Forvandlingskunst i Det Røde Rum

Foto: Miklos Szabo

Det er for tidligt at kåre årets forestilling, når vi kun er i februar måned. Alligevel er det svært at forestille sig et stykke, der kan trumfe Det Røde Rums Metamorfoser. Knugende, opløftende, plat, skingrende skør, rørende og frem for alt virkelig sjov. 

Instruktør Elisa Kragerup har gjort det igen. Efter forrige sæsons publikumshit Sonetter har hun kastet sig over endnu en klassiker om kærlighedens veje og vildveje. Ovids kæmpeværk er selvfølgelig beskåret kraftigt, så kun nogle få, velvalgte uddrag får turen igennem Det Kongelige Teaters mest eksperimenterende og innovative scene. Resultatet er vildt og mere vellykket, end man turde drømme om.

Kroppens forvandlinger
Kun med kroppen som redskab forvandler skuespillerne sig til træer, hunde, bjørne, hjorte og heste. Menneskets hovmod er et centralt tema, som historien om Erysichthon, der forbandes med evig sult og til sidst æder sig selv. Gudernes skalten og valten med de dødeliges skæbner et andet tema. Den menneskelige dårskab straffes ubarmhjertigt, mens guderne med et skuldertræk træder menneskeliv under fode.

Flere af fortællingerne har en streng morale. Kongedatteren Myrrha afviser alle bejlere, og i vrede forbander kærlighedsgudinden hende, så pigen forelsker sig brændende - i sin egen far.

Forestillingen skifter behændigt mellem det grumme og det lyse, horror og slapstick. Hele ensemblet på Det Røde Rum er med, og Peter Plaugborg giver en formidabel gæsteoptræden. De syv skuespillere har et fantastisk veltunet samspil, så de altid afbalancerer hinanden ned i mindste detalje, tone eller bevægelse.

Kærlighedens kraft
Peter Plaugborg er skiftevis uskyldig yngling, sexgal gud og skabagtig prinsesse. Maria Rossing er både ulykkelig bjørnekvinde og krænket gudinde, mens Marie Dalsgaard spiller kærlighedsramte nymfer og en isnende hævngerrig gudinde. Nicolai Dahl Hamilton folder sig ud som den bly prinsesse, der bliver voldbollet af Jupiter i tyreskikkelse, mens Thomas Hwan er bedårende nuttet som drengen Ikaros, der flyver for tæt på solen. Johanne Louise Schmidt har som altid en inciterende tilstedeværelse, hun er den tankeløse jæger, der forvandles til en hjort, den incestuøse prinsesse dirrende af lige dele skam og begær, og den skønne statue, som Nicolai Dahl Hamiltons Pygmalion leger parforhold med i et af stykkets sødeste og lykkeligste scener. Mikkel Arndt er rent ud fantastisk som Narcissus, arrogant gulddreng der bliver gal af kærlighed til sit eget spejlbillede.

Kærligheden er en naturkraft, der ikke må fornægtes. De, der vover at elske, vover sig selv og er ikke sikre på at vinde. Men de, der slet ikke vover, strafes med uendelige kvaler. Metamorfoser er Sonetter version 2, men den er også meget mere. Herfra lyder kun ét råd: se den!

Metamorfoser spiller i Det Kongelige Teaters Røde Rum frem til 29.3. Billetter kan købes på kglteater.dk.

Foto: Miklos Szabo