fredag den 16. oktober 2015

Dansedrømme og sommersved – en reportage fra RDB Summerschool



Fotos: Signe Roderik

I mere end 50 år har unge dansere fra hele verden taget turen til København for at deltage i Bartholins Internationale Ballet Seminar. Her fik de mulighed for at blive undervist i en bred række danseteknikker og stilarter, først og fremmest klassisk ballet og Bournonvillestil. I 2014 overgik ledelsen af seminaret til Den Kongelige Ballet. K for kultur var med, da den første omgang Royal Danish Ballet Summer School blev afholdt i juli 2014. 

1.uge – koffeintilflugt og en anti-elitær skole
Det er juli måned og hedebølge i København. Det er minimum 30 grader udenfor, sandsynligvis mere. Luften er tung og fugtig i træningslokalerne, der ligger bag Det Kongelige Teaters Gamle Scene. Når man kommer herind, glemmer man næsten den strålende sol og den bølge af sommer, der har lagt sig over København i disse uger. Herinde eksisterer en verden for sig selv. Der er tyst i de tomme, hvide gange, når jeg om morgenen går ind ad sceneindgangen og bevæger mig videre op mod 4.sal, hvor sommerskolen har indtaget de ellers så ferieforladte lokaler. Kun en svag klavermelodi trænger igennem, den spilles i et adstadigt, næsten dovent tempo.

Første stop er for det meste Alexander Stægers kontor. Han er den nye leder af sommerskolen, og hans kontor er i disse uger husets vigtigste rum, i hvert fald for mit vedkommende. Det skyldes 1) at her står kaffemaskinen placeret, og 2) her er et vindue, der kan åbnes. Kontoret, der sådan set blot er et sminkerum, i disse uger annekteret af sommerskolen, syner ikke af meget. Men dette smalle lokale bliver allerede den første uge mit helle midt i heden, et sted at samle tankerne, køle af og få et skud koffein til at holde hovedet klart i løbet af de lange dage. Et sted, jeg kan søge tilflugt, når træningsrummene bliver overkogte af hede og sved. Selvom denne snævre balletverden er yderst vanedannende, når man først har bevæget sig ind i den, er jeg stadig lykkelig for at være den, der står uden for hele menageriet og i modsætning til eleverne, de unge dansere, ikke skal være spærret inde her i tre fulde uger.

En hjælp til unge dansere
Royal Danish Ballet Summer School eller RDB Summer School, som den mere mundret kaldes med henvisning til den typiske, internationale forkortelse af Den Kongelige Ballet (Royal Danish Ballet), er endnu en ganske ny størrelse. Alligevel er den alt andet end en grim ælling, for kurset har allerede eksisteret i mere end 50 år. Oprindeligt var det kendt som Bartholins Internationale Ballet Seminar, stiftet af den legendariske danske balletdanser Birger Bartholin tilbage i 1963. Ledelsen er ny, og der er foretaget visse ændringer i forhold til det gamle seminar, men hovedstrukturen er intakt. Det handler om at give unge dansere mulighed for at skærpe deres færdigheder sommeren over, så de bliver rustet til at starte en karriere som professionelle dansere, samt at snuse til trin og stilarter de ikke har prøvet før. 

Dansere fra hele verden søger ind på RDB Summer School for at dygtiggøre sig og blive bedre til at klare sig i den benhårde konkurrence, som udgør den professionelle danseverden. 

Det, der adskiller den danske sommerskole fra andre verden over, er Bournonvillestilen. Denne gamle balletstil er som altid trumfen for dansk ballet, og en af grundene til, at der findes dansere, som tager turen til Danmark helt fra USA og Kina for at bruger uger af deres sommerferie på at svede i indelukkede træningsrum. Én af disse er 23-årige Alberto Perez fra Spanien, der til daglig er danser i et balletkompagni i Orlando, USA.

Jeg kan virkelig godt lide, at det er sådan en gammel stil, og at den er holdt på samme måde som dengang trinnene blev skabt,” fortæller han. ”Jeg kan godt lide musikaliteten i det og den måde hvorpå alt er virkelig hårdt, men samtidig ser virkelig nemt ud, når man ser det udefra.”

Alberto allerede i sommerskolen i 2013, og han er blot en af flere elever, der er gengangere på kurset. Han er heller ikke den eneste, der er bidt af Bournonvillestilen.  Norske Fabian Volden er her for 3.år i træk, og også for ham er det især Bournonville, der trækker. ”Du kan jo ikke tage til USA for at få undervisning i stilen,” forklarer han. For Fabian er det især den historiske baggrund for trinnene, der trækker, såvel som det faktum at seminaret er så tæt på hans eget hjemland. Desuden er flere af underviserne i år dansere, der stadig er aktive og derfor har trinnene i frisk erindring, hvilket er meget lærerigt at opleve for en ung danser som ham selv.

Bournonvilleundervisningen finder dog først sted i 2.uge af sommerskolen. Hovedprogrammet for seminaret er en broget blanding af forskellige klassiske stilarter og skoler inden for ballet såvel som moderne dans og jazz-stil. Sidstnævnte virker måske lidt malplaceret hos en sommerskole, der bliver afholdt inden for rammerne af en hæderkronet klassisk balletskole og – kompagni. Men grundlæggeren af sommerseminaret, den danske danser Birger Bartholin, ønskede netop et kursus, der kunne præsentere eleverne for et bredt udsnit af danseverdenen. Derfor er sommerskolen heller ikke specielt elitær. Selvom den især tiltrækker professionelle balletdansere in spe, er her også plads til danseinteresserede amatører og dansere, der måske ikke direkte egner sig til en karriere inden for klassisk ballet. 


En hær af piger
Da jeg kigger forbi sommerskolen om morgenen i løbet af den første uge, handler det om dog om teknikker og repertoire, der ligger tættere på en balletdansers hverdag. Undervisningen består af klassisk teknik, tåspidsarbejde for pigernes vedkommende og klassisk repertoire for mændene, delt mellem amerikanske Stacy Caddell og franske Marc de Bouays.

Dagen starter med halvanden times morgentræning, og Stacy Caddell leder træningen, da jeg kigger forbi. Stemningen er rolig, afslappet, med afdæmpet klaverakkompagnement. Eleverne udfører øvelserne med langsomme, bløde bevægelser, og Caddell går rundt i salen og rettet og kommenterer med lav stemmeføring, så lav, at det er svært at skelne hendes ord, der næsten overdøves af musikken. Jeg griber mig selv i at blive ført med af den halvsøvnige morgenstemning. Der er ikke noget, der ikke kan vente, fornemmelsen af at koncentrere sig om nuet og glemme alt andet er nærmest meditativ, og jeg mærker et ganske lille stik af misundelse. Det er de færreste jobs, hvor man kan starte dagen så blødt og stemningsfyldt. Forude venter dog mange timers hård arbejde for de unge dansere.

Efter morgentræningen er det Caddell, som har en baggrund hos New York City Ballet og Twyla Tharp, der underviser de kvindelige elever, en veritabel hær af unge piger, mens Marc de Bouays, der kommer fra Pariseroperaens ballet, står for mændenes træning. I modsætning til Caddell har han kun 9-10 elever. Ballet er stadig en kunstart, der tiltrækker langt flere kvinder end mænd. Hvor de mandlige elever her på sommerseminaret har et forholdsvist højt niveau med kroppe og bevægelser, der bærer præg af mange timers ballettræning, er de kvindelige elever en mere broget flok. En stor del har tydeligvis flere års balletundervisning bag sig, mens andre er langt mere famlende i deres trin, og et par stykker har slet ikke fysikken til at blive professionelle balletdansere. Hvorfor denne forskel mellem drengene og pigerne?

Alexander Stæger forklarer, at visse af eleverne udelukkende tager kurset, fordi de elsker ballet og gerne vil prøve kræfter med det, selvom deres interesse overordnet er mere akademisk end praktisk orienteret. Nogle studerer det måske på universitetet og vil gerne prøve på egen krop, hvad det vil sige at danse ballet, selvom de ikke har ambition om at blive professionelle dansere. Uanset hvad ens baggrund er for at deltage i sommerskolen, er kurset som udgangspunkt for alle, der har lysten og viljen til at følge med, uanset niveau.

Er det kun bøsser, der danser ballet?
Det forklarer det svingende niveau hos pigerne. Det påfaldende lille antal mandlige elever har til gengæld en mere pinagtig årsag. I den vestlige verden har ballet traditionelt været en kunstart, som mænd kiggede på, men sjældent deltog i. Den mandlige danser har i perioder været udskældt og anset for overflødig, og i klassisk ballet (med Bournonvillestilen som den store undtagelse) må manden for det meste træde i baggrunden og lade primaballerinaen få den største plads i spotlyset. Derfor kan det ikke undre, at de færreste drenge vælger at danse ballet, der især i Nordeuropa ikke anses for at være en ’maskulin’ sport på linje med for eksempel fodbold. Vælger man endelig ballet som dreng, er det typisk tilfældigheder, der vækker interessen, så som at følge en søster til balletundervisning eller blive spottet af en balletkyndig voksen, der opdager dansetalentet hos den lille purk. Derudover er det ingen hemmelighed, at ballet især tiltrækker homoseksuelle mænd, hvilket ikke ligefrem gør valget nemmere for en heteroseksuel dreng i en kultur, hvor mange (hetero)mænd der stadig er nervøse for at blive stemplet som feminine eller ’bøssede’.

Ifølge Fabian Volden, der startede med ballet som 13-årig og netop er blevet færdig med sin uddannelse på Norske Opera og Balletskole, bugner det ikke ligefrem med drenge på de skandinaviske balletskoler. Der florerer en del fordomme om, at ballet kun er for piger og bøsser, og derfor er det ikke en populær beskæftigelse blandt de fleste drenge. Selv startede Fabian med at danse hiphop, men blev af sin lærer overtalt til at prøve ballet, som han straks blev bidt af. Heldigvis er danseverdenen ikke helt uden forbilleder for balletglade drenge. I løbet af sommerskolen glæder Fabian sig især til at opleve mandlige undervisere så som den moderne danser Antoine Vereecken samt Alexander Stæger og Jean-Lucien Massot fra Den Kongelige Ballet, da de i hans øjne har en stærk og maskulin fremtoning. Generelt kan Fabian godt lide maskuline dansere, måske fordi det for ham personligt understreger, at ballet også har plads til det maskuline.


2.uge – danseglæde og traditionens tyngde
I kursets 2.uge viser det sig, at der er klare fordele ved at være blandt de få mandlige deltagere på sommerkurset. På grund af deres beskedne antal er drengenes undervisning mere intensiv, mens Bournonville-timerne på kvindernes side må deles op i to hold, og niveauforskellen mellem de enkelte dansere står tydeligt frem. På mandesiden synes undervisningen derimod mere at glide bedre, fordi eleverne er så få, og det generelle niveau er væsentlig højere.

Der er to kvindelige undervisere i Bournonville, de garvede danske dansere Gudrun Bojesen og Diana Cuni. De deler pigerne mellem sig og skifter gruppe fra dag til dag, så eleverne når at få begge lærere i tre af ugens seks arbejdsdage. De to undervisere erkender, at niveauforskellen er en udfordring. Gudrun Bojesen forklarer, at det ikke er alle pigerne, der har en professionel træning med i bagagen. Det er ikke i sig selv et problem, men, som hun fortæller, ”til gengæld skal vi passe på, at de ikke komme til skade, for vi har sat et ret højt niveau for hvad de skal kunne danse, når ugen er slut, for at trække de dygtige med.” Eleverne er dog generelt ved godt mod, indskyder Diana Cuni. ”Man kan se, at de synes det er sjovt, og at de gerne vil lære trinnene, selvom det måske er lidt teknisk svært i forhold til hvad de kan.”

De er begge enige om, at stemningen er rigtig god. Alle eleverne arbejder seriøst, og som lærer er man ikke nødt til at hive nogen med, som ikke gider. ”De giver rigtig meget,” fortæller Bojesen. ”De kommer over og spørger efter hver time – og nejer, det er vi ikke vant til,” griner hun.

Svær Bournonville
I timen øver både drenge og piger trin fra balletten Napoli. Selv for en ikke-danser som mig er det åbenlyst, hvor svære trinnene er at mestre, bevægelserne er bittesmå og hurtige, men skal samtidig virke lette og udføres glidende og elegant. ”Gør det let, ubesværet og sjovt,” formaner Alexander Stæger, der underviser drengene, mens han selv udfører trinnene med en kombination af lethed og perfekt kontrol. ”Trinnene er som en cirkel – brug energien fra det ene trin til at bevæge jer over i det næste. Lad være med at stoppe mellem trinnene.” De mandlige elever følger hans eksempel, og hurtigt bliver deres bevægelser mere flydende. Hos pigerne skal der kæmpes lidt mere. Diana Cuni belærer sine elever om at følge musikken og mærke trinnenes musikalitet, hvordan de netop er afpasset til musikken – et typisk træk ved Bournonvilles stil.

Bournonville er krævende at lære, selv for de elever, der har en professionel træningsbaggrund. 14-årige Quincy Conklin fra USA er én af disse. Hun startede med at danse som 4-årig og går nu på Carmel Academy of Performing Arts. Hun deltager i sommerseminaret på opfordring fra en af underviser hjemme i USA, og hendes mål er at forbedre sin positur og teknik såvel som at blive mere flydende i sine bevægelser. Bournonville er helt ny og anderledes for hende. Her skal hun fokusere både på fødder, overkrop og hoved, mens undervisningen derhjemme koncentrerer sig om hele kroppen men uden særligt fokus på de enkelte dele. Hun er dog glad for oplevelsen, især fordi man som pige bliver undervist på skift af Bojesen og Cuni, og på den måde får forskellige blikke på sin dans og de fejl, man uvægerligt begår undervejs.

At sætte ord på sin barndoms trin
Det er også en udfordring for de tre lærere at undervise eleverne i Bournonville. Både Gudrun Bojesen, Diana Cuni og Alexander Stæger er hjemmehørende i Den Kongelige Ballet, hvor Bojesen er solodanser og de to andre solister (både Bojesen og Cuni er siden gået på pension som dansere, red.), og har alle gået på Den Kongelige Balletskole. Stæger beretter, hvordan det er svært pludselig at skulle sætte ord på trin, som han selv har lært i så ung en alder, at det slet ikke er noget, han tænker over. Nu skal de forklares for unge dansere med en helt anden teknisk baggrund, hvilket kan være noget af en udfordring, fordi der er så mange små trin, som skal udføres i hurtig rækkefølge.

”Det var lidt nervepirrende at undervise i Bournonville i starten,” fortæller Stæger. Bournonville er en af verdens ældste balletstilarter, skabt til Den Kongelige Ballet af tidligere balletmester August Bournonville, der trods navnet var dansker. Som danser i Den Kongelige Ballet har man derfor en særlig forpligtelse over for den gamle danske ballettradition, som er en af de bedst bevarede på verdensplan og årsagen til, at den danske ballet nyder stor international anseelse. Derfor ligger der et stort ansvar i at videregive traditionen til nye generationer, også selvom det kun er gennem én uges undervisning.

Tunge miner og alvorsfulde belæringer er der dog ikke meget af i timerne. Som Stæger forklarer, at det netop handler om at videregive sin egen kærlighed til trinnene og teknikken. ”Noget af det jeg prøver at give videre, det er selve dansedelen i stedet for kun at fokusere på teknikken,” forklarer han. ”Det vil sige at de lærer det bløde flow og danseglæden, som jeg selv synes er en kæmpe del af Bournonvilletraditionen – hvis man kan få det med, så falder resten næsten på plads af sig selv”. Det er vigtigt at give sig hen til bevægelserne. ”Til træning bruger man uendelige timer på at benene skal være dér og dér og armen skal sidde her, det skal være perfekt, men når man så kommer på scenen, så skal der også være plads til, at man kan give slip, nyde øjeblikket og lade sig rive med.”

Også Bojesen og Cuni føler, at deres undervisning er præget af den tradition, de nu skal videregive, og tager ansvaret alvorligt. Man når ikke meget på en uge, men de to lærere håber begge, at eleverne gennem denne uges forløb får et grundlæggende kendskab til og færdighed i Bournonvillestilen.

Niveauforskellen blandt de kvindelige elever er nok den største udfordring for de to lærere, fordi grupperne er så store. De mener begge, at man fremover bør niveauinddele pigerne, ikke for at frasortere nogen, men for at alle kan få mere ud af undervisningen. De dygtigste kunne så få mere ud af de soloer, de nu skal lære, mens de piger, der ikke har en professionel baggrund, måske kunne få mere ud af et mere simpelt repertoire. Lige nu har det været lidt frustrerende at forsøge at lære trin fra sig til den store flok elever uden at vide, præcis hvor meget den enkelte reelt får ud af det.  Desuden er det en udfordring med at få de piger uden basale færdigheder med; for hvor starter man, hvis en elev ikke kan strække ben eller stå på tå?


Partnerskabets kunst
Om eftermiddagen i sommerskolens 2.uge er det tid til en kærkommen pause. Dog kun for pigerne. Efter timerne med Bournonville skifter eleverne til undervisning i Pas de Deux, eller helt basalt, hvordan man danser klassisk ballet med en enkelt partner. Det er en helt grundlæggende færdighed, som en balletdanser skal mestre, men på grund af den skæve kønsfordeling i balletskolerne kan det visse steder være en udfordring at få tilstrækkelig undervisning i Pas de Deux.

21-årige Chan Yuk Yin er en af de elever, der har oplevet problemet på egen krop. Oprindeligt fra Hong Kong søgte hun til London for at få balletundervisning og går nu på Rambert School of Ballet and Contemporary Dance. Her har eleverne kun timer i Pas de Deux en gang om ugen, og fordi der er langt flere piger end drenge på holdet, kan man som pige ikke altid være aktiv i timerne. Selvom samme problem gør sig gældende på sommerskolen, forsøger man at løse det. Pigerne bliver delt op i to hold, der på skift deltager i eftermiddagens undervisning. Drengene kommer samtidig på overarbejde – de skal deltage i undervisningen ad to omgange, så de fleste af pigerne får mulighed for at træne med en partner. 

Det hele styres af Jean-Lucien Massot, tidligere solodanser ved Den Kongelige Ballet. ”Matchmaker” kalder han sig selv halvt i spøg, da jeg fanger ham efter en undervisningstime. Han forklarer, at han starter undervisningen med at sætte eleverne sammen, dreng og pige, og lærer dem derefter gradvist trinnene en kendt Pas de Deux fra balletten Don Quixote. ”I starten er de sky,” fortæller han, ”men det overkommer de hurtigt. Man kan ikke være sky i den daglige træning, ligesom man heller ikke kan være genert på scenen.”

For Alberto og Fabian er Massots undervisning hårdt arbejde, for de skal træne dobbelt. Efter slutningen af 2.uge medgiver Alberto dog, at det også har været lærerigt. Timerne har givet ham mulighed for at øve med og tilpasse sig flere forskellige partnere, og det er en nødvendig færdighed i professionelle dansekompagnier. Ved at træne med forskellige partnere finder man ud af, hvordan den enkelte pige bevæger sig, og hvordan man tilpasser sine egne bevægelser til hendes.


3.uge – divadansere og fantasikjoler
Den sidste uges morgentræning er delt mellem fransk Cristine Camillo og engelske David Peden. Her i slutningen af sommerskolen synes en del at være faldet på plads for eleverne. Trinnene udføres med større sikkerhed, og mange af de unge dansere udviser langt større overskud i deres teknik. Der er dog stadig noget at lære. 

Underviserne er tydeligt forskellige fra tidligere uges lærere. Camillo er meget fransk, værdig og elegant, mens Peden er jovial og joker konstant under træningen. Samtidig kræver han dog en hel del af sine elever. En af dem er Quincy, der bliver rettet, da hun skal udføre en serie trin. ”Quincy, du skal svæve!” udbryder han, og spørger hende dernæst, hvad hun har på. Lidt forlegent svarer hun, at hun er iført træningstøj. ”Keedeligt!” siger han højt. ”Hvad med en balkjole? En lang, svævende kjole. Hvilken farve har den?” ”Lilla,” svarer Qunicy, stadig lidt genert, men nu med på legen. ”Lilla, godt. Hvad med smykker? Har du en halskæde på?” Sådan bliver han ved, indtil Quincy i både sin egen og vor andres fantasi er helt forvandlet som en anden Askepot. Samtidig er hendes smil blevet større, og hovedet holder hun højere end før.

Heste er aldrig generte
”Hvad er I?” spørger Ann Reinking ud i luften.
”Fantastiske!” råber eleverne i kor.

”Der er ingen generte heste, og der er ingen generte stjerner,” formaner den aldrende Broadwaystjerne med tyk amerikansk accent. En halv time inde i hendes første undervisningsdag er Reinking i fuld gang med at forvandle de generte elever til flamboyante showdansere. Som tidligere muse for den legendariske jazzkoreograf Bob Fosse skal Reinking undervise eleverne i showdans. Sammen med sin medunderviser, musicalkoreograf og tidligere danser Gary Chryst, der har en fortid inden for både klassisk ballet og moderne dans, skal hun lære de unge dansere trin fra Fosses værker. 

Reinking begynder sin første undervisningstime med at få eleverne til at agere heste. Én for én forvandler hun dem til storslåede, vrinskende pragtdyr, og trin for trin lærer hun den jazzede koreografi fra sig. Bevægelsessproget er langt fra klassisk ballet, men én ting står klart: selvom trinnene og genren er helt anderledes, er hovedprincippet det samme. Selvtilliden skal være på plads, og det er Reinkings første formaning. Eleverne skal ikke blot føle sig på toppen, de skal være på toppen, være fantastiske, føre sig frem. De skal være stjerner i deres eget hoved og krop, før de kan blive det på scenen.

Reinking er selv en stjerne, om end måske lidt falmet og skrøbelig med årene. Hun er dog begejstret for at undervise på RDB Summer School. Eleverne kan hun næsten ikke rose nok, da jeg taler med hende ved ugens slutning. Hun er imponeret over, hvor seriøst de har knoklet, selv ind i de søvnige eftermiddagstimer, til trods for et tætpakket program med undervisning fra tidlig morgen og (som oftest) til sen aften. Hvad de har klaret på tre uger er utroligt, mener hun. De forskellige dansestile, som de er blevet undervist i, er så specifikke, så svære at udføre, men eleverne har alligevel formået det. ”Jeg overværede nogle af deres soloer, og det jeg oplevede var stort. De kunne klare det, men det var også finessen i deres udøvelse, og det faktum at de ville det. Hvis en elev vil det, så vil han eller hun arbejde på det, indtil de kan det. Og der var ikke én af de her unge, der ikke ville det. De har den passion der skal til,” fortæller hun, tydeligt rørt.

Løn for hårdt arbejde
De tre ugers hårde arbejde bliver belønnet på kursets sidste dag. Her modtager fem af eleverne Bartholins legat, der er en pris til de elever, som i særlig grad har udmærket sig med deres gå-på-mod og store indsats i løbet af sommerskolen. Belønningen er gratis deltagelse i næste års sommerskole. Alberto og Quincy er blandt de heldige, og da jeg møder dem senere på dagen, er de forståeligt nok lutter smil. Undervisningen er slut, men forude venter afslutningsforestilling, hvor eleverne skal fremvise uddrag fra det repertoire, de har lært i løbet af de sidste tre uger. Det foregår som en gratis, offentlig forestilling på Skuespilhusets Lille Scene.

Quincy og Alberto glæder sig begge til afslutningen, men er samtidig lidt triste over, at sommerskolen er forbi for denne gang. De har været glade for underviserne, og især for Quincy har det været en oplevelse for første gang at danse og modtage undervisning uden for USA. Det har også været hårdt. Hver uge er undervisningen blevet sværere og mere udfordrende, især Jazz Repertoire med Reinking og Chryst samt og Pointe Class med Cristine Camillo har budt på teknik, der var krævende at lære, synes Quincy. Alberto er enig, men mener at det er blevet gradvist hårdere gennem uge 2 og 3, fordi musklerne har arbejdet sig trætte og ikke har haft tid til at hvile. Nu bliver der tid til at holde pause og slappe lidt af. Men til gengæld kan begge de unge dansere se frem til næste års sommerkursus. Deres plads er allerede sikret, og hverken Quincy eller Alberto er i tvivl om, at de vil vende tilbage til København og RDB Summer School.

Efterskrift: Efter det første års sommerskole valgte ledelsen at udvide sommerskolen. Kurset var meget efterspurgt allerede i 2014, men niveauet var ujævnt, og derfor valgte man i 2015 at oprette et Elite Program for elever, der har gået på professionelle balletskoler. Der blev krævet audition for at kunne deltage i programmet, der løb sideløbende med det almindelige kursus. Derudover blev sommerskolen udvidet med en uges seminar for balletinteresserede børn i alderen 9-12 år, med det formål at åbne teatret op for danske børn og lade dem prøve kræfter med dansens verden i Det Kongelige Teaters rammer. Udover balletundervisning har børnene modtaget undervisning i blandt andet rytmik og ballethistorie, fået rundvisning på Gamle Scene og set balletfilm. I år har der været 50 elever fordelt på to hold, mens der til sammenligning er plads til 120 elever på den almindelige sommerskole. Børnekurset blev meget hurtigt udsolgt, og vil derfor højst sandsynligt blive udvidet i 2016. Sommerkurset for børn har kørt fra 27.juli-1.august, mens den almindelige sommerskole kørte fra 13.juli-1.august med 185 elever fra 23 forskellige lande. I år blev RDB Summer School således afsluttet med hele to afslutningsforestillinger for at få plads til de mange elever samt efterkomme den store publikumsinteresse.