Sensommerdans i en regnvåd måned

Foto: Costin Radu

Så fik jeg langt om længe sneget mig til at skrive et nyt indlæg. Desværre står bloggen lidt stille her i sommermånederne, da jeg har været travlt beskæftiget med den kedelige tjans at arbejde for føden. Af samme årsag har jeg måtte skære voldsomt ned på de kulturelle aktiviteter, og så er der jo knap så meget at skrive om. Så jeg beklager den stedmoderlige behandling, som I, kære læsere, må udsættes for i disse måneder. Jeg kan kun håbe, at I, i modsætning til mig, har vendt den koldhjertede danske sommer ryggen og søgt mod varmere himmelstrøg.

Skulle der tilfældigvis være enkelte uheldige sjæle, der som jeg sidder fast i det blæsende og regnkolde København, så fortvivl ikke. Der er heldigvis stadig en del sommeraktiviteter, der ikke er afhængig af en temperatur på over 25 grader.

I år har jeg selv valgt at slå vejen forbi Bellevues sommerballet, hvor Alexander Kølpin tager en litterær klassiker under behandling. Vladimir Nabokovs Lolita er stadig kontroversiel den dag i dag, selvom man skulle tro at vi for længst var kommet videre fra censur og den slags pjat. Selvfølgelig er pædofili et ømtåleligt emne, hvilket blandt andet forfattere som Karl Ove Knausgård på det seneste har erfaret, men kunstens ærinde er først og fremmest at skrabe i hverdagens pæne overflade og blotlægge de sandheder, vi som samfund og individer ikke vil vedkende os.

Lolita er et interessant, og, forestiller jeg mig, svært forlæg for en ballet. For én ting er selve historien: en mand der uigenkaldeligt, uhelbredeligt er tiltrukket af purunge piger, 'smånymfer' som han kalder dem. De piger, der er på vej ud af barndommen, men endnu ikke er blevet opslugt af puberteten. Nabokovs bog er dobbelttydig, og mange har i tidens løb misforstået den fuldstændigt. Den er blevet set som en retfærdiggørelse af forhold, der i vore dage kun kan betegnes som pædofile, og for visse mennesker har bogen endda vendt den typiske rollefordeling i den slags forhold (barnet som offer, den voksne som forføreren/forbryderen) på hovedet. Det er dog alt for simpelt at tolke pigen, den kun 12-årige Dolores, som den ansvarlige i forholdet.

Det, der gør Nabokovs roman så interessant, så tidløs, er netop den drømmende skildring af forholdet mellem en voksen mand, Humbert Humbert (et pseudonym) og Lolita. Fortælleren, der er aldeles upålidelig, forfører læseren med sin skildring, så man ender med at leve sig ind i og forstå Humberts intense lidenskab for og besættelse af pigen, frem for at gennemskue, hvad der virkelig er på spil mellem de to hovedpersoner. Som læser drages man fuldstændig ind i fantasien, og det bliver efterfølgende meget svært at ryste oplevelsen af sig. Når jeg genlæser et objektivt handlingsresumé (kan blandt andet læses på Wikipedia), bliver jeg næsten chokeret over, hvor helt igennem rædselsfuldt hovedpersonen Humbert opfører sig. Lolita er en fantasi, der lyver, skjuler og forfører læseren til at overse, at man reelt er vidne til seksuelt misbrug.

Hvordan oversætter man dét til en ballet? Jeg har virkelig ingen anelse, men Kølpin har allieret sig med tidligere solodanser Mads Blangstrup, og Lolita danses/spilles af Den Kongelige Ballets unge håb, Ida Prætorius, som jeg selv var temmelig begejstret for i sidste sæsons Svanesøen, så helt skidt bliver det nok ikke.

Lolita spiller fra 13.-29.august på Bellevue Teatret.

Koreografer kæmper i Dansehallerne

Foto: Costin Radu

Hvis man som jeg går lidt mere end almindeligt op i dans som scenekunst, er der to begivenheder, man bør stikke hovedet forbi her i august. Den første er Copenhagen International Choreography Contest, også kendt som CICC, der finder sted den 7.-8.august.

CICC blev startet af to dansere fra Den Kongelige Ballet, Constantine Baecher og Cédric Lambrette, der savnede en platform, hvor nye koreografer kunne fremvise deres værker for et større publikum, et sted hvor de kunne komme i kontakt med indflydelsesrige personer fra den europæiske danseverden og møde ligesindede. Af denne idé blev Københavns internationale koreografikonkurrence født. Konkurrencen har eksisteret siden 2008, og tilstrømningen er vokset stødt i årenes løb. Efter en del år på Stærekassen og med lån af lokaler fra Den Kongelige Ballet, er CICC nu flyttet til Dansehallerne og derved tættere på sit egentlige publikum. CICC præsenterer nemlig først og fremmest nye værker af fremadstormende, omend stadig forholdsvis ukendte koreograftalenter, der ligger langt tættere på moderne samtidsdans og eksperimenterende danseformer end på klassisk ballet.

Jeg fulgte selv konkurrencen sidste år og var imponeret over det høje niveau, især hos vinderen, israelske Idan Sharabi, der mixede hjemlængsel, nostalgi og Joni Mitchell med finurlige voice overs og et flydende, plastisk bevægelsessprog, der tilsammen skabte en intelligent diskussion om tilhørsforhold og begrebet 'hjem'.

I år kan man dels opleve ni værker fra Europa, USA og Taiwan, der konkurrerer om juryens og publikums gunst, såvel som en gallaaften, hvor tidligeres års vindere fremviser nye og gamle værker.

Læs mere om CICC 2015 her.

Koreografifestival i HUSET KBH

Foto: HAUT

En nyere, men ret ambitiøs dansefestival, er HAUTs Young Choreographers. Siden HAUT åbnede sidste år som en ny, åben scene i HUSET KBH, har ledelsen arbejdet på at fremvise ung og nytænkende scenekunst fra den københavnske undergrund. Selv var jeg ret vild med en af HAUTs allerførste forestillinger, THEN I WAS LIKE, og selvom jeg ikke har nået at opleve de efterfølgende forestillinger på HAUT, har jeg fulgt dem løbende, og deres ambitioner er ikke til at tage fejl af.

Young Choreographers er et koncept, der løbende skal præsentere et dansk danseinteresseret publikum for nye koreograf- og dansetalenter fra ind- og udland. Den 26.-29.august udmunder det i en fire dage lang festival, der byder på både forestillinger, debat og fest for og med publikum.

Læs mere om Young Choreographers her.