"At skrive handler om at blive ved med at investere, uden at vide, om man nogensinde får noget igen."
Citatet stammer fra Adam Drewes' litterære debut, hvor forfatteren i en spydig, let bidende scene diskuterer skrivelivets genvordigheder med en uforstående far. Den praktiske holdning til skriveriet, som mange moderne forfattere prædiker, tanken om at man bare skal tvinge sig selv til at skrive hver dag, frem for at vente på inspirationen, sættes op mod Drewes egen frustration over ikke at have noget at sige, endsige lyst til at sige noget. Hvad hjælper det så at skrive i blinde?
Adam Drewes var en ud af tre digtere, der søndag aften læste op på CaféTeatret, da det for 4. gang inviterede til det litterære arrangement Den Nye Lyd. Tidligere har blandt andre Peter Adolphsen, Christina Hesselholdt og Asta Olivia Nordenhof læst op.
Denne gang mødte vi tre mandlige forfattere, der i deres tekster alle kredsede om ensomhed, livets små og store øjeblikke, om frustrationer, sansninger og vilde tankerækker.
Mødet med en litterær mytologi
Mikkel Thykier, der er ophavsmand til titlen på dette blogindlæg, er kendt i litterære kredse som den indelukkede og mystiske superdigter, der siden sin suveræne debut i 1997 i høj grad er gået uden om forlagsbranchen og i stedet ynder at lægge sine tekster anonymt ud på nettet - hvis han da ikke sender dem direkte til fans som anmelderen Lars Bukdahl. Denne aften havde Thykier dog vovet sig ud i offentligheden og læste højt af en af sine tekster. 96 linjer af en ensidig samtale med en stum partner, et du der blev refereret frem for selv at komme til orde.
Pinligt uvidende om den levende litterære mytologi, der stod foran mig i skikkelse af en almindeligt udseende mand midt i 30erne (når det gælder moderne dansk litteratur er jeg aldeles ignorant, på grænsen til det pinlige, hvilket bunder i min uovertrufne evne til at gå i stå, hver gang jeg forsøger at læse de hotteste nye fra Forfatterskolen), blev jeg hypnotiseret, suget ind i et univers af manende øjebliksbilleder.
Thykiers oplæsning var en monoton insisteren på tomheden mellem kroppe, mellem sansninger, mellem jeg'et og du'et. En afstand som end ikke blev forsøgt overkommet. Teksten fremmanede øjeblikkets sprækker, virkelighedens sprækker, om at finde sammen i tosomhed ved "at slå en mand til blods", eller jeg'ets iagttagelse af, hvordan snot og sæd blander sig med blod i toiletkummen. Det var mærkeligt og blidt insisterende, en mageløs smuk poesimonolog.
Næste tekstmager var Hans Otto Jørgensen, tidligere rektor for Forfatterskolen, en forfatter som jeg kender yderst godt af omtale, men aldrig har følt den vilde trang til at stifte nærmere bekendtskab med. Hans oplæsning (fra nyt, uudgivet manuskript) gav mig et hint om hvorfor. En meget lang prosatekst, der tog udgangspunkt i en mand, der oplever sin genbos selvmord, og som handlede om alting og ingenting. Flot i sin bølgende, snakkesaligt sansende og erindrende tankevrimmel, men uden den præcision, som jeg personligt har brug for, for at fastholde opmærksomheden. Hvilket nok siger en del mere om mig end om Hans Otto Jørgensen.
Hvorfor skrive litteratur?
Sidst men ikke mindst den førnævnte Adam Drewes, tidligere mester i Poetry Slam, der kom ind på Forfatterskolen og efterfølgende gik i stå. Først sidste år, mere end 10 år efter at Drewes blev færdig på Forfatterskolen, udkom hans første bog, en monstrøs mammut på 704 sider.
Bogen følger to spor. På venstresiderne optræder en mængde uredigerede litterære tekster, på højresiderne en personlig fortælling om dels Drewes' færden i slam-miljøet fra 1999 til 2005, dels beretningen om hans litteraturstudier på Københavns Universitet og oplevelser på Forfatterskolen, som han undervejs gør op med.
Drewes lod publikum bestemme, hvilke venstresidetekster han skulle læse op, ved at lade folk nævne et sidetal mellem 1 og 704. De tekster, der fangede mig, stammede nu fra højresiderne, hvor han i humoristisk indpakning gav luft for sine frustrationer med at gå i stå med skriveriet (den sagnomspundne 'skriveblokering', som kun tåbelige eller usandsynligt selvsikre forfattere ikke frygter). Som et fiktivt brev fra Leo Tolstoj til sin far, hvor han brokker sig over arbejdet med Krig og fred - den er alt for lang, og han kan ikke længere hitte rede i personerne - og tilslutter sig rapperen 50 Cents erklæring, at livet handler om at "get rich or die trying". Tolstoj ender med at erkende, at romanskriveriet er ørkesløst. Man tjener ingen penge og ingen gider alligevel læse det, så han kan lige så godt lade være.
Som modsvar erklærer Drewes, at der er en pointe i at skrive, i at blive ved, selvom omverdenen stiller sig undrende og måske endda fordømmende. At det ikke handler om at blive rig, ikke engang om at være en effektiv og velsmurt forfattermaskine, der dagligt spytter tekster ud og overholder sine deadlines. At det vigtigste er at have noget på hjerte, og at forfølge dette gennem skriften, selvom det netop ikke er sikkert, at ens anstrengelser belønnes i sidste ende.
Dette er vel kernen i al kunst, enhver kunstners credo. At blive ved, selv når det virker håbløst, ørkesløst. Så længe det ikke virker ligegyldigt for én selv. Det handler jo ikke om penge eller anerkendelse, men om at gøre det, man elsker allerhøjest.
Næste omgang af Den Nye Lyd er søndag den 4.maj kl.20 på CaféTeatret, med oplæsninger af Naja Marie Aidt, Christina Hagen og Morten Søndergaard.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar