For halvandet år siden, efter al hypen omkring True Detective (1 sæson, bestemt ikke
2!), fik jeg endelig set den serie, der effektivt geninstallerede Matthew McConaughey
som en af Hollywoods største stjerner. Fuldt fortjent ganske vist, hvilket jeg også har været inde på før. Efter at have hørt godt om serien fra adskillige
(sjovt nok altid mandlige) bekendte, fik jeg set den i sommeren 2014. 1 sæson
var jo til at overskue, og man skulle helst kunne følge med, når der blev talt
om serier i omgangskredsen. Sådan ser verden ud i 10erne, film er yt (medmindre
man er forhærdet drengerøv/ nørd m/k og der er tale om endnu en omgang
superheltefilm/Ringenes Herre-prequel/James Bond/Star Wars) og TV-serier er in.
Hvide antihelte på stribe
True Detective var
endnu en overhypet serie om hvide, midaldrende, mandlige antihelte. Misforstå
mig ikke, jeg har i den grad slugt serier som Breaking Bad og Mad Men,
men denne gang knækkede tråden. Her var endnu en serie med to Hollywoodstjerner
som trækplaster, der skildrede et velkendt ikon, nemlig den hvide mand som
heroisk antihelt. Et menneske i krise, der samtidig er sært beundringsværdig.
Trods feminismens udbredelse til mainstream film og TV er det i disse år endnu
den hvide mand (ofte i midten af livet), der for alvor har fået lov til at stå
i centrum for vestlig TV-kultur. Han har længe været genstand for vores
beundring, en forførende skikkelse, der fanger vores opmærksomhed ved sin
blanding af heltemod og sammensathed, intelligens og naivitet, idealisme og
kynisme, blandet med en god dosis fandenivoldskhed, fordi han går på tværs af
eller nægter at give efter for nutidens moralske slaphed.
Men med True Detective knækkede tråden for mig.
Uanset hvor meget jeg blev grebet af McConaughey og Woody Harrelsons fornemme
præstationer, blev jeg mere og mere træt, som serien skred frem. For de
kvindelige karakterer var papirstynde, og selv en god skuespiller som Michelle
Monaghan kunne ikke redde den klichefyldte fremstilling af kvinder som påhæng,
objekter som mændene kunne begære eller fortvivle over, men som først og
fremmest var ofre, der skulle reddes – fra andre mænd vel at mærke. Da serien
sluttede, var jeg godt og grundigt træt. Træt af at det altid var mændene, der
skulle stå i centrum, før en serie blev taget virkelig seriøst. Træt af at se
mænd fremstillet som guddommelige individer, der reddede dagen i sidste ende,
uanset hvor rædselsfuldt de ellers opførte sig. Det var samme sang, man fik fra
andre serier. Breaking Bad havde
ganske vist en stærk og nuancerede kvindelig karakter, men det var alligevel
manden, der endte med at blive hyldet.
Det samme gjaldt Mad Men, der sluttede sidste år. Selvom serien var rig på
interessante kvinder, og hovedpersonen blev fremstillet nuanceret og ofte temmelig
nådesløst, syntes der langt hen ad vejen at være en undertone af beundring for
denne Don Draper, der med samfundets hyldest i ryggen kunne tillade sig at
drikke, hore og fucke med sit eget liv såvel som andres, uden at det vakte
fordømmelse fra omverdenen, hverken i seriens univers eller blandt seerne. Hver
gang jeg har diskuteret serien med en mand, har vedkommende altid haft denne snert
af beundring for en karakter, der i mine øjne er meget svær at beundre.
Skuespilleren Jon Hamm blev hurtigt udråbt til et mandeideal, som kvinder begærede
og mænd ville efterligne. Denne karakter, der i min øjne var så fucked up, at
han umuligt kunne være et begærsobjekt, men snarere var interessant at studere
som eksempel på, hvor meget et menneske kan ødelægge sig selv, blev et idol i
virkelighedens verden.
Kønsklichéer
Nu har jeg intet ønske om at være moralist, og der skal ikke
herske nogen tvivl om, at jeg rent faktisk kan lide de her serier, men jeg er
træt af at se problematiske mandetyper glorificeret på den måde. Hvis det samme
så gjaldt for kvinder, var det en anden sag, men her halter vestlig kultur stadig
bagefter. Visse danske serier har ganske vist opnået succes med at bruge stærke
kvindelige hovedpersoner, men det er først inden for det sidste stykke tid, at
nuancerede kvinder for alvor er ved at slå igennem internationalt. Dansk film
har derimod taget to skridt tilbage, og jeg har ikke set en film i evigheder,
fordi den evige historie om kiksede drengerøve og mandlige antihelte ikke har
sindssygt meget at sige mig. Hvorfor skulle jeg se Klovn 2, når det bare handler om to mænd, der ikke kan finde ud af
deres liv? Hvorfor skulle jeg gide se den nye film om Tordenskjold, når traileren
hørmer af drengerøvshumor, bro-bonding og mænd der ikke går op i andet end at
få fisse? Det er jo set før, og uanset hvilken kritik af umodne mænd, der måtte
ligge implicit i filmen, er emnet dybt fortærsket.
På film såvel som på TV er det stadig derimod ofte sjældent
at se kvinder opføre sig i strid med samfundets normer, medmindre hun (som
f.eks. Lisbeth Salander) kan pakke det ind i en diagnose eller en
offerhistorie. Bare se, hvordan Gone Girl
blev kritiseret, fordi den kvindelige hovedperson var stjernepsykopat (uden at
der var en forklaring/undskyldning for det). Da Lars von Trier for 6 år siden
vovede at lave Antichrist, hvor en
kvindelig hovedperson i bedste Ondskabens
Hotel-stil gik amok, blev han anklaget for at være kvindefjendsk. Han fik
lige lov til at lave Nymphomaniac,
men ikke uden lige at smide en offerhistorie ind i plottet. For kvinder må jo
ikke være rigtige onde eller uhæmmede. Kvinder skal være smukke, søde og opføre
sig pænt, og hvis de ikke gør, skal de have en virkelig, virkelig god grund til
det. Som for eksempel fordi de er blevet voldtaget.
Den præmis var udgangspunktet for en ny TV-serie, der ellers
på mange punkter er ret banebrydende. Jessica
Jones har en kvindelig hovedperson, der er hårdtslående og fandenivoldsk,
med en dårlig attitude, utæmmet sexlyst og omfattende alkoholmisbrug. Serien er
en af de få jeg har oplevet, der går op i at vise sexscener, der er bare en
smule mere realistiske end de pussenussede missionærstillingsseancer, som vi
altid skal belemres med.
Serien, der kun har kørt en sæson indtil videre, handlede i
høj grad om kvinder, der tog kontrol. En slags live-action version af Frost, bare uden sange, nuttede
sidekicks og pseudo-feminisme. Men selvfølgelig med en hovedperson, der i
grunden var et offer, uanset hvor meget hun kæmpede for at undgå det mærkat og
den dertil medhørende, implicitte undskyldning/forklaring på hendes utæmmede
opførsel. Så det selvom det var et nybrud, er det langt fra nok.
Fri os fra prinsesserne
Én serie har dog brudt igennem kønsstereotyperne og kvindeklicheerne.
Orange is the New Black, som jeg så
nærmest ved et tilfælde, mens en efterårsforkølelse havde tvunget mig til at
holde sengen i en uge, men Netflix som eneste selskab. Det virker måske lidt
sært, at den hidtil bedste og mest nuancerede serie med kvindelige
hovedpersoner er en serie, der foregår i et kvindefængsel. Og så alligevel ikke,
for de utraditionelle rammer sikrer, at man som seer får præsenteret
karaktererne under forhold, der må bringe det værst tænkelige frem i de fleste.
Serien er vidunderligt fri for klicheer og går længere i sin skildring af kvindekarakterer,
end jeg nogensinde før har oplevet. Udover at have en kvindelig hovedperson,
der som serien skrider frem fremstår mere og mere usympatisk, simpelthen fordi
hun er et sammensat menneske (og ikke et offer for andet end sine egne
fejltagelser), viser den kvinder, når de er værst, bedst og mest menneskelige,
komplet med adskillige optrin og diskussioner omkring kvinders intime anatomi
(og mange kvinders manglende viden om samme), onani, behåring, forstoppelse og
legemelige sekreter.
Et af de mest fantastiske eksempler (og til dato en af de
sjoveste scener vist på TV) er da hovedpersonen Piper starter en lyssky
virksomhed, der sælger brugte trusser – åbenbart et efterspurgt produkt blandt
internettets mange mænd med sære lyster. Efter i årevis at være blevet tvangsfodret
med scene efter scene på film og TV, der udpensler mænds kropslige processer
fra både det ene og det andet kropshul, har vi endelig fået en kvindelig
pendant. Pipers tale er en af de scener, jeg ikke anede, at jeg savnede, før
jeg så den. Genialt TV, der effektivt piller kvinder ned fra det piedestal, vi
med eller mod vores vilje har befundet os på i evigheder, og gør os til helt
almindelige mennesker.
Hvis jeg har et ønske til fremtidens film og TV, er det en
fremstilling af kvinder, der fjerner den lyserøde prinsessefantasi, som alt for
mange mænd og kvinder stadig fastholder (bevidst eller ej), og i stedet sætter
kvinder i et ærligt lys. Hvis skedesekret er midlet, så kom med det!