Det er utroligt, hvor lidt der skal til for at vælte giganter. For fem dage siden døde en af USAs største skuespillere, hvis ikke den største af alle, af noget så banalt som en overdosis heroin. Hvem, spørger du måske - Brad Pitt og Ryan Gosling lever jo i bedste velgående? Men selvom jeg har den dybeste respekt for de to herrers talent, taler jeg ikke om den største Hollywoodstjerne, men den største skuespiller.
Jeg ved ikke helt, om jeg er kommet mig over nyheden. Selvom livet går videre, tusindvis af mennesker dør hver dag, og jeg aldrig har mødt manden. Man kan måske bedst sammenligne min reaktion med den måde, som folk verden over reagerede på, da Steve Jobs døde. Ikke at deres død er sammenlignelig, Jobs' bortgang var tragisk, men ikke uventet, i modsætning til dette dødsfald. Men folk sørgede over en mand, der i sit liv havde præsteret noget ekstraordinært, noget så ypperligt, at det var svært at forestille sig en verden uden ham. Man viste respekt for Jobs' geni og sørgede over alt det, han ikke nåede, alt hvad han manglede at udrette.
Sådan har jeg det, nu hvor det indledende chok har lagt sig, og jeg har haft tid til at vænne mig til tanken. Philip Seymour Hoffman er død. Han er død, og jeg føler tabet. Ikke over ham som person, som sagt kendte jeg ham ikke. Men tanken om alt det, der dør med ham, er rædsom. Alle de film, som han nu ikke vil lave. Alt det, han kunne have vist os, men som nu aldrig bliver til virkelighed.
Sidste gang, jeg blev berørt, hvor jeg virkelig havde en håndgribelig fornemmelse af tab ved et dødsfald, var for 6 år siden, da Heath Ledger døde. Dengang som nu følte jeg, at verden virkelig mistede noget. Eller verden er måske et stort ord at bruge, men kunsten mistede en lysende skikkelse. Og ja, jeg ved at tonsvis af vigtige mennesker er døde siden da, den kære Jobs for eksempel, men egentlig er jeg ligeglad. Den eneste gang, jeg følte et lignende tab, var den 22.januar 2008.
Hvad har Ledger og Hoffman til fælles, vil du måske spørge, ud over at begges død kom ud af det blå, en fejlagtig overdosis af henholdsvis sovemidler og heroin? De havde potentialet til fælles. Deres tragedier er forskellige, i og med at Hoffman allerede havde vist sit potentiale, og dermed vist os, præcis hvad vi har mistet. Ledger var ganske ung, stadig i starten af sin karriere, men havde med bl.a. Brokeback Mountain og The Dark Knight giver os en anelse om, hvad han kunne udvikle sig til, hvor langt han kunne nå som skuespiller. Forskellen er at miste en fuldt udviklet kunstner på højden af sin karriere, og at miste en mand, der engang kunne blive en stor kunstner.
Hvad kendetegner en kunstner? Overordnet set en evne til at bryde grænser, til at åbne verden for sit publikum, til at udtrykke en mening - eller nogle gange fraværet af mening - gennem en sublim beherskelse af kunstartens udtryk. Hvor mange mestrer netop dette? Uanset kunstart er det de færreste, der når helt derop. Men Philip Seymour Hoffman gjorde. Han var i stand til at krybe ind i en karakter og helt ned i den lillebitte detalje gøre personen til et levende væsen. Når han spillede en person, var han personen. Se blot det væld af film, som han var med i, lagt sammen viser hans roller, at manden kunne alt, kunne vise mennesket i alle dets facetter.
De fleste nekrologer og kommentarer til hans død har handlet om, hvad folk hver især synes var hans bedste roller. Jeg vil hellere slutte af med at bemærke mine stærkeste minder om Philip Seymour Hoffman.
Den første af hans film, som jeg nogensinde så, var Magnolia, starten på et frugtbart samarbejde med instruktøren Paul Thomas Anderson. Her havde han en lille rolle som sygeplejeren Phil, der egentlig ikke gjorde særlig meget i filmen, ud over at lytte til den døende Earl Partridges synder. Hans blotte tilstedeværelse udstrålede forståelse, mildhed, tilgivelse. Ved bare at være til afbalancerede han alle filmens ulykkelige karakterer, deres vrede, deres sorg, deres smerte. Hvordan gør en skuespiller det, når manuskriptet dikterer, at han i størstedelen af filmen bare skal være en passiv biperson?
Den film, hvor Hoffman gjorde størst indtryk på mig, brugte han kun sin stemme. I Mary & Max, en lidt overset, men aldeles brillant animationsfilm, lagde han stemme til Max, en midaldrende, overvægtig mand med Asperger syndrom, der bliver penneven med den ensomme pige Mary. Filmen i sig selv er fantastisk med sin lune, underspillede humor og sine sympatiserende men usentimentale personbeskrivelser, der varmer den ellers ganske rå historie op, så man sluger alle de absurde, barske og tragiske elementer. Med tørt konstaterende og monoton stemme, der kun afslører minimale følelsesudsvisning, skabte Hoffman et af filmhistoriens bedste portrætter af en psykisk handicappet person - den chokoladeelskende Max Horovizt, der søger at fungere på sine egne vilkår i det lille hjørne af samfundet, hvor han kan finde plads til sit skæve sind.
Philip Seymour Hoffman 1967 -2014
Ingen kommentarer:
Send en kommentar