Styrer den hvide mand stadig? Om skedesekret og Matthew McConaughey

For halvandet år siden, efter al hypen omkring True Detective (1 sæson, bestemt ikke 2!), fik jeg endelig set den serie, der effektivt geninstallerede Matthew McConaughey som en af Hollywoods største stjerner. Fuldt fortjent ganske vist, hvilket jeg også har været inde på før. Efter at have hørt godt om serien fra adskillige (sjovt nok altid mandlige) bekendte, fik jeg set den i sommeren 2014. 1 sæson var jo til at overskue, og man skulle helst kunne følge med, når der blev talt om serier i omgangskredsen. Sådan ser verden ud i 10erne, film er yt (medmindre man er forhærdet drengerøv/ nørd m/k og der er tale om endnu en omgang superheltefilm/Ringenes Herre-prequel/James Bond/Star Wars) og TV-serier er in. 

Hvide antihelte på stribe

True Detective var endnu en overhypet serie om hvide, midaldrende, mandlige antihelte. Misforstå mig ikke, jeg har i den grad slugt serier som Breaking Bad og Mad Men, men denne gang knækkede tråden. Her var endnu en serie med to Hollywoodstjerner som trækplaster, der skildrede et velkendt ikon, nemlig den hvide mand som heroisk antihelt. Et menneske i krise, der samtidig er sært beundringsværdig. Trods feminismens udbredelse til mainstream film og TV er det i disse år endnu den hvide mand (ofte i midten af livet), der for alvor har fået lov til at stå i centrum for vestlig TV-kultur. Han har længe været genstand for vores beundring, en forførende skikkelse, der fanger vores opmærksomhed ved sin blanding af heltemod og sammensathed, intelligens og naivitet, idealisme og kynisme, blandet med en god dosis fandenivoldskhed, fordi han går på tværs af eller nægter at give efter for nutidens moralske slaphed.

Men med True Detective knækkede tråden for mig. Uanset hvor meget jeg blev grebet af McConaughey og Woody Harrelsons fornemme præstationer, blev jeg mere og mere træt, som serien skred frem. For de kvindelige karakterer var papirstynde, og selv en god skuespiller som Michelle Monaghan kunne ikke redde den klichefyldte fremstilling af kvinder som påhæng, objekter som mændene kunne begære eller fortvivle over, men som først og fremmest var ofre, der skulle reddes – fra andre mænd vel at mærke. Da serien sluttede, var jeg godt og grundigt træt. Træt af at det altid var mændene, der skulle stå i centrum, før en serie blev taget virkelig seriøst. Træt af at se mænd fremstillet som guddommelige individer, der reddede dagen i sidste ende, uanset hvor rædselsfuldt de ellers opførte sig. Det var samme sang, man fik fra andre serier. Breaking Bad havde ganske vist en stærk og nuancerede kvindelig karakter, men det var alligevel manden, der endte med at blive hyldet. 

Det samme gjaldt Mad Men, der sluttede sidste år. Selvom serien var rig på interessante kvinder, og hovedpersonen blev fremstillet nuanceret og ofte temmelig nådesløst, syntes der langt hen ad vejen at være en undertone af beundring for denne Don Draper, der med samfundets hyldest i ryggen kunne tillade sig at drikke, hore og fucke med sit eget liv såvel som andres, uden at det vakte fordømmelse fra omverdenen, hverken i seriens univers eller blandt seerne. Hver gang jeg har diskuteret serien med en mand, har vedkommende altid haft denne snert af beundring for en karakter, der i mine øjne er meget svær at beundre. Skuespilleren Jon Hamm blev hurtigt udråbt til et mandeideal, som kvinder begærede og mænd ville efterligne. Denne karakter, der i min øjne var så fucked up, at han umuligt kunne være et begærsobjekt, men snarere var interessant at studere som eksempel på, hvor meget et menneske kan ødelægge sig selv, blev et idol i virkelighedens verden.

Kønsklichéer

Nu har jeg intet ønske om at være moralist, og der skal ikke herske nogen tvivl om, at jeg rent faktisk kan lide de her serier, men jeg er træt af at se problematiske mandetyper glorificeret på den måde. Hvis det samme så gjaldt for kvinder, var det en anden sag, men her halter vestlig kultur stadig bagefter. Visse danske serier har ganske vist opnået succes med at bruge stærke kvindelige hovedpersoner, men det er først inden for det sidste stykke tid, at nuancerede kvinder for alvor er ved at slå igennem internationalt. Dansk film har derimod taget to skridt tilbage, og jeg har ikke set en film i evigheder, fordi den evige historie om kiksede drengerøve og mandlige antihelte ikke har sindssygt meget at sige mig. Hvorfor skulle jeg se Klovn 2, når det bare handler om to mænd, der ikke kan finde ud af deres liv? Hvorfor skulle jeg gide se den nye film om Tordenskjold, når traileren hørmer af drengerøvshumor, bro-bonding og mænd der ikke går op i andet end at få fisse? Det er jo set før, og uanset hvilken kritik af umodne mænd, der måtte ligge implicit i filmen, er emnet dybt fortærsket. 

På film såvel som på TV er det stadig derimod ofte sjældent at se kvinder opføre sig i strid med samfundets normer, medmindre hun (som f.eks. Lisbeth Salander) kan pakke det ind i en diagnose eller en offerhistorie. Bare se, hvordan Gone Girl blev kritiseret, fordi den kvindelige hovedperson var stjernepsykopat (uden at der var en forklaring/undskyldning for det). Da Lars von Trier for 6 år siden vovede at lave Antichrist, hvor en kvindelig hovedperson i bedste Ondskabens Hotel-stil gik amok, blev han anklaget for at være kvindefjendsk. Han fik lige lov til at lave Nymphomaniac, men ikke uden lige at smide en offerhistorie ind i plottet. For kvinder må jo ikke være rigtige onde eller uhæmmede. Kvinder skal være smukke, søde og opføre sig pænt, og hvis de ikke gør, skal de have en virkelig, virkelig god grund til det. Som for eksempel fordi de er blevet voldtaget.

Den præmis var udgangspunktet for en ny TV-serie, der ellers på mange punkter er ret banebrydende. Jessica Jones har en kvindelig hovedperson, der er hårdtslående og fandenivoldsk, med en dårlig attitude, utæmmet sexlyst og omfattende alkoholmisbrug. Serien er en af de få jeg har oplevet, der går op i at vise sexscener, der er bare en smule mere realistiske end de pussenussede missionærstillingsseancer, som vi altid skal belemres med.

Serien, der kun har kørt en sæson indtil videre, handlede i høj grad om kvinder, der tog kontrol. En slags live-action version af Frost, bare uden sange, nuttede sidekicks og pseudo-feminisme. Men selvfølgelig med en hovedperson, der i grunden var et offer, uanset hvor meget hun kæmpede for at undgå det mærkat og den dertil medhørende, implicitte undskyldning/forklaring på hendes utæmmede opførsel. Så det selvom det var et nybrud, er det langt fra nok.

Fri os fra prinsesserne

Én serie har dog brudt igennem kønsstereotyperne og kvindeklicheerne. Orange is the New Black, som jeg så nærmest ved et tilfælde, mens en efterårsforkølelse havde tvunget mig til at holde sengen i en uge, men Netflix som eneste selskab. Det virker måske lidt sært, at den hidtil bedste og mest nuancerede serie med kvindelige hovedpersoner er en serie, der foregår i et kvindefængsel. Og så alligevel ikke, for de utraditionelle rammer sikrer, at man som seer får præsenteret karaktererne under forhold, der må bringe det værst tænkelige frem i de fleste. Serien er vidunderligt fri for klicheer og går længere i sin skildring af kvindekarakterer, end jeg nogensinde før har oplevet. Udover at have en kvindelig hovedperson, der som serien skrider frem fremstår mere og mere usympatisk, simpelthen fordi hun er et sammensat menneske (og ikke et offer for andet end sine egne fejltagelser), viser den kvinder, når de er værst, bedst og mest menneskelige, komplet med adskillige optrin og diskussioner omkring kvinders intime anatomi (og mange kvinders manglende viden om samme), onani, behåring, forstoppelse og legemelige sekreter.

Et af de mest fantastiske eksempler (og til dato en af de sjoveste scener vist på TV) er da hovedpersonen Piper starter en lyssky virksomhed, der sælger brugte trusser – åbenbart et efterspurgt produkt blandt internettets mange mænd med sære lyster. Efter i årevis at være blevet tvangsfodret med scene efter scene på film og TV, der udpensler mænds kropslige processer fra både det ene og det andet kropshul, har vi endelig fået en kvindelig pendant. Pipers tale er en af de scener, jeg ikke anede, at jeg savnede, før jeg så den. Genialt TV, der effektivt piller kvinder ned fra det piedestal, vi med eller mod vores vilje har befundet os på i evigheder, og gør os til helt almindelige mennesker.

Hvis jeg har et ønske til fremtidens film og TV, er det en fremstilling af kvinder, der fjerner den lyserøde prinsessefantasi, som alt for mange mænd og kvinder stadig fastholder (bevidst eller ej), og i stedet sætter kvinder i et ærligt lys. Hvis skedesekret er midlet, så kom med det!

Troldeballet, piratcabaret og morderisk Matthew McConaughey - julens anbefalinger

Foto: Per Morten Abrahamsen

Julen nærmer sig med hastige skridt, men inden gaveræsets slutspurt sætter ind, andestegen skal i ovnen og juletræet pyntes, skal I ikke snydes for en sidste omgang af K for kultur. I dette indlæg giver jeg tre meget forskellige bud på kulturoplevelser i julemåneden - det eneste, de har til fælles, er en høj underholdningsfaktor og forkærlighed for det groteske, omend i meget forskellige forklædninger.

Et Folkesagn - troldedans og romantik på Gamle Scene

Der er ikke meget julestemning over Den Kongelige Ballets årlige juleforestilling. Det gør nu ikke spor, for i sig selv er Et folkesagn en fornøjelig forestilling for folk i alle aldre. Måske de allermindste vil finde troldene en smule uhyggelige, men har de små poder først nået den alder, hvor de kan se en Disneyfilm fra ende til anden uden at blive bange, så er de også store nok til at opleve trolde og hulryggede elverpiger. Et folkesagn er Bournonville, når han er bedst, frækt og finurligt fornyet af Nikolaj Hübbe og Sorella Englund, så hele historien står lidt skarpere, og kærlighedshistorien er omdrejningspunktet for løjerne.

Balletten handler om den fornemme frøken Birthe af Højgården, der i virkeligheden er et forbyttet troldebarn og derfor slet ikke kan finde sig til rette i et stift overklassemiljø. Med sit heftige temperament skræmmer hun alle omkring sig, selv sin trolovede, den flinke og stilfærdige Junker Over, der hellere vil læse en bog end kurtisere den vilde Birthe. Men inde i troldehøjen bor den smukke og søde Hilda, der i virkeligheden er Højgårdens arving, men blev stjålet som spæd af troldene. Nu skal hun giftes med troldemors ældste søn, den grimme og tumpede Diderik, men situationen ændrer sig drastisk, da hun møder Junker Ove.

Et folkesagn er den perfekte begynderballet. Handlingen er nem at følge, og den har alt det, en god historie skal have: kærlighed, humor, drama, uhygge og en lykkelig slutning. Dertil kommer Mia Steensgaards fantastiske scenografi, der med en blanding af papirklipsskov og hammershøiske stuer skaber et eventyrligt univers, hvor troldeverdenen fungerer som en forvrænget spejling af menneskenes verden.

Foto: Per Morten Abrahamsen

Forestillingen spiller 4 gange endnu fra fredag til søndag, men særligt matiné forestillingen kl.12 lørdag den 20.december kan anbefales. Her danser Gregory Dean Junker Ove over for Hilary Guswilers Hilda, og trods stærke kræfter på de andre hold (heriblandt Lis Jeppesens Viderik, Alexander Stægers Hr. Mogens, Alba Nadals Birthe samt Alban Lendorf og Gudrun Bojesen i Pas de Sept), er dette hold langt det stærkeste. Guswiler er en meget fornøjelig Hilda, yndig, sprælsk og sødmefyldt, og med personlighed nok til at brænde igennem selv når hun spiller over for troldetrioen Muri (Morten Eggert), Diderik (Sebastian Kloborg) og Viderik (Elisabeth Dam). Elisabeth Dams Viderik er et lille under af en ukuelig spilopmager, mens Sebastian Kloborgs Diderik er fantastisk morsom, en slesk, ulækker mors dreng, der slet ikke forstår, hvorfor den selvstændige Hilda ikke falder ham om halsen, når troldemor Muri nu har bestemt at de skal giftes.

Selvom Amy Watson er sat til at danse Birthe på dette hold, har det indtil videre været Kizzy Matiakis, der har spillet rollen. Man kan kun håbe, at hun også danser lørdag, for hun er som født til at spille Birthe. Jeg har ikke været begejstret for hendes tidligere præstationer i denne sæson og fandt hende fejlcastet i både Kameliadamen og Sylfiden, men som den arrige troldepige er Matiakis perfekt. Aldeles ustyrlig og utilpasset i rollen som den fine frøken er det ikke sært, at hun længes efter et liv uden for konventionens snærende bånd – for hvilken trold kan udholde stiv etikette og snærende kønsroller?

Som Junker Ove beviser Gregory Dean endnu engang, at han er kompagniets nye, mandlige stjerne. Selvom han teknisk set ikke helt kan matche hverken Alban Lendorf (men hvem kan også det?) eller Ulrik Birkkjær, har han en troskyldig inderlighed, en næsten lysende sårbarhed, der blandet med hans høje, lyshårede elegance gør ham perfekt til romantiske helteroller. Hans James i Sylfiden var vidunderligt rørende, og hans Junker Ove er af samme støbning – en idealistisk drømmer fanget af samfundets stramme regler.

Læs mere om Et folkesagn her.

Crazy Christmas Cabaret – The Quest for the Big Chest 

Foto: Thomas Petri

Ingen jul uden Crazy Christmas Cabaret. Siden Vivien McKee satte sit første show op i 1982, er CCC blev en kultlignende juletradition på grund af sin bizarre og dybt underholdende blanding af lumre onliners, skøre plots, mænd i dametøj og ikke mindst den forvrøvlede dr. Helsingør fra Elsinore, der med sit kiksede, stærkt fordanskede forsøg på at tale engelsk gør kærligt grin med danskernes engelskkundskaber. Hele stykket foregår på engelsk, hvorfor det er et af de få teaterstykker, som man roligt kan slæbe ikke-dansktalende julegæster med til hen over julen. Stykket spiller i Tivolis Glassalen frem til 3.januar og kan således snildt fanges i løbet af juleferien.

Dette års CCC handler om One-Eyed Willy, kendt for at besidde en meget stor ting, der stikker ud - nemlig hans skæg! Denne barske sørøver sejler omkring på de syv verdenshave på jagt efter ”a huge chest” – altså en skattekiste fyldt med rigdomme selvfølgelig, nu ingen lumre ideer, kære læser, dette er skam en pæn blog. Traditionen tro er historien en pastiche over populærkultur, denne gang vist en blanding af alle nye og gamle sørøverfilm. Tidligere har blandt andre både Star Wars, Spartacus, Tarzan og Dracula været under kærlig behandling, hvor den fjollede historie blandes med musicalindslag og indflettede jokes om kendte begivenheder i årets løb (typisk med kærlige spark til et par politikere, der har opført sig særlig dumt). Publikum deltager aktivt i stykket, da man opfordres til at buhe af skurken, heppe på helten og synge med på sangene. Den tykke dame (altid en mand i dametøj, i år den formidable Andrew Jeffers) skal altid udse sig et par flotte unge mænd blandt publikum, som han/hun kan lægge heftigt an på undervejs i stykket, og som publikum generelt er der altid risiko for, at man bliver hevet op på scenen for at deltage i løjerne - så er I advaret! 

Foto: Thomas Petri

Det er ikke stor kunst, men når det er bedst, er CCC uforligneligt underholdende, et mekka af kiksede jokes og smagløse optrin, julekitsch på højt plan.

Læs mere om forestillingen her.

En ting er juleforestillinger, men vi skal heller ikke glemmer det, som julen først og fremmest handler om – gaver! Så her følger K for kulturs helt særlige julegaveanbefaling.

Killer Joe - mord, vold og kyllingelår

Selvom True Detective i mine øjne leverede en ujævn første sæson med en banal slutning, var den værd at se af to grunde – Woody Harrelson og Matthew McConaughey. Jeg har altid været glad for Woody Harrelson, men takket være gyselige chick flicks som How to loose a Guy in ten Days har jeg længe set Matthew McConaughey som intet mere end et slikket, talende vaskebræt (manden var siden de sene 90ere mest kendt for konstant at rende rundt med bar overkrop). Med True Detective gik det op for mig, hvor god en skuespiller han rent faktisk er, og jeg begyndte at se en stribe af hans film, nye såvel som gamle. 

Jeg var mildt skuffet over Dallas Buyers Club (ikke så meget på grund af McConaughey, men filmen i sig selv følger samme model som Erin Brokovich og et dusin andre ’based on af true story’-film, der brander sig selv som kontroversielle og modige, men i virkeligheden alle er filmisk ensformige og handler om præcis det samme, nemlig den skæve outsider, der trods sin bryske facade har et hjerte af guld og kæmper de svages sag). Mud var en god film, og med X-kærester (som faktisk var langt bedre end forventet) og The Lincoln Lawyer foldede McConaughey den karismatiske, næsten magnetiske charme ud, som netop er grundlaget for hans stjernestatus.

Der var dog én film, hvor McConaughey virkelig imponerede mig. Killer Joe, en lille, obskur film fra 2011, en kulsort komedie af instruktøren bag Eksorcisten, William Friedkin. Jeg tvivler på, at filmen nogensinde fik dansk premiere, men nu er den ude på DVD (sandsynligvis fordi McConaughey lige nu er den hotteste mandlige skuespiller i Hollywood), og kan fås i Tiger til en flad 20er.

Filmens plot er ret bizart. Chris, en smådum, white trash narkohandler (Emile Hirsch) skylder en masse penge væk til den lokale narkobaron. Hvis han ikke betaler inden kort tid, bliver han slået ihjel. Sammen med sin endnu dummere far (Thomas Haden Church) og sin vulgære stedmor (Gina Gershon) udtænker han en plan. Chris’ mor (som åbenbart er så forfærdelig, at alle hader hende) har tegnet en livsforsikring. Chris og hans far hyrer en lejemorder, Killer Joe (McConaughey), til at slå moderen ihjel. Chris og hans naive lillesøster Dottie (Juno Temple) vil så indkassere forsikringssummen, og Chris kan betale sin livsfarlige gæld. Der er kun ét problem: lejemorderen vil have pengene på forskud - penge som Chris jo ikke har. Efter et tilfældigt møde med Chris’ søster går Joe dog med til at rydde moderen af vejen mod at få et andet slags forskud – Dottie.

Killer Joe er et kammerspil blandt trailer trash, en flok mennesker så dumme og afstumpede, at man næsten tror, det er løgn – hvilket det jo også er, men skuespillerne er så overbevisende, at man køber hele det sindssyge scenarie alligevel. Matthew McConaughey leverer en af sine bedste præstationer som den glatte lejemorder. Med et smil som en slange og en katteagtig blødhed i stemmen forfører han både Dottie og hendes tumpede familie – men som publikum er man aldrig tvivl om, at manden er dødsens farlig og uden barmhjertighed. Alligevel endte jeg med at heppe på ham undervejs i filmen, måske fordi McConaughey udfolder en næsten hypnotisk charme, der får en ekstra kant, fordi man ved, at manden er psykopat. Det er djævelsk underholdende, men bestemt ikke for sarte sjæle. 

Filmen er en af de mest groteske, fucked up film jeg nogensinde har set, først og fremmest på grund af den famøse scene med kyllingelåret, uden tvivl en af de mest ubehagelige scener i filmhistorien (den kan findes på Youtube, men jeg vil virkelig anbefale, at man ser hele filmen for at få konteksten med). Se den, hvis du er vild med (meget) mørke komedier, eller giv den i julegave til en filmnørd, der har en stærk mave og ikke har problemer med realistisk filmvold. Giv den eventuelt til en McConaughey-fan med en skæv sans for humor. 

Killer Joe kan fås på DVD i Tiger til 20,- samt på DVD til 29,95 og Blu-ray til 39,95 i Fona.