 |
| Foto: Arthur Köstler. |
I denne omgang får du ingen dybdeborende analyser, men dansen
er stadig i fokus. Månedens indlæg handler helt basalt om, hvad du bør se
denne weekend, i tilfælde af at du kan rive sig væk fra den lækre forårssol.
Jeg lover, at den tid, du tilbringer i teaterrummets mørke, vil være det værd.
Feberhavnen
Egentlig er dette indlæg blot et forspil til en længere
artikel om forårets vildeste teateroplevelse, som senere på året vil blive
udgivet på VINK, hvor jeg nu slår mine folder som teaterredaktør og skribent.
Dette er derfor blot et hurtigt snapshot, skrevet i de sidste dage inden Feberhavnen tages af plakaten. Det er
således sidste chance for at se stykket, og jeg vil opfordre enhver
teaterelsker til at slå et smut forbi A-salen på Gamle Scene. Forestillingen
har længe været udsolgt, men hvis man kommer i god tid og er tålmodig, er der
en chance for, at man alligevel bliver lukket ind. Som noget helt exceptionelt
kan man nemlig på dagen blive skrevet på en venteliste i tilfælde af, at nogle
af billetindehaverne ikke dukker op. Chancen er ikke stor, men den er der, og
forestillingen er helt klart umagen værd.
Hvorfor? Fordi Feberhavnen
er skør og mærkelig på den fede måde. Man bliver medspiller i dette
sindsforstyrrede univers, der er en blanding af ballettime på speed, Paradise Hotel og Game of Thrones, tilsat en knivspids The Walking Dead. Det ville ikke give mening at lave en regulær
anmeldelse eller blot en gengivelse af ’handlingen’, der skifter fra aften til
aften, styret dels af tilfældige valg, dels af performernes interaktion med og
reaktion på det skiftende publikum.
Jeg var forberedt på lidt af hvert, da jeg tog ind og
oplevede forestillingen, blandt andet fordi stykket er skabt af Signa og Arthur Köstler, bedre kendt som SIGNA, den berygtede kunstnerduo der stod bag Salò, det meget omtalte, meget
kontroversielle performanceværk fra 2010. Mest af alt var jeg
nysgerrig efter at opleve, hvordan et stykke performanceteater ville fungere
med balletdansere i hovedrollerne. Jeg var ikke begejstret for sidste sæsons I Føling, der også var resultatet af et
samarbejde mellem Corpus og en anerkendt iscenesætter fra skuespillets verden,
dengang Christian Lollike. Først og fremmest synes jeg ikke, det var vellykket
at lade danserne fremsige replikker, især ikke når det skulle foregå på landets
nationalscene. Det blev kunstigt amatørskuespil fremført af stemmer, der
tydeligvis ikke var vant til at tale til et publikum og derfor manglede
gennemslagskraft og stemmestyring.
A-salen kan dog et eller andet, som Skuespilhusets Store
Scene ikke formår. Opdelt i 12 små rum, såkaldte ’huse’, er scenen i SIGNAs scenografi hjemsted for
forhutlede balletdansere, der gennem dansens forjættende kraft tilbyder den sidste
kur mod en altødelæggende feber, fremtidens svar på pesten, den ’sorte død’ der
var menneskets svøbe i middelalderen. Dette er den fabulerende præmis for
forestillingen, og A-salens klejne størrelse bliver en gevinst frem for en
hindring. SIGNA, der ellers er vant til at arbejde i utraditionelle scenerum af
meget større omfang, har formået at bruge rummets størrelse til at skabe en
næsten klaustrofobisk intimitet, smuk og fordærvet præcis ligesom de 18
balletdansere.
Det er ikke klassisk ballet, man her får præsenteret, med
danserne i ophøjet, kold perfektion, traditionelt hævet over publikum. Her kommer man i
stedet helt tæt på, danserne fejler, sveder, græder og må danse til de segner.
Her er både intriger, smerte, sex og rigeligt med ublufærdig nøgenhed. Det var
forfriskende at opleve, fordi danserne fik lov til ikke blot at danse, men også spille
røven ud af bukserne, nærmest bogstaveligt talt. De formåede at skabe
fuldblodskarakterer, som var troværdige, også når de var aldeles over the top. Herlig
var for eksempel den bitchede Elaine (Emma Håkansson), mens den overdrevet bøssede Karl (Cédric Lambrette) var en godbid, og Kate (Stephanie Sahlgren) en nuttet og
uskyldig lillepige.
Alligevel undgik forestillingen at blive et klichéoptog,
måske fordi man blev overdynget med detaljerede sanseindtryk og
baggrundshistorier, der tydeligvis var gennemtænkte og grundigt
indøvede. Det gjorde universet troværdigt, selvom det var svært at blive 100%
opslugt – dertil var plottet trods alt for sært og urealistisk, og den
gennemgående galgenhumor blokerede til en vis grad for indlevelsen. Visse ting
var simpelthen så sjove, at jeg som publikum selv skulle kæmpe for at blive i
legen. For Feberhavnen er først og
fremmest leg. Jeg har en stærk mistanke om, at både dansere og skuespiller har
haft det afsindigt sjovt, mens de i fællesskab fandt på historierne og udviklede
deres karakterer og de forskellige plots.
Mine favoritkarakterer var nok Holly (Carling Talcott), den
underkuede og kærlighedshungrende ballerina i hvis hus jeg startede min rejse
gennem den feberhærgede verden, og King Luck (Arthur Köstler), den temmelig
gale krigsherre der herskede over danserne og deres tjenere. Hans fascination
af ballet var for længst kammet over i rendyrket dansefetichisme, hvilket skabte mange
underholdende optrin, når han greb fat om ballerinaernes sko, kælede for lægge
eller arme og generelt opførte sig temmelig forstyrret.
Feberhavnen spiller lørdag den 16.maj kl.12 og søndag den
17.maj kl.12 i A-salen. Læs mere her.
 |
| Foto: Henrik Stenberg |
Take Four
Udover SIGNAs konceptteater kan man sagtens opleve dans under mere klassiske former, og
her vil Take Four være et godt bud. Den
Kongelige Ballet har inviteret 4 koreografer til at skabe værker til
kompagniet, og resultatet en håndfuld blandede bolsjer, der samlet giver et godt bud
på moderne ballet i meget forskellige afskygninger. Jeg fik mulighed for at
overvære generalprøven på forestillingen, og resultatet var ret fint, selvom
det føltes meget sært at overvære dans under helt traditionelle former efter en
tur igennem den syrede Feberhavnen.
Mine favoritter var dels Sebastian Kloborgs Strangers, der havde meget på hjerte og
var iført et smukt, formfuldendt trinsprog med en bismag af mesterkoreografen Kylian
(se tidligere artikler her og her), dels Alessandro Sousa Pereiras KRASH, der var vild, rytmisk og
inciterende. Ida Prætorius, der efter Svanesøen
helt klart er værd at kigge på, fangede øjet som ene, seje kvinde i et hav af
mænd i KRASH, mens jeg generelt bare
var vild med hele holdet i Strangers.
Liam Scarletts Viscera bød også
på fine trin med indbydende musikalitet, selvom dens Balanchine-agtige
tone ikke helt er min smag. Adam Lüders’ Schubert Pas de Deux virkede til
gengæld stift kedelig og faldt igennem i forhold til de andre. Måske kan den
reddes inden premieren, men ellers gør Kloborg, Scarlett og Pereiras værker, at Take Four i det store hele er særdeles seværdig.
Take Four har
premiere lørdag den 16.maj på Skuespilhusets Store Scene og spiller frem til 23.maj. Læs mere her.
TIME WOKE UP IN DARKNESS
CPH Stage er knap en måned væk, og selvom jeg endnu kun har
haft tid til et overfladisk kig på programmet, har jeg allerede sat kryds ved
én bestemt forestilling: TIME WOKE UP IN
DARKNESS er en blanding af liveanimation, skyggespil, musik og
animationsfilm, og er et samarbejde mellem Viborgs The Animation Workshop og teatret
Carte Blanche. Som hardcore animationsfan er jeg ret nysgerrig efter at se,
hvad der er kommet ud af dét samarbejde – og så er titlen bare fed nok til, at
jeg lige må kigge forbi og opleve, hvad den dækker over.
TIME WOKE
UP IN DARKNESS (ANDE WALKED ACROSS THE ROOM) spiller på Teaterøen fra
6.-13.juni. Læs mere her.
