Der er ét stort problem ved kunsten, nemlig pengene eller manglen
på samme. Det er svært at leve af at lave kunst, medmindre man tilhører én af
de heldige få, der enten opnår fast ansættelse inden for sit erhverv eller
bliver populær nok til at kunne sælge sit produkt i store mængder. Men for de af os,
der endnu ikke har skrevet en bestseller, lavet det nye, store hit eller vundet
en Oscar, må der et brødjob til for at klare dagen og vejen. Men balancen
mellem almindeligt lønarbejde og den tid man bruger på sin kunst er hårfin.
Den
kreative proces kan strække sig i en uendelighed, før der kommer noget færdigt
ud i den anden ende, og imens skal der tjenes penge til de faste udgifter. Det
er det evige dilemma der udspiller sig, den evige kamp mellem lyst og pligt,
mellem hvad man ønsker og hvad der er bydende nødvendigt. Og grænsen mellem de
to bliver ofte utydelig.
Kan man vælge at blive kunstner?
Jeg vidste for længe siden, at jeg ville være
forfatter. Jeg er den dag i dag ikke sikker på, om det var en bevidst
beslutning eller noget der på (for)underlig vis blev mig pålagt. Jeg lytter
altid undrende til de kunstnere, der fortæller, hvordan de nærmest kom
snublende ind i deres erhverv. Hov, jeg var god i den dér amatørforestilling på
højskolen, måske skulle jeg blive skuespiller? Anerkendte forfattere som
Josefine Klougart og Asta Olivia Nordenhof fandt pludselig ud af, at de var
gode til at sætte ord sammen, og i modsætning til andre sprogligt begavede
mennesker valgte de af uransagelige grunde ikke en karriere som tekstforfatter
eller journalist, men i stedet den håbløse levevej som er forfattergerningen.
Deres historier virker dybt eksotiske og mystiske på mig.
Hvordan kunne de helt tilfældigt bare havne i det? Eller tage rationelle,
aktive beslutninger om at vælge en karriere som kunstner? Selv blev jeg
temmelig lettet, da jeg stødte på Inge Eriksens beretning om, hvordan hun som
18-årig blev ramt af en uforklarlig overbevisning, en vished om, at hun skulle
skrive romaner. Så var det ikke kun mig, der var sær. Endnu bedre var Diana
Wynne Jones’ historie. Som blot 8-årig vidste hun pludselig, at hun som voksen
ville blive forfatter. Det aktive valg var tilsyneladende aldrig rigtigt til
stede i disse forfatteres liv, det var ikke en beslutning der skulle tages, men
snarere en erkendelse der skulle fæstne sig.
Hvis jeg nogensinde havde haft et valg, havde jeg nok valgt
noget andet. Guderne skal vide, at jeg de seneste par år har overvejet det. For
hvad får man ud af en kunstnerisk karriere? Årelangt slid, en usikker
tilværelse, elendig økonomi. For nogens vedkommende måske toppet med fysisk
eller psykisk nedslidning. Romantisk er det bestemt ikke, så hvorfor gøre det?
Jeg kan kun tale på egne vegne, men jeg vil tro, at de fleste vil svare ligesom
jeg – fordi det er umuligt at lade være. Eller måske ikke umuligt, for jeg har
haft lange perioder, hvor jeg ikke har skrevet, og selv i dag er jeg bestemt
ikke stolt over mit lave produktivitetsniveau. Men det er et kald, selvom det
lyder forfærdeligt højstemt at kalde det dette. Det sidste års tid er det også
begyndt at føles som et kærlighedsforhold. Ikke det bedste af slagsen, i
forhold til skriveriet kan jeg nok bedst betegnes som en kvindelig udgave af
Mr. Big fra Sex & City, en
’vil-vil ikke’-type. Men sidste år fik jeg sat stolen for døren af min muse med
beskeden om, at det var nu eller aldrig.
Når karrieren kommer i vejen
Jeg var et halvt år inde i mit første
’rigtige’ job, havde en fin titel, ansvarsområder og mulighed for at arbejde
inden for et felt, der gik fint i spænd med min uddannelse og som tegnede godt
i forhold til en fremtidig, fancy karriere inden for kommunikation og
marketing. Og hver aften kom jeg fuldstændig smadret hjem, smed mig på sofaen
med en færdigret og så tv indtil jeg faldt i søvn. Jeg fik ikke skrevet et ord
uden for kontoret. Samtidig blev jeg hele tiden presset for at give mere, jeg
skulle brænde for det, jobbet skulle være mit et og alt. Hver gang jeg tænker
tilbage på det, får jeg altid følelsen af, at jeg blev bedt om at sælge min
sjæl. En faustisk pagt med djævlen til gengæld for penge og status. Sådan var
virkeligheden selvfølgelig ikke, men for mig har det været nok til at forsværge
fremtidige karrierestillinger. For selvfølgelig sagde jeg jobbet op. Prisen var
for høj, hvis jeg blev afskåret fra at skrive.
Det seneste år har været præget af det modsatte problem.
Masser af skrivetid, men mangel på faste rammer og økonomisk usikkerhed. Siden
jeg sagde mit fuldtidsjob op, har jeg kæmpet for at finde frem til balancen
mellem lønarbejde og skrivearbejde. Det ideelle job for en person med
kunstneriske ambitioner er svært at definere. Det australske kultursite Artshub
bragte sidste måned en artikel, der gennemgår fordele og ulemper ved
forskellige typer jobs. Skal man forsøge sig med et job inden for sin branche,
hvor man kan være heldig at få et stimulerende arbejde med spændende opgaver,
eller et kedeligt, men knap så krævende job? Hvad fungerer bedst, hvis man også
skal have overskud til det kreative arbejde ved siden af?
Artiklen, der er et uddrag af Justin Heazlewoods nye bog Funemployed,
et portræt af livet som kunster i nutidens Australien, giver ikke noget
endegyldigt svar. I stedet demonstrerer den gennem interviews med en række folk
inden for forskellige kreative erhverv som f.eks. musikere, forfattere,
performere og tegnere, at enhver må finde sin egen måde at balancere det
kreative arbejde med brødjobbet.
Jobbet eller drømmen?
Min egen beslutning blev truffet med inspiration fra forskellige
steder. Det var utroligt grænseoverskridende at sige mit job op, især når man som
jeg var nyuddannet midt i en krisetid, hvor kampen om de få ledige jobs til
tider synes håbløs og bitter. På en sær, bagvendt måde tror jeg det var mit
held, at jobbet udviklede sig i en så ubehagelig retning, at jeg til sidst ikke
kunne holde ud at blive der. Hvis det havde været et vidunderligt job, havde
jeg sandsynligvis været for komfortabel til at turde tage min beslutning. For
jeg tvivler på, at et vidunderligt men ansvarsfuldt, karriereorienteret job
havde været mindre krævende.
Nogen mennesker kan uden problemer jonglere et krævende job,
der lægger stort beslag på deres tid og energi, og samtidig have overskud til
at være kreativ. Jeg tilhører dog ikke denne gruppe af forunderlige overskudsmennesker,
og som Heazlewoods artikel viser, er jeg langtfra alene. Min løsning har hidtil
været at afsværge et akademisk job, i hvert fald i fuldtidsversionen, og i
stedet nøjes med noget mere ydmygt. Det har krævet et par forsøg, inspireret af
udtalelser fra andre forfattere, blandt andet Jonas T. Bengtsson og Christian Jungersen, der begge fumlede rundt en tid med forskellige ufaglærte jobs, før de var heldige nok til at få succes med deres bøger. Desværre synes de fleste forfattere (i lighed
med andre kunstnere) at være mest interesseret i at udtale sig om 1) deres
kunst og/eller 2) deres privatliv (dårlig barndom, forliste parforhold,
forbilleder og personlig udvikling). Hvilket er meget fint og ofte rigtig spændende,
men knap så nyttigt for unge wannabe-forfattere/kunstnere/kreative whatever som
jeg selv.
Jeg havde allerede et deltidsjob om aftenen på et
københavnsk teater, og opmuntret af forfatter Sarah Engells blogindlæg om at
forsørge sig selv gennem ufaglærte deltidsjobs begyndte jeg at overveje mine
muligheder. Jeg besluttede mig hurtigt for at blive lærervikar, drevet af den
høje timeløn og en naiv idé om at kunne bruge mine ’kompetencer’ fra den
universitetsuddannelse jeg netop havde lagt på hylden, søgte jeg og fik hurtigt
job. Hvor længe holdt jeg? Knap 3-4 gange fordelt over 1 måned. Det fleksible
og særdeles nemme job viste sig at være en stressfaktor, når jeg stod op halv
syv hver morgen for at sidde klar ved telefonen, i tilfælde af at de kaldte mig
på arbejde. Heldigvis kunne jeg en tid leve af mit deltidsjob på teatret, der
både gav mig mulighed for at skrive, mens jeg var på arbejde, samt leverede
gratis inspiration i form af alle de forestillinger jeg frit kunne se. På
minussiden talte, at jeg var tvunget til at arbejde hver aften og hver weekend
for at få det til at løbe rundt, og ikke havde nok vagter til at fastholde en
stabil økonomi. Så jeg hoppede hurtigt ud i jobsøgningscirkusset for at finde
noget, der kunne give mig en fast indkomst uden at kræve så meget af mig, at
jeg ikke havde mentalt overskud til at skrive.
Overspringsblog og en lille forklaring
Midt i det hele besluttede jeg også at starte denne blog.
Hvorfor er jeg egentlig ikke sikker på, udover at det har været rart at have en
form for ventil for kreative udslip. Og måske også for at skabe en blog der
indeholdt alt det, jeg selv har gået og savnet som kultur- og
kunstinteresseret. Måske fordi det er ensomt at skrive, og når man er i gang
med sin første bog uden at ane, hvornår den bliver færdig, er det skønt at få
reaktioner på noget man har skrevet, også selvom det ikke er fiktion. Men det
var et mindre sidespor.
Så hvad er pointen med denne historie? Tja, først og
fremmest har jeg lidt dårlig samvittighed over at have svigtet jer læsere i mere end 2
måneder. Forklaringen knytter sig til dette indlæg – siden maj har jeg speedet
op for jobsøgningen i håbet om at lande et arbejde, der kan give mig den finansielle
tryghed og stabilitet i dagligdagen (lærervikarjobbet fik mig til at indse, at
jeg fungerer bedst i nogenlunde faste rammer), jeg har brug for som basis for
mit liv lige nu. Vi er alle forskellige, og nogen mennesker finder kaos og
usikkerhed befordrende for kreativiteten. Jeg derimod har brug for tryghed og
en vis orden, såvel som et arbejde hvor jeg føler mig godt tilpas, samtidig med
at arbejdsopgaverne ikke dræner mine mentale reserver. Kreativt arbejde kræver
overskud. Som en af kunstnerne i Heazlewoods artikel udtaler, kan småkedeligt
eller monotomt arbejde være direkte gavnligt for kreativiteten. Kunsten er at
finde et job, hvor man som kunstner kan bevare dette overskud.
Hvordan går det med min egen balancegang? Det kunne være
bedre, men det går fremad. Heldigvis fik jeg et vikariat i sidste måned inden
for kundeservice, hvor jeg indtil videre har arbejdet et par uger. Selvom jeg
skal vænne mig til et 8-16 job, har det indtil videre været uvurderligt med et
fast arbejde, hvor jeg ikke føler mig udtværet og udmattet ved slutningen af
min arbejdsdag. Og resultatet: dette indlæg, som du lige har læst.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar