Fotos: Signe Roderik |
I mere end 50 år har unge dansere fra hele verden taget turen til København for at deltage i Bartholins Internationale Ballet Seminar. Her fik de mulighed for at blive undervist i en bred række danseteknikker og stilarter, først og fremmest klassisk ballet og Bournonvillestil. I 2014 overgik ledelsen af seminaret til Den Kongelige Ballet. K for kultur var med, da den første omgang Royal Danish Ballet Summer School blev afholdt i juli 2014.
1.uge – koffeintilflugt
og en anti-elitær skole
Det er juli måned og hedebølge i København. Det er minimum 30
grader udenfor, sandsynligvis mere. Luften er tung og fugtig i
træningslokalerne, der ligger bag Det Kongelige Teaters Gamle Scene. Når man
kommer herind, glemmer man næsten den strålende sol og den bølge af sommer, der
har lagt sig over København i disse uger. Herinde eksisterer en verden for sig
selv. Der er tyst i de tomme, hvide gange, når jeg om morgenen går ind ad
sceneindgangen og bevæger mig videre op mod 4.sal, hvor sommerskolen har
indtaget de ellers så ferieforladte lokaler. Kun en svag klavermelodi trænger
igennem, den spilles i et adstadigt, næsten dovent tempo.
Første stop er for det meste Alexander Stægers kontor. Han
er den nye leder af sommerskolen, og hans kontor er i disse uger husets
vigtigste rum, i hvert fald for mit vedkommende. Det skyldes 1) at her står
kaffemaskinen placeret, og 2) her er et vindue, der kan åbnes. Kontoret, der
sådan set blot er et sminkerum, i disse uger annekteret af sommerskolen, syner
ikke af meget. Men dette smalle lokale bliver allerede den første uge mit
helle midt i heden, et sted at samle tankerne, køle af og få et skud koffein
til at holde hovedet klart i løbet af de lange dage. Et sted, jeg kan søge
tilflugt, når træningsrummene bliver overkogte af hede og sved. Selvom denne
snævre balletverden er yderst vanedannende, når man først har bevæget sig ind i
den, er jeg stadig lykkelig for at være den, der står uden for hele menageriet
og i modsætning til eleverne, de unge dansere, ikke skal være spærret inde her
i tre fulde uger.
En hjælp til unge
dansere
Royal Danish Ballet Summer School eller RDB Summer School,
som den mere mundret kaldes med henvisning til den typiske, internationale
forkortelse af Den Kongelige Ballet (Royal Danish Ballet), er endnu en ganske
ny størrelse. Alligevel er den alt andet end en grim ælling, for kurset har
allerede eksisteret i mere end 50 år. Oprindeligt var det kendt som Bartholins
Internationale Ballet Seminar, stiftet af den legendariske danske balletdanser
Birger Bartholin tilbage i 1963. Ledelsen er ny, og der er foretaget visse
ændringer i forhold til det gamle seminar, men hovedstrukturen er intakt. Det
handler om at give unge dansere mulighed for at skærpe deres færdigheder
sommeren over, så de bliver rustet til at starte en karriere som professionelle
dansere, samt at snuse til trin og stilarter de ikke har prøvet før.
Dansere
fra hele verden søger ind på RDB Summer School for at dygtiggøre sig og blive
bedre til at klare sig i den benhårde konkurrence, som udgør den professionelle
danseverden.
Det, der adskiller den danske sommerskole fra andre verden
over, er Bournonvillestilen. Denne gamle balletstil er som altid trumfen for
dansk ballet, og en af grundene til, at der findes dansere, som tager turen til
Danmark helt fra USA og Kina for at bruger uger af deres sommerferie på at
svede i indelukkede træningsrum. Én af disse er 23-årige Alberto Perez fra Spanien,
der til daglig er danser i et balletkompagni i Orlando, USA.
”Jeg kan virkelig
godt lide, at det er sådan en
gammel stil, og at den er holdt på samme måde som
dengang trinnene blev skabt,” fortæller han. ”Jeg kan godt lide musikaliteten i det og
den måde hvorpå alt er virkelig hårdt, men samtidig ser virkelig nemt ud, når man ser det udefra.”
Alberto allerede i sommerskolen i 2013, og han er blot en af
flere elever, der er gengangere på kurset. Han er heller ikke den eneste, der
er bidt af Bournonvillestilen. Norske
Fabian Volden er her for 3.år i træk, og også for ham er det især Bournonville,
der trækker. ”Du kan jo ikke tage til USA for at få undervisning i stilen,”
forklarer han. For Fabian er det især den historiske baggrund for trinnene, der
trækker, såvel som det faktum at seminaret er så tæt på hans eget hjemland.
Desuden er flere af underviserne i år dansere, der stadig er aktive og derfor
har trinnene i frisk erindring, hvilket er meget lærerigt at opleve for en ung
danser som ham selv.
Bournonvilleundervisningen finder dog først sted i 2.uge af
sommerskolen. Hovedprogrammet for seminaret er en broget blanding af
forskellige klassiske stilarter og skoler inden for ballet såvel som moderne
dans og jazz-stil. Sidstnævnte virker måske lidt malplaceret hos en
sommerskole, der bliver afholdt inden for rammerne af en hæderkronet klassisk
balletskole og – kompagni. Men grundlæggeren af sommerseminaret, den danske
danser Birger Bartholin, ønskede netop et kursus, der kunne præsentere eleverne
for et bredt udsnit af danseverdenen. Derfor er sommerskolen heller ikke
specielt elitær. Selvom den især tiltrækker professionelle balletdansere in
spe, er her også plads til danseinteresserede amatører og dansere, der måske
ikke direkte egner sig til en karriere inden for klassisk ballet.
En hær af piger
Da jeg kigger forbi sommerskolen om morgenen i løbet af den
første uge, handler det om dog om teknikker og repertoire, der ligger tættere
på en balletdansers hverdag. Undervisningen består af klassisk teknik,
tåspidsarbejde for pigernes vedkommende og klassisk repertoire for mændene,
delt mellem amerikanske Stacy Caddell og franske Marc de Bouays.
Dagen starter med halvanden times morgentræning, og Stacy Caddell
leder træningen, da jeg kigger forbi. Stemningen er rolig, afslappet, med
afdæmpet klaverakkompagnement. Eleverne udfører øvelserne med langsomme, bløde
bevægelser, og Caddell går rundt i salen og rettet og kommenterer med lav
stemmeføring, så lav, at det er svært at skelne hendes ord, der næsten
overdøves af musikken. Jeg griber mig selv i at blive ført med af den halvsøvnige
morgenstemning. Der er ikke noget, der ikke kan vente, fornemmelsen af at
koncentrere sig om nuet og glemme alt andet er nærmest meditativ, og jeg mærker
et ganske lille stik af misundelse. Det er de færreste jobs, hvor man kan
starte dagen så blødt og stemningsfyldt. Forude venter dog mange timers hård
arbejde for de unge dansere.
Efter morgentræningen er det Caddell, som har en baggrund hos
New York City Ballet og Twyla Tharp, der underviser de kvindelige elever, en
veritabel hær af unge piger, mens Marc de Bouays, der kommer fra
Pariseroperaens ballet, står for mændenes træning. I modsætning til Caddell har
han kun 9-10 elever. Ballet er stadig en kunstart, der tiltrækker langt flere
kvinder end mænd. Hvor de mandlige elever her på sommerseminaret har et
forholdsvist højt niveau med kroppe og bevægelser, der bærer præg af mange
timers ballettræning, er de kvindelige elever en mere broget flok. En stor del
har tydeligvis flere års balletundervisning bag sig, mens andre er langt mere
famlende i deres trin, og et par stykker har slet ikke fysikken til at blive
professionelle balletdansere. Hvorfor denne forskel mellem drengene og pigerne?
Alexander Stæger forklarer, at visse af eleverne udelukkende
tager kurset, fordi de elsker ballet og gerne vil prøve kræfter med det, selvom
deres interesse overordnet er mere akademisk end praktisk orienteret. Nogle
studerer det måske på universitetet og vil gerne prøve på egen krop, hvad det
vil sige at danse ballet, selvom de ikke har ambition om at blive
professionelle dansere. Uanset hvad ens baggrund er for at deltage i sommerskolen,
er kurset som udgangspunkt for alle, der har lysten og viljen til at følge med,
uanset niveau.
Er det kun bøsser,
der danser ballet?
Det forklarer det svingende niveau hos pigerne. Det
påfaldende lille antal mandlige elever har til gengæld en mere pinagtig årsag.
I den vestlige verden har ballet traditionelt været en kunstart, som mænd
kiggede på, men sjældent deltog i. Den mandlige danser har i perioder været udskældt
og anset for overflødig, og i klassisk ballet (med Bournonvillestilen som den
store undtagelse) må manden for det meste træde i baggrunden og lade primaballerinaen
få den største plads i spotlyset. Derfor kan det ikke undre, at de færreste
drenge vælger at danse ballet, der især i Nordeuropa ikke anses for at være en
’maskulin’ sport på linje med for eksempel fodbold. Vælger man endelig ballet
som dreng, er det typisk tilfældigheder, der vækker interessen, så som at følge
en søster til balletundervisning eller blive spottet af en balletkyndig voksen,
der opdager dansetalentet hos den lille purk. Derudover er det ingen
hemmelighed, at ballet især tiltrækker homoseksuelle mænd, hvilket ikke
ligefrem gør valget nemmere for en heteroseksuel dreng i en kultur, hvor mange
(hetero)mænd der stadig er nervøse for at blive stemplet som feminine eller
’bøssede’.
Ifølge Fabian Volden, der startede med ballet som 13-årig og
netop er blevet færdig med sin uddannelse på Norske Opera og Balletskole,
bugner det ikke ligefrem med drenge på de skandinaviske balletskoler. Der
florerer en del fordomme om, at ballet kun er for piger og bøsser, og derfor er
det ikke en populær beskæftigelse blandt de fleste drenge. Selv startede Fabian
med at danse hiphop, men blev af sin lærer overtalt til at prøve ballet, som
han straks blev bidt af. Heldigvis er danseverdenen ikke helt uden forbilleder
for balletglade drenge. I løbet af sommerskolen glæder Fabian sig især til at
opleve mandlige undervisere så som den moderne danser Antoine Vereecken samt
Alexander Stæger og Jean-Lucien Massot fra Den Kongelige Ballet, da de i hans
øjne har en stærk og maskulin fremtoning. Generelt kan Fabian godt lide maskuline
dansere, måske fordi det for ham personligt understreger, at ballet også har
plads til det maskuline.
2.uge – danseglæde og
traditionens tyngde
I kursets 2.uge viser det sig, at der er klare fordele ved
at være blandt de få mandlige deltagere på sommerkurset. På grund af deres
beskedne antal er drengenes undervisning mere intensiv, mens
Bournonville-timerne på kvindernes side må deles op i to hold, og
niveauforskellen mellem de enkelte dansere står tydeligt frem. På mandesiden
synes undervisningen derimod mere at glide bedre, fordi eleverne er så få, og det
generelle niveau er væsentlig højere.
Der er to kvindelige undervisere i Bournonville, de garvede
danske dansere Gudrun Bojesen og Diana Cuni. De deler pigerne mellem sig og
skifter gruppe fra dag til dag, så eleverne når at få begge lærere i tre af
ugens seks arbejdsdage. De to undervisere erkender, at niveauforskellen er en
udfordring. Gudrun Bojesen forklarer, at det ikke er alle pigerne, der har en
professionel træning med i bagagen. Det er ikke i sig selv et problem, men, som
hun fortæller, ”til gengæld skal vi passe på, at de ikke komme til skade, for
vi har sat et ret højt niveau for hvad de skal kunne danse, når ugen er slut,
for at trække de dygtige med.” Eleverne er dog generelt ved godt mod, indskyder
Diana Cuni. ”Man kan se, at de synes det er sjovt, og at de gerne vil lære
trinnene, selvom det måske er lidt teknisk svært i forhold til hvad de kan.”
De er begge enige om, at stemningen er rigtig god. Alle
eleverne arbejder seriøst, og som lærer er man ikke nødt til at hive nogen med,
som ikke gider. ”De giver rigtig meget,” fortæller Bojesen. ”De kommer over og
spørger efter hver time – og nejer, det er vi ikke vant til,” griner hun.
Svær Bournonville
I timen øver både drenge og piger trin fra balletten Napoli. Selv for en ikke-danser som mig
er det åbenlyst, hvor svære trinnene er at mestre, bevægelserne er bittesmå og
hurtige, men skal samtidig virke lette og udføres glidende og elegant. ”Gør det
let, ubesværet og sjovt,” formaner Alexander Stæger, der underviser drengene,
mens han selv udfører trinnene med en kombination af lethed og perfekt kontrol.
”Trinnene er som en cirkel – brug energien fra det ene trin til at bevæge jer
over i det næste. Lad være med at stoppe mellem trinnene.” De mandlige elever
følger hans eksempel, og hurtigt bliver deres bevægelser mere flydende. Hos
pigerne skal der kæmpes lidt mere. Diana Cuni belærer sine elever om at følge
musikken og mærke trinnenes musikalitet, hvordan de netop er afpasset til
musikken – et typisk træk ved Bournonvilles stil.
Bournonville er krævende at lære, selv for de elever, der
har en professionel træningsbaggrund. 14-årige Quincy Conklin fra USA er én af
disse. Hun startede med at danse som 4-årig og går nu på Carmel Academy of
Performing Arts. Hun deltager i sommerseminaret på opfordring fra en af
underviser hjemme i USA, og hendes mål er at forbedre sin positur og teknik
såvel som at blive mere flydende i sine bevægelser. Bournonville er helt ny og
anderledes for hende. Her skal hun fokusere både på fødder, overkrop og hoved,
mens undervisningen derhjemme koncentrerer sig om hele kroppen men uden særligt
fokus på de enkelte dele. Hun er dog glad for oplevelsen, især fordi man som
pige bliver undervist på skift af Bojesen og Cuni, og på den måde får
forskellige blikke på sin dans og de fejl, man uvægerligt begår undervejs.
At sætte ord på sin
barndoms trin
Det er også en udfordring for de tre lærere at undervise
eleverne i Bournonville. Både Gudrun Bojesen, Diana Cuni og Alexander Stæger er
hjemmehørende i Den Kongelige Ballet, hvor Bojesen er solodanser og de to andre
solister (både Bojesen og Cuni er siden gået på pension som dansere, red.), og
har alle gået på Den Kongelige Balletskole. Stæger beretter, hvordan det er
svært pludselig at skulle sætte ord på trin, som han selv har lært i så ung en
alder, at det slet ikke er noget, han tænker over. Nu skal de forklares for
unge dansere med en helt anden teknisk baggrund, hvilket kan være noget af en
udfordring, fordi der er så mange små trin, som skal udføres i hurtig
rækkefølge.
”Det var lidt nervepirrende at undervise i Bournonville i starten,”
fortæller Stæger. Bournonville er en af verdens ældste balletstilarter, skabt
til Den Kongelige Ballet af tidligere balletmester August Bournonville, der
trods navnet var dansker. Som danser i Den Kongelige Ballet har man derfor en
særlig forpligtelse over for den gamle danske ballettradition, som er en af de
bedst bevarede på verdensplan og årsagen til, at den danske ballet nyder stor international
anseelse. Derfor ligger der et stort ansvar i at videregive traditionen til nye
generationer, også selvom det kun er gennem én uges undervisning.
Tunge miner og alvorsfulde belæringer er der dog ikke meget
af i timerne. Som Stæger forklarer, at det netop handler om at videregive sin
egen kærlighed til trinnene og teknikken. ”Noget af det jeg prøver at give
videre, det er selve dansedelen i stedet for kun at fokusere på teknikken,” forklarer
han. ”Det vil sige at de lærer det bløde flow og danseglæden, som jeg selv
synes er en kæmpe del af Bournonvilletraditionen – hvis man kan få det med, så
falder resten næsten på plads af sig selv”. Det er vigtigt at give sig hen til
bevægelserne. ”Til træning bruger man uendelige timer på at benene skal være
dér og dér og armen skal sidde her, det skal være perfekt, men når man så
kommer på scenen, så skal der også være plads til, at man kan give slip, nyde
øjeblikket og lade sig rive med.”
Også Bojesen og Cuni føler, at deres undervisning er præget af
den tradition, de nu skal videregive, og tager ansvaret alvorligt. Man når ikke
meget på en uge, men de to lærere håber begge, at eleverne gennem denne uges
forløb får et grundlæggende kendskab til og færdighed i Bournonvillestilen.
Niveauforskellen blandt de kvindelige elever er nok den
største udfordring for de to lærere, fordi grupperne er så store. De mener
begge, at man fremover bør niveauinddele pigerne, ikke for at frasortere nogen,
men for at alle kan få mere ud af undervisningen. De dygtigste kunne så få mere
ud af de soloer, de nu skal lære, mens de piger, der ikke har en professionel
baggrund, måske kunne få mere ud af et mere simpelt repertoire. Lige nu har det
været lidt frustrerende at forsøge at lære trin fra sig til den store flok
elever uden at vide, præcis hvor meget den enkelte reelt får ud af det. Desuden er det en udfordring med at få de
piger uden basale færdigheder med; for hvor starter man, hvis en elev ikke kan
strække ben eller stå på tå?
Partnerskabets kunst
Om eftermiddagen i sommerskolens 2.uge er det tid til en
kærkommen pause. Dog kun for pigerne. Efter timerne med Bournonville skifter
eleverne til undervisning i Pas de Deux, eller helt basalt, hvordan man danser
klassisk ballet med en enkelt partner. Det er en helt grundlæggende færdighed,
som en balletdanser skal mestre, men på grund af den skæve kønsfordeling i
balletskolerne kan det visse steder være en udfordring at få tilstrækkelig
undervisning i Pas de Deux.
21-årige Chan Yuk Yin er en af de elever, der har oplevet
problemet på egen krop. Oprindeligt fra Hong Kong søgte hun til London for at
få balletundervisning og går nu på Rambert School of Ballet and Contemporary
Dance. Her har eleverne kun timer i Pas de Deux en gang om ugen, og fordi der
er langt flere piger end drenge på holdet, kan man som pige ikke altid være
aktiv i timerne. Selvom samme problem gør sig gældende på sommerskolen, forsøger
man at løse det. Pigerne bliver delt op i to hold, der på skift deltager i
eftermiddagens undervisning. Drengene kommer samtidig på overarbejde – de skal
deltage i undervisningen ad to omgange, så de fleste af pigerne får mulighed
for at træne med en partner.
Det hele styres af Jean-Lucien Massot, tidligere
solodanser ved Den Kongelige Ballet. ”Matchmaker” kalder han sig selv halvt i
spøg, da jeg fanger ham efter en undervisningstime. Han forklarer, at han starter
undervisningen med at sætte eleverne sammen, dreng og pige, og lærer dem
derefter gradvist trinnene en kendt Pas de Deux fra balletten Don Quixote. ”I starten er de sky,”
fortæller han, ”men det overkommer de hurtigt. Man kan ikke være sky i den
daglige træning, ligesom man heller ikke kan være genert på scenen.”
For Alberto og Fabian er Massots undervisning hårdt arbejde,
for de skal træne dobbelt. Efter slutningen af 2.uge medgiver Alberto dog, at det
også har været lærerigt. Timerne har givet ham mulighed for at øve med og
tilpasse sig flere forskellige partnere, og det er en nødvendig færdighed i
professionelle dansekompagnier. Ved at træne med forskellige partnere finder
man ud af, hvordan den enkelte pige bevæger sig, og hvordan man tilpasser sine
egne bevægelser til hendes.
3.uge – divadansere
og fantasikjoler
Den sidste uges morgentræning er delt mellem fransk Cristine
Camillo og engelske David Peden. Her i slutningen af sommerskolen synes en del
at være faldet på plads for eleverne. Trinnene udføres med større sikkerhed, og
mange af de unge dansere udviser langt større overskud i deres teknik. Der er
dog stadig noget at lære.
Underviserne er tydeligt forskellige fra tidligere
uges lærere. Camillo er meget fransk, værdig og elegant, mens Peden er jovial
og joker konstant under træningen. Samtidig kræver han dog en hel del af sine
elever. En af dem er Quincy, der bliver rettet, da hun skal udføre en serie
trin. ”Quincy, du skal svæve!” udbryder han, og spørger hende dernæst, hvad hun
har på. Lidt forlegent svarer hun, at hun er iført træningstøj. ”Keedeligt!”
siger han højt. ”Hvad med en balkjole? En lang, svævende kjole. Hvilken farve har den?” ”Lilla,” svarer Qunicy, stadig lidt
genert, men nu med på legen. ”Lilla, godt. Hvad med smykker? Har du en halskæde
på?” Sådan bliver han ved, indtil Quincy i både sin egen og vor andres fantasi
er helt forvandlet som en anden Askepot. Samtidig er hendes smil blevet større,
og hovedet holder hun højere end før.
Heste er aldrig
generte
”Hvad er I?” spørger Ann Reinking ud i luften.
”Fantastiske!” råber eleverne i kor.
”Der er ingen generte heste, og der er ingen generte
stjerner,” formaner den aldrende Broadwaystjerne med tyk amerikansk accent. En
halv time inde i hendes første undervisningsdag er Reinking i fuld gang med at
forvandle de generte elever til flamboyante showdansere. Som tidligere muse for
den legendariske jazzkoreograf Bob Fosse skal Reinking undervise eleverne i
showdans. Sammen med sin medunderviser, musicalkoreograf og tidligere danser Gary
Chryst, der har en fortid inden for både klassisk ballet og moderne dans, skal
hun lære de unge dansere trin fra Fosses værker.
Reinking begynder sin første
undervisningstime med at få eleverne til at agere heste. Én for én forvandler
hun dem til storslåede, vrinskende pragtdyr, og trin for trin lærer hun den
jazzede koreografi fra sig. Bevægelsessproget er langt fra klassisk ballet, men
én ting står klart: selvom trinnene og genren er helt anderledes, er
hovedprincippet det samme. Selvtilliden skal være på plads, og det er Reinkings
første formaning. Eleverne skal ikke blot føle sig på toppen, de skal være på toppen, være fantastiske, føre
sig frem. De skal være stjerner i deres eget hoved og krop, før de kan blive
det på scenen.
Reinking er selv en stjerne, om end måske lidt falmet og
skrøbelig med årene. Hun er dog begejstret for at undervise på RDB Summer School.
Eleverne kan hun næsten ikke rose nok, da jeg taler med hende ved ugens
slutning. Hun er imponeret over, hvor seriøst de har knoklet, selv ind i de
søvnige eftermiddagstimer, til trods for et tætpakket program med undervisning
fra tidlig morgen og (som oftest) til sen aften. Hvad de har klaret på tre uger
er utroligt, mener hun. De forskellige dansestile, som de er blevet undervist i,
er så specifikke, så svære at udføre, men eleverne har alligevel formået det.
”Jeg overværede nogle af deres soloer, og det jeg oplevede var stort. De kunne
klare det, men det var også finessen i deres udøvelse, og det faktum at de ville det. Hvis en elev vil det, så vil
han eller hun arbejde på det, indtil de kan det. Og der var ikke én af de her
unge, der ikke ville det. De har den passion der skal til,” fortæller hun,
tydeligt rørt.
Løn for hårdt arbejde
De tre ugers hårde arbejde bliver belønnet på kursets sidste
dag. Her modtager fem af eleverne Bartholins legat, der er en pris til de
elever, som i særlig grad har udmærket sig med deres gå-på-mod og store indsats
i løbet af sommerskolen. Belønningen er gratis deltagelse i næste års
sommerskole. Alberto og Quincy er blandt de heldige, og da jeg møder dem senere
på dagen, er de forståeligt nok lutter smil. Undervisningen er slut, men forude
venter afslutningsforestilling, hvor eleverne skal fremvise uddrag fra det
repertoire, de har lært i løbet af de sidste tre uger. Det foregår som en
gratis, offentlig forestilling på Skuespilhusets Lille Scene.
Quincy og Alberto glæder sig begge til afslutningen, men er
samtidig lidt triste over, at sommerskolen er forbi for denne gang. De har
været glade for underviserne, og især for Quincy har det været en oplevelse for
første gang at danse og modtage undervisning uden for USA. Det har også været
hårdt. Hver uge er undervisningen blevet sværere og mere udfordrende, især Jazz
Repertoire med Reinking og Chryst samt og Pointe Class med Cristine Camillo har
budt på teknik, der var krævende at lære, synes Quincy. Alberto er enig, men
mener at det er blevet gradvist hårdere gennem uge 2 og 3, fordi musklerne har
arbejdet sig trætte og ikke har haft tid til at hvile. Nu bliver der tid til at
holde pause og slappe lidt af. Men til gengæld kan begge de unge dansere se
frem til næste års sommerkursus. Deres plads er allerede sikret, og hverken
Quincy eller Alberto er i tvivl om, at de vil vende tilbage til København og
RDB Summer School.
Efterskrift: Efter det
første års sommerskole valgte ledelsen at udvide sommerskolen. Kurset var meget
efterspurgt allerede i 2014, men niveauet var ujævnt, og derfor valgte man i 2015
at oprette et Elite Program for elever, der har gået på professionelle balletskoler.
Der blev krævet audition for at kunne deltage i programmet, der løb sideløbende
med det almindelige kursus. Derudover blev sommerskolen udvidet med en uges
seminar for balletinteresserede børn i alderen 9-12 år, med det formål at åbne
teatret op for danske børn og lade dem prøve kræfter med dansens verden i Det
Kongelige Teaters rammer. Udover balletundervisning har børnene modtaget
undervisning i blandt andet rytmik og ballethistorie, fået rundvisning på Gamle
Scene og set balletfilm. I år har der været 50 elever fordelt på to hold, mens
der til sammenligning er plads til 120 elever på den almindelige sommerskole.
Børnekurset blev meget hurtigt udsolgt, og vil derfor højst sandsynligt blive
udvidet i 2016. Sommerkurset for børn har kørt fra 27.juli-1.august, mens den
almindelige sommerskole kørte fra 13.juli-1.august med 185 elever fra 23 forskellige lande. I år blev RDB Summer School
således afsluttet med hele to afslutningsforestillinger for at få plads til de
mange elever samt efterkomme den store publikumsinteresse.