, men må ofte klare sig via crowdfunding og donationer fra fans.

En anden detalje, der gør webserierne unikke, er deres transmediale karakter. Flere af serierne udspiller sig simultant på flere forskellige internetplatforme, der interagerer med hinanden og med seerne, der således får serveret bidder af serierne fortælling alt efter hvor de følger historien. Mens hovedparten af serierne er formet som korte videoer uploadet på Youtube, kan man som oftest følge serien på de mest populære sociale medier som Facebook, Twitter, Instagram og Tumblr, hvor historiens hovedkarakterer har profiler, og hvor man kan følge, like, kommentere og samtale med seriens personer. Dette i sig selv er en unik måde at konstruere et narrativt forløb, og kun fantasien sætter grænser for denne nye form for historiefortælling.

Her er en lille guide til de meste interessante vlogs: 

The Lizzie Bennet Diaries
Webserien der startede det hele. Med mere end 250.000 abonnenter på Youtube blev serien en bragende succes, og det var fuldt fortjent. Som en nutidig version af Jane Austens mest elskede bog beviste serien, at Stolthed og fordom virkelig er mere end et romantisk kostumedrama og Colin Firth i våd skjorte – det er tidløs historie om, hvor meget to mennesker kan gå galt af hinanden. Jeg slugte alle 100 afsnit i et hug, for ligesom bogen er serien fuldstændig besættende. Det skyldes et brillant manuskript, der perfekt fanger ånden fra bogen og samtidig tør komme med et moderne bud på fortællingen og dens karakterer, samt et hold skuespillere der giver deres livs præstationer. Især Mary Kate Wiles som Lizzies umodne lillesøster stjæler hver eneste scene hun er med i. Undervejs i serien begynder flere af de andre karakterer at lave deres egne videoer, så man kan se historien fra deres synsvinkel. Især The Lydia Bennet vlog er must see, hvis man vil forstå plotudviklingen til bunds.


Hvorfor er den værd at se?

Hvis man er fan af bogen, er det utrolig sjovt at se, hvordan de på intelligent vis har moderniseret et plot, der ellers kun gav mening i 1800-tallet med dets fastlåste kønsroller og strenge seksualmoral, og samtidig bibeholdt det sprudlende mix af livsglæde, tåbelige bipersoner og kærlighedsforviklinger, der gør Austens roman til en bog, man læser igen og igen. Og derudover er serien bare virkelig godt skruet sammen. Den er uden tvivl noget af det bedste, jeg længe har set - jeg sad klinet til skærmen igennem alle 100 afsnit, mens den fiktive Lizzie, hendes søstre og venner begyndte at føles mere og mere virkelige. Jeg lo højlydt, når Lizzie med skarp sarkasme imiterede sin Kirsten giftekniv af en mor eller den stive William Darcy, så optaget af sin egen arrogante vigtighed, at han ikke fatter, at han er i gang med at jage den pige væk som han er forelsket i. Jeg tudede, da den engleagtige Jane fik sit hjerte knust, selvom jeg vidste, det ville ske, og twistet med den vilde Lydia var så grusomt, at det næsten ikke var til at holde ud at overvære. 

Emma Approved
Emma Approved er endnu en Austen-inspireret serie fra skaberne af The Lizzie Bennet Diaries. Lidt mere glamourøs og lækker at se på, men ikke helt så skarpt skrevet eller spillet, selvom kvaliteten stadig er ret høj. Den vittige dialog mellem hovedpersonerne er seriens højdepunkt, og igen bliver Twitter, Facebook og blogs brugt flittigt som sidespor til videoindslagene. Jeg har dog en mistanke om, at serien er knap så interessant for folk, der ikke har læst Austens Emma.



Hvorfor er den værd at se?

Fordi den ligesom The Lizzie Bennet Diaries er et morsomt og kreativt forsøg på at opdatere en 1800-talsroman, så den giver mening i moderne kontekst. Hvis man kender romanforlægget og som jeg selv er lidt af en Austen-nørd, er det ret underholdende at se, hvordan denne moderne version udspiller sig. Desuden er serien godt skrevet og spillet, selvom den er knap så sprudlende vittig og bidende som sin forgænger.

The Autobiography of Jane Eyre
Endnu en vlog-serie, der er inspireret af The Lizzie Bennet Diaries, men denne gang er det Charlotte Bröntes gotiske romance, der fungerer som forlæg. Jeg må indrømme, at første afsnit var lige ved at skræmme mig væk med sin underlige indie-agtige forsøg på at virke hip og skæv på den seje måde. Men efter et par afsnit blev jeg helt glad for serien, som er knap så lækkert produceret og har en meget mere autentisk stemning end Lizzie og Emma-serierne.


 Hvorfor er den værd at se?

Igen er en stor del af attraktionen, at man kender historien i forvejen og har lyst til at se, hvordan manuskriptforfatterne har moderniseret plottet og samtidig er forblevet tro mod fortællingen og karaktererne. Den virker mere som en ægte vlog en de tidligere nævnte serier, karaktererne er meget troværdige, fordi de er knap så polerede, og der er nogle fine detaljer undervejs, så som Janes 'draw-my-life' episode samt små videoer, der bliver helt poetiske i deres brug af landskab filmet under en gåtur til at skabe stemninger, der understreger hovedpersonens sindstilstand. Igen er jeg dog ikke helt sikker på, at folk der ikke har læst bogen i forvejen for helt så meget ud af serien.

A Tell Tale Vlog
Dette er en ren komedie, og den eneste vlog, som jeg indtil videre ikke har set færdig. Serien er en parodisk skildring af Edgar Allan Poe, en traurig digter med hang til uhygge og ravne, samt hans husspøgelse, den bitchy og meget morsomme Lenore.


Frankenstein MD
Denne serie er ikke udgivet endnu, men kommer til efteråret. Det er producerne bag Lizzie- og Emma-serierne, der laver den, hvilket lover godt for kvaliteten.

Hashtag Hamlet
Det er endnu usikkert, om denne serie bliver til noget, men titlen siger det hele. En moderne version af Hamlet er et must see i min verden, simpelthen fordi jeg elsker Shakespeare og er nysgerrig efter at se, hvordan man laver Hamlet om til en vlog. Er der lige så mange, der dør, og bliver det stadig med gift og drabelige dueller, selvom det på papiret virker urealistisk i det 21. århundrede? Forhåbentlig får vi det snart at se, så hold øje med Youtube eller idémandens Jay Bushmans Tumblr-side.

søndag den 8. december 2013

Da tiden løb fra Bridget Jones


Foto: Miramax

Jeg husker stadig, da jeg første gang stiftede bekendtskab med Englands svar på Sex & the City. Her blev der ikke drukket elegante cosmos på trendy Manhattanbarer, men i stedet tyllet vodka shots som middel mod hjertesorg.

Dyrkelsen af den uperfekte kvinde
Sammenlignet med Carrie Bradshaw var Bridget Jones en katastrofe på to ben. Hun rodede sig ud i de mest tåkrummende pinlige situationer, men havde stadig overskud til at finde livsmod trods tømmermænd, kiksede dates, karrieremæssige ydmygelser og en skrupskør mor, der irriterende nok havde meget bedre styr på mændene end hun selv havde.

Bridget var også et ikon. I en tid, hvor singlekulturen blomstrede op og kvinder skulle vænne sig til at jonglere karriere og samtidig jage mr. Right, blev Bridget en modvægt til det moderne ideal, der bød kvinder at være konstant smukke, dygtige og succesfulde. Bridget var aldrig perfekt. Hun røg altid lidt for meget, drak lidt for meget, vejede lidt for meget.

For mig kom Bridget som en befrielse, et kærkomment alternativ til de perfekte kvindeliv, der ellers blev dyrket af medierne og modeindustrien. Bridget Jones-figuren spredte det budskab, at selvom man ikke var en modeltynd, succesfuld karrierekvinde komplet med englelignende børn og en tilbedende mand, der altid tog opvasken, selvom ens liv virkede nok så kikset og kaotisk og helt det modsatte af fabulous, var det okay. Det skulle nok gå alligevel.

Bridget var elskelig og varm, mens hendes rivaler, de perfekte kvinder med styr på vægten, garderoben og karrieren, var overfladiske og kolde væsner, der jagtede manden som endnu et stykke accessory, der kunne fuldende deres liv.

Elegant Austen-pastiche
Helen Fieldings kiksede antiheltinde startede som en række klummer i britiske The Independent, og var halvt karakteristik af den moderne singlekvinde, halvt en vittig opdatering af Stolthed og fordom, chicklitklassikeren par excellence. Fielding skrev sine klummer om Bridget Jones, mens BBCs tv-udgave af Jane Austens klassiker gik sin sejrsgang, og Colin Firths våde skjorte satte kvindehjerter i brand. Bridgets udkårne blev derfor passende døbt Mark Darcy i denne pastiche over Austens mest populære roman.

Den intertekstuelle leg blev bibeholdt og endda styrket i filmen fra 2001, såvel som i toeren, The Edge of Reason (1999), der elegant omplantede plottet fra Persuasion, hvor en ung kvinde af sin familie tales fra et upassende ægteskab, til senhalvfemsernes London, hvor Bridget lader sine venners dom få afgørende indflydelse på forholdet til Mark Darcy.

Denne konstante, skjulte reference til Austens bøger gav Bridget Jones 1 og 2 et ekstra lag, og mindede læseren om, at det hele var fiktion, et spil, en kommentar til kvinders ændrede samfundsrolle igennem litteraturhistorien. Ikke at det var stor kunst, og det vigtigste element i bøgerne var stadig underholdning. Men det var netop befriende at blive underholdt uden at skulle efterlade sin hjerne, inden man gik i gang med at læse. En tendens der desværre ikke har holdt ved i senere chicklit og chickflicks. I dag får man mere ud af bøger, film og blade henvendt til kvinder, hvis man først fjerner enhver fornuftig tanke.

Kikset comeback
For et par år siden vendte Bridget kortvarigt tilbage, nu rykket op i slut-30erne/start-40erne, men uden at være blevet den mindste smule klogere, stadig single og stadig omgivet af de samme to bejlere, som hun skulle vælge imellem ti år før. Mens vi andre blevet ældre og vores liv ændrede sig, blev Bridget bare ældre. Nu snart 20 år efter den første klumme, er Fielding ude med en ny bog om Bridget Jones.

Denne gang er Bridget i det mindste kommet en smule videre med sit liv. Hun er blevet mor, men Mark Darcy er død, og den 50årige kvinde, småtyk og kikset som altid, skal endnu en gang ud på datingscenen, denne gang på jagt efter ungt kød. Men holder konceptet så mange år efter? Ikke ifølge de engelske anmeldere, der både brokker sig over Darcys fravær og Fieldings manglende opfindsomhed.

Selv blev jeg mest af alt træt, da jeg fik nyheden. Bøgerne om Bridget Jones er først og fremmest romantiske komedier. De ender med en uformel version af 'og de levede lykkeligt til deres dages ende'. Som en anmelder foreslog, kunne det måske være interessant at opleve Bridget slås med reelle parforholdsproblemer, med bleskift og skænderier, madpakker og udmattede forsøg på lørdagsknald efter børnene er lagt i seng. Men endnu en omgang singleton-Bridget? Been there, done that.

Sex & the City-kvinderne blev genoplivet i flere omgange, og det blev tydeligt, at folkene bag ikke havde noget på hjerte, ud over at score kassen. Helen Fielding har sikkert samme dagsorden, og fred være med det. Men nutidens unge kvinder spejler sig nok snarere i Girls end i forrige generationers desperate forsøg på at beholde deres plads i rampelyset. Vi andre? Vi blev forhåbentlig voksne undervejs.