Kongeligt koks i DR nyhederne

Hvor blank må man være som kulturjournalist?

Det kan være svært for journalister at følge med nyhedsstrømmen, især når det skal gå stærkt. Alligevel er det pinligt at overvære, når det går galt. I formiddags afslørede Det Kongelige Teater sit repertoire for den næste sæson for et talstærk opbud af danske pressefolk. Danmarks Radio følte åbenbart et pres for at komme først med nyheden om det nyeste nye på landets nationalscene. Men hvor smart er det lige at komme først, hvis den nyhed, man sender ud, er skudt helt ved siden af?

Journalist Annegerd Lerche Kristiansen er åbenbart ikke en ørn til teaterhistorie. I hvert fald blev nyheden om, at Det Kongelige Teater opsætter Michael Frayns farce Noises off (på dansk Koks i kulissen) på DRs hjemmeside til nyheden om, at man laver en teaterversion af komedieklassikeren Halløj på Badehotellet (eng. Fawlty Towers). Artiklen, der tydeligvis ikke er skrevet af en journalist med den fjerneste anelse om teater eller hvad der konstituerer en kulturnyhed, går videre med at nævne, at balletten Kameliadamen bliver genopsat, hvilket der heller ikke en nyhed -  balletmester Nikolaj Hübbe afslørede planerne om at sætte balletten på programmet for flere måneder tilbage, da Den Kongelige Ballet modtog en fondsdonation på 50 mio. kr.

De informationer, der kunne have en reel nyhedsværdi inden for kulturområdet, bliver ikke nævnt med et ord. Så for en god ordens skyld vil jeg lige opridse, hvad der er af egentlige, interessante nyheder i forbindelse med sæsonpræsentationen på Det Kongelige Teater:

• Shakespeares Romeo og Julie bliver opsat på Skuespilhusets Store Scene. Ikke så spændende i sig selv, men det er den unge superinstruktør Elisa Kragerup (Metamorfoser, Sonetter, Den unge Wethers lidelser) der skal instruere, og de to seje skuespiltalenter Thomas Hwan og Danica Curcic skal spille titelrollerne. Det kan kun blive godt.
• Førnævnte Koks i kulissen, som absolut intet har med Halløj på Badehotellet eller John Cleese at gøre. Til gengæld er det en meget morsom engelsk komedie, hvor en flok skuespillere forgæves kæmper for at holde sammen på en forestilling, mens seksuelle intriger, dumhed og druk konstant truer med at underminere deres samspil på scenen.
• Forfatter og dramatiker Nielsen, tidligere kendt som Das Beckwerk og den påstået afdøde Claus Beck-Nielsen, følger den glimrende De europæiske medier fra sæson 2011-2012 op med Markedet, endnu et bugtalerisk stykke, hvor skuespillerne besættes af fremmed kræfters stemmer. Umiddelbart ikke så nytænkende, men helt sikkert interessant at opleve.
• Operahuset på Holmen fylder rundt i 2015 - til januar næste år har bygningen 10 års fødselsdag, og det skal fejres med maner. Det Kongelige Teater arrangerer derfor en to-ugers festival, hvor både Tryllefløjten, Rosenkavaleren, Lady Macbeth fra Mtsensk og Lulu bliver opført i rap. Tryllefløjten opføres i ny iscenesættelse.
• Hamborg Balletten kommer på besøg med John Neumeiers version af Døden i Venedig, mens Pariseroperaens ballet gæster Det Kongelige Teater med Marius Petipa-klassikeren Paquita.
• Sylfiden vender tilbage, denne gang i helt ny opsætning. De skotske kilte er droppet til gengæld for et depressivt, snævertsynet landsbysamfund à la Hans Kirks Fiskerne. 
• Den store nyhed er en helt ny iscenesættelse af Svanesøen. Peter Martins' version med Per Kirkebys grimme klatmaleri-kulisser ryger ud til højre, og i stedet vil Nikolaj Hübbe iscenesætte den evige klassiker i samarbejde med tidligere prima ballerina Silja Schandorff. Holdet bag den succesfulde Et folkesagn (som bliver genopsat i 2014-15), Mia Stensgaard og Mikki Kunttu, skal stå for scenografi og lysdesign.

Derudover bliver det til et gensyn med blandt andet Tosca, Erasmus Montanus, Kameliadamen og Come Fly Away, samt en række nye skuespil, operaer og balletter. Alt i alt et fornuftigt og ganske lækkert bud på en kongelig teatersæson, der gerne vil ramme både det brede og det lidt kræsne publikum.

Det fulde repertoire (med forbehold for løbende ændringer) kan findes her. 

NB: Siden dette indlæg blev skrevet, har DR rettet deres artikel og indrømmet fejlen, og billedet fra Fawlty Towers er skyndsomt skiftet ud med et billede fra teatrets kommende stykke om Tove Ditlevsen, Tove! Tove! Tove!, som dog slet ikke nævnes i den rodede artikel. 

Forvandlingskunst i Det Røde Rum

Foto: Miklos Szabo

Det er for tidligt at kåre årets forestilling, når vi kun er i februar måned. Alligevel er det svært at forestille sig et stykke, der kan trumfe Det Røde Rums Metamorfoser. Knugende, opløftende, plat, skingrende skør, rørende og frem for alt virkelig sjov. 

Instruktør Elisa Kragerup har gjort det igen. Efter forrige sæsons publikumshit Sonetter har hun kastet sig over endnu en klassiker om kærlighedens veje og vildveje. Ovids kæmpeværk er selvfølgelig beskåret kraftigt, så kun nogle få, velvalgte uddrag får turen igennem Det Kongelige Teaters mest eksperimenterende og innovative scene. Resultatet er vildt og mere vellykket, end man turde drømme om.

Kroppens forvandlinger
Kun med kroppen som redskab forvandler skuespillerne sig til træer, hunde, bjørne, hjorte og heste. Menneskets hovmod er et centralt tema, som historien om Erysichthon, der forbandes med evig sult og til sidst æder sig selv. Gudernes skalten og valten med de dødeliges skæbner et andet tema. Den menneskelige dårskab straffes ubarmhjertigt, mens guderne med et skuldertræk træder menneskeliv under fode.

Flere af fortællingerne har en streng morale. Kongedatteren Myrrha afviser alle bejlere, og i vrede forbander kærlighedsgudinden hende, så pigen forelsker sig brændende - i sin egen far.

Forestillingen skifter behændigt mellem det grumme og det lyse, horror og slapstick. Hele ensemblet på Det Røde Rum er med, og Peter Plaugborg giver en formidabel gæsteoptræden. De syv skuespillere har et fantastisk veltunet samspil, så de altid afbalancerer hinanden ned i mindste detalje, tone eller bevægelse.

Kærlighedens kraft
Peter Plaugborg er skiftevis uskyldig yngling, sexgal gud og skabagtig prinsesse. Maria Rossing er både ulykkelig bjørnekvinde og krænket gudinde, mens Marie Dalsgaard spiller kærlighedsramte nymfer og en isnende hævngerrig gudinde. Nicolai Dahl Hamilton folder sig ud som den bly prinsesse, der bliver voldbollet af Jupiter i tyreskikkelse, mens Thomas Hwan er bedårende nuttet som drengen Ikaros, der flyver for tæt på solen. Johanne Louise Schmidt har som altid en inciterende tilstedeværelse, hun er den tankeløse jæger, der forvandles til en hjort, den incestuøse prinsesse dirrende af lige dele skam og begær, og den skønne statue, som Nicolai Dahl Hamiltons Pygmalion leger parforhold med i et af stykkets sødeste og lykkeligste scener. Mikkel Arndt er rent ud fantastisk som Narcissus, arrogant gulddreng der bliver gal af kærlighed til sit eget spejlbillede.

Kærligheden er en naturkraft, der ikke må fornægtes. De, der vover at elske, vover sig selv og er ikke sikre på at vinde. Men de, der slet ikke vover, strafes med uendelige kvaler. Metamorfoser er Sonetter version 2, men den er også meget mere. Herfra lyder kun ét råd: se den!

Metamorfoser spiller i Det Kongelige Teaters Røde Rum frem til 29.3. Billetter kan købes på kglteater.dk.

Foto: Miklos Szabo