Feberdans og vilde rytmer – weekendens must see

Foto: Arthur Köstler.

I denne omgang får du ingen dybdeborende analyser, men dansen er stadig i fokus. Månedens indlæg handler helt basalt om, hvad du bør se denne weekend, i tilfælde af at du kan rive sig væk fra den lækre forårssol. Jeg lover, at den tid, du tilbringer i teaterrummets mørke, vil være det værd.

Feberhavnen

Egentlig er dette indlæg blot et forspil til en længere artikel om forårets vildeste teateroplevelse, som senere på året vil blive udgivet på VINK, hvor jeg nu slår mine folder som teaterredaktør og skribent. Dette er derfor blot et hurtigt snapshot, skrevet i de sidste dage inden Feberhavnen tages af plakaten. Det er således sidste chance for at se stykket, og jeg vil opfordre enhver teaterelsker til at slå et smut forbi A-salen på Gamle Scene. Forestillingen har længe været udsolgt, men hvis man kommer i god tid og er tålmodig, er der en chance for, at man alligevel bliver lukket ind. Som noget helt exceptionelt kan man nemlig på dagen blive skrevet på en venteliste i tilfælde af, at nogle af billetindehaverne ikke dukker op. Chancen er ikke stor, men den er der, og forestillingen er helt klart umagen værd.

Hvorfor? Fordi Feberhavnen er skør og mærkelig på den fede måde. Man bliver medspiller i dette sindsforstyrrede univers, der er en blanding af ballettime på speed, Paradise Hotel og Game of Thrones, tilsat en knivspids The Walking Dead. Det ville ikke give mening at lave en regulær anmeldelse eller blot en gengivelse af ’handlingen’, der skifter fra aften til aften, styret dels af tilfældige valg, dels af performernes interaktion med og reaktion på det skiftende publikum. 

Jeg var forberedt på lidt af hvert, da jeg tog ind og oplevede forestillingen, blandt andet fordi stykket er skabt af Signa og Arthur Köstler, bedre kendt som SIGNA, den berygtede kunstnerduo der stod bag Salò, det meget omtalte, meget kontroversielle performanceværk fra 2010. Mest af alt var jeg nysgerrig efter at opleve, hvordan et stykke performanceteater ville fungere med balletdansere i hovedrollerne. Jeg var ikke begejstret for sidste sæsons I Føling, der også var resultatet af et samarbejde mellem Corpus og en anerkendt iscenesætter fra skuespillets verden, dengang Christian Lollike. Først og fremmest synes jeg ikke, det var vellykket at lade danserne fremsige replikker, især ikke når det skulle foregå på landets nationalscene. Det blev kunstigt amatørskuespil fremført af stemmer, der tydeligvis ikke var vant til at tale til et publikum og derfor manglede gennemslagskraft og stemmestyring.

A-salen kan dog et eller andet, som Skuespilhusets Store Scene ikke formår. Opdelt i 12 små rum, såkaldte ’huse’, er scenen i SIGNAs scenografi hjemsted for forhutlede balletdansere, der gennem dansens forjættende kraft tilbyder den sidste kur mod en altødelæggende feber, fremtidens svar på pesten, den ’sorte død’ der var menneskets svøbe i middelalderen. Dette er den fabulerende præmis for forestillingen, og A-salens klejne størrelse bliver en gevinst frem for en hindring. SIGNA, der ellers er vant til at arbejde i utraditionelle scenerum af meget større omfang, har formået at bruge rummets størrelse til at skabe en næsten klaustrofobisk intimitet, smuk og fordærvet præcis ligesom de 18 balletdansere.

Det er ikke klassisk ballet, man her får præsenteret, med danserne i ophøjet, kold perfektion, traditionelt hævet over publikum. Her kommer man i stedet helt tæt på, danserne fejler, sveder, græder og må danse til de segner. Her er både intriger, smerte, sex og rigeligt med ublufærdig nøgenhed. Det var forfriskende at opleve, fordi danserne fik lov til ikke blot at danse, men også spille røven ud af bukserne, nærmest bogstaveligt talt. De formåede at skabe fuldblodskarakterer, som var troværdige, også når de var aldeles over the top. Herlig var for eksempel den bitchede Elaine (Emma Håkansson), mens den overdrevet bøssede Karl (Cédric Lambrette) var en godbid, og Kate (Stephanie Sahlgren) en nuttet og uskyldig lillepige. 

Alligevel undgik forestillingen at blive et klichéoptog, måske fordi man blev overdynget med detaljerede sanseindtryk og baggrundshistorier, der tydeligvis var gennemtænkte og grundigt indøvede. Det gjorde universet troværdigt, selvom det var svært at blive 100% opslugt – dertil var plottet trods alt for sært og urealistisk, og den gennemgående galgenhumor blokerede til en vis grad for indlevelsen. Visse ting var simpelthen så sjove, at jeg som publikum selv skulle kæmpe for at blive i legen. For Feberhavnen er først og fremmest leg. Jeg har en stærk mistanke om, at både dansere og skuespiller har haft det afsindigt sjovt, mens de i fællesskab fandt på historierne og udviklede deres karakterer og de forskellige plots.

Mine favoritkarakterer var nok Holly (Carling Talcott), den underkuede og kærlighedshungrende ballerina i hvis hus jeg startede min rejse gennem den feberhærgede verden, og King Luck (Arthur Köstler), den temmelig gale krigsherre der herskede over danserne og deres tjenere. Hans fascination af ballet var for længst kammet over i rendyrket dansefetichisme, hvilket skabte mange underholdende optrin, når han greb fat om ballerinaernes sko, kælede for lægge eller arme og generelt opførte sig temmelig forstyrret.

Feberhavnen spiller lørdag den 16.maj kl.12 og søndag den 17.maj kl.12 i A-salen. Læs mere her.

Foto: Henrik Stenberg

Take Four

Udover SIGNAs konceptteater kan man sagtens opleve dans under mere klassiske former, og her vil Take Four være et godt bud. Den Kongelige Ballet har inviteret 4 koreografer til at skabe værker til kompagniet, og resultatet en håndfuld blandede bolsjer, der samlet giver et godt bud på moderne ballet i meget forskellige afskygninger. Jeg fik mulighed for at overvære generalprøven på forestillingen, og resultatet var ret fint, selvom det føltes meget sært at overvære dans under helt traditionelle former efter en tur igennem den syrede Feberhavnen.

Mine favoritter var dels Sebastian Kloborgs Strangers, der havde meget på hjerte og var iført et smukt, formfuldendt trinsprog med en bismag af mesterkoreografen Kylian (se tidligere artikler her og her), dels Alessandro Sousa Pereiras KRASH, der var vild, rytmisk og inciterende. Ida Prætorius, der efter Svanesøen helt klart er værd at kigge på, fangede øjet som ene, seje kvinde i et hav af mænd i KRASH, mens jeg generelt bare var vild med hele holdet i Strangers. Liam Scarletts Viscera bød også på fine trin med indbydende musikalitet, selvom dens Balanchine-agtige tone ikke helt er min smag. Adam Lüders’ Schubert Pas de Deux virkede til gengæld stift kedelig og faldt igennem i forhold til de andre. Måske kan den reddes inden premieren, men ellers gør Kloborg, Scarlett og Pereiras værker, at Take Four i det store hele er særdeles seværdig.

Take Four har premiere lørdag den 16.maj på Skuespilhusets Store Scene og spiller frem til 23.maj. Læs mere her.

TIME WOKE UP IN DARKNESS

CPH Stage er knap en måned væk, og selvom jeg endnu kun har haft tid til et overfladisk kig på programmet, har jeg allerede sat kryds ved én bestemt forestilling: TIME WOKE UP IN DARKNESS er en blanding af liveanimation, skyggespil, musik og animationsfilm, og er et samarbejde mellem Viborgs The Animation Workshop og teatret Carte Blanche. Som hardcore animationsfan er jeg ret nysgerrig efter at se, hvad der er kommet ud af dét samarbejde – og så er titlen bare fed nok til, at jeg lige må kigge forbi og opleve, hvad den dækker over.

TIME WOKE UP IN DARKNESS (ANDE WALKED ACROSS THE ROOM) spiller på Teaterøen fra 6.-13.juni. Læs mere her.

Troldeballet, piratcabaret og morderisk Matthew McConaughey - julens anbefalinger

Foto: Per Morten Abrahamsen

Julen nærmer sig med hastige skridt, men inden gaveræsets slutspurt sætter ind, andestegen skal i ovnen og juletræet pyntes, skal I ikke snydes for en sidste omgang af K for kultur. I dette indlæg giver jeg tre meget forskellige bud på kulturoplevelser i julemåneden - det eneste, de har til fælles, er en høj underholdningsfaktor og forkærlighed for det groteske, omend i meget forskellige forklædninger.

Et Folkesagn - troldedans og romantik på Gamle Scene

Der er ikke meget julestemning over Den Kongelige Ballets årlige juleforestilling. Det gør nu ikke spor, for i sig selv er Et folkesagn en fornøjelig forestilling for folk i alle aldre. Måske de allermindste vil finde troldene en smule uhyggelige, men har de små poder først nået den alder, hvor de kan se en Disneyfilm fra ende til anden uden at blive bange, så er de også store nok til at opleve trolde og hulryggede elverpiger. Et folkesagn er Bournonville, når han er bedst, frækt og finurligt fornyet af Nikolaj Hübbe og Sorella Englund, så hele historien står lidt skarpere, og kærlighedshistorien er omdrejningspunktet for løjerne.

Balletten handler om den fornemme frøken Birthe af Højgården, der i virkeligheden er et forbyttet troldebarn og derfor slet ikke kan finde sig til rette i et stift overklassemiljø. Med sit heftige temperament skræmmer hun alle omkring sig, selv sin trolovede, den flinke og stilfærdige Junker Over, der hellere vil læse en bog end kurtisere den vilde Birthe. Men inde i troldehøjen bor den smukke og søde Hilda, der i virkeligheden er Højgårdens arving, men blev stjålet som spæd af troldene. Nu skal hun giftes med troldemors ældste søn, den grimme og tumpede Diderik, men situationen ændrer sig drastisk, da hun møder Junker Ove.

Et folkesagn er den perfekte begynderballet. Handlingen er nem at følge, og den har alt det, en god historie skal have: kærlighed, humor, drama, uhygge og en lykkelig slutning. Dertil kommer Mia Steensgaards fantastiske scenografi, der med en blanding af papirklipsskov og hammershøiske stuer skaber et eventyrligt univers, hvor troldeverdenen fungerer som en forvrænget spejling af menneskenes verden.

Foto: Per Morten Abrahamsen

Forestillingen spiller 4 gange endnu fra fredag til søndag, men særligt matiné forestillingen kl.12 lørdag den 20.december kan anbefales. Her danser Gregory Dean Junker Ove over for Hilary Guswilers Hilda, og trods stærke kræfter på de andre hold (heriblandt Lis Jeppesens Viderik, Alexander Stægers Hr. Mogens, Alba Nadals Birthe samt Alban Lendorf og Gudrun Bojesen i Pas de Sept), er dette hold langt det stærkeste. Guswiler er en meget fornøjelig Hilda, yndig, sprælsk og sødmefyldt, og med personlighed nok til at brænde igennem selv når hun spiller over for troldetrioen Muri (Morten Eggert), Diderik (Sebastian Kloborg) og Viderik (Elisabeth Dam). Elisabeth Dams Viderik er et lille under af en ukuelig spilopmager, mens Sebastian Kloborgs Diderik er fantastisk morsom, en slesk, ulækker mors dreng, der slet ikke forstår, hvorfor den selvstændige Hilda ikke falder ham om halsen, når troldemor Muri nu har bestemt at de skal giftes.

Selvom Amy Watson er sat til at danse Birthe på dette hold, har det indtil videre været Kizzy Matiakis, der har spillet rollen. Man kan kun håbe, at hun også danser lørdag, for hun er som født til at spille Birthe. Jeg har ikke været begejstret for hendes tidligere præstationer i denne sæson og fandt hende fejlcastet i både Kameliadamen og Sylfiden, men som den arrige troldepige er Matiakis perfekt. Aldeles ustyrlig og utilpasset i rollen som den fine frøken er det ikke sært, at hun længes efter et liv uden for konventionens snærende bånd – for hvilken trold kan udholde stiv etikette og snærende kønsroller?

Som Junker Ove beviser Gregory Dean endnu engang, at han er kompagniets nye, mandlige stjerne. Selvom han teknisk set ikke helt kan matche hverken Alban Lendorf (men hvem kan også det?) eller Ulrik Birkkjær, har han en troskyldig inderlighed, en næsten lysende sårbarhed, der blandet med hans høje, lyshårede elegance gør ham perfekt til romantiske helteroller. Hans James i Sylfiden var vidunderligt rørende, og hans Junker Ove er af samme støbning – en idealistisk drømmer fanget af samfundets stramme regler.

Læs mere om Et folkesagn her.

Crazy Christmas Cabaret – The Quest for the Big Chest 

Foto: Thomas Petri

Ingen jul uden Crazy Christmas Cabaret. Siden Vivien McKee satte sit første show op i 1982, er CCC blev en kultlignende juletradition på grund af sin bizarre og dybt underholdende blanding af lumre onliners, skøre plots, mænd i dametøj og ikke mindst den forvrøvlede dr. Helsingør fra Elsinore, der med sit kiksede, stærkt fordanskede forsøg på at tale engelsk gør kærligt grin med danskernes engelskkundskaber. Hele stykket foregår på engelsk, hvorfor det er et af de få teaterstykker, som man roligt kan slæbe ikke-dansktalende julegæster med til hen over julen. Stykket spiller i Tivolis Glassalen frem til 3.januar og kan således snildt fanges i løbet af juleferien.

Dette års CCC handler om One-Eyed Willy, kendt for at besidde en meget stor ting, der stikker ud - nemlig hans skæg! Denne barske sørøver sejler omkring på de syv verdenshave på jagt efter ”a huge chest” – altså en skattekiste fyldt med rigdomme selvfølgelig, nu ingen lumre ideer, kære læser, dette er skam en pæn blog. Traditionen tro er historien en pastiche over populærkultur, denne gang vist en blanding af alle nye og gamle sørøverfilm. Tidligere har blandt andre både Star Wars, Spartacus, Tarzan og Dracula været under kærlig behandling, hvor den fjollede historie blandes med musicalindslag og indflettede jokes om kendte begivenheder i årets løb (typisk med kærlige spark til et par politikere, der har opført sig særlig dumt). Publikum deltager aktivt i stykket, da man opfordres til at buhe af skurken, heppe på helten og synge med på sangene. Den tykke dame (altid en mand i dametøj, i år den formidable Andrew Jeffers) skal altid udse sig et par flotte unge mænd blandt publikum, som han/hun kan lægge heftigt an på undervejs i stykket, og som publikum generelt er der altid risiko for, at man bliver hevet op på scenen for at deltage i løjerne - så er I advaret! 

Foto: Thomas Petri

Det er ikke stor kunst, men når det er bedst, er CCC uforligneligt underholdende, et mekka af kiksede jokes og smagløse optrin, julekitsch på højt plan.

Læs mere om forestillingen her.

En ting er juleforestillinger, men vi skal heller ikke glemmer det, som julen først og fremmest handler om – gaver! Så her følger K for kulturs helt særlige julegaveanbefaling.

Killer Joe - mord, vold og kyllingelår

Selvom True Detective i mine øjne leverede en ujævn første sæson med en banal slutning, var den værd at se af to grunde – Woody Harrelson og Matthew McConaughey. Jeg har altid været glad for Woody Harrelson, men takket være gyselige chick flicks som How to loose a Guy in ten Days har jeg længe set Matthew McConaughey som intet mere end et slikket, talende vaskebræt (manden var siden de sene 90ere mest kendt for konstant at rende rundt med bar overkrop). Med True Detective gik det op for mig, hvor god en skuespiller han rent faktisk er, og jeg begyndte at se en stribe af hans film, nye såvel som gamle. 

Jeg var mildt skuffet over Dallas Buyers Club (ikke så meget på grund af McConaughey, men filmen i sig selv følger samme model som Erin Brokovich og et dusin andre ’based on af true story’-film, der brander sig selv som kontroversielle og modige, men i virkeligheden alle er filmisk ensformige og handler om præcis det samme, nemlig den skæve outsider, der trods sin bryske facade har et hjerte af guld og kæmper de svages sag). Mud var en god film, og med X-kærester (som faktisk var langt bedre end forventet) og The Lincoln Lawyer foldede McConaughey den karismatiske, næsten magnetiske charme ud, som netop er grundlaget for hans stjernestatus.

Der var dog én film, hvor McConaughey virkelig imponerede mig. Killer Joe, en lille, obskur film fra 2011, en kulsort komedie af instruktøren bag Eksorcisten, William Friedkin. Jeg tvivler på, at filmen nogensinde fik dansk premiere, men nu er den ude på DVD (sandsynligvis fordi McConaughey lige nu er den hotteste mandlige skuespiller i Hollywood), og kan fås i Tiger til en flad 20er.

Filmens plot er ret bizart. Chris, en smådum, white trash narkohandler (Emile Hirsch) skylder en masse penge væk til den lokale narkobaron. Hvis han ikke betaler inden kort tid, bliver han slået ihjel. Sammen med sin endnu dummere far (Thomas Haden Church) og sin vulgære stedmor (Gina Gershon) udtænker han en plan. Chris’ mor (som åbenbart er så forfærdelig, at alle hader hende) har tegnet en livsforsikring. Chris og hans far hyrer en lejemorder, Killer Joe (McConaughey), til at slå moderen ihjel. Chris og hans naive lillesøster Dottie (Juno Temple) vil så indkassere forsikringssummen, og Chris kan betale sin livsfarlige gæld. Der er kun ét problem: lejemorderen vil have pengene på forskud - penge som Chris jo ikke har. Efter et tilfældigt møde med Chris’ søster går Joe dog med til at rydde moderen af vejen mod at få et andet slags forskud – Dottie.

Killer Joe er et kammerspil blandt trailer trash, en flok mennesker så dumme og afstumpede, at man næsten tror, det er løgn – hvilket det jo også er, men skuespillerne er så overbevisende, at man køber hele det sindssyge scenarie alligevel. Matthew McConaughey leverer en af sine bedste præstationer som den glatte lejemorder. Med et smil som en slange og en katteagtig blødhed i stemmen forfører han både Dottie og hendes tumpede familie – men som publikum er man aldrig tvivl om, at manden er dødsens farlig og uden barmhjertighed. Alligevel endte jeg med at heppe på ham undervejs i filmen, måske fordi McConaughey udfolder en næsten hypnotisk charme, der får en ekstra kant, fordi man ved, at manden er psykopat. Det er djævelsk underholdende, men bestemt ikke for sarte sjæle. 

Filmen er en af de mest groteske, fucked up film jeg nogensinde har set, først og fremmest på grund af den famøse scene med kyllingelåret, uden tvivl en af de mest ubehagelige scener i filmhistorien (den kan findes på Youtube, men jeg vil virkelig anbefale, at man ser hele filmen for at få konteksten med). Se den, hvis du er vild med (meget) mørke komedier, eller giv den i julegave til en filmnørd, der har en stærk mave og ikke har problemer med realistisk filmvold. Giv den eventuelt til en McConaughey-fan med en skæv sans for humor. 

Killer Joe kan fås på DVD i Tiger til 20,- samt på DVD til 29,95 og Blu-ray til 39,95 i Fona.

Fortællingens kraft #2 - dødelig lidenskab og blikkets betydning

Fotos: Costin Radu

I mit forrige indlæg nævnte jeg, hvor vigtigt det er, at en iscenesættelse er tro mod sit udgangspunkt, sin fortælling. Det kan man selvfølgelig være på mange måder, og inden for teaterverdenen er der især brug for nytænkning, når man sætter værker op, der igennem årene er blevet spillet til bevidstløshed.

Tro mod rollen

Men det handler altid om at rive publikum med, få dem til at tro på den illusion, der udspiller sig på scenen. Og hvis scenefortællingen skal leve, kræver det at performerne mestrer deres roller. Tidligere på ugen fremhævede jeg Beauty and the Beast som en forestilling, hvor det lykkes. Det var fantastisk at overvære, især fordi der inden for teaterbranchen kan være en vis overbærenhed med stjerner, der kører deres eget show på scenen frem for at engagere sig i samspillet med andre, samt af og til en smule ligegyldighed med, om kemien mellem spillerne passer, så længe der er tilstrækkeligt store navne øverst på plakaten.

Balletten Kameliadamen er et glimrende eksempel på en forestilling, hvor det er altafgørende, at performerne er tro mod deres rolle. Jeg spekulerer en gang imellem på, om det for dansere er en sværere balancegang at holde sin plads i geleddet end det er i skuespil, musical eller opera, fordi en forestillingen altid kører med to, nogle gange tre hold, og en hovedrolle lige så vel kan blive besat af en ung korpsdanser som af en erfaren solodanser. Det må være det nemmeste i verden at blive utilfreds med den rolle man får tildelt, og oprørsk overspille eller udvide sin optræden i forsøg på at vinde ekstra opmærksomhed og dermed chancen for en bedre rolle i næste ombæring. Eller i trods kun yde det absolut påkrævede og intet mere. Alles øjne er jo på dem, der danser hovedkaraktererne, så hvorfor overhovedet gøre sig umage?

En dårlig optræden kan selvfølgelig også skyldes fejlcasting, og for tilskueren kan det være svært at afgøre, om en middelmådig præstation skyldes det ene eller det andet.

Djævlen ligger i detaljen

Netop ballet er en kunstart, hvor det ofte er detaljen, der hiver oplevelsen op på et højere niveau. Fordi dansen som oftest er ordløs, kræver det et tæt samspil mellem bevægelser og mimik, for at fortællingen får liv. Nogle gange skal der ikke så forfærdeligt meget til, og for mit vedkommende er det altid de små ting, der sætter sig fast i min hukommelse, det er dem der gør et blivende indtryk, uanset hvad jeg syntes om forestillingen som helhed. 

I sidste sæsons Manon var det J’aime Crandalls præstation, der ramte stærkest. Den var sammensat af tusind små ting, men én ting husker jeg stadig: den scene, da hun giver afkald på sin elskede til gengæld for et luksusliv som holdt kvinde. Hun tøver kun et kort sekund, beslutningen er allerede taget, hun tvivler ikke på sit valg. Alligevel sætter hun sig et øjeblik på sengen, som hun har delt med den elskede, og krammer puden. Det varer kun et halvt minut, så er det overstået, og hun bevæger sig videre, men i den lille bevægelse forstår man, hvad valget koster hende, og man får en sympati for hende, der varer stykket ud. I La Bayadère var det Ulrik Birkkjær, der sender sin døende elskerinde et blik – et eneste blik, før han igen vender sig væk, men det er nok til at man tror på det, da han senere begår selvmord, opslugt af anger og fortvivlelse.

Kameliadamen, endnu et værk af John Neumeier, hvis Døden i Venedig gæstede København i sidste måned, er netop en ballet, der hviler så kraftig på sin historie og sine personer, at forestillingen skifter karakter, alt efter hvilken danser der optræder den pågældende aften. Den er et karakterstudie af en kvinde, der opgiver alt for kærligheden, og alle medvirkende skal spille op imod og understøtte hovedpartiet og den danser, der spiller Marguerite, den famøse luksusluder med et hjerte af guld og en forkærlighed for kamelia blomster.

Kærlighedsramt kurtisane

Førsteholdets Susanne Grinder var lige farveløs nok som den ombejlede kurtisane, og derfor var det ikke det bedste valg at sætte Amy Watson til at danse hendes veninde og medkurtisane, Prudence. Watson var i sig selv et perfekt valg til sin rolle. Hendes spil var koket og forførende, og samspillet med en spændstig, flot springende Jonathan Chmelensky slog gnister. Ved siden af hende blegnede den mere undselige Susanne Grinder, og det var lidt svært at tro på, at det var hende, og ikke Watson, der fik mændene til at halse efter sig med tungen ud af munden og logrende haler, blændende skøn og uimodståelig. 

Det, der alligevel reddede Grinders optræden, var hendes fortolkning af Marguerite Gautier. Fra starten dødsmærket var der så meget inderlighed i hendes fortolkning af karakteren, at man sagtens kunne tilgive, at hun ikke helt havde karisma nok til at være en troværdig maneater. Til gengæld var der så meget livstræthed og smerte i hendes øjne, at det var umuligt ikke at blive bevæget. Det gav mening, at Alban Lendorfs Armand, et romantisk og lidt naivt brushoved, skulle forelske sig hovedkulds i hende. Hans selverklærede mission var at redde Marguerite fra det golde, overfladiske societyliv, der langsomt var ved at slå hende ihjel. Og hvilken kvinde ville kunne modstå denne Armand, der med alvorlig hvalpecharme og naiv stædighed insisterede på sin egen, udødelige kærlighed?

Jeg troede kort sagt på denne Marguerite og hendes Armand. Alban Lendorf, der trods sin tekniske virtuositet ellers ikke har imponeret som førsteelsker – i sidste sæsons Manon, Napoli og La Bayadère manglede han en fuldstændig basal kemi med sine partnere såvel som reel troværdighed i sit spil - er som født til partiet. Han formår at udstråle den nødvendige blanding af ungdommelig tilbedelse og sårbarhed, der i 3.akt får ham til at handle med kalkuleret grusomhed. Det er troværdigt, fordi man forstår ham hele vejen. På samme måde forstår man Susanne Grinder, hvis blik er som et såret dyrs. Hun er alt andet end kalkuleret, for kærligheden har ramt hende, som man bliver ramt af en forbandelse. Hvordan navigerer man sit liv, når man er opslugt af den store, altfortærende kærlighed? Alt, hvad hun gør derfra, er præget af denne lidenskab, der fortærer hende lige så sikkert som den dødelige sygdom, hun lider af.

Den modne kameliadame

Som tilskuer er det svært ikke at blive for påvirket af førsteholdet på en balletforestilling. De præger ens forståelse af karaktererne på godt og ondt, og hvis castingen er vellykket, kan det være svært at give andet- og tredjeholdet en chance. Gudrun Bojesen og Ulrik Birkkjær, der også deler hovedpartierne som de ulykkelige elskende, passer dog utrolig godt til rollerne. Birkkjær fangede glimrende essensen af den unge tilbeder, der kaster sin kærlighed på den smukke kameliadame, selvom han var lidt for pæn en dreng til at fange Lendorfs sortsindende fortvivlelse. Lendorf er generelt bedre til at skabe karakterer, der er lidt flossede i kanterne – den ædle, renhjertede helt passer ikke helt til ham, som jeg også bemærkede i min omtale af Manon i sidste sæson. Birkkjær er derimod så sympatisk, at det ikke var helt så troværdigt, da han i sidste akt skulle opføre sig som en ussel stodder.

Til gengæld var Gudrun Bojesen helt uovertruffen, bedre på sin vis end Grinder. Hendes udstråling var mere selvsikker, personligheden større, og derfor var det fuldt forståeligt, når mændene flokkedes om hende som bier om en honningkrukke. Hver af hendes bevægelser var fyldt med kraft og sikkerhed, og hun dansede, så man forstod hendes ensomhed og opblussende lidenskab for den unge Armand, parret med angsten for at give sig hen til kærligheden.

Da Birkkjærs Armand første gang lå for hendes fødder, skiftede Bojesens Marguerite elegant fra morskab over hans klodsede erklæring, til langsomt selv at blive grebet af den fatale forelskelse. Hun kom ikke helt så langt ud i sin fortvivlelse som Susanne Grinders Marguerite, men til gengæld virkede hun mere moden og velovervejet. Frem for at være kærlighedens offer kendte hun fra starten konsekvensen af sine handlinger, hun vidste, at det ville ende galt, men tillod alligevel sig selv at blive revet med af sine følelser, at opleve forelskelsen for første gang i sit korte liv.

Svage biroller

Desværre var birollerne omkring Bojesen ikke helt så sikkert besat. Uden tvivl veldansende, men det var, som om de ikke følte sig helt så godt tilpas i deres roller. Kizzy Matiakis var en smule fad og overspillet som Prudence, og det var svært at tro på hende som en højt betalt callgirl. At sætte hende sammen med den lidt vege Marcin Kupinski var en dårlig idé. Begge er de bedre til det tekniske end til at spille en rolle, og det havde klædt dem, hvis de hver især havde haft partnere med mere personlighed.

Sebastian Kloborg som den kejtede Grev N gjorde det udmærket, men heller ikke mere end det. Han var for vag i de scener, hvor det virkelig gjaldt – i Marguerites lejlighed i første akt blev han aldrig helt pågående nok, og resten af tiden klovnede han bare lidt rundt på scenen og tumlede rundt i forgæves jagt på sin tilbedte kameliadame. Hans greve føltes aldrig som et menneske af kød og blod, men blot som en karakter i et stykke. Han opfyldte sin funktion i plottet, hverken mere eller mindre.

Her var der mere at hente i Alexander Stægers version af rollen. Man kan argumentere for, at hans greve næsten blev for meget en medspiller, i forhold til karakterens beskedne rolle i historien. I hans gestaltning blev greven dog ikke blot til en rigtig person, men også det uheldige modstykke til Armand. Grev N virkede mindst lige så oprigtig forelsket i Marguerite, men samtidig var han så ulideligt kikset, at ingen kvinde med respekt for sig selv ville overveje ham som bejler. Man fik ondt af ham, da Armand trådte ind på scenen og med lethed vandt den tilbedte, og senere i Marguerites lejlighed, da han med stigende desperation forsøgte at fange hendes opmærksomhed på den mest uheldige facon, indtil hun standsede ham med en knaldende lussing. Det var morsomt og lige på kornet.  

Fornemt balletportræt

Personligt er det ikke kostumerne, musikken eller dansen i sig selv, der tiltrækker mig mest ved Kameliadamen. I sin helhed er det en flot forestilling, romantisk afdæmpet, knugende i sin triste slutning, næsten blottet for store armbevægelser. Da jeg selv er fan af de store armbevægelser, især i ballet, kan jeg ikke prise Kameliadamen i helt så høj en grad som andre har gjort. Den er særdeles godt skruet sammen, men personligt foretrækker jeg Manon fra sidste sæson, der var mere voldsom i sine følelser, mere kynisk, mere rå. 

Kameliadamen er dog værd at opleve, for udover at være en meget smuk og inderlig forestilling er den et ypperligt eksempel på ballet som fortælleform. Mere end de fleste andre balletter lever den i kraft af sine karakterer, og på det punkt må jeg hyle i takt med de andre anmelderulve, der enstemmigt roser Den Kongelige Ballet. I deres gestaltning får vi et trofast ensembleportræt af kameliadamens storhed og fald, serveret med dansemæssigt overskud og en række uforglemmelige karakterer. Hatten af for det.

Kameliadamen spiller på Det Kongelige Teater frem til 31.10. De større partier alternerer mellem tre forskellige hold, hvoraf jeg i dette indlæg har nævnt de to. Du kan se hvem der danser på de forskellige datoer samt læse mere om forestillingen her.