Hvem sagde sommerferie? Ikke mig i hvert fald, eftersom min ferie er fyldt op med arbejde og skriveprojekter. For et par måneder siden startede jeg som skribent for to kulturmagasiner, henholdsvis Magasinet KBH og tidsskriftet DANS, også kendt som Terpsichore. Hvilket betyder, at jeg kan vælge og vrage mellem spændende opgaver at skrive om og forestillinger at dække, men det stjæler også tid fra bloggen her såvel som fra mine almindelige skriveprojekter. Jeg føler mig nogle gange som et barn i en slikbutik, hvor jeg må vælge hvad jeg vil, men kun spise én ting ad gangen. Og når jeg blæser på det og prøve at jonglere flere projekter ad gangen, ender jeg ofte med at lade gamle opgaver hænge lidt, hver gang der kommer nogle nye og spændende muligheder.
Balletskole og balletferie
For tiden glæder jeg mig over det kedelige sommervejr, da jeg alligevel ingen gavn af solfyldte weekender. Den Kongelige Ballet har nemlig startet et nyt sommerkursus for unge balletdansere, RDB (forkortelse af Royal Danish Ballet) Summer School, der løber i disse uger. Nu er det ingen hemmelighed, at jeg er en kæmpe balletnørd, og derfor var det svært at modstå fristelsen til at skrive om kurset. Hvilket kort sagt betyder, at jeg i disse uger ikke tilbringer min fritid på stranden, men i stedet render rundt i lumre træningsrum og kigger på teenagedansere, der kæmper med deres pirouetter og pas de deux'er og hvad de ellers skal have styr på for at blive klar til det, der forhåbentlig for de flestes vedkommende bliver til en karriere inden for dansens verden.
Jeg skriver lidt nærmere om mine oplevelser bag ballettens kulisser i næste indlæg, men indtil da kan de mest balletglade af mine læsere (I ved selv hvem I er) følge med på Twitter, hvor jeg løbende poster opdateringer og egne fotos fra sommerkurset.
I det hele taget kan jeg godt blive lidt forbløffet over, hvor meget jeg egentlig nørder ballet. Sidste måned benyttede jeg en ferie i Berlin til at få set Romeo og Julie i en opførsel på Staatsballett Berlin. Versionen var en man ikke ser herhjemme, hvor John Neumeiers udgave er fast favorit. I stedet fik jeg mulighed for at se en tidligere udgave af balletten med koreografi af englænderen John Cranko. Den var interessant, selv jeg ikke var helt glad for de berlinske dansere, der ikke lever op til de danske danseres høje standard.
Hvordan dør man smukt?
Siden fandt jeg dog en ret fantastisk Cranko-version på Youtube med de oprindelige dansere, Marcia Haydée og Richard Cragun. Hvorfor er de fantastiske? Fordi de både danser og spiller så pokkers godt. Djævlen ligger i detaljen, og i denne udgave har hver eneste lille detalje en betydning. Jeg er især vild med dødsscenen, hvor Haydée har dette vilde, fortvivlede udtryk, da hun finder Romeo død. I modsætning til andre udgaver vågner hun her op i hans arme og tror først, at alt er godt, indtil hun opdager, at hendes elskede er død. Eller da Craguns Romeo døende tager hende i sine arme og ømt kærtegner hendes hår, mens livet siver ud af ham. Eller da Julie stikker kniven i maven og derefter næsten febrilsk trækker sig ind til Romeo, vugger ham fra side til side, indtil hun med svindende kræfter synker ind over ham, for derefter med sine allersidste kræfter rækker ud, tager hans hånd, kysser den og vikler hans arm rundt om sig. Et kort øjeblik ser man, hvordan hun dør i hans favn, inden også hun bliver slap, slipper taget og lader armen falde.
Kontrasten mellem de elskedes krampagtige forsøg på at fastholde den anden over for dødens ubønhørlighed er overvældende - jeg ved, jeg er en balletnørd, men hold op hvor er det smukt. Hele forestillingen kan findes som playliste på Youtube, men I får lige dødsscenen her:
Ingen kommentarer:
Send en kommentar