Se mig, like mig, elsk mig!

Da jeg gik på juleferie, havde jeg en lille smule krise over, hvad jeg skulle skrive om i mit afsluttende nytårsindlæg. Eftersom min juleferie altid består i at lave så lidt som muligt, slukke mobilen, lade være med at checke Facebook, e-mail eller gå på nettet i det hele taget (chokerende, I know, men det er faktisk meget rart med et pusterum), og i stedet gøre gammeldags ting som at læse aviser, bøger og være sammen med familien, er det småt med de store oplevelser. 

Facebook-pral som livsvilkår

En af mine julegaver var Lena 'Girls' Dunhams memoir, Not That Kind of Girl, og denne bog, parret med en kendt forfatter/kulturpersonligheds fjollede selviscenesættelse i et af landets største dagblade, fik mig til at tænke. Over kendte kvinders selviscenesættelse og mediernes overfladiske behandling af kulturpersonligheder og kunstnere. Det udartede sig til følgende styks nytårsindlæg.

Selvfølgelig kan de fleste af os godt lide at blive set. Se mig, hør mig, elsk mig! Det er jo en basal menneskelig drift, en længsel som de fleste af os vel har i større eller mindre grad. Vi har alle brug for bekræftelse, og Facebook, Twitter og Instagram med mere er først og fremmest til for én ting: at kildre vores forfængelighed, at give os hver især følelsen af, at vi bliver set, at folk kan lide os, at vi betyder noget. Det er derfor folk har så travlt med at vise en poleret version af deres liv. Se, hvor flotte kager/boller/anden ligegyldig madret jeg kan lave! Nu skal I høre, hvor mange kilometer jeg har løbet, jeg er SÅ stolt af mig selv, er I andre ikke også det, bare en lille smule? Er jeg ikke lækker med min nye frisure? Og hvis det ikke handler om egen fremtoning eller præstationer, handler det om, hvor fantastisk ens liv er. Hvor smukke/søde/nuttede/sjove ens børn er, hvor fantastisk kæresten er, osv.

Ikke fordi jeg er et hak bedre selv – som en kollega på et tidspunkt sagde til mig (og jeg er ikke sikker på, at det var ment som en kompliment), ”du poster sådan nogle kloge ting i dine opdateringer”. For jeg ved udmærket godt, at jeg iscenesætter mit liv nøjagtigt lige så meget som alle andre. Da jeg hverken er den store fotograf eller kagebager, og aldrig har løbet hverken helt, halvt eller kvart maraton, må jeg prale af andre evner og bedrifter, for eksempel denne blog. Jeg er ret sikker på, at der findes mindst én, hvis ikke flere af mine Facebook-bekendtskaber, der finder mine ’Kloge-Åge’ opdateringer lige så overfladiske og småirriterende, som jeg finder deres billeder af mad/børn/kæreste/rejser og hvad man ellers kan finde på. Vi er alle sammen lige slemme, eller lige gode om det. Det er egentlig okay, synes jeg, og personligt kan jeg godt leve med mine egne såvel som mine venners særheder. Hvorfor ikke bare anerkende, at vi er en flok selviscenesættende småegoister, og give hinanden lov til det? Man kan altid trykke på ’unfollow’, hvis det bliver for meget, eller eventuelt lade være med at være på de sociale medier 24/7.

Lækre bryster = talent?

Men der er forskel på, hvornår og hvordan man iscenesætter sig selv. En af mine kæpheste er, hvordan medierne præsenterer folk, og hvordan offentlige personer fremstiller sig selv. For verden er nu engang skruet sådan sammen, at personer, der stiller sig offentligt til skue og tillader sig at sige, gøre eller mene noget, bliver bedømt ikke kun på deres ord og handlinger, men også på deres udseende. Især kvinder.

For det meste formår jeg at glemme, at ligestilling mellem kønnene og samfundets accept af kvinder som individer med ret til at bestemme over eget liv og krop, er et relativt nyt fænomen. Men engang imellem bliver jeg mindet om det. Som sidste år, da jeg tilfældigvis læste en udgave af Euroman, hvor en ung, kvindelig musiker lod sig interviewe. Kvinden var ikke så forskellig fra andre unge sangere og musikere m/k – hun håbede på et gennembrud i sin karriere og fortalte løst og fast om sit liv. Men interviewet blev flankeret af en række billeder, hvor kvinden optrådte halvnøgen. I lækre omgivelser og blød belysning lod hun sig vise frem, så der var frit udsyn til røv, bryster og hvad der ellers kunne virke sexet uden at smage decideret af porno. Jeg greb mig selv i at blive irriteret. På magasinet, der pakkede lidt øjenguf til sine (overvejende mandlige) læsere ind i en pseudoartikel om en ung kvindes liv og drømme for at få det til at virke seriøst, som om man(d) som læser havde brug for en undskyldning for at kigge på brysterne. På kvinden, der lod sig gøre til et sexobjekt i håbet om at få opmærksomhed og dermed gang i karrieren.

Jeg forstod ikke, og forstår stadig ikke, denne exhibitionistiske trang til at gøre sig selv til et objekt, til at reducere sig selv til blot og bar krop og udseende, når ens budskab samtidig forsøger at gå i en helt anden retning. For der er jo ingen, der kigger på et par flotte nøgenbilleder og derefter tænker, at man har vildt lyst til at høre personens musik (måske medmindre pågældende musik er meget sensuel og sexet).

Kunsten er - at have den bedste røv

Selvfølgelig er det ikke kun kvinder, der udsættes eller udsætter sig selv fra at blive reduceret til et stykke kød. Det er ingen hemmelighed her på bloggen, at jeg går særdeles meget op i dans som scenekunst; en verden, hvor kroppens udseende og æstetiske udtryk har altoverskyggende betydning. Her synes mænd i lige så høj grad som kvinder at blive objekter, og det kan ikke undgås, ligesom skuespillere heller ikke kan undgå det - det er vilkårene, når krop bliver kunst. Alligevel har jeg flere gange undret mig og endda blevet en smule utilpas ved, hvordan dansere blev fremstillet eller lod sig fremstille i medierne.

Det værste eksempel var et billede i Politiken i 2013, slået op i kæmpe format, så stort som det fysisk var muligt, over to hele sider i avisen. Billedet forestillede et menneskelignende væsen, sammensat af fotografier af løsrevne kropsdele fra forskellige dansere i Den Kongelige Ballet. Hver dansers kropdel udvalgt på baggrund af balletmester Nikolaj Hübbes personlige smag, hans vurdering af, hvad der gjorde en balletkrop særligt smuk. Interessant, hvis man som jeg havde en professionel interesse i ballet, for en ledsagende tekst beskrev, hvorfor hver kropsdel skulle anses for særligt velformet og velegnet til dans. Men samtidig tænkte jeg, at det måtte være ubehageligt for de medvirkende – tænk at blive reduceret til en arm, et ben, eller, i en enkelt mandlig dansers tilfælde, en bar røv! Som om personen ikke havde mere at byde på end dette.

Her gik jeg naivt og troede, at det var helhedsindtrykket, der gjorde dans til noget særligt, samspillet mellem krop, bevægelse og udtryk, at personligheden rent faktisk havde noget at sige i en dansers optræden. Åbenbart ikke ifølge hverken balletmesteren eller avisen, der havde skabt billedet ud fra hans anvisninger. Kun kroppen i sig selv, reduceret til små, perfekte stumper og brudstykker, sat sammen som et andet Frankensteins monster, havde her reel betydning, resten var ligegyldigt.

Måske overdriver jeg, måske overvurderer jeg betydningen af harmløse episoder fra et mediecirkus, der længe har været så skørt, så overfladisk, at man ikke bør tage sig af, hvad de bringer af sære billeder og historier. Måske er jeg bare nærtagende, jeg er trods alt kvinde, og feminist, og den slags er jo (ifølge mange meningsdannere) ofte lidt ekstra nærtagende, ekstra hysteriske omkring ting, som ingen andre tillægger særlig betydning. Måske.

I et tidligere indlæg argumenterede jeg for, at man som publikum bør glemme en kunstners person og fokusere på hans/hendes arbejde i stedet. Jeg er godt klar over, at dette kan være meget svært, når adskillige kunstnere i dag netop bruger selviscenesættelse som led i markedsføringen af deres arbejde, eller lader andre promovere dem. Men selvom jeg forstår, hvorfor de gør det – det er nu engang en nem og ofte ret effektiv metode, når man ønsker at skabe opmærksomhed omkring sit arbejde – tja, så synes jeg stadig, at det kan være problematisk, hvis man gerne vil tages seriøst som kunstner.

Smukke kvinder sælger mest

Da Josefine Klougart, ung og feteret kvindelig forfatter, udgav sin tredje bog for et par år siden, blev hun af forlag og medier markedsført på en måde, der både undrede og foruroligede mig. Sagen er nemlig, at Klougart er ualmindeligt smuk. I hvert fald på billeder, men højst sandsynligt også i virkeligheden. Det er jo dejligt for hende, smuk, talentfuld og succesrig, hvad mere kan man ønske sig? Det, der undrede mig, var hvordan annoncer, anmeldelser og interviews blev plastret til med sensuelle, glansbilledagtige billeder af hendes yndige ansigt. Hendes smukke udseende blev anset for at være den bedste reklame. Igen, rent privat er det skønt for hende, at hun ser godt ud, men hvis man skal læse en bog, hvorfor er det så vigtigt, hvordan forfatteren ser ud? Hvad hvis hun havde været grim? Hvis hun ikke havde været så køn, ville forlaget så stadig have ladet et stort portræt af hende pryde deres annoncer for bogen?

Mest af alt havde jeg en voldsom trang til at spørge Klougart, om hun som anerkendt forfatter virkelig hellere ville være kendt for de smukke annoncebilleder end for indholdet i hendes bog. Og hele sagen fik mig til at overveje, hvor grænsen går for offentlig selviscenesættelse – hvornår handler det blot om at menneskeliggøre et værk ved at sætte et ansigt på kunstneren, og hvornår kammer det over? Kan udseendet overskygge indholdet?

Det mener Christina Hagen, en anden yngre, kvindelig forfatter. Hun oplevede direkte, at hun selv (og flere af hendes kolleger, dog uden navns nævnelse) blev bedømt på deres udseende frem for på deres arbejde. Hvilket naturligt nok var en stor belastning – hvem pokker gider høre på kommentarer fra fremmede mennesker om, hvor attraktiv eller ikke-attraktiv man tager sig ud i arbejdssammenhænge? Om ens frisure er grim eller skoene er pæne? At få at vide, at man ikke er lige så lækker i virkeligheden som på billederne?

Hagen udtalte sig om problemet i flere medier, og jeg heppede på hende, fandt det befriende, at nogen endelig kaldte en spade for en spade. I starten altså. For hendes løsning på problemet viste sig temmelig bizar. I forsøg på at komme problemet til livs og udstille omverdenens diskrimination af kvindelige kunstnere, hyrede hun en såkaldt body double – en ung, smuk kvinde, efter Hagens udsagn mere attraktiv end hende selv, der var ved at blive lidt gammel og grå (Hagen er 34, hvilken hun åbenbart mener, at samfundet finder for gammelt til at være attraktivt). Denne body double skulle så agere Hagens ansigt udadtil og optræde offentligt som Hagens stand-in. Eksperimentet skulle således tilfredsstille alle parter: offentligheden fik noget pænt at kigge på, mens Hagen fik fred for de krænkende kommentarer.

Se hvor lækker jeg er - hvor er du klam, fordi du kigger!

Hagens projekt fik en del opmærksomhed, og i Weekendavisen fik hun over to sider forrest i avisen, hvor hun uhindret kunne udbrede sig om projektet, som hun havde søgt offentlig støtte til, og samtidig beklage sig over den objektificering og sexisme, som danske kvinder generelt må finde sig i. Meget effektiv selvpromovering, men hendes løsning undrede mig. Hagen syntes selv at mene, at hendes projekt var meget modigt og revolutionerende. Men det er ikke så sært, at hun fik en del medieopmærksomhed i forbindelse med denne happening. Hvem vil ikke blive nysgerrig, når en person går ud og gør noget, der er så sært som at hyre en stand-in? Den slags giver en masse opmærksomhed, men beviser absolut ingenting. Offentligheden bliver jo ikke automatisk afsløret som skønhedsfikseret og sexistisk, fordi en enkelt kvinde stiller sig op og anklager den for at være det. Og det er ofte problemet med den måde, som især kvinder fremstiller sig selv på.

Christina Hagens løsning var at give offentligheden det, hun var overbevist om, at de ville have – den kvindelige kunstner som et smukt objekt, man kunne begære. For derefter at brokke sig over, hvor overfladisk og kønsdiskriminerende dette påståede begær var. Det svarer til at tage en nedringet bluse på og derefter blive skidesur på de mænd, der kigger på kavalergangen.

En påklædningsdukke viser sig frem

Der er andre kvinder, der gør præcis det samme. Forfatter, anmelder og debattør Leonora Christina Skov optrådte i juledagene i Berlingske Tidende. Her fortalte hun en personlig historie om, hvordan hun havde droppet Facebook i et helt år, og hvad det havde betydet for hende.

Forsiden af avisen var prydet af et portrætfotografi af forfatteren selv, ikke noget ud over det sædvanlige. Skov har et bestemt look, pangfarver, røde læber, røde negle, og det kunne man se på forsiden. Det er sådan, hun gør sig selv genkendelig, hun er en mediepersonlighed, og hendes look er hendes panser, har hun tidligere udtalt. Så langt så godt, Skov klæder sig på en måde, hun godt kan lide, og det skal hun have lov til. Forsidebilledet havde gjorde blot opmærksom på, at der var en artikel af hende i avisen. Jeg bladrede i avisen for at finde artiklen og se, om den var værd at læse, om hun havde et interessant indspark til debatten om sociale medier og deres indflydelse på vores hverdag. Men da jeg fandt artiklen, mistede jeg lysten til at læse den, såvel som troen på, at Skov rent faktisk var i stand til at sige noget af betydning om noget som helst.

Artiklen var nemlig illustreret af en stor billedserie, der fyldte to tredjedele af en dobbeltside i avisen. Tolv billeder, hvert billede viste Skov i fuld figur, der som en karikatur af sig selv og sit eget image legede påklædningsdukke for fotografen og for læseren. Tolv billeder af Skov i tolv forskellige outfits, med barmen skudt frem og imødekommende smil. Jeg skimmede artiklen for at være sikker på, at det ikke var en fejl, at Skov i virkeligheden ikke have skrevet om sit klædeskab, sin shopping i årets løb. Eller at artiklen måske handlede om Facebooks indvirkning på hendes fysiske fremtoning, at hun, for at overkomme Facebook-abstinenser, havde måttet shoppe sig fra sans og samling for at modstå fristelsen til lige at logge på og give et enkelt ’like’ eller poste et billede af sine nye sko. Ikke et ord, der var intet i artiklen (som Skov vel at mærke selv havde skrevet) der kunne forklare, hvorfor læseren havde brug for en billedversion af ”Se min kjole”.

Overflade vs. indhold

Selvfølgelig må Skov klæde sig, som hun vil, men hvorfor udstille sig selv på den måde i en sammenhæng, hvor hendes udseende absolut ingen relevans har? Hvordan kan man forlange, at omverdenen skal tage én seriøst, når man selv er mere interesseret i sin egen overflade, end det man har på hjerte?

Smukke mennesker får helt sikkert mere opmærksomhed end grimme mennesker, men der er forskel på at være sig selv, på blot at give medierne et ansigt at forholde sig til, og så promovere sit udseende på bekostning af indholdet, af budskabet. Især hvis du er kvinde. Personligt mister jeg respekten for folk, der gør dette, fordi jeg trods alt synes, at indholdet bør være vigtigere end indpakningen, i hvert fald hvis det handler om meninger og tanker, om det man gør og kan, i stedet for hvordan man ser ud.

Én ting er personlig forfængelighed, som man udfolder i privatlivet – her har vi heldigvis alle, hvis vi tør, friheden og retten til at klæde os som vi vil, til at være fjollede, overfladiske, kropsfikserede, skønhedsfikserede shopaholics. Men det offentlige rum, de officielle medier, er ikke en legeplads, men et sted, hvor fremmede mennesker bedømmer og dømmer dig, så snart du træder forkert. Så spørgsmålet er, hvad man gerne vil kendes på – overflade eller indhold?